Emil Savery: Freerider (Emil Savery)

Det er en seriøs overraskelse af de større, der gemmer sig her. Tangentspilleren Emil Savery, der fik sit gennembrud som den ene del af Hammond/tromme duoen Crunchhouse, der vandt Ung Jazz i 2013, har udsendt sit første album. Det er kun tilgængelig som download eller streaming. 

Den unge Saverys album er i to dele. Letting Go er den sidste del af albummet. Over tre dele eksperimenterer han alene løs ved klaveret. Havde albummet kun bestået af denne del, havde jeg ikke været så begejstret. Det er en undersøgende leg med klaverets klange og muligheder - og så heller ikke meget mere.

Til gengæld har han fat i noget helt andet og langt mere interessant med de fire første numre. Sir Johnny W. Freshfucker starter ud i et bluesmode. Savery sidder ved sit Hammond, han får hjælp af Matthias Petri er på bas, Benjamin Brask på klaver/Rhodes, Andreas Svendsen på trommer og Erik Kimestad på trompet. 

Indledningsnummeret får lov til at skifte fra blues til kaos til et groovy rocket beat, hvor Emil Savery smider den fedeste Hammondlyd på mens Erik Kimestad tager sig af toppen med en fed trompet. Sådan fortsætter det med de tre andre numre. Det er glad musik, der både animerer til at få rørt kroppen. Gående fra små friske vip med storetåen til løssluppen hoftevriderekstase. Emil Savery laver musik der er udadvendt og smittende. En stor stor anbefaling herfra. Please næste gang, Emil, så skal du altså sende det ud på vinyl. Det er der, så god musik hører hjemme. Musikken kan høres på Spotify, Itunes og Youtube.

youtube.com/playlist?list=PLJE8rVq1Y3s3uto9JAZ1h2_6fnD2Diheq

Pablo Held Trio: Recondita Armonia (Pirouet)

Han er ikke fyldt 30 år endnu. Det har dog ikke afholdt den tyske pianist Pablo Held fra at have nået meget i karrieren indtil nu. Sammen med sin faste trio - der fejrer 10 års jubilæum næste år - lavede han sidste år en plade sammen med den amerikanske guitarlegende John Scofield. Nu er det atter trioen der fokuseres på med det nye album Recondita Armonia. Held er uddannet fra konservatoriet i Köln, hvor han bl.a. er blevet undervist af den nyligt aføde engelske pianist John Taylor. 

På det nye album handler det om den klassiske musik. Melodierne danner grobund for trioens åbne og spændende improvisationer. Robert Landfermann på bas og Jonas Burgwinkel på trommer er med til at omsætte klassiske kompositioner fra Tournemire, Rachmaninoff, Mompou, Scriabin, Bartók, Stravinsky, Hindemith og Puccini til jazz. Det er nemlig blevet blevet til en uforfalsket jazzplade på trods af det klassiske ophav. Held har brugt melodierne som udgangspunkt for nogle uforlignelige improvisatoriske greb der bevæger sig i balladeland.

pabloheld.com

Thomas Albæk Jakobsen’s Flux: Voyager (Fluxmusic) LP

Der er ikke så mange aktive jazzmusikere, der gør opmærksom på sig selv via pladeudgivelser, der bor i det nordjyske. Hammondbetvingeren fra Tversted, Niels Ole Sørensen og trommeslageren og bandleaderen Thomas Albæk Jakobsen er de gode undtagelser. Der er gået næsten 3 år siden Thomas Albæk Jakobsen sidst var aktuel med projektet Flux. Han benytter sig af de samme musikere igen på den nye udgivelse Voyager, der både udkommer på digitale tjenester, CD og LP. Jeg har været så heldig at være i besiddelse af et testpres af sidstnævnte i et par måneder. 

Thomas Albæk Jakobsens ambitiøse tilgang til materialet lykkedes til fulde med den nye plade. Der er endda tidspunkter, hvor jeg som lytter totalt må overgive mig af begejstring. Der er nummeret Bricks, hvor Albæk ganske frimodigt har lagt nogle synth landskaber ned under musikken, mens han selv på trommerne ruller effekter ud og stadig holder fokus på beatet. Der er et nummer som Long Johns, hvor Ole Visby kommer i fokus på saxofonen. Et roligt nummer, der passende lukker pladen ned. Det er en plade der på mange måder er et godt bud på nutidig jazz, der tager afsæt i samspillet mellem fem musikere, der hver især byder ind med noget personligt til projektet. Søren Møller - der er ny mand i Flux - spiller både piano og Rhodes. Visby har udover saxofonen også taget klarinetten og basklarinetten med. Kenneth Dahl Knudsen - der her er fanget i en af de få perioder, hvor han er i Danmark - demonstrerer sit store talent på bassen. Den sidste er guitaristen Michael Møller Porsborg, der er et mere ubeskrevet blad. 

Thomas Albæk Jakobsen’s Flux fungerer godt sammen og giver hinanden god musik at arbejde med. Pladen Voyager er anbefalelsesværdig. Det er en af den slags plader, der stille og roligt vokser for hver gennemlytning. Jeg er både fornøjet og tilfreds.

fluxmusic.dk

Svein Rikard Mathisen: Copenhagen Diaries (Curling Legs)

Den norske guitarist Svein Rikard Mathisen har opholdt sig i en periode i København. Det er der kommet albummet Copenhagen Diaries ud af. Her er han i selskab med svenskerne Paul Hinz (bas), William Larsson (piano) og danskeren Andreas Fryland (trommer). Det er jazz med utilsløret inspiration fra nutidig amerikansk jazz. Andreas Fryland sidder helt fremme på trommestolen. Han er en god årsag til, at stemningen går i den heftige retning. 

Mathisen vil gerne blande små komplicerede finurligheder med melodiske forløb. Her er samarbejdet mellem Larson og Mathisen rigtigt godt. Der er ingen tvivl om at det er fedt for musikerne at spille. Det giver udfordringer og det kan høres at de trives med udfordringerne. Jeg kunne som lytter godt have ønsket mig lidt flere numre som Who broke the bat og Vanity, hvor jeg som lytter også når at trække vejret. På den sidstnævnte medvirker Aske Drasbæk i øvrigt på altsaxofon.

soundcloud.com/sveinrikardmathisen

Mikkel Mark Trio: Touching (ILK) >> Mikkel Mark Trio: Healing (ILK)

Da den unge Kresten Osgood kom til København i slutningen af 90’erne var Mikkel Mark, pianisten som Osgood så op til. Han spillede som alle de store på en gang og lød alligevel som sig selv. Efter flere års fravær og lige så mange års tilløb, er der endelig kommet to plader på en gang med Mikkel Mark. Kresten Osgood sidder ved trommerne, men Anders “AC” Christensen er rock solid på bassen. Musikken på begge plader stammer fra fire dages koncerter på Nørrebro-caféen Kind of Blue. Det er ikke første gang at der er indspillet forrygende jazz i Ravnsborggade. Mark Solborg & Anders Banke og Simon Toldam Trio har lavet nogle anbefalelsesværdige plader på stedet. Stemningen fra stedet er også kommet med på Mikkel Mark Trios plader.

På Healing lægges der ud med tre Wayne Shorter kompositioner. Speak no evil, Wild Flower og Prince of Darkness. Jeg hører noget Monk i kulissen. Den der sejt swingende og dansende stil, der drives frem af små fjerlette trin henover tangenterne. Kresten Osgood spiller op til sit bedste. Han sejler til tider afsted mod nye horisonter i trommespillet. Han sejler dog aldrig længere fra Mark og AC end, at de kan høre ham. AC holder stædigt sammen på trioen med et insisterende flot basspil. Det er noget af det bedste danske triojazz, jeg har hørt længe. Det er helt i gennem klassisk pianospil, med mange hilsener til fortidens helte; Bill Evans, Paul Bley, Thelonious Monk og flere andre. Healing afsluttes med Jerome Kerns Long ago and far away og Bill Evans’ Funny man.

