fredag, april 26, 2024

Victor Peter (egen udgivelse) digital

 

Han er kun 25 år og er på en nærmest umulig mission. Han vil forny bigband musikken. Det havner ofte i Frank Sinatra croonerland, når der er vokal på - hvilket er fedt - men overhovedet ikke nyskabende. Han er dog allerede kommet meget længere end det burde være muligt. Han har lavet sit eget vokal big band album. Det har taget ham 7 år. Med DR Big Band trommeslageren Søren Frost og blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra og den erfarne Nikolai Bøgelund som dirigent. En fuldstændigt vild præstation - der fortjener en masse ros.

Den ros er dog kun noget værd, hvis den musik han har indspillet også fungerer. Det gør den. Jeg er vendt tilbage til albummet mange gange, siden jeg modtog den. Åbningsnummeret I’d like it short er ret klassisk - og noget af det fede ved nummeret, er brugen blæserriffs med smæk på. Victor Peter er både rundet af jazz og pop. Der er også dryppet en pæn sjat funk i cocktailen, hvilket vi hører på den efterfølgende What do you know, hvor Victor Peter spiller et lækkert frækt el-klaver. Lady like attitude er en croonerballade og det er her, hvor Victor Peter er allermest klassisk. 

Så sker der lige pludselig noget helt andet. Han begynder at synge på dansk. På nummeret Før eller siden er big bandet sendt udenfor og Victor Peter laver en nærværende popballade, hvor hans vokal og klaver står flot sammen. Der kommer to numre mere på dansk, I kærlighedens ånd og den helt vidunderlige swing-ballade Jeg har vist aldrig fået sagt, der ikke lyder så altmodisch som man kunne frygte. Victor Peter er nemlig en big band vokalist i nutiden. Det bliver ikke banalt og kitschet, selv om der er store følelser og lyd på spil.

En imponerende debut, der burde kaste et nummer eller to i powerplay på P8jazz. 

www.victorpeter.dk

torsdag, april 25, 2024

GinmanBlachmanDahl: What’s to come (Storyville) LP/CD/digital

 

Er man velbevandret i rockhistorien spotter man hurtigt coverets reference til to ikoniske pladecovers, nemlig Elvis Presley’s plade fra 1956 og The Clash’s London Calling fra 1979, der var inspireret af Presley coveret. Hvorfor jazztrioen GinmanBlachmanDahl har valgt den reference er aldeles uklart for mig.

De tre enere forenes i trioen og har hængt deres egoer ude i garderoben. De mødes i et virkeligt stærkt øjeblik. 15 korte numre (streaming og CD) og 13 numre på LP’en, der er skabt i øjeblikket. Improviserede stykker der er opstået mens de spillede. Pianisten Carsten Dahl har skabt størstedelen af sin solokarriere på den improviserede musik. Det tager han med ind i trioen, der har eksisteret siden slut-halvfemserne. Stilistisk henter de stor inspiration hos Miles Davis, Thelonious Monk og Bill Evans. 

Thomas Blachman på trommer og Lennart Ginman på bas forstår til fulde hvad det vil sige, at skabe øjeblikkets musik. Her er swing, skarphed, tvivl, beslutsomhed, eksplosioner og stor stor musikalitet. De kan fornemme og skabe en melodi sammen. Det lyder ret vildt - og det er det også. Om det er i skandinaviske skove, avantgarde eller venterums angst blues. De kan fortolke det. 

Bandcamp

onsdag, april 24, 2024

Kathrine Windfeld Sextet: Aldebaran (Stunt) LP/CD/digital

 

Hvis jeg aldrig havde hørt noget med hende før, så ville jeg tænke at hun var på vej til at lave en big band plade. Her er stor lyd, dynamik, spændstighed og nogle skarpe arrangementer. Det er en sekstetplade og hun er ikke på vej til at lave en big band plade. Dem har hun allerede lavet en del af, bla. med eget big band.

Det er selvfølgelig pianisten og komponisten Kathrine Windfeld, det drejer sig om. Kathrine Windfeld protesterer ikke, når hun bliver kaldt teorinørd, glæden ved kompleksiteten er blot en side af hendes musikalske DNA. Hun er en følsom og medrivende musikalsk historiefortæller og stemningen på Aldebaran er anderledes end på hendes tidligere udgivelser, musikken er enklere og smukkere. Det er et andet fokus hun har haft med sekstetten end med big band projekterne. Hun har udvidet porteføljen med sekstetten som hun spillet med siden 2020.

Hun har medtaget Johannes Vaht på bas og Henrik Holst Hansen fra sit big band i sekstetten. De tre blæsere i front er polakkerne Tomasz Dabrowski på trompet og Marek Konarski på tenorsax og svenske Hannes Bennich på alt- og tenorsax. Numrene bevæger sig gennem rolige stemninger som på Burnout eller den medrivende og boblende Offroad Excursions. Aldebaran er en godt afbræk fra big band musikken - og noget hun gerne må fortsætte med.

Kathrine Windfeld

fredag, april 19, 2024

Kalaha: Nord Havn (April Records) LP/CD/digital

 

Der er ikke mange der kan spille en afro-inspireret guitar og fortsat lyde som sig selv. Her er Niclas Knudsen i særklasse, hvilket han til overflod har bevist i Ibrahim Electric og pladeaktuelle Kalaha. Han excellerer på åbningsnummeret Ciklidekaj på deres nye album Nordhavn. Titlen på nummeret og den efterfølgende Norsk Fars er med til, at fortælle at Kalaha er et band, hvor humor er en stor del af fortællingen. Både i musik og titler. Her er Nordhavn deres absolut sjoveste og festligste plade. 


Der er psykedelisk rock, acid techno, surf rock, indisk klassisk musik, dub, 70’er fusion og andet godt fra musikkens overflødighedshorn. Det lyder måske kaotisk. Det er det ikke når det er Kalaha, der hælder det ned i deres fantasifuldt koreograferede version af en musikverden. Her danses, hoppes, svajes, svæver og krammes.


Det ny tilkomne medlem Anders Stig Møller på bas og diverse er en god tilføjelse. Han har en old school feeling for bassens placering i musikken, som var han sessionmusiker i Philadelphia i 70’erne. De gamle medlemmer Emil de Waal og Rumpistol udvikler og udfordrer hele tiden dem selv, hinanden og musikken i en grad, så Nordhavn er tæt på at være den bedste Kalaha plade. 

https://kalahamusic.bandcamp.com/album/nord-havn

torsdag, april 18, 2024

Jonas Johansen Adventure Trio (Zack’s Music) LP/digital

 

Linernotes - teksten bag på coveret, som man ofte ser på jazzplader - kan til tider være meget informative. På Jonas Johansens nye plade, står der eksempelvis at han er medlem nr. 479 af Eventyrernes Klub. Det giver rigtig god mening, når man også skal beskrive musikeren og trommeslageren Jonas Johansen. Han har gennem hele sin musikalske karriere været opdagelsesrejsende, en eventyrer, der er taget ud i Verden for at lære nyt og for at blive inspireret. Asien (særligt Indien), Sydamerika (særligt Brasilien) og Afrika har ofte været destinationerne.


