Sinne Eeg & Thomas Fonnesbæk: Staying in touch (Stunt) CD/DL/stream

 

Man fornærmer vel ikke nogen ved at kalde den jazzens svar på rockens Smoke on The water. Den er nedslidt, forudsigelig og en kliché. Ikke desto mindre vover Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk at tage Take Five med på deres andet album sammen. De slipper da også helskindet fra det - og det skyldes primært Sinne Eegs evne til at fortælle noget nyt med sangen. 

Deres nye album er en pose blandede bolsjer. Et Lennon/McCartney nummer skal der vel nærmest være med. The Streets of Berlin fra Sinne Eegs 11 år gamle album Don’t be so Blue har fået tilføjet strygerne LiveStrings - de følger med rundt i gaderne og passer godt med Sinnes stemme. Der kommer en stribe jazzklassikere i rap, How Deep is The Ocean, Just One of Those things og Round Mindnight - det er her Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk står på sikker grund. De er i deres comfort zone. Prøv at lytte til Sinnes sikre fraseringer i Round Midnight - så er det vist sat på plads.

Niels Henning Ørsted Pedersens Those Who were fra det 25 år gamle album af samme navn, er en dansk jazzklassiker - men får i denne version med LiveStrings ikke tilføjet noget særligt eller ekstra. Fonnesbæk prøver at gå en anden vej en NHØPs - respekt for det - men så forsvinder det fede fra nummeret desværre.

 

Men for dælan da - hvor kan de noget med Joni Mitchells The Dry Cleaner from Des Moines. Så er Fonnesbæk fremme i bussen igen. En flot afslutning på et afvekslende album.

Sinne Eeg på Facebook

Marius Neset: A new Dawn (ACT) >> Ingi Bjarni: Lessons (Ingi Bjarni Skulason) >> Nik Bärtsch: Entendre (ECM) >> Pablo Held: Embracing You (Hopalit)

 

Hvad gør en musiker, der plejer at spille sammen med andre, når det lige pludselig ikke længere er muligt eller blevet meget besværligt? Så gør man det selv. Spiller alene eller solo, som man kalder det i musikkens verden. Solo-udgivelserne i kølvandet på coronaen pibler frem. I denne anmeldelse kigger jeg på fire meget forskellige solo-udgivelser.

Den norske saxofonist Marius Neset, som jeg senest oplevede samme med DR Big Band i Århus, brugte corona-isolationen til, at skabe den soloplade, som han altid har drømt om at lave. Ingen overdubs eller elektronisk hjælp. Udelukkende lyden af tenorsaxofonen. Nogle af numrene er skrevet til solo, andre til små bands og en enkelt til symfoniorkester. Marius Neset er en teknisk uovertruffen saxofonist, der heller ikke her, sparer på krudtet. Det er højspændt og intenst. Der er fart på saxofonen, der på trods af den høje tempo, ikke har problemer med, at tage på mange krøllede omveje og stadig nå i mål.

Den islandske pianist Ingi Bjarni har under corona-pandemien lært en lektie. Både i musik og liv. Jeg har tidligere skrevet om Ingi Bjarni her på bloggen - og har oplevet en spændende udvikling. Tidligere har det været i trio eller kvintet sammenhæng og som han selv skriver i noterne til pladen, har det været endnu sværere at lave en solo-indspilning. Han skriver at han følte sig alene. Det lyder ikke sådan. Han er sammen med nogle stærke melodistykker, som han har komponeret i løbet af 2020 - og derfor er Ingi Bjarnis plade også den mest helstøbte i stakken. Der er en ro omkring ham og flygelet. Elegant og rolig klavermusik med inspiration fra både klassisk og jazz.

Den schweiziske pianist Nik Bärtsch's første plade i 2002 var en soloplade og da ECM Records fejrede 50 års fødselsdag i New York, spillede Nik Bärtsch også en solokoncert. Nu er han så klar med sin første regulære soloplade på ECM Records, der nok var kommet, selvom coronaen ikke var brudt ud. Pladen er indspillet i Lugano i samme periode og studie som Jakob Bros seneste Uma Elmo. Titlerne følger samme mønster som er kendt fra andre Bärtsch udgivelser. Modul og så et nummer. Det samme kan man sig om musikken. Der er en rytme i musikken, der placerer sig under de lettere højstemte melodistykker, hvor gentagelsen er genkendelig.

Den tyske pianist Pablo Held er gået anderledes til værks end kollegerne. Da han ikke kunne lave musik sammen med sit band Bouyancy Band med britiske musikere, grundet karantæne regler, gik han efter lidt betænkningstid i gang med solo-projektet. Halvdelen af numrene, herunder Thelonious Monk’s Ruby My Dear er rene klaverstykker. På de andre supplerer han sig selv med både mellotron, celeste, Arturia iSem synthesizer og den legendariske synthesizer Yamaha DX7. F.eks. har kun brugt DX7’eren til fortolkningen af John Taylor’s Bowl Song, der får et udtryk, som var den indspillet i det dybe hav. Pablo Held’s plade er både spændende og overraskende. Han falder ikke hen i ligegyldigheder og udfordrer hele tiden sig selv og musikken.

Marius Neset

Ingi Bjarni

Nik Bärtsch

Pablo Held

Makiko Hirabayashi: Weavers (Enja/Yellow Bird) CD/DL/stream

 

Makiko Hirabayashi (piano), Thommy Andersson (bas) og Bjørn Heebøll (trommer) spillede deres første koncert sammen til en palæstinensisk jazz festival i Haifa i 2018. Det satte dybe spor hos trioen, der brugte den intense og spirituelle energi fra oplevelsen som inspiration i musikken. I foråret 2020 da coronaen lukkede verden ned, havde Makiko Hirabayashi en lignende stærk oplevelse i forbindelse med nogle duosessions sammen med saxofonisten Fredrik Lundin.

De to projekter smeltede sammen og i sommeren 2020 havde de to koncentrerede dage i Nilento studiet, der ligger på landet, udenfor Göteborg. Her indspillede de Makiko Hirabayashis musik suppleret med et nummer af Lundin og et af Carla Bley. Det er rolig og undersøgende jazz med luft og rum til at sanse de enkelte instrumenter. Makiko er stadig Makiko og viser i det nye samarbejde, at et andet lys - end det vanlige fra Klavs Hovman og Marilyn Mazur - har bevæget hende i en ny spændende retning.

Makiko Hirabayashi

Tumi Árnason: Hlýnun (Reykjavik Record Shop) LP/DL

Den islandske saxofonist Tumi Árnason sendte en mail til mig for, at gøre opmærksom på sit nye album Hlýnun. Jeg blev tændt og nysgerrig , da han skrev at musikken handlede om den eksistentielle fare som vi befinder os i, grundet den globale opvarmning. Hvordan omsætter man et så alvorligt og vigtigt emne til musik?

Der er noget kompromisløst saliggørende over at lytte til et album, hvor man får indtrykket af, at kunstneren har lavet albummet som var det hans sidste. Det er ikke fordi Árnason har lavet et dystopisk undergangsalbum - eller har han? Det er den udtømmende grundighed der gennemsyrer projektet, der får albummet til at fremstå så stærkt. Tumi Árnason er sammen med den islandske bas-legende Skúli Sverrison, trommeslageren Magnús Trygvason Eliassen og pianisten Magnús Johann Ragnarsson. 

Pladecoveret kan foldes ud som en stor plakat. Her er der både tekst på islandsk - musikken er uden vokal - og noder som supplement til det man hører på pladerne. De spiller fri og improviseret jazz, hvor instrumenterne suppleres med diskrete bånd-loops. Det er smukke melankolske stemninger der veksler med skarpe musikalske betragtninger, hvor de fire musikere er sammen i kollektivet. Tumi Árnasons tone og musik smelter sammen på insisterende vis. Hlýnun betyder opvarmning - og albummet er ikke kun en reminder - men et opråb. Vi skal gøre noget ved den globale opvarmning. Tak til Tumi og band for at fortælle om alvoren gennem den poetiske musik.

Tumi Árnason Bandcamp

Tom Prehn’s Kvartet: Centrifuga (Centrifuga) LP/DL

 

En LP der aldrig blev udgivet, et spolebånd og en ultrasjælden LP. Det er Tom Prehn’s Kvartets samlede værker fra 60’erne. Førstnævnte og sidstnævnte blev genudgivet på vinyl i 2016. Det var pladeselskabet Centrifuga der stod for den sidstnævnte, der var kvartettens eneste regulære vinyludgivelse. Spolebåndet udkom i 1964 og det var derfra pladeselskabet Centrifuga tog sit navn. 

Nu er den genudgivet på vinyl og det er selvfølgelig Centrifuga der har stået for udgivelsen. På pladecoveret står der at spolebåndet ikke var en egentlig udgivelse. Den skulle snarere ses som et led i en undersøgelse og udvikling af stoffet på LP’en Axiom, der aldrig blev udgivet - før i 2016. Båndet skulle signalere kvartettens fortsatte virke og dokumentere et standpunkt i en arbejdsproces.

Fra første koncert i 1963 og frem til 1967, hvor de udgav LP’en var det de samme medlemmer - Tom Prehn (piano), Fritz Krogh (tenorsax), Poul Ehlers (bas) og Finn Slumstrup (trommer) - af kvartetten der udforskede udkanten af jazzen. De var avantgarde og improviserede frit med jazzen. Her er spolebåndet et interessant og vægtigt mellemspil.

Det åbne spil som de starter med på udgivelsen bliver undervejs mere samlet og får et koncentreret udtryk. De har på det her tidspunkt hørt amerikanerne Cecil Taylor og Albert Ayler. Prehns klassiske baggrund og interesse farver musikken og trækker den i en europæisk retning. Fritz Kroghs fritfabulerende tenorsax er forrygende. Poul Ehlers’ pulserende bas oplader Finn Slumstrups trommespil med nerve og kraft. Han har en længere solo i den første del. 

Det tre kvarter lange spolebånd er et imponerende dokument fra en tid i dansk jazz, hvor det langt fra var velset, at eksperimentere så meget som de gjorde. De gjorde det alligevel - ikke som et musikalsk oprør. Det er en hyldest til frihed.

Centrifuga Bandcamp

Mark Solborg: Tungemål III (ILK) LP/DL/stream

 

Efter de to bøger og CD’er der udkom i slutningen af 2020 er turen kommet til LP’en Tungemål III, hvor guitaristen Mark Solborg er sammen med portugisiske Susana Santos Silva på trompet, Lars Greve på klarinet og saxofon og tyske Paul Lovens på trommer. 

LP’en Tungemål III bruges til at beskrive den elektriske guitar som stemme i en nutidig kammermusikalsk sammenhæng.

Mark Solborg er sammen med tre musikere der har stor tyngde fra den europæiske improv og free jazz scene. Det er tre musikere der er meget aktive og med til at flytte samtidsmusikken. Solborgs undersøgende tilgang til musikken, foldes her ud foran vores ører. Medmusikerne kommer med deres akustiske instrumenter, hvor de alle tre flytter grænser for hvordan deres instrumenter skal og kan lyde. I kombinationen med KoncertKirkens rum givet det Solborg mulighed for at gå andre veje med den elektriske guitar end han måske ellers ville være gået. 

Mødet og den musik der opstår bevæger sig på et højt kunstnerisk niveau, der er noget at hente for den nysgerrige lytter. Tålmodig lytning anbefales. Det belønnes med en detaljeret rigdom i lydbilledet. En flot udgivelse, hvor LP coveret er lavet med silketryk. 

Mark Solborg

Magnus Munk Tækker & The Solace Band: Bright Yellow Space (Magnus Munk Tækker) LP/DL/stream

 

“Du ligger en forårsmorgen i din seng og er så småt ved at vågne op fra drømmeland. Du kan høre fuglesang i baggrunden og kan ane solstråler kommer ind gennem vinduet og slikker dit ansigt. Søndagens salighed og rolige natur ligger sig som en dyne over dig og du mærker en dyb ro indeni.”

Det er Magnus Munk Tækkers beskrivelse af åbningen på sit og The Solace Bands debutalbum Bright Yellow space. Det er en salgstale der holder 100%. Jeg sidder med en af de sjældne debutplader mellem hænderne. Det er unge musikere i starten af tyverne, der har begået en original, gennembearbejdet og sammenhængende plade, der kommer til at stå stærkt. Det er nordisk indiejazz, hvor bands og folk som I Think You’re Awesome, Bremer/McCoy, Jakob Bro og Bill Frisell har banet vejen for dem. De har deres egen tolkning og vision.

Magnus Munk Tækker der udover guitar også spiller på den indiske santoor og pedalsteel, er sammen med Andreas Birk Olesen (piano/Würlitzer), Søren Juul Christensen (bas), Sebastian Kinch (trommer) og suppleret med Jacob Birkeland Steenstrup (trompet/flygelhorn) på nogle enkelte numre.

