søndag, maj 21, 2017

Modern Jazz Days 2017 Fredag

I Køge findes en helt unik musikfestival. Modern Jazz Days tager sit navn helt alvorligt og præsenterer spritny jazz hen over en weekend. Festivalleder er Jakob Baggesen, der også er kunstnerisk leder på spillestedet Tapperiet, hvor festivalen foregår. Han er gået efter nye og originale projekter, der i flere tilfælde er så nye, at der ikke er udgivet noget endnu. 

Festivalen havde bl.a. skudt lidt ekstra penge efter Trinelise Værings nye projekt, der fik urpremiere på Moden Jazz Days. Hun præsenterede et sæt med danske tekster med bid, der blev understøttet af et stærkt band med tre blæsere: Maj Berit Guessora på trompet, Mia Engsager på trombone og gemalen Fredrik Lundin på saxofon (og lækker fløjte). Rytmegruppen med Anders Provis på trommer og Jeppe Skovbakke på bas og veteranen Otto Sidenius på orgel gav et godt afsæt for at give musikken et lettere skramlet udtryk, der kan minde om 60’er soul. Trinelise Væring tog sig af den vokale front og havde desuden taget den gravide sanger og guitarist Una Skott fra Tele Rouge med i projektet, der var med til at give musikken et skønt særpræg. Så mens Una Skott venter på at føde sit barn, fik Trinelise Væring født et musikalsk barn, der går i studiet i efteråret og ikke har optrådt for sidste gang.

Festivalen åbnede som den slags skal med takketaler til de nødvendige sponsorer. Flere af disse honoratiores blev hængende og hørte det første band, Kresten Osgood Trio. Freejazz i særklasse. Det er næppe noget der spilles ret ofte ved spise tid på en fredag aften i Køge (eller andre steder). Osgood og kumpanerne Ned Ferm på sax og Anders Filipsen på klaver kan noget med deres uhøjtidelige måde at eksekvere freejazz på. De kan gå fra det overtændte til de undertændte på under et sekund. En fedt og modigt bud på et åbningsband.

Modern Jazz Days har opfundet Sofa Sessions konceptet, hvor to jazznørder spiller fede jazzvinyler og siger forhåbentlig kloge ting mellem numrene. Jeg har gjort det to gange tidligere sammen P8jazz værten Niels Christian Cederberg. Denne gang skulle jeg sidde i sofaen sammen med Jens Jørn Gjedsted, som jeg selv havde foreslået. Jeg  kunne godt tænke mig at spille noget dansk og elektrisk jazz fra 70’erne. Gjedsted havde skrevet om pladerne den gang de var nye, har selv spillet sammen med flere af dem og er i det hele taget et omvandrende musikleksikon. Sofa Sessionen blev som jeg håbede. Gjedsted kom med Karsten Vogel, Entrance, Secret Oyster, Det Beskidte Dusin etc. Jeg spillede Blue Sun, Terje Rypdal (med Mikkelborg), Coronrias Dans etc. Vi sluttede af med Århus bandet Kamæleon, som vi var meget enige om stadigvæk er fede. I øvrigt brugte vi lidt tid på at skamrose Jørgen Emborgs Sargassoplade. Køb den, hvis du finder den. Det er dansk jazzguld.

Vi havde kun et lille publikum i caféen, da mange var søgt mod salen hvor Anders og Benjamin Koppel spillede. I samme sal spillede trioen Reverse senere hele deres nye plade Museum fra start til slut. Jeg havde set frem til koncerten, der blev en fortættet og intens koncert. Jeg talte med trioens kapelmester og trommeslager Terkel Nørgaard efter koncerten.


Aftenen sluttede af med I Think You’re Awesome, som jeg aldrig har set i samme opstilling. Denne gang havde de den norske trommeslager Siv Øyunn Kjenstad med i stedet for Frej Lesner. Hun har, udover egne projekter, bl.a. spillet med Thomas Strønen og Bugge Wesseltoft og er lige flyttet til Danmark. Hun havde aldrig spillet med bandet. Sådan lød det ikke. Hun fangede hurtigt viben i bandet. De meget sammenspillede herrer med bassisten Jens Mikkel i spidsen tog hende ind i musikken. Det blev atter til en uforglemmelig I Think You’re Awesome koncert. Den opførte sig som et levende væsen, der skabte godt humør og fed fed musik.