Sammen med guitaristen Thor Madsen og bassisten Lennart Ginman har han lavet Adventure Trio, hvor de spiller Jonas Johansens musik.


Det er ikke verdensjazz eller noget andet, man kunne kalde det, når man blander genrer fra hele verden ind i jazzen. Det er jazz i Jonas Johansens udgave. Han spiller med et lyttende hjerte. Det er noget der besvares af Madsen og Ginman, der har kendt og spillet med Johansen i forskellige sammenhænge i mange år. 


Vi er helt inde i kernen af musikken. De spiller med plads og luft omkring sig. Ginmans rolige bas, Johansens lyriske og distinkte trommespil og Madsens fortællende guitar er dejligt selskab. De gode numre står i kø på pladen. Lyt og tag på eventyrrejse.

Jonas Johansen

onsdag, april 17, 2024

Smag på dig selv (Stunt) LP/CD/digital

 

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.


Oliver Lauridsen på tenorsax, Thorbjørn Øllgaard på bas- og barytonsax og Albert Holberg på trommer har spillet sammen siden 2018. Umiddelbart kan de minde om amerikanske Michael Wilburs Moon Hooch og Thundersmack. Det er dog kun på overfladen SPDS er vildere og dybere i sjælen og holdningerne. Blandingen af jazz, hip hop, afro, punk og 90’er dance får et spark i nyrerne i Smag På Dig Selvs version. 


De har en politiske holdninger, som de ikke holder igen med. “Der er ikke andet end fremgang på menuen, når vi er så sultne” som Thorbjørn siger på Spoken Word nummeret Start et Punkband og fortsætter “Middelklassen holder øje med middelklassen mens overklassen bare smadrer derudaf.” 


SPDS har lavet et afsindigt stærkt album, hvor de fede numre banker ind i kroppen på dig. Fuck der kommer kontrollører er et "hjertet oppe i halsen" nummer. Hyldesten til scooteren PGO Hot 50 er eurodance gone mad. PVC (Polyvinylchlorid) er drum’n’bass i bedste Prodigy stil. TOTAL FULL POWER EXTREME er Goa og Psytrance. Der er også et par mere rolige numre. Det hele spilles af Oliver på toppen på tenoren, Thorbjørn i de dybe toner og Alberts ekstatiske trommer. 


Sidste nummer på pladen peger måske i en ny retning for trioen. Her har de inviteret Luna Ersahin indenfor. Hun synger på kurdisk på nummeret Negiri, der betyder Græd ikke. Mødet mellem traditionelle kurdiske toner og moderne EDM er medrivende og viser SPDS’ bredde.


Albummet får en stor anbefaling fra Jazznyt - og uden at spoile for meget, så kan jeg godt afsløre at albummet lander på Årets bedste listen, når året gøres op.

Smag på dig selv på Facebook

lørdag, april 13, 2024

Jeg har skrevet en bog om jazz på 4000 sider - og brugt 20 år på det

 

I 2004 var blogs noget moderne stads på internettet. De var nemme at lave og det væltede frem med dem. Nu er der ikke længere så mange der taler om blogs. Nu er det afløst af X, Facebook, Instagram, Tik Tok, podcast etc. Enkelte er dog forsat med at lave blogs som om intet var hændt på SoMe fronten. 


Det var en impulsiv idé der opstod og d. 13. april 2004 kl. 03.56 lagde jeg mit første indlæg op på bloggen. Her kunne man læse at GinmanBlachmanDahl var så utilfredse med deres CD fra 2003, The Library Bar Concerts, at de ikke ønskede at den skulle være tilgængelig længere. De havde de sagt til en koncert på Herning-spillestedet Fermaten - og jeg tænkte, at der nok var andre der fandt det interessant. Jeg vidste dog ikke, at jeg 20 år senere stadig ville skrive om jazz - og havde skrevet så meget, at det ville være en bog på 4000 sider, hvis det ikke havde været en blog.


Allerede ugen efter var der atter nyheder på bloggen - og sådan fortsatte det. Der var ikke nogen sociale medier, hvor jeg kunne komme i kontakt med eventuelle læsere. I stedet sendte jeg linket ind til Jubii.dk og andre som eksempelvis Folkebibliotekernes Netguide, hvor der var moderatorer der tog stilling til om det var noget som de ville linke til. Ligeledes havde Jazzdanmark en hjemmeside og på DR.dk var der også en musikside, hvor man kunne skrive og dele. Det begyndte ganske stille at brede sig. En måned efter at jeg var startet fik jeg tilsendt en CD. Det var Martin Lutz Groups The Journey of the sledgedog and the camel. Det havde ikke været et mål, at få plader - men da jeg altid har samlet på dem, så det gik det så småt op for mig, at jeg kunne få en masse musik, hvis bare jeg skrev om det. Nyhedsdelen trådte i baggrunden og det begyndte at handle om anmeldelser.


Der udkommer sindssygt megen dårlig musik. Det tror jeg - men ved det reelt ikke. Det er ikke noget som jeg beskæftiger mig med. Det er ikke noget som jeg gider at bruge min tid og mit liv på. Til gengæld vil jeg gerne bruge min tid på god musik - og her har jeg fundet ud af, at hvis jeg lytter til det der hedder DANSK JAZZ, så er der meget lille sandsynlighed for at jeg bliver skuffet. 


Det har været en vild rejse at lave Jazznyt. Jeg har mødt en masse mennesker gennem mit arbejde med bloggen. Selvfølgelig er der alle musikerne som jeg har talt med før og efter koncerterne. Men der er også opstået real life venskaber. Som da min kone fik nyt arbejde og en af hendes nye kolleger sagde, at han godt vidste hvem hendes mand var. Der gik ikke lang tid så blev der arrangeret en playdate, hvor min kone var med, men hurtigt blev skubbet i baggrunden. Vi indledte en samtale om musik og livet, der ikke er stoppet endnu. Han bor i øvrigt i Ikast, hvor en af mine allerførste faste følgere også kom fra. Jeg havde kun været i gang med bloggen i ganske kort tid, da jeg mødte ham i Føtex i Herning. Hans uforlignelige og sofistikerede musiksmag var i særklasse - han døde desværre for 10 år i en alder af 81. Hans oprigtige smil og store ros af det jeg havde skrevet, kan jeg stadig varme mig ved.


Min pladesamling er vokset voldsomt i løbet sf de tyve år. De seneste 9 1/2 år har jeg anmeldt 500 jazzplader på vinyl. Det har jeg lavet en særskilt blog til. Den hedder Jazzogvinyl. Det er også navnet på Facebook-gruppen som jeg lavede på samme tidspunkt. Her flasher de 1800 medlemmer deres plader for hinanden. Det var også via gruppen, at jeg fik idéen til at lave podcasten Pladesamlerne, hvor jeg taler med pladesamlere, ikke kun jazzfolk, men også samlere indenfor heavy, italo, reggae etc. Der er også sneget nogle enkelte musikere med, Kresten Osgood, Jonas Struck, TS Høeg etc.