Touching starter ud i Jerome Kern sporet med In love in vain og I’m old fashioned. Herefter følger endnu en Bill Evans komposition. Mens vi atter får de tre Wayne Shorter kompostioner der også var med på Healing. Denne gang dog afbrudt af Sonny Rollins’ forrygende Blues for Philly Joe. Pladen lukkes ned med Bach kompostionen Allemande fra French Suite no. 3 og minder os om hvor tids- og vægtløs jazzen kan være. Mikkel Mark Trio har kvaliteterne til at være mere end et undergundsfænomen fra Nørrebro. Men det er også charmen ved trioen.

ilkmusic.com

Alice Sings: A wonderful impression of me (Iceberg Records)

Sangerinden Alice Carreri og guitaristen Mikkel Petterson har gennem flere år samarbejdet under navnet Alice Sings the Petterson Songbook, hvor de har lavet et par albums. Nu har projektet ændret navn til Alice Sings. Stilen er jazzinspireret pop i luksuriøs stil. Alice Carreri synger for i et univers, hvor der er ledetråde direkte tilbage til for over 50 år siden, da strygere var et must når man skulle lave et pophit. Der er fem numre på EP'en, hvor titelnummeret og Jazzing up your style er de numre der huskes bedst, på en plade der ellers overvejende er forglemmelig. 

alicesings.dk

Sarah Elgeti Quintet: Synchronize (Gateway) >> Tore Brunborg: Slow snow (ACT)

Da hun debuterede med albummet Into the open i 2011 blev hun nomineret til en DMA Jazz award som årets nye navn. Der er gået fire år og den herboende tyske saxofonist Sarah Elgeti er nu klar med sit andet album. Det høres meget hurtigt at Elegeti er en teknisk velfunderet saxofonist. Der fornemmes ingen vaklen eller tvivlen i spillet. Det er jazz af den den pæne melodiske skole, hvor det handler meget om form og måske mindre om indhold. 

Hun har allieret sig med nogle dygtige backingmusikere, hvor hun fortsætter makkerskabet fra det første album med saxofonisten Marianne Caecilie Eriksen. Her ud over er markante jazzfolk som pianisten Søren Bebe og trommeslageren Andreas Fryland blandt de medvirkede musikere på albummet. Der er en gennemgående tendens til at søge mod det anonyme. Der er stænk af folkeviser, funk, latin og grooves - jeg savner en snert af noget hvor den ellers velspillende kvintet var gået mere all in. Der er antydninger af noget, som der gerne måtte have været mere af. Lyt feks. til Cinderella 2012, hvor der gives slip for kontrollen undervejs.

Anderledes fokus og skarphed er der på den norske saxofonist Tore Brunborgs Slow Snow. Han er ikke kun et tenorsaxofonistisk alternativ til altsaxernes Jan Garbarek. De har givetvis nogle af de samme inspirationskilder og Brunborg har også hentet inspiration hos Garbarek. Tore Brunborg har sammen med Steinar Raknes på bas, Per Oddvar Johansen på trommer og ikke mindst Eivind Aarset på guitar lavet et godt album. Aarset giver musikken en kant og mystik guitaren. Fra de soundscape-underliggende toner til de mere Bill Frisell inspirerede toner giver Aarset et godt indspark. Raknes og Johansen leverer med deres bund et organisk og blødt etno-groove. Slow Snow er tæt på at være et ECM lydende album. Brunborg er sikker i tonen og er aldrig tvivlende i sit spil, noget han også tidligere har vist hos Manu Katché.

sarahelgeti.com

torebrunborg.com

I Think You're Awesome: Books Live (Youtube)

Det er et par år siden, at bandet I Think You're Awesome var aktuelle med debutpladen Løft mig op så jeg kan nå - der helt velfortjent var med på min liste over de bedste danske jazzplader i 2013. Nu er der et par nye plader på vej med dem. Men det bliver først i 2016. Allerede nu er det dog muligt at opleve gruppen på en youtube-video ved en 40 minutter lang koncert optaget i bandleaderen Jens Mikkels barndomshjem i Langå. Jens Mikkel spiller bas og har lavet musikken, mens Lars Fiil er med på keyboard/synth, Alex Jønsson på guitar, Andreas Skamby på trommer, Morten Kærup på guitar/banjo og Frej Lesner på percussion. 

Musikken befinder sig i et felt mellem instrumentalrock og jazz. Det er dog hverken jazzrock eller postrock - genrer der også findes i det felt. I Think You're Awesome er andet sted. Der er en langt mere positiv ånd over Jens Mikkels gruppe, end den overvejende indadvendte side man finder i postrocken. Der er heller ikke kilometerlange soli - som de kendes fra jazzrocken. Det er en meget god og oplevelse at lytte til denne optagelse. Jens Mikkel får sammen med bandet skabt besættende og kollektive grooves sammen med mange spændende detaljer. 

Dette er ikke en anmeldelse af musikken. Det er anbefaling. Musikken udkommer d. 1. marts 2016 på det nystartede århusianske selskab Jaeger Community. Den ene bliver med musikken fra denne video, mens den anden bliver med den samme musik - bare i en studieversion, optaget i Anders Ørbæks studie. Nyd youtube-videoen indtil da.

Skarkali (IBS/Stef) >> Sunna Gunnlaugs: Cielto Lindo (Sunny Sky)

Det er triojazz, der er så behageligt og melodisk afstemt, at jeg næsten får lyst til at beskylde det for at være leflende. Det lefler i hvertfald for min triojazzsmag, der bl.a. hviler på et meget stort indtag af Esbjörn Svensson Trio og Brad Mehldau Trio. Det er sandsynligvis også derfor, at jeg allerede fra første gennemlyt følte mig hjemme med islandske Skarkali Trio's debutplade. Det er pianisten Ingi Bjarni Skúlason der er i spidsen for trioen med Valdimar Olgeirsson på bas og Óskar Kjartansson på trommer. De har lavet en god plade med velafstemt blanding af melankoli, gode harmonier og en pæn dosis rockrytmer.

En anden og mere erfaren triojazz-islænding er pianisten Sunna Gunnlaugs, der med albummet Cielito Lindo har lavet sit tredje album sammen med bassisten Þorgrímur Jónsson og den amerikanske trommeslager Scott McLemore. Gunnlaugs er også en pianist med et stort melodisk hjerte. Hendes tilgang til triojazzen er ikke så vilter og rocket som hos den unge trio. Hun har traditionerne fra mestre som Bill Evans og Keith Jarrett godt inde under huden. Forskellen er at materialet er nyt og selskrevet og ikke fra jazzens standards. Sunna Gunnlaugs trio arbejder indgående med kompositionerne og får ad den vej lavet et spændende trioalbum.

ingibjarni.com

sunnagunnlaugs.com

Pia Boda: Chasing Pixies (Gateway)

Saxofonisten Pia Boda var helt ukendt for mig indtil jeg hørte denne plade. Hun har tidligere udgivet en enkelt plade, Gone for a walk i 1997 sammen med den italienske guitarist Marco Spallanzani. Hun er uddannet i 1992 fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Det er med andre ord ikke en grøn debutant, der er tale om her.

