Jakob Bro: Taking Turns (ECM Records) LP/CD/digital

 

Jakob Bros Balladeering-trilogi med pladerne fra 2009-2013 er et højdepunkt i Bros karriere. For mig personligt er det også nogle af jazzplader jeg sætter allerhøjst pris på. Derefter startede han hos ECM Records, hvor han skiftede musikalsk fokus med nogle trio plader. Der fandtes dog en fortsættelse til Balladeering-triologien - som først udgives nu. I 2014 var Bro i Avatar-studiet i New York sammen med kendinge fra Balladeering-triologien; Lee Konitz, Bill Frisell og Thomas Morgan - og nye folk som pianisten Jason Moran og trommeslageren Andrew Cyrille.

Bro genbesøger bl.a. nogle kompositioner fra 2007-pladen Pearl River, Black is all colours at once og titelnummeret. På den aktuelle plade er det som om, at den på indspilningstidspunktet 86-årige saxofonist Lee Konitz oversvømmer os med en saxofon indpakket kærlighed. Det er endeløst så vidunderligt smukt og skrøbeligt han spiller. 

Jakob Bros enkle melodier får nyt liv i selskab med de fem amerikanske musikere. Jakob Bro skaber et maleri, hvor der er velkendte farver og nuancer. Det er utvetydigt et Jakob Bro maleri. Men der er også kommet nye farver. Jason Morans klaver er nyt i Bro-sammenhæng, der sjældent har brugt instrumentet på sine plader. Ligesom Andrew Cyrille’s diskret kantede trommespil også er en helt ny og passende farve på maleriet. 

Det er intet mindre end en genialitet som har ligget på hylderne hos ECM Records og ventet på en udgivelse. Er man bare den mindste smule til Jakob Bro, så skal man have pladen. Til gengæld garanterer jeg stor musikalsk glæde.

Jakob Bro

Trommer og trombone - DMA JAZZ 2024

 

Det kan godt være, at der var fokus på trombonen i løbet af DMA Jazz fejringen på Vega, mandag aften. Det var til gengæld to trommeslagere der stjal fokus.

Stefan Pasborg hyldede sin nyligt afdøde gudfar, den danske trommelegende Alex Riel med et rørende og bevægende indslag, hvor publikum i salen klappede i og fokuserede på musikken. Pasborg lagde ud med en solo, hvor han inkorporerede dele fra det frie solostykke fra Riels 1966-debut. Herefter kom saxofonisten Fredrik Lundin og pianisten Carsten Dahl på scenen, hvor de først spillede Alex Riels yndlingsmelodi Smile og derefter Idaho, som Riel bl.a. spillede på 2007-pladen The High and the Mighty (en plade der ikke kan roses for meget). Trioen satte musikken og dem selv i spil. Det kunne mærkes - og blandt andet derfor, var det en stor oplevelse og aftenens absolutte højdepunkt. 

Det var anden gang at Store Vega lagde scene til DMA Jazz festen, der er arrangeret af JazzDanmark - og for første gang med Kresten Osgood i værtsrollen. Det gav forventninger til et loose, improviseret og mere jazzet show - hvilket heller ikke betød så meget, da P8 jazz ikke sendte programmet live, men i stedet havde valgt at lave den som en podcast.

At Kresten Osgood også tog prisen for at have lavet årets danske jazzudgivelse med Live at H15 pladen lå nok ikke i kortene, da JazzDanmark havde valgt ham som vært. I øvrigt var det første gang at han var nomineret. At jeg blev drillet af flere (ikke Osgood) for ikke, at have taget den med på Jazznyts liste over årets bedste danske jazzplader må jeg så leve med. Jeg synes stadig at den er rigtig god. 

Bisses samarbejde med SVIN aka. BISSESVINET åbnede DMA Jazz showet med et højspændt og messende indslag, hvor SVINs brutale lydbillede matchede Bisses dramatiske evner.

Kategorien Året nye jazznavn var sammen med Årets alternative udgivelse, den eneste kategori, hvor jeg havde skrevet om alle pladerne her på bloggen. Jeg havde en personlig favorit i Årets nye jazznavn i form af Vingborg/Valencia - da jeg har fulgt dem meget tæt og med stor fornøjelse i al den tid de har eksisteret - at det så blev Øyunn der løb med prisen var helt okay. Aspects er et vellykket møde mellem indiepop og jazz. Iøvrigt fortalte hun mig senere på aftenen, at der er et nyt album på vej. 