Fredagen luskede hjem. Lørdagen ventede med et nyt program.

lørdag, maj 06, 2017

The Firebirds: Aladdin’s Dream (ILK)

Det er bidende bizart, at Little suite for strings eller Lille Suite for Strygere, der også er Carl Nielsens første opus serveres så sumpet, slæbende og helt i gennem jazzet som det er tilfældet på trioen The Firebirds' andet album. For at være helt sikker på, at originalen ikke havde noget jazz eller lignende i sig, måtte jeg lige nærlytte den. Her bliver det ret interessant. For så langt væk fra originalen er The Firebirds ikke. På trods af at de forholder sig jazzet, ubundet og improvisatorisk til Carl Nielsen komposition fra 1800-tallet, indfanger de sjælen i musikken. Og det er derfor, at The Firebirds' plade er værd at bruge kostbar lyttetid på.

Stefan Pasborg på trommer, Anders Filipsen på piano/keyboards og Anders Banke på saxofoner har med opfølgeren til det første album med overvejende Stravinsky musik, lavet en værdig fortsættelse. På det første album var Pasborg lederen. Nu er de et kollektiv, der i samlet flok jazzhylder Carl Nielsen som han ikke er blevet det før. De spiller Aladdins Drøm og Helios overturen med respekt og finurligheder. I 1925 sagde Carl Nielsen:  ”Jeg har i og for sig ikke noget imod f. eks. jazzmusik, naar den bare kommer paa rette Sted og det rette Øjeblik. En anden Ting er, at jeg tror, Jazzmusikken vil dø hen af sig selv. Den har jo nemlig intet Indhold, og den har ingen Rødder i vor Kultur”. Havde han da for pokker bare hørt The Firebirds, så havde han aldrig sagt sådan. Mon ikke han havde ringet til trioen og spurgt om de skulle lave en plade sammen.

fredag, maj 05, 2017

Jacob Artved Quintet: Wax up! (Unity Rec) LP

Vi er rykket ind hos Jacobs bedstemor. Det er i hendes stue, at denne session er optaget på 2 spors spolebånd. Pladeselskabet Unity Rec er gået all in for, at skabe et helt igennem analogt produkt. Lige fra optagelse og til mastering af pladen, har der ikke været noget som helst digitalt ind over processen. Hvorfor er det nu så vigtigt? Og endnu mere skørt bliver det, når tre af musikerne endda er født i den digitale æra og egentlig ikke burde være så fokuserede på det analoge. Når pladen sættes giver det god mening. Det er alt andet end musik, der har noget med det digitale - de binære talkoder - at gøre.

For 25-30 år siden ville man have kaldt dem konservative. I dag kan man næppe kalde dem konservative. Det er unge musikere og to ældre der spiller jazz af den tidløse slags. Det handler om, at komme ind i musikken, at komme i kontakt med melodien. Via improvisation skabes der nye og unikke øjeblikke. Det er her i gennem man kan vise det personlige udtryk. 

Den 18 år gamle guitarist Jacob Artved har skrevet pladens seks numre. Han får hjælp af tenoristen Søren Høst og den ligeledes unge pianist Zier Romme. Bassisten Daniel Franck og trommeslageren Frands Rifbjerg kommer fra en anden generation og de må glæde sig over, at der er jazzmusikere af denne støbning på vej. Jeg glædes over en guitarist der træder ind i fodsporene efter Doug Raney. Det er bebop med en god portion swing. Han hopper ikke over hvor gærdet er lavest. Han er ikke bange for at kaste sig ud i en solo, der koster hjerteblod og sjæl, som f.eks. på nummeret Grandma’s Fantasy. Søren Høst er også et nyt bekendtskab. Han spiller med en skarp og sikker tone. Det samme gør sig gældende for pianisten Zier Romme der atter imponerer med det sikre og ukunstlede pianospil. 

Wax Up! er velspillet og vellydende jazz, der vil føle sig hjemme på mange jazzglade grammofoner i det ganske land.

torsdag, maj 04, 2017

Live Foyn Friis with Aarhus Jazz Orchestra (DME) LP

På den norske sangerinde Live Foyn Friis’ fjerde er hun sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Byen hvor hun mødte Jens Mikkel Madsen og Alex Jønsson som hun lavede debutpladen Joy Visible sammen med for over 6 år siden. Siden er der kommet et par plader mere med hende. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra præsenterer Live Foyn Friis os for både gamle kendinge og nye overraskelser. Den første kommer som første nummer, hvor hun synger på norsk. Hjemkomst er et nummer der får mig til at ønske, at hun laver mere på norsk. Sailing er en gammel kending og favorit, der ligesom Running Heart, Time Goes to slow og My Anchor får nyt liv sammen med big bandet.

Aarhus Jazz Orchestra har i de senere år lavet nogle spændende samarbejder med f.eks. Jakob Buchanan og Lars Møller der har været med til, at manifestere at smilets by har et big band der tager chancer og får noget vitalt kunstnerisk ud af det. Det sker også her, hvor de måske ikke presses til det yderste, ud fra et spørgsmål om tekniske spidsfindigheder. Til gengæld leverer de et usvigeligt sikkert backup med Jesper Riis’ arrangementer af Live Foyn Friis’ musik. 

