onsdag, september 19, 2018

Jazznyt Kommentar: Det er en skandale at P8 Jazz nedlægges

Hvor er jeg dog træt af nedskæringerne på DR. P8 Jazz nedlægges. Det er da helt i hegnet. For noget der svarer til to chefstillingers årslønninger, har man skabt jazzradio til det danske folk og dem der ligner. Vi er et lille sprogområde med en stolt og rig jazztradition - som P8 Jazz har afspejlet lige fra starten

Allerede da jazzen var helt ung i 20'erne og 30'erne blev den danskificeret. Der blev sunget på dansk og (u)bevidst tog danske jazzmusikere deres musikalske opdragelse, fra folkemusik, salmer og højskolesangbøger, med ind i jazzen.

Det gør de også i dag. Bremer/McCoy, Girls in Airports, I Think You're Awesome og mange andre som P8 Jazz har været med til at løfte frem i radioen, kunne ikke komme fra andre lande end Danmark. Det er lyden af dansk jazz. 

Det giver simpelthen ingen mening at lukke en dansk jazzkanal, når man nu så pinedød gerne vil værne om det danske.

Jeg har siden 12. september 2011 startet dagen med at tænde for P8 Jazz - de første år uden morgenvært. Så gjorde værten Niels Christian Cederberg noget meget ujazzet. Han begyndte at stå tidligt op og lave morgenjazzradio til kaffen. På den måde har P8 Jazz stile og roligt udviklet sig. De er i dag blevet en etableret del af manges radiolytning. Det er ikke kun radio for os jazzfreaks. Det er også jazzradio for min mor - der skruer ned, når Maria Faust lander på playlisten og atter skruer op, når Jan Harbeck er på P8 Jazz.

Nå, men hvad så? Det er tilsyneladende først d. 1. januar 2020 at P8 Jazz lukker. Det er lang tid i disse disruptive tider. Så måske er der nogen der bliver klogere inden da - der er f.eks. et Folketingsvalg inden lukningen effektueres.

Jeg kan simpelthen ikke bære, at man ødelægger noget så godt og vigtigt for jazzen. Det kæmpestore arbejde som de har lavet på P8 Jazz, reduceres til ingenting. Det er en skandale at man nedlægger det smalle for at bevare det brede.

JazzDanmark har indkaldt til krisemøde d. 24. september


Der er også startet en underskriftsindsamling til støtte for P8 Jazz:

søndag, september 16, 2018

Kristjan Randalu: Absence (ECM) CD/DL/stream

Den estisk fødte pianist Kristjan Randalu er vokset op i Tyskland, hvor han nu også for første gang udkommer på ECM Records efter at have udgivet 6 plader på andre selskaber. I 2012 lavede han albummet Equilibrium sammen med guitaristen Ben Monder. I mellemtiden gik Ben Monder hen og blev kendt, grundet sin medvirken på David Bowies Black Star. Nu er Randalu og Monder atter sammen, denne gang suppleret med den finske trommeslager Markku Ounaskari.

Det er et album, der passer perfekt ind i ECM stalden. Der er elementer af Pat Metheny i Monders guitarspil. Randalu er inspireret af Chick Corea og i øvrigt elev af den afdøde engelske pianist John Taylor. En meget behagelig plade, hvor uvejret er knapt så voldsomt som på coverbilledet.


lørdag, september 15, 2018

Phronesis: We are all (Edition) LP/CD/DL/stream

Er det muligt at holde sig på toppen i så mange år. Der er noget der tyder på, at Phronesis har fundet en formel. Efter big band afstikkeren The Behemoth, som trioen lavede sammen med The Frankfurt Big Band sidste år, er de atter tilbage i trioformatet. På albummet We are all er der noget af det kendte Phronesis - eller måske er der rigtigt meget Phronesis. Det i en ekstra forstærket, ekstra koncentreret og ekstra Phronesisk udgave. Musikken blev indspillet for fem måneder siden i The Village studiet i Vanløse. Det er trioens ottende album.

Da jeg oplevede trioen i Brorsonskirken under Copenhagen Jazz Festival i år, blev jeg suget ind i trioens pågående og heftige verden. Den evne har de på imponerende vis formået at overføre til det indspillede format. Jeg bliver nødt til at starte med pladens sidste nummer, The Tree did not die. Det over otte minutter lange nummer er en perle. Trommeslageren Anton Egers komplekse rytmiske strukturer er sammen med bassisten Jasper Høibys vilde basspil og pianisten Ivo Neames nye brug af synthesizere, en eksplosion af indtryk. Det er helt nye veje for trioen, noget de gerne må gøre igen.

