torsdag, april 30, 2015

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse/Universal)

De skabte med deres to første albums noget helt særligt. En trio med sax, bas og vokal. Det var nærværende og intimt. Så fik de hul igennem til en af musikverdenens største producere, Larry Klein og pladeselskabet Impulse. Så stod de lige pludselig - den korte version - i Los Angeles og var i gang med at indspille et album, der skulle rykke deres karriere op på next level. Sangerinden og new yorkeren Indra Rios-Moore, hvis fornavn oprindeligt lagde navn til deres gruppe, står nu navnemæssigt alene i front. Hun har heldigvis taget vennerne og ægtemanden fra Aarhus med til Los Angeles. Kan intimitet og nærvær overleve i Los Angeles? 

Den bliver udfordret på Heartland, hvor der ud over at guitarhelten fra Århus, Uffe Steen er blevet fast mand, nu også er kommet en trommeslager med i foretagendet. Den supererfarne amerikanske sessionmusiker Jay Bellerose er tilføjet. Han er ingen årsunge ud i at spille rootsbaseret musik i krydsfeltet mellem country, blues og jazz. Det virker som en god og ikke mindst nødvendig tilføjelse.

Nok har jeg været mere end almindeligt begejstret for deres to første albums. Et ønske om gentagelse ville være fjollet. Der skulle ske noget nyt. Og My God! Det er der sket! Indra’s stemme befinder sig godt i de nye og mere luksuriøse omgivelser. Der hersker fortsat den smukke ro omkring hendes stemme. Det er betagende. Pladen lukker ned med Ellingtons Solitude, hvor Indra kun er i selskab med bassisten Thomas Sejthen og saxofonisten/ægtemanden Benjamin Trærup. Det er en smuk og velvalgt tilbagevenden til det de startede med. Inden da præsenteres vi for en række nøje udvalgte sange der går fra spanske boleros og jazznumre over bluessange til rockklassikere fra 70’erne. David Bowie’s forfrosne berlinerhymne Heroes får nyt liv hos Indra. Det er som om teksten får en helt ny mening. Helt så radikalt går de ikke til værks med Pink Floyds Money, hvor Thomas Sejthen bevarer den karakteristiske basgang, mens Uffe Steen tilføjer en twangy guitar. 

Intimiteten og nærværet har fået et nyt udseende hos Indra med pladen Heartland. Det vigtigste er dog at personligheden ikke er gået tabt. Det er stadig muligt at høre, at det er Benjamin Trærup på saxen, Uffe Steen på guitaren og Thomas Sejthen på bassen. De er alle bevidste om, hvad de vil tilvejebringe projektet. Indra’s uimponerede og charmerende vokal holder hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre fan efter, at de er rykket op fra den danske jazzundergrund og ud på de internationale scener. Heartland er et imponerende flot stykke arbejde og en meget anbefalelsesværdig udgivelse. 

onsdag, april 29, 2015

Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard: Playhouse (Gateway)

Han er saxofonisten der altid spiller med en utroligt sikker tone. Jeg kan ikke mindes at han har svigtet, når jeg stødt på ham på plade eller scene. Han har siden 2005 lavet to plader med den samme kvartet. Nu er han rykket op i big band formatet og bruger The Orchestra til at omsætte musikken. Waidtløw har mange års erfaring fra Aarhus Jazz Orchestra og tidligere Klüvers Big Band, hvor han også har skrevet og arrangeret musik til dem.
Det er med andre ord ikke noget nyt, at lave big band musik for Waidtløw. 

En messing overdosis med rytmisk dansende trommer, sat i scene af Claus Waidtløw. Det er det vi møder på Playhouse. Big bandet The Orchestra har gennem sin mere end 20 år lange karriere beskæftiget sig med mange forskellige facetter af jazzen. Her er de sammen med den amerikanske trommeslager Jeff Ballard, der har skabt sig et navn sammen med prominente folk som Chick Corea, Pat Metheny og Brad Mehldau. Hans afbalancerede og overskudsfyldte trommespil passer perfekt til Waidtløws musik. Ballard er tænkt ind lige fra starten, da pladen åbner med nummeret Ballad for Ballard. Her er der fuld fart på med solo fra både Lars Vissing på trompet og Henrik Gunde på piano. 

Claus Waidtløw træder selv i karakter på Morning in Banjul, der nok er pladens smukkeste nummer. På sopransaxen, sammen med Ballard og et helt big band sætter Claus Waidtløw en meget høj standard. Det samme høje niveau holdes ikke hele vejen. Det ændrer dog ikke på, at Waidtløw med denne plade får dokumenteret, at han er i særklasse på saxofonen og langt hen ad vejen holder et højt niveau som arrangør og komponist. Når det er i selskab med The Orchestra er det også ekstra fornøjeligt.

tirsdag, april 28, 2015

Tom Trio: Radical Moves (For Tune)

Det er to og et halvt år siden, at vi sidst hørte fra Tom Trio på plade. Dengang udkom debutpladen med den polske trompetist Tomasz Dabrowski og de to danskere Nils Davidsen på bas og Anders Mogensen på trommer. Musikken på det nye album byder på et intenst triospil, hvor jeg atter falder på røven over Anders Mogensens viltre og dynamiske trommespil. Han spænder et mangefacetteret tæppe, et bølgende vitalt hav ud under Tomasz Dabrowskis trompet. Det er heftigt. Det er herligt jazzet som jazz kun kan lyde anno 2015. 

Tomasz Dabrowski spiller et sammenhængende og melodisk flydende spil på trompeten. Hans tone er ren og klar. Der fornemmes ingen tvivl, men en skarphed og præcision. Nils Davidsen indtager atter rollen på bassen som manden der sikrer sammenhængen og forløbet. Radical Moves er måske ikke radikal i genresprængende forstand. Den er til gengæld radikal i musikalsk kvalitet.

Vind Jakob Bro billetter! Konkurrence!

I næste uge drager Jazznytprismodtageren fra 2013, Jakob Bro på sin hidtil mest ambitiøse turné. Han har samlet musikerne der var med til at præge og give Balladeering-trilogien den helt særlige stemning. Saxofonisten Lee Konitz der allerede i 1949 satte sit tydelige aftryk på jazzens udvikling på Miles Davis' The Birth of the Cool. Bill Frisell der siden 80'erne har udvilket guitarens lyd og stemning i jazzen, samt en af de mest eftertragtede bassister på dagens jazzscene, Thomas Morgan der glider naturligt ind i Jakob Bro magiske univers.

De starter på Island d. 8. maj og er allerede dagen efter i Musikhuset i Jakob Bros hjemby Aarhus. Herefter tager de til Færøerne, Norge og Grønland inden de slutter af i DR Koncerthuset i København.

Ud over at turnéen bliver en logistisk udfordring, der er vildere end når familien skal afsted med Toyotaen til norditalien, så bliver den også dokumenteret af Jørgen Leth. Han følger med på hele turen og laver en dokumentarfilm om projektet. Har man set Sune Blichers dokumentarfilm Weightless, der omhandler indspilningen af Balladeering i 2009, husker man nok den skønne scene, hvor Jørgen Leth besøger musikerne i studiet. Den ellers altid coole Leth bliver som en lille skoledreng, da han hilser på Konitz. Han falder fuldstændigt på røven over at hilse på sit gamle idol.

Turnéen er kulminationen på en fantastisk trilogi, der for første gang kan opleves live. Det er uden tvivl forårets must-be-there koncerter i dansk jazz. Siden den første plade Balladeering udkom i 2009 til Time 2011 og December Song i 2013 har Jakob Bro foldet magisk musik ud over jazzlyttere verden over.

Jazznyt har fået 2 billetter til koncerten i DR Koncerthuset, som sættes på højkant. Hvis du kan svare på nedenstående spørgsmål er du med i lodtrækningen om de to billetter.

Jakob Bro har lige udgivet albummet Gefion på ECM Records. 
De ti foregående albums udkom på Jakob Bros eget pladeselskab. 
Hvad hedder det?

Send dit svar inden d. 5. maj til nielsovergaard@gmail.com, med overskriften Bro i Koncerthuset

Koncerten i DR Koncerthuset København

torsdag, april 23, 2015

Jakob Davidsens Kammeratorkester: Og andre dyr (ILK - White Label Series) LP

Det er helt sikkert ikke noget der fylder hos Jakob Davidsen, når han laver musik. Er det jazz? Er der klassisk? Er det noget helt andet? For mig som anmelder/jazzblogger begynder det efterhånden at blive lettere (og fylde mindre) at sætte en etiket på Jakob Davidsens musik. Det er rendyrket "Jakob Davidsen" vil jeg vælge at kalde det. Med Jakob Davidsens Kammerat Orkester har han fundet sig til rette - der er en delvis afklarethed i musikken. Tvivlen er muligvis stadig tilstede. Jeg hører den bare ikke. Det er det tredje album han laver sammen med Peter Fuglsang på klarinet, Jakob Munck på trombone, John Ehde på cello og Lars Andreas Haug på tuba. Det nye album Og andre dyr udkommer som den tredje udgivelse i pladeselskabet ILK's eksklusive white label serie. Her er pladecoverne ens. Den store forskel består i, at kunstneren håndskriver titler og andet på på den nummererede udgivelse. Den udkommer i 100 eksemplarer på vinyl og er i disse digitale tider også tilgængelig som download. 