I 2013 fik jeg Jazzformidlerprisen. Det var sidste gang at den blev uddelt. Vi var to der delte æren. Cim Meyer fik den på vegne af jazzmagasinet Jazzspecial. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne få priser for den slags skriverier jeg lavede. Men siden blev det også til Herning Kommunes Kulturpris i 2015, Jazzselskabet Aarhus’ Gaffelpris i 2019 og P8jazz’ Ildsjælsprisen i 2021.


Der er gået tyve år - og hvis jeg vidste at det ville blive så sjovt, spændende, udviklende og givende at være jazzblogger, så var jeg begyndt før internettet overhovedet var opfundet.


Tak til alle jer læsere der har fulgt bloggen og alle musikerne der har sendt deres musik til mig. Tak til jazzen. Jeg tager 20 år mere.

onsdag, april 10, 2024

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer) LP/digital

 

Jeg tror at det meste musik er lavet til at blive hørt højt. Tag nu den her plade. Anna Roemers anden soloplade. Efter at have hørt den ved lav volume, ganske mange gange og nydt det, så lagde jeg den på pladespilleren og skruede op for anlægget. Detaljerne begyndte at flyde mig i møde. Selv om hun er alene med guitaren, så omgiver hun sig med effekter og klangflader. Ligesom på den forrige, er produceren Rasmus Juncker en vigtig støtte i den flotte lydverden som Anna Roemer åbner op for.

Anna Roemers far døde kort udgivelsen af albummet Azure for halvandet år siden. Det var ham der havde lært Anna de første akkorder og sidenhen altid støttede hende i musikken. Han døde efter et kort sygdomsforløb. Musikken blev efterfølgende brugt som en form for terapi. Frem af det voksede albummet Blåregn, der er opkaldt efter et træ i forældrenes have. 

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, for musikken og i sidste for lytteren.

Bandcamp

søndag, april 07, 2024

Debre Damo Dining Orchestra: Vol. 4 (Debre Damo Dining Orchestra) digital

Den er nærmest kommet snigende om natten. Det fjerde album fra kraut-psych-ethiojazz bandet, der debuterede for ni år siden med en single, der siden er blevet en klassiker i mit (og flere andres) jazzunivers. Nummeret Yesega Wat var rendyrket dansk ethiojazz - og kan stadig sætte ild til gulvet.

Siden skruede DDDO ned for ethiojazz og afro, på de følgende udgivelser, ikke at det var væk, der var bare ikke den samme løsslupne stemning af fest og glade dage.

Der er kommet tilbage - og det er for fuldt drøn, skulle jeg da lige hilse og sige. På deres fjerde plade, der meget passende hedder Vol. 4, er der ingen ende på festligt skramlede ethiojazz inspirerede numre. 

Peder Mertner Vind, der spiller orgel i DDDO og Søren Skov, der spiller saxofon har skrevet musikken for et særdelse velspillende band, der består af 8 mand. En af mine favoritter er den rolige og omtågede Singapore Sling, der afslutter albummet. Inden da har vi fået serveret nogle skønne vildbasser som Huff Duff, Chicken Today feathers Tomorrow og Laudanum. Er du bare en smule til Ethio-jazz og afro, så er det her årets album! Lad festen begynde.

Debre Damo Dining Orchestra på Facebook

 

lørdag, april 06, 2024

David Miilmann Group: What’s left (April Records) LP/CD/digital

 

Pladen hedder What’s left og er en konstatering og ikke et spørgsmål. Han bliver 25 år om lidt og allerede en etableret musiker. Han tager det, der er tilbage og lidt til.  Nu er han aktuel med andet album med David Miilmann Group. Guitaristen David Miilmann har lavet musikken og står i spidsen med modent, personligt og sikkert guitarspil. Han har hentet inspiration i soul, jazz og blues med enkelte afstikkere til brasiliansk musik. Han har selv nævnt Curtis Mayfield, Freddie King og Aretha Franklin som inspirationskilder. Pat Metheny har også spillet en rolle for Miilmanns spil. 

Han har bredt musikalsk fundament, hvor han ubesværet skifter stil. En særlig gevinst er hans flotte spil på slideguitar, som ikke er så ofte hørt i jazzen. Han er sammen med et hold unge musikere, der spiller med overskud og tilbagelænet ro, på trods af musikkens kompleksitet. Det er en moderne fusionsplade, hvor selv gamle fusionslyttere kan være med. Nye lyttere, der ikke kan relatere sig til fusionsjazzen, slapper bare af og bekymrer sig mindre om musikalske labels. Lyt til Mujaffa’s eller Instant Masi, hvis du vil overbevises.

Bandcamp

fredag, april 05, 2024

Christian Windfeld FØRSTEPERSONENTAL: I am a deadbeat repercussionist (Kørfirs Records) LP/digital

 

Måske falder den ind under genrebetegnelsen Musique Concrete? Christian Windfeld kalder sig for en deadbeat repercussionist - noget der måske skal forståes som en percussionist, der ikke giver en rytme eller et beat til eksempelvis andre musikere. Hvilket heller ikke betyder så meget, da det er en soloplade. Han har lavet et fascinerende album med optagelser, der strækker sig over 10 år og det meste af kloden.

Side 1 er en collage med field-optagelser fra 2012-2022 og eksotiske steder som Lofoten, Tibet og et lager udenfor Sydney. Der er vilde trommeudladninger, simpelt klaverspil, tale, støj og et virvar af lyde.

Side 2 er et stykke for fire bækkener, der fokuserer på støjens æstetik, den fine samklang mellem bækkenerne og deres store frekvensområde. Stykket starter i det lavmælte, hvor det som en drone vokser langsomt frem i horisonten. Det bliver mere og mere og kommer tættere på. Han fordrer bækkenerne med slag og de fremavler en summende vild klang. Det er intenst i en voldsom grad.

Christian Windfeld er som ingen anden musiker herhjemme og har lavet sit eget udforskende område, hvor man som lytter får lov til, at høre noget som man aldrig har hørt før. Albummet får en stor anbefaling og i særdeleshed til lyttere der er vant til at bevæge sig i eksperimenterende lydkunst. Andre vil få en bagovervæltende oplevelse, der kan ændre ens musiklytterliv.

Bandcamp

torsdag, april 04, 2024

Emma Pilgaard: In My garden (Emma Pilgaard) LP/digital

 

Hun kommer fra det fynske jazzmiljø, hvor hun også fik prisen Årets fynske jazztalent i 2022. Sanger og komponist Emma Pilgaard debuterer med albummet In My garden, hvor hun får musikalsk hjælp af en ung kvartet, der også kommer fra den spirende fynske jazzscene.

Stilistisk er hun et sted mellem jazz, pop og singer-songwriter genren. Udtrykket er elegant og hun har en meget sikker og klar klang i stemmen, der passer godt ind i universet. Hun har skrevet sangene med sin Nun 1 årige datter på armen, da hun var spæd. Det giver næsten sig selv, at det er rolige numre, hvor der tænkes lidt mere over livet og det livet  giver os, end på noget andet tidspunkt i livet. 

Det er en debut der åbner op for en karriere til et publikum, der tanker ro og eftertænksomhed i musikken. 

Emma Pilgaard på Facebook

onsdag, april 03, 2024

Cort Lunde: Hydrophilia (Sounds for Earthly Survival) LP/digital

 

Denne gang dykker vi ned i vandet sammen med duoen Cort Lunde på det nye album Hydrophilia. På den forrige var det planternes verden de befandt sig i.

Hele side 1 er helliget makroalgen Blæretang, med en suite i tre dele. Thomas Cortes på diverse elektronik og Erik Lunde på trompet og elektronik, har været en tur omkring Blokhus, hvor de har lavet feltoptagelser og lyde af østersskaller der frembringer beatet. Charlotte Fich har indtalt en tekst om Blæretangen. Desuden medvirker der en træblæsertrio med klarinet, obo og fagot. Det er ikke udflydende musik. Der er eksempelvis en tydelig og dyb bas der binder det sammen. Klangfladerne væves sammen med beats, blæsertrio og Erik Lundes trompet. 

Cort Lunde undersøger menneskets kulturelle og teknologiske sammensmeltning med naturen, inspireret af bl.a. Donna Harraways idéer og Musique Concrete med digitale manipulationer af feltoptagelser og hydrofoniske optagelser. 

Det fortsætter på side 2 med værket Faun & Nymfe der med lyd beskriver Edward Weies postimpressionistiske maleri fra 1941. Det er indehaveren af maleriet, Statens Museum for kunst der har bestilt musikken.

Hydrophilia er en helt særlig plade, der kombinerer reallyde, elektronik og instrumenter  i et meget smukt og organisk hele. Pladen får en stor anbefaling herfra.

Cort Lunde på Facebook

fredag, marts 15, 2024

Rasmus Sørensen: Traits (April Records) >>
Rasmus Sørensen: Balancing Act (April Records)

 

Det er en double treat som April Records frister med. To plader med samme pianist i hovedrollen der udgives simultant. Den ene har været ude siden sommeren 2022 på streamingtjenesterne. Den udgives nu i fysisk form på LP og CD - og det kan jazzlyttere godt lide. Den anden er helt ny. Det er pianisten Rasmus Sørensen der sidder ved klaveret i spotlyset. Han har boet i New York i perioden 2018-2023 - og det går ikke ubemærket hen i musikken. 

På den nyeste plade er han sammen med et stjernehold bestående af den amerikanske bassist Alexander Claffy og den ligeledes amerikanske trommeslager Kendrick Scott, der er et veletableret navn med tre Blue Note udgivelser i eget navn, de seneste år på samvittigheden. Sørensen havde dem med i studiet i Brooklyn i marts 2023, hvor de i løbet af nogle få timer indspillede albummet Balancing Act. 6 numre, hvor Sørensen har skrevet tre af numrene. Overordnet set er det en energifyldt plade, der passer så meget på lyden af New York City - en sydende smeltedigel af kreativitet, mennesker og kultur fra hele verden. Rasmus Sørensen omsætter det til en klassisk lydende triojazzplade, hvor pulsen er høj og præcisionen er knivskarp. Om det er John Coltranes Mr. Day eller Rasmus Sørensens egen Courage, så er det sprudlende og sindssygt godt spillet. 

Det samme gælder Traits, som April Records har valgt at give en regulær udgivelse på CD og LP.  Det var en plade, der gik under radaren hos mig. Her er Rasmus Sørensen sammen med sin vanlige trio, der består af den svenske bassist Jon Henriksson og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio. Det er også den energifyldte triojazz, der er i fokus. Rasmus Sørensen er bror til trompetisten Jakob Sørensen, der har en tydelig nordisk tone i sin musik. Det har Rasmus Sørensen ikke. Han er i den amerikanske stil, hvor temperament, puls og time er en anden størrelse. Jeg synes at det er en fornøjelse, at høre en dansk pianist der er i midten af tyverne, der spiller med så stor autoritet i musikken. Han er et stjernefrø - og det virker som om, at det her er starten på en stor karriere. Du kan lige så godt hænge på nu, der er meget der tyder på, at det bliver en fed rejse.

Bandcamp



torsdag, marts 14, 2024

Art Roho Serving Mads Søndergaard (HHH Music) >> Art Roho Serving Hannes Bennich (HHH Music) >> Art Roho feat. Niels Flipper Stuart (HHH Music)

 

Den første udgivelse med dem slap forbi min radar i 2020 - ligesom den der kom i 2023. Nu er jeg til gengæld helt fremme på beatet med den nyeste, der udkommer 15. marts og hvor der allerede er nogle singler tilgængelige på streamingtjenesterne.

Art Roho er en duo med Jakob Roland på bas og Henrik Holst Hansen på trommer. De har lavet et projekt, hvor de inviterer en gæstemusiker indenfor. Den første fra 2020 var med tenorsaxofonisten Niels Flipper Stuart, der siden 70'erne har været kendt som sikker sideman i swing, pop og trad. jazz. Hans dejlige tone på saxofonen og store musikalitet er omvendt proportional med de udgivelser der findes med ham, hvor han indtager en hovedrolle. Det er rent ud sagt et scoop at Roland og Hansen har budt Niels Flipper Stuart indenfor. De spiller selvfølgelig en bunke standards, hvor der er masser af plads til Flipper i den lille trio setting. Den plads indtager han med stort overskud. Om det er svedigt uptempo som på den oldgamle (Back home again in) Indiana som Original Dixieland Jazz Band indspillede i 1917 og som Louis Armstrong havde som fast åbningsnummer sammen med sine All Stars eller en rolig balladeversion af Tea for Two, så er Flipper funklende som en stjerne.

På udgivelsen fra 2023 er Art Roho sammen med en langt yngre saxofonist, det svenske stjernefrø Hannes Bennich, der bla. spiller i Kathrine Windfeld Sextet. Det er en væsensforskellig udgivelse - det interessante er at Art Roho gør det samme som på Flipper-udgivelsen, de går ind og skaber et organisk og levende grundlag som Hannes Bennich indtager med uimponeret ro og sjæl. Bennich har sin egen tone, hvilket han demonstrerer meget smukt på så forskellige numre som John Coltranes Equinox og Sam Phillips’ Sister Rosetta goes before us som Robert Plant & Alison Krauss har været med til at gøre kendt. Hittet på pladen er dog utvivlsomt Ack Värmeland du sköna, hvilket også kan ses på Spotify, hvor den har rundet 1.3 mio afspilninger.

