Adrian Christensen: Narva (Adrian Christensen) digital

 

Han har været særdeles tydelig på den aarhusianske jazzscene i de seneste 10 år. Bassisten Adrian Christensen har bla. spillet med Karmen Rõivasssepps kvartet, Abekejser og Michael Bladts Clash. Nu har han lavet sit første album i eget navn. Han har inviteret vibrafonisten Viktoria Søndergaard, nogle strygere og selvfølgelig også Karmen Rõivassepp med på albummet. 

Pladen har fået titel efter den estiske by Narva - og Karmen Rõivassepp synger meget passende på sit hjemlands sprog på udgivelsen. Stilistisk befinder Adrian Christensen sig med udgangspunkt i jazzen, men tager elementer ind fra folkemusik og klassisk musik. Viktoria Søndergaards vibrafon og strygerne er eneste akkompagnement udover Rõivassepps stemme og Adrian Christensens bas. 

Det er blevet til en meget smuk og original plade, der ikke har fået megen opmærksomhed. Prøv at tag et lyt. Musikken fortjener det.

John Lamkin: Hot (JazzRoom) LP/digital

 

Her er en plade der oprindeligt kun kom i et begrænset oplag i et private press. Den er med en musiker i hovedrollen, der udelukkende medvirkede på denne ene plade. Det er over fyrre år siden den blev udgivet. Den kunne let hensygne i glemsel.

En gang i mellem dukker de glemte og sjældne plader op til overfladen igen, fordi hard core crate diggers, DJ’s, og nørdede plade arkæologer vil det anderledes. 

Richard Murphy fra pladeselskabet Jazz Room er lige præcis sådan en fyr og cementerer endnu en gang hans store talent i at finde rare shit jazz og udgive det til pladetosser som undertegnede.

John Lamkin var en trompetist fra Washington DC, der i 1981 selv udgav pladen Hot. Titlen indikerer i den grad hvad det handler om. Det er glohed funky jazz med en trompetist der ikke er bange for at trykke den af som en anden Donald Byrd. Dybest set er pladen udkommet alt for sent og har tidligt i 80’erne lydt som noget bedaget 70’er hejs. Men med nutidens ører (og særligt mine) der er mere venligt stemt overfor 70’er lyden end man var i 80’erne, så er pladen Hot en fuldfed genudgivelse. Bevares der er da et par vokalnumre, der ikke holder og er ganske lamme. Det glemmes når man hører resten af pladen. Ticket, 722, Aiya og Hot er fire gode numre til jazz on the floor og en funky jazzfest. 

Bandcamp

Gustaf Ljunggren/Emil de Waal: Mikroklima (April Records) LP/CD/digital

 

Siden April Records genstartede i 2020 er det blevet til næsten 70 udgivelser, her har alene ni af dem været med Emil de Waal, enten i eget navn, som medlem af Kalaha eller i duo med Gustaf Ljunggren. Det er i den sidste sammenhæng, at vi får lov til at høre Emil de Waal endnu en gang - og nu skal jeg selvfølgelig passe på med hvad jeg siger, men jeg er altså særligt glad for Ljunggren og de Waal, når det bare er de to som det handler om. De kan som ingen anden duo hele tiden opsøge nye områder inden for musikken, hvor de bevarer dem selv og samtidig udforsker og udfordrer musikken, som var det to fem årige drenge der mødtes i en sandkasse med hver deres skovl i hånden på en endeløs sommerdag.

De har i de senere år gerne samarbejdet med børn, hvilket også kan høres på to korte interludes, hvor de har lavet musik sammen med en gruppe 12 årige børn. De har arbejdet med det umiddelbare udtryk, med tilstedeværelsen og betydningen af at være i musikken. Det kan man høre. Det skinner i det hele taget i gennem på hele albummet. Om det er et nummer som Brud eller Efter dig, der med sin rene melodier sætter sig med det samme eller om det er den finurlige Meeen. Jeg kan ikke få nok. 

I øvrigt er det Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, der har skrevet linernotes, hvor han indledende konkluderer at han ikke ved en masse om jazz. Han er optaget af hvordan vi som mennesker kan eksistere sammen. Han konkluderer så smukt, at når han lytter til duoen, så handler det ikke om dem. Rune Lykkeberg føler at de får det til at handle om hvordan vi skal eksistere sammen.