Kammermusikkens nedskrevne kompositioner mødes med jazzens improvisationer. Sammensmeltningen bliver mere ren og finpudset end tidligere. Den snævre avantgardistiske og svært tilgængelige musik synes, at være forladt til fordel for et mere tilgængeligt og enkelt musikalsk udtryk. Det er musik der fortsat stiller krav til lytteren. På den nye LP er melodierne og klangene afstemte efter hinanden. Jakob Davidsen indtager en unik position i dansk musikliv, hvor han er med til, at udvikle både jazzen og den klassiske musik på en og samme gang. 

På LP’ens A-side er der 6 forskellige kompositioner og numre der ikke umiddelbart hænger sammen og så alligevel. Han sætter fokus på de enkelte instrumenter på numrene. Peter Fuglsangs smukke klarinet kommer i fokus i nummeret En ting ad gangen, mens Lars Andreas Haugs tuba tager teten på titelnummeret Struds (og andre dyr) i havn. Det er hele tiden afvekslende og interessant. På B-siden er det suiten Modsætninger, sammentrækninger og udvidelser der i 6 dele fremviser hvorfor de egentlig er kammerater. Intuitivt opløftende og med spændstig empati giver de Jakob Davidsens musik liv med humor, alvor og fordybelse. Davidsen har før fået ros for sin musik, bl.a. med en Danish Music Award for et par år siden. Denne gang er der også brug for de helt store roser. Det er en vigtig dansk musikudgivelse - genre uanfægtet.

onsdag, april 22, 2015

Pierre Dørge Quartet: Blui (Steeplechase)

Det er nærmest umuligt at sige Pierre Dørge uden at sige New Jungle Orchestra. I 35 år har Dørge turneret over hele verden og indspillet en pæn bunke plader med jungleorkestret. Der er ikke blevet så meget tid til at lave andet, ud over enkelte løsrevne projekter som f.eks. albummet Like Salamanders we survive, der kom for et år siden, der var kollektiv udgivelse sammen med Torben Westergaard og Tyshawn Sorey. Nu er tiden så kommet til en kvartetudgivelse i eget navn og med egne kompositioner. Sammen med bassisten fra jungleorkestret Thommy Andersson er han taget til New York, hvor han med trompetisten Kirk Knuffke - der på denne plade kun spiller på kornet og trommeslageren Hamid Drake har lavet et brag af en plade.

Det er langt hen ad vejen Pierre Dørge-jazz som vi kender det. Jazz der både skylder til Duke og Sun Ra. Jazz der både skylder til afro og humor. Jazz der lader det skæve flyde sammen med melodien. Det er første gang at Dørge spiller sammen med Knuffke - der atter forenes med Dørge til september, ved en række koncerter med New Jungle Orchestra. Knuffke overtog den plads der oprindelig var tiltænkt John Tchicai, da idéen om en kvartetplade opstod, men Tchicai blev syg og døde inden de kunne starte indspilningerne. Knuffke er noget andet en Tchicai. Det giver dog god mening at Dørge er rykket sammen med Knuffke. Dørge udfordres musikalsk af Knuffke, der fremmer de gode sider i Dørges guitarspil. Den erfarne trommeslager Hamid Drake har Dørge tidligere arbejdet sammen med for over 20 år siden. Sammen med Andersson har Drake et godt tag på Dørges musik. Blui er jazz som den ikke laves af andre herhjemme. Pierre Dørge er en ener, der folder sig smukkest ud, når han er sammen med andre. Blui kan roligt anbefales til fans af Dørge. Det er en af de rigtigt gode.

tirsdag, april 21, 2015

Bremer/McCoy: Ordet (Raske Plader) LP

Det er den svære toer. Bremer/McCoys første plade Enhed kom som en overraskelse, snigende ved daggry, fuld af spontanitet og uden større forventninger fra publikums side. Nu er toeren her. De er gået lidt anderledes til værks denne gang og forventningerne fra min side er skyhøje. De kalder deres absolut ordløse plade for Ordet. Som en tilføjelse til det der ikke er der. Fundamentet er det samme som på den første plade. En smuk blanding af nordiske toner og roots reggae. Denne gang har de arbejdet mere i dybden med de 10 melodier på pladen. De er ikke så skitseagtige og løse i kanten som på Enhed, som jeg havde på min liste over de bedste jazzplader i 2013. Da jeg hørte Ordet første gang, blev jeg lidt skuffet. Det var ikke det samme. De havde tænkt lidt mere over tingene.