Big Bandet er udvidet med Live’s trio, Jens Mikkel, Alex og Andreas Skamby på trommer. Der er dobbelt op på trommerne, hvor Aarhus Jazz Orchestra (Klüvers Big Band) veteranen Morten Lund sammen med Skamby leverer et forrygende lækkert dynamisk og organisk groove. 

Live Foyn Friis bevæger sig på pladen elegant i feltet mellem indiepop, singer-songwriter og big band jazz. Er du allerede sporet godt ind på Live Foyn Friis er pladen uomgængelig. I øvrigt lukker pladen ned med Mermaid Song, hvor big bandet holder fri. Alex Jønsson serverer fed guitar og Jens Mikkel Madsen er på bassen. En ring sluttes i det århusianske, hvor Live vender tilbage til udgangspunktet.

tirsdag, maj 02, 2017

Krokofant: Krokofant III (Rune Grammofon) >> EYOT: Innate (Ninety&nine Records) >> JH 3: Fusion Madness (Moserobie)

Her er tre viltre bud på hvad der sker, når man blander heftige rockudladninger med jazz. Norske Krokofant har fundet inspiration i progrocken, hvor King Crimson er guder. Guitaristen Tom Hasslan har et heftigt samarbejde med Jørgen Mathisen på sax og synth. De veksler mellem hurtige skift og solo, så man bliver helt forpustet. Den allervigtigste grund til, at det fungerer så godt, finder man hos bandets kun 23 årige trommeslager Axel Skalstad. Han kan spille tight og slippe tøjlerne på en og samme gang. På deres tredje album er de blevet noget mere fokuserede i samarbejdet end på de foregående to plader.

EYOT kommer fra Serbien. De har indspillet deres fjerde album i Chicago, hvor den legendariske rockproducer Steve Albini har produceret pladen. Han var blandt andet med til at give Nirvana deres lyd. Jeg har på fornemmelsen at det er noget af det samme som EYOT er gået efter. Så de kunne kalde sig jazzens Nirvana. Det er de ikke. De lyder mest som The Bad Plus med rockguitar uden Ethan Iversons kompleksitet. Det er pianisten Dejan Illijic der står i spidsen for kvartetten, der skal have ros for deres til tider medrivende rockgrooves. Hyldesten til den gamle slaviske tordengud Perun er et godt sted at starte.

Det er ikke så lang tid siden, at jeg anmeldte deres første album. Nu er de allerede klar med toeren. Trommeslageren Jari Haapalainens trio JH3 har igen lavet et fedt album. Saxofonisten Per “Texas” Johansson er i den grad tilbage i jazzen, hvis nogen skulle være i tvivl. Musikken er indspillet i Berlin-bydelen Kreuzberg og har en smag af Berlins rå charme. Musikken er på vej til at falde fra hinanden mange gange undervejs. Det sker næsten ikke. Afslutningsnummeret Amnesie versus hausaufgaben er et spoken jazz nummer på tysk med Mirko Koehler, der fortæller om dengang hans far mistede hukommelsen.

mandag, maj 01, 2017

Brooklyn Aliens (Unit Records) >> Julian & Roman Wasserfuhr: Landed in Brooklyn (ACT)

New York City nyder stadig stor tiltrækningskraft på mange ikke-amerikanske jazzmusikere. Brooklyn Aliens består af fem musikere fra Spanien, Tyskland, Chile og Sverige, der alle har Artist Visa i USA. Det betyder at de kan spille og rejse frit i USA. I kvintetten finder vi bl.a. den svenske bassist Lars Ekman. Saxofonisterne Gianni Gagliardi og Tobias Meinhart er den tydelige front i musikken. Stilen er af den moderne, dynamiske slags der næste kun kan laves i New York City. Meinharts smukke ballade Childhood og pianisten Yago Vazquez 728ing er favoritterne.

De tyske brødre Wasserfuhr, Julian (trompet, flygelhorn) og Roman (piano, marimba, seaboard) er også taget til Brooklyn for at suge NYC jazzviben til sig. Sammen med amerikanerne Donny McCaslin (sax), Tim Lefebvre (bas) og Nate Wood (trommer) har de lavet et velklingende og melodisk jazzalbum, hvor musikhåndværket er spitzenklasse. De har selv skrevet musikken ud over to numre. At spille et Sting nummer indenfor jazzen vidner ikke om den store opfindsomhed. Men jeg kan godt tilgive dem at de spiller Seven Days, når de også spiller deres version af det tyske kultpopband Tokio Hotel’s Durch den Monsun. Respekt for det. Og respekt for en røvsvedig tenorsaxsolo fra Donny McCaslin, der sætter en tyk streg under, hvorfor han er hot shit lige nu. Så absolut en vellykket nutidig jazzplade.