We are all er rigtigt stærkt Phronesis-album, der vil cementere deres position i europæisk jazz. Lige fra åbningsnummeret One for us, der præsenterer alt det som trioen står for. Et sindssygt interplay og en overjordisk virtuos brug af instrumenterne, kombineret med et musikalsk materiale med masser af dybde, kapow og detaljer. We are all er muligvis det bedste album, som Høiby, Eger og Neame har begået - og det er noget af en præstation. 

fredag, september 14, 2018

Klaus Nørgaard: Village Life (Eventenor/Gateway) LP/DL/stream

Bassisten Klaus Nørgaard tilhører den samme bas-stamme, som Anders “AC” Christensen. Det er vel der hvor Charlie Haden er guruen. Der hvor man spiller et koncentrat, det allermest nødvendige uden at fylde ekstravagant lirum larum på. Der spilles så til gengæld bas med en dybde og et nærvær så intenst, at de andre musikere ikke er i tvivl om hvilken vej, de skal gå. Klaus Nørgaard har en fortid i bl.a. Pauseland. 

Under Vinterjazzen i år havde han inviteret den spanske musiker Jorge Rossy til København for, at spille sammen med ham på Restaurant Gaarden og Gaden på Nørrebro. Rossy er mest kendt for sit medlemskab af Brad Mehldau Trio, inden Jeff Ballard overtog den plads. Rossy har i de senere år spillet mere og mere på vibrafon, hvilket han også udelukkende gør på LP’en Village Life. Resten af musikerne er den amerikanske trommeslager RJ Miler, som Nørgaard har spillet meget med, bl.a. i trio med George Garzone. danske Mads Hyhne på trombone og (dansk)amerikanske Ned Ferm på tenorsax.

Det er jazz, som den lød for mange år siden. Klaus Nørgaard har skrevet en række rolige numre, hvor musikerne har tid og plads til at åbne op for det deres instrumentalistisk evner. Duke Ellingtons ånd svæver rundt i lokalet, hvor Team Hyhne-Ferm boltrer sig i Klaus Nørgaards farvand. Jorge Rossy skaber rum og RJ Miller runder af med et tilbagelænet trommespil. Undervejs gæster Eva-Louise Rønnevig på vokal på et enkelt nummer, det samme gør guitaristen Jacob Funch. En dejlig plade.

torsdag, september 13, 2018

STUFF.: Old dreams New Planets (Gondwana/sdban) LP/CD/DL/stream

Det ustyrligt tjekkede britiske pladeselskab Gondwana, der står bag udgivelser med Gogo Penguin, Matthew Halsall, Portico Quartet og Mammal Hands har inkluderet det belgiske band STUFF. i sin stald. For den opmærksomme er det nok allerede noteret at der er et punktum efter STUFF-navnet. Gruppen har nemlig ikke noget at gøre med det amerikanske jazzfunkband Stuff, der huserede i slut-70’erne. 

Belgiske STUFF. er også et funky outfit- men på den moderne 2018-måde, hvor hip hop, Flying Lotus, D’Angelo, Robert Glasper og electro trækkes ind over lydbilledet. 
Det er der kommet en dejlig synthbeklædt plade ud af. Broken hip hop blandes op med 70’er funk. Det er så fedt at det burde opleves live. Men det er nok alligevel for vildt, at forestille sig et belgisk futurefunk band, der spiller koncert i Danmark.

onsdag, september 12, 2018

Christina von Bülow: On the brink of a lovely song (Storyville) CD/DL/stream

Da den dukkede op før sommerferien var meldingerne enslydende og positive. Det her var en helt særlig plade. Pladeselskabet havde sendt et eksemplar til mig, men den var gået tabt i posten (en PostNord-medarbejder kan nu høre spitzenklasse jazz, med dårlig smag i munden). Nu er pladen endelig landet på mit anmelderbord og ja, det er noget helt særligt.

Siden 2000 er der kun kommet tre plader, hvor Christina von Bülows navn står øverst. Senest The Good Life i 2014. Nu er hun heldigvis atter pladeaktuel. Denne gang med en supertrio bestående af svenske Palle Danielsson på bas og amerikanske Elliot Zigmund på trommer. 

Altsaxofonisten har blandet tracklisten med egne kompositioner og jazzens standards. Pladen åbner med I should care, som både Frank Sinatra og Julie London har udødeliggjort. Christina von Bülow holder en optimistisk tone i nummeret. Kompositionerne som er signeret von Bülow tager udgangspunkt i harmonier fra velkendte sange. En metode som en anden altsaxofonist, Charlie Parker, ofte benyttede. De kommer så langt ned i den oprindelige melodi, at der opstår nyt. Det samme gjorde Lee Konitz, en altsax kollega, som Christina von Bülow har hentet stor inspiration hos på den aktuelle plade.

Hun spiller med et lyttende nærvær. De tre musikere smelter sammen til et hele. Og så er der i øvrigt en gæst med. Det er Christinas søn, guitaristen Pelle von Bülow, der på fire numre supplerer med forrygende guitarspil. On the brink of a lovely song er I særklasse og et godt bud, på et årets bedste danske jazzalbums.

tirsdag, september 11, 2018

Bangin’ Bülow’s Nice Jazz Quartet: Let’s get weird (BBNJQ) CD/DL/stream

For hvert album de har lavet, er det kun blevet mere og mere tydeligt, hvor stor talentkoncentrationen er i Bangin’ Bülows. Det er trommeslageren Frederik Emil Bulow der leder tropperne. Bandet ville dog være ingenting uden de tre andre, som Frederik har kendt og spillet sammen med siden han var barn. Bassisten Adrian Christensen, keyboardspilleren Jon Døssing Bendixen og guitaristen Mikas Bøgh Olesen er sammen med von Bulow et højspændt firkløver. 

I 2014 vandt de en DMA som årets nye danske jazznavn. Dengang spillede Jon Døssing Bendixen kun på piano og Mikas Bøgh Olesen havde ikke været nær så meget i Afrika. De lød som et energisk og sprudlende ungt jazzband på vej frem. Der er sket meget siden da. Jon Døssing Bendixen har startet bandet Abekejser, hvor både Bülow og Christensen er medlemmer. Her fylder Bendixens keyboards rigtigt meget. Noget af det har han taget med ind i BBNJQ, hvor han meget eventyrlystent bruger keyboards’ene til, at udvide BBNJQ-universet.

Kvartetten har været i New York, hvor de har indspillet pladen sammen med Gilad Hekselman der har produceret. Der er både inspiration fra afro, fusion og jazz. Mest af alt lyder BBNJQ som sig selv. Det er super originalt. De fire gutter er om nogen, noget af det fedeste på den danske jazzscene lige nu. De kan space ud, uden at forlade jorden. Det er skævt og så alligevel ikke. De er NewShit - som et de mange hits på pladen hedder.

mandag, september 10, 2018

Rio Jazz 4: Tonalidades (Gateway) CD/DL/stream

For over 5 år siden udgav bassisten Morten Ankarfeldt pladen Vermelho e azul, sammen med den brasilianske guitarist Caio Marcio Santos. Pladen var lavet i Brasilien sammen med lokale musikere. Da Ankerfeldt efterfølgende turnerede med musikken, samlede han en kvartet med Santos, Christina von Būlow på altsax og fløjte og Cassius Theperson på trommer og percussion. De fungerede så godt sammen, at Ankarfeldt kaldte kvartetten Rio Jazz 4. De udgav efterfølgende en plade sammen i 2014. Nu er de atter samlet på pladen Tonalidades.

Caio Marcio Santos spiller udelukkende på akustisk guitar. Han har hentet stor inspiration hos den brasilianske guitarlegende og komponist Baden Powell. Vi befinder os overvejende i bossa nova-genren, med jazz, choro og samba elementer. Santos har skrevet de fleste af pladens numre. Han har et flydende smukt og virtuost guitar-spil, der stråler som solen på sommerdag uden ende. Når Christina von Bülow samtidig spiller på fløjten så bliver sommeren lige så varm som, den vi har oplevet i 2018. Pladen åbner med titelnummeret Tonalidades, hvor von Bülows fløjte får tiden til, at stå stille. Den varme brise kærtegner kinden. 