I kategorien Årets alternative jazzudgivelse var det Rasmus Holm der, lidt overraskende, da det måske var den mindst alternative af de fem nominerede, tog prisen med Anxiety Suite. Til gengæld er det et fedt album, der fortjener mere opmærksomhed. 

Rasmus Holm spiller på trombone - det gjorde hele to af aftenens optrædende også. Først var det Lis Wessberg, der lagde ud med en instrumental version af Behind the Walls, som hun sammen med Karmen Rõivassepp var nomineret i singlekategorien for. Indslaget var smukt og elegant. Hun blev afløst af Maria Bertel, der ligeledes spiller trombone - hendes plade Monophonic har Jazznyt på listen over årets bedste danske jazzudgivelser- og hendes optræden var et koncentrat af den plade. En rå, monumental og brutal lyd, grænsende til noise-genren. Jeg ved godt at det er musik for de få. Tak til JazzDanmark for at give hende muligheden. 

P8 ildsjælsprisen gik til en stor gruppe unge mennesker. De frivillige fra Jazzhaus i Kolding. Hvis jeg var 18 år, så ville jeg bo i Kolding. De kom på scenen med den skønneste energi. I den anden ende af aldersskalaen og med lige så stor og misundelsesværdig energi, kom Tversted Jazzy Days på scenen og fik prisen som Årets scene - efter at have lavet jazzfestival gennem 26 år i den lille by med 500 indbyggere.

En stor favorit her på bloggen gennem mange år, Jakob Buchanan fik prisen som Årets Jazzkomponist for værket Song & Wind, der er skrevet for kor, orkester og jazzensemble. Pianisten Rasmus Sørensen fik prisen som Årets musiker, med baggrund i pladen Balancing Act. Der er fart på unge Sørensen - der er kommet to plader med ham i år - og der er mere i vente i 2025. Jeg ville måske nærmere kalde ham De kommende års musiker. 

Kathrine Windfeld kom direkte fra Mallorca, hvor hun havde spillet med sit band. Hun fik prisen som Årets livenavn. I singlekategorien tog Amalie Dahl’s Dafnie prisen med We don’t want your stupid war, nummeret var skrevet lige efter Ruslands invasion af Ukraine.

Kresten Osgood var god i værtsrollen - hvor han kom med personlige stikpiller og kærlighedserklæringer til jazzmiljøet.  I det taget skabte han en afslappet, nærværende og god stemning. Det var ikke så stramt som det plejer. Til gengæld var skuldrene sænket og det hele blev så dejligt jazzet. Han fik undervejs hjælp af både Goodiepal og kulturministeren. 

Saxofonisten Jan zum Vohrde spillede duo sammen med instrumentkollegaen Søren Siegumfeldt. Melissa Inya var tildelt  den utaknemmelige rolle som finale - efter Pasborgs og co’s Riel-hyldest. Hun kom med et gospel og deep soul univers, der nok kunne noget - men på et svært tidspunkt, hvor der var opløsning i salen og folk var på vej til efterfest i sidebarerne og Ideal Bar.

“Vi er idealister og vi er ikke pragmatiske omkring det. Vi arbejder med utopier. Det er det vi har gang i. Det er derfor vi er så utroligt vigtige for samfundet. Jeg tænker tit, hvorfor ringer ringer folk ikke hele tiden til Jeppe Zeeberg (medlem i Kresten Osgood Quintet) og spørger ham til råds om samfundsmæssige spørgsmål. Han ville kunne løse mange af de problemer som folk sidder med rundt på kontorerne… husk nu at vi rent faktisk kan rigtigt meget fordi vi er jazzmusikere. Vi kan godt bruges til at løse en masse andre ting, der sker i samfundet end bare at være dem der har en sjov hat på og spiller jazz. Vi er faktisk nogle rimeligt seriøse mennesker.” som Kresten Osgood sagde i sin takketale.