tirsdag, april 25, 2017

Nikolaj Bentzon Trio: Tonesmith (Do It Again Records)

Fra slutfirserne og frem til en gang i halvfemserne havde Nikolaj Bentzon en trio med Thomas Ovesen på bas og Jonas Johansen på trommer. De høstede stor succes. Her efter blev der mere stille om Bentzon i regulær triosammenhæng, han har lavet et par vokalplader med Signe Juhl indenfor den senere år. Han lavede desuden for et par siden en liveplade med trio fra Montmartre. På den nye plade har han atter samlet en trio, Han er han sammen med Daniel Franck på bas og Espen Laub von Liljenskjold på trommer.

Den ene halvdel A Night On The Town er ramasjangpladen ,mens den anden A night At Home er balladepladen. Det er en god og brugbar idé. Bentzon forholder sig til, at der er nogen der bruger musikken. Her kan man så selv vælge om det skal være den højlydte jazz, hvor det bliver groovy og festligt eller om det skal være den rolige, hvor der hældes en eftertænksom whisky op i glasset i en sen aftentime.

Nikolaj Bentzon kommer ud af en tradition, hvor præcision af den kirurgknivskarpe slags er et gode. Det kan måske blive for meget for nogle. Nikolaj Bentzon er konsekvent i sin stil. Der er ingen tøven i spillet. Det fornemmes ret tydeligt at det er musik der kommer fra hjertet. Bentzon er på hjemmebane i den jazzverden der kaldes mainstreamjazzen, der hvor de blå toner er mange. Balladepladen har været en favorit med det samme. Velplaceret og velspillet jazz til dagligdagen.

mandag, april 24, 2017

Shitney: Earth Core (ILK)

Pladen åbner med et beat, så det lyder som et industrial techno nummer fra de sene 80’ere. Jeg kommer til at tænke på belgiske Front 242, der var pionerer indenfor genren electronic body music. Men det er nutidig grænsesøgende musik og trioen Shitney det drejer sig om. Shitney består af Katrine Amsler (keys, micro-guitar, programming, effects, elektriske trommer), Qarin Wikström (stemme, keys, effects) og Maria Faust (alt-sax, effects, stemme, klarinet). Det er de samme musikere der som Pistol nr. 9, inklusiv Michala Østergaard Nielsen lavede den alternative partyplade Fest på Amager for fem år siden.

I Shitney træder den improviserede elektronisk/akustisk musik endnu tydeligere frem. Elektronisk musik præges generelt af klange og toner der gentages i det uendelige, kombineret med en supersimpel rytme. Det er skønt med disse gentagelser. Men hvor er det dog befriende med en trio der ikke står og gnider sig op af den samme lækre effekt eller lyd i uendeligheder. Shitney ignorerer det smukke, det nemme og det rytmisk pulserende til fordel for et afgrundsnært og dystopisk udtryk. Det er både syret, larmende og på trods af de mange digitale effekter ikke noget musik der er binært forståeligt. Det er bl.a. en anbefalelsesværdig plade til freejazz fans, der holder af industrial og noise.

tirsdag, april 18, 2017

Reverse: Museum (DME) LP

Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det er trioen Reverse’s andet album. Trommeslageren Terkel Nørgaard står i spidsen for trioen, hvor Søren Gemmer spiller piano og Jesper Thorn spiller bas. Trioen har i koncertsammenhænge arbejdet med så forskellige folk som Jørgen Leth, Thomas Agergaard, Palle Mikkelborg og Ralph Alessi. Det efterlader et indtryk af en trio, der ikke kan eller vil indkapsles. 

Det er tydeligvis Terkel Nørgaards projekt. Det er ham der med time og pace sætter stilen. Han tager i afsæt i en tradition fra store jazztrommeslagere, der også er kapelmestre. Art Blakey, Elvin Jones og Billy Hart er nogle bud. Det er insisterende jazz med temperament, der aldrig tvivler. Der er en retning, som gerne holdes i længere tid. Terkel Nørgaard søger et næsten minimalistisk udtryk, der omsættes i vedkommende, kompliceret og sprængfarlig jazz. Intensiteten er høj i trioens samarbejde, hvor Thorn og Gemmer er vigtige for, at Terkel Nørgaard får omsat kompositionerne til holdbar musik.

Pladen der er udgivet som LP, bruger mediet og bygger en stemning op over de to sider. Der er en prolog og et efterfølgende åbningsnummer der sætter en høj standard. Edward er en hyldest til Duke Ellington, hvor der i et højt tempo sættes i gang. Herefter kommer balladen Luna, der balancerer smukt mellem det svære og komplekse og den umiddelbare skønhed. Det er meget betegnende for pladen.

