Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (NorCD)

Norge har fostret flere stilskabende jazzsangerinder. Karin Krog, Sidsel Endresen og Radka Toneff, hvor sidstnævnte i 1982 udgav albummet Fairytales sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Hun begik kort efter selvmord i en alder af 30 år. Albummet regnes for at være et af de største i norsk jazz. Uden yderligere sammenligninger har sangerinden Torhild Ostad på sit første album i 21 år, valgt udelukkende at have selskab af en pianist i studiet. Valget er faldet på Carsten Dahl.

Han spiller sanseligt og indføleligt smukt. Noget som er hørt før i hans mange soloprojekter. Den store og afgørende forskel er at Dahl i dette tilfælde skal kommunikere med en anden i spillet. Her er Dahl ekstremt meget til stede for Ostad. Der er dybde og en spænding i spillet. Det er Tohild Ostads første plade siden debuten i 1996. Den nye plade kommer også til at kunne stå den samme distance. Det er musik der ikke kender tid og rum. Det er ophævet. Ostad og Dahl er sammen i en sky af åndelig og følelsesvarm musik.

Torhild Ostad er dybt forankret i norske folkemusiktraditioner, noget der afspejles i sangene. Carsten Dahl indfanger det. Han spiller på flygelet i det legendariske Rainbow Studie i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Lyden der kommer ud af Dahls spil er naturrig. Skove, fjelde, elve og dale fremmanes. Ostads tekster kredser om livet, om kærligheden og om troen. Sikke et norsk-dansk samarbejde! Det er både originalt og fuld af traditioner.

Norcd.no

Django Bates featuring Frankfurt Radio Big Band: Saluting Sgt. Pepper (Edition Records)

For 30 år siden købte jeg min første CD afspiller. Det nye digitale vidundermedium havde været på gaden i nogle få år. De kronede dage for genudgivelserne kunne så småt begynde. Pladerne kostede 160,-, så det var ikke hvad som helst man smed sine penge efter. Da Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band udkom på CD på tyve års dagen for udgivelsen, var der ingen vej uden om. It was twenty years ago today...

Nu er der gået 50 år siden udgivelsen af det album, der med rette betragtes som et mesterværk i helt egen klasse. The Beatles er forlængst en saga blot. Paul McCartney er lige fyldt 75 år. Så hvad er mere passende end at genskabe Sgt. Pepper i en big band version? Jeps! Jeg er ironisk. Det er ikke passende. Det er i stedet grænsende til kedeligt. Hvis ikke det var fordi...

At den engelske jazztroldmand Django Bates tilfældigvis var indblandet i projektet sammen med danske Eggs Laid by Tigers. Frankfurt Radio Big Band lægger big band til genskabelsen. For at tage det positive først, så er det en udelt fornøjelse at høre danske Martin Ullits Dahl lægge stemme til musikken. Han har en stemme der er som skabt til The Beatles' musik. Han lyder både af McCartney og Lennon.

Mine forventninger til et projekt med Django Bates, der fik Jazzpar Prisen for 20 år siden, bliver til gengæld ikke indfriet. Han er alt for flink. Der er næsten tale om en 1:1 genskabelse af musikken, der oprindeligt var revolutionerende fordi The Beatles blandede genrer på en ny måde. Det er det som Bates genskaber. Hvor han tidligere har været kendt som en ukonventionel og konformitets nedbrydende arrangør med Loose Tubes, er han landet i rollen som kedelig underholder. En fyldt koncertsal skal pleases. De elsker Sgt. Pepper som den er og ikke som den kunne have været.

Der sniger sig små snirklede øjeblikke ind undervejs, der kun efterlader et ønske om meget mere af den slags. 

editionrecords.com

Fabel (Jaeger Community Music) video

Da jeg talte med trompetisten Jakob Sørensen om den kommende udgivelse med trioen Fabel, spurgte jeg selvfølgelig om den kom på vinyl ligesom den forrige udgivelse. Det gjorde den ikke, svarede Jakob. Den kom muligvis heller ikke på CD, men i stedet som video udgivelse. 

Nu er den så udkommet og der kom også en CD, men det er ikke den der er det primære produkt. Det er videoen, som kan ses i sin fulde længde på trioens hjemmeside. 28 minutters levende billeder skabt af André Hansen til de 8 numre.

Vi starter på en varm dansk sommerdag med nummeret De Vandrende. Les Feuilles er en gruppe unge mennesker i sort/hvid på en regnvåd aften med bål på asfalten. Stærekasser er nogle unge mennesker med hvid maling. Står på tæer er en kvinde der ser på billeder, henter vand og ser sin mand falde om i græsset. I nummeret Stork følger vi en arkæolog. I videoen til Ni Buk ser vi en balletdanser. Vi er med i skoven sammen med en jæger på nummeret Uden titel. I det sidste nummer, Mundelstrup ser vi en ung pige gående i et kondemneret(?) rum i Mundelstrup(?).

Som det forhåbentlig fornemmes af mine beskrivelser er videoerne stemningsbilleder, der understøtter og udvider musikken. Jakob Sørensen er sammen med bassisten Jens Mikkel og pianisten Kasper Staub på et musikalsk meget stemningsmættet album. Det er flydende smukke ballader med et tydeligt afsæt i det nordiske tonesprog. Her passer billederne også rigtigt godt til musikken. Der er dog en enkelt gang, hvor det træder lidt for meget ved siden af. Stærekasser har ikke samme kunstneriske niveau som de andre numre. Det er ganske enkelt for fjollet med de unge mennesker iført maling. Åbningsnummeret til De vandrende kunne være en smagfuld reklamevideo for Djursland. Den er meget vellykket. Jeg har ikke set videoerne lige så meget som jeg har hørt musikken. Det har jeg så til gengæld gjort mange gange og vil give Fabel den helt store anbefaling. Det er meget vellykket og intenst. Jakob Sørensen har for tredje gang lavet en inspirerende og smuk plade, der lyder af Danmark. 

Fabeltrio.dk

Marcela Lucatelli/Erik Kimestad Pedersen/Henrik Olsson (egen udgivelse) 10” orange vinyl

Der er ikke nogen angivelse af hastigheden på denne 10” vinyludgivelse. Det er altid et af de mere spændende elementer, når vi har med eksperimenterende musik at gøre. Ret hurtigt finder jeg frem til at den skal køre med 33 1/3 omdrejninger. Guitaristen Henrik Olsson, der bl.a. spiller med The Hum og Penumbra Ensemble har en duo sammen med trompetisten Erik Kimestad, der bl.a. spiller med Horse Orchstra og Kresten Osgood. I denne duo har de lavet en anti-rutine i deres spil. Det vedligeholdes f.eks. ved at invitere en tredje musiker ind i projektet. De mødtes med den brasilianske stemme/performance kunstner Marcela Lucatelli i Black Tornado Studiet tilbage i februar måned. Det gik så godt, at de blev nødt til at udgive musikken.