Boda har lavet pladen i kompetent selskab med pianisten Makiko Hirabayashi, bassisten Erik Olevik og trommeslageren Andres Fryland. Der er numre som Storyteller og Metamorphosis, der med melodisk elegance flyder os i møde. Hirabayahi’s lyriske klaverspil sammen med Boda’s følsomme saxofonspil er en fornøjelse. 

Pia Boda har skrevet en række fine numre, der også vil mere og andet end at please. Mammoth March tegner med sin tunge gang, et godt billede af fortidens kæmper der er på vej hen over tundraen. Pia Boda’s jagt efter nisserne er aldeles vellykket.

piaboda.dk

Hayden Powell: Circadian Rhythm & Blues (Periskop) >> Mathias Eick: Midwest (ECM)

Her er to norske trompetister, der går forskellige veje på to anbefalelsesværdige plader. Hayden Powell er aktuel med sit tredje album der er i 2 dele. På den første CD er han sammen med pianisten Eyolf Dale og bassisten Jo Skaansar, som han også lavede det forrige album Roots & Stems sammen med. Det er beroligende og billedrig kammerjazz, hvor samarbejdet mellem de tre musikere er en af hjørnestenene. Circadian rhythm refererer til kroppens interne 24 timers ur. Uret der gør os opmærksom på hvornår vi skal sove og hvornår vi skal vågne. En rytme der er påvirket af omgivelserne lys og temperatur. Den anden er en soloplade. Det er ikke solotrompet i samme effektprægede univers som landsmanden og instrumentkollegaen Arve Henriksen excellerer i. Der eksperimenteres og leges med trompetens funktioner, lyde, klange og toner. Men også med menneskets muligheder med instrumentet. Det eksperimentelle er spændende. Det bliver dog triopladen som jeg kommer til at vende tilbage til.

Mathias Eick er ude med sit tredje soloalbum. Her hylder han midtvesten i USA, hvor titler som Dakota, Lost og Fargo sporer os ind på området. Eick er sammen med en norsk supergruppe bestående af Jon Balke på piano, Mats Eilertsen på bas og Helge Norbakken på percussion, mens violinisten Gjermund Larsen sørger for at bygge en bro mellem den norske folkemusik og amerikansk roots-musik. Det er stemningsfyldt og meget smukt. Der er åbne vidder og mental ro i musikken. At lade Eick tage omkring det amerikanske er en god idé. Han bevarer sig selv og sit norske ophav i musikken. 

mathiaseick.no

haydenpowell.com

Sound X Sound: Music for 30 Chromatic Tuners (Hiatus) 7”single

Det er på mange måder en imponerende vanvittig bedrift, som Niels Lyhne Løkkegaard har gang i med Sound X Sound projektet. På den forrige single satte han gang i 8 blokfløjter på en gang. Denne gang drejer det sig om 30 stk. Korg CA-1 kromatiske tunere. Det er som udgangspunkt ikke et instrument. Det er i stedet en lille boks man kan bruge, når man skal stemme sit instrument. Den kan sende en tone ud, så stemmer man guitaren, violinen eller et helt andet instrument efter den tone. Det er den tone som Lyhne Løkkegaard nu mangedobler på den ene side af singlen, mens den anden side af singlen er forbeholdt et solostykke.

Objektivt set er det en røvirriterende hyletone, der får lov til at hyle løs. Det er en ekstrem oplevelse, der kun kan afføde en reaktion. I langt de fleste tilfælde vil reaktionen være at det er noget forfærdeligt noget - grænsende til lydtortur. På den anden side er det også bare en tone, der får selskab af nogle af andre toner. Det er her det bliver interessant. Det er som udgangspunkt en simpel frembragt tone af en lille boks til 125 kr. En boks alle kan betjene. Niels Lyhne Løkkegaard får mig aktiveret som lytter. Jeg kan ikke sidde lyden overhørig - jeg spiller den heller ikke 10 gange i streg. Jeg holder alligevel meget af udgivelsen. Der er et strejf af klinisk grundforskning over projektet. Alt det overflødige er skåret væk. Det er minimalistisk minimalisme. Tak for det!

nielsloekkegaard.dk

Offpiste Gurus: In case of fire (Yellowbird/ENJA) >> Kira: May your mind explode a blossom tree (Stunt)

Her er et par plader der befinder sig i grænselandet til jazzen. På den ene omgiver rocksangerinden Kira Skov sig med nogle kompetente jazzmusikere, mens den anden er en gruppe af nuværende/tidligere jazzmusikere der har fundet et fællesskab udenfor jazzen.

Offpiste Gurus med Trinelise Væring i den vokale front, er aktuelle med deres andet album. Det forrige udkom i 2010. Grundstammen i bandet består af Væring, Fredrik Lundin på sax, Thomas Vang på bas og Jeppe Gram på trommer. De kalder selv deres musik for indiejazz. Det kan det såmænd godt kaldes, hvis man í ligningen medtager, at de lyder henad af det Rickie Lee Jones lavede for lang tid siden. Bare i en upoleret musikalsk model 2015. Lundins saxofon står godt og klart i samspillet med Væring, hvilket bl.a. er tydeligt på titelnummeret In case of fire. For min skyld måtte der gerne have være mere af den slags numre på pladen. 

Kira Skov har atter allieret sig med produceren og trommeslageren John Parish (kendt fra samarbejdet med PJ Harvey). De danske musikere som hun omgiver sig med er velkendte og tryghedsskabende. Bassisten Nicolai Munch-Hansen der også har været med til at skrive enkelte numre, guitaristen Oliver Hoiness og keyboardmanden Simon Toldam er alle med til at lave et musikalsk univers bestående af lige dele isnende uro og rusten kærlighed. Det er indiemusik med en snert af jazz. Var du begejstret for sidste års Cabin Project og den foregående When we were gentle, går du ikke galt i byen.

offpistegurus.com

kiramusic.com

Larry Coryell: Heavy feel (Wide Hive)

Han er legenden der var med til, at sætte ild til jazzrocken i slutningen af 60'erne. At det er mange år siden lader guitaristen Larry Coryell sig ikke anfægte af. Han har i de senere år hørt hjemme på San Francisco selskabet Wide Hive, hvor han med jævne mellemrum har udgivet plader. Plader der trækker på hans store musikalske bagage. Jazzrock med en beskidt spade og småsyret funk har været blandt de foretrukne områder. På det nye album Heavy Feel er han sammen med sopransax, bas og trommer. Han bruger både den akustiske og elektriske guitar på pladens ni numre.

Det er Larry Coryell på godt og ondt. Det stritter i tusind retninger. Til tider er det udmarvende tungt og lækkert. Andre gange fiser det ud i det rene og uforståelige guitarlir. Der i mellem er der underfundigheder som helt sikkert vil tilfredsstille Larry Coryell-fans. Grundlæggende er han stadig en vildt dygtig og personlig guitarist.

larrycoryell.net

Cathrine Legardh & Johan Egdetveit: I mit hjertes café (Exlibris)

E

Sangerinden Cathrine Legardhs karriere er karakteriseret ved nogle markante samarbejder med andre musikere. Hun har lavet et par plader sammen med den skotske pianist Brian Kellock og min personlige favorit Land & Sky sammen med islændingen Sigurdur Flosason. På den aktuelle plade I mit hjertes café har hun sammen med den norske accordionspiller John Egdetveit kastet sig over Tove Ditlevsens digte. Cathrine Legardh er langt fra den eneste sangerinde der har beskæftiget sig med Tove Ditlevsen. I 70erne lavede Mathilde og Anne Linnet henholdsvis Pigesind og Kvindesind. 

Teksterne på Legardhs plade er hentet fra digtsamlingerne Blinkende Lygter, Lille Verden, Kvindesind og Pigesind.

