Søren Raaschou: The way forward (Audioscapers)

Endnu et Ålborg-talent
 Søren Raaschou kan godt vride en solo, der trækker på mere klassiske rockdyder. Det har ikke været toneangivende blandt yngre guitarister på jazzfronten herjemme de seneste år. Herhjemme har Frisell-Bro-skolen været særdeles populær blandt yngre jazzguitarister (okay, den er for de indforståede, men det er også på en jazzblog du læser det). Jakob Bro har heller ikke været uden betydning for Søren Raaschou's spil. Det høres i de lange toners landskab. Men Frank Zappa og Phish-guitaristen Trey Anastasio er også inde over. Jeg vil også tillade mig at tilføje John Scofield i det rockede hjørne.

Det afvekslende spil er både pladens styrke og svaghed. Raaschous tekniske evner gør ham i stand til, at spille i to meget forskellige stilarter. Begge dele præsenteres i overbevisende stil. Lyt feks. til Apart med, hvor Scott Westh supplerer med flygelhorn ind i et flot melodisk flydende samarbejde mellem guitar og horn. Herefter følger Young guns, hvor der er anderledes smæk for skillingen. Et sceneskifte, hvor det lyder som en helt anden guitarist end på Apart. Lidt voldsomt, men også et bevis på den unge guitarists store talent.
Raaschou tilhører det ålborgensiske jazzmiljø og gør med denne plade opmærksom på, at der er grøde i ålborgensiske. Det er ikke lang tid siden, at jeg skrev om en anden Ålborg-debuatnt Kenneth dahl Knudsen. Begge har lavet plader, der er med til, at sætte Ålborg på dagens jazzlandkort.
soundcloud.com/sorenraaschou

Grethe Ingmann: Den ukendte Grethe Ingmann - Jazzindspilninger fra 1955-59 (Forlaget Vandkunsten)

Værdig oprejsning til Danmarks første jazzdiva
 Forfatteren og radiomanden Søren E. Jensen har sat sig for at genoprejse Grethe Ingmann. Med dette album gør han sit for at vi lærer den Grethe Ingmann at kende der kan synge med stærk personlighed, udstråling og dybde. Det sker på 20 numre, der kan klassificeres som jazzpop af bedste skuffe. Da hun først var kendt brugte hun talentet på en masse ragelse - Dansevise og Duerne flyver hører til undtagelserne.
Det er ikke et pladeselskab der har udsendt pladen, men derimod Forlaget Vandkunsten, der oftest gør det i smagfulde bogudgivelser. De har tidligere udsendt Søren E. Jensens plade Jørgen Ingmann og Digterne, hvor guitarlegendens gamle indspilninger er sat sammen med en lang række digterlegenders oplæsninger. Det blev til en stærkt anbefalelsværdig udgivelse.
Det er denne udgivelse også. Musikken er spillet og sat i scene af Jørgen Ingmann. Den holder en høj standard. Men det er hendes fantastiske stemme på toppen af det hele, der er grunden til at denne plade er i særklasse. Lyt blot til Serge Gainsbourg's Avant de mourir eller Lonesome town, der vel at mærke synges på dansk. På de fire første numre på pladen, der ikke tidligere er udgivet, er hun i selskab med Jørn Grauengaards trio. Det var før hun mødte Jørgen Ingmann, hun er allerede en stjerne i svøb på det tidspunkt.
Grethe Ingmann strålede når hun stod på scenen, men kunne ikke finde ud af, at leve et liv udenfor rampelyset. Det berøres bla. i Søren E. Jensens personlige essay om regnvejrsdivaen Grethe Ingmann i det medfølgende hæfte.
www.forlagetvandkunsten.dk/109924/

KortJazzNyt Uge 51 2010

Jeg roste sangen i min anmeldelse af Helle Hansens Uncommon ground. Nu har sangen Sanctuary fået en Honorable Mention Award i USA Songwriting Contest. Hun er den eneste kunstner der har haft en sang i finalen, hvert eneste år siden 2001 i konkurrencen, hvor det overvejende er amerikanske kunstnere der er med.
www.myspace.com/hellehansen

JazzDanmark søger en ny sekretariatsleder. Det er den hidtidige sekretariatsleder Kåre Emtoft der stopper efter 6 år i jazzens tjeneste.
www.jazzdanmark.dk/sites/default/files/sekretariatsleder_jazzdanmark.pdf

Den svenske Grammisgala løber af stablen den 17. januar. Her er trompetisten Goran Kajfes med på 3 af de 5 nominerede plader. Det drejer sig hans egen X/Y, Oddjob's Clint Eastwood-hyldest Clint og Magnus Carlsson's Echoes. Herudover er Dan Berglunds Tonbruket og Peter Asplund's  Asplund plays Bernstein nomineret.

Det engelske jazzmagasin Jazzwise har kåret danske Jasper Høiby's Phronesis, som dem der har lavet årets bedste jazzalbum. Det sker foran prominente folk som Charles Lloyd, Keith Jarrett/Charlie Haden og Charlie Haden.
www.jazzwisemagazine.com/news-mainmenu-139/67-2010/11730-albums-of-the-year-number-1-phronesis-alive

Joe Lovano udgiver et nyt album på Blue Note Records d. 11. januar 2011 med kvintetten Us Five. Den hedder Bird Songs.
www.joelovano.com/news/detail/23/Bird-Songs-To-Be-Released-Janaury-11-2011

I slutningen af marts 2011 udgiver Smithsonian pladeselskabet Folkways et 6-dobbelt album med jazzens historie fortalt gennnem 111 udvalgte numre, lige fra Jelly Roll Morton til Tomasz Stanko.
Indtil da, kan du prøve dine evner af med en quiz med de 111 numre. Sæt titel og kunstner på.
www.sporcle.com/games/Smithsonian_Folk/JazzChallenge111

Den 30. marts spiller Bill Frisell i Den Sorte Diamant i København, med Disfarmer-projektet, hvor han medbringer Carrie Rodriguez på violin, Greg Leisz på mandolin og pedal steel guitar og Viktor Krauss på bas.
Billeder af Mike Disfarmer vises under koncerten.

Musikhuset i Århus byder 2011 på nogle seriøse jazzkoncert-bud. Sinne Eeg/Lars Jansson Duo, Gonzalo Rubalcaba Trio, Aaron Parks Trio, Gilberto Gil, Dissing sings Armstrong og Bobby McFerrin er på tapetet i denj første halvdel af året.
www.musikhusetaarhus.dk

Tomasz Stanko Quintet med Jakob Bro og AC spiller på lille Dexter i Odense d. 14. maj 2011.
dexter.dk

Norske Christian Wallumrød Ensemble giver koncert på Atlas i Århus d. 9. februar.
www.atlasaarhus.dk/arrangement.php?id=1667

Den første uge i et nyt år plejer ikke at være den store gå-i-byen-uge. Men så kan man jo også bare vælge at sætte noget ekstragodt på programmet, som de har gjort på Montmartre, med 3 koncerter med Jan Lundgren Trio d. 6.-8. januar.
www.jazzhusmontmartre.dk

Thomas Præstegaard: Thomas Præstegaards Hybris (Shimmy Beat Records) LP

Overmodig støjjazz
 En LP har som bekendt en A og en B side. Det er ikke uvæsentligt i dette tilfælde. Trommeslageren Thomas Præstegaard har ladet sit debutalbum være en udgivelse der kun er tilgængelig som LP. Side A  er med det lettest tilgængelige musik på pladen, mens side B er siden, hvor hjernen for lov til at boble i syre.
Sammen med guitaristerne Simon Krebs og Kristian Westergaard har Præstegaard lavet en plade med appel til jazzlyttere med en forkærlighed for eksperimenterende, punket, støjende, løssluppent og frit improviseret musik.