På en orange vinyl, der er udgivet i 100 eksemplarer, bliver vi som lyttere lukket ind i en underlig verden der i første omgang lyder bimlende skør. Lucatelli er stemmekunstner og har næsten lige udgivet sit eget album, Phew! 

I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise. Olsson går i en enkelt af pladens fire skæringer over i noget kantet punklignende guitarspil. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg genkender noget. Ellers er der ikke noget som helst genkendeligt. Ønsket om anti-rutinen lykkes til fulde. At der står trumpet ud for Erik Kimstads navn på pladen er også en hjælp, da jeg ikke umiddelbart kan identificere det gyldne horn. 

Det er en plade til de nysgerrige uden fordomme. Det er farligt og spændende.

Bonusinfo:

De spiller ved Barefoot Records jazzfestival arrangement på H15 d. 8. Juli kl. 20.00

marcelalucatelli.co

Sermon Organ Combo (Gateway) LP

Guitar, Hammond og trommer. Så er grundlaget for den gode stemning sikret. Når man så vælger at køre ned ad den vej, hvor man møder souljazz, Memphis-soul, blues og en sjat cubansk musik, så er der ikke langt til mit hjerte. Guitaristen Bergur Nielsen står i spidsen for trioen Sermon Organ Combo. Han debuterede med pladen West of Somewhere for tre år siden. Dengang var stilen støvet og twangy nordisk jazz. Det er vi meget langt fra denne gang. Han er sammen med Rasmus Stenholm på Hammond, der selv har et par gode Hammondjazz plader på samvittigheden og trommeslageren Lasse Funch Sørensen.

Spørgsmålet er så om verden behøver endnu en Hammondjazz-plade? Ja det gør den da, når man smider sådan en sag på gaden, som Sermon Organ Combo. Det er et ubesværet og dejligt selskab med råswingende grooves. Bergur Nielsens guitar placerer sig fornemt i rummet, hvor Grant Green kigger over skulderen. De spiller med så meget overskud, at de kan tillade sig at læne sig tilbage i musikken, så kanten bliver løs og levende. Det er et kæmpeplus for en stil der kan spilles af mange. Det handler ikke kun om at spille. Det handler også om , at hælde sin sjæl ned i instrumentet og lade det bløde. Det gør Sermon Organ Combo.

Bonusinfo:

Trioen spiller d. 4. juli kl. 21.30 på Nørrebro Bryghus. 10. og 12. juli kl 19.00 på Tango y vinos, 14. juli kl. 22.30 på Café Bopa og 16. juli kl. 20.00 på Studenterhuset.

facebook.com/SermonOrganCombo

Mads Vinding Trio: Yesterdays - Live in Copenhagen 1997 (Stunt) >> Mads Vinding 4tet: Standards (Storyville)

Den italienske pianist Enrico Pieranunzi begyndte i 1997 at spille sammen med bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel på foranledning af Mads Vinding. Det udløste en turné og CD'en The Kingdom (where nobody dies), der også blev kåret som årets bedste danske bedste jazzplade. Nu er der dukket en CD op med optagelser fra  trioens koncert på Copenhagen JazzHouse i november 1997. 

Der er kun en enkelt gentagelse fra The Kingdom pladen, standarden My foolish heart. Derudover præsenteres vi for klassisk triojazz materiale som Kerns Yesterdays, Rodgers' My Funny Valentine etc. Det er mildest talt godt. Der er kun en Pieranunzi komposition på pladen, som studieindspilningen ellers havde flest af.

Peter H. Larsen har som i 1997, skrevet covernoterne. Han beskriver Pieranunzi som en generøs Keith Jarrett, hvilket er meget tydeligt i musikken, der flyder over af inspiration og spilleglæde. Vinding og Riel er på toppen i samarbejdet med Pieranunzi.

Der er også kommet en anden plade, hvor Vindings navn står først og det er en anden der stjæler rampelyset. Sidste år kom den første plade med den nordjyske sangerinde Margrete Grarup, med megen ros til følge. Pladens eneste problem var at den strittede i mange retninger, hvilket vel er forventeligt, når man debuterer i så sen en alder og kan så meget. Denne gang er fokus lagt på ren jazz. Seks standards, hvor Grarup akkompagneres af en sejt spillende trio med Vinding ved styrepinden. Carsten Dahl på piano har det som en fisk i vandet og Niclas Campagnol ved trommerne sikrer med sit indfølelige trommespil swing og rytme. 

Efter en kort intro lægger de ud med en 11 minutter lang udgave af Love for sale. Her er der plads til forrygende solospil fra både Dahl og Vinding. Men det er Margrete Grarup der tager hoverollen. Hendes bluesinspirerede jazzvokal løber ikke tør for saft og kraft. Hun kan veksle mellem det eksplosive og det bløde. Jeg er vild med det underspillede temperament i stemmen, som hun serverer på You don’t know what love is. Når  det bliver mere out som på Everyday I have the blues forsvinder roen og det bliver mere upersonligt. Det fungerer sikkert live. På plade er det dog i balladerne at hun tager prisen hjem som den dygtige sanger hun er.

Vinding.dk

Margretegrarup.dk

Jan Harbeck Live Jive Jungle: Elevate (Stunt) LP

Han lægger ikke skjul på at inspirationen kommer fra jungle jazzen. Gene Krupa's heftige trommespil på eksempelvis Benny Goodman's Sing Sing Sing er et pejlepunkt. Det er jazz med swing og svedige riffs der taler til fødderne. 

Endnu en gang har Jan Harbeck sammensat et fedt band der giver musikken kant og originalitet. Thor Madsen på guitar, Jeppe Skovbakke på bas og Peter Leth på trommer udgør sammen med Jan Harbecks tenorsax Live Jive Jungle.