Cathrine Legardh bevarer teksternes oprindeligt høje litterære kvalitet. Det gør hun i kraft af det nærvær og den varme som hun synger med. Hendes tydelighed og diktion er forbilledlig. Hun er inde i teksterne og lader Ditlevsens kuldslåede tristesse og livsstyrke komme til orde. Det diskrete akkompagnement der stilistisk befinder sig mellem viser, jazz og cabaret er perfekt. I mit hjertes café insisterer på at blive lyttet til, så forvent ikke at du bare kan lade den køre i baggrunden. Du forbliver ikke ubesmittet.

legardh.dk

Lars Fiil: Frit Fald (Fiil Free Records/Gateway) LP

Det er ved at være fem år siden at pianisten Lars Fiil vandt Ung Jazz konkurrencen sammen med sin kvartet. Det udløste albummet Reconsideration og en DMA Jazz nominering for albummet - siden skete der ikke så meget. I et åbenhjertigt interview på DR’s P8 jazz fortalte han for nylig om, hvordan han brændte ud oven på udgivelsen og al den mentale virak det medførte. Han rørte efterfølgende ikke ved et klaver i et år. Nu er han tilbage ved klaveret og har lavet albummet Frit Fald - hvor han har holdt fast i samarbejdet med saxofonisten Lis Kruse, som også var i kvartetten. Der er ikke nogen bassist, mens Bjørn Heebøl sidder ved trommerne. 

Det er åben jazz. Jazz hvor der er masser af rum. Der er en fri musikalsk afhængighed, hvor Lars Fiil med nogle enkle kompositoriske oplæg sætter gang i trioen. Heebøl er en ener, når der skal spilles frit, hvilket han bl.a. tidligere i år viste på Boda Boda Duo’s uforlignelige LP Modern Persuasion, hvor de havde Peter Brötzmann med i studiet. Det gør han også hos Fiil, hvor med trommerne går ind i en ligeværdig samtale med flygelet. Det er ligeledes en udelt fornøjelse, at høre den alt for sjældent hørte Lis Kruse. Hendes Ornette Coleman-inspiration bruges personligt og intenst i trioen. Begrebet Frit Fald illuderer en risiko for, at det kan gå galt. Ikke at det går galt. At man i stedet tør sætte sig selv i spil. At man bruger sig selv og dem der er omkring. Det gør Lars Fiil. Det er en anbefalelsesværdig plade til lyttere, der værdsætter åben jazz.

Pladen udgives på vinyl med et smukt cover lavet af kunstneren Tina Hau. Den er selvfølgelig også tilgængelig som streaming og download.

larsfiil.dk

Julia Hülsmann Quartet w/ Theo Bleckmann: A Clear Midnight Kurt Weill and America (ECM)

Den 47 årige tyske pianist Julia Hülsman har lavet flere plader sammen med sangere. Blandt andet en plade sammen med den norske sangerinde Rebekka Bakken og en anden med den tyske sanger Roger Cicero. Nu er turen kommet til en plade med den jævnaldrende sanger Theo Bleckmann, hvor de spiller musik af Kurt Weill. Han har tidligere bl.a. lavet plader med musik af Kate Bush og Chalres Ives. Tilbage i 2007 lavede han pladen Berlin - Songs of Love, War, Peace and Exile, hvor han også rundede musik af Kurt Weill. 

Pladen indeholder både den kendte Weill: Alabama Song, September Song og Mack the knife og en del mindre kendte Weill-sager. Er man forliebt i Theo Bleckmann’s helt særlige og sensitive måde at synge på, er denne plade en gevinst af de helt store. Julia Hülsmans melodiske og lækre pianospil suppleres af Tom Arthurs på trompet og flygelhorn. 

player.ecmrecords.com/huelsmann-2418

Awareness (Olufsen)

Det er superpræntentiøst at pakke sin musik ind i et cover, hvor der ikke står andet end Awareness. Hvad er det? En CD med mindfullness øvelser? Nej det er det selvfølgelig ikke. Det er Det Jyske Musikkonservatorium der har udsendt en CD med musik fra nogle koncerter de spillede i forbindelse med Images Festival 2013 i Århus. Palle Mikkelborg står øverst på musikerlisten, mens Jens Christian “Chappe” Jensen er nummer to som dirigent for orkester og kor med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden medvirker electronicamusikeren Mike Sheridan, harpenisten Helen Davies, bassisten Moussa Diallo og percussionisten Ayi Solomon. Det fornemmes allerede her på skrift at der er gang i en større musikalsk blanding. Her er dirigenten Chappe i høj grad den samlende person for hele albummet. 

Chappe har i snart 15 år huseret med sit ekstra store big band Blood Sweat Drum + Bass. Musikken på den aktuelle plade er en tilføjelse til det han allerede har skabt der. Siden 2008 har BSD+D arbejdet sammen med Palle Mikkelborg, der bl.a. kommer i fokus sammen med symfonikerne på åbningsnummeret Miles to go og den afsluttende Silkevejen, hvor “fru Mikkelborg” Helen Davies er forbi med harpen. Electric Red fra det over 30 år gamle mesterværk Aura genbesøges med Moussa Diallo i en ikke uvæsentlig rolle på slagbas. 

Electronicamusikeren Mike Sheridan titter frem flere gange undervejs, bl.a. på mellemspillet Mikes Place. Chappe var i Syrien kort tid før krigen startede, hvilket kunne høres på albummet On the road to Damasus fra 2012. Siden hen har det udløst minisuiten Prayer for Syria, hvor han bruger hele musikbutikken til at skildre håbet for Syrien. Her hører vi også de syriske musikere Moslem Rahal på ney fløjte og Maher Mahmoud på oud. Mali besøges på nummeret Fatigue a la Route, hvor Baba Sacko på sang og kora og Kamissa Diabaté sikrer den autentiske vestafrikanske stemning. På det efterfølgende Mali Medley kommer der flere musikere på. Til sidst folder det sig ud i en fest.

Awareness har adskillige musikalske højdepunkter og præsenterer konservatoriets imponerende diversitet flot. Det bliver dog som plade en rodebutik, der bedst gør sig i brudstykker.

musikkons.dk

Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

I starten af december løftes sløret for hvilke plader der er Årets bedste danske jazzplader i 2015. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en række ekstra gode plader trækkes frem i lyset og får en stor anbefaling.

Indtil videre er der havnet 114 danske jazzplader på Jazznyts Årets bedste liste i perioden 2004-2014. Blandt topscorerne er pladeselskabet Stunt, der har udgivet 15 af pladerne, Calibrated har udgivet 11, mens ILK står for 10 af pladerne. Ser vi på kunstnerne er topscorerne uden undtagelse de sidste fire års Jazznytprismodtagere. Vinderen fra 2012, Stefan Pasborg medvirker på 10 af pladerne. Tre med Ibrahim Electric, to med Pasborg's Odessa, en med Delirium, to sammen med Carsten Dahl, en med VéloVélo og den sidste i eget navn. 2013 vinderen Jakob Bro medvirker på fem plader i eget navn, en som Bro/Knak og den sidste som medlem af Bandapart. 2014-vinderen Carsten Dahl fik fem plader på listen sidste år i kraft af de mange markante udgivelser, som også var grunden til at han fik Jazznytprisen. Han havde allerede da haft 3 plader på listerne. 2015 Jazznytprismodtageren Jakob Buchanan er endnu ikke repræsenteret med 2015-pladen Requiem på nedenstående opgørelse. Til gengæld er han tidligere, med jævne mellemrum poppet op på listen. To gange i eget navn, en gang med Consul Pepsi og en gang med Pauseland.