Er det et problem? Nej, det er det ikke. Havde de ikke lavet Enhed, ville jeg have råbt ud over hele verden at den aktuelle plade var af seks stjernet kvalitet. Den er uden forbehold af fem stjernet kvalitet, for der findes en der er lidt bedre. Da jeg satte Ordet på pladespilleren for anden gang, fjernede jeg mine skuffelser og lod pladen sive mig i møde. Morten McCoy på klaver og Rhodes og Jonathan Bremer på bas gør det lækkert og enkelt igen. Enkle melodier klædt ind i Bremers smukke bas og McCoy, der kommer fra reggaen og på ingen måde illuderer at han er jazzpianist. Han er pianist med smukke toner under huden - ikke ulig Nils Frahm. Så nu, når den første skuffelse har lagt sig, har pladen spillet sig ind i mit hjerte og jeg overgiver mig 100%. Ordet er anbefalelsesværdig til de stille stunder i livet.

mandag, april 20, 2015

Mongol: Music for Shoplifters (Silent Atoms) LP+USB

Butikstyve hører ikke gangstarap, black metal eller dansk top. De lytter til Mongol aka. Michael Rexen eller burde ihvertfald gøre det. Han er pladeaktuel med farvet vinyl og USB stick. Musikken er opstået efter et ophold i Cairo i vinteren 2014, hvor han med et lille rejsestudie og improviserede tekster lavede et nyt nummer hver dag. Med den lille guitar kaldet guitarlele, trommemaskine, sang og diverse andre instrumenter har han frembragt et forunderligt album. Fra det helt simple og enkle med guitar og sang, til effektladet sang og en trommemaskine der presses til det yderste.

Michael Rexen er også med i den eksperimenterende impropopgruppe Den Magnetiske Ørn og Mongol er placerer sig i forlængelse af dem. Det er på ingen måde jazz. Men det fænger hos lyttere med hang til impro og skæve indslag. Michael Rexen har en rytmisk base med en puls. Der er poppede elementer, så han kan lyde hen ad en James Blake, der har været vågen alt for mange nætter og i desperation kaster sig ind i et digitaliseret kaos. Det kan i sin umiddelbarhed virke naivt, men Michael Rexen er skapere end som så. Det er næppe så tilfældigt, det der sker. Improviserede øjeblikke af antændt sårbarhed og nøgen ærlighed. Udgivelsen er i sig selv et mindre kunstværk. USB stick’et med påtrykt billede kommer i en lille smykkeæske og den farvede vinyl lyser lykkeligt op, når den spinner på grammofonen.

Jazznytprisen overrækkes på torsdag

Han er en jazzkunstner, der er fuld af den dybeste respekt for de traditioner som han samtidig udfordrer. Han opsøger aktivt afkroge af musikkens verden, der udforskes og efterprøves. 

Carsten Dahl får Jazznytprisen 2014 for sin ihærdige, unikke, nødvendige og vedkommende tilstedeværelse i dansk musikliv.

2014 var et typisk Carsten Dahl-år med ekstra tryk på. Han udgav fem plader, der med kunstnerisk overskud, mod, personlighed, originalitet og masser af musikalitet viste fem forskellige sider af musikeren og mennesket Carsten Dahl. Det er ganske enkelt stærke sager, der går ind og rører ved følelserne. Mange er blevet provokeret af pianoets klange på Goldberg variationerne. Mange har nydt den enkle ro på solopladen The myth and the moth. Mange har swinget med til tonerne fra triopladen A Good time med standards. Mange er blevet bevæget over det empatiske, komplekse og forskelligartede duospil på pladerne med henholdsvis Eddie Gomez og Stefan Pasborg.

Det er den største fornøjelse at give prisen til Carsten Dahl. Det intense nærvær gennemsyrer al den musik som han er beskæftiget med. Carsten Dahl taler om den indre nødvendighed med udgangspunkt i kunstneren og musikeren. Jeg taler om den ydre nødvendighed med udgangspunkt i lytteren og publikummet. Der er brug for Carsten Dahl på dagens musikscene og i høj grad på jazzscenen.

Citater fra anmeldelserne af de fem plader
Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music)
“Det der er interessant og gør Carsten Dahl Goldberg Variationer til et mesterværk, er klangene der med fylde af ekstra-terrestriale dimensioner blæser mig omkuld. Det er stort! Det er stort fordi Dahl bringer Goldberg Variationerne på afveje og skaber et nyt og nutidigt værk af opsigtsvækkende karakter.”

The Myth & The Moth (Tiger Music)
“Carsten Dahl væver og digter øjeblikket. Forlænger stemninger og drejer situationer. Det er musik der omfavner virkeligheden. Musik der placerer sig i omgivelserne. Det er lyst som solstrålen der kravler ind gennem vinduet og hygger sig i den halvmørke stue.”