Det er pulserende storbyjazz, hvor et uptempo beat sender pulsen og humøret i vejret. Thor Madsens guitar er et scoop for Live Jive Jungle. Han kan uden problemer veksle mellem det funky, det bluesy og det twangy godt suppleret med et saftigt wah wah-spil. Samarbejdet med Jan Harbeck er naturligt flydende, hvor de supplerer hinanden. Peter Leth ved trommerne kaster sig ind i mellem ud i den klassiske junglerytme på tammerne, så man som lytter (og danser) aldrig falder hen. Her er sidste nummer på LP'ens side A The Chaser et skønt eksempel. 

Den utvetydigt store stjerne er selvfølgelig Jan Harbeck der har skrevet alle numrene på pladen. Han har aldrig skuffet og med Live Jive Jungle føjer han et nyt kapitel til karrieren. Harbeck er tenorsaxofonist og holder sig til den. Jan Harbeck er en mester i det store blå balladespil, som han har rådyrket på de forrige plader og ligeledes demonstrerer sine evner i på Throughshine, der er sidste nummer på LP’en. På CD’en er der blevet plads til yderligere et nummer. Fly by night er en ægte råhyler, hvor Harbeck sekunderet af Thor Madsens orgellignende guitarspil giver os endnu et bølgende og swingende nummer. 

Pladen og Jan Harbeck får et kæmpestort jazzpartyplus herfra. Han kan meget mere end balladerne.

Bonusinfo:

Jan Harbeck Live Jive Jungle spiller på La Fontaine d. 8. juli I forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.

janharbeck.com

Sound X Sound: Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Clarinets (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Shakers (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Triangles (Hiatus)

For nylig blev det offentliggjort at Niels Lyhne Løkkegaards Triangular Mass, skal opføres intet mindre end seks gange på Roskilde Festivalen. Det fortæller både noget om Roskilde Festivals evne til, at opsøge ny og eksperimenterende musik og, at Niels Lyhne Løkkegaards “folkelige” gennembrud er ved at være en kendsgerning. Det startede i december 2014, hvor den første plade med mangedobling af instrumenter udkom under navnet Sound X Sound. Music for 8 Recorders var med 8 blokfløjter. Niels Lyhne Løkkegaard laver musik med åben pande. Med et rent hjerte og en grundlæggende nysgerrighed registrerer og dokumenterer han lyden. Den rene lyd af et instrument er sat ind i et perspektiv, hvor man som lytter ikke kan undgå, at forholde sig til det man hører.

Der er siden kommet plader med 30 kromatiske tunere og 9 pianoer. Nu afrunder han pladeprojektet med de sidste fire plader: 15 shakere, 18 klarinetter, 16 triangler og 10 hi hats. Alle pladerne er i 7 tommer singleformatet og kommer i pappladecover med inderpose, som var det en LP. Den grafiske udformning er stilren og minimalistisk og hænger sammen med indholdet på pladerne. Alt overflødigt er skåret værk. Forudgående tanker om hvordan det skal lyde forsøger Løkkegaard at fjerne sig fra. Det kan man selvfølgelig ikke. En klarinet er stadig en klarinet. Men i en 18-dobling kommer der noget andet og nyt frem, som er med til at løfte klarinetten ud af klarinettens skygge. I de udførlige covernoter der følger med de sidste udgivelser skriver Katrine Ring bl.a. at Løkkegaard bringer det minimalistiske til det maksimale. 

På hver plade medvirker musikere, der for de flestes vedkommende har en konservatorie baggrund, hvor høj teknisk kunnen på et instrument er rådyrket. Niels Lyhne Løkkegaard anses selv for, at være en af de teknisk stærkeste saxofonister fra sin generation. Det er her, hvor det bliver interessant, da mange af musikere netop har en jazzbaggrund. De kan træde en my ved siden af præcisionens perfektion og bringer mennesket i spil. Nu vil jeg selvfølgelig ikke påstå, at jeg kan høre at det lige præcis er Jan Harbeck, Pernille Bévort eller Jacob Danielsen der spiller på klarinetpladen. Men i kollektivet med 18 musikere der spiller det samme på samme tid, hvor mikrofejl der dårligt kan registreres er med til at gøre lyden til en organisme.

På Roskilde Festival skal Triangular Mass opføres med 200 der spiller på triangel på en gang. Det lyder allerede som den der “sjove” lille historie TV avisen kan fyre af inden vejret, i stedet for den om nøgenløbet. Midt i alt det sjove er der også en mening, som er enerverende og konfronterende. Det er ikke musik der prøver på at være noget andet end det som det er. 200 triangler. Hvad sker der inde i lytteren? I hovedet? I kroppen? 

Det er en kæmpeindsats som Niels Lyhne Løkkegaard yder med Sound X Sound projektet. Det er eksperimenterende og undersøgende lyd, der flytter grænser og tanker for musik. De 7 singler kan købes samlet i et bokssæt, hvilket er investering for livet. Jeg glæder mig allerede til jeg skal høre pladerne om 1, 5, 10 og 20 år. Hvordan lyder de så. Har mine tanker om hvordan musik skal lyde flyttet sig, så de kommer til at lyde anderledes?

Nielsloekkegaard.dk

hiatuslabel.com

Tidligere udgivelser:

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound - Music for 9 Pianos (Hiatus) 7”single

Sound X Sound: Music for 30 Chromatic Tuners (Hiatus) 7”single

Niels Lyhne Løkkegaard: Sound X Sound Music for 8 Recorders (Hiatus) 7”single

Kasper Tom/Alexander von Schlippenbach/Rudi Mahall: Abstract window (WhyPlayJazz)

Den danske trommeslager Kasper Tom Christensen har efterhånden et hav af udgivelser på samvittigheden. Sidste år lavede han en duoplade sammen med den tyske legende Rudi Mahall. Nu føjes der endnu en legende til det samarbejde. Mahall's kollega fra Monks Casino og Globe Unity Orchestra, Pianisten Alexander von Schlippenbach har i over 50 år været med til at holde den kunstneriske fane højt i den europæiske jazz' eksperimenterende cirkler.

Abstract Window er et vidunderligt improv møde mellem to europæiske avantgarde titaner og en dansk trommeslager der samler og bevæger. Det er sanseligt og berusende at lytte til trioen. Rudi Mahalls klarinet og basklarinet og von Schlippenbachs pianospil udspringer af den klassiske europæiske avantgardejazz. Alligevel er der et friskt og nutidigt touch, hvor Kasper Toms trommespil helt sikkert flytter rundt på de ældre herrers uvaner.

Abstract Window er en knaldperle i Kasper Toms karriere. Kan klart anbefales til de friske freejazz connoisseurs derude. 

Bonusinfo:

Trioen spiller i KoncertKirken i forbindelse med Copenhagn Jazzfestival d. 13. og 14. juli og på Atlas i forbindelse med Aarhus Jazz festival d. 15. juli

Whyplayjazz.de

SE-Quartet: Going North (Prophone)

Der er gået 9 år siden jeg anmeldte pianisten Rasmus H. Thomsens debutplade SE. Siden er der kommet to albums med SE-Quartet, som Thomsens projekt nu hedder. Det er en svensk baseret gruppe, hvor Thomsen er det danske indslag. Han har skrevet 7 af pladens 10 numre. På coveret kan man læse om nogle af tankerne der er bag musikken. Titelnummeret Going North er dedikeret til alle de flygtninge der er kommet til de nordiske lande i de senere år. Song for Paris er skrevet med terrorangrebet på Charlie Hebdo i tankerne. The Power of Forgiveness er oprindeligt skrevet til en gudstjeneste med den sydafrikanske præst Desmond Tutu, omhandlende styrken ved tilgivelse. 

Det er tunge tanker der er bag musikken, der har et umiskendeligt melankolsk præg, som man fristes til at sige, er en svensk specialitet. På Even death will die tager det et ekstra skridt op, når den meget smukke melodi får følgeskab af et kor. Et meget smukt højdepunkt på pladen. SE-Quartet består af Rasmus H. Thomsen på piano, David Ehrlin på sopran- og tenorsax og basklarinet,, Antti Ojala på trommer og Martin Sundström på bas. Pladen afsluttes meget passende med The Happy End, det er jo ikke for ingenting at jazzen oprindeligt kommer fra USA.

Bonusinfo:

Song for Paris er blevet spillet på Spotify over 250.000 gange, hvilket er vildt for et nyt jazznummer.

www.sequartet.com

Torben Westergaard: Tangofied III (Gateway)

Det startede med Tangofied der var indspillet i Buenos Aires. Så kom Tangofied II, der var delvist indspillet i Buenos Aires og Danmark. Nu kommer treeren, der selvfølgelig er indspillet i Danmark sammen med dem, som bandleaderen, bassisten og komponisten Torben Westergaard kalder The Tangofied Ensemble; Anders Banke på basklarinet, Ida Nørholm på cello og Alejandro Sancho på guitar. De udgør et stærkt team der undervejs møder gæster som Anders Singh Vestergaard på accordion, Jacob Andersen på percussion, Andrea Pellegrini på vokal, Benedikte Artved på bratsch og Peter Rosendal på piano og harmonium.

Westergaard nævner slægtskabet mellem den nordiske jazz’ melankoli og tangoens vemodige nostalgi. Når man hører Tangofied III giver det god mening. Selv om melankoli og vemod er grundlaget for musikken, er der alligevel en opløftende stemning i flere numre, som f.eks. nummeret Bach. Det er heller ikke svært at blive rørt af nummeret Hugo, som Westergaard har skrevet til instrumentkollegaen Hugo Rasmussen, der døde i 2015. Anders Singh Vestergaards accordion finder sammen med Nørholms cello i et sammenspil, der veksler til Bankes basklarinet og Sancho’s guitar. Der sker med andre ord en masse i nummeret, der helt i Hugo’s ånd limes sammen af en aldrig svigtende bas. 

Tangofied III er et stemningsfyldt, næsten filmisk album, der både gør sig godt som soundtrack til hverdagen og til en stund i fordybelse.

Torbenwestergaard.com

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK) LP+USB

Subsoniske balustrader af lyd kommer op til overfladen. De svømmer ind over os. Går i opløsning. Lyden bliver et med din krop.Tranceskabende droner sendes rundt. Lavfrekvente lyde, susen og støj blandes sammen. Omdrejninger er et nyt album med Mark Solborg og Christian Skjødt ved roret. Udgivelsen kommer i et flot gatefold cover, hvor der udover 2 LP’er også er en downloadkode og et USB-stik, desuden har jeg også modtaget musikken på CD. Det var Wundergrund festivalen (nu G((o))ng Tomorrow) der bestilte værket, der blev opført første gang i november 2014.

Formidlingsmæssigt er Omdrejninger noget af det mest imponerende jeg har set længe fra danske kunstnere. Helt centralt står den visuelle del. Instruktøren Laurits Flensted-Jensen har skabt en videoudgave med tilhørende lyd i surround. Vi kommer helt tæt på musikken i KoncertKirkens stemningsmættede rum. De intime sort hvide billeder viser musikerne midt i rummet, omgivet af publikum. Musikken er indspillet over to omgange.

Den tyske trompetist Axel Dörner, kendt fra bl.a. Monks Casino sammen med von Schlippenbach og Mahall medvirker på begge dele. Han spiller på en specialbygget slidetrompet med indbygget  elektronik. På den første optagelse, som er albummets anden del, medvirker Michael Rexen (vokal), Jakob Kullberg (cello) og Bjørn Heebøll (trommer). Anden del blev opført var i juli 2015, hvor norske Ingar Zach medvirkede på Gran Cassa (stor orkestertromme) og percussion.

De to dele er forskellige og står alligevel på et fundament af Solborg og Skjødts musikfilosofiske idéer, hvor de bruger rummet og en realtime processering af musikken, der består af komponerede og frie elementer. Man ser i videoen, hvordan Skjødt er beskæftiget med at bearbejde lyden og måden, som musikere og publikum får den præsenteret. I albummets første del bringer Zachs store tromme en snigende, lidt urovækkende stemning ind under musikken. I den anden del er Michael Rexens hjerteskærende vokal med til at give musikken suspense. 

Omdrejninger er et album der på flere planer er meget anbefalelsesværdigt. Det færdige produkt med gatefoldcover, en flot grafisk udformning, det medfølgende hæfte med billeder af bl.a. Peter Ganushkin og videoen er i særklasse. Det lydmæssige indhold holder det samme høje niveau. Så er du til eksperimenterende eller abstrakt musik, er dette album nr. 1 på listen over de næste plader du skal købe.

solborg.dk

ilkmusic.com

Marc Levin Ensemble: Songs Dances and Prayers (Centrifuga) LP

De entusiastiske vinylarkæologer fra Centrifuga har atter lavet lækkerbisken til pladespilleren. Efter sidste års forbilledlige genudgivelse af Tom Prehn pladen, har de atter fundet en godte frem til genudgivelse. Den blev oprindeligt udgivet i 1973 i få eksemplarer som privat udgivelse og har siden været tæt på uopdrivelig. Amerikaneren Marc Levin lavede i 1967 freejazzpladen The Dragon Suite sammen med Bill Dixon. Han boede i New York og var en del af den jazzscene, der konstant eksperimenterede med former og udtryk. Denne plade har han lavet kort før han flytter til Danmark og begynder at arbejde som psykolog. I Danmark fortsætter han med at spille musik, men i et omfang, hvor det kun er få der opdager ham.