Bandcamp

Blood Sweat Drum + Bass: Shiva’s Dance (Jaeger Community) LP/digital

 

Det er en to-delt udgivelse som big bandet Blood Sweat Drum + Bass er aktuel med. Der er hentet musikalsk inspration i Indien - og musikalsk hjælp udefra. Wayne Siegel har komponeret studiesiden, hvor pladens gennemgående musikalske gæst, den indiske fløjtenist Shashank Subramanyam er med. Wayne Siegel bruger sit selvopfundne Motion Tracking System, der benytter sig af et webcam til at opfange Siegels bevægelser, der ud fra et mønster omsættes til lyde. Det lyder og fungerer godt som et møde mellem indiske traditioner og moderne kompositionsmusik- dog med den lidt spøjse tilstedeværelse af nogle elektroniske udbrud, der muligvis utilsigtet, lyder som om der bliver trukket ud i toilettet.

Livesiden er indspillet i Musikhuset forbindelse med Aarhus Jazz Festival i 2023. Det er Blood Sweat Drum + Bass i en stærk opstilling og fuld af energi. Big bandets leder Chappe har skrevet tre numre sammen med Subramanyam. Undervejs er der soli med folk som Lars Fiil, Peter Dahlgren, René Damsbak og Johan Toftegaard Knudsen. Det flyder forrygende let og sammenhængende afsted. Subramanyam leverer nogle autentiske fløjtesoli undervejs. Live-siden åbner i klassisk BSD+B land med et vokal nummer, hvor Turid Guldin synger nummeret Mærker efter nu. En god start og fin status fra det gode big band.

Jaeger Community

Tabloid: Hot Gossip (Sony Music) LP/digital

Her forleden talte jeg med bassisten Bo Stief, der fortalte at det legendariske fusionsband Santa Cruz, som han er medlem, har et nyt album på vej. Snakken kørte også omkring det meget yngre fusionsband Tabloid, som vi begge er imponeret af, hvor en af Stiefs gamle baselever, Jonathan Bremer er medlem.

Tabloid har udsendt deres tredje album, Hot Gossip og de lyder næsten mere af firserne end Santa Cruz gør. Fuldstændig som på pladecoveret, så inviterer de indenfor til en farverig og dekadent udgave af den fede ende af de sene 70’ere og de tidlige 80’eres fusionsjazz. Det kan være fuld knald på hele paletten som åbningsnummeret Kintsugi, med widescreen guitarsolo til Johannes Wamberg eller libraryfunk som spionthriller nummeret Firefly. Det kan være et tjept spillet groove, som Mr. Tabloid, hvor Oilly Wallace tager teten på saxofonen. 

Tabloid er dog ikke klassisk firser fusion, snarere tværtimod - de dyrker ganske vist en solo i ny og næ. Men det handler primært om det samlede output, det kollektive udtryk, hvor alle er stjerner.

Når de åbner side 2 med Georgia Jones, går der nærmest Mezzoforte i den. Bremer på tommelfingerbas og Felix Ewert er helt fremme på trommebeatet. Oilly Wallace har fløjten fremme på Fire. Pladen lukker med Hot Gossip, der ligesom åbningsnummeret Kintsugi lugter mere af japansk jazzfunk og fusion end af den amerikanske. Det er et af kendetegnende ved Tabloid. Selvom genren de spiller er ærkeamerikansk, så lyder de langt fra som noget amerikansk inspireret. Tabloid er sig selv.

Tabloid på Instagram

Chris Minh Doky & The Nomads: New beginnings (Red Dot Music) LP/CD/digital

 

Han har været i jazzens game i mange år og har taget veje i jazzen som kun få danske jazzmusikere. Han debuterede allerede på plade som 20 årig. Nu er han 56 år og kalder sin nye plade for New beginnings. 