A Good Time (Storyville) sammen med Lennart Ginman & Frands Rifbjerg
“Melodierne bruges som 3 meter vippen i svømmehallen. Den velkendte lange planke der er placeret 3 meter over vandet. Her kan man så vælge at hoppe nogle ekstra gange og få ekstra megen kraft i benene til et højt udspring med en saltomortale. Man kan lave en bombe etc. Der er mange muligheder - men en ting er sikkert. Man lander altid i vandet. Det samme er gældende for Dahls trio, der altid lander sikkert i vandet”

Live at Montmartre (Storyville) sammen med Eddie Gomez
“han vælger ikke den lette vej ved at tænke Bill Evans, når det er Gomez der står ved bassen. I stedet er det to musikere der kommunikerer på ligeværdig vis. Carsten Dahl spiller op med humor og et sprællende overskud. Eddie Gomez indfanger det og er langt fremme på bassen”

Live at S.M.K. (ILK) sammen med Stefan Pasborg
“Duoen bevæger sig på nogle af de samme stier som kendes fra Keith Jarrett. Det er ikke helt det samme. Der er mere anarki og vilter nordisk ubundethed i musikken. Pasborg og Dahl er i et mestermøde omkring time, klang, tone og puls.”

Det er tredje gang, at Jazznytprisen uddeles. Tidligere vindere er Stefan Pasborg og Jakob Bro. 
Jazznytprisen gives til kunstnere, der med dybe rødder i jazzen er med til, at udvikle og udfordre traditionerne. Kunstnere der uden at gå på kompromis er med til, at løfte jazzen ud til et større publikum.

Jazznytprisen 2014 uddeles torsdag d. 23. april kl. 19.30 i Bakkehuset i Ikast i forbindelse med koncerten Classico Improvisato med Carsten Dahl & Ensemble Midt Vest.


Prisen består af en originaltegning lavet af Mette Overgård, samt en flaske bobler.

onsdag, april 15, 2015

Ghost Flute & Dice: Melody is God (Mastermind/Obsolete Media Objects)

CD’en er pakket ind i et stykke ridset plastik, der er lukket med en metalsnoning. Pianisten Mikkel Almholt aka. Ghost Flute & Dice debuterede i 2011 med albummet Music for amplified piano. Han arbejder med et elektroakustisk udtryk, hvor klaverets klange og lyde manipuleres i lettere eller grovere grad. Det gør han også på det nye album, hvor melodien er gud. Melodien er styrende for retningen. Men hvis melodien er styrende for retningen. Hvad er retningen så? Er retningen en linje eller vej der køres hen ad? Er retningen givet? 

Nej, retningen er ikke en lige linje. Retningen er en bevægelse, en puls, et pust, eller en sitren. Det er blevet til en eksperimenterende plade der er kommet til at fungere godt, i kraft af et sammenhængende udtryk der balancerer mellem de akustiske instrumenter og den elektroniske af forløbene. Udtrykket er lyden og stemningen. Den elektroniske side dækkes ind af Kristian Hverring og Ole Grøndahl Jørgensen. Desuden dukker violinisten Maria Diekmann og saxofofonisten Danielle Dahl op undervejs på pladen, der er mixet af Thomas Knak.



New Jazz - Upcoming jazzreleases 2015 pt. 2

Knopperne på træerne er klar til at springe ud og lade sommeren komme. Der er også en masse ny jazz der står på spring. Der er flere spændende udgivelser i april måned. Personligt har jeg set meget frem til udgivelserne med Bremer/McCoy, Pauseland, Simon Toldam Trio og Jakob Davidsens Kammerat Orkester. Leo Mathisen entusiasterne på Little Beat Records afslutter deres Mathisen serie med den ottende udgivelse. Det amerikanske band Snarky Puppy kommer til Danmark d. 3. november. Koncerten på Fermaten i Herning blev udsolgt på 12 timer og fortæller noget om at publikum tørster efter en tiltrængt opdatering af fusionssjazzen. De udgiver et album sammen med det store hollandske Metropole Orkest. En anden kunstner der også besøger Fermaten er Jarrod Lawson, der har sluppet et minialbum med fire ballader.

APRIL
Nordisk
Bremer/McCoy: Ordet (Raske Plader)
Pauseland: At the end of the day (Pauseland)
Simon Toldam Trio: Kig op '15 (ILK)
Jakob Davidsens Kammeratorkester: Og andre dyr (ILK)
Sinne Eeg & Thomas Fonnesbæk: Eeg Fonnesbæk (Stunt)
Steen Rasmussen: Presenca (Stunt)
Kenneth Knudsen: 3 Hats, 1 Cap and 2 shoes that were not fellows (Stunt) 5CD Boxset med tidligere udgivet musik
Pierre Dørge Quartet: Blui (Steeplechase)
Martin Jacobsen: At The Jazz House (Steeplechase) - indspilning fra 2001
Mikkel Ploug: At Black Tornado (Whirlwind)
Mongol: Music for Shoplifters
Indra Rios-Moore: Heartland (Universal)
BodaBoda Duo feat. Peter Brötzmann: Modern Persuasion (Tyrfing)
Alex Puddu: Soultiger (Schema) med Joe Bataan
Nils Ökland Band: Kjolvatn (ECM)
Motorpsycho & Ståle Storløkken: En konsert for folk flest (Rune Grammfon)
Silje Neergaard: Chain of days (OKEH)
Leo Mathisen: vol. 8 (Little Beat Records) den sidst i LM serien

