tirsdag, december 18, 2018

Sahib Shihab: Sentiments (Storyville)

Det er en af den slags plader, der i den danske original-udgave fra 1972, har rundet 1000 kroners mærket (endnu mere, hvis du tjekker Discogs). Selv var jeg så heldig at finde den vellydende japanske udgave fra 1975 til rimelige penge for få år siden. Det var en af mine yndlingsplader, som jeg fik ind i samlingen. Jeg havde den allerede på den CD, som Storyville havde lavet i 2005, der også indeholdt LP’en Sahib Shihab and The Danish Radio Jazz Group. Har du den, i den originale vinyl-udgave, så er der en mindre pensionsopsparing i den plade.

Nå men tilbage til Sentiments, som Storyville har genudsendt på vinyl. Den amerikanske saxofonist Sahib Shihab boede ligesom landsmændene Webster og Gordon også en periode i Danmark. Han har for længst opnået kult-status blandt jazzens cratediggers. Men har aldrig fået et større gennembrud. Det ændrer genudgivelsen af vinylen, nok heller ikke synderligt på. Til gengæld giver den mulighed for, at jazzlyttere med hang til f.eks. Niels-Henning Ørsted Pedersen kan erhverve sig et særdeles groovy album, hvor den danske stjernebassist spiller røven ud af de brune fløjlsbukser. 

Sahib Shihab, der spiller sopransax og barytonsax på pladen, har skrevet alle numrene. Et af højdepunkterne er det funky titelnummer Sentiments, hvor man skal være en slemt kedelig sag, hvis ikke kroppen reagerer med ryk og dansespasmer. Jimmy Hopps styrer groove-showet fra trommerne Kenny Drew spiller orgel, Sahib Shihab ræser afsted på sopransax og mr. Pedersen spiller el-bas! Pladen er en god blanding af hard bop, modal jazz og skidegod stemning. Åbningsnummeret Ma’nee er også på skydeskiven, når der skal sigtes efter det dansable. Det rolige afslutningsnummer Companionship har Sahib Shihab skrevet sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De har begge to nogle gode solopræstationer, hvor Shihab spiller en skøn alt-fløjte, mens NHØP basser den helt ud.

Tak til Storyville for at gøre Sentiments tilgængelig på vinyl igen. Det er en af den slags plader, der holder resten af livet. 

mandag, december 17, 2018

Lotte Anker: Floating Islands (Centrifuga/ILK) LP

Det er en moderne klassiker fra den danske jazzscene, som entusiast selskabet Centrifuga har genudsendt på vinyl. Optagelsen fra Copenhagen Jazz Festival i 2008 udkom oprindeligt kun på CD - som stort set alle andre udgivelser i 2009. Lotte Ankers album Floating Islands med de to amerikanske musikere Craig Taborn på piano og Gerald Cleaver på trommer er en moderne klassiker af mange grunde. Først og fremmest er det free jazz i sin egen klasse. 

Dengang pladen udkom i efteråret 2009 skrev jeg her på bloggen: “Cleaver og Taborn er nogle højt kvalificerede musikere på den internationale freejazzscene. Sammen med Lotte Anker, der her på pladen både spiller sopran-, alt- og tenorsaxofon, har de endnu en gang lavet en plade, der er totalimproviseret og sammenhængende. Idérigdommen er en af trioens store styrker. Cleaver og Taborn er enten sammen eller hver for sig i opbyggelsen af næsten tranceskabende grooveforløb, som feks. på pladens andet nummer Ritual. Her skaber de et fundament for Anker, der med saxofonen modellerer, forvrænger, pudser og spiller sig ind i musikken. Varmen i Craig Taborns pianospil og nærværet fra alle tre, får ellers svært tilgængelig musik løftet langt udover scenekanten.”

Det er medrivende og har et næsten spirituel løftende forløb henover de to pladesider. Musikken er remastered til denne udgivelse af Lotte Anker og John Fomsgaard, der også stod for masteringen af den oprindelige udgivelse. Da pladen udkom i 2009 var det samtidig med Christian Braad Thomsens bog Drømmejazz, hvor han havde udvalgt de 100 bedste jazzplader, set fra hans stol. Floating Islands var en af få med en dansk kunstner. Braad Thomsen skrev bl.a. om pladen: "Trioen bevæger sig fra det lyriske til det ekspressive, men alle tre musikere er selv i deres vildeste excesser skønhedssøgende, og specielt Lotte Ankers spil er præget af et skulpturelt overblik og har en hymnisk syngende kvalitet.” 