Det er bassisten Chris Minh Doky og det er egentlig ikke fordi han har overrendt mit stereoanlæg de seneste år. Sidst der kom nyt fra ham var i 2018, hvor det handlede om triojazz. Nu er han ovre i et - for mig - mere klassisk Minh område indenfor jazzen. Det er frem med bassen som melodi bærende instrument og godt med tangenter, både Hammond, klaver og synth - spillet af danske Poul Reimann, Gwilym Simcock og andre. Det suppleres med klasse-trommeslagere/percussionister som bl.a. Antonio Sanchez, Keith Carlock og Mino Cinelu. Og på toppen en gæsteoptræden af trompetisten Randy Brecker på et enkelt nummer. 

Minh giver den gas og der er punch i bassen. Har man altid holdt af ham, når han er i det fusions-inspirerede hjørne, så er der en klar anbefaling. New Beginnings er ikke så nyt endda - og det gør ikke noget. Ny mand ombord er i øvrigt sønnen Milo Tai K. Doky, der har været med til at skrive flere af numrene og er alene ansvarlig for den afsluttende Closure, hvor han også spiller keyboards. 

Chris Minh Doky

Marius Neset på Godset i Kolding, præsenteret af Jazz6000 d. 15. marts

 

Det var eventyrlig og legende verdensklasse jazz som publikum, i den godt fyldte sal på Godset i Kolding var vidne til lørdag aften.

Da jeg for et halvt år hørte at Marius Neset skulle spille på Godset, blev datoen skrevet i kalenderen med det samme. Efter at have hørt hans nyeste udspil blev forventningens glæde ikke mindre. Aftenens koncert på Godset var den sidste på releaseturnéen for det nye album Cabaret, der har bragt Neset og band rundt i Norden.

Han var på scenen med et stærkt hold. Magnus Hjorth på piano og Anton Eger på trommer har han spillet sammen med i mange år. De to andre Elliot Galvin på keyboards og Conor Chaplin på bas kommer fra det engelske band Dinosaur.

Koncerten bød på en præsentation af numrene fra Cabaret. Det var en blanding af fest og finurligheder. De svære ting stod i kø. Helt grundlæggende er Neset et unikum på saxofonen. Han spillede både på tenor- og sopransax. Hans tekniske færdigheder er ekstreme. Det fede for os som lyttere, er måden han forvalter det talent på. Han spiller kompliceret musik - og er ikke bange for at bevæge sig langt ud. Sammen med bandet kom han altid hjem. 

Hjorths stabilitet og ro på klaveret og Conor Chaplins steady og fantasifulde basspil giver fundamentet til eventyr. Anton Egers viltre og overlegne trommespil er i en klasse for sig. Når det er sammen med Neset sker der vilde ting. Bl.a. åbnede de andet sæt med et duonummer, hvor deres musikalske kommunikation var af en anden verden. Her var to musikere der forstod hinanden på et dybt niveau.

De nåede omkring mange stilarter, lige fra latin over fusion til det mere hårdkogte. Der var også den smukke ballade til konen Maja og ekstranummeret Bryllup i Geiranger. En passende norsk folkemusik finale på en stor aften på Godset. 

Andorra: III (April Records) LP/CD/digital

 

Det startede som et corona-projekt for en gruppe fynske jazzmusikere, der havde kendt hinanden siden de gik på konservatoriet- nu er det for længst vokset ud af projekt-stadiet. Andorra er aktuel med deres tredje plade, der kroner det som de har bygget op. 

Jeg kan lige så godt give den gas på alle anmelder-klichéerne. Pladen er stærk, helstøbt og sindssygt velspillet. Andorra har lavet deres bedste plade.

Det er netop kombinationen af de fem musikeres forskellige evner der smelter perfekt sammen. Bandets keyboardmand Peter Kohlmetz Møller (der også spiller Fender Rhodes) har produceret og skabt Andorras organiske og filmiske lydbillede, hvor jazzen og det rytmiske flow går hånd i hånd. Det er lige fra åbningsnummeret Lyleland, der hylder keyboardtroldmanden Lyle Mays fra Pat Metheny Group til et nummer som Mingus, hvor vi får en fuldfed synthsolo- som var den født i firsernes fusion.

Andorra er ikke et tilbageskuende band. De står i nutiden, hvor Mads la Cour på flygelhorn og trompet og Simon Krebs på guitar og lapsteel (hurra) er med til at give Andorra sjælen og nerven. Stor anbefaling herfra.

Bandcamp