Jazz på Dansk: Jul 2024 (Termansen Music) digital

 

Kan der føjes noget nyt til julens velkendte melodier? Det kan der når kvartetten Jazz på Dansk med Martin Schack på piano, Michael Olesen på saxofon, Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer kaster sig over 5 julemelodier på EP’en Jul 2024. De lavede for 8 år siden CD’en Jule og vintersange. Den nye udgivelse er en god forlængelse af den. 

Det siger givetvis mest om min alder, at jeg synes at deres version af titelmelodien fra julekalenderen Vinterbyøster fra 1973 er den fedeste på EP’en. Den julekalender har altid været en stor favorit hos mig. Derfor vækker melodien gode minder. Når den bliver jazzificeret i Jazz på Dansk-universet, hvor det swinger og flyder så smukt, så forlanger jeg ikke så meget mere. EP’en afsluttes med en anden julekalenderklassiker, Nu det jul! fra Nissebanden fra 1984. Derimellem spiller de Julen har bragt velsignet bud, Sikken voldsom trængsel og alarm og den svenske Jul jul strålende jul. 

Jul 2024 er et dejligt supplement til gløgg, æbleskiver og ønsket om en hvid jul. Kvartetten er tæt på noget af det bedste der kan opdrives i dansk jazz, når det kommer til, at spille den slags materiale. Glædelig jul.

Streaminglink

Jens Fisker: We’re all wonders (Jens Fisker/Gateway) LP/digitaI

 

I det nordjyske har jazzguitaristen Jens Fisker efterhånden huseret i en del år. Han har en enkelt trioudgivelse fra 2017 i eget navn på samvittigheden. Den får nu selskab af den nye udgivelse We’re all wonders, hvor triobesætningen er udvidet med altsaxofonisten Olga Amelchenko og vokalisten Karmen Rõivassepp. Det er Marius Prasniewski der spiller bas og Aidan Löwe på trommer.

Jens Fisker er klassisk jazzguitarist med Jim Hall, Wes Montgomery og Joe Pass på moodboardet. Det er den varme guitarlyd, der bæres frem af et teknisk velfunderet spil. Fisker vil mere end at kunne frembringe den klassiske jazzguitarlyd. Musikken er ikke standardjazzmateriale. Det er reflekterende musik, hvor musikerne spejler følelser, relationer og samvær i nutiden. 

Samværet bruges af de fem musikere til, at skabe en forståelse på tværs af nationaliteter og baggrund. Olga Amelchenkos altsax står skarpt og flot hele vejen, Rõivassepps ordløse sang står godt sammen med altsaxen. Fisker kaster sig ud nogle sikre soli undervejs. Eksempelvis på Syncopated Hearts, hvor Rõivassepp har en tekst som udgangspunkt for sin vokal. Det er nok også min favorit på pladen.

Gateway Music Shop

OTOOTO: 2nd Quake (April Records) LP/CD/digital

Det er deres tredje plade og alligevel kalder de den for 2nd Quake - og ikke Quake II - men det er også noget helt andet. Det lyder som OTOOTO version 2. Det er der en særdeles god grund til. De har inkluderet Sofie Birch med på 6 af pladens 8 numre. Hun har stor erfaring fra den elektroniske musik, hvor hun siden 2017 har lavet 9 albums i eget navn. Lige præcis den tilføjelse er den direkte anledning til, at 2nd Quake måske er det bedste OTOOTO album.

 

Lyden af Sofie Birchs analoge synthesizer kombineret med Jonas Dues trompet og flygelhorn og Oilly Wallace’s altsax og fløjte er en lækker kombi. Som det feks. høres på den småsymfoniske Runge, hvor Sofie Birchs operalignende vokal er med til, at løfte den helt op. 

Jeg kan også høre det dejligt poppede nummer, B5 igen og igen. Mathias Petri kører en basgang, som Peter Hook fra New Order kunne gøre det. 

2nd Quake er vellykket som et samlet album. Her er et musikalsk narrativ, en idé om et eventyrligt musikalsk landskab. Pladen byder på den ene perle efter den anden. Det kan være Arch med den hidsige synth-afslutning eller den bløde afslutter, Lace, der som en anden vuggevise sender albummet i seng. Det er meget let at anbefale 2nd Quake til jazzlyttere med hang til kvalitetspop, organiske synthesizerlyde og blæsere.