Behøver jeg at nævne, at pladen selvfølgelig kom på Jazznyts liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2009. Skal du være god ved dig selv, så køb den og nyd musikken, lyden og sjælen. 

søndag, december 16, 2018

Heaven: IAPOE (Clean Feed) LP/DL/stream

Henrik Pultz Melbye udsendte for nogle få måneder siden, en duoplade sammen med Johs Lund. To saxofoner i et minimalistisk set up. Nu er han atter aktuel, denne gang sammen med den norske trommeslager Ole Mofjell. De er gået sammen i duoen Heaven og har udsendt deres første plade på det nærmest legendariske portugisiske avantgarde og freejazz pladeselskab Clean Feed. Heaven passer perfekt ind på selskabet, der ikke holder sig tilbage med top klasse free jazz. Selskabet har tidligere udsendt musik med Lotte Anker. Mette Rasmussen er iøvrigt også aktuel på selskabet.

Heaven har ladet sig inspirere af europæisk improvisationsjazz, 60’ernes New York Loft avantgarde og etiopisk jazz. Kender man Henrik Pultz Melbye, så er man sporet ind på lyden af en saxofonist der befinder sig godt i de ekstrem-tekniske hjørner af jazzen. Der hvor saxofonen lyder af saxofon - bare anderledes. Det er jazz med et højt energi niveau. Udladningerne på LP’ens fem numre er tumultariske. En ud-af-jazzen oplevelse. Hvis du tvivler om det er noget for dig, så kan du med fordel starte med første nummer på Side B, On. Skrue godt op for anlægget og lægge ørene ind til dine gigantiske højtalere. Det er en stærkt vanedannende oplevelse - uden andre bivirkninger, end lidt hylen bagefter for ørerne .

lørdag, december 15, 2018

Teeth: Open up (ILK) LP/DL/stream

Det er ligesom med turen til tandlægen, hvor vi bliver bedt om at åbne op, ellers kan han ikke komme til. Det samme gælder med trioen Teeth. Her skal du også åbne op og lytte, ellers får du ikke så meget med. Trioen består af tre originaler fra den skandinaviske musikscene. Danske Anders Filipsen, der spiller på diverse analoge synthesizer klassikere som Rolands Juno 60 og JP-8000 etc. Svenske Herman Müntzing spiller på alskens elektroniske tinge og sager. Norske Håkon Berre spiller på alverdens percussion, trommer og mere usædvanlige ting som et håndholdt minimassageapparat. 

Hen over LP’ens to sider kastes vi ind i en hvirvelvind af lyde, stemninger, støj, klange, toner, drøn og flader. Det bruser, knager, summer, sitrer og brager. Teeth er et åbent lyd-eksperimentarium, hvor ørerne får stød og sættes i uprøvede svingninger. Der er mange spændende højdepunkter på pladen. Som f.eks. The Journey, hvor alle tre mødes i et klangflade inferno af støj og mærkelige lyde. Det er et godt eksempel på trioens store force. De når steder hen i deres lyd-universer, som ikke er hørt før. Meget anbefalelsesværdig til lyd-fetishister.

fredag, december 14, 2018

Kristin Korb: That time of year (Storyville/DoubleK Music) CD/DL/stream

De amerikanske julestandards er efterhånden også en del af den danske jul. Ligesom nisselandskabet med togbanen stilles op, så findes julepladerne også frem hjemme i jazzblogger-boligen. Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall er altid sikre. Hvert år kommer der lidt nyt til. I år er Kristin Korb’s That time of year en af dem, der i fremtiden vil blive fundet frem igen og igen.