De enkle og skitseagtige melodier lader bandet flyde afsted. Ligefra åbningens Hello, Sunshine over første sides afslutter On The Beach, Bill, hvor Magnus Munk Tækker spiller pedalsteel og til sidst lukker trompeten ind. Det er nok min favorit på pladen. Solskinsstøvet begynder at lægge sig inden jeg vender LP’en. 

Side B åbner med Moonwalk, hvor det bliver mere frit improviseret og mørkt. Ikke sådan at forstå, at lyset og melodien er helt væk. Der er skruet ned for lyset og en mere melankolsk stemning opstår. Albummet lukker ned med October Stars - og vi er på pladen kommet fra det tidlige forår til efterårets komme. Måske tager Magnus Munk Tækker vinteren under musikalsk behandling på det næste album? Det er en overbevisende flot debut, der i allerhøjeste grad kan anbefales. Vinylen kommer i gatefold og er meget flot lavet. 

Magnus Munk Tækker på Facebook

Vestbo Trio: Reflector (Dali) LP/CD/DL/stream

 

Albummet åbner med tre numre, der falder godt i ind guitaristen og bandleaderen Michael Vestbos superlækre og veldefinerede musikalske univers, vi efterhånden kender fra flere plader. Den seneste fra 2019 opnåede pæne salgstal og Vestbo Trio nåede ud til større publikum. De enkle og behagelige melodier der kommer lytteren i møde. De bliver spillet af en trio der sanser og samler detaljer. Jesper Smalbros bas-puls og Eddi Jarls smukke trommer er spot on sammen med Michael Vestbos guitarspil, der både har twangy, akustisk, jazz, blues og country på repertoiret.

Til sidst på LP’ens side 1 sker der noget uventet. Sangeren Bjørn Fjæstad dukker op på Lampchops sang My Blue Wave og smelter sammen med trioen. Intimiteten og roen flyder. Fjæstad har en magnetisk dragende måde at synge på. Der er drama og fortælling. Han fortsætter på side 2, hvor det er Adele’s - undskyld Bob Dylan’s - To make you feel My love. De giver den et nærværende personligt touch. Fjæstad er også med på den engelske version af Ne me quitte pas, If you go away, hvor Fjæstad åbner op for noget af den mere storladne sang, som han også er blevet kendt for fra diverse teaterscener og rock-musicals.

Så er det tid til mere instrumental Vestby Trio. Babylon er et uptempo jazzy nummer, hvor kaffekopperne rasler på hylderne. Den efterfølgende Carl er en lille godnat-sang. Det er ikke sengetid endnu. 

Den engelske kultsanger Bill Fay’s The Healing Day giver Bjørn Fjæstad plads og luft til, at åbne op for det mere teatralske, hvilket Vestbo Trio er med til at omsætte. Sikke en tagløfter.

Albummet lukker stille ned med den instrumentale Redscale. Vestbo Trio har været tro mod deres musikalske sjæl og alligevel flyttet sig tilpas meget til, at Reflector er noget andet end det forrige album.

Indpakning og produktion er endnu en gang i top. Lars Skjærbæk har siddet ved mixerpulten og har givet musikken en lækker organisk lyd, der giver lyst til at skrue højt op for anlægget - pladen er iøvrigt meget passende udgivet i samarbejde med højtalerproducenten Dali.

Vestbo Trio på Facebook

Mikkel Nordsø Band: Nine (Stunt) CD/DL/stream

 

For seks år siden afsluttede jeg min anmeldelse af Mikkel Nordsø Bands Diving in Space for 3 decades med, at det var en blandet landhandel. Denne gang skriver jeg det allerede nu. "Det er en blandet landhandel". Så behøver du ikke at tænke mere over det.

Pladen åbner med den fuldstændigt forrygende jazzrock koger, Bass Thing. Percussion, rockspade, dyb groovy bas, strygersynth, klaver og fuld fart. Så er stemningen helt i top. Den følges op af et nummer der lyder som et kedeligt outtake fra Alannah Myles' 1989-album Black Velvet. Av av av av.

Mikkel Nordsø Band er bedst når de sætter den store gryde over med jazzrock, latin og grooves. Det er let at høre at bandet kan spille det så meget bedre end de fleste. Ben Besiakov på keys, Peter Danstrup på bas og Ole Theill på trommer sætter en ramme om Mikkel Nordsøs guitarspil. Den helt store gevinst på pladen og for bandet er uden tvivl percussionspillet. Cubanske Eliel Lazo og for nyligt afdøde Jacob Andersen, leverer et sprudlende og overskudsfyldt percussionspil. Det er med til, at give Mikkel Nordsø Band deres særpræg og styrke. En fornøjelse af de sjældne og så meget desto mere trist, at Jacob Andersen ikke er blandt os længere.