Bandcamp

 

Heine Hansen/Lasse Mørck/Jeppe Gram: Live at Harders (Heine Hansen/Lasse Mørck/Jeppe Gram) digital

 

Det er fynsk jazzfinesse når Heine Hansen på klaver, Lasse Mørck på bas og Jeppe Gram på trommer sætter hinanden stævne på spillestedet Harders i Svendborg. De har alle tre tilknytning til Fyn og en stor kærlighed til amerikansk jazz, som den kan lyde når Thelonious Monk sidder ved klaveret. Vel at mærke med det hensyn, at de befinder sig i nutiden, på Fyn og blander brasilianske Antonio Carlos Jobim ind i foretagendet. 

De spiller Teo, Ugly Beauty og Evidence fra Monks repertoire og O grande Amor og Chega de Saudade fra Jobims hånd. Det giver en god vekselvirkning, der ikke fremstår påtaget. Trioen har deres egen lyd, som de bærer gennem musikken. Det er en ubetinget stor fornøjelse at høre triojazz spillet så overskudsgivende og flydende. 

Hansen, Mørck og Gram kan deres jazz og deler den kærlighedsfuldt med os. At de slutter albummet med Miles Davis’ udødelige All Blues fra Kind of Blue albummet gør det ikke dårligere - tværtimod.

Link til streaming

Årets bedste danske jazzudgivelser 2024

 

For nylig læste jeg, at hver eneste dag udgives der lige så meget ny musik, som der gjorde i hele 1989. Den digitale eksplosion, hvor næsten al musik udkommer på platforme som Spotify eller Tidal, stiller ekstreme krav til overbliksevnerne. 

Her vil jeg påstå at jeg har overblikket over lyden af dansk jazz. Der er ikke gået en dag i 2024, hvor dansk jazz ikke har været på min lytte radar. Der er kommet over 200 nye udgivelser, hvor jeg nok har skrevet om halvdelen her på bloggen. Den anden halvdel har jeg også hørt - men ikke haft tid til at skrive om. 

Dansk jazz er inde i en eksplosiv udvikling. Den er mere end nogensinde splittet i mange retninger. Det er mit ydmyge ønske at jeg med min blog Jazznyt, kan guide jazzinteresserede på vej i junglen. 

I år er det 21. gang, at Jazznyt laver en liste over de bedste danske jazzplader. Pladerne er listet op i alfabetisk rækkefølge. De er udvalgt ud fra mange krøllede kriterier; nyt, overraskende, bevægende, originalt, personligt, fedt (nok det vigtigste kriterium) og noget jeg vil anbefale til andre at bruge lidt tid på, at lytte til. 

Alawari: Leviathan (April Records)

Vildskaben er der skruet ned for. I stedet er der skruet op for stor, fyldig nærmest symfonisk lyd og stemning. Albummet er afvekslende, original (de lyder ikke som andre i dansk jazz), bevægende og gennembearbejdet. 

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer)

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, som hun har dedikeret musikken til, for musikken og for lytteren.

Antonio Dayyani: Trop op (April Records)

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke stemninger går lige i hjertet på mig. Som der står i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Carsten Dahl Golden Ratio Trio: Interpretations The Norway Sessions (Storyville)

Carsten Dahl siger at han er en åndelig arkæolog, der leder efter lyden af træets rødder. Han er sammen med Daniel Franck på bas og Jakob Høyer på trommer. Det er i samme vibe som Keith Jarrett - og alligevel, er det umiskendeligt meget Carsten Dahl - og der er ingen der er bedre til at spille Carsten Dahl end Carsten Dahl.

Clothing Club: Fresh Fade (Blikflak)

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus. Dem bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records)

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free)

Lars Fiil har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier. Den har sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) 

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale.

Smag På Dig Selv: SPDS (Stunt)

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.

Søren Skov Orbit: Adrift (Frederiksberg Records)

Søren Skov er en jazzsaxofonist for jazzens connoisseurs. Han har fundet inspiration fra så forskellige folk som Albert Ayler, Archie Shepp, Hans Dulfer og såmænd også John Gilmore og Yusef Lateef. Det er spirituelt og dybt. Det er opløftende og stemningsfuldt. Peder Vinds piano med en klang der er off og rå, passer perfekt ind i lydbilledet der har en vild og intens autencitet.