Det nye album er sammen med pianisten Mads Søndergaard og noget andet end de to plader med saxofonen i front. De åbner albummet med Gillian Welch’s Dark turn of mind, her er vi ovre i det roots inspirerede område. Ellers er det et album med smuk og luftig klavertriojazz. Det kan godt være at Mads Søndergaard ikke er så kendt i bredere jazzkredse. Det siger ikke noget om mandens talent, det er nemlig stort. Han befinder sig et sted mellem de amerikanske traditioner og den nordiske melankoli. Der er både noget Bill Evans (de spiller The Peacocks) og Keith Jarrett på spil. Jakob Roland og Henrik Holst Hansen er som på de to andre udgivelser, veloplagte og lyttende. De giver Mads Søndergaard et spotlight som han træder ind i uden problemer. Som en lille - ikke uvæsentlig - ting skal det nævnes at lyden er rigtig god på alle tre udgivelser. Henrik Holst Hansen er også lydtekniker og kæler virkelig for lyden. 

Alle udgivelserne er ude på streamingtjenesterne. Rygtet siger, at de har flere udgivelser i støbeskeen.

Art Roho

fredag, marts 08, 2024

Various Artists: MEUF vol. 2 (Barefoot Records) digital

 

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Det fejrer Barefoot Records og saxofonisten og komponisten Maria Dybbroe med albummet MEUF vol. 2. Albummet præsenterer 19 kvinder fra den eksperimenterende musikscene i Norden. Det er anden gang at Dybbro kuraterer et album med kvindelige musikere, der udkommer d. 8. marts.

Det er værd at bemærke at den eneste genganger på vol. 2 er Dybbroe, hvilket giver god mening, når det er hende der står bag samlingen. I år spiller det ind på udvalget af musikere, at hun bor i Oslo og er tæt knyttet til Norges eksperimenterende musikscene. Albummet åbner i den milde ende, hvor sfæriske norske folketoner strømmer os i møde med duoen Camilla Hole på sopransax og Guro Kvifte Nesheim på det 10-strengende strygeinstrument Hardanger D’amore. På det efterfølgende nummer skiftes der stemning og stil. Det dystre drone nummer Siren er betagende. Dybbroe har komponeret nummeret Vi ser havet i det fjerne - der kommer i to dele på pladen. Den fremføres af Lisa Marie Vogel på bratsch og Bettina Ezaki på violin. Et nummer der placerer sig ude i havet mellem folkemusik, improvisation og klassisk musik.

Danske Amalie Dahl der bor i Norge har en forrygende improviseret altsax duet sammen med belgiske Ornella Noulet på Brussel’s antimatter. "Dette album kredser ikke om nogen specifikt, men hylder snarere kraften i kollektiv synergi," siger Maria Dybbroe om albummet. Det er en meget inspirerende udgivelse, der sætter en tyk streg under, at den eksperimenterende musik trives og er i udvikling. Det er uforudsigeligt og selvfølgelig kun et ekstra plus, at Maria Dybbroe så tydeligt gør opmærksom på kvinderne med denne udgivelse.

Bandcamp

torsdag, marts 07, 2024

Sanne Graulund: Context (Sanne Graulund) LP/digital

 

Den her plade fortjener at mange flere opdager den. Da jeg hentede den ved min lokale pakkepusher, kørte radioen - og ud af den strømmede en cover-version af Robyns udødelige hit fra 2010, Dancing on My own. Mellem os sagt var det en lidt fesen og kedelig udgave i langsomt tempo. Sådan skal det måske være, når man skruer ned for tempoet på et dansegulvshit? 

Nej, det skal det ikke! Udover at lægge titel til Sanne Graulunds LP, så har hun lavet den i en helt anden version. Hun gør den til sin egen i en nedkølet version med indre varme. Det er svært at pille ved et elektronisk dansegulvshit. At føre den en anden vej, hvor jazz og glødende nærvær er tilstede, er lige præcis det Sanne Graulund gør - endda toppet med en fed saxsolo fra Jan Harbeck der lyder som Jan Harbeck. Faste læsere af denne blog ved, at jeg er meget tilfreds når det er tilfældet.

Pladen er andet end Robyns hit. Sanne Graulund der spiller klaver og synger har lavet den i tæt samarbejde med Carsten Skov, der spiller vibrafon og har produceret. Hun har valgt en række numre af andre kunstnere og lukker albummet ned med sin egen You will see. Valget af numre svinger mellem jazzstandards som eks. Moon River og rocknumre som Radioheads No Surprises og David Bowie 5:15 The Angels have Gone. 

Det er en dejlig rolig plade, hvor den musikalske indpakning og Sanne Graulunds varme stemme passer godt sammen og er stemningsskabende. Den vil jeg vende tilbage til for, at genhøre Bowie og Robyn-numrene og de lige så fede udgaver af Sonny Bonos Bang Bang og Hoagy Carmichaels The Nearness of you.

Sanne Graulund

onsdag, marts 06, 2024

Marilyn Mazur Group: Flow (Clap Your Hands) CD/digital

 

Hun er og kan så meget. Det her opfatter jeg dog som Marilyn Mazurs kerne, som Mazurs hjertemateriale. Det er sandsynligvis også fordi, at jeg holder allermest af hende i denne setting. Når hun folder sine mange musikalske farver ud. Hun er sammen med Fredrik Lundin på sax og fløjte, Krister Jonsson på guitar og Klavs Hovman på bas. Musikere som hun har spillet sammen med i mange år i mange sammenhænge. Det giver tryghed og det giver lytteren mulighed for at høre trommemennesket Marilyn Mazur, der ned til mindste detalje håndkolorerer et sort/hvidt billede med så megen dybde, at det kommer til, at fremstå tredimensionelt.

Hun spiller på trommer, kalimba, percussion og bruger stemmen. Der er klokker, gonger og andet godt fra Mazurs store trommeværksted. Lundin tager sig af både mezzosopran og tenorsax og basfløjte. Det er musik der trækker på mange forskellige musiktraditioner og -kulturer. De fire musikere fører os igennem musikken med stor sikkerhed og præcision. 

Bandcamp

tirsdag, marts 05, 2024

Cornelia Nilsson: Where do you go (Stunt) LP/CD/digital


 Det er som at høre to albums på en gang. Først et nummer fra den ene og så et fra den anden. Det er heller ikke helt tilfældigt, da det drejer sig om to sessions med halvandet års mellemrum med forskellige musikere. Det er den i Danmark bosiddende svenske trommeslager Cornelia Nilsson der debuterer med albummet Where do you go? Hun er på ingen måde grøn ud i trommespillet og har huseret i det københavnske jazzmiljø i flere år.

På den ene session er hun sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks og på den anden er det den ungarske saxofonist Gabor Bolla, der også bor i København. Den ligeledes i København bosatte, svenske bassist Daniel Franck er med på begge sessions. Som Ned Ferm, der også er pladens producer, skriver i pladens linernotes, så udforsker hun rum og skønhed sammen med Aaron Parks på deres 6 numre sammen. Mens der helt bogstaveligt brænder en ild i tre af de fire numre som hun har lavet med Bolla. Jeg er vild med begge sessions.

Når Bolla tænder op for bålet med Ornette Colemans The Sphinx eller standarden East of the sun and west of the moon, så er Cornelia Nilsson benzin på bålet. Det er sprængfarligt! Sammen med Parks er det noget helt andet og mere sanseligt. Lyt feks. Cornelia Nilssons komposition The Wanderer, hvor de smelter sammen i et roligt valsende tempo, hvor der anes uro lige under overfladen.