På Songs Dances and Prayers har han samlet et band i den allerbedste 70’er ånd. Det at være til stede og være i et med mangt og meget, var en styrke. Det er hippiejazz med inspiration fra østen og kreditering af sangerinden Jay Claytons nyfødte barn. Pladen åbner med Bala Krishna på sitar, han havde bl.a. spillet med Miles Davis. Sitaren farver musikken og skaber en stemning med østlig mystik. Marc Levin er kendt som freejazzmusiker. Denne plade efterlader et indtryk af en nysgerrig jazzmusiker med et åbent sind, hvis store styrke er at samle et musikalsk kollektiv og få dem til at skabe god og spændende musik.

To cellister, den klassisk skolede Tom Moore og Calo Scott, der havde spillet med Levin gennem flere år er sammen med saxofonisten Brian Ross, som Levin fandt under et træ i Central Park. De suppleres af Frank Clayton på bas, der egentlig skulle have spillet trommer, men da den oprindelige bassist meldte forfald, trådte Clayton til, da han allerede have spillet bas med gruppen. I stedet blev det Billy Hart på trommer. Desuden medvirker Jay Clayton på vokal.

Samlet er Songs Dances and Prayers er et fantastisk tidstypisk dokument fra en nysgerrig og søgende tid. Det interessante er at tiden ikke er løbet fra musikken. Den tidligere P8 Jazz vært og nuværende TV-meterolog og søn af Don Cherry, Christian Cherry har skrevet nogle gode og indsigtsfulde linernotes.

centrifugarecords.bandcamp.com

Førstepersonental: Rotunda (Lydhør) 10”vinyl >> Ellipsis: Bulawayo (Creative Sources) CD

Lilletrommen var fast med i front, når der var krig for mange år siden. Hvad sker der så når man placerer instrumentet i midten af krigsmindemærket Rotunden i Mindeparken i Aarhus i 2016? Den fredselskende og meget lidt krigeriske percussionist og trommeslager Christian Windfeld satte sig i midten af mindemærket, der var opført til minde om de faldne i 1. verdenskrig. 

Under navnet Førstepersonental som er Christian Windfelds solopercussionprojekt, der udgives af pladeselkskabet Lydhør, hvor Anders Ørbæk står for den lydtekniske side af sagen, har han skabt et dybt originalt værk. Det hele er blevet til på en enkelt sommerdag.

Med udgangspunkt i det fysiske sted, Rotunden og med inspiration fra Karen Marie Troldborgs digt Rotunde der er vedlagt pladen, har Windfeld lavet et lydværk, hvor side 1 er krigens fjerne torden, med droner (ikke dem der kan flyve, men de droner der musikskabte), der kommer og går. På side 2 er grusomhederne lige foran os. De tager til i styrke og efterlader ikke meget håb. Troldborgs digt er et nutidigt gensvar til den daværende statsminister J.C. Christensens fædrelandskærlige digt der pryder Rotunden.

Christian Windfeld er også med i trioen Ellipsis der netop har udsendt deres tredje album Bulawayo. Windfeld er sammen med australierne Jon Heilbron på bas og Andy Butler på klaver. Trioen har eksisteret siden 2013, hvor de mødtes i Berlin. Siden har de turneret flere gange i Tyskland, Danmark og Australien. Det er openminded improviseret musik, der befinder sig et sted mellem den klassiske musik og jazzen. Uden en overordnet plan har de tre musikere fundet sammen om et neoimpressionistisk udtryk. WIndfeld skriver i det medfølgende håndskrevne brev, at tyskerne ville kalde det Musik mit Störung. Pladen er ganske rigtigt en indadvendt størrelse med uro. F.eks. er nummeret (Another) von Trier Dream et nummer med en underlæggende ængstelse, der pibler tirrende frem. Bulawayo er sart og forfinet improv, med sans for fine detaljer.

christianwindfeld.com

Lydhoer.net

ellipsismusik.bandcamp.com

Cigna & Ørum von Spreckelsen: Get out of town (Gateway)

Den herboende italienske guitarist Francesco Cigna lavede for 5 år siden albummet Dedication sammen med pianisten Erik Ørum von Spreckelsen. Det var jazz straight out of 60’erne. Opfølgeren holder den samme gode stil. Det her er jazz, hvor sjæl, indlevelse og teknisk kunnen er vigtigere end, at revolutionere jazzen. 

Der er to originale kompositioner af Francesco Cigna på pladen, ellers er det velvalgte jazzstandards som Jimmy van Heusen’s But beautiful, Cole Porter’s Get out of town og Lee Morgan’s Mr. Kenyatta. Det er stadig hard boppen der danner fundamentet for Cigna & Ørum von Spreckelsen. Cignas varme og sjælefyldte guitar understøttes af Ørum von Spreckelsens velovervejede pianospil. Den italienske vibrafonist Francesco Lo Cascio medvirker på flere af pladens af numre, hvor bl.a. Francesco Cigna’s Blues on the road er rigtig god. Tony Cigna spiller trommer og bassisterne Graig Earle og Pino Sallusti deles om  tjansen.

francescocigna.webs.com

Wagner Fusion: This Sounds Odd (Gateway)

Der tones rent flag med det samme. Fusion indgår ligefrem i bandnavnet. I det her tilfælde skal det tages helt bogstaveligt. Trommeslageren Lars Wagner står i spidsen på en plade der kunne være udkommet i 1986. Hvor den havde været mere i sync med samtiden. På den anden side har jeg flere gange skrevet her på bloggen, at fusionsjazzen er på vej frem igen, takket være Snarky Puppy, Cory Henry, Morten Schantz Godspeed og flere andre. Lars Wagners plade er alligevel den plade jeg har hørt hvor der er kortest afstand til firserne. 

Sammen med bl.a. Samuel Hejslet på sax og EWI, Allan Nagel på bas, Jacob Trautner på keys og flere gæster undervejs har han lavet en plade, hvor Yellowjackets, Karizma, Brecker Bros. og Miles Davis er blandt inspirationsnskilderne. Et af topnumrene er August ’12, hvor gæsterne Michael Bladt på sax og Jesper Riis på trompet sender nogle fede soli ind i et funky groove. Her har Lars Wagner kastet sig over diverse elektroniske hjælpemidler ved trommerne. 