Jeg har endnu ikke skrevet om von Bülows altsax, der er et af hovednumrene i den musikalske auktion som kvartetten har sat op. Det er med en omfavnende ro og sikkerhed, at von Bülow spiller på altsax'en, der er en vigtig og udefinérbar tristesse til stede i tonen og spillet. Prøv f.eks. at lytte til balladen Quando nada basta.

Morten Ankerfeldt styrer sikkert kvartetten gennem de jazzede toner og brasilianske rytmer, hvor trommeslageren Cassius Theperson med overskud og charme er en sikker garant for de tilbagelænede rytmer. Det er en fornøjelse, når brasilianske og danske musikere kan mødes på så højt et niveau. De får en stor anbefaling her fra bloggen.
Bonusinfo:
Kvartetten er netop nu på Danmarksturné, hvor de kommer godt rundt i landet. Du kan se en oversigt på denne facebookside: facebook.com/events/306801993402349/
riojazz4.com

fredag, september 07, 2018

Pelle Fridell: Soul go jaz (Pelle Produktion/Gateway) DL/stream

Smooth jazz kan ligesom free jazz få en del jazzlyttere op i det røde felt. Smooth jazz superstjernen Kenny G (med et pladesalg på over 75 mio plader) er ifølge de fleste rettroende (dem der går i John Coltrane-kirken) jazzlyttere ikke en rigtig jazzsaxofonist - læs f.eks. wikipedia opslaget om Kenny G, hvor der er brugt en del plads på Pat Methenys Kenny G-sviner. 

Smooth jazz fylder også meget lidt i bunken af danske jazz-udgivelser. Nu er der så endelig dukket en op - og jeg bliver nødt til at skuffe Kenny G-fans med det samme. Det er ikke kun sugar-smooth-jazz som saxofonisten Pelle Fridell disker op med på Soul go jaz. Han har dog sparet det sidste Z væk for, at signalere at det ikke er jazz men jaz.

Udgivelsen, der kun er ude i en digital version, er en massiv omgang på 14 numre. Fridell spiller selv på næsten alle instrumenterne med undtagelse af trommerne, som amerikaneren Tim Lutte tager sig af. Desuden gæsteoptræder enkelte musikere undervejs. Fridell tager udgangspunkt i soul og funk som man gjorde det i 80’erne og 90’erne. Der er steder hvor det kan lyde ligesom Incognito (90’erne), som på numrene Family eller Looking. Så er der Johanna, hvor han med funky fløjte slår benene væk under mig. Der er også de obligatoriske ballader. Selvfølgelig er det banalt og forudsigeligt og langt fra nyskabende. Hvor er det skønt med en musiker, der laver en så “utidig” plade, hvor han følger det 50 årige hjerte. Det skal retfærdigvis lige nævnes, at Pelle Fridell er mere end banal og forudsigelig i saxofonspillet. Han er vitalt sprudlende. 


torsdag, september 06, 2018

Ronnie Cuber: Live at Montmartre (Storyville) CD/DL/stream

Hvis man slår ned på et enkelt år i 70'erne, f.eks. 1977. Så medvirkede han bl.a. på plader med Idris Muhamad,  Lalo Schifrin, Patti Austin, Lee Konitz, Frank Zappa, Joe Farrell og George Benson. Han var en ekstremt efterspurgt sessionmusiker, i de år, når der var brug for en barytonsaxofonist. På denne indspilning møder vi Cuber på Jazzhus Montmartre en aften i 2017, sammen med Kjeld Lauritsen på Hammond, Krister Jonsson på guitar og Andreas Svendsen på trommer.

Det er rygende varm Hammond-jazz, hvor Cubers Baryton-sax sætter fut i løjerne, med en svedig uptempo udgave af jazzklassikeren Cherokee. Vi får også nogle veloplagte udgaver af Toots Thielemanns Bluesette, Charlie Parkers Au Privave, Miles Davis' Four og Horace Silvers Silver's Serenade. Lauritsen leverer mesterligt spil på Hammond-orgelet. Der er mere klassisk jazz end souljazz i kvartetten. Andreas Svendsen er atter en fornøjelse ved trommerne, hvor han med overskud og charme serverer en stabil omgang swing. 