Mikkel Nordsø

Impromptu: Impromptu (Little Sprout/Giant Birch) LP/DL/stream

 Lige før den store corona-nedlukning, havde trommeslageren Jeppe Gram sat guitaristen Aske Jacoby og bassisten Daniel Franck stævne på det lille Nørrebro-spillested Blågårds Apotek. Han havde bare bedt dem om at komme. Der var ikke en plan, ingen jazzstandards eller lignende. De mødtes på scenen i højeksplosiv improvisation over tre sæt. 

De var klar til mere - grundet coronaen kunne de ikke komme ud at spille. Det endte med at de gik MillFactory studiet, en septemberdag sidste år. De kom ud af studiet med halvanden times musik. De lagde musikken musikken i hænderne på Jeppe Saugmann (aka. Abdullah S), der som en anden Teo Macero fik skåret det ned til 40 minutters musik, der kunne være på en LP.

Det er en berusende fed 2021 jazzrock oplevelse. Puls, time, grooves, eksperimenter og klangflader er som smør mellem de tre musikeres hænder. Det smelter sammen i et brusende og knitrende musikalsk fyrværkeri. De har skabt et  filmsoundtrack til en film der ikke er lavet endnu. Jacoby bruger effekter og loops, Gram supplerer trommerne med Philcorda orgel og Franck samler trioen på virtuost lydhør vis. Impromptu får en stor anbefaling fra Jazznyt.

Impromptu

John Sund & Acoustic Sense: Unfolded (Gateway) CD/DL/stream

 

Det er fjerde album med guitaristen John Sund og Acoustic Sense. Bandet har gennem årene haft skiftende besætninger. Eksempelvis Ayi Solomon, Lelo Nika og acapella koret Glas. På den aktuelle plade medvirker John Ehde (cello), Mathias Friis-Hansen (vibrafon), Morten Lundsby (bas) og Janus Templeton (trommer). John Sund spiller på 6 og 12 strenget akustisk guitar. 

Musikalsk er det rundet af jazzen, klassisk musik og musikalske inspirationer fra forskellige steder i verden. Musikken er skrevet og arrangeret af John Sund.

Den klassiske cellist John Ehde har ført spillet i jazzens verden. Her på pladen får han en masse plads. En plads der indrammes af vibrafonisten Mathias Friis-Hansens malende spil. Der er drama og alvor i musikken. Et spændende album med mange facetter.

https://johnsund.bandcamp.com/album/unfolded-2

Annelene: Dunkel (Annelene) LP/CD/DL/stream

 

Endnu en gang har jeg fået fornøjelsen at, at skrive om folkemusikplade, hvor der er ganske store doser jazz undervejs. Det er den debuterende violinist Annelene (Toft Christensen) der med albummet Dunkel viser forskellige sider af sit store talent.

Hun er lige blevet uddannet som den første Contemporary Creative Artist fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Musikken på pladen er fra hendes eksamensopgave.

På de forskellige numre spiller hun med folk-strygertrioen Vesselil, med jazzbandet Som Os og med Hammond-organisten Gunnar Sjur Ringøen. Jeg har lyst til at holde fast i sidstnævnte. Han er sammen med trompetisten Tim Ewé med på pladens titelnummer, Dunkel, der på smukkeste vis lukker albummet ned. Han er også inde over min absolutte favorit på albummet, Snusen, hvor Som Os også er med. Det swinger og koger helt forrygende. Mødet mellem violinen og Hammond-orgelet er perfekt.

Det er ret vildt at Annelene er lykkedes med, at fortælle en sammenhængende historie på en plade, der både vil jazz, folkemusik og klassisk. Når hun er sammen med Vesselil bygger hun bro mellem dansk folkemusik og klassisk kammermusik. Det er solgult med sprækker af mørke og dis. Annelenes musik er så meget. Mest af alt er den fuld af historier, hvor Annelene trækker os med ind i fortællingerne. Det er en stærk debutplade.

Annelene

Baujillaud: A vision of a dragons head (Abstract Tits) LP/DL/stream

 

Under navnet Boujeloud lavede de tre plader fra 2013 til 2016, hvor de gennemgik perioder med instrumental psycho-jazz og rendyrket free jazz. Nu består bandet af Mads Egetoft, Emil Palme og Anders Vestergaard og er genfødt under navnet Baujillaud. Ifølge dem selv er de en slags weirdo rock trio, hvor det går fra dansable rytmer og rock til en form for pseudojazz.