Pladen er afvekslende og kommer både omkring reggae, rock, electronica, funk og jazz undervejs. Hører du til fusionsjazzlytterne der får ståpels af trommeslagere som Vinnie Colaiuta og Dave Weckl, så bliver du næppe skuffet. Trommelyden er voluminøs og fyldig. Stortrommen har en tung bund og der er smæk i lilletrommen. Som gammel firserfusionshaj er det let at holde af This Sounds Odd. Jeg ved at det er sværere at overbevise yngre generationer om glæden ved fusionsjazzen. På den anden side, så var jeg i den aldersmæssigt tunge ende ved Snarky Puppy’s udsolgte koncert på Train i Aarhus for lidt over en uge siden. Så der er stadig håb for et nummer som Wagner Fusions Spoof, hvor keyboardet moduleres i bedste Yamaha DX7 stil.

Wagnerfusion.com

Tigers Mind: Paradiso Pudding Mix (JVTLandt) LP

Ustyrlige uforudsigeligheder. Kanaliserende kanonader. Afvæbnende atonaliteter. Trioen Tigers Mind med Danielle Dahl på sax og EWI, Niklas Adam på electronics og guitar og Thomas Eiler på trommer har lavet albummet Paradiso Pudding Mix. På åbningsnummeret Magma Holtz tages vi med på en ubådstur, hvor en sonarlignende lyd bruges til at skabe illusionen af, at være nede i det dybe hav, hvor farver vi end ikke vidste eksisterede flimrer forbi vores ører. På Uncertainty Matrix bekender trioen freejazzkulør, hvor noise og punk hældes ned i freejazz gryden. Det bliver til en massiv omgang, hvor Eilers trommer buldrer frirytmisk og potent, mens Dahl sax hviner og Adams guitar lyder som dommedags-surf. 

På side 2 sender trioen en hilsen til saxofonisten Christian Kyhl I form af nummeret Three-Step for Kyhl. Pladen er indspillet i december 2014, så det er ikke fordi, at Kyhl er død, at de har lavet nummeret. Det er i stedet en hilsen til Kyhls musikfilosofi. Side 2 afsluttes med den 15 minutter lange Mid Haste, som er pladens højdepunkt for mig. Her blander trioen på betagende vis freejazzen, eksperimenterende electronica med en grundlæggende legesyg nysgerrighed. Det hvirvler, bimler, knaser, brager, hyler og hviner. Pladen er udgivet af det dansk-japanske pladeselskab JVTLandt, der endnu en gang sætter en høj standard for hvordan en eksperimenterende jazzplade skal lyde. 

Jvtlandt.com

The Pogo Problem (Fiol Optik)

I min verden har pogo altid været en klassisk punkdans, der udføres med meget løse lemmer og uden hensyntagen til de omkringstående. Nu er jeg blevet lidt klogere og kan bedre forstå hvorfor dansen har fået sit navn. “Pogo oscillation is self-excited vibration in liquid propellant rocket engines, caused by combustion instability” skrev en Tom Irvine om Apollo 13 Pogo Oscillation i følge pladecoveret. 

Det antændes af manglende stabilitet. Det er selvudløst. Det er sprængfarligt. The Pogo Problem er en ny dansk-islandsk trio med Steinar Gudjonsson på guitar, Kristoffer Tophøj på trommer og Anders Hellborn på bas. De debuterer med et album der flyder over af melodisk og energisk jazz.

Trioen tager udgangspunkt i Steinar Gudjonssons kompositioner. Han mødte Kristoffer Tophøj i 2011 i Stockholm i forbindelse med Young Nordic Jazz Comets, hvor Tophøj deltog med Interfoam og Gudjonsson med Skver. De fandt senere sammen i København hvor gruppen blev dannet og bassisten Hellborn kom med. De er ikke for fine til at sige, at deres musik kan kaldes instrumental pop-jazz, hvor der er mange ligheder med 80’ernes fusionsjazz. Den helt store forskel er The Pogo Problems organiske lyd og deres totale mangel på 80’ernes svulstigt symfoniske neonatale digitallyd. The Pogo Problem er jazz, hvor Fader Popmelodi sidder ved rattet. Lige ved siden af sidder Moder Arrangement og sørger for at udstikke retninger, så Fader Popmelodi ikke kun får lov til at køre 130 km/t ud af den store popmotorvej. 

The Pogo Problem er anbefalelseværdig til en køreturen eller lignende situationer. Den gode melodi serveres i et behageligt tempo med tilpas mange spændende detaljer undervejs.

www.facebook.com/thepogoproblem

Kira Skov/Maria Faust: In The Beginning (Stunt)

Pladen skulle være udkommet samme dag som det blev offentliggjort, at bassisten Nicolai Munch Hansen var død i en alder af 39 år. Ud over at han spillede bas på pladen, så var han også Kira Skovs mand og far til deres fælles børn. Pladeudgivelsen blev selvfølgelig udsat. Selv om der nu er lidt afstand til dødsfaldet, så er det svært at ignorere, når man hører pladen In the Beginning.

Pladen er et samarbejde mellem estiske Maria Faust og Kira Skov. Lige siden jeg hørte Maria Faust første gang for 10 år siden, har jeg været fan. Hun kom til Danmark med en klassisk skoling i bagagen og blev hurtigt indfanget af jazzen. Ikke mindst den friere og eksperimenterende del af jazzen. Den har været det primære omdrejningspunkt, indtil hun lavede Sacrum Facere der udkom i 2014. Her hyldede hun hjemlandets musik og fik siden to DMA Jazz priser for pladen. På den aktuelle pladen er Skov og Faust taget til Estland for at indspille musikken i en nedlagt kirke. Stemningen fra kirkerummet er indvævet i musikken. Der er en hypnotisk og sakral stemning. Sammen med et 6 mand stort estisk kor, fire blæsere, bassist og trommeslager har Kira Skov og Maria Faust lavet et album der stråler som en sol ind i et mørkt og støvet kirkerum. 