Den i Danmark bosiddende amerikanske bassist og sanger Kristin Korb har lavet en plade med et udvalg af knapt så nedslidte julesange, selvfølgelig suppleret med enkelte særdeles velkendte julegodter. Winter Wonderland, Christmas time is here og Santa Baby er f.eks. blandt de kendte juleklassikere, der på Korb’s plade får et ekstra drys julesne, med tilføjelsen af Mathias Heise’s vidunderlige mundharpe. Santa Baby er en duet mellem Korb og Heise, der i et tungt blueset tempo byder på jazzede improvisationer og fraseringer så dybe som skorstene.

Kristin Korb’s sædvanlige samarbejdspartnere, Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer holder deres sædvanlige høje niveau. Det er jazzet juleswing med masser af hygge, knas og kærlighed. God jul.

torsdag, december 13, 2018

Rasmus Henriksen Oktet: Fortolker Herman Bang (Gateway) CD/DL/stream >> Rie Hagbard: En tur tilbage (Gateway) CD/DL/stream

Her er et par dansk sprogede jazzplader. Den første er den hvor der tages flest chancer. Rasmus Henriksen har lavet nogle avancerede arrangementer til en oktet. Teksterne er af Herman Bang og Amanda Lagoni Synger. Det er tydeligt at Henriksen forsøger at kommentere teksterne gennem musikken. 

Det er her hvor han bruger oktettens store bredde. Pladen er en udbygning af Big band pladen fra 2016, hvor Henriksen lancerede Herman Bang tekster til jazz første gang. Det er der kommet en vellykket og lettere teatralsk plade ud af.

På den anden plade møder vi sangerinden Rie Hagbard, der har haft Anders Mortensen (piano), Jesper Thorn (bas) og Rasmus Lund (trommer) med i studiet for at indspille 7 selvskrevne sange (tekst+musik). Desuden medvirker Hans Ulrik på saxofon. Det er hverdags-tekster med støttende og opbyggende indhold. Rie Hagbard vil mere end bare være lydtapet: 
"Her i stuen er der stille, mens verden banker på. Rejs dig og gå.....
Alting skal nok hele, som før var itu, men her er for stille endnu."
Musikken befinder sig i et rum mellem jazz, pop og singer-songwriter. Der hvor tekst går hånd i hånd med et velspillende band.

onsdag, december 12, 2018

Richard Andersson NOR: The Six of us (Hobby Horse records) LP/CD/DL/stream

Bassisten Richard Andersson har atter været i studiet sammen med trioen NOR, der består af de islandske musikere Oskar Gudjonsson på saxofon og Mathias Hemstock på trommer. De udsendte deres første plade i 2017 - en plade jeg ofte har lyttet til siden den kom.

På The six of us er det jazz skåret helt ind til benet. Gudjonssons markante saxofon med den støvede tone, står helt fantastisk. Hemstock er god til fornemme hvor der skal fyldes på, så triolyden har et flow og et drive. Tempomæssigt går det langsomt. Der er de helt rolige ballader som f.eks. Little Brother, der er flosset i kanten. På Just a phase går det næsten i opløsning.

Når det hele samles op igen på Miss weightless mærkes optimismen og den gode stemning. Richard Andersson NOR laver intens jazz, hvor stemninger og følelser er uden på en ellers introvert jazzstil. The Six of us er en suveræn opfølger til debuten. Meget anbefalelsesværdig.

tirsdag, december 11, 2018

Lasse Jacobsen: A painted beginning (Gateway) LP/DL/stream

Når en jazzmusiker debuterer i eget navn, er det ekstra fedt når det virker som om at han er gået “All in”. Som var det den sidste plade man skulle lave. Det er den fornemmelse jeg sidder tilbage med, når jeg hører trommeslageren Lasse Jacobsens debutplade A Painted Beginning. Han har indkaldt et tophold af musikere til, at omsætte den musik som han har skrevet. Pianisten Magnus Hjorth, saxofonisten Axel Johansson, bassisten Jesper Bodilsen og trompetisten Thomas Fryland er jazzmusikere, der forstår at spille Lasse Jacobsens nordisk inspirerede jazz. 

Der hersker en ren og enkel opfattelse af jazzen, hvor "Less is more". Det er ikke den overlæssede jazz, som Lasse Jacobsen lægger op til. Det er gode melodier, der åbner op for muligheder. De muligheder som Lasse Jacobsen giver de enkelte musikere, bliver også grebet. Det er en fornøjelse at høre Thomas Fryland, der viser at han stadig kan spille trompet, som kun ganske få. Her er sidste nummer på LP’ens side 1, Mirrors et godt eksempel.