På side B præsenteres vi for musik fra de to andre i trioen. Jesper Thorns Big Bodies of Water fra pladen af samme navn, som jeg havde med på min liste over de bedste plader i 2016, får i denne version et nyt liv. Ligesom Søren Gemmers The Muse også folder sig ud i en anden version end den der var med på 2016-pladen The Lark. 

Reverse har med deres plade Museum lavet musik, der både har fået min kone til at spørge om hvad det var for noget smukt musik jeg spillede og på et andet tidspunkt bedt mig om, at tage pladen af fordi det var noget larm. I min jazzverden er det til gengæld jazz af den langtidsholdbare slags. Forstået på den måde, at det er musik hvor der stadighed folder sig nye enkeltdele ud som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året. Det er et meget anbefalelseværdigt album.

mandag, april 17, 2017

Jazz Quintet 60: The Last Call - Lost Jazz Files 1962-1963 (Sonorama)

Der kom to LP'er med dem i starten af 60'erne. Inden da var der allerede kommet fire EP'er. Begge LP'er er i dag uopdrivelige, medmindre du har mange penge. Du kan dog høre begge LP’er på streaming tjenesterne, hvilket er godt, da Jazz Quintet 60 er noget af det vigtigste danske jazz, der overhovedet kom i 60'erne. Det var her at den purunge Niels Henning Ørsted-Pedersen debuterede offentligt på bassen. Det var her, at man kunne høre gruppen, der var en af de stærkeste europæiske eksponenter for hard bop jazzen.

Det tyske selskab Sonorama, der er eksperter i at finde gamle uudgivne indspilninger har fået overdraget de bånd der ligger til grund for denne plade. De stammer fra Jazz Quintet 60's underkendte saxofonist Niels Husum, der overdrog sin spolebåndsamling til Little Beat Records. Det lille pladeselskab har tidligere beriget jazzverdenen med en række vigtige Leo Mathisen udgivelser. Her har de altså søgt hjælp hos Sonorama til udgivelsen. De 12 numre stammer fra to forskellige radio-optagelser og enkelt tv-optagelse. De fleste numre er gengangere fra Jazz Quintet 60’s to LP’er. Der er dog sneget sig lidt andet med på repertoiret. Bl.a. Our Dilemma som kvintettens pianist Bent Axen oprindelig skrev til en duo EP, som han lavede sammen med kvintettens trommeslager Bjarne Rostvold i 1961. 

Allan Botschinsky på trompet tager sig af blæserfronten sammen med Niels Husum på tenorsax. Bjarne Rostvold siddder ved trommerne, mens Bent Axen er bag pianoet og Niels-Henning Ørsted Pedersen tager sig af bassen. De spiller overstadigt lækkert. Der er så meget overskud og præcision i måden kvintetten spiller på. Denne udgivelse er en god og kærkommen tilføjelse til dansk jazzhistorie, som noget af den bedste danske jazz fra den tid. 

NHØP serverer nogle imponerende solide bassoli på St. Vitus Dance og Little Annie Fanny, der er med til at understrege hvor stort et talent han allerede var på det tidspunkt. Allan Botschinsky er sikker på hånden og leverer soli i høj klasse. Bent Axen hører ikke uden grund til blandt den danske jazz’s kultfigurer, hvilket denne plade er med til at sætte fokus på.
Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse, der både er ude på LP og CD. Vær opmærksom på, at der er fire numre ekstra på CD-udgivelsen.

søndag, april 16, 2017

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 5

Da jeg startede denne serie i januar var planen, at der skulle lave 4 guides. Nu kommer der en femte og den sjette er på vej. Jeg håber at du bliver inspireret.
Her kan du finde de tidligere guides: jazznyt.blogspot.dk/search/label/jazzguide

Hvem: Michael League (f. 1984), bas, keys, producer og en masse andre skiftende medlemmer.
Stil: fusion, funk, world, jazz, rock
Land: USA
Seneste udgivelse: Culcha Vulcha (Universal 2016), Family Dinner vol. 2 (Ground Up 2016)
Anbefales hvis du kan lide: George Duke, Earth, Wind & Fire, 
Info: Har fået en Grammy for Culcha Vulcha. De har allerede besøgt Danmark et par gange til udsolgte koncerter. Har netop overstået en 3 dages festival i Florida, hvor SP var omdrejningspunktet for en masse koncerter.
Live: Vega, Kbh. 03.06.17. Train, Aarhus 04.06.17
Hvem: Terrace Martin (f. 1980), sax, keys, producer
Stil: hiphop, funk, jazz
Land: USA
Seneste udgivelse: Velvet Portraits (2016)
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Kendrick Lamar, Robert Glasper, Snoop Dogg, Sonny Stitt.
Info: Han har på et tidspunkt sagt at han ser sig som en blanding Sonny Stitt og Dr. Dre. Han producerede i 2016 på samme tid, både Herbie Hancock's kommende album og rapperen YG's album Still Brazy. Desuden har han produceret numre på Kendrick Lamar's To pimp a butterfly og den spritnye Damn. Blev som 15 årig udtaget til et all star band sammen med Robert Glasper. De to musikere har siden holdt musikalsk kontakt.
Live: Spiller med Herbie Hancock på den kommende turné, der inkluderer en koncert i København.