De fleste af pladens numre er skrevet af Kira Skov. På Poetry is free synger hun: “Poetry is free/ But my tongue is tied/ And so are the strings of my mind/ Now I lost the will to speak/ And my eyes are dry/ Life is short and then we die/ I forgot something/ In Estonian fields of grey/ And I lost something/ In a world far away/ Arise arise in me/ My heart, a tender prey/ In this dark land to stray.” Nicolai Munch Hansens bas er roligt understøttende under hele nummeret, hvor Kira Skovs stemme modent gløder og skaber et af mange højdepunkter på pladen.

Faust og Skov har søgt tilbage mod det tabte og det glemte. Smerte, savn og tro gennemsyrer musikken der blev til under en fælles rejse til Estlands sydlige grænseområder. De blander estisk musik, klassisk, jazz og indierock. In the beginning er uanset genre et af de absolut stærkeste albums jeg har hørt i år. 

Bonusinfo:

Hele pladen genopføres i DR Koncerthusets Studie 2, med fuld besætning, under Copenhagen Jazz Festival, d. 8. juli.

Sundance.dk

Vela: Wandering (Eclipse Music)

Pianoet og celloen mødes i en omfavnelse, hvor øjeblikket får lov til at stå stille. Der hvirvler fnuglette toner op i himlen. Et bundet stykke musik snor sig omkring de improvisatoriske spændinger - eller er det omvendt?

Duoen Vela med den finske cellist Aino Juutilainen og den danske pianist Esben Højlund, suppleret med trommeslageren Anders Vestergaard har med albummet Wandering lavet et yderst vellykket møde, mellem jazzen og den moderne klassiske musik. Musikken er historiefortællende. Der er mange lag. Der er dybder og sprækker. Stemningen fra celloens mørke og intense blander sig pianoets rolige og flydende spil. Anders Vestergaards diskrete og indfølelige trommespil giver musikken en tekstur og farve, der løfter duoen Vela. 

Albummet er anbefalelsesværdigt til yndere af jazz med kammermusikalsk eller filmisk inspiration.

eclipsemusic.fi

Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)

Året slutter det samme sted som det starter. Det er vinter. Så kommer forår, sommer og efterår. Inden det atter bliver vinter og året starter igen. Det har vi alle oplevet. Hvordan lyder det så når man sætter musik til? Vivaldi’s Fire Årstider er et bud og samtidig et af de mest kendte klassiske stykker musik. Den danske pianist Jeppe Zeeberg har et nyt bud på lyden af årets gang. På albummet The Four Seasons har han lavet 8 stykker musik, to til hver årstid. Vinteren indleder og slutter pladen. Endda på så snedig vis, at der hvor pladen helt konkret slutter, er det med de samme toner som åbner pladen. Prøv at høre lytte til albummet kontinuerligt, det giver en god lytte-effekt.

Zeeberg omgiver sig med 9 musikere, der alle kan gå ind i Zeebergs dybt originale og krøllede univers. Det er jazz der  er stramt komponeret, hvor der skal spilles det der står på bladet. Det er jazz, hvor der improviseres helt frit. Det hele blandes med field recordings, optaget på de årstider, hvor optagelserne er sat ind.

Foråret symboliseres blandt andet med glad-i-låget nummeret Dancing like a dane, der spjætter, sprutter og spræller. Sommeren åbnes med For those now gone der både er regn og torden. Her er de fire blæsere, Erik Kimestad (trompet), Lars Greve (sax), Petter Hängsel (trombone) og Kristian Tangvik (tuba) i smukt samspil. Det sidste Sommer-nummer The Mess and the See-Through Dress efterlader en masse bobler i kroppen. Efteråret er Song for the relatively young, hvor Zeeberg sender en musikalsk tanke til Horse Orchestra, hvis medlemmer også er med på pladen. Det er valsende jazz med masser af messing, blandt andet en skøn trompet fra Kimestad. Efteråret er også Sky piece, hvor der lukkes ned og gøres klar til vinter, der med afslutteren Mit Starren Fingern og åbneren Segway to hell er knistrende skarp og kolossalt skæv.

Jeppe Zeebergs The Four Seasons er her ved halvårsevalueringen af jazz-2017 et godt bud på et album der holder længe og er at finde på mange af års-bedste listerne når året lukker ned og et nyt kan begynde.

jeppezeeberg.com

Pernille Aidt: Scandinavian Mood (Mild Records/Gateway)

Ved første øjekast var det ikke lige en plade der fik pulsen til at stige. Jeg kendte ikke sangeren og syntes også at det var rimeligt plat at indlede en plade med Jeg ved en lærkerede. Så kiggede jeg videre ned over tracklisten og fornemmede et mønster. I skovens dybe stille ro, No moon at all, Tricotism og Nu er jord og himmel stille suppleret med Those who were og Summersong. Det er jo numre fra Niels Henning Ørsted Pedersens repertoire. Så kunne det nok være at pladen blev lagt i CD afspilleren. Så blev mine fordomme lige sendt i skammekrogen med det samme. 

Pernille Aidt er ingen årsunge. Hun har allerede lavet flere plader i eget navn og lever af at undervise i sang i Frankrig. 

Hun er sammen med en Aarhus classic trio. Hans Esbjerg på klaver, Christian Vuust på sax og Peter Vuust på bas der leverer et sikkert akkompagnement. Det er meget passende, at Peter Vuust udspringer af den danske bastradition, som NHØP har domineret og præget. 

Peter Vuust er ikke bange for at spille melodi på bassen. Her passer Hans Esbjergs lyse og nordiske jazzpiano godt ind. Hans mangeårige samarbejdspartner fra Den Danske Salmeduo, Christian Vuust ved hvad det handler om, når der skal spilles en melodi. Scandinavian Mood er et hyggeligt bekendtskab, særligt for NHØP-fans. Jeg tror såmænd også at NHØP ville være fornøjet.

Pernilla.dk

Himpel Eskildsen Duo: 3rd Room (Jazzhaus Musik)

Pianisten Simon Gorm Eskildsen startede oprindeligt på konservatoriet i Aarhus som klassisk pianist. Han skiftede undervejs over til den rytmiske musik og jazzen. Han har i nogle år huseret på den århusianske jazzscene. Det er dog som coverkunstner, at jeg primært har lagt mærke til ham, hvor han har lavet nogle vildt flotte tegneserieinspirerede covers og plakater, bl.a. til I Think You're Awesome. Han har selvfølgelig også lavet coveret på denne plade.