På side 2 er andet nummer, Denmark, en vidunderlig triosag, der åbner med Bodilsens dansk-klingende bas. Herefter kommer Magnus Hjorth ind i billedet med sit klare klaverspil, der er rent som en svensk skovsø. Lasse Jacobsen åbner op for temperamentet på den dystre Gateway, hvor han folder et massivt trommetæppe ud sammen med Magnus Hjorths percussive pianospil. Lasse Jacobsens maleriske begyndelse, A painted beginning, lover godt for fremtiden. En stærk debut fra en musiker der ved hvad han vil.

mandag, december 10, 2018

Årets bedste danske jazzudgivelser 2018

I de seneste måneder har jeg gået og lagt til og trukket fra. Listen med årets bedste danske jazzplader har været i støbeskeen. Det har været usædvanligt svært i år. Der er kommet mange gode plader i løbet af året.

Jazznytprisen er gået til Janne Mark for albummet Pilgrim, altså den første plade på listen. Hvad med resten? Der plejer at være 10 plader på listen. Mit store ønske er at listen er med til at afspejle den høje kvalitet og den store diversitet på den danske jazzscene.

I år er der flere plader på listen end de 10. Det stod ret hurtigt klart, at jeg ikke kunne nøjes med 9 ud over Janne Mark. Samtidig har en enkelt kunstner voldt mig store problemer, da han har udsendt to plader i år af meget høj kvalitet. Begge plader kommet med og listen rummer i alt 12 danske jazzplader.

Brug listen og bliv inspireret til at lytte til noget af den gode danske jazz.

Jazznytprisen 2018
Janne Mark: Pilgrim (ACT)
Ambitionsniveauet er tårnhøjt og holder hele vejen. Janne Marks stemme sammen med Arve Henriksens trompet er i særklasse.

Jakob Bro: Returnings (ECM)
Med en trommeslager der ikke spiller det indlysende, en bassist der hele tiden sender noget udfordrende tilbage til de andre og en trompetist der spiller stærke melodier er grunden lagt for Jakob Bros tredje album på ECM Records.

Jakob Bro: Bay of Rainbows (ECM)
Det er et rasende stærkt kollektiv der uden at tøve eller tvivle sætter den musikalske barre meget højt. Der er energi, stemning og indfald nok til at holde trioen kørende i mange år. 

Yes Deer: Gloss (Insula+Abstract Tits)
Gloss er freejazz for punkfolket. Det er der, hvor pogodansen byder op til frit fald ned gennem saxofonens nedløbsrør. Det er højtflyvende freejazz i den lavloftede punkkælder.

Christina von Bülow: On the brink of a lovely song (Storyville)
Hun spiller med et lyttende nærvær. De tre musikere smelter sammen til et hele. Et mesterstykke fra Christina von Bülow.

Høbama (Gotta Let it Out)
Det er en af den slags plader der vokser for hver lytning. Claus Højensgaard får med pladen, placeret sig tydeligt på den danske jazzscene som en inspirerende og nyskabende musiker.

Martin Fabricius Trio: Under the same sky (Berthold Rec)
Martin Fabricius' sans for den enkle melodi kombineres med knusende roligt spil. Her står tiden stille og den meditative ro forplanter sig til hver en celle i den lyttende krop. Det er filmisk smukt.

Mathias Heise & DR Big Band: The Beast (Giant Sheep)
Big Bandet og Heise er som skabte for hinanden. Han er god til at bevare overblikket, hvilket big bandet besvarer med en sublim præstation under ledelse af Nikolai Bøgelund. Bæstet - The Beast er åbenbaring i dansk jazz.

Phronesis: We Are All (Edition)
We are all er rigtigt stærkt Phronesis-album, der vil cementere deres position i europæisk jazz. Et sindssygt interplay og en overjordisk virtuos brug af instrumenterne, kombineret med et musikalsk materiale med masser af dybde, kapow og detaljer.