Hvem: Olavi Louhivuori (f. 1981), trommer, synth. Ilmari Pohjola, trombone, synth. Lasse Sakara, guitar. Lasse Lindgren, bas, synth. Osmo Ikonen, cello, synth
Stil: Indierock, postrock, electronica 
Land: Finland
Seneste udgivelse: Agartha (Edition 2016)
Anbefales hvis du kan lide: Boards of Canada, Sigur Ros.
Info: Det er trommeslageren Olavi Louhivuori’s projekt. Han er kendt som sideman hos en lang række af de mest fremtrædende finske jazzmusikere, hvor det som regel går i den akustiske retning. Det gør det ikke her, hvor det sejler i effekter og voldsomme klangflader. Et særligt kendetegn ved Oddarang er Ilmari Pohjola’s trombone. Det er nutidsfusion med både pompøse og eroderede klange.
Live: Har været på turné i Tyskland i marts.

Simon Spang-Hanssen & Grupo: Caminho da lua (Gateway)

Det er nok kun de allerskarpeste iagttagere af den danske jazzscene, der kan holde styr på Simon Spang-Hanssens mange projekter. Nu har jeg efterhånden skrevet om en del her på bloggen og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ekstra glad for, at han atter har lavet en plade med sit brasilianske projekt Grupo. Den forrige kom i 2011 og var indspillet i Brasilien. Den nye plade er pånær pianisten med den samme besætning. Men denne gang er den indspillet i København. Spang-Hanssens franske hustru Mariane Bitran leverer lækker jazzfløjte. De tre brasilianske musikere på klaver, elbas og trommer serverer suveræn backing for Spang-Hanssen.

Simon Spang-Hanssen har selv skrevet 10 af pladens tolv numre. Pladens titelmelodi Caminho da lua er en vidunderlig ballade, mens Casa Feliz er et festnummer. Trænger du til en omgang brasiliansk klingende jazz, er Simon Spang-Hanssens plade det bedste danske bud siden Steen Rasmussens to år gamle Presenca.

lørdag, april 15, 2017

Phronesis: The Behemoth (Edition Records)

I det nyeste nummer af det engelske jazzmagasin Jazzwise er der Phronesis ud over det hele. Jazzmagasinet fylder 20 år og fejrer det med at fremhæve en enkelt plade fra hvert eneste år. Esbjörn Svensson Trio, Wayne Shorter, Gregory Porter og Keith Jarrett er blandt de udvalgte. Det er Phronesis også! Det er 2010 albummet Alive som Jazzwise sætter ind i det fine selskab. Det er ikke så overraskende, når man har fulgt Phronesis. Det var dengang trioen var bassisten Jasper Høiby’s projekt. Det er det ikke længere. Nu er det lige så meget trommeslageren Anton Eger og pianisten Ivo Neame’s projekt. I stedet for at fortsætte ud over stepperne og lave fantastiske trioalbums, så har de taget en ny drejning med det aktuelle album (der også er månedens album på Jazzwise redaktionens kontorplayliste). 

De er taget til Tyskland for at lave et big band album sammen med Frankfurt Big Band. Den engelske saxofonist Julian Argüelles har været tilknyttet big bandet i en årrække og har arrangeret Phronesis’ musik for big bandet. Det bliver til et genhør med en række Phronesis numre, hvor der nu males med den store pensel. Der er Anton Egers forrygende knaldperler, Herne Hill og Urban Control, der begge var på 2014-albummet Life to Everything. Der er Ivo Neame’s Charm Defensive fra 2012-albummet Walking Dark og så Høiby’s vidunderlige Happy Notes, som var med på 2010-albummet Alive. 