En lidt pudsig ting ved listen er, at der er hele tre plader med mandlige vokalister med, Aggerbæk, Benni Chawes og Morten Mosgaard og kun fire med kvindelige vokalister, Indra, Cathrine Legardh, Sidsel Storm og Sinne Eeg. Det afspejler på ingen måde mængden af udgivelser med kvindelige vokalister. Jeg er også ret pjattet med spoken word plader, hvor jeg både har Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen med på listerne.

Der er selvfølgelig også repræsenteret en del udlændinge i hovedrollerne. Den italienske pianist Stefano Bollani er den mest markante i forbindelse med samarbejdet med Jesper Bodilsen og Morten Lund, hvor navnet på trioen i 2009 er blevet til Stefano Bollani, da de bliver udgivet på ECM Records. Andre spændende udlændinge der er havnet i danske samarbejder er estiske Maria Faust, canadiske Kevin Brow (fra Koptor), amerikanske Indra, islandske Sigurdur Flosason og flere andre.

Der er også to kunstnere der muligvis kunne have været med flere gange. JazzDanmarks nuværende daglige leder Lars Winther drev i perioden 2007-2011 pladeselskabet Your Favourite Records. Jeg var meget begejstret for de to plader han lavede i eget navn - en med trio og en med big band - i den korte periode han han var aktiv som udgivende musiker. En anden pianist der kunne have været repræsenteret flere gange er pianisten Kasper Villaume, der ikke har været aktiv i eget navn på plade siden 2006. I 2004 lavede han den skønne trioplade 117 Ditmas Avenue - i 2005, hvor han udgav Hands lavede jeg ikke en liste over Årets bedste danske jazzplader til min egen blog. I stedet lavede jeg en liste til sitet jazzpasvenska.se, der ikke eksisterer længere. Jeg har nu fundet listen frem i mine gamle mails, hvor Villaume er repræsenteret sammen med fire andre udgivelser, som jeg også har inkluderet i den samlede liste.

Med 10 års forsinkelse bringer jeg nu listen fra 2005, inklusiv tilhørende tekst - som jeg vel at mærke selv har skrevet på svensk - jeg beklager, hvis der er fejl.

Fem danska Jazzfavoriter 2005 från Niels Overgård www.jazznyt.blogspot.com

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt)

Povo: We are Povo (Raw Fusion)

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt)  

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland)

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 

Alla skivorna har utländska musiker med, et danskt fenomen, kanske? I dansk jazz har man alltid tittat ut, och alla skivorna här är också med inspiration från olika ställen. Wolfgang Muthspiel på gitar från Österrike spelar klassisk jazz med Niels Ryde på el-bas. Jakob Bro har hela tre sax'er med, Mark Turner, Chris Speed och Chris Cheek. Men musiken er lugn, närmast ambient jazz. Steffano Bollani från Italien har spelat med Jesper Bodilsen på bas och trummisen Morten Lund i några år. På Gleda spelar de nordiska melodier, från Staffan Hellstrands Aldrig som aldrig till Fini Henriques Moder Jeg er træt og nu vil jeg sove. Povo er dansgolv och retro, men originel, med gästartistar från Ed Thigpen till Katrine Madsen och Fredrik Lundin. Piansten Kasper Villaume åkte till New York och spelade in med den legendariska ljudteknikaren James Farber. Saxofonisten Chris Potter är med och Ali Jackson spelar trummor. En utomordentlig bra skiva. 

Den samlede liste over Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

Aggerbæk: My oh my (Your Favourite jazz) 2009

Alex Jønsson 3: The Lost Moose (Alex Jønsson) 2013

Anders Christensen Trio: Dear someone (Stunt) 2009

Anderskov/Andersson/Nilsson: Triofolded (Kopasetic) 2010

Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places (Brooklyn Jazz Underground) 2008

August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway) 2010

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production) 2011

August Rosenbaum: Heights (Hiatus) 2013

Autofant: Family (DZO) 2004

Bandapart: Vision du Lamarck (White.Out) 2007

Benjamin Koppel & Kenny Werner: Walden (Cowbell Music) 2009

Benni Chawes: Up close (Stunt) 2006

Bent Jædig: The free spirit (Little Beat Records) 2009

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut) 2014

Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Live sessions with Jørgen Munkeby (Calibrated) 2008

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt) 2005

Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) 2013

Bro/Knak (Loveland/Pladekisten) 2012

Buffalo Age (ILK) 2007

Carsten Dahl: Effata (Storyville) 2010

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville) 2011

Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville) 2012

Carsten Dahl: Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl: The Myth & The Moth (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl/Lennart Ginman/Frands Rifbjerg: A Good Time (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Eddie Gomez: Live at Montmartre (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Stefan Pasborg: Live at S.M.K. (ILK) 2014

Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville) 2011

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten) 2014

Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade (Buchanan) 2007

Delirium: Green side up (ILK) 2011

Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl (Gyldendal Lyd) 2013

Emil de Waal: + 2004

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW) 2013

Engkilde & Groth: Snow (Brumtone) 2009

Fredrik Lundin Overdrive: Lead up (Stunt) 2004

Girls In Airports: Girls In Airports (Mawi Music/Gateway) 2010

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway) 2011

Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo) 2008

Halle/Nickelsen/Kjellberg: Echidna (ILK) 2008

Hans Ulrik: Purple and blue (Stunt) 2004

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway) 2014

Ibrahim Electric: Ibrahim Electric (ILK) 2004

Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt) 2006

Ibrahim Electric: Isle of men (Target) 2012

Indra: Indra (Gateway) 2010

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome) 2014

Jacob Anderskov: På dansk (ILK) 2006

Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway) 2008

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland) 2005

Jakob Bro: Pearl river (Loveland Records) 2007

Jakob Bro: The stars are all new songs vol. 1 (Loveland Records) 2008

Jakob Bro: Balladeering (Loveland) 2009

Jakob Bro: December Song (Loveland Records) 2013

Jakob Buchanan Kvartet: I land in the Green land (Buchanan Records) 2010

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan) 2014

Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated) 2006

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing) 2014

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt) 2011

Jazzkamikaze: Travelling at the speed of sound (Stunt) 2007

Jesper Zeuthen Trio (Blackout) 2010

Kasper Villaume: 117 Ditmas Avenue (Stunt) 2004

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt) 2005

Kasper Villaume: Solo Duo Trio (So What Flim) 2006

Kiss Kiss Bang Bang: Kiss Kiss Bang Bang (Klumpmusic/Gateway) 2010

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent) 2011

Kwella/Venndt Duo: Rodebutikken 2004

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records) 2012

Lars Greve: Breidablik (Hiatus) 2014

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated) 2011

Lars Winther Trio: Nordic by nature (Your Favorite Records) 2007

Lars Winther: Big Band (Your Favourite Jazz) 2010

Livstrompet: Scandinavian south 2004

Lotte Anker/Craig Taborn/Gerald Cleaver: Floating islands (ILK) 2009

Mads la Cour: á la Cour (Stunt) 2008

Mads Mathias: Free Falling (Calibrated) 2012

Malkin Zany: Malkin Zany (April) 2004

Maria Faust Group: Warrior horse (Barefoot Records) 2010

Martin Fabricius Trio: When sharks bite (Martin Fabricius/Gateway) 2008

Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines) 2009

Morten Mosgaards Orkester (Jaevn) 2010

Niels Lyhne Løkkegaard: Light Airborne (Calibrated) 2007

Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus) 2012

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 2005

Niels Vincentz: Gravity (Steeplechase) 2013

Nikolaj Hess: Trio (Gateway) 2013

Olivier Antunes Trio: 1st Sketches (Calibrated) 2007

Pasborg's Odessa 5: X-Tra Large (Stunt) 2010

Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt) 2012

Pauseland: Pauseland (Pauseland) 2006

Peter Rosendal Trio: Wondering (Calibrated) 2004

Phronesis: Life to everything (Edition) 2014

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Jazz is like a banana (Steeplechase) 2007