Jeg havde foretrukket to mere sammenhængende albums - nu er det et flot visitkort fra en af den københavnske jazzscenes mest spændende trommeslagere (og musikere) lige nu.

mandag, marts 04, 2024

Anke Helfrich: We’ll Rise (Enja Yellowbird) CD/digital

 

Den er nomineret i kategorien Album of the year til Deutscher Jazz Preis, der finder sted til april. Jeg har af mange - nogle bedre end andre - grunde ikke hørt alle tyske jazzalbums - men tror at den har en god chance.

Pianisten Anke Helfrich har lavet et album der er er gennemsyret af jazz sammen med sine vanlige musikere, Dietmar Fuhr på bas og Jens Düppe på trommer. Der hvor albummet skiller sig ud fra den store flok, er det budskab som Anke Helfrich vil ud med. Op gennem historien har bemærkelsesværdige kvinder præget verden med deres bidrag og præstationer. Nogle er blevet kendte mens andre uretmæssigt er glemt. Det er fokus for Anke Helfrich, der meget passende lægger ud med at hylde den amerikanske jazzpianist Geri Allen, der døde kort efter sin 60 års fødselsdag i 2017. Nummeret indledes med Terri Lyne Carrington, der fortæller om Geri Allens betydning for hende, for andre og for musikken. Geri Allen er en rollemodel for Anke Helfrich og mange andre. 

Der er numre der hylder maleren Frida Kahlo, den italienske skuespiller Giulietta Masina og den franske instruktør Alice Guy-Blanché. Sprinteren Cathy Freeman hyldes på ‘Cos I’m free, hvor Adrian Mears gæster på didgeridooo og senere skifter over til trombone. Det er et forrygende dynamisk nummer, der vitterligt lyder af svævende frihed. Thelonious Monk er en af Anke Helfrichs store forebilleder. På The Nell-Nica sætter hun fokus på to vigtige kvinder i Monk’s liv. Hans hustru Nellie Mona, der sørgede for at kradse Monk's hyre ind og Nica de Koenigswarter, den britiske baronesse som Monk mødte i Paris i 1954 og som siden hjælp ham på mange måder. Monk hylder dem i øvrigt selv, på henholdsvis Crepscule with Nellie og Pannonica. Helfrich går ind i Monks musik og kommer ud med et frisk take på traditionerne. 

Albummet lukkes ned med en soloklaverudgave af Duke Ellingtons Sophisticated Lady, som Helfrich dedikerer til sin moder. En passende afslutning på et meget personligt album, der giver noget til lytteren. We’ll Rise er ikke et traditionelt tribute-album, det er meget mere end det.

Anke Helfrich

fredag, marts 01, 2024

Little North: While you wait (ACT Records) LP/CD/digital

 

Der har været fart på Little North siden den første plade med dem på April Records kom i maj 2020. Allerede to år efter havde de udgivet tre plader og spillet på den store internationale messe Jazzahead i Bremen. Jeg ved ikke om det var der, hvor kontakten til det toneangivende tyske pladeselskab ACT blev skabt. 

Faktum er at Little North nu debuterer for ACT og er klar til den store (jazz)verden. Klavertrioen følger ikke en fast skabelon med deres udgivelser. Denne gang har de den norske trompetist Oscar Andreas Haug med som gæst på deres album While you wait.

 ACT er ikke bange for at nævne et par af deres største kommercielle succeser, Esbjörn Svensson og Bugge Wesseltoft i sammenhæng med Little North. Det handler selvfølgelig om den nordiske jazz, der også har et stort publikum syd for Kruså. Little North nævnes som den nye generation, hvor melodi og melankoli flettes elegant ind i triojazzen.

Trioen + Oscar Andreas Haug skuffer på ingen måde. Det er en velfungerende og sammenhængende plade, hvor trioens sammentømrede kollektiv sagtens kan folde sig ud og byde en storspillende trompetist indenfor. Det er et stærkt udspil fra Little North der skruer mine forventninger i vejret til et internationalt gennembrud.

Bandcamp

torsdag, februar 22, 2024

farvel: farvel (Movement shaped like a heart) digital

 

Det er ikke nødvendigvis musik man direkte sætter en label på og hvis man gør, så kunne det lige så vel gå i retning af støjrock som eksperimenterende jazz. Den aarhusianske trio farvel skriver konsekvent bandnavnet med lille begyndelsesbogstav og har givet titlerne på albummet der også hedder farvel, numre i stedet for titler. 8 kommer efter 29 og 30 og før 14.

Det er i musikken at budskaberne skal findes. De går fra det introverte til det ekstroverte. Det svinger mellem melodi og fuldstændig opløsning. De tre musikere Halfdan Magnus Stefansson på guitar, Gustav M.K. Lauridsen på bas og Jens Højbøge Mosegaard på trommer skaber poetisk støj og en knitrende stærk stemning med deres musik. 

De lukker albummet ned med det eneste nummer der har fået en titel, “alt stort er stille” - og det kan man så passende tænke over, mens pladen og musikken lige så langsomt diffunderer ind i krop og sjæl.

Movement shaped like a heart

onsdag, februar 21, 2024

Simon Toldam: Fem små stykker med tid (ILK) LP/digital

 

Det er konkret i samme grad som hvis albummet havde heddet Klaver spiller af et menneske med hoved, hænder og fødder. Det er Fem små stykker med tid som Simon Toldam spiller på albummet af samme navn.

Simon Toldam fortæller, at musikken handler om mellemrum, og giver lytteren mulighed for at være tilstede mellem lyde, toner og klange. Som et Hammershøi ́sk tableau, der ikke fortæller en konkret historie, men giver dig mulighed for at digte din egen. 

Når jeg hører pladens første nummer, To linjer er der langt mellem hvert klaveranslag. Faktisk er der provokerende langt, når det sættes i forhold til den tid som vi lever i. En tid hvor fremskridt, udvikling og vækst sker i så høj fart, at vi glemmer det der skete for et øjeblik siden. Simon Toldam vover sig ind i et musikalsk rum, hvor han giver lytteren plads til ro og eftertanke. 

Den er udgivet på klar vinyl i et gennemsigtigt stift akrylcover. Jeg har desværre ikke fået et af de 77 eksemplarer til denne anmeldelse. Jeg måtte nøjes med en promo-CD i papcover. LP coveret er en væsentlig del af den kompromisløse udgivelse. Simon Toldams plade folder sig først ud, når den rammer den enkelte lytter, der skaber sit eget rum og sine egne billeder. Pladen er optaget i Sendesaal i Bremen og meget flot og ren lyd.

