fredag, marts 15, 2024

Rasmus Sørensen: Traits (April Records) >>
Rasmus Sørensen: Balancing Act (April Records)

 

Det er en double treat som April Records frister med. To plader med samme pianist i hovedrollen der udgives simultant. Den ene har været ude siden sommeren 2022 på streamingtjenesterne. Den udgives nu i fysisk form på LP og CD - og det kan jazzlyttere godt lide. Den anden er helt ny. Det er pianisten Rasmus Sørensen der sidder ved klaveret i spotlyset. Han har boet i New York i perioden 2018-2023 - og det går ikke ubemærket hen i musikken. 

På den nyeste plade er han sammen med et stjernehold bestående af den amerikanske bassist Alexander Claffy og den ligeledes amerikanske trommeslager Kendrick Scott, der er et veletableret navn med tre Blue Note udgivelser i eget navn, de seneste år på samvittigheden. Sørensen havde dem med i studiet i Brooklyn i marts 2023, hvor de i løbet af nogle få timer indspillede albummet Balancing Act. 6 numre, hvor Sørensen har skrevet tre af numrene. Overordnet set er det en energifyldt plade, der passer så meget på lyden af New York City - en sydende smeltedigel af kreativitet, mennesker og kultur fra hele verden. Rasmus Sørensen omsætter det til en klassisk lydende triojazzplade, hvor pulsen er høj og præcisionen er knivskarp. Om det er John Coltranes Mr. Day eller Rasmus Sørensens egen Courage, så er det sprudlende og sindssygt godt spillet. 

Det samme gælder Traits, som April Records har valgt at give en regulær udgivelse på CD og LP.  Det var en plade, der gik under radaren hos mig. Her er Rasmus Sørensen sammen med sin vanlige trio, der består af den svenske bassist Jon Henriksson og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio. Det er også den energifyldte triojazz, der er i fokus. Rasmus Sørensen er bror til trompetisten Jakob Sørensen, der har en tydelig nordisk tone i sin musik. Det har Rasmus Sørensen ikke. Han er i den amerikanske stil, hvor temperament, puls og time er en anden størrelse. Jeg synes at det er en fornøjelse, at høre en dansk pianist der er i midten af tyverne, der spiller med så stor autoritet i musikken. Han er et stjernefrø - og det virker som om, at det her er starten på en stor karriere. Du kan lige så godt hænge på nu, der er meget der tyder på, at det bliver en fed rejse.

Bandcamp



Ingen kommentarer: