tirsdag, juni 30, 2015

Giovanni Guidi Trio: This is the day (ECM)

Det er en af de musikere der kan opleves under Aarhus Jazz Festival i forbindelse med en koncert på Atlas, arrangeret af Sun Ship. Den italienske pianist Giovanni Guidi er på scenen d. 13. juli, samme aften som Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen. Det er dobbelt op på en anbefaling herfra. Jakob Bro vil jeg ikke bruge tid på i denne omgang. Giovanni Guidi Trio med Thomas Morgan på bas og Joao Lobo på trommer lavede for et par år siden albummet City of Broken Dreams. Dengang kredsede de om undergangens æstetik. Nu har en anden og mere opbyggelig stemning indfundet sig hos trioen. 

30 årige Guidi fik sit gennembrud hos Enrico Rava. Han befinder sig i den italienske tradition som også kendes fra eksempelvis Stefano Bollani og Enrico Pieranunzi. Et åbent og romantisk musikalsk billede. Trioen bevæger sig rundt i et dialektisk og melodisk flow, hvor der fornemmes en spirende optimisme og glæde. Musikken er overvejende skrevet af Guidi, hvor sangen I’m through with love, der både kendes fra Marilyn Monroe’s og Nat King Cole’s repertoire også har fundet vej ind på det smukke album.

mandag, juni 29, 2015

Helle Lund Trio feat. Hans Ulrik: Danske årstidssange (Gateway)

Hans Ulrik var i i kraft af Jazz & Mambo pladerne et af de mest fremtrædende og populære navne på den danske jazzscene i sluthalavfemserne. I midten af nullerne lavede han nogle flotte og personlige plader. Ind i mellem har han også spillet gamle danske melodier. Sammen med Jazz & Mambo gruppen lavede han den rædselsfulde Danish Standards i 2003, men det er Danske Sange som han lavede sammen med Anders Jormin og Thomas Clausen i 1998, der har fået nationalhjertet til at banke hos mig. 

Hans Ulrik er gæstestjernen på Helle Lund Trios nye plade med 12 danske årtidssange. Trioen består udover Helle Lund af bassisten Jesper Bang Pedersen og trommeslageren Kaoru Obayashi. De har spillet sammen de sidste 15 år. Repertoiret er klassiske danske sange og salmer som vi bl.a. kender fra Højskolesangbogen. Jeg er havren, Sensommervisen, Sneflokke kommer vrimlende, Den blå anemone etc. Musikken er indspillet ved en koncert. Det er med til at give musikken et strejf af spontanitet og umiddelbarhed. De improviserer blidt og melodisk omkring originalkompositionerne. Trioen har stor respekt for materialet og vil gerne formidle det genkendelige. Helle Lund er god ved de gamle melodier og Hans Ulrik spiller sit bedste på både tenor- og sopransax. Det er en god kombination der skaber en fin stemning. 

onsdag, juni 24, 2015

Steen Rasmussen Quinteto featuring Paulo Braga: Presenca (Stunt)

"Never change a winning team" er der et klassisk ordsprog der siger. Det overholder Steen Rasmussen næsten også på sit nye album sammen med den brasilianske sanger og guitarist Leo Minax. Han har dog skiftet trommeslageren Jonas Johansen ud med den brasilianske trommelegende Paolo Braga. Da Steen Rasmussen udsendte Lo mejor de cada casa i 2013 var jeg aldeles begejstret for pladen. Det er jeg stadigvæk. Derfor er forventningerne også høje til det nye album, der også skuffer en smule efter nogle få gennemlytninger. Jeg har ventet lidt med at skrive om pladen. Den skulle lige have lov til at sætte sig - og det skulle vise sig at være en god investering. Musikken kommer snigende på den lækre måde. For Steen Rasmussen gør det igen!

Steen Rasmussen har skrevet 7 af pladens 10 melodier - Leo Minax har skrevet de 3 andre. Der er muligvis en nordisk tone i spil et eller andet sted. Jeg hører det brasilianskinspirerede som det mest dominerende. Lis Wessbergs bløde trombone smelter sammen med Fredrik Damsgaards Höfner bas, der omfavnes af Jacob Andersens percussion og Paolo Bragas trommer. Steen Rasmussens piano og Leo Minax guitar og vokal balancerer igen smukt med en underliggende lækker tristesse. Sjældent har jeg hørt melankoli fremført så opløftende. Det er gennemført og sammenhængende. Undervejs gæstes de af den legendariske brasilianske sangerinde Joyce og den svenske sangerinde Josefine Cronholm, som Rasmussen tidligere har lavet et album sammen med. Steen Rasmussen laver ikke Lo mejor de cada casa vol. 2 - men udvikler projektet indenfor de musikalske rammer han selv har bygget op. Presenca er et stærkt anbefalelsesværdigt album.
bonusinfo:
De kan opleves ved Jazz by the sea i København d. 10. juli og i Musikhuset i Århus d. 11. juli.

lørdag, juni 20, 2015

Benjamin Koppel: Breaking Borders #3 Ballads (Tiger) >> Benjamin Koppel: Breaking Borders #4 Heritage (Tiger) >> Benjamin Koppel: Breaking Borders #5 Onetwothreefour (Tiger)

Der findes ikke andre danske jazzmusikere der har samme høje udgivelsesfrekvens. Jeg ved ikke hvor mange plader han har lagt navn til - men jeg ved, at jeg siden 2008 har anmeldt 19 plader med ham. Nu er han så aktuel med tre plader. Vel at mærke tre meget forskellige plader - der i indpakning ligner hinanden. Benjamin Koppel har via sit unikke samarbejde med Tiger Music solgt over 100.000 plader. Det er sket i samme periode, hvor de fleste har sendt CD’en på destruktionsanstalten.

På Heritage er Koppel sammen med pianisten Uri Caine. Koppel har ladet sig inspirere af sin musikalske arv, hvor både jødiske folkemelodier og Brahms har spillet en rolle. Han er sammen med pianisten Uri Caine, der selv har stor erfaring i brobygningen mellem klassisk musik og improviseret musik. Stemningen er kammermusikalsk. Koppel holder sig til altsaxofonen og det høres med tydelighed at han er hjemme i genren. Han spiller ud over sine egne numre også kompositioner af Mendelssohn og farfaren Herman D. Koppel. Den syriske klarinetist Kinan Azmeh medvirker på tre numre sammen med percussionisten John Hadfield.

Ballads er selvskrevet til at blive den mest populære af pladerne. Her fortolker Koppel sammen med en supergruppe 5 klassikere, der omfavnes og kommenteres af 5 Koppel kompositioner. Pladens åbningsnummer er Bob Dylans I shall be released, hvor farmand Anders også medvirker på Hammond. Det er med en smørret saxofon, at Benjamin Koppel behandler Dylan-klassikeren. Den er lige ved at ryge i den store skål med guf til gammeldaws isvafler. Men farmand Anders redder ham i sidste sekund med det magiske Hammond. Mezzoforte keyboardlegenden Eyhtor Gunnarson spiller piano, mens bas-Bodilsen og tromme-Lund leverer den rytmiske ramme. George Harrisons Something, Roliing Stones’ She’s a rainbow og Morning has broken er nogle af de andre melodier som er oppe at vende på pladen. Anders Koppel er deværre kun med på et nummer, på en plade der godt kunne have indeholdt lidt mere salt som modsætning til den søde saxofon.

Den sidste er et hardhitter album. Der tælles for og så handler det ellers om at hænge med, både som musiker og lytter. Peter Erskine sidder myndigt bag trommerne, mens Jacob Christoffersen på piano og Johannes Weidenmüller på bas følger godt med. Den altid veloplagte Christoffersen giver Peter Erskine kam, til den efterhånden fraværende hårpragt på Erskines egen Twelwe. Det smitter af på Koppel, der løfter spillet på sopransaxen. Pladen er et forsøg ud i jazz som vor fader lavede den. Det er med en kvalitet, der lover noget og så alligevel ikke helt kan holde det.

onsdag, juni 17, 2015

Jacob Fischer: …In New York City (Arbors Records)

Den altid driftsikre swingguitarist Jacob Fischer er aktuel med sin anden plade på Florida-pladeselskabet Arbors Jazz, hvor Fischers gamle kapello Svend Asmussen også udgav en plade for 6 år siden. På den plade medvirkede Fischer også. På den nye plade holder Fischer sig til den akustiske guitar. Han får musikalsk hjælp af amerikanerne Chuck Redd på vibrafon, John Webber på bas og Matt Wilson på trommer. Redd's vibrafon er meget afslappet, grænsende til cocktailjazzen. Det er så hyggeligt og ufarligt det her, at man risikerer at gå til i vellevned. En enkelt ridse i virkeligheden gør ikke noget - den kommer bare ikke her. 

Fischer gemmer den Django-guitar - han ellers kan spille - alt for meget. Bluesen er noget man har på og ikke en følelse på denne plade. Det er en skam for Fischer er dygtig - måske den bedste swingguitarist i norden. Det er bare ikke tydeligt på denne plade. Jo jo bevares! Det spilletekniske fejler ikke noget - men det er ikke nok, når han tidligere har vist at han kan mere end det her.

tirsdag, juni 16, 2015

BodaBoda Duo & Peter Brötzmann: Modern Persuasion (Tyrfing) LP

Den tyske saxofonist Peter Brötzmann er overhovedet ikke på retræte. Den 74 årige free jazz pioner har siden slutningen af 60’erne sat standarden for europæisk avantgarde og det bliver han ved med. Han er heldigvis ikke karrig med, at lade sit saxofonspil udfolde sig sammen med andre. Herhjemme er hans samarbejde med Peter Friis Nielsen og P.O. Jørgens i The Wild Mans Band nok det mest kendte. Nu er han aktuel sammen med Boda Boda Duo på deres sjette album siden 2004 (hvor de seneste tre plader er ude på vinyl). Guitaristen Jakob Thorkild og trommeslageren Bjørn Heebøl folder et larmende og skramlende tæppe ud under Brötzmann - og det kan han lide. Han spræller og visler veloplagt i det smukke og infernalske kaos. 

Jakob Thorkilds forvrængede og mikrotonale punkguitarspil bobler i et ivrigt sammenspil med Heebøls urolige rytmer. Der er bevægelse og fremdrift i Heebøls omskiftelige og alligevel sammenhængende spil. De to yngre musikere er ingen ungersvende ud i levende og udviklende avantgarde og freejazz. På det forrige album Hårdt ængstes alle var de sammen med cellisten Fred Lonberg-Holm. Her syrede det til tider ud i det ustyrlige. Det sker ikke på dette album. Der høres en myndighed - Peter Brötzmann - der holder de tre sammen i musikken. De to pladesider kan deles op i to. På B-sidens nummer Designed, går de i anden halvdel over i en nedtonet dyster stemning. Det er langtidsholdbart stof, der ikke slipper lytteren lige med det samme. Modern Persuasion er et stærkt dansk freejazz udspil - måske ikke det bedste i flere år - men tæt på.

mandag, juni 15, 2015

Jakob Park: Hymns to Melancholia (Gateway)

Han er ikke bange for at melde klart ud. Hymner til melankolien er ikke noget metahalløj. Det er ganske rigtigt hymner, melodier eller sange der "hylder" melankolien. Den sindstilstand som vi er så djævelsk gode til, at befinde os i her i Norden. Melankoli er i udgangspunktet nedtrykthed. Men i norden mestrer vi i særdeleshed at omgåes melankolien i kunsten - på film, billedkunst eller i jazzen som i tilfældet her.

Pianisten Jakob Park har skrevet en række melodier mens han opholdte sig i Paris - og tænkte på Danmark. Musikken er flydende og ligetil. Soloklaver spillet uden dikkedarer. Det fornemmes at Park har forsøgt at være tro mod følelsen uden, at lade sig overmande af alt for mange komplekse teknikaliteter. Det er der kommet et elegant og pænt soloklaveralbum ud af. En plade der kan leve som et soundtrack til hverdagens sysler eller aftenhygge med kæresten.

tirsdag, juni 09, 2015

Zetzum Zorglub: Well…are you with us? (PG Sounds) download >> The Monk Batucada Quarteto: Visoes Psicodelicas (Broken River Records) download

Der er grøde i den danske jazzundergrund - i hvertfald hvis disse to udgivelser er retningsgivende for det der sker. Zetzum Zorglub ledes af guitaristen Buster Jensen. Han skifter uden at blinke mellem filmisk skærebrænderspade på Raskol, til enkle nordisk klingende klavertoner på Fluen. Her efter skiftes der endnu en gang til et behageligt klima med nattetræt saxofon og twangy elguitar. Sammen med en gruppe af lige så unge musikere, har Buster Jensen skabt et spændende album der henter inspiration hos alt fra Dostojevskij til Krummerne. Der er hymner og ballader. Det er jazz med et stænk af nordisk blues og afstikkere til roots og country.

The Monk Batuqada Quarteto er et psykedelisk opkog af brasilianske rytmer. Der laves en rytmisk stærk bund, der plastres til med spacet elpiano og heftig elbas. Bassisten/produceren Gasoline Monk aka. Brandon Armstrong står i spidsen for gruppen, der også er med unge musikere. De svømmer væk i det forvrængede Rhodes - mens trommerne buldrer afsted. Jeg synes at de kommer til at lyde som en syret version af det brasilianske band Azymuth - og det er jo ikke det værste.

mandag, juni 08, 2015

Mimi Terris: Flytta Hemifrån (Calibrated) >> Cassia DeMayo: Heart, we will forget him (Gateway) >> Ida Sand: Young at Heart (ACT) >> Randi Tytingvåg: Three (ACT) >> Natalia Mateo: Heart of Darkness (ACT)

Første halvdel af 2015 har allerede budt på så mange vokaljazzplader, at jeg som blogger er ved at være overbelastet. Veronica Mortensen, Malene Mortensen, Sidsel Storm, Sinne Eeg, Alice Carreri, Indra, Birgitte Soojin, Live Foyn Friis, IKI, Diana Krall, Louise Bøttern, Lindha Kallerdahl, Katrine Krog Russo, Kasper Bai og Dorte Hyldstrup er blandt de mange der har udgivet en vokalskive. Der har været flere gode oplevelser, hvor gamle kendinge som Sinne Eeg og Indra er blandt dem der har indfriet mine forventninger på bedste vis. Der har også været flere ret ligegyldige ting, som jeg havde glemt alt om, hvis det ikke var fordi jeg havde skrevet om dem på min blog - her tager Diana Krall uden tvivl topprisen.

Det er til gengæld en fornøjelse når der dryppes en pæn portion personlighed ned i projektet, som det er tilfældet med svenskeren Mimi Terris, der også har amerikanske aner.
Det er Mimi Terris' andet album. Hvor den operauddannede sangerinde på det første album var taget til USA, er hun denne gang hjemme i Sverige, The Home of Monica Zetterlund og Alice Babs. Det høres med al tydelighed. Har man set filmen om Monica Zetterlund, har man en idé om hvordan det lyder. Det er toner fra dengang vokaljazzen var perlende frisk som en hindbærbrus. Mimi Terris rammer mig med hendes charme og elegance. Desuden er det en fornøjelse at høre hendes svenske diktion. Lækkert.

Cassia DeMayo var helt ukendt for mig. Derfor var overraskelsen stor, da jeg hørte pladen første gang. Den amerikanske sangerinde bor såmænd i Århus, hvor hun med en trio bestående af guitaristen Alex Olesen, bassisten Tejs Dragheim og trommeslageren Kristoffer Lysgaard Madsen har lavet et overraskende godt album. Overraskende fordi det er da lige godt utroligt, at der kan gå en sangerinde af den kaliber rundt i Århus. Nu kan hun så opdages, som hun fortjener. Der er styr på stemmen, der har dybde og følsomhed. Materialet er selvskrevet med lidt standards ind over.

Nå men, når jeg nu er i gang med vokalpladerne kan jeg lige så godt fortsætte med et par norske sangerinder der er udkommet på det tyske pladeselskab ACT. Ida Sand har lavet en plade med Neil Young-fortolkninger - noget der ikke lige ligger til højrebenet. Jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om andre jazzkunstnere der har fortolket Neil Young. På den ene side er det meget positivt i forhold til originaliteten - på den anden side, er der nok en grund til at Neil Young ikke er det mest brugte i jazzen. Det bliver heller ikke til en plade der får Young til at lugte af jazz. Ida Sand går klogeligt nok i retning af den roots-baserede singer-songwriter musik.

Randi Tytingvåg er ikke jazzsangerinde. Hun kommer fra singer-songwriter genren og har lavet et album med en blanding af the obvious shit (Joni Mitchells Both sides now) til det mere overraskende (Marlene Dietrichs Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt). Her i mellem klemmer What a wonderful world og et Tom Waits sig ind. Pladen er ikke vildt ophidsende - men ganske hyggeligt, specielt fordi hun bakkes musikalsk op af to velspillende musikere med hang til akutiske guitarer.

Den sidste plade er med en sangerinde der er født i Polen, vokset op i Østrig og bosat i Tyskland. Natalia Mateo har lavet den bedste af de tre ACT-udgivelser. Det er også den mest jazzede. At hun spiller en af mine all time favourites, Lou Reed’s Walk on the wild side, trækker heller ikke ned - uden at hun dog tilføjer afgørende nyt til nummeret. Hun tør kaste sig over de ikke mest indlysende pophits, Lady Gaga’s Paparazzi og Rockwell’s Somebody is watching me. Mens hun frygtløst giver sig i kast med både Strange Fruit og I put a spell on you. Derudover supplerer hun med egne numre. Albummet Heart of Darkness, der har taget titel efter en Joseph Conrad roman fra 1899, rummer noget farlighed under overfladen, der først kommer frem hen ad vejen.