Årets Bedste Danske Jazz Udgivelser 2023

 

Det er tyvende gang, at jeg her på bloggen  laver en liste over de bedste danske jazzplader der er udkommet i løbet af året. 

Jazzbloggeren er i den fantastiske situation, at det har været en umanerligt hård nød at knække i år. Simpelthen fordi der har været alt for mange, som var helt indlysende kandidater. Jeg stod med en liste på 27 kandidater - og der er mange jeg har sorteret fra, hvor det har gjort ondt på mig. 

Jeg laver listen for at sprede det lykkelige budskab om al den gode danske jazz der findes. For at give de mange musikere der kæmper nat og dag for deres musik, et sidste skub. Jeg vil skabe mere kendskab til den gode musik. Tjek de nedenstående udgivelser. De står i alfabetisk rækkefølge. 

Jeg holder pause med Jazznytprisen i år. Den vender forhåbentlig tilbage i fremtiden.

Tak fordi du følger bloggen - og tak til dansk jazz - hvis du trænger til inspiration, så kan du også lytte til Jazznyts playliste med de 50 bedste danske jazznumre i 2023 på Spotify

Pladerne er opstillet i alfabetisk rækkefølge og klikker du på dem, kan du læse hele min anmeldelse af pladen.

Akton feat. Terkel Nørgaard: Entirely Gradually (Super Bad Disco/Pasteelo) 

Den er original og sindssygt godt tilrettelagt. Jeg kan ikke nævne andre danske plader, der minder om dette velskabte møde mellem instrumental hip hop og jazz.

Cecilie Strange: Beyond (April Records) 

Der er en tryghed og venlighed. En tone der maner til ro. Cecilie Strange er i musikken. Hun folder saxofonens lyd ud om os - hun favner lytteren. Det er her, hvor man mærker mennesket med saxofonen.

KALEIIDO: Places (Exopac Recordings) 

Det nye album er lige præcis det som jeg havde håbet på - og mere til. De bevarer sig selv i deres ukonventionelle og dybt originale måde at skabe musik på. Anna Roemer og Cecilie Strange 

Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra: Ambivalence (Jager Community)

Det virker naturligt for Karmen Rõivassepp at bevæge sig mellem forskellige stilarter. Spørgsmålet er måske nærmere om hun overhovedet bevæger sig. Det behøver hun ikke. Hun er det hele og bruger det til, at lave et formidabelt big band album.

Kiosk: Drift (Kiosk) 

Det er ikke påklistrede ord eller recitation til jazzede toner. Det er ord der smelter sammen med musikken, der udover det jazzede har mange skønne popelementer og spacede ophobninger af musikalsk desperation.

Nana Rashid: Music for Betty (April Records) 

Det er et album, hvor drama, store følelser og melankoli er i højsædet. Nana Rashid er tilstede i numrene. Hun kan mærkes. Hun er i kontakt med teksterne og musikken.

Nausia: Good Intentions (Plader uden grænser)

Det er ikke for store ord, at kalde Good Intenstions for en ny dansk jazzklassiker. Så det gør jeg. Og ja, de har lavet et album som ingen andre har lavet før.

Rasmus Oppenhagen Krogh: Until then (April Records)

Jeg får noget med det samme. Der er det genkendelige der lægger sig i overfladen. Så er der det andet, der placerer sig nedenunder og rumsterer i sjælen, lang tid efter at jeg har lyttet til musikken. 

Selvhenter: Mesmerizer (Eget Værelse) 

Fraværet af melodi og fokus på et knækket insisterende groove, blæserne og elektronikken understreger med al tydelighed, at Selvhenter ikke ligner andre.

Vingborg/Valencia: What grows grieves (Turn it Over Records)

De er ikke ude på at revolutionere noget - men kommer alligevel uforvarent til at gøre det. På deres egen stille måde fører de den nordiske jazztradition og tone ind i en ny tid.