Eskildsen er sammen med den tyske saxofonist Benjamin Himpel, der tilbragte en periode i Aarhus som underviser i matematik på universitetet i Aarhus. Det var i det århusianske jazzmiljø, at de to musikere mødtes og fandt frem til en fælles forkærlighed for jazzens improvisatoriske muligheder blandet med elementer fra den klassiske kammermusik. De mødes på pladen i et flot duospil, hvor der er plads til dem begge. De finder sammen om nogle enkle og fine melodier, hvor der både er plads til swing og frie elementer. De har selv skrevet musikken, bortset fra Bent Fabricius Bjerres evergreen Duerne flyver, hvor Himpel indleder nummeret på en doven basklarinet, der ikke får duerne til at flyve. Eskildsen tager over med et sart hvirvlende pianospil, hvor duerne nærmer sig jorden. Inden det sker finder de to musikere sammen og får atter duerne til at flyve. En skøn lille perle på to og et halvt minut, der viser duoens høje niveau.

Bonusinfo

De spiller på HeadQuarter i forbindelse med Aarhus Jazzfestival d. 18. juli kl. 17.00

jazzhausmusik.de

Kommende Jazz udgivelser Sommeren 2017

Så er der atter en liste klar med kommende jazzudgivelser. Det er værd at lægge mærke til, at der ud over LP og CD udgivelser også har sneget sig nogle video, kassette og digitale udgivelser med på listen. 

God fornøjelse!

Køb noget jazz.

JUNI

Nordisk

Fabel: Fabel (Jaeger Community) video+CD

Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot)

Rasmus Krogh: Distill (Centrifuga)

Damaztra: Flag of time (ILK) m. Peter Danstrup, Kasper Tranberg, Marilyn Mazur

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK)

Jakob Davidsen: Silence Trio 1 (ILK)

Signe Bisgaard & Blood Sweat Drum + Bass: Never Ending Shang Hai (??)

Jamhunters: Nightclub (??)

Kasper Tom/Alexander von Schlippenbach/Rudi Mahall (WhyPlayJazz)

Morten Haxholm Chordless Quartet feat. Melissa Aldana: Tesseract (Gateway) digital

Benjam Brask, Tomo Jacobson & Benjamin Oeman: Faster! (Gotta let it out/Insula) Kassettebånd

Lasse Mørck: Imagining places you’ve never been (??)

Bog Bodies: Sligo (Migro Records) m. Anders Holst, Robert Stillman, Sean Carpio

Alda Magna: Traces of time (Tutl) m. Kim Kristensen

Carsten Dahl: The Jester (Storyville)

Wagner Fusion: This sounds odd (Gateway) m. Lars Wagner

Doktor Doktor: Retur (??)

Carl Winther & Jerry Bergonzi: Inner Journey (Steeplechase LookOut)

Arve Henriksen: Towards language (Rune Grammofon)

Lars Danielsson: Liberetto III (ACT)

Nils Landgren & Friends: New eyes on Martin Luther (ACT)

Verneri Pohjola: Pekka (Edition)

Jukka Perko Tritone (We Jazz)

Black Motor: Branches (We Jazz)

Dans Les Arbres: Phosphorescence (Hubro)

Iiro Rantala, Michael Wollny & Leszek Możdżer: Jazz At Berlin Philharmonic VII - Piano Night (ACT)

International

Stanley Cowell: No Illusions (Steeplechase)

Chick Corea: The Musician: Live At The Blue Note Jazz Club 2011 (Concord)

Jamie Saft/Steve Swallow/Bobby Previte with Iggy Pop: Loneliness Road (Rarenoise)

Denys Baptiste: The Late Trane (Edition)

Binker and Moses: Journey to the mountain of forever (Gearbox)

Ambrose Akinmusire: A rift in decorum Live at The Village Vanguard (Decca)

Bokanté: Strange Circles (Membran) Michael "Snarky Puppy" League's nye projekt

Jack DeJohnette: Hudson (Motema) m. Grenadier, Medeski, Scofield

Dave Liebman & Joe Lovano: Compassion The music of John Coltrane (Blue Note)

Bill Frisell & Thomas Morgan: Small Town (ECM)

Roscoe Mitchell: Bells for the south side (ECM)

Stephan Micus: Inland Sea (ECM)

Parisien/Peirani/Schaerer/Wollny: Out of land (ACT)

William Parker: Meditation/Resurrection (AUM Fidelity)

Peter Brötzmann & Heather Leigh: Sextape (Trost)

The Heliocentrics: A world of masks (Soundway)

Ronald Bruner jr.: Triumph (World Galaxy) m. Thundercat, George Duke  etc.

Dan Tepfer Trio: Eleven Cages (Sunnyside)

Adam Kolker: Beckon (Sunnyside)

Dominique Eade & Ran Blake: Town and Country (Sunnyside)

JULI

Nordisk

Jonas Johansen: Charmcatcher (??)

Anders Koppel: The Past The Present The Future (Cowbell) 3 dobbelt udgivelse I forbindelse med Koppels 70 år

Bylling/Bardeleben Project: A little New Orleans never hurt nobody (??)

Elektrojazz: New York Tribute (??)

Django Bates with Frankfurt Radio Big Band and Eggs Laid by Tigers: Saluting Sgt. Pepper (Edition)

Nils Landgren Funk Unit: Unbreakable (ACT) m. Ray Parker jr.

Tingvall Trio: Cirklar (Skip)

International

The Pollyseeds: The Sounds of Crenshaw Vol. 1 (Sounds of Crenshaw) m. Terrace Martin, Robert Glasper, Kamasi Washington

Charles Lloyd New Quartet: Passin' through (Blue Note)

AUGUST

Debre Damo Dining Orchestra: DDDO2 (DDDO)

Markus Stockhausen: Far into the stars (Okeh)

Tommy Smith Quartet: Embodying the light - A dedication to John Coltrane (Spartacus)

SEPTEMBER

Sternlumen: Nørrebro Nights (??)

Lars Møller: Glow of benares (??)

Eliel Lazo: ?? (??)

Il Sogno: Birthday (??) m. Emanuele Maniscalco, Tomo Jacobson, Oliver Laumann

Banda Magda: Tigre! (Verve)

OKTOBER

Lars Møller, Thor Madsen & Jonas Johansen: Jazz Explorer Trio (??)

NOVEMBER

I Think You’re Awesome: Kiss your darlings (Jaeger Community)

Janne Mark feat. Arve Henriksen: Pilgrim (??)

Julian Argüelles’ Tetra: Setembro (Edition)

UDEN DATO

Mads la Cour Almugi: ?? (WePlayJazz) m. Kasper Tom, Lars Greve, Marius Prasniewski sandsynligvis i 2018