Pladen er en fin dokumenation på det som jazzen til stadighed kan levere. De har ikke brugt evigheder på at øve sammen. Til gengæld ved de, hvordan man skal kunne levere varen "on the spot”.

onsdag, september 05, 2018

Mads Hansen: Five (Gateway) CD/DL/stream

Det er 20 år siden, at saxofonisten Mads Hansen blev færdig på det Rytmiske Musikkonservatorium. Afgangskoncerten på Copenhagen Jazzhouse udløste en pladekontrakt med Storyville, der året efter udgav Mads Hansens My Standards - en plade der nomineret til en Grammy som årets nye danske jazznavn i 2000. Siden kom der 3 plader med Mads Hansen - den sidste i 2006. Nu er han atter pladeaktuel. I øvrigt med nogle af de samme musikere som han spillede med på debuten og opfølgeren Grooves fra 2000; Henrik Gunde (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer).

Numrene er indspillet af to omgange med fem år i mellem. Jesper Bodilsen er eneste gennemgående musiker. Anders Rose (piano, Rhodes) spiller sammen med Morten Lund og Henrik Gunde spiller sammen med Martin Klausen (trommer) på de ældste indspilninger. Det har ikke den store lyttemæssige betydning, da Mads Hansen er tydelig og ved hvad han vil. Det er groovy jazz som han spillede det på sine to første albums. Det er en velkommen tilbagevenden til en velsmurt, melodisk og lækker jazzstemning, der sætter sig i kroppen. Han har skrevet al musikken på albummet, der i allerhøjeste grad kan og skal anbefales til dem, der kan huske lyden af dansk jazz omkring årtusindeskiftet. Den fungerer stadig.

tirsdag, september 04, 2018

Simon Spang-Hanssen & Middle Earth w. Maher Mahmoud: Midnight again (Spangster) DL/stream

Den syriske oud-spiller (oudist!) Maher Mahmoud kom til Danmark i 2013 efter borgerkrigens udbrud i hjemlandet. Han var allerede begyndt at samarbejde med med musikere udenfor hjemlandet inden borgerkrigen. 

Her på bloggen er han nævnt for nylig i forbindelse med den nye Blood Sweat Drum + Bass plade. Nu er han aktuel på en plade med saxofonisten Simon Spang-Hanssen. Mahmoud medvirkede som gæst på et par numre på Spang-Hanssens Stonetown Boogie fra 2015. Nu er Maher Mahmoud rykket ind i centrum sammen med ensemblet Middle Earth, der også består af Yasser Pino på bas og Ayi Solomon på percussion.
Det er i udpræget grad mellemøstligt inspireret musik, som Spang-Hanssen har lavet til pladen Midnight Again.

mandag, september 03, 2018

UJAZZ 2018 - jazz der ikke er jazz - i Aarhus

Den eneste jazz i klassisk forstand, jeg hørte var pausemusikken med Dave Brubeck, som lydmanden spillede på Atlas. Det var 10. gang at festivalen blev afviklet (til begejstring for en afsporet jazzlytter som denne blogger). Det hedder Ujazz. Det er verdenen lige udenfor eller ved siden af jazzen, det handler om. Jazz der ikke er jazz. Alle koncerterne blev afholdt i Aarhus på Atlas og Voxhall og på en udendørs scene mellem de to spillesteder.

Ghost Flute and Dice
Gentagelsens kunst. Det præparerede flygel leverede lyde, som det ikke oprindeligt var meningen at det skulle. Efter et kvarters tid sker der et skifte, hvor Ghost Flute and Dice alias pianisten Mikkel Almholt skifter til et frit spil, der bygges dystert op. Hele tiden er klaverets lyde påvirket af effekter. Koncerten er et langt kontinuerligt forløb, hvorunder der skiftes mellem helt enkle, nærmest spinkle toner til mørke heftige bastoner der forvrænges og drejes af led styret af tilfældigheder. Koncerten sluttes af med en meget svag lyd af klaverstrengsvibrationer der fortsætter uendeligt. Det er et stærkt minimalistisk statement. Det fremstår som et koncentreret indkapslet øjeblik.

Uruz II
En hvæsende guitar, der næres af subsoniske tirader af feedbacklignede lyde er på scenen sammen med en trommeslager, der spiser komplicerede rytmer til natmad. Det er Uruz II med Andreas Westmark på guitar og Thomas Eiler på trommer. De to erfarne herrer fra den eksperimenterende musikscene, er gået sammen i duoprojektet, der er dagens første udendørs koncert ved Ujazz. En god start, hvor solen også kigger og lytter nysgerrigt med.

Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini
To indonesiske musikere på traditionelle instrumenter skabte et minimalistisk og meditativt smukt afsæt for en god eftermiddagskoncert. De var sammen med den libanesiske elektroniske musiker Rahib Beaini. Indoneserne tager udgangspunkt i musikgenren tarawangsa, der er en minimalistisk musikform med kun to instrumenter. Sammen med libaneseren på scenen sker der en udbygning af det stramt styrede musikalske univers. Han opfanger og supplerer indonesernes musik. Der lægges soundscapes ind over sammen med effekter. Det er en meget smuk og intens oplevelse.

Donny McCaslin
Jeg var voldsomt begejstret for det album McCaslin lavede tilbage i 2010 - det var en slags Michael Brecker overload. Siden kom han ind i folden hos Bowie og medvirkede på Black Star albummet. Det har tydeligvis sat nogle dybe spor hos McCaslin, der spiller med et band med et rockpræget udtryk. Det bliver meget tydeligt med sangeren Jeff Taylor der er på scenen det meste af koncerten. 
De spiller primært numre fra det kommende album. Et ældre nummer er Small plot of land fra det forrige album og indeholder stor Bowie-inspiration. Energien er stor og der spilles med et kraftfyldt udtryk. Men så er der heller ikke så meget mere at sige. Det hænger ikke sammen med McCaslins velpolerede saxofonspil og bandets rockudtryk. Det er to verdener der ikke mødes.
Funfact: Donny McCaslin har spillet sammen med Niels Lyhne Løkkegaard for 9 år siden i et big band, på Jazz Baltica festivalen i Tyskland. 

Polyzygotic
Vi kender alle lyden af guitaristen der fumler med guitarkablet inden det stikkes ind i guitaren. Nu har jeg hørt fire mennesker der ikke havde en guitar, men kun jackstikket. De fumlede ikke, men arbejdede bevidst med lyden af et søgende jackstik, der så gerne vil ind i en guitar. Hylende bad jackstikket om at blive sat på plads i stikket. Det skete ikke. Polyzygotic er med Niels Lyhne Løkkegaard og Anders Vestergaard et udforskende band, på linje med de andre projekter som Løkkegaard arbejder med, hvor han bruger instrumenter på nye måder. Jeg nåede også at opleve kvartetten spille altsax, selv om kun to af medlemmerne er saxofonister; Løkkegaard og Carolyn Goodwin. Det var Anders Vestergaard (trommeslager) der åbnede på altsaxen, mens Greta Eacott (percussionist) fulgte op. Koncerten startede med at de fire musikere spillede på violinbuer - de strøg en bue mod en anden. Ren drone.
Måske er Niels Lyhne Løkkegaard ikke længere en undersøgende musikskaber. Nu har han efterhånden arbejdet så længe med "genren", at det ikke længere er undersøgelse - men musik der er “Beyond music”.

Nils Økland
Levende og organisk skaber han lyden af en bølge. Det er mørkeblåt og havets susen mærkes i rummet. Det er fuldstændigt vanvittigt hvordan Økland kan transformere folkemusikkens stærke traditioner til et helt selvstændigt og nutidigt musikudtryk, hvor improvisation er en bærende del.
Han har samlet et stærkt hold af musikere, hvor Rolf Erik Nyström på diverse saxofoner imponerer med et originalt og mangesidigt udtryk, der hele tiden understøtter Øklands musik. Bl.a. spiller han flere gange uden saxofonmundstykke og får saxofonen til at lyde som en fløjte. Han kan både spille på melodien og rive en avantgardistisk skævert af. Sigbjørn Apeland (harmonium), Mats Eilertsen (bas) og Håkon Stene (percussion og diverse) er alle inde i Øklands musik - og er med til, at give musikken krop og sjæl.
Atlas kom op at koge over Nils Økland Bands medrivende og udadvendte optræden. Uden tvivl dagens stærkeste oplevelse.