Simon Toldam

lørdag, februar 17, 2024

Inger Marie Gundersen: Five Minutes (Stunt) >> Emilie Schiøtt: like a sunday (ETCO)

 

Det er ikke fordi at det er en tendens. Det har været her i mange år. Sangere af hunkøn i den poppede ende af jazzen finder altid et stort publikum. Jeg kunne også have tilføjet noget med singer-songwriter og Joni Mitchell. Særligt kan man med en stil, hvor musikken er organisk, håndspillet og i et roligt balladetempo, finde et stort publikum. Her er Norah Jones' gigantiske og uforudsete gennembrud med Come away with me fra 2002 og Eva Cassidys posthume succes med Songbird to gode eksempler på genren, hvor det ikke handler om hurtige hits. Det handler om varme, ro og tændte stearinlys (hvilket ikke skal forstås negativt).

Her er to aktuelle eksempler på genren. Den første er med norske Inger Marie Gundersen, der befinder sig aldersmæssigt i midten af 60'erne. Det danske pladeselskab Stunt har med stor succes udgivet plader med hende i over 18 år. De følger som regel en ret fast skabelon med cover versioner af både kendte og ukendte sange. På den nye gælder det eksempelvis The Rolling Stones' Wild Horses, Dire Straits' Why worry og Rod Stewarts' Sailing. Pladen er blevet til i samarbejde med den succesrige norske musiker og producer Espen Lind, der nok kan skære et pophit men rent faktisk også går ind i Inger Marie Gundersens musikalske univers med respekt. Det er der kommet et behageligt album ud af. Inger Marie Gundersen er ikke stagneret - hun kan stadig flytte sig indenfor den ellers ret afgrænsede genre.

Danske Emilie Schiøtt har allerede haft godt fat i streamingpublikummet med 2017-albummet After the rain. Nu er hun klar med en opfølger, hvor hun har allieret sig med erfarne folk som Chris Minh Doky på bas, Mathias Heise på mundharpe, Gustaf Ljunggren på diverse strenge, Pelle Fridell på saxofon, Jonas Krag på guitar og flere andre. Emilie Schiøtt går ikke cover-vejen. I stedet er det den 77 årige Michael Soltau der har skrevet musikken, ligesom han havde skrevet den på det forrige album. Stine Luise har skrevet teksterne. Soltaus værker har ikke tidligere set dagens lys. Stilistisk befinder hun sig i jazz, pop, country, bossa og blues stilarterne. Fælles for dem alle, er at det foregår i balladetempo. Mon ikke hun atter finder mange lyttere til sin musik. 

Inger Marie Gundersen

Emilie Schiøtt på Facebook

fredag, februar 16, 2024

Bévort 3: Northbound (Bévort 3) CD/digital

 

Det er ikke den tvivlende eller søgende jazz, der præger Bévort 3's nye album. Bandleader, komponist og saxofonist Pernille Bévort efterlader ikke hendes to musikere, trommeslageren Espen Laub og bassisten Morten Ankarfeldt alene på perronen. Der er udstukket en klar og tydelig plan for det der skal ske. Form, farve, struktur og retning lægges frem og det er ikke musik for tal eller farveblinde (altså i overført betydning). 

Det er røvkompliceret jazz som Pernille Bévort udsætter sine to musikere og ligeledes lytteren for. Det er ikke den slags der vinder ved, at skulle dele opmærksomheden med noget andet. Til gengæld er det jazz der bliver ved med at give. Der er så mange lag og teksturer i Pernille Bévorts opsætning af musikken. 

Når man så sætter fokus på en ting, musikken, udfolder Bévort den på fineste vis. Der er den rolige og kølige åbner Northbound der fører os over til næste nummer, My Soft spot, hvor der kommer mere varme. Sådan bliver vi ledt gennem et vellykket album fra en dansk saxofonist der insisterer på at holde jazzfanen højt. 

Pernille Bévort

torsdag, februar 15, 2024

Gunde on Garner: At Termansens (Termansen Music) LP/digital

 

Henrik Gunde er af de helt store jazzpianister i Danmark. Om det er stort med DR Big Band, intimt med Jan Harbeck, salmer med Janne Mark eller nordisk med Jesper Bodilsen og Morten Lund så sætter han sit personlige aftryk. Han har en stor bredde og leverer altid med stor indlevelse og nærvær. Som eksempelvis hans kærlighed til pianisten Errol Garners meget markante spillestil, som han har kredset om i mange år. Nu er han atter tilbage ved Errol Garner i Gunde on Garner projektet, hvor han spiller numre som Errol Garner ville have spillet dem. Han har tidligere lavet tre plader med Gunde on Garner. 

Denne gang er han sammen med Nicolas Kock på bas og Karsten Bagge på trommer, tjekket ind på det lille spillested Termansens i Ribes midtby. Det er også pladeselskabet med udgangspunkt i spillestedet der har udgivet pladen - på vinyl og streamning, selvfølgelig. Det er den første fra deres side - og det er en god start.

Det er definitionen på veloplagthed der strømmer lytteren i møde allerede fra starten. Trioen kommer ud over rampen med det samme. Henrik Gunde har valgt melodier fra pop og jazz. Fra USA, Danmark og England. Det er en fornøjelse at høre så væsensforskellige melodier som Stevie Wonders Have a talk with god og Fuzzys tema til TV-serien En by i provinsen i fuldstændigt samme vibe. Eller hvad med Shu-Bi-Duas Knuden eller Dario Campeottos Angelique? Det er en jazzplade, hvor der er en overhængende fare for at du forbliver i godt humør resten af dagen, når du har hørt den. 

Det er selvfølgelig bedst med LP’en - men der er noget der tyder på, at den burde have været et dobbeltalbum, da der er seks ekstra numre på streamingtjenesterne, bla. The girl from Ipanema og Hotel California.

Termansens

onsdag, februar 14, 2024

Dan Hjorth: Dama Dama (Jaeger Community) digital

 

Pianisten Dan Hjorth har lavet et spændende debutalbum. Jeg har oplevet ham som pianist med Niels Munks Fantasilaboratoriet, hvor han gjorde stort indtryk. Nu er han gået sammen med to stærke personligheder fra den danske jazzscene, bassisten Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome og trommeslageren Thomas Eiler fra SVIN. Hvis man kender noget til de to herrers meritter, så ved man, at det ikke er en standardhyldevare som de byder ind med. 

Det taler til Dan Hjorths fordel at han kan tøjle og udfordre de to. For det er lige det han gør med albummet Dama Dama. Det er den abstrakte og improvisatoriske jazz der danner udgangspunkt for Dan Hjorths musik. Han fører os gennem smukke melodistykker og ekspressive udladninger. Det veksler mellem spændinger og steder hvor der gives slip. Han befinder sig ikke i en tydelig nordisk, europæisk eller amerikansk stil. Han er noget andet - og har et imponerende vokabularium på klaveret. Stærk debut fra en pianist der skal længere frem i lyset.

Dan Hjorth

tirsdag, februar 13, 2024

Jacob Djursaa: Drømmesyn (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er på mange måder en vild udgivelse. Musikalsk er det til gengæld ikke vildt i traditionel forstand. Der er en ro i musikken der maner til eftertænksomhed. Det i en grad, så jeg ville have skudt manden bag musikken til at være langt mere erfaren og noget ældre end det er tilfældet med guitaristen Jacob Djursaa. Det er en moden debutplade han har lavet. 