Saxofonisten Mads Egetoft er begyndt at synge - og hvis man kender hans sax-tone, så er man ledt godt på vej. Der er doseret en pæn portion vanvid ind over vokalen. Jeg får mindelser om 80’ernes no wave - og det er ikke skidt - nærmere pissefedt.

Det er beskidt som en storby med ridser og rifter. Mads Egetoft spiller desuden keyboards, der suppleres godt af Emil Palmes guitar og Anders Vestergaards trommer. Der er angst, spænding, sjov og ballade. Det er besættende og farligt som en vild aften i byen. 

Den nye retning som de tre musikere har valgt i Baujillaud er hele turen værd. Fra dansen på bordet til hovedpinen dagen efter.

Baujillaud på facebook

Jazzhouse UJNFOR - festival I Kolding 050821

 

Der var så meget godt i den oplevelse jeg havde i Kolding for en uge siden, at jeg stadig kan mærke den gode stemning der strømmede mig i møde da jeg var til Jazzhouse UJNFOR.

Når solen skinner og det er sommer. Så skal der laves jazz. Juli og august byder på en ophobning af jazzfestivaler. Fra Aalborg over Odense og til Ærø spilles der jazz. Jeg var havnet et sted midt i mellem, i Kolding hvor 2-dages festivalen Jazzhouse UJNFOR blev afviklet udenfor og indenfor på spillestedet Godset. Jeg var der til en første dag.

25+ frivillige unge mennesker er med i Jazzhouse og stod for hele arrangementet fra bar til afvikling. Der havde allerede været jazz-yoga og et lokalt MGK band i gang inden jeg ankom tids nok til Fantasilaboratoriet med trompetisten Niels Munk i spidsen.

Jeg var godt oppe at ringe over pladen i februar, hvor jeg skrev om den på bloggen. Her kaldte jeg Niels Munk for den nordjyske Christian Scott. Det er selvfølgelig en lidt for bloggersmart bemærkning om en trompetist, der tydeligvis har meget på hjerte. Niels Munks intense og følsomme tilstedeværelse i musikken kan mærkes. Han satte sig selv i spil og lykkedes til fulde med det. Han havde et fedt band med, der var med til at omsætte musikken på magisk vis. Trommeslageren Jonathan Jull fra Athletic Progression indtog en central rolle med skarpe beats på lilletrommen og nogle fuldstændigt crazy breaks, der passede perfekt til Niels Munks på en gang komplicerede og indbydende musik. Dan Hjorth på pianoet var et nyt bekendtskab for mig - han havde bla. en solointro, hvor der var kosmisk forbindelse til Keith Jarrett. Jens Mikkel på el-bas afrundede og fuldendte kvartetten. Fantasilaboratoriet leverede en af de virkeligt gode koncerter, der ikke glemmes.

Udenfor i solen eller ujnfor som de siger i Kolding var det Christiania-trioen Smag på dig selv, der med et sæt trommer og to saxofoner (baryton og tenor) satte ild i scenen. Et heftigt beat og to vilde saxofoner havde både afro og EDM med i posen. 

Den danske pianist Esben Tjalve stod i spidsen for Red Kite, der udover bassisten Jasper Høiby rummer musikere fra Italien, Tyskland og Østrig. De udsendte deres debutplade i 2019. De brugte koncerten til at spille nye numre fra den kommende plade, som de indspiller efter turnéen. Det efterlod et lidt ufærdigt udtryk, der på den anden side viste nogle musikere, der trådte i karakter. Særligt den italienske trompetist Fulvio Sigurta gjorde indtryk.

Orgelduo med blæsere afsluttede den smukke sommeraften på den lille scene udenfor. Containere omkransede området, der med grus og lys havde en Roskilde-vibe. Orgelduos flagrende tegneseriemusik passede godt som afslutning på aftenen. Deres ukomplicerede forhold til at inddrage alle mulige elementer i musikken er genial. Deres optræden fremstod med glæde og charmerende underspillet humor. 

Arrangementet i Kolding var forrygende oplevelse, hvor gæstfrihed og imødekommenhed lunede. Den glæde som de unge afviklere lagde i UJNFOR festivalen, forplantede sig til publikum. Tak for en vidunderlig aften.