Povo: We are Povo (Raw Fusion) 2005

Rasmus Ehlers: Trinity (Your Favourite Jazz) 2009

Richard Andersson: Intuition (Stunt) 2012

Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated) 2008

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville) 2013

Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK) 2012

Sinne Eeg: Waiting for dawn (Calibrated) 2007

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt) 2014

Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated) 2012

Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated) 2013

Stefano Bollani Trio: Stone in the water (ECM/Sundance) 2009

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK) 2012

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway) 2011

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK) 2014

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville) 2014

The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records) 2012

The Universal Quartet: Light (ILK) 2013

The White Nothing: About time (ILK) 2011

Thomas Maintz: This is the color... (Beach Farm/Gateway) 2009

Trio Riot: Trio Riot (Efpi) 2014

VéloVélo: VéloVélo (Gateway) 2008

Yngel: do. (Yngel) LP

De to guitarister Taus Bregnhøj-Olesen og Emil Palme, der bl.a. har spillet med Klimaforandringer, Boujeloud, Jakob Anderskov, Kresten Osgood og Indianerne, har duoen Yngel sammen. Det er en eksperimenterende og grænseafsøgende duo, der forsker i den elektriske guitars klanglige anvendelse. De har udsendt deres første album på hvid vinyl, uden cover og med lyd i mono i et lile oplag på 100 stk. Musikken kan selvfølgelig også downloades og streames. På side A møder man den mest rolige afdeling fra duoen. Det er både skævt og klangligt forvredet - og med få undtagelser, alligevel indenfor en nogenlunde forståelig kontekst. Der fornemmes noget der lyder østasiatisk, hvilket muligvis er utilsigtet.

På side B kommer der elementer fra blues og funk i nogle små doser. Desuden er der også et enkelt covernummer, Nirvana’s Hairspray Queen fra albummet Incesticide. Det primitive æstetik modsvares af komplicerede og krøllede klange og toner. Det er et modigt udspil. Duoen spiller hudløst ærligt og åbent. De lader sig føre på afveje. De giver lytterne en lektion i spontant og umiddelbart guitarspil. De står oven på punk og avanceret impro. Enkelheden fra punken bruges sammen med improvisatorisk spontanitet og vanvid. 

yngel.dk

Marc Bernstein feat. Marc Ducret: Out of the Blue (Multikulti)

Der er en fortættet og superkoncentreret stemning i musikken. Det lyder ofte som om der er endnu mere i musikken end det man umiddelbart hører. Det er ikke overlæsset og alligevel så intenst og fortættet, at man som lytter spidser ørerne og overvældes. Den herboende amerikanske saxofonist Marc Bernstein er aktuel med sit nye album Out of the Blue. Det er første gang at han spiller sammen med trommeslageren Peter Bruun mens han ofte har spillet sammen med bassisten Nils Davidsen og den franske guitarist Marc Ducret. Han har bare aldrig spillet sammen med dem på samme tid. Musikken på Out of the blue er skrevet med Marc Ducret i tankerne og markerer også et skifte i Bernsteins karriere, der gennem de senere år har fokuseret på sit Good People projekt.

Marc Ducret er som guitarist one of a kind. Han spiller i en vitroliseret blanding af no wave, europæisk avantgarde og klassisk jazzguitar. Nils Davidsen bruger både den elektriske Rickenbacker bas - der lyder himmelsk på nummeret Our strokes - og kontrabassen. Marc Bernstein skifter mellem diverse saxofontyper og basklarinetten. Han er en helt særlig fornøjelse på basklarinetten. Det er jazz der stiller krav til lytteren. Lytteren belønnes med stærk jazz.

marcbernstein.net

Jazzens DMA 2015 - de nominerede

Det er efterår og året er på vej mod endnu en afslutning. En afslutning der i jazzen markeres med Danish Music Awards for jazz. JazzDanmark er værter for arrangementet der for anden i træk afholdes på Bremen i København. Programmet byder på et musikalsk overflødighedshorn. DR Big Band spiller ny musik lavet af sidste års dobbelte Danish Music Award-vinder Maria Faust. Gamle kendinge som Palle Mikkelborg, Ibrahim Electric og Hess brødrene kan også høre fra scenen sammen med yngre kræfter som Selvhenter. Efterfesten klares af Jazz Five, der nok skal få sat gang i løjerne.

DR's P8 Jazz sender direkte fra arrangementet, hvor Stine Danving og Master Fatman er værter. Nedenfor er listerne over de nominerede. Desuden uddeles den særlige P8-pris til en af jazzens ildsjæle og Årets Live Jazz Danmark Pris. Jazznyt er endnu en gang tilstede og vil både feste og skrive om arrangementet. 

dmajazz.dk

De nominerede er

Årets Danske Jazzudgivelse:

Carsten Dahl: Goldberg Variations (Tiger Music)

Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard: Playhouse (Gateway)

Jakob Bro: Gefion (ECM)

Lotte Anker: What River is This (ILK)

Simon Toldam Trio: Kig Op 15 (ILK)

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)

Årets Nye Danske Jazznavn:

Bjørn Ingelstam: Fiol Sessions (Fiol Optik)

Horse Orchestra: Living the Dream (Barefoot Records)

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community Music)

Mathias Heise Quadrillion: Sudden Ascent (Giant Sheep Music)

The Embla: The Embla (Okkilok Music)

Årets Danske Vokaludgivelse:

Birgitte Soojin: Put The Blame On Me (High Low Records)

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse)

Live Foyn Friis: Running Heart (Curling Legs)

Marie Fisker og Kira Skov: The Cabin Project (Stunt)

Sinne Eeg – Thomas Fonnesbæk: Eeg – Fonnesbæk (Stunt)

Årets Særudgivelse:

Carsten Dahl: Goldberg Variations (Tiger Music)

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine feat. Bob Mintzer: Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Horse Orchestra: Living the Dream (Barefoot Records)

Live Foyn Friis: Running Heart (Curling Legs)

Rune Funch: Picture Music (Zentropa Music – Gateway)

Årets Danske Jazzkomponist:

Carsten Dahl for Carsten Dahl: The myth & The moth (Tiger Music)

Claus Waidtløw for Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard: Playhouse (Gateway)

Jakob Bro for Jakob Bro: Gefion (ECM)

Lotte Anker for Lotte Anker: What River is This (ILK)

Per Møllehøj for Per Møllehøj: A Brother and a Sister (Gateway)

Signe Bisgaard for Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)

Simon Toldam Trio for Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

Mette Henriette: do. (ECM)

Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg er mere end almindeligt begejstret for denne plade. Den 24 årige norske saxofonist Mette Henriette har begået en debut der seriøst bør banke hul på en international karriere. Hun debuterer med et dobbeltalbum på tyske ECM Records efter, at hun bogstaveligt talt ramlede ind i ECM-bossen Manfred Eicher ved en Dino Saluzzi koncert i Oslo. Han er ikke en mand der er kendt for at lave pladekontrakter med unge kvinder (eller mænd for dens sags skyld). 

Efterfølgende er hun ovenikøbet afbildet på pladecoveret, med et billede taget af den legendariske rockfotograf Anton Corbijn - hvilket er et brud med den vanlige ECM æstetik. Det er et helt særligt album, hvor den ene kaldet “O” koncentrerer sig om kammermusikalske stemninger, hvor hun er sammen med de to musikere Katrine Schiøtt på cello og Johan Lindvall på piano. På den anden kaldet “Ø” er det sammen med 11 musikere, heriblandt 6 strygere, Andreas Rokseth på bandoneon, Johan Lindvall på piano, Per Zanussi på bas, Per Oddvar Johansen på trommer, Eivind Lønning på trompet og Henrik Nørstebø på trombone. 