Det lever og ånder i kraft af de tre kreative og fantasirige musikere, der med inferno og drone i nakken spiller afvekslende tæt. Det overraskende element er det samarbejde, de tre musikere har. De spiller sammen i en grad, der giver respekt. De spiller ikke i hvert deres hjørne, men  er enige om et samlet udtryk.
Har du ikke købt en dansk støjjazzplade i år, er Thomas Præstegaards Hybris et godt sted at starte.
Bonusinfo:
Pladen udgives kun i 250 eksemplarer med håndtrykt pladecover.
shimmybeatrecords.com

Martin Fabricius & Chris Lavender: The speed of why (Gateway)

Healing Jazz
 Var man, som jeg helt forgabt i vibrafonisten Martin Fabricius' plade When sharks bite vil man ikke have svært ved at holde af The speed of why. Alligevel er den anderledes. Han samarbejder på pladen med en gammel studiekammerat fra Berklee College of Music, hvor de begge studerede i starten af 90'erne. Chris Lavender spillede dengang ligesom Martin Fabricius på vibrafon. I dag spiller Lavender på touch-guitar, det er en blanding mellem en bas og en guitar. Man spiller mere som på et klaver på instrumentet. Derudover er der tilføjet lidt diskret percusssion til musikken.
Fabricius har en særlig evne til at formidle melodiernes inderste væsen. Han skaber enkle rolige melodier, der smyger sig omkring kroppen og ind i hovedet og planter den samme ro som der er i musikken. Musikkens soundtrack-lignende egenskaber er med til, at løfte og understøtte følelser. Hvis jeg var filminstruktør...så!
Touch-guitaren er et finurligt instrument der placerer sig mellem lyden af et cembalo og tommelfingerbasspil. Det lyder heldigvis mindre specielt på pladen end som jeg har beskrevet det her. Den kunne let have placeret sig som et gimmick-instrument. Lavender er dog i så god musikalsk forbindelse med Fabricius at han understøtter Fabricius' helt eventyrlige vibrafonspil.
Det er en helende og smuk plade, der kan anbefales til en rolig kop kaffe mens man sidder og kigger ud af vinduet og lader skyerne glide forbi.
Martin Fabricius: martinfabricius.eu

Kom du i Reprisen?

Jazz i Reprisen var et kortlivet projekt, der satte nogle dybe fodspor i dansk musikliv. I årene 1967-1970 dannede biografen Reprise Teatret i Holte ramme om koncerter der gik under navnet Jazz i Reprisen.
Her spillede blandt mange optrædende Contemporary Jazz Quintet, Pierre Dørge, Ole Matthiessen, Mads Vinding, Thor Backhausen, Søndergaard/Nehammer, Jørn Elniff, Peder og Finn Kragerups gruppe, Delta Blues and Boogie Band, Dollar Brand og Jens Jørn Gjedsted.
Sidstnævnte gik hen og blev kunstnerisk leder og skribent på det månedsprogram der til at starte med hed Jazz i reprisen. Det blev siden blev mere omfattende og kom til at hedde Jazz m.m. Men da Jazz i reprisen lukkede pga. dårlig økonomi og manglende støtte fra kommunen fortsatte bladet nu under navnet MM, men det er en anden historie.
Jens Jørn Gjedsted vil gerne i kontakt med dem der kom på stedet. Han er i de senere år blevet antastet af folk der kom i Reprisen og fik et stort udbytte af den forskelligt artede musik der blev spillet der. Idéen er at samle historien om Jazz i Reprisen. Måske lave en bog.
Jeg vil opfordre dig til at henvende dig til Jens Jørn, hvis du kom i Reprisen, har en historie eller lignende.
Du kan kontakte Jens Jørn Gjedsted her: JJG@dr.dk

Årets bedste danske jazzplader 2010

Når man som jeg, går meget op i dansk jazz, er der selvfølgelig sket meget på jazzscenen i 2010. Der er dukket en masse nye navne op, hvor flere giver indikation om, at det ikke er det sidste vi har hørt til dem. Yngre navne er begyndt at etablere sig og finde en plads på den danske jazzscene. Specielt har jeg haft et godt øje til et par stykker, som jeg først skrev om sidste år. Den norske trommeslager Haakon Berre og den danske bassist Adam Pultz Melbye har medvirket på flere vigtige udgivelser i år. De er uddannet samtidig fra det Vestjyske Musikkonservatorium og spiller ofte sammen. Blandt andet på Maria Faust Group-udgivelsen, der er udkommet pladeselskabskollektivet Barefoot Records, som de begge er en del af. En anden markant udgivelse de begge var med på, var pladen Angel, som de lavede sammen med guitaristen Stephan Sieben. Den kom ikke med på årets liste, men den er værd at bruge noget tid på. Brutal jazz af den hårde slags.

Saxofonisten Lars Greve er med på Maria Faust-pladen og på Girls in Airports, der velfortjent fik en Danish Music Award for en plade, der med et samsurium af stilarter fremstår samlet og vellydende.
Adam Pultz Melbye er også med på saxofonsisten Jesper Zeuthens første plade siden 1980. Trio-pladen udkom her i efteråret, men allerede i januar havde et par af numrene fra pladen været med på Carsten Dahls Humilitas-plade. Zeuthens kompositioner Åndedans og Okto åbnede Dahls album, de kom også lige efter hinanden på Zeuthens trioplade. Jeg har valgt Dahls soloplade Effata til en af årets plader, selv om Humilitas også var en stor oplevelse.

Stefan Pasborg spillede trommer på Humilitas. Han kan også selv. På den anden plade med Pasborg's Odessa 5, havde han udvidet orkestret og lavet en spændende og ikke mindst festlig plade der fik mig til, at swinge rundt om mig selv.

Guitaristen Jakob Bro har ikke udgivet noget i eget navn i år. Han har bla. turneret verden rundt med den polske trompetist Tomasz Stanko. Til gengæld holdte Balladeering langt ind i 2010 og her senest fik han en Danish Music Award for det gode album. Bro er alligevel med på listen med to udgivelser. August Rosenbaums debutalbum og Jakob Buchanan's I land in the Green land. To markante udgivelser der efterlader stor respekt.
2010 var et stort år for vokaljazz-udgivelser. I hvertfald, hvis vi ser på antal udgivelser. Der var også flere debutanter der vil holde i lang tid. Kendra Lou og Mette Juul lavede nogle gode plader. Men jeg valgte Indra's plade. Den er hevet frem og sat på afspilleren mange gange i løbet af 2010.
Her i sidste øjeblik har Morten Mosgaard Orksters plade sneget sig med på listen over årets bedste danske jazzudgivelser. Min anmeldelse af pladen er først kommet på bloggen i dag. Nu har jeg lyttet ganske mange gange til pladen, endda med særligt kritiske ører og den holder stadigvæk - og vil med stor sandsynlighed holde i lang tid endnu.

Jacob Anderskov og Thommy Andersson lavede hver især nogle stærke plader med henholdsvis Agnostic revelations og Pending dialogues. Jeg har dog valgt deres fælles plade Triofolded, hvor de er sammen med trommeslageren Peter Nilsson.

Lars Winther er pianist, men sprang i år på plade ud som leder af et big band. Et meget afvekslende big band-album, der med kompleksitet, gode melodier og arrangementer har holdt til mange genlytninger.
Kiss Kiss Bang Bang er den mest klassisk lydende jazzplade i dette udvalg af gode jazzplader. Knasende frisk og gammeldags på en gang.

Som den skarpe nok har bemærket, så har jeg valgt 12 plader til listen. Hvorfor ikke 10, vil nogen måske spørge. Hertil er svaret at der i 2010 kom 12 danske jazzplader der fortjente at komme med på en liste over de bedste plader.  

Pladerne står i uprioriteret rækkefølge.

1. Jakob Buchanan Kvartet: I land in the Green land (Buchanan Records/Pladekisten)
Jeg overgiver mig totalt til denne plade. En spændende og langtidsholdbar plade der er med til, at vedligeholde den aura af en følsom stemning der er i Jakob Buchanans musik.

2. Girls In Airports: Girls In Airports (Mawi Music/Gateway)
Pladen er afvekslende og båret af Martin Stenders fine melodier. De fire musikere har lavet en meget anbefalelsesværdig plade. Hvis dette er lyden af ung dansk jazz anno 2010, ser det særdeles godt ud for fremtiden.

3. Indra: Indra (Gateway)
Benjamin Trærup's støvede, skrøbelige og afdæmpede saxtone klæder så fint Indra's personlige stemme. Hun har en af den slags stemmer, som man falder for med det samme. Der er en flot skrøbelig skønhed over stemmen, uden at man er bange for at der er noget der går i stykker. Dertil er hendes klædelige selvsikkerhed alt for stor.

4. Anderskov/Andersson/Nilsson: Triofolded (Kopasetic)
De spiller rent og frit uden overflødige tilsætningsstoffer. I spændinger mellem minimalistiske enkeltheder og kaos finder de tre musikere sammen om et udtryk hvor alle tre er lige vigtige. Dette dansk-svenske samarbejde er improjazz af høj international standard.