Han er sammen med jævnaldrende musikere, Dan Hjorth på piano, Nikolaj Bangsgaard på trommer og Samuel Kiel på bas på albummet Drømmesyn. Som den sidste mand er det den langt mere erfarne Thomas Fryland på trompet. Han passer godt ind i Djursaas musikalske dagsorden. 

Drømmesyn er ikke et album der handler om at positionere Jacob Djursaa som stjerneguitarist i dansk jazz, selv om der ikke skal herske nogen tvivl om, at jeg sjældent har hørt nogen dansk guitarist spille så sikkert guitar a la Pat Metheny (den rolige Metheny). 

Drømmesyn er Djursaas kompositioner og musik. Musik der sender lytteren gennem delikate, kraftfyldte, indadvendte og komplekse strukturer båret af en spirituel og melodisk åre. Djursaas musikere forløser kompositionerne flot og behageligt. Pladen er en kollektiv præstation, hvor jeg sidder tilbage med en ekstra begejstring over Djursaa, Fryland og Hjorth.

Jacob Djursaa

mandag, februar 12, 2024

Jacob Anderskov: I sang (April Records) LP/CD/digital

 

Dagbladet Information er begyndt på en serie, hvor de kommer med 20 forslag på den smukkeste danske sang. Jeg har det svært med den slags kåringer - og så i Information?! Heldigvis er det rimeligt forudsigeligt, at mange af sangene skal findes i Højskolesangbogen. Det samme mener Jacob Anderskov også med hans nye album I sang, hvor han fortolker 8 danske sange fra Højskolesangbogen - uden dog at postulere noget om at det er de smukkeste danske sange.

Han åbner sangene op på ny. Som Kresten Osgood så rammende skriver i pladens linernotes: “…i Anderkovs musik er der en modstand, som alle verdens rumklange ikke kan skjule. En ambivalens mellem kærligheden til disse melodier og ønsket om at åbne dem helt op. Tough love.”

Det er imponerende nok ikke noget problem for Anderskov af sende velkendte sange som Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede eller Otto Mortensens Du danske sommer jeg elsker dig ind i et Anderskov’sk jazzunivers, hvor melodien vendes rundt og belyses fra nye vinkler. Der er så megen umiddelbarhed og dybde i fortolkningerne. 

Han er sammen med Kasper Tranberg på trompet og Jakob Høyer på trommer. Undervejs dukker Soffie Viemose og Jakob Munck op og synger - ligesom Hospitalskoret Cartilago er med på en helt forrygende Se nu stiger solen. Kasper Tranbergs mutede trompet i stil med Miles Davis på den afsluttende Jeg ved en lærkerede, er sammen med Anderskov beroligende klaver, lyden af en dansk sommer som vi kender den; uforudsigelig og alligevel elskelig. 

Jeg vil anbefale Information, at de lytter til Jacob Anderskov inden de kommer for godt i gang med alle deres ord om danske sange. Det er langt mere givende at lytte til nutidige og musikalsk kommenterende fortolkninger.

Bandcamp

søndag, februar 11, 2024

Knudsen/Bremer/Ewert: Bushbabies (Bignote) LP/digital

 

Meget kan man beskylde Niclas Knudsen for - men ikke at være stillestående og kedelig. Nu er han gået sammen med bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Felix Ewert der begge spiller i Tabloid - og har gang i  karrieren i så forskellige ting som Bremer/McCoy og Andreas Odbjergs liveband. Knudsen trykker den af med både Ibrahim Electric og Kalaha på landets livescener. På streamningtjenesterne er det som Niclas Knudsen Trio og The Jazz Seekers han spiller behagelig jazz - mens han i øvrigt også har lavet nogle plader hvor han synger på dansk.

Her er Bushbabies endnu et skud på Niclas Knudsens vidtfavnende musikaske træ. Selv om pladen ikke minder om noget som han har lavet før, så er jeg ikke i tvivl da jeg hører guitaren. Han har sin helt egen stemme på guitaren.

Musikken har Niclas Knudsen skrevet på en rejse til Zanzibar og det har da uden tvivl inspireret ham til afrobeat og high life tonerne der er på pladen sammen med inspiration fra cumbia og de tre danskeres ophav. Uptempo nummeret Desertmen og den mere rolige Selous hører til blandt favoritterne på pladen. Bushbabies er endnu et Niclas Knudsen projekt der er værd at bruge tid på.

Bushbabies på Facebook


søndag, februar 04, 2024

Hvalfugl & Who Killed Bambi - koncert I Musikhuset Aarhus d. 31. Jan. 2024 >> Hvalfugl & Who Killed Bambi: Drømme (Hvalfugl) >> Hvalfugl: Strømmer (Hvalfugl)

 

Trioen Hvalfugl har eksisteret i 8 år. De startede på konservatoriet i Aarhus, der ligger sammen med Musikhuset. Det var udgangspunktet for koncerten onsdag aften i den forgangne uge. Kulminationen på en lille turné, der sluttede i en forlængst udsolgt Lille Sal i Musikhuset. Her havde Hvalfugl taget den populære ag meget efterspurgte strygergruppe Who Killed Bambi med. Kombinationen af Hvalfugls smukke melodier, der har klare nordiske inspirationer og Who Killed Bambis sikre og filmiske strygere er genialt.

Det blev meget tydeligt de da mødtes på scenen, hvor vi også fik mulighed for at høre flere Hvalfugl numre med strygerledsagelse end der er på EP’en Drømme. Who Killed Bambis leder og braschist Mette Dahl Kristensen har arrangeret strygerne og det lyder mildest talt perfekt. Hun sanser og fornemmer Hvalfugls musikalske univers - og har lavet strygerarrangementer der komplementerer og udvider lyden af Hvalfugl.

EP’en og koncerten blev indledt med Kaskader af glemsel der blev spillet alene af strygerne. Nummeret er også med på de to foregående EP’er. Til slut i koncerten fik vi den endnu en gang, nu med alle musikerne. Nummeret bruges til at beskrive lyden af det igangværende projekt. En indikator for hvor Hvalfugl er lige nu.

På den forrige EP, der udkom sent i efteråret 2023 var den selvfølgelig også med. Den lukker EP’en Strømmer ned. Her spiller Jonathan Fjord Bredholt den på harmonium. Han spiller ellers overvejende på opretstående klaver og på et præpareret flygel. Hvalfugl der også tæller guitaristen Jeppe Lavsen og bassisten Anders Juel Bomholt har en meget stærk identitet og lyd. De har skabt noget unikt og originalt der lyder som noget man har hørt før og alligevel ikke.

Da koncerten sluttede, rejste den fyldte sal sig begejstret og klappede intenst og længe, som tak for en koncert der indeholdt så meget af det, der gør en levende musikoplevelse til noget særligt. Nærvær, fællesskab og koncentration.

EP’erne er en god forlængelse af koncerten og i øvrigt nr. 2 og 3 i Hvalfugls EP-serie.

Hvalfugl