I Think You’re Awesome: Kiss Your Darlings (Jaeger Community)
Det aktuelle album er en udvidelse af I Think You’re Awesome’s musikalske revir. Der er en tydelig bevægelse og en musikalsk udvikling.

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet: Let’s get weird (BBNJQ)
Det er super originalt. De fire gutter er om nogen, noget af det fedeste på den danske jazzscene lige nu. De kan space ud, uden at forlade jorden. Det er skævt og så alligevel ikke. De er NewShit - som et de mange hits på pladen hedder.

Anders Holm: The Human Experience (Gateway)
Han formår at udnytte de enkelte musikeres store kapaciteter. Det er musik, hvor man føler at man er landet i en second hand shop, hvor der sælges ting og sager fra de seneste 50 år. Det hele blandes sammen i et dragende og farverigt perspektiv.

søndag, december 09, 2018

Kwella/Bjørnskov: Slowing down the tune (Gateway) CD/DL/stream

De to erfarne herrer, guitaristen Jens Christian Kwella og bassisten Torben Bjørnskov har lavet en duoplade, som de har varedeklareret med titlen Slowing Down The tune.

Åbningsnummeret Embrace er de to musikere helt alene uden elektronik og effekter. Den elektriske Gibson og bassens trælyd omfavner hinanden. Pladen indeholder flere numre hvor de bruger akkompagnerende elektroniske beats og samples. Desuden gæstemedvirker guitaristerne Ulf Bandgren fra Sverige og John Stowell fra USA på en række numre.

Kwella og Bjørnskov er et behageligt bekendtskab. Der er tid, rum og luft til at sende melodierne afsted. Attraktionen på pladen er uden tvivl, at de to musikere hviler så meget i sig selv og deres kunnen. Den musikalske ro forplanter sig i lytteren.

torsdag, december 06, 2018

Atomic: Pet Variations (Odin) CD/DL/stream

En af dette årtusindes skarpeste nordiske jazzkvintetter er uden tvivl svensk/norske Atomic. De er aktuelle med deres 15. album. Denne gang spiller de ikke deres egen musik. De har i stedet valgt en række numre fra musikkens mere eksklusive områder. Pladen åbner med det eneste originale nummer på albummet Pet Variations, der er skrevet af pianisten Håvard Wiik, den går over i The Beach Boys’ Pet Sounds fra det album, der gang på gang er kåret som et af rockens vigtigste albums.

Det er en god måde at åbne albummet på. Det er kun helt særlige kompositioner der får en tur i Atomic-universet. Det univers der skylder så meget til 60’ernes “edgy jazz”, hvor man gerne eksperimenterede. Atomic har også lyttet til nordisk jazz, bare ikke den slags, hvor folkemusikken er grundlaget.

Det som gør det til noget helt særligt st lytte til albummet, er Atomic’s måde at spille på. Fredrik Ljungkvist på sax, Magnus Broo på trompet, Håvard Wiik på piano, Ingebrigt Håker Flaten på bas og Hans Hulbækmo på trommer spiller numre af de klassiske komponister Varese og Messiaen og af fine jazzfolk som Steve Lacy, Alexander von Schlippenbach og Carla Bley.

Overraskelsen blandt numrene er Jan Gabareks Karin’s Mode. Atomic opstod som et modsvar til ECM jazzen, som Gabarek i den grad har været med til at definere. Atomic hylder alligevel Gabarek med nummeret, der er fra før ECM opstod. Det er Atomics raffinerede måde, at fortælle, at norsk jazz også er noget andet end ECM’s fjordjazz

onsdag, december 05, 2018

Johnnie McCoy: Sunup (Johnnie McCoy) CD/DL/stream

Jeg er kun en gang før stødt på navnet Johnnie McCoy. Det var på guitaristen Morten Elbeks plade fra 2016, hvor Johnnie McCoy spillede trommer. Nu har han så lavet et album i et eget navn. Og lige for st få slået fast med det samme. Den er god nok. Det er Morten McCoys far. Morten fra duoen Bremer/McCoy, der også har produceret faderens plade. Den anden halvdel af duoen Jonathan Bremer spiller bas på pladen.