5. Pasborg's Odessa 5: X-Tra Large (Stunt)
Det er ikke mange der både kan hylde Gene Krupa og Ornette Coleman på et og samme album, hvor man vel at mærke kan høre hvem der hyldes. Det kan Stefan Pasborg samtidig med at han beholder sin musikalske integritet.

6. Maria Faust Group: Warrior horse (Barefoot Records)
Musikalsk holder hun sig til ekspressive udladninger, emotionelle stemninger og et herligt tungt groove. Charles Mingus, Carla Bley og Gil Evans er med i ånden.
Hun har imponerende meget styr på de otte musikeres roller. Det sker fordi Faust har udstyret dem med musikalsk materiale der er både kødfyldt og veldefineret.

7. August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway)
Pladen lykkes ikke kun fordi at han omgiver sig med stærke musikere. Dertil spiller han ganske enkelt for flot og velovervejet. Måske endda grænsende til det mere modne, hvis man da kan tillade sig, at sige det om en 22 årig debutant.

8. Carsten Dahl: Effata (Storyville)
Det vigtigste er sådan set, at Carsten Dahl har lavet en plade, der tilhører den sjældne kategori af plader med musik der insisterer på, at blive LYTTET til. Sæt den på. Sæt dig ned. Lyt. Vær med. Vær til.

9. Kiss Kiss Bang Bang: Kiss Kiss Bang Bang (Klumpmusic/Gateway)
Kombinationen af nogle særdeles velkendte - grænsende til nedslidte - populærmelodier og kernehård bebop - som var det Sonny Rollins der stod på Village Vanguard - er intet mindre perfekt! Støvet sax, manisk vild trompet, loose trommespil og en bas der er aktivt tilstede hele tiden viser, at selv om inspirationen er hentet over 50 år tilbage i tiden, så kan den stadig lyde knasende frisk.

10. Jesper Zeuthen Trio (Blackout)
Jesper Zeuthen bakkes musikalsk op af to unge svende, Adam Pultz Melbye og Thomas Præstegaard. De giver et værdigt med- og modspil på en plade, hvor der ikke hersker nogen tvivl om at det er Zeuthens musik og projekt. Han overlader pladsen til de andre to musikere i flere omgange. Men når Jesper Zeuthen kommer i fokus igen, er der ingen tvivl! Han er en stjerne der leder og lyser den hele lange sommernat.

11. Lars Winther: Big Band (Your Favourite Jazz)
Hvis der noget der karakteriserer Lars Winther, er det hans evne til at opsuge og omsætte indtryk, til noget brugbart og for os lyttere inspirerende at lytte til.

12. Morten Mosgaards Orkester (Jaevn)
Morten Mosgaard har lavet en plade, der har potentiale til at nå langt ud over jazzens grænser. Flere vil endda spørge om det overhovedet er jazz, det her. Den disskussion er underordnet, når først trioen spiller. Der er masser af plads til lækre detaljer i musikken, der kan tilfredsstille det kræsne jazzpublikum.

Tidligere års lister:

2009

2008

2007

2006

Morten Mosgaards Orkester: Morten Mosgaards orkester (Jaevn)

En dejlig plade med jazz sunget på dansk
 Det er ikke specielt revolutionerende, når det handler om pop og rock. Men ny jazz sunget på dansk af en mand. Det er så sjældent, at jeg ikke har nogen erindring om hvornår det sidst er sket.
Hverdagspoesi der handler om glæden ved at have gjort rent (Husholdningshøj) eller om at lave en blues (Nu prøver jeg med blues) er så banalt at det skriger til himlen. Men hold da op, hvor er det vedkommende og sandt. Eksistentielle emner tages op i flere andre sange. Fælles for Mosgaards tekster er de personlige og vedkommende ting der tages op.
Når man bevæger sig i det musikalske felt som Morten Mosgaard har valgt er det nærliggende med sammenligninger over i andre genrer, der alligevel ikke er så langt fra det Mosgaard laver. Jeg kommer til, at tænke på en ung Kim Larsen, der ikke har haft sin gang på Christianshavn eller på en mindre fjollet Rasmus Nøhr. Morten Mosgaard har en god og tydelig stemme, der selv om han er skolet ikke lyder skolet. Her er plads til dejlige skævheder, der næppe giver ham jobs i en musical.
Morten Mosgaard har lavet en plade, der har potentiale til at nå langt ud over jazzens grænser. Flere vil endda spørge om det overhovedet er jazz, det her. Den disskussion er underordnet, når først trioen spiller. Der er masser af plads til lækre detaljer i musikken, der kan tilfredsstille det kræsne jazzpublikum. Bjørnskov træder frem med bassen, så det giver mindelser om NHØP. Ikke i lyden, men i den fremtrædende rolle, hvor detaljerigdommen og fornemmelsen for melodien farver Bjørnskovs spil. Trommeslageren Christian Skjødt har jeg tidligere kun hørt i mere eksperimentelle sammenhænge. Her er han passende straight og placerer sig stabilt i trioen. Pianisten Anders Persson spiller med et strejf af både Oscar Peterson og Esbjörn Svensson. Kan man det? Persson kan.
Morten Mosgaards Orkester er en plade der kan anbefales til jazzlyttere der holder af det danske sprog.
Morten Mosgaard: www.mortenmosgaard.dk

Kortjazznyt Uge 49 2010

Den amerikanske saxofonist og fløjtenist James Moody døde i går d. 9. december af cancer i bugspytkirtlen. Han blev 85 år gammel. Moody var i flere omgange med i Dizzy Gillespie's orkestre, hvor han var et populært og skattet medlem. Han har desuden spillet med adskillige danske jazzmusikere som Carsten Dahl, Søren Kristiansen og Hans Henrik Bay.
Hans solo fra 1949 på In the mood for love blev til pophittet Moody's mood for love, som bla. George Benson, Amy Winehouse og flere andre siden hen kastede sig over.
www.jamesmoody.com

Hvis the Bad Plus havde haft en saxofonist som medlem, så havde det nok været Bill McHenry. I hvertfald har to tredjedele af trioen, Ethan Iverson og Reid Anderson ofte samarbejdet med saxofonisten. Bla. spillede de på McHenry's album Roses fra 2007 sammen med Paul Motian. Bill McHenry er en alsidig saxofonist der også har arbejdet med moderne klassisk musik af bla. Ran Blake og Guillermo Klein.
Bill McHenry er Artist in Residence i Danmark fra marts og to måneder frem. Det sker ved hjælp af Statens Kunstråds DIVA ordning. I perioden vil han både undervise og spille i landet
www.billmchenry.com

Han har endnu ikke lavet et album i eget navn endnu, men har vist sine evner i bla. Alex Riel Trio. Og dog. Pianisten Heine Hansen har fuldt vejen som flere andre danske pianister; Kasper Villaume, Henrik Gunde, Olivier Antunes og Carsten Dahl. Han har udgivet en trioplade i Japan. Det er den japanske producent Mitsou Jofu der har udgivet pladen When the sun comes out på Marshmallow Records. Blandt numrene på pladen finder man Trubbel, Are you lonesome tonight og The boy next door.
Morten Lund tager sig af trommerne og Jesper Lundgaard klarer bassen.
www.marshmallow-records.com/

Statens Kunstfond har valgt at præmiere 8 danske musikudgivelser fra 2010. Her iblandt flere med jazzbaggrund. Det drejer sig om Søren Kjærgaards Open Opus, Peter Danstrups Reptiles in the sky og Josephine Cronholms Songs of the falling feather. Desuden er uropførelsen af Jonas Bergs og Trinelise Værings Oh Purity på Copenhagen Jazzhouse d. 6. november også præmieret.
De har hver fået 50.000 kr. af det der hedder Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Rytmisk Musik, hvor medlemmerne er Juliana Hodkinson, Tobias Trier og Marilyn Mazur.
www.kunst.dk/statenskunstfond/nyheder/artikel/statens_kunstfond_praemierer_8_cd_udgivelser_mv_i_2010-1/

Carsten Dahl: Effata Solo Piano (Storyville)

Luk dig op og Lyt
Han har været der før. Han har endda fået en grammy for en der var tredobbelt og en anden har han udgivet på Deutsche Grammophon. Desuden har han arbejdet med Bach's Goldberg variationer i flere år. 

Det er pianisten Carsten Dahl og soloklaveret. Idéen til den aktuelle plade udsprang af den indspilningssession der udløste Humilitas, der udkom tidligere i år. På samme tidspunkt som udgivelsen af Humilitas, sidder Carsten Dahl i Jan Erik Kongshaugs legendariske Rainbow-studie i Oslo ved det berømte flygel, der med sin klang er en af årsagerne til, at pianister drages af Kongshaugs studie. Han indspiller de 15 numre der bliver til Effata.

Effata er aramæisk og betyder Luk dig op. Det gør Carsten Dahl i en grad så jeg bare må tage imod.
Der er mindelser om Lennie Tristano, Bach, Keith Jarrett og så en sjat Erroll Garner. Sikkert også andre. Det vigtigste er sådan set, at Carsten Dahl har lavet en plade, der tilhører den sjældne kategori af plader med musik der insisterer på, at blive LYTTET til. Sæt den på. Sæt dig ned. Lyt. Vær med. Vær til. Effata er en stor musikalsk oplevelse lige midt i dit hjem.
Carsten Dahl: www.carstendahl.dk

Torben Waldorff: American Rock Beauty (Artistshare)

Fristende rockinspireret
 Den danske guitarist Torben Waldorff er bosat i Sverige og udgives på det amerikanske pladesleskab Artistshare. Han har i selskab med fire amerikanske musikere lavet en velformet jazzrock plade, der med sin umiddelbarhed frister og fænger. Waldorff har tidligere udgivet et par albums på Artistshare. Her er samarbejdet med den amerikanske saxofonist Donny McCaslin et gennemgående element. På American Rock Beauty er det et forbilledligt samarbejde de to musikere har.
Waldorff overlader en masse plads til McCaslin, der kvitterer med at spille en suveræn tenorsax. Jon Cowherd på piano, orgel og Rhodes er med til underbygge den gode groovy stemning. Jeg kommer ofte til at tænke på Pat Metheny, når jeg hører Waldorff. Det er ikke kun i Waldorff's teknisk velfunderede guitarspil men også i de klare dynamiske melodier.
Torben Waldorff har lavet en plade, der kan finde sig et publikum i den store gruppe af musikelskere, der nyder teknisk velspillet jazz, der er rundet af rocken.
Titelnumret som gratis download: www.allaboutjazz.com/php/jazzdownload.php?id=5660
Torben Waldorff: www.waldorff.com

Vanja Santos: Virtual bossajazzsamba (Gateway)

Modig og upoleret
 Her er en brasiliansk sangerinde der har en noget anden tolkning af den brasilianske musik, end den man er vant til at høre. Hun bor i Danmark. Det der er anderledes består ikke i, at der er noget særligt dansk at høre i musikken. Musikken er velspillet og tro overfor brasiliansk jazz. Det er Vanja Santos, der er forskellen. Hun er en brusende sangerinde, der nok kender traditionerne og udfordrer dem. Hun synger med en usleben stemme, der på trods af den rå og skæve fremtoning lige præcis holder som fortolker ud i den brasilianske jazz med bossa nova, samba og hvad der til hører.

Sammen med en række erfarne musikere i form af bla. Christina von Bülow på altsax og fløjte, Ben Besiakov på piano, Jacob Fischer på guitar, Christian Sievert på guitar og Afonso Correa på percussion køres musikken sikkert i havn. Hun har lavet en afvekslende plade, hvor hun fortolker musik af bla. Jobim, Joyce og Ivan Lins. Der er også blevet plads til My Funny Valentine. Hun har selv skrevet et par af numrene.
Pladen er modig, upoleret og varm brise i den danske vinter.
My Space: www.myspace.com/vanjasantosdacruz

Hvad en sang med Bessie Smith kan føre til...

Bloggeren Chris Albertson sendte en mail til mig efter at han havde læste interviewet med mig i Jazzspecial. Han gjorde mig opmærksom på sin egen blog Stomp Off, hvor han i november havde uploadet nogle supersjældne optagelser fra en jamsession i 1953 i København. Lionel Hamptons Orkester var i byen og i den forbindelse fik Chris sammen med Timme Rosenkrantz lokket en lang række af musikerne hen til en jamssession i Forsvarsbrødrenes Hus. Art Farmer, Clifford Brown og Quincy Jones var blandt de deltagende. Mens danskerne Max Brüel, Jørgen Ryg, Erik Moseholm og Jørgen Bengtsson var blandt de danske musikere. Det er vel at mærke Chris Albertson der selv har forestået optagelsen af jamsessionen, hvor han indtil videre har lagt Perdido, All the things you are og Indiana på bloggen. Besøg selv bloggen og læs Albertson's personlige udlægning af hvad der skete dengang. Underholdende og interessant på en gang.

Jeg begyndte at blive noget nysgerrig på hvem ham Chris Albertson så egentlig er. Ved at læse bloggen er jeg blevet en hel del klogere. Han er forfatter til Bessie, den vigtigste Bessie Smith biografi der er udkommet. Den udkom første gang i 1972 og er siden blevet revideret adskillige gange, sidste gang i 2003. Han hørte Bessie Smith i Danmarks Radio i 1947 og har siden været optaget af jazzen. Bogen blev i øvrigt - ifølge Albertson - anmeldt af Boris Rabinowitsch i Politiken dengang den udkom. En positiv anmeldelse, men Boris nævnte ikke et ord om at Albertson var af dansk (og islandsk) oprindelse. På det tidspunkt i starten af 70'erne var Albertson allerede godt etableret som producer, skribent og var vært på det amerikanske TV-show The Jazz Set. Et ugentligt show der præsenterede folk som Mingus, Bill Evans, Heath brødrene etc. Albertson har skrevet om disse shows på bloggen med klip derfra.
Albertson boede i Danmark frem til midten af 50'erne, hvor han udover Timme Rosenkrantz og lærte Karl Emil Knudsen at kende, hvilket han beskriver i to fine indlæg om Knudsen og trad. jazzens indtog i København i 1952.
Stomp Off er med andre ord fyldt til bristepunktet med spændende læsning for alle jazzfreaks.
www.stomp-off.blogspot.com

The World: There is an ocean between us (Hoob Jazz/Target Records)

Frisk og viril power
 Det er en plade der er forholdsvis let at kategorisere som en post-Esbjörn Svensson plade. Det lyder givetvis negativt i visse øren. For mig handler det i stedet om en trio der bygger på nogle af de samme musikalske idéer som Esbjörn Svensson Trio. De arbejder så videre med det. Den svenske pianist Fabian Kallerdahl er gået sammen med halvdanskerne Anton Eger på trommer og Petter Eldh på bas. Kallerdahl har bla. gjort opmærksom på sig selv i trioen Music Music Music, en trio der i væsen ikke er langt fra The World. Mens Eger har trukket opmærksomhed i Jazzkamikaze og Phronesis. Eldh er en alsidig herre, der her på bloggen bla. har fået omtale i forbindelse med nogle meget forskellige udgivelser med Schneeweiss und Rosenrot, Magnus Hjorth Trio, Contrabande og Malene Mortensen.
De spiller musik skrevet af Eldh og Kallerdahl, men der er også sneget andres musik med. We are the world, Boards of Canada's Roygbiv og Neil Young's Only love can break your heart er de højst utraditionelle kompositioner de har kastet sig over. Musikken er vokset ud af en stribe jams, hvorefter de gik i studiet og har skabt en seriøs overraskelse. Pladen er sprængfyldt med frisk og viril power. Heftige breaks, smukke ballader, rockede grooves, swing og afvekslende stemninger. Det er en sammenhængende og imponerende plade der på det kraftigste kan anbefales til folk, der holder af The Bad Plus eller E.S.T. Men husk på, at The World er sig selv. Kallerdahl er feks. ikke bleg for at smide nogle old school synths ind i musikken, der ellers er båret af klaver, bas og trommer.
www.hoob.net

Morten Pedersen: JapGaf (Barefoot Records)

Levende musik
 Han er for mange et nyt bekendtskab og det er da også hans første plade i eget navn. Pianisten Morten Pedersen har tidligere gjort opmærksom på sig selv med trioen The Mighty Mouse og spiller også i Maria Faust Group. Han er med i Barefoot kollektivet, der udsprang fra Vestjysk Musikkonservatorium. På denne opsigtsvækkende plade spreder han sig over to CD'er. På den ene er han sammen med Lisbeth Diers på percussion og på den anden er han sammen med Thommy Andersson på bas.
Samarbejdet mellem musikerne opstod i 2009, hvor de spillede sammen ved forestillingen Bag 7 døre på Kaleidoskop. Der var opstået en lyst og energi til at spille mere sammen, som de efterfølgende kastede i samarbejdet der har resulteret i denne plade. Pladen er ikke kun bemærkelsesværdig pga. duokonstellationerne. Med udgangspunkt i Pedersens kompositioner åbnes der op for improvisation og frit spil. På den måde kommer man som lytter vidt omkring. Her er bløde melodier, kaotiske forløb og en masse midt i mellem.
De to plader er forskellige og alligevel hersker der den samme grundstemning i musikken. Den er gennemsyret af en levende og tændt tilstedeværelse. Med enkle virkemidler har Morten Pedersen og hans to medspillere lavet en vedkommende og spændende plade.
Lyden på pladen er produceret med en ren og markant lyd uden effekter. Der lyder som om den er optaget med en mikrofon midt i lokalet. Instrumenterne er i niveau og man får en fornemmelse af at være tilstede midt i musikken.
Morten Pedersen: mortenpedersen.com

Lars Møller: Phobia (Stunt)

Kvarttoner og melodier
Da Lars Møller i 2006 modtog det tre-årige arbjedslegat fra Statens Kunstfond gav det ham mulighed for at arbejde intensivt med kvarttoner i sit saxofonspil. Det udløste bla. intensive øveperioder på saxofonen. Allerede tidligt i karrieren havde Møller stiftet bekendtskab og arbejdet med de indiske ragaer, bla. under flere længerevarende ophold i Indien. Her indgår mikrotoner som en vigtig bestanddel. Senere var han med i det klassiske ensemble, Den Danske Saxofonkvartet, hvor de udover musik af bla. Bach også spillede  nutidig dansk klassisk musik af folk som Per Nørgaard og Svend Hvidtfeldt Nielsen, hvor specielt sidstnævnte satte ham i gang med en proces, hvor han fik følelsen af at det var som at starte på ny på saxofonen.

Arbejdet med kvarttone-sproget har sat dybe spor i musikken på Phobia, der er første plade med Møllers nye kvartet bestående af Thor Madsen på guitar og tyskerne Robert Landfermann på bas og Jonas Burgwinkel på trommer. Al den snak om kvarttone-sprog er selvfølgelig af musikteoretisk karakter og har for den almindelige musiklytter ingen betydning. Det interessante for lytteren der kender Lars Møller er den udvikling der kan høres i Møllers spil. Der er kommet en upoleret råhed over hans tone, der er klædelig og hænger godt sammen med de ni kompositioner på pladen.
Thor Madsens guitar er ligeledes med til, at gøre Phobia til en vigtig jazzudgivelse. Madsen er skarp og afvekslende i spillet. Lars Møller har stadig en melodiåre, der får lov til at flyde. I over 20 år har Møller udgivet plader på Stunt Records, hvor mange utvivlsomt stadig husker Copenhagen Groove fra 1989. Phobia er også en plade der vil blive husket i mange år frem.
Lars Møller: larsmoller.com

Mikkel Nordsø: Five steps 2 seven (Stunt)

Fusionen er i live
Dengang Sneakers eksisterede var der mange (drenge) der var vilde med guitaristen. Han kunne spille en rockspade, der både bød på teknik og power. Da han senere lavede Mikkel Nordsø Band satte han i firserne standarden for hvordan dansk fusion med inspiration fra verdensmusik, rock og jazz skulle lyde.
På det nye album er "Band" forsvundet fra kunstnernavnet, men fans af Mikkel Nordsø Band bliver ikke skuffede. Der er numre, hvor tonen fra fusionsfirserne er så tæt på, at det kun er lyden der afslører at det rent faktisk er 2010 og ikke i 1985 vi befinder os.
Pladen kan deles i to. Den ene del af pladen er smooth jazz mens den anden er mere inspireret af verdensmusik i fusionsaftapning. Han har allieret sig med et kompetent band, hvor trommeslageren Terri Lyne Carrington sammen med bassisten Christian Douglas er med til at sikre en groovy bund. Mens Nordsø's gamle ven Ben Besiakov sidder ved keyboardet og gæster som bassisten Etienne Mbappe og saxofonisten Bob Malach dukker op undervejs.
Det er forrygende modigt af Mikkel Nordsø at spille jazz, der i den grad skriger på en genåbning af Montmartre i Nørregade og legalisering af cigaretrygning på de danske spillesteder.
My Space: www.myspace.com/mikkelnordsoe

Thomas Clausen Sxtet: Spanish blue (Stunt)

Stringent og mangeartet
Som hos Chick Corea har den spanske musik haft en tiltrækning i pianisten Thomas Clausen. Nu har det udløst et helt album, hvor han mest har brugt det spanske som et stemningsbillede. For musikken er ikke specielt spansk.
Trioen med Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, som han i 2007 lavede Back to basics sammen med er udvidet. Med tilføjelsen af Peter Fuglsang på sax og klarinet, Per Gade på guitar og Paolo Russo på bandoneon er han i stand til, at udvide den musikalske palet. Fusion, latin, tango og europæisk klassisk musik er nogle af elementerne på pladen hvor jazzen er fundamentet. Hvis man er bekendt med Dino Saluzzi Group og specielt noget af det, de har lavet i de senere år er man godt klædt på til Thomas Clausen Sxtet.
Men det er alligevel en Thomas Clausen plade, hvor man aner tilknytningen til det danske i Clausens musik. Prøv feks. at lytte til Elegy, hvor man tages med på en flyvetur ud i den danske natur. Den varme luft og blå himmel, vinden i håret mærkes og minderne svæver rundt i en stemning af tristhed over svundne tider. Men også en glæde over at man har minderne med sig.
Thomas Clausen har lavet en plade der står stærkt i den store mængde af plader, som han efterhånden har lavet. Kombinationen af de mange forskellige stilarter i et ensartet og stringent udtryk klæder pladen.
Bonusinfo:
I CD-hæftet er der billeder fra bogværket og udstillingen Danmark under forvandling, hvor topfotografer har taget billeder af den danske natur.
Thomas Clausen: www.thomasclausen.com

Vind billetter til Bo Stief på Montmartre

Den legendariske bassist Bo Stief spiller i denne uge fra torsdag til lørdag på Montmartre sammen med Hans Ulrik på sax og Krister Jonsson på guitar. Han er den musiker der har spillet flest gange på det gamle Montmartres scene (inkl. NHØP, Dexter og Drew).
Du kan vinde en billet til koncerten torsdag eller fredag ved at svare på nedenstående inden onsdag (1. december) kl. 15.
Der er 5 x 2 billetter på højkant!

Hvad hedder fusionsjazzbandet som Bo Stief dannede sammen med Palle Mikkelborg i 70'erne?

a) Exit
b) Entrance
c) Shortcuts

Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com

KortJazzNyt uge 48 2010

På den norske public service kanal NRK kan man for tiden se den finsk producerede TV-serie Jazz i norden. Første afsnit blev vist 9. november og er tilgængelig i en måned herefter på NRKs website. Der er lavet syv programmer som hver varer 1 time. Der er primært fokus på svenske, norske og finske musikere. Mellem de mange interviews er der masser af koncertoptagelser.
Jan Garbarek, Thommy Andersson, Anders Jormin, Jon Christensen, Jonas Kullhammar, Karl Seglem og Jon Balke blandt de medvirkende.
Finske YLE, svenske SR og norske NRK har bekostet produktionen af programmet, hvilket forklarer de manglende danske musikere. 

Hvor hulen var Danmarks Radio med deres fedtører??!
- under rulleteksterne kan man se at de tre førnævnte stationer har leveret arkivmateriale sammen med DR. De kunne jo godt en gang...shame on you, DR!
www.nrk.no/programmer/sider/jazz_i_norden/

Saxofonisten Jonny Campbell er død. Han blev 93 år. I 40'erne var han sammen med broderen Jimmy og janitsharen Kaj Timmerman med i Harlem Kiddies. I 50'erne og 60'erne spillede han regulær bebop af høj karat. Leif Bjerborg fra Little Beat Records har skrevet en nekrolog i Politiken.
politiken.dk/kultur/musik/ECE1128417/50ernes-vigtigste-jazzsaxofonist-er-doed/

Marilyn Mazur får d. 3. december overrakt prisen EUROCORE - JTI JAZZ AWARD i Trieri Tyskland. Her spiller hun også en koncert med projektet Celestial Circle, der blev dannet til en afslutningskoncert på Molde Jazzfestival i 2008. Hun har John Taylor på piano, Josefine Cronholm på vokal og Anders Jormin på bas med i kvartetten, der også spiller på Nasjonal Jazzscene i Oslo d. 10. december og ligeledes turnerer i sommeren 2011. Koncerten på fredag bliver sendt i Saarländischen Rundfunk kl. 21.00.
www.sr-online.de/sr2/554/

I løbet af december afslører jeg her på bloggen, hvilke ti danske jazzalbums jeg synes er de bedste i 2010. Allerede nu kan du se hvilke albums der hitter hos de amerikanske jazzskribenter på deres website Jazz Journalists Association.
members.jazzjournalists.org/2010_Best

Maria Carmen Koppel: A merry little christmas (Cowbell)

Så er det jul
Mens disse linjer skrives daler sneen ned udenfor. Planen er at julepyntekassen skal findes frem i dag og at der skal pyntes op. Børnenes julepynt, de lavede til SFO-arrangementet i torsdags ligger klar i vindueskarmen til at indgå i dette års Complete X-mas Makeover af hjemmet.
Marie Carmen Koppels juleplade A merry little christmas får ikke bedre rammer at blive anmeldt under. Hun har valgt 10 klassiske julemelodier på engelsk. Det er jo en ret så lige til affære for Marie Carmen Koppel at lave en juleplade, hvor traditioner er til for at blive holdt. Hun har etableret sig som en af de førende gospelsangerinder herhjemme, mens hun også flirter med jazz, r'n'b og pop. Så der er ligesom fundet brænde frem til kakkelovnen der holder den traditionelle julemusik varm.
Pladen indledes med Silent night og undervejs præsenteres vi for andre klassikere som Oh holy night, The Christmas song og White christmas. Marie Carmen Koppel går efter traditionerne og har heller ikke problemer med at levere det forventede. Ind i mellem rystes mit jazzlegeme også hjerteligt, som når hun midt i White christmas efter at have foredraget den helt efter gospelbogen, swinger løs med Dan Hemmer på hammond-orgelet.
Bonusinfo:
Marie carmen Koppel er på turné med julemusikken det meste af december måned.
Marie Carmen Koppel: www.mariecarmenkoppel.dk

Thommy Andersson/Peter Nilsson/Jacob Anderskov: Triofolded (Kopasetic)

Dansk-svensk impro uden tilsætningsstoffer
Når jeg kalder musik organisk er det som regel fordi, at der er en levende følelse i musikken. Jeg kan høre at den trækker vejret, at den omsætter den opfangede energi. Nogle gange er det så fremherskende at jeg får billeder frem på nethinden, hvor det organiske bliver konkret. En skovbund der ånder en tidlig morgen eller saftig, blød og velduftende muldjord der bringer liv til de små grønne spirer. Billeder er der nok af når jeg hører Triofolded.
Pianisten Jacob Anderskov er igen gået sammen med bassisten Thommy Andersson og trommeslageren Peter Nilsson i en trio, hvor musikken er 100 % improviseret. De er alle tre særdeles erfarne impro-musikere og denne plade er dejligt eksempel på det. De spillede sammen fra 1999-2002 og har heldigvis igen fundet tid og lyst til at arbejde sammen.
De spiller rent og frit uden overflødige tilsætningsstoffer. I spændinger mellem minimalistiske enkeltheder og kaos finder de tre musikere sammen om et udtryk hvor alle tre er lige vigtige.
Dette dansk-svenske samarbejde er improjazz af høj international standard.
Thommy Andersson: thommy.dk

KortJazzNyt Uge 47

Den amerikanske supertrio The Bad Plus spiller på Fermaten i Herning d. 16. februar, som en del af deres neverending tour, dagen efter er de i øvrigt i Odense på Dexter.
www.fermaten.dk

Trommeslageren Daniel Humair hører til en af de store europæsiske jazzlegender. Benjamin Koppel har ved flere koncerter spillet sammen med Humair i Paris. Desuden har de lavet to plader i 2006 og 2008 sammen.
I dagene 16-18 december står de på Montmartre scenen sammen med bassisten Thommy Andersson.
www.jazzhusmontmartre.dk

Pianisten Abdullah Ibrahim spiller i næste uge d. 2. december på Posten i Odense med septetten Ekaya, hvilket er første gang i Danmark. Han fik Jazzhus Montmartre op at koge i sommers med tre triokoncerter på det intime sted. Nu er det en større scene, hvilket passer bedre til et lineup med fire blæsere. På det nye album Sotho Blue, der udkom i oktober præsenteres en blanding af Ibrahim-klassikere som Calypso Minor og The Wedding og mindre kendte kompositioner, der alle har det umiskendelige Abdullah Ibrahim.
Der kan godt gå hen og blive rigtigt varmt på Posten den aften.
www.postenlive.dk

HC: Don't wear it out (Gateway)

Stramt produceret vellyd i poppende humør
Hans Christian Erbs hedder manden bag navnet HC. Han er trompetist, sanger og komponist. Han har med Don't wear it out lavet en plade der vellystent forsøger at sprede god stemning. Pop med stort P og jazz fra det hjørne, hvor man ikke er bange for at spille en ukompliceret melodi og drysse godt med sukker på. Sammen med trommeslageren og produceren Jens Kristian Dam Pedersen har HC over en periode fremdyrket sangene og musikken på en plade, hvor vellyden er højsædet. Arrangementerne af musikken bærer præg af at være lavet af musikere der ikke har været i tvivl om hvad de ville. Der er plads til en masse solospil, hvor det selvfølgelig er HC's flotte trompetspil der oftest trækkes frem.
HC synger med en søvnig stemme, der ikke er den største. Det er den eneste anke jeg har mod pladen. HC har en stemme der ind imellem har svært ved, at stå mål med den flotte og stramt producerede musik.
Hvis jeg var late night DJ på en radiostaion med smooth jazz ville Don't wear it out ryge direkte ind på heavy rotation-listen.
HC: www.hc-music.dk

Daniele di Bonaventura & Vertere String Quartet: Sine Nomine (Daniele di Bonaventura/Harmonia Mundi)

Stemningsladet tristesse
Herhjemme kender vi vist Paolo Russo så godt, at vi efterhånden betragter ham som dansk, selv om det italienske ophav ikke er noget han kan løbe fra. Han spiller på det argentinske tangoinstrument, den lille harmonika der hedder en bandoneon. Det er han ikke den eneste italiener der gør. Det gør Daniele di Bonavenetura også og han bor stadig i Italien. Han er aktuel med en plade sammen med strygerkvartetten Vertere String Quartet.
Musikalsk er det ikke langt fra det man kender fra feks. Dino Saluzzi. Her er dog mindre dele af den argentinske tangomusik. I stedet er det klassisk musik af den romantiske slags. Musikken er indspillet i en kirke. Titlerne på de enkelte melodier indikerer også inspiration fra  kirkens traditioner og ceremonier. Det er betagende stemningsladet musik med en let stemning af tristesse.
Daniele di Bonaventura: www.danieledibonaventura.com

Karin Juhl: Very early (Music Mecca)

Moden vokaldebutant
Jeg vil betegne mig som rimeligt erfaren ud i anmeldelser af danske jazzsangerinder. Faste læsere af bloggen har bare indenfor det sidste år læst om veteranen Cæcilie Norby, yngre stjerner som Sinne Eeg, Sidsel Storm og Cathrine Legardh og debutanterne Mette Juul, Kendra Lou og Indra. Derudover adskillige andre. Der sker som vanligt rigtigt meget indenfor vokaljazzen herhjemme.
Karin Juhl er endnu en debutant, men ikke en helt almindelig en. Karin Juhl er vel det man kan betegne som en moden sangerinde med sølvstænk i hår, uden at fornærme nogen. Hun kaster sig på pladen over nogle af vokaljazzens helt store klassikere. Nature boy, Peel me a grape, Love for sale er blandt de udvalgte numre. Hun omgiver sig med en trio der indgyder respekt. The Pulsating Twins; AC på bas og Jakob Høyer på trommer er sammen med pianisten Ben Besiakov en forfriskende trio. De har respekt for materialet og spiller det forholdsvis straight. Jeg får meget let associationer til en sammentømret new yorkertrio, der spiller med et overskud af musikalitet. De suppleres på tre numre af Jakob Dinesen, der uden problemer falder ind og giver et passende tilskud sax.
Karin Juhl har ofte optrådt på Christianias Jazzklub og lyder heller ikke som en debuatant. Hun lyder som en moden afklaret kvinde, der med godt styr på vokalen, i afslappet stil lander pladen godt. Det her er ikke en revolutionerede vokaljazzplade, men et godt visitkort for Karin Juhl, der bør være stolt af denne plade.
Karin Juhl: www.karinjuhl.dk

Jazzen ved DMA 2010

August Rosenbaum

Jazzen var sammen med de andre genrer folk og world kommet med hos poppen og rocken til Danish Music Awards. Så defor var jazzbloggeren også inviteret med. Jeg havde med spænding set frem mod showet, der på hjemmefronten udløste en del streetcredit hos mine døtre på 7 og 12 år der syntes at det var sejt at jeg skulle til fest med Medina. Jeg har tidligere overværet et enkelt DMA Jazz award show på Copenhagen Jazzhouse, hvor jeg bla. mindes en fed optræden med Marc Ducret og Stefan Pasborg. Jeg var godt klar over at det nok ikke var dem, jeg ville komme til at opleve. Faktisk var der kun en jazzoptrædende. Bassisten Nicolai Munch Hansen spillede sammen med Jakob Bro, Jakob Høyer, Ned Ferm og Mads Hyhne to numre fra det nye album Chronicles. Det sidste nummer My man inkluderede Munch-Hansens kæreste Kira Skov. Et godt valg til det blandede publikum. Det kunne være fedt, hvis de lavede noget mere sammen.
Den første vinder var August Rosenbaum der velfortjent fik prisen i kategorien årets nye navn for pladen Beholder. Jeg talte med August i pausen og hans tydelige glæde over prisen er en god grund til, at der en gang i mellem skal uddeles priser til særlige talenter.
Jakob Bro der også medvirker på Augusts plade fik ikke helt uventet prisen for årets danske jazzplade. Balladeering er en helt særlig jazzplade, der også vil blive taget frem om 25 år med stor glæde. Jeg havde dog alligevel håbet på at det blev en anden guitarist Thomas Maintz der løb med prisen. Det kunne have været det sidste puf til at løfte en dygtig musiker ud i verden - eller måske bare Danmark i første omgang.
Sinne Eeg fik prisen for årets vokal udgivelse for pladen Don't be so blue. Hun fik også prisen i 2008 for pladen Waiting for dawn. Jeg havde håbet på at prisen gik til den sympatiske sangerinde Indra, der har en særlig evne til at komme ud over scenekanten.
I crossoverkategorien var det Girls in Airports der løb med prisen. De er allerede godt i gang med forberedelserne til deres andets album. Gruppen er stille og roligt blevet en af mine helt store favoritter i 2010 og jeg glæder mig til at høre mere til dem.
Cæcilie Norby hastede ind til Bremen ude fra DR-byen hvor hun havde lavet en TV-indspilning. Hun fik velfortjent Ifpi's ærespris.

Niels Præstholm & The Gyroscope String Trio: Precessions (Gateway)

Avanceret og ukunstlet
Bassisten Niels Præstholm har siden 1990 huseret på den danske jazzscene med projektet Embla, der med skiftende medlemmer har spillet Præstholms musik. Nu har han føjet endnu et projekt til sit CV. The Gyroscope String Trio, der udover Præstholm på bassen inkluderer den norske bratchist Bergmund Skaslien Waal og den franske cellist Alain Grange. Begge musikere har store erfaringer med jazzen. På den nye plade Precessions suppleres de på 7 af pladens 11 numre af musikerne Haakon Berre på trommer og Simon Spang-Hanssen på saxofon. Et enkelt nummer er en liveindspilning, hvor John Tchicai også er at finde på scenen.
Blandingen af rene strygernumre med numrene med Berre og Spang-Hanssen giver en god spændvidde. Improvisation er en af hjørnestenene på pladen. Præstholm er som komponist god til, at give sine musikere noget spændende og ikke alt for fastlåst materiale at arbejde med. Det er noget de alle tager seriøst. Bratchisten Bergmund Skaslien Waal viser flere gange nogle suveræne evner som en musiker, der gnidningsløst svæver mellem folkemusik, jazz og klassisk. Det er meget betegnende for en plade, der mest af alt er et glimrende eksempel på Præstholms gode evner som styrmand og komponist på et højt og avanceret niveau. Men samtidig er det alligevel så ukunstlet.
My Space: www.myspace.com/gyroscopestringtrio
Niels Præstholm: www.nielspraestholm.dk

Søren Kjærgaard/Ben Street/Andrew Cyrille: Open opus (ILK)

Åben jazz 
Et åbent musikværk. Søren Kjærgaard åbner med sit andet album op for den frie luftige triojazz, med amerikanerne Ben Street på bas og Andrew Cyrille på trommer. Det er ikke voldsomt eller sønderevet. Der er eftertænksomhed, ro, forvirring og andre mentale udfordringer på en trioplade der stille og roligt vokser sig stor. Trommeslageren Andrew Cyrille er lieg fyldt 71 år og har bla. 15 år hos en af Kjærgaards gamle musikalske helte Cecil Taylor med i den musikalske baggage. Cyrilles levende bund, hvor pulsen nok hopper nogle slag over og føjer andre til, er perfekt til Kjærgaards enkle og minmalistiske spillestil. Der hentes en masse i freejazzen, men der er også forbindelser til feks. klassisk musik.
Det er album nr. 2 med Kjærgaards amerikanske trio. Der er sket en udvikling hen mod mere løse strukturer, der har en tyngde og relevans. Open opus er musik der kræver en mental investering fra lytterens side.
Søren Kjærgaard: www.sorenkjaergaard.com

Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio (Blackout)

Spirituel stjernejazz
Det er ikke fordi at dansk jazz er overbefolket med veteraner fra den eksperimenterende del af jazzen. Der er nogle få aktive og flere af dem er i særklasse. John Tchicai er vel den mest kendte - også internationalt. Peter Friis Nielsen er en anden. Saxofonisten Jesper Zeuthen er ligeledes en af dem. Han er aktuel med en ny trioplade, der blot hedder Jesper Zeuthen Trio. Det er den første plade i eget navn siden LP'en Det går agurk fra 1980.
Her præsenteres vi for rendyrket Zeuthen-saxspil. Han har en højst personlig tone på saxen. En tone der er udviklet siden årene med kultbandet Blue Sun, hvor han første gang dukkede op på musikscenen. Jesper Zeuthen har en skarp insisterende lyd med lange toner. Zeuthen er tiltrukket af spirituelle næsten tranceskabende forløb.
Titler som Solajama i solen, Åndedans, Synk ej, Gnist og I vilden sky er rammende beskrivelser af musikken der vedvarende betager og tiltrækker mig som lytter. Jesper Zeuthen bakkes musikalsk op af to unge svende, Adam Pultz Melbye på bas og Thomas Præstegaard på trommer. De giver et værdigt med- og modspil på en plade, hvor der ikke hersker nogen tvivl om at det er Zeuthens musik og projekt. Han overlader pladsen til de andre to musikere i flere omgange, hvor Melbye uden at være brovtende og ufølsom leverer et fascinerende kraftfyldt basspil. Men når Jesper Zeuthen kommer i fokus igen, er der ingen tvivl! Han er en stjerne der leder og lyser den hele lange sommernat.
My space: www.myspace.com/jesperzeuthen

Ibrahim Electric: Royal Air Maroc (Tactic Records/Target)

Vanviddet siver ud i små doser
 De har over de sidste otte år udviklet sig til at være et sikkert livehit på de mindre koncertscener rundt omkring i landet. Deres originale blanding af jazz, rock og afro med underafdelinger af funk, balkan og surf er en cocktail der er med til, at skabe god stemning. Vanviddet lurer lige under overfladen. Det siver ud i små doser, som på Der Alte Das Boot, hvor de tre musikere med desperation i stemmen rytmisk råber titlen igen og igen.
Det nye album Royal Air Maroc er ikke en revolutionerende ny Ibrahim Electric-plade. De har fundet en musikalsk base som de stille og roligt udbygger. Denne gang er der flere tendenser der peger i retning af rocken som den lød et eller andet sted mellem 1967 og 1972, hvor pladetitlen kunne referere til noget der kunne stoppes i en pibe, der blev sendt rundt blandt vennerne.
Nye fans kan sagtens begynde her. De bliver langt fra skuffede. Gamle fans der holdt af den forrige Brothers of Utopia skal også have den her. Okay, det er måske ikke en uundværlig Ibrahim Electric plade. Den er alligevel mere end almindeligt velkommen. De tre musikere fortsætter stædigt med at udvikle noget der er unikt - ikke bare i Danmark, men også internationalt. Det er rigtigt fedt. Specielt fordi de konstant udvikler deres musik ved koncerter.
My Space: www.myspace.com/ibrahimelectric

Niels Christensen: Montmartre i Nørregade - Mig og Monten (People's Press) Bog

Historien om Montmartre i Nørregade
Endnu en bog om Montmartre. For et par år siden udkom Frank Büchmann Møllers monumentale værk Montmartre. Den nye udgivelse handler dog om Montmartre i Nørregade og er forfattet af førstehåndvidnet Niels Christensen.
Unge Niels var som militærnægter ansat hos Arnvid Meyer i det danske jazzcenter i Rønnede. Da man i 1976 åbnede Montmartre i Nørregade i det gamle Adlon, brugte man Arnvid Meyer som hjælp til at hyre jazzmusikere. En af indehaverne Kay Sørensen havde fidus til Niels Christensen, der kort tid efter blev ansat som musikchef. En stilling der indebar at han skulle stå for programlægning, pressearbejde og meget andet. Lydmand og DJ var også noget der snart kunne føjes til CV'et.
Niels Christensen viderebragte og udbyggede hurtigt legenden om Montmartre. Han forlod formularen med en fast dansk gruppe, der bakkede en ældre amerikansk stjerne op. Han tog endda rockmusikken indenfor dørene. I 1978 udløste koncerten med Shit & Chanel en indkaldelse til en kammeratlig samtale hos den danske jazzkreds, hvor han blev spurgt om hvad fanden han havde gang i? Bogen Mig og Mont'en fortæller indsigtsfuldt om hvad fanden Niels Christensen havde gang i.
Der er afsat en masse plads til, at fortælle om nogle af de markante kunstnere på Montmartre. Store og forskellige jazznavne som Tania Maria, Stan Getz, Tom Waits, Sonny Rollins, Pat Metheny, Cecil Taylor, Oscar Peterson, Miles Davis, James Brown, Gil Evans, Jaco Pastorius, Michel Camilo, Kenny G og Last Exit vidner om bredden som Niels Christensen fik lagt i programmet. Et program der op gennem 80'erne fik endnu mere rock på, bla. alle de daværende store danske navne.
Det er underholdende at læse alle røverhistorierne, som Niels Christensen har været god til at få med i en levende og personlig fortællestil.
Styrken ved bogen er netop det personlige. Det her er Niels Christensens egen historie, hvor specielt forholdet mellem den unge musikchef og den gamle garvede restauratør Jazz-Kay - der ikke vidste en bønne om jazz, men en hel del om restaurationslivet er spændende læsning. Da Jazz-Kay dør - kun 50 år gammel - havde forholdet mellem de to allerede knirket i nogle år. Sammenstød havde der været mange af, men Jazz-Kays eskalerende alkoholmisbrug gjorde at samarbejdet udviklede sig til et fornuftsægteskab på godt og ondt. Niels Christensen får mange af de besværlige situationer beskrevet troværdigt.
Bogen giver et indblik i en musikscene, der var markant anderledes i forhold til dagens musikscene. Her var det ikke offentlige støttekroner der sikrede flere ugentlige jazz- og rockkoncerter. Det var en frisk og modig musikchef der sammen med en restauratør der havde forstand på at sælge de våde varer i over 12 år skrev endnu et fantastisk kapitel i legenden om Montmartre.
Mig og Monten er en uomgængelig bog for musiknørder med interesse for levende musik. Men kan også anbefales til andre, da den får sat musikken og det der skete ind i den rette kontekst, med blik for hvordan musikscenen og dagens Danmark så ud i 1976-1989.

Wolff/Angiuli/Fryland: Prelude (Your Favourite Jazz)

Europæisk triojazz
 Den danske trommeslager Andres Fryland er uddannet på konservatoriet i Haag. Her mødte han den finske pianist Walter Wolff og den italienske bassist Francesco Angiuli. De har arbejdet tæt sammen, de sidst par år. Nu er der kommet et album som dokumentation på udfoldelserne. Opmærksomheden på denne plade rettes naturligvis mod det danske islæt Andreas Fryland. Han har i de sidste par år huseret på den danske jazzscene. Fundamentet er i orden hos den unge trommeslager, der med kollegerne har fundet to brødre i den musikalske ånd. Sammen dyrker de den romantisk funderede triojazz, der trækker store veksler på europæiske musiktraditioner.
Det høres feks. tydeligt på Luna di Mezzogiorno, hvor Fryland spiller med køller(?), bassen er trukket frem i lydbilledet, mens Wolff på pianoet spiller en stille melodi, hvor skyerne flyder henover nattehimlen, der lyses op af månen. Melankolien regner ned over os.
Det her er en trioplade, der appelerer til jazzlyttere der holder af melodi og musik hvor alle tre musikere er lige vigtige.
My Space: www.myspace.com/andreasfryland

Kenneth Dahl Knudsen Group: Strings attached (Gateway)

Årets nordjyske jazzmusiker
Op til Copenhagen Jazzfestival i år, glædede Politikens anmelder Henrik Palle sig over, at Kenneth Knudsen Group skulle spille på Tango Y Vinos. Det var dejligt at den gamle keyboardlegende igen kom frem i lyset. Det var bare ikke keyboardlegenden, der skulle spille på Tango Y Vinos. Det var den unge nordjyske bassist Kenneth DAHL Knudsen, der skulle spille på Tango Y Vinos.
Nu er der et debutalbum klart med bassisten, der lige har fået prisen som årets nordjyske jazzmusiker. Han har tidligere gjort opmærksom på sig selv i jazzrockbandet Crashnburn. Nu springer han for alvor ud - og med denne plade er han godt på vej til, at jazzinteresserede opdager at der også er en bassist og komponist der hedder Kenneth Knudsen.
Han omgiver sig på debutpladen med seks musikere. Den polske - men i Danmark bosatte - trompetist Tomasz Dabrowski er sammen med den israelske - men i New York bosatte - guitarist Gilad Hekselman to af pladens store oplevelser. Desuden er der udover klaver og trommer både en altsax og en basklarinet på spil. Knudsen har komponeret og arrangeret al musikken, der har en egen lidt sørgmodig tone. Den er stærk nok til at trænge igennem, hvad enten det drejer sig om balladerne eller de kraftstyrede numre.
Det er jazz med et personligt drive, hvor der er hørbare elementer af både rock og klassisk jazz. Det er en ambitiøs og holdbar plade der med Hekselmans stærke guitarspil - der sine steder kan minde om Kurt Rosenwinkel - er en rigtig god debutplade med nutidig jazz. Knudsen skal også roses for ikke at være bange for, at sætte sig selv i det musikalske centrum. Han placerer sig mange steder langt fremme - og det klæder ærligt talt en jazzbassists soloplade.
Kenneth Dahl Knudsen: kennethdahlknudsen.com

Mai Seidelin: On a travelling mind (Gateway)

Sikkert og personligt
Hun har skabt sig et navn indenfor brasiliansk jazz herhjemme, bla. med Mais Uma. Men på sit andet album i eget navn er det jazz i en vanlig kontekst der har hovedrollen. Det lidt spøjse er så at albummets højdespringer, den sang der sætter det hele til vægs, hedder Rio. Det er hverken en bossa eller samba. Det er en skramlet blues.
Hun har sammensat et band af jazzmusikere, jeg ikke erindrer at have hørt spille sammen før. Lisbeth Diers på trommer og percussion, Jesper Bodilsen på bas, Anders Banke på sax og Carsten Kær på piano. Det er alle musikere der hver især er garanter for en personlig håndtering af deres respektive instrumenter. Så meget desto større bliver Seidelins opgave med at styre orkesteret. Det kunne blive noget slemt rod. Mai Seidelin er ikke i tvivl om hvad det er hun vil med musikken og styrer myndigt de fire musikere.
Seidelin er sangerinde der kender sin stemme og bruger den. Hun fraserer sikkert og føjer med det en ekstra dimension ind i musikken.
Den selvskrevne musik og teksterne vidner om at Seidelin ikke er nybegynder. Der er en sikkerhed og tyngde i det musikalske materiale. Via personligheden sikrer hun sig en plads på dagens jazzscene, hvor der er rigtigt mange kvindelige vokalister. Musikalsk placerer hun sig et sted mellem jazz og singer/songwriter med en overvægt til jazzsiden.
Mai Seidelin: www.maiseidelin.com