International
Snarky Puppy & Metropole Orkest: Sylva (Universal)
Jarrod Lawson: At the BBC (Dome Records)
David Sanborn: Time and the River (OKEH)
Dee Dee Bridgewater: Dee Dee's feathers (OKEH)
Cassandra Wilson: Coming forth by day (Legacy)
Kirk Knuffke: Arms & Hands (Royal Potato Family)
Joe Lovano & Dave Douglas: Live at Monteret Jazz Festival (Blue Note)
Charles Lloyd: Wild man dance (Blue Note)
Andy Sheppard Quartet: Surrounded by sea (ECM)
Tim Berne: You've been watching me (ECM)
Elina Duni Quartet: Dallëndyshe (ECM)
Collin Romain: Press enter (ACT)
Tore Brunborg: Slow snow (ACT)
Perko & Rantala: Duo art - It takes two to tango (ACT)
Oz Noy: Asian Twistz (Abstract Logicx) med Dave Weckl og Etienne Mbappe
Nils Wogram & Nostalgia: Nature (Nwog)
Bluey: Life between the notes (Dome)
Steve Gadd: 70 Strong (BFM)
The Necks: The Necks Box (Rer Megacorp) 8CD boxset
Becca Stevens: Perfect Animal (Universal)
Ben Willimas: Coming of age (Concord)
Steve Coleman & Council of Balance: Synovial joints (Pi)

MAJ
Nordisk
Snorre Kirk: Europa (Calibrated)
Ola Åkerman: Explosion (Calibrated)
Lippert/West: Nocturne (Calibrated)
Mimi Terris: Flytta hemifrån (Calibrated)
Emanuele Maniscalco/Francesco Bigoni/Mark Solborg: Maniscalco/Bigoni/Solborg (ILK)
Kresten Osgood: Osgood/Kikuchi/Street/Morgan (ILK)
Jesper Løvdal: Being Playing (ILK)
Mads la Cour Almugi 4tet (WhyPlayJazz)
The Black Nothing: Paths (ILK) Anders Filipsen 10 mands band
Haxholm Schmidt Moras feat. Seamus Blake & John Escreet: Moras (??)
Fredrik Ljungkvist/Mattias Hjort: Past in Present (Kopasetic Productions)
Makross: TBA (Havtorn Records)
Josef & Erika: TBA (HOOB records)
Bugge Wesseltoft: Bugge & friends (Jazzland/Emarcy)
Gunnar Halle: Istanbul Sky (Ozella)
Aki Rissanen/Jussi Lehtonen: With Dave Liebman (Ozella)
Marek Kadziela: ADHD (For Tune) med Andreas Lang og Kasper Tom

International
Kamasi Washington: The Epic (Brainfeeder)
Melody Gardot: Currency of man (Decca)
Joey Alexander: My favourite things (Motema)
Branford Marsalis: Coltrane's A Love Supreme Live in Amsterdam (OKEH)
Gary Peacock Trio: Now this (ECM)
Keith Jarrett: Creation (ECM)
David Torn: Only sky (ECM)
Cyrus Chestnut: A million colors in your mind (High Note)
Jerry Bergonzi: Rigamaroll (Savant)
Larry Coryell: Heavy feel (Wide Hive)
Throttle Elevator Music: Jagged Rocks (Wide Hive)
JD Allen: Graffiti (Savant)
John Patitucci: Brooklyn (Three Faces)
Vincent Herring: Night and day (Smoke Sessions)

JUNI
Nordisk
The Eskimo & The futile guilt (Barefoot)
Jakob Thorkild Trio: Be Strong (Tyrfing)
Book of Sounds (ILK) med Anders Provis, Anders Banke, Albert Raft & Nils Davidsen
Jacob Anderskov: Just in Time (ILK)
Morten Haxholm Quartet feat. Lage Lund: Viridian (??)

International
Al Di Meola: Elysium (Allegro)

AUGUST
Nordisk
Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot)
Jacob Anderskov: Solo (ILK)

SEPTEMBER
Nordisk
Jacob Anderskov: Habitable Exomusics (ILK)

OKTOBER
Nordisk
Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP
Kasper Tom 5: TBA (Barefoot)

DECEMBER
Norden
Oilly Wallace: Fiol Sessions (Fiol Records)

UDEN DATO
Nordisk
Selvhenter/ The Ex: Split 7” single (JVTLandt)