Johnnie McCoy har musikalsk valgt, at lande et komfortabelt sted i 70’erne. Dengang hvor Rhodes og keyboards dominerede. Johnnie McCoy er i høj grad jazztrommeslager, hvilket bl.a. lækkert foldes ud på Static , hvor Anders Filipsen, ligesom på resten af pladen, tager sig af tangenterne. Selv om det er 70’erne der inspirerer er det ikke tung fusion, som McCoy spiller. På den efterfølgende Greenish er synth’en med i et legelystent udtryk. Det er iøvrigt et nummer helt uden trommer og hvor Johnnie McCoy istedet spiller synth. Bremer lægger en fed kontrabassolo i nummeret.

Pladen lyder ikke som noget, jeg har hørt før. Johnnie McCoy’s omfavnelse af jazzen er særdeles vellykket. Det er ikke retrolyden han er gået efter. 

tirsdag, december 04, 2018

Nate Wooley &Torben Snekkestad: Of echoing bronze (Sluchaj!) CD/DL/stream >> Snekkestad/Fernandez/Guy: Louisiana Variations (Sluchaj!) CD/DL/stream

Et indkapslet øjeblik fra Koncertkirken på Blågårdsplads er udgivet af det polske pladeselskab Sluchaj. Det var i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival i 2015, at den herboende norske saxofonist Torben Snekkestad og den amerikanske trompetist Nate Wooley, mødtes på gulvet i kirken på Nørrebro. Wooley er kendt for sine solo-optrædender, hvor han bevæger sig “beyond” det man normalt hører fra en trompet.

Sammen skaber de insisterende og opmærksomhedskrævende musik. Det er et lydlaboratorium, hvor de sammen udforsker instrumenternes muligheder. Her hører man allerede fra starten at de erfarne herrer, der begge er i fyrrerne. De bruger hinanden i undersøgelserne. Deres afprøvning af musikkens og lydens muligheder og strukturer er kradse sager for det svage øre. Det punkt er jeg “beyond” og nyder det samtidig med, at jeg undres så frydefuldt.

Torben Snekkenstad har også lavet en plade sammen med to erfarne herrer fra den europæiske avantgarde jazzscene. Portugisiske Agusti Fernandez på piano og britiske Barry Guy på bas. Vi hører dem i en indspilning fra Koncertkirken under 2017-udgaven af Copenhagen Jazz Festival. Guy og Snekkestad har tidligere lavet en duoplade sammen. Med tilkomsten af en pianist i Fernandez’ klasse breder de sig mere - og er samtidig lydhøre for det der sker i trioen. Fri avantgarde “on the loose” i Koncertkirken.

mandag, december 03, 2018

Jakob Bro: Bay of Rainbows (ECM) LP/CD/DL/stream

For halvandet års tid siden var jeg til koncert på Tape i Aarhus. Et lille spillested, hvor jeg gennem årene har hørt mere punk end jazz. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det lille sted var en perfekt scene for Jakob Bro. Han besøgte spillestedet sammen med de amerikanske musikere Thomas Morgan på bas og Joey Baron på trommer. To musikere som Bro har arbejdet tæt sammen med i længere tid. Nogle få måneder senere indfandt samme trio sig på det intime spillested Jazz Standard i New York. Her indspillede de musikken til albummet Bay of Rainbows.

Det er blevet til et nedslag i karrieren, et tidspunkt hvor Jakob Bro har fundet sammen med ligesindede musikere, der er på bølgelængde og omsætter Jakob Bros musikalske tanker og idéer, sammen med deres eget dybt originale spil. Det er et rasende stærkt kollektiv der uden at tøve eller tvivle sætter den musikalske barre meget højt. Der er energi, stemning og indfald nok til at holde trioen kørende i mange år. 

Vi præsenteres for 6 numre, hvor den ene, Mild fra Bro/Knak projektet spilles i to forskellige udgaver. At han spiller “hittet” Evening Song fra Balladeering er, måske forudsigeligt med på albummet og en dejlig påmindelse om Balladeering - pladen der indtager en helt særlig plads i Jakob Bro-kataloget. Noget der til gengæld ikke er forudsigeligt er Dug, der falder tungt i en strøm af rå effekter og massivt spil fra Morgan og Baron. 

Bay of Rainbows er et forrygende højdepunkt i Bro’s karriere. Vi præsenteres for et øjeblik, et nedslag i den evigt turnerende kunstners musikliv. Pladen er som dokument en vigtig påmindelse om,  at det er så vigtigt at høre jazzen live en gang i mellem. Så skynd dig afsted, næste gang Jakob Bro er i byen. 

søndag, december 02, 2018

Søren Lee Diversity Trio (Gateway) LP/CD/DL/stream

Hvis begrebet “Powertrio” skal trækkes op af ordposen en gang i mellem, så har der sjældent været bedre lejlighed til det, end med Søren Lee Diversity Trio og deres nye album. Der er smæk på lige fra starten. Søren Lee er en gudsbenådet guitarist der ved hvordan man sætter ild i strengene. Han er sammen med to udsøgte musikere. Linley Marthe fra Mauritius er et fund på elbassen. Mens Niclas Campagnol på trommerne er som skabt til en trio, hvor swing, rockpower og sofistikerede krøller går hånd i hånd.

Der er en klar linje til jazzrocken, hvor John McLaughlin, John Scofield og Mike Stern er blandt heltene. Søren Lee er ikke en copycat. Han har fundet sin egen vej ind med Søren Lee Diversity Trio.
Bassisten er en vildbasse, der kan sin Jaco Pastorius. Det er længe siden, at jeg har hørt en ny el-bassist, der har imponeret så meget. Jeg er fan. Søren Lee forsøger at blande sol og vind lige mellem det rolige og det vilde.

lørdag, december 01, 2018

Stefan Pasborgs 10” vinyl serie

Hen over året har Stefan Pasborg udgivet en række vinyler, med forskellige projekter, hvor han på den ene eller anden måde indtager en central rolle. Det med vinyl er helt bogstavligt. Musikken bliver ikke tilgængelig på CD, download eller streamingtjenesterne. Det hele kulminerede i denne uge, hvor den sjette og sidste plade udkom. Derudover er der en artikel om Stefan Pasborg og projektet i det legendariske amerikanske jazzmagasin DownBeat.

Ibrahim Electric: The Xmas Album (Pasborg nr. 6)
Den sidste plade er med Ibrahim Electric, hvor Pasborg gennem 10 år har joket med, at ville lave en plade udelukkende med julemusik. De andre to medlemmer Niclas Knudsen og Jeppe Tuxen var bange for at det blev for corny. Men Pasborg kan godt lide corny. Det er kærligheden til både Booker T & The MG’s og Pasborgs store helt Elvis Presley, der får en tur i den corny julekane. Stefan Pasborg springer ud som Elvis-impersonator på Blue Christmas, hvor han synger sammen med Marie Bach Hansen. Pladen lukker ned med Wham’s Last Christmas i et vidunderligt uptempo beat, der burde fylde juledansegulvet. Ibrahim Electrics The Xmas Album er ganske enkelt uundværlig i enhver julepladesamling. At Sleigh Ride og Winter Wonderland også får en vidunderlig omgang trækker kun op. Ledestjernen lyser elektrisk over Ibrahim. 

Stefan Pasborg: Morricone feat. Adi Zukanovic & Lars Bech Pilgaard (Pasborg nr. 1)
Den første udgivelse indeholder musikken fra Det Kgl. Teaters teater-koncert Morricone fra 2016. Den skarpe læser vil nok tænke at de har læst om pladen på Jazznyt.com, hvilket også er sandt, da jeg plagede Stefan Pasborg om en demo-CD, som jeg skrev om i januar 2017. På vinyl-pladen er der tilkommet et par ekstra numre. Det ændrer dog ikke på det faktum, at højdepunkterne For a few dollars more og The Ecstasy of Gold, lavet af Ennio Morricone til de berømte spaghetti-westerns med Clint Eastwood, er suveræne med twangy guitar og corny keyboards. Det er både storladent og bestialsk. 

Stefan Pasborg: Love me tender feat. Mikko Innanen, Liudas Mockunas & Nicolai Munch-Hansen (Pasborg nr. 2)
Et af mine favorit-projekter med Stefan Pasborg er Free Moby Dick. Der kom en plade med dem i 2012, der var medvirkende årsag til at jeg valgte Pasborg som den første Jazznytprismodtager. I bandet kombinerer Pasborg Elvis Presley med Alber Ayler. På den aktuelle plade hører vi kvartetten i en indspilning fra Tampere i Finland i 2013 og fra Coimbra i Portugal i 2014. Vi præsenteres for Love Me Tender fra begge steder. To indspilninger de er med til, at vise kvartettens store organiske kvaliteter, hvor fri improvisation er omdrejningspunktet. Innanen på barytonsax og Mockunas på tenorsax var sammen med den afdøde bassist Munch-Hansen og Pasborg afsindigt fede når de nænsomt og med stil slagter hellige rock-køer som Led Zeppelin’s Out in the tiles, The Doors’ Crystal Ship og Tom Waits’ Johnsburg, Illinois.

Polkadelic Bebop Trio: 1997 (Pasborg nr. 3)
To af udgivelserne har overrasket mig ret voldsomt. Den første er med Polkadelic Bebbop Trio, der udover Pasborg bestod af Jonas Müller på piano og müllerfon og Jonas Westergaard på bas. Den over 20 år gamle indspilning udkom oprindeligt på en demo-CD. Trioen udsprang fra det rytmiske musikkonservatorium i København. Jonas Müller havde lavet nogle ukonventionelle arrangementer af klassiske danske sange som Hønsefødder og gulerødder, Højt på en gren en krage og Ritsch Ratsch Filionggongong. De suppleres med Blues for Hindemith, som trioen spillede på Leverkusener Jazztage i 1997 i en jazzkonkurrence for musikere under 26 år. Müller vandt komponistprisen og Pasborg vandt solist-prisen. Som Pasborg skriver i cover-noterne, så betyder konkurrencer ikke noget for ham. Men for den 22 årige konservatoriestuderende gjorde det alligevel en forskel. Lyt til pladen, hvis du skal høre en trio, der spiller pæredansk, ubundet og eventyrlystent.

Stefan Pasborg: Man-The-Man feat. Emil de Waal & TS Høeg (Pasborg nr. 5)
Den anden store overraskelse er den her plade, hvor Pasborg mødes med instrumentkollegaen Emil de Waal og “The icing on the cake” TS Høeg på altsax, keyboard og transportabel grammofon. Samarbejdet mellem de tre er ret nyt. De tager udgangspunkt i den tyske duo Deutsch Amerikanische Freundschaft eller DAF, der i starten af firserne lavede nogle klassiske elektroniske kult-hits som Kebab Träume og Der Mussolini. På nummeret Daf Daf bruger trioen et bas loop lavet af DAF. Det er heftigt, tungt og tyskersvedigt. At trioens musikere er mere jazz end elektroniske musikere kommer til udtryk i de knapt så dansevenlige og afvigende påhit, der dukker op undervejs. På Man-The-Man “rapper” TS Høeg som var han en undergrundsrapper i midt-firserne. Det er en fest af den slags, som afsporede jazzlyttere som jazzbloggeren elsker at lade krop og hjerne svømme rundt i.

Stefan Pasborg: Solo (Pasborg nr. 4)
Den sidste plade, der var den fjerde udgivelse, er en soloplade. Det er rendyrket Pasborg. Kun trommestikker, metal og skind. Hen over to pladesider improviserer og spiller han helt frit. Øjeblikkets kunst. Det er den komprimerede Stefan Pasborg. Alt andet er skåret væk. Den er måske hele seriens vigtigste udgivelse. Det er her, hvor vi hører helt rent og uden forbehold, hører alt det som er med til, at gøre de andre fem plader så fede. Stefan Pasborg er en kompromisløs kunstner, der eksperimenterer og omsætter eksperimenterne for lytterne. Det er spændende at blive lukket ind i Stefan Pasborgs inderste, der hvor trommeslageren åbner op og lader musikken, lyden og kunsten strømme ud.

Det her er en meget let anbefaling. Køb dem allesammen. Samlet set er det en kunstnerisk manifestation og præstation i sin egen klasse som Stefan Pasborg har skabt. Alle pladecovers er illustreret af Rasmus Meisler, der har været fast cover-illustrator for Stefan Pasborg i mange år.