Mette Henriette er ganske vist saxofonist - endda med en ret håndfast tone - men hun er ligeså meget kapelmester og komponist. Hun bruger musikken til at skabe stemninger. På “Ø” tager det flere skæve drejninger. Voldsomme og urovækkende stemninger afløses af magiske og rolige øjeblikke. Dualiteten er tilstede. På “O” er der en indadvendt spændt nerve, der foldes ud og bruges til at skabe musik med dybde. Mette Henriette bruger alle musikerne som en samlet organisk sjæl, et kollektiv der taler samme sprog. Det er et af årets bedste jazzalbums. En debut der er meget anbefalelsesværdig!

mettehenriette.com

The Black Nothing: Paths (ILK) LP

For fire år siden hed bandet The White Nothing. Nu har de ændret navn til The Black Nothing. Hvis man bruger farverne som en indikator for sindsstemningen er det ikke helt ved siden af, at Anders Filipsen har ændret navn på bandet. Musikerne er næsten de samme som for fire år siden, hvor jeg havde pladen med på min liste over årets bedste danske jazzplader. 10 musikere fra den danske improscene/jazzundergrund, der forstår at arbejde i et kollektiv, hvor det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser. Anders Filipsen styrer slagets gang fra tangenterne. 

Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. De samler alle enkeltdelene og får et samlet udtryk. Selvfølgelig er der mange tidspunkter, hvor jeg som lytter er helt fortabt. Jeg bliver kun mere nysgerrig. Hvad var det der skete der inde i mørket? Endnu en gang opsluges jeg af det billedrige og vidtfavnende univers og prøver at forstå. Undervejs kommer jeg nærmere. 

Anders Filipsen har med Paths endnu en gang lavet et stærkt anbefalelsesværdigt album, til den nysgerrige jazzlytter. Et album der præsenterer stærke kunstnere som Elena Setién (vokal/violin), Qarin Wikström (vokal), Emil Jensen (trompet), Jeppe Højgaard (altsax/klarinet), Lars Greve (sax’er/klarinetter), Soma Allpass (cello), Nils Bo Davidsen (kontrabas/elbas), Bjørn Heebøl (trommer), Mads Emil Nielsen (elektronik/livemanipulation) og Anders Filipsen (keys/klaver). Anders Filipsen formår at lede og styre musikerne og musikken, så det bliver sammenhængende og fæmgende.

andersfilipsen.com

ilkmusic.com

Oddjob: Folk (Caprice)

Det er helt på sin plads at få rystet jazzverdensbilledet en gang i mellem. Takket være Jan Johanssons Jazz på svenska har vi på godt og ondt et enstrenget billede af, hvordan blandingen af jazz og svenske folketoner skal lyde. Jan Johansson udfordrede selv stilen kort efter at han havde lavet Jazz på svenska. Det gjorde han for 50 år siden på opfordring fra Sveriges Radio, hvor han sammen med Bengt Arne Wallin, Bengt Hallberg og Georg Riedel lavede pladen Äventyr i jazz och folkmusik. Et album der nu udfordres af kvintetten Oddjobs nye album Folk.

De har ikke lavet Äventyr i jazz och Folkmusik nr. 2. De er gået på opdagelse i Musikverkets arkiv med gamle feltoptagelser af lokkesange og folkeviser. På pladen får vi nogle korte klip fra feltoptagelserne som Oddjob bygger videre på eller fortolker. Det er ikke umiddelbart til at finde ud af, hvad det er Oddjob gør. Eller måske er det egentlig ret lige til. De spiller som Oddjob plejer at gøre. Nu bare med svenske folketoner siddende inde under huden. Den altid velspillende Goran Kajfes på trompet giver sammen med pianisten Daniel Karlsson nogle smukke indsatser. Det er som altid hos Oddjob, jazz med et udadvendt og fængede grovve. Absolut anbefalelsesværdig.

capricerecords.se

Jakob Buchanan får Jazznytprisen 2015

Det var en overrasket og glad Jakob Buchanan, der fik overrakt den fjerde Jazznytpris i forbindelse med den tredje Requiem koncert i Viborg Domkirke i dag.

Her er pressemeddelelsen som jeg har sendt ud i den forbindelse.

Jakob Buchanan modtager Jazznytprisen 2015

Det er med stor fornøjelse at Jazznyt hermed skal meddele at Jakob Buchanan får Jazznytprisen 2015. Han er den fjerde modtager af prisen, der er indstiftet af den over 11 år gamle danske jazzblog Jazznyt. Bloggen anmelder som det eneste danske netmedie næsten alle danske jazzudgivelser. 

Jazznytprisen gives hvert år til en kunstner, der med nytænkning er med til sprænge jazzens rammer. En kunstner der med udgangspunkt i jazzen bevæger sig frit rundt i musikkens verden. En kunstner der laver jazz der kommer længere ud end jazz normalt gør. En kunstner der ikke er bange for at udfordre lytterne og give dem store oplevelser.

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med dette mesterværk, der er i særklasse i dansk jazzhistorie. Over ni stykker musik ledes vi gennem Buchanans Requiem. Koret synger teksterne på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk musik, big bandjazz, kormusik, sfæriske toner, stærke melodier og et helt særligt nærvær.

Halvdelen af tonerne er der slet ikke. Det lyder bare sådan. Der er så meget i spil inde i Jakob Buchanans musik. Det læsses ikke til med overflødigheder. Der er det nødvendige. Lytterne fylder selv resten på. Så bliver det ikke meget større. Det er følelsesmæssigt bevægende og givende.  

Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen med de andre musikere. Buchanan kender som mangeårigt medlem af Aarhus Jazz Orchestra deres styrker og bruger dem til fulde. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. Buchanan spiller om muligt, både smukkere og mere afklaret end nogensinde på flygelhorn og trompet. 

Jacob Buchanan har flere gange i år medvirket på nogle markante og stærkt anbefalelsesværdige udgivelser: Lars Møller & Aarhus Jazz Orchestras Rewrite of spring, Pauselands At the end of the day og Signe Bisgaards Meander.

Nogle gange er det fedt at være first mover. Det bliver Jazznyt med denne pris - som med garanti ikke bliver den sidste der gives til Requiem og Jakob Buchanan. Det er ikke tit at der dukker ny dansk musik op af så langtidsholdbar og monumental kvalitet.

Jakob Buchanan fik overrakt prisen i Viborg Domkirke i dag søndag d. 8. november, hvor han spillede den sidste Requiem koncert i denne omgang efter, at have spillet i Aarhus Domkirke og Garnisonskirken i København med alle de medvirkende musikere fra pladen.

Prisen består af et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård og en flaske bobler.

I første halvdel af december offentliggøres den årlige liste over de bedste danske jazzplader i følge Jazznyt.

Tidligere modtagere af Jazznytprisen

2012: Stefan Pasborg

2013: Jakob Bro

2014: Carsten Dahl

Tampere Jazz Happening 2015 - rapport fra lørdag

Jeg var primært inviteret til Tampere på grund af Young Nordic Jazz Comets men også på grund af festivalen. Jeg var selvfølgelig ikke den eneste der var inviteret. Vi var en gruppe af jazzfolk fra hele Europa. Norge, Sverige, Island, Italien, Holland, Tyskland og England var blandt de repræsenterede lande. Som en del af programmet blev vi inviteret på en frokost på restauranten Bertha. Her var kommunens kultur og fritdsforvaltning vært ved en overdådig frokost på restauranten, der efter sigende er blandt de bedste i Finland. Jeg har ikke været på de andre. Men den her var god - og vinen! Skønt for en ulønnet jazzblogger, at blive smurt på denne måde . 

Trioen The Thing spillede sidste år på Tampere Jazz Happening. Festivalbookeren Juhamatti Kauppinen ville gerne se dem igen, men nu skulle det være hver for sig. Mats Gustafsson var første mand på scenen. Han mente at det var 10. gang at han spillede på festivalen.

Mats Gustafsson 

Jeg får sådan en lyst til at bruge et finere ord for den opsplittede og fintskårne oplevelse, det var da den svenske saxofonist gik på scenen. Det er sønderrevet jazz. Musik der er i mange dele - men høres i et samlet hele. Han står alene på scenen. Jeg tror det fine ord hedder Mats Gustafsson. Hvert nummer introduceres grundigt inden han kaster sig over saxofonen. Hans teknik er formidabel. Han bruger bl.a. klapperne som percussion. Den musikalske beskrivelse af stilhed bliver i Gustafssons tilfælde til en larmende fremstilling. Det er en superkoncentreret præstation af Gustafsson - der hverken sparer sig selv eller lytterne.

Gustafsson bor sammen med sin østrigske kone i Nickelsdorff i Østrig ved grænsen til Ungarn, hvor flygtningene kommer ind i vesteuropa. Han tilegner et stykke musik til de unge syriske og irakiske mænd der går mod Europa, uden anden plan end at de vil væk fra krigshelvedet.Han plejer ikke at tale politik fra scenen, men mener at flygtningesituationen påkræver det. Det var passende og på sin plads. 

Paal Nilssen Love Large unit

Der blev byttet rundt i programmet da Paal Nilssen-Love Large Unit blev forsinkede efter, at de aftenen før havde spillet på Atlas i Århus. Paal Nilssen-Love er trommeslageren i The Thing. Det store band med dobbelt bas og trommer, fem blæsere, guitar og elektronik kan på mange måder godt minde om The Thing kollegaen Gustafssons Fire! Orchestra. Og så alligevel ikke. Det er stramt struktureret musik med rytmisk base der ind i mellem går i free og massivt noise. Der er elementer der går tilbage til tidlig Ornette Coleman, der elementer fra rock, der er elementer fra Sun Ra. Bandet der bl.a. har danske Julie Kjær med på altsax og fløjte har også finske Tommi Kerränen med på noisy elektronik. Bagovervæltende og lyrisk.

The Young Mothers

Det er ikke helt ukendt at en jazzmusiker kan rappe, som det er tilfældet i The Young Mothers hvor trompetisten Jawwad Taylor også  er rapper. Men at vibrafonisten Stefan Gonzales også kan growle (brølende sang kendt fra metalscenen) er ikke almindeligt. Det er meget betegnende for The Things norske bassist Ingebrigt Håker Flaten, der ikke tager de logiske veje med sit nye band. Han er for nylig flyttet til Austin i Texas, hvor han har samlet bandet. The Young Mothers bør få en plads i programmet på Roskilde Festival næste år. De har en udadvendt profil med nogle krøllede toner, der både tager elementer fra freejazz, heavy, hip hop og afro. Suverænt og originalt. De har styr på de komplicerede skift som de ikke er blege for at tage midt i et nummer.

Colin Stetson & Sarah Neufeld

De næste der var på scenen er til gengæld allerede tilføjet Roskilde programmet. De to musikere fra det stildannende indierocknband Arcade Fire har også optrådt med stor succes på Copenhagen Jazzhouse. Saxofonisten Colin Stetson bruger sammen med violinisten Sarah Neufeld deres instrumenters mange forskellige klange og toner i ekstrem grad. De bruges til at skabe musik, der henter stor inspiration i den minimalistiske musik med få og små ændringer undervejs. Musik der kunne svinge mellem poetisk smukke stemninger og massive droner. Colin Stetson spiller bl.a. på bassaxofon og bruger instrumentet til at presse lydsystemets subwoofere til at spille de dybeste subsoniske toner. Der hvor det får hele kroppen til at vibrere. Jeg var særdeles begejstret.

Ginger Baker Jazz Confusion

Jeg har i mine yngre dage hørt Creams Disreali Gears rigtigt meget. Så jeg blev nødt til at opleve den legendariske trommeslager Ginger Baker fra trioen. Han medbragte den gamle James Brown saxofonist Pee Wee Ellis, som jeg har hørt med både B.B. King og Van Morrison. Så var der ingen vej udenom. De lagde ud med en venlig version af Wayne Shorter’s Footprints. Det stod ret hurtigt klart at det var nogle gamle drenge der var på scenen. Ellis’ tone fejlede ikke noget - men der var langt til oppiskede stemning som Pee Wee Ellis var med til at skabe James Brown's Cold Sweat i forrige århundrede. 

Ginger Baker kan næsten ikke få luft når han taler mellem numrene. Finnerne er meget velopdragne og lader som ingenting, da der smutter en bøvs ud midt i Baker’s talen mellem numrene. Her er den infantile jazzblogger svært udfordret. Det syder og bobler for at skraldgrine. Men bloggeren er jo i Finland og her forstår man at være alvorlig. Så selv om jeg egentlig godt kan høre at Baker stadig kan spille trommer - endda overraskende heftigt, smutter jeg fra salen.

Ilmiliekki Quartet 

På den tætpakkede restaurant Telakka spiller nogle af de fineste jazzmusikere fra Finland. Stemningen blandt publikum er intens, engageret og lyttende. Bandet har eksisteret siden 2002. Trompetisten Verneri Pohjola har skabt en karriere udenfor Finland, bl.a. med udgivelser for ACT. Bassisten Antti Lötjönen var med i Five Corners Quintet og er en af de mest brugte i finsk jazz overhovedet. Jeg havde hentet en suveræn pale ale fra et finsk mikrobryggeri i baren og scoret en siddeplads lige foran bandet. Her hørte jeg den smukkeste melodiske finske jazz. Pohjola’s sanselige trompetspil blandes med bandets sikre og elegante spil. 

The Magnetic Ensemble

For mit vedkommende afsluttes Tampere Jazz Happening på Klubi, hvor franske The Magnetic Ensemble spillede en late nighter. De spiller håndspillet musik, der efterligner programmeret musik. Det er smækfyldt med repetitioner. Det er grundlæggende bare “diskoteksmusik” der kommer til at fungere som underlægningsmusik til barsnak og håbefulde unge finners scorereplikker. Jeg fandt også ret hurtigt mig selv stående i baren og snakke løs. På søndagens program var hovednavnet i min optik Maria Faust Ensemble - hvilket selvfølgelig ikke er helt fair, da Carla Bley også var på programmet. Jeg løber ind i tre af medlemmerne fra bandet. Ned Ferm, Mads Hyhne og hovedkvinden. Hun fortæller bl.a. om musikken som hun skal spille til Danish Music Awards. Vi kan allerede godt glæde os. I øvrigt var Fausts søndagsoptræden den eneste grund til, at en af de europæiske festivalbosser blev om søndagen. Han virkede sikker på, at han ville booke bandet til næste års festival, men ville lige høre dem. Jeg bundede min sidste finske fadøl og listede hjem til hotellet. Kroppen og hovedet var fyldt med gode musikoplevelser. Jeg havde mødt en masse spændende jazzfolk. Desuden er jeg kun blevet vildere med Finland og Tampere i særdeleshed. Jeg har slet ikke nævnt de fede pladebutikker jeg også besøgte…