International
Snarky Puppy: Family Dinner vol. 2 (Universal)

fredag, april 10, 2015

Alex Jønsson: Spy on your friends (Alex Jønsson) LP

Indenfor ganske kort tid har jeg anmeldt et par plader med henholdsvis Live Foyn Friis og Jakob Sørensen, hvor Alex Jønsson er med som sideman. Plader der på hver deres måde har store kvaliteter. Alex Jønsson er ikke uden betydning i dette. Nu er han så aktuel med sit andet album i eget navn. Den første kaldte jeg en af de bedste plader i 2013, så forventningerne fra min side er store. Indfries de så? Både og. Alex Jønsson har nemlig valgt at lave noget andet end den første plade. Han skærer ind til benet og holder sig igen til trioformatet. Sammen med bassisten Jens Mikkel Madsen og trommeslageren Andreas Skamby, som han også spiller sammen med i Live Foyn Friis’ band og I think You’re awesome, har Alex Jønsson lavet en plade, hvor sammenspillet mellem de tre musikere folder sig bemærkelsesværdigt intenst ud.

Jens Mikkel Madsens bas er godt fremme i lydbilledet. Han spiller med en insisterende frisk myndighed. Skamby underbygger, støtter og folder et tæppe ud under de to andre. Alex Jønsson befinder sig i godt selskab med dem. Han spionerer og lader sig inspirere til musik, der er anderledes end debutpladen, hvor han var sammen med Lars Greve og Christian Windfeld. På Spy on Your friends er Alex Jønsson i komfortzonen. Musikken bliver organisk vuggende. Der er højt til loftet. Det er det samme loft som de tre musikere har. Det er en styrke for sammenhængskraften i musikken på pladen. Rolig og balladefyldt musik med nærvær og empati.

torsdag, april 09, 2015

Taylor’s Universe: From Scratch (Marvel of Beauty)

Tak for kaffe! Den ukuelige progrock guitarist og bandleader Robin Taylor er atter aktuel med gruppen Taylor’s Universe. Denne gang er Karsten Vogel i en fremtrædende rolle på både sopran- og altsax og basklarinet. Han er med til at sende Taylor ud på spændende eventyr. Nummeret Interrail der blander skæve freejazzede elementer fra Vogels altsax, rytmisk velstrukturede trommer fra Klaus Thrane og Claus Bøhling og Robin Taylors heftige guitarer er et af pladens bedste eksempler, på den heftige jazzrock der dyrkes i Taylor’s Universe. 

Yndere af genren, hvor navne som Soft Machine, Emerson, Lake & Palmer, King Crimson og tildels Frank Zappa dominerede i 70’erne vil sikkert føle sig hjemme et langt stykke. Andre elementer sniger sig også ind undervejs. Trommeslageren Klaus Thrane, der ud over en fortid i Lars Lilholt Band, spillede i 70erne og 80erne rocket fusion i Coma. Han har en trommelyd, der lugter voldsomt meget af 80ernes stadiontrommelyd. Det er faktisk meget passende, når man hører et nummer som den svulstige Balcony People. Her er synth- og guitarsolo med lyde, som jeg helt havde glemt kunne frembringes fra de ellers velkendte instrumenter. Mange af numrene indledes med lydcollager med uforståelige snakkende stemmer. Det peger i en anden retning end progrocken. Det er her at Robin Taylor understreger at nok er han old school - men han lever i 2015.

onsdag, april 08, 2015

Sidsel Storm: Closer (Calibrated)

På det fjerde album fra Sidsel Storm har hun holdt sammen på bandet fra det foregående album. Og hvilken fornøjelse det er. Magnus Hjorth på pianoet, Snorre Kirk på trommerne, Jesper Thorn på bas og Tobias Wiklund på trompet leverer sublim opbakning. Sidsel Storm er i topform på dette album. Pladen består af en blanding af standards i lækre arrangementer af Hjorth og Kirk og originale numre lavet af Sidsel Storm i samarbejde med husbonden Peter Storm Otto, der ud over at være politibetjent også har været en tur omkring det rytmiske musikkonservatorium. 

I pressematerialet nævnes det at Sidsel Storm har oparbejdet et stort publikum i Asien og Tyskland med et stort pladesalg til følge. Hun følger den samme skabelon som f.eks. Sinne Eeg og Malene Mortensen, hvor blandingen af originalt materiale og gammelkendte standards er vejen frem, hvis man skal ind på de markeder. På Closer balancerer Sidsel Storm mellem den anonyme og lettere ligegyldige natklubjazz og et mere sprudlende og levende tag på vokaljazzen - heldigvis mest af det sidste. Det fungerer heldigvis i kraft af Sidsel Storms smukke stemme - prøv f.eks. at lytte til hendes egen Sadness. Desuden får man næppe bedre musikalsk backing end det er tilfældet her, når der skal spilles klassisk jazz.

tirsdag, april 07, 2015

Birgitte Soojin: Swing Low (Highlow) >> Birgitte Soojin: Put the blame on me (Highlow)