Lubomir Melnyk
En mand og et klaver. En klassisk jazzdisciplin. Og selvfølgelig også i den klassiske musik. Det er her hvor den tyske pianist med ukrainske aner, placerer sig midt i mellem. På en pompøs måde. Han spiller aldeles overlæsset uden pauser. Hænderne kører uafladeligt frem og tilbage over klaveret.
Han spiller nummeret Butterfly der er for to klaverer. Det løses med et forudindspillet spor, som han spiller sammen med. Det er sødmefyldt og banalt i sin melodiske enkelhed. Han kalder sin musik for kontinuerlig musik. Musik der fortsætter som i et loop, med små ændringer undervejs i et vildt tempo. Da han tager et break fra den kontinuerlige musik og spiller balladen I Love You kommer jeg mere i sync med Melnyk. Måden han spiller på, er helt sikkert meget svær og kræver mange års øvelse - men det er ikke ensbetydende med at det får mit musiklyttende pis i kog.

The Bug vs. Earth
Fåårk mand, sikke dog et lydtryk. Jeg vil endnu en gang takke min omsorgsfulde sidemand ved koncerten, der hentede ørepropper i baren. Ørene begyndte ikke at bløde. Det kunne ikke lade sig gøre, for blodet var allerede størknet af angst. Samarbejdet mellem drone metal og noise-guitaristen Earth og den elektroniske musiker The Bug blev en kropsbankende omgang. Det er vist det de kalder doom ude i byen. Jeg blev fascineret af deres apokalyptiske post-alle mulige genrer, hvor The Bug’s dyyybe bas og Earth’s noise-soundscapes smeltede sammen. Men også en hård omgang for en jazzblogger fra provinsen.

Africaine 808
Berliner-duoen kom som en festlig befrielse oven på den dystre omgang inde VoxHall. Der var ikke mange der stod stille under koncerten, der formede sig som er langt dansabelt mix af electronica og afroinfluerede toner. Det er de tunge klub-beats der danner grundlaget for duoen. Det er et ganske dristigt foretagende, hvor de ved hjælp af den klassiske trommemaskine Roland TR 808 laver rytmerne, der placerer sig i og omkring afrobeats. Måske ikke vildt originalt. Til gengæld aldeles effektivt. Det blev en god party-opvarmning til ørkenblues fænomenet Bombino fra Niger.

Bombino
Det var blevet søndag inden festivalens sidste navn gik på scenen. Jeg var ved at være træt, men mit musik-overjeg insisterede og lod mig ikke bukke under for trætheden. Guitaristen fra Niger er ikke træt og spiller sin veloplagte ørkenblues, hvor han synger på sit modersmål tamasheq. Det er på guitaren at han imponerer. Der er en masse blues i det virtuose og letflydende guitarspil fra den nordafrikanske guitarist, der kommer fra et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Der er intet fattigt over Bombinos guitarspil. Han er i en anden verden af kunstnerisk rigdom, når han står med guitaren. En god afslutning på en lang dag.


Jeg droppede kun en enkelt koncert ved Ujazz festivalen. Det var The Felines, der spillede da jeg var blevet sulten. Ujazz er en ekstrem omgang for en musiklytter. Er man nysgerrig og åben kan det blive en god oplevelse. Det blev det i særdeles, for mig, da jeg hørte koncerterne med Ghost Flute and Dice, Tarawangsawelas feat. Rahib Beaini og Nils Økland.

Her under er der en kort video, hvor du kan få et indtryk af dagen.

lørdag, september 01, 2018

The Monk Batucada: Gimme a Visa (The Monk Batucada) DL/stream

Det er ved at være tre år siden, at der sidst kom et album med Monk Batucada. Det er den amerikanske bassist Gasoline Monk, der står i spidsen for det københavnske undergrundsband, der huserer i udkanten af jazzen og hip hoppen. Albummet er en blanding af småpsykedelisk jazzfunk med en dunst af 70'erne der bliver spillet live. Det er kollektive grooves, der vokser og snurrer rundt. Der er også den mere moderne stil, hvor der smides en heftig omgang avantgardistisk EDM ind over det hele, som på trommefestnummeret Ndogo. 

Det er nok derfor jeg holder så meget af Monk Batucada. Det er ikke rigtigt muligt at indhegne dem. Der er den lumre Gimme a Visa, hvor der er tændt op i pejsen, godt understøttet af guitar, trombone og trompetsolo. Bandet er godt båret af blæserne, percussion og et løssluppent udtryk. De får en stor anbefaling herfra.
Monk Batucada har stort kult-potentiale og failer kun på et punkt. Musikken er kun udkommet digitalt. Den her udgivelse skriger på en udgivelse på LP eller kassettebånd.