Big bandet og Phronesis mødes og samles om musikken på naturlig vis. Det er ikke Phronesis’ musik der er klistret på et big band eller omvendt. Julian Argüelles løser opgaven på meget fornem vis. Undervejs er der flere gode solopræstationer, hvor jeg gerne vil fremhæve guitaristen Martin Scales indsats. The Behemoth er noget der er kæmpestort. Og det store for mig i denne sammenhæng er at jeg endnu en gang vil anbefale et album med Phronesis. Jasper Høiby er en stærk repræsentant for dansk jazz ude i verden, meget større end de fleste aner herhjemme.

fredag, april 14, 2017

Allan Mortensen & Jens Jefsen Trio: With you in mind (Gateway)

Han er en legende. En sanger som har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren. En karriere der startede i Århus i Holger Laumans Tears, der første ham over i kultbandet Midnight Sun. Herefter stod den på musical med Jesus Christ Superstar og dansk top med Musikalske Venner. At det herefter blev Tyskland og disco var ikke det bedste valg.

Det førte heller ikke nogen vegne. Så han tog hjem og deltog i Melodi Grand Prix. Jeg blev vild med ham i forbindelse med Voldsom Volvo fra TV-programmet Sonny Soufflé og ikke mindst som forsanger i 2nd line Funkomagic Orchestra, hvor soul og funk var i højsædet.

Nu er han efter næsten 50 år, genforenet med Jens Jefsen, der var bassist i Tears. De har allerede spillet sammen i et par år ved koncerter. Nu er der så kommet et fuldlængde album. Jens Jefsen er i selskab med spitzenklasse musikere, Anders Rose på tangenter og Søren Frost på trommer. De skaber et solidt fundament for Mortensen og den buket af sange, han har plukket i vejkanten. 

Pladen er ligesom Allan Mortensens karriere. En blandet omgang. Han har valgt en række selvskrevne sager, hvor der både synges på dansk og engelsk. Pladen åbner med Allen Toussaint’s With You in mind, hvor han synger duet med datteren Veronica Mortensen. Pladens bedste skæring er uden tvivl Anders Widmarks To open up my heart, hvor Palle Mikkelborg medvirker på gæstetrompet. I øvrigt dukker saxofonisten Samuel Hejslet også op et par gange med en veloplagt saxofon. 

Pladen lukker ned med soulklassikeren Knock on wood, der har fået et godt jazzet arrangement. Nummeret er også med til, at vise noget af det skrøbelige ved pladen. Allan Mortensen kan godt synge. Det virker på den anden side også som om han presser sig selv for meget rent stemmemæssigt. Mindre Voldsom Volvo og mere natklubjazz ville have gjort godt.
Bonusinfo:
Det er Carsten Dahl der har lavet billedet på pladens cover.

torsdag, april 13, 2017

Jazznyt fylder 13 år!

Det tretten år siden at jeg startede denne blog. Undervejs har jeg gjort mig mange tanker om hvorfor jeg overhovedet har bloggen. 

Det er noget med formidling af dansk jazz. Det er noget med at der ikke er så mange der skriver om dansk jazz på nettet. Det er noget med at jeg er pladesamler. Det er noget med at jeg er nysgerrig. Det er noget med, at jeg vil vide det hele før alle andre. Det er noget med at jeg tænker på jazz hver eneste dag. Det er noget med at jeg møder en masse spændende mennesker. 

Så nej der er ikke en velskrevet plan. Det er lyststyret og skal ikke lave penge. Da jeg skrev mit fødselsdagsblogindlæg for 10 år siden var jeg meget optaget af hvor mange der besøgte min blog. Det er jeg for så vidt stadig. Det vigtigste for mig er dog, at der rent faktisk er nogen der læser det jeg skriver. Så til dig der har læst dette, skal der lyde en stor TAK.

Der kommer mange mange flere blogindlæg fra min side.

Billedet viser i øvrigt hvordan bloggen så ud for 10 år siden. 

M(H)ysteria: Family Drug (Jvtlandt)

Hammond, bas og trommer. Så er tankerne kørt i stilling til en bestemt forestilling om hvordan det skal lyde. Den forestilling skydes i sænk af M(H)ysteria, der sender funky grooves og souljazz ud til fordel for syrede stemninger. Trioen M(H)ysteria ledes af italieneren Giovanni Di Domenico, der bor i Belgien. Han har et omfattende CV som pianist og komponist, der bl.a. indbefatter samarbejde med Jim O’Rourke, Arve Henriksen, Akira Sakata og Chris Corsano. Han er sammen med belgierne Laurens Smet på bas og Jakob Warmenbol på trommer.