En nordmand adopteret fra Sydkorea, der flyttede til København for at læse teologi, men endte med at synge jazz. Ja det er lidt kringlet. Men Birgitte Soojin er heller ikke standardmateriale. Hun udgiver f.eks. også to albums på samme tid. Deres covers med sort/hvid fotos af Birgitte Soojin er næsten identiske Er de det også under overfladen? På den ene, Put the blame on me, er det udelukkende numre fra Elvis Presleys repertoire. Hun bakkes op af en utraditionel trio bestående af Steen Nikolaj Hansen på trombone, Ida Hvid på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Det stiller nogle helt særlige krav til Soojin, når hun kun har rytmen og trombone at læne sig op ad. Det er ikke noget problem for hende. Stemmen besidder tyngde, fylde og melodisk tæft nok til at bære Elvis’ musik hjem. Her er både de kendte Love me tender og Are You lonesome tonight? og de mindre slidte som The bullfighter was a lady og Gonna get back home somehow. Det er nuancer af blues, gospel og jazz der blandes elegant sammen. 

På den anden plade Swing low er Birgitte Soojin sammen med den danske jazzscenes svar på Gandalf, bassisten Hugo Rasmussen. Her bevæger de sig rundt i musikkkens sakrale afdeling mellem salmer og blues influerede gospelsange. Det er mørkt og spartansk. Rasmussen og Soojin får kun lidt ekstra opbakning fra helholdsvis sousaphone, tuba og klarinet undervejs. Bassen og vokalen omfavner hinanden på smukkeste vis. Hugo Rasmussen er en stjerne, når der skal leveres jazzbas til vokaler. Men samtidig også krævende. Noget som Birgitte Soojin er i stand til at indfri. Begge plader er anbefalelsesværdige. Elvis-pladen er den letfordøjelige, mens Hugo-pladen lader tiden stå stille og kræver lidt mere af lytteren. Det er modigt af Birgitte Soojin at give sig i kast med en sådant projekt. Det lander heldigvis på begge ben og fremstår velformet og med stor originalitet.

mandag, april 06, 2015

Louise Bøttern: Kick off your shoes (Gateway)

"Someday You'll come along, the man I love." Med denne lille tekstmæssige finte åbner Louise Bøttern sit debutalbum med den kendte Gershwin-sang. Finten består i at Ella, Billie og de andre sang: "Someday He'll come along, the man I love." Bøttern twister teksten og vender den mod en bestemt person. Så meget for respekten for de gamle standards. For respekt for det oprindelige, det har Louise Bøttern. Men hun er også en moden debutant (født i 1975), der ved hvad hun vil med den store amerikanske sangbog. Sammen med den vigtige samarbejdspartner, pianisten Catrine Frølund der har et formfuldendt nordisk touch på pianoet, har Bøttern lavet et vokaljazzalbum der er teknisk veludført. Hun bakkes desuden op af Kasper Vadsholdt på bas, Mikkel Find på trommer og Jan Harbeck på sax og klarinet.

Der skal meget til for at få en plads mellem de andre danske sangerinder, der også synger standardjazz. Her mangler Bøttern noget endnu, på trods af, at hun vælger nogle mindre slidte standards. Jeg savner lidt mere kant. Okay det er en anmelderkliché. Men hvis der skal blive plads til Louise Bøttern, skal hun træde i karakter og vise noget mere personlighed. Det er ikke usandsynligt at hun har det. Måske kommer det ude på spillestederne - pladen har det ikke rigtigt. 

onsdag, april 01, 2015

Live Foyn Friis: With Strings (Curling Legs)

Den norske sangerinde Live Foyn Friis har med de to foregående albums Joy Visible og Running Heart bevæget sig i univers af pop og indiejazz. Sammen med de to faste danske væbnere Alex Jønsson på guitar og Jens Mikkel på bas har hun lavet plader i jazzens grænseland. Musikken er ikke decideret jazzpræget - men er sandsynligvis på grund af kompleksiteten og dybden blevet taget godt i mod, i jazzens verden med flere priser og roser. Med det nyeste album rykker hun i en ny retning. I selskab de to førnævnte danskere, trommeslageren Andreas Skamby og en strygerkvartet har hun lavet sit bedste album indtil nu.

Det er Live Foyn Friis der har skrevet musik og tekst. Strygerarrangementerne står Kasper Bai for. Fire af numrene er gengangere fra det forrige album Running Heart. Den store forskel er skiftet fra det effektfyldte til et mere nøgent og organisk udtryk. Live Foyn Friis’ store stemme er som de norske fjelde, med højdeforskelle og fascinerende farveskift. Der er masser af plads til specielt Jens Mikkel og Alex Jønsson i lydbilledet. Strygerne føjer udvidende fylde og bredde til Live Foyn Friis’ smukke sangunivers. Det er betagende plade, hvor sange som Can you live, Dementor og Sailing er store fornøjelser.