Musikken er dyster. De beskriver med musikken de mange spændinger der er i dagligdagslivet, med stress og forestillinger om forfærdelige ting der sker omkring os. Trioen har et flydende fremadrettet drive, hvor der aldrig er ro. Åbningsnummeret Road Rage tager os med på en apokalyptisk motorvejstur. Titelnummeret Family Drug sender os ind i en monumentalt lammende overdosis. Den kommer snigende med smerte og afmagt. Family Drug er til lytteren der ikke bange for at få hældt syre i Hammond orgelet. Spændende og uhyggeligt.

onsdag, april 12, 2017

Labtrio: Nature City (Out Note Records) >> Benedikt Jahnel Trio: The Invariant (ECM) >> Colin Vallon Trio: Danse (ECM)

Her er tre europæiske bud på hvordan triojazz kan lyde i dag. En belgisk, en tysk og en schwezisk trio har passeret mine ører.

Lab Trio er fra Belgien. De er også det yngste bud i denne triojazztriple. De har eksisteret i 10 år og det er deres tredje plade siden 2013. De spillede i Koncertkirken i København i forbindelse med Vinterjazzen. Det kunne muligvis indikere at trioen spiller kompliceret og svært tilgængelig jazz. Det er langt fra tilfældet. Pianisten Bram de Looze er sammen med trommeslageren Lander Gyselinck og bassisten Anneleen Boehme. De spiller melodisk tændt jazz, der trækker på inspiration fra både elektronisk musik og europæiske toner. Et meget behageligt bekendtskab.

Tyske Benedikt Jahnel er aktuel med sit tredje trioalbum. Hans 10 år gamle trio består af spanske Antonio Miguel på bas og canadiske Owen Howard på trommer. Stilen er i samme nabolag som Marcin Wasilewski eller Tord Gustavsen. En stil med luft og plads til melodien. En stil hvor der er spor tilbage til noget af det som Keith Jarrett lavede for over 30 år siden. Ikke dårligt, men også en kende anonymt.

Det bliver bedre med schweiziske Colin Vallon, der modsat Jahnel ikke har indspillet pladen i ECM Records meget ofte brugte Rainbow Studio i Oslo, med den helt særlige lyd, der når det ikke fungerer, bare kommer til at fremstå stereotyp. Valget af et andet studie hos Vallon er med til, at give et lydmæssigt nærvær der klæder musikken. Vi er stilistisk i det samme område som hos Jahnel. Det lykkes bare bedre. Der er en nerve og kant i triomusikken, der midt i det rolige og afdæmpede tempo, løfter og Colin Vallon Trio mere karakter og styrke. Det er nødvendigt, hvis man bevæger sig ind på den i forvejen meget befærdede triojazzvej.

lørdag, april 08, 2017

Henrik Pultz Melbye: Frogs//Toads (Insula Jazz) kassettebånd >> The Hum: 100 % Ungentrified Improv (Passive/Aggressive) kassettebånd

Solosax på kassettebånd... Jeg siger det bare, det er ikke for jazzpattebørn. Henrik Pultz Melbye har udgivet båndet Frogs//Toads, hvor han sætter tenorsaxen på kanten. Han starter ud i et næsten ambient lydmilljø der går over i det småhidsige. Så kommer der knald på, hvor efter han går ned med saxen - det sker over 2 båndsider.

Hvis man kender Henrik Pultz Melbye fra den fortrinlige trioplade, han udgav sidste år eller fra avant-et-eller-andet kvartetten SVIN, så er dette bånd et spændende og udvidende bekendtskab. Han afsøger saxofonens muligheder med minimalistiske tonemalerier og klangvridende spændinger. Det er udfordrende, afvekslende og spændende. 

Samtidigt er der også kommet et bånd med improkvartetten The Hum. Her er Henrik Pultz Melbye sammen med Henrik Olsson på guitar, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer. De spiller improv, hvor de tager nogle jazzavantgardistiske spadestik ned i genrer som industrial og noise. Det er rustent og næsten gået i opløsning. De har et kollektivt greb om musikken, der får den til at knistre. Musikken er allerede udgivet på en hjemmeside, hvor Tina Damsgaard har lavet visuals til musikken. På hjemmesiden kommer numrene op i tilfældig rækkefølge.
Begge kassettebånd er værd at bruge tid på. Det er eksperimenterende som bare…og det er velspillet og spændende hele vejen.

fredag, april 07, 2017

JazzNyt Kommentar! Hvem er Alon Farber egentlig?

Copenhagen Jazz Festival og ikke mindst festivalbossen Kenneth Hansen er havnet i en shitstorm. Det sker fordi Kenneth Hansen har sagt nej tak til den israelske saxofonist Alon Farbers tilbud om, at komme og spille på Copenhagen Jazz Festival. Her brugte Kenneth Hansen nogle formuleringer der meget let kunne misforstås. Derfor udsendte Copenhagen Jazz Festival en pressemeddelelse for at rette op på fejlen. Men det var for sent. Det nye højrenationalistiske medie 24nyt fangede hurtigt nyheden og interviewede endda Alon Farber, der nu var blevet til den "berømte israelske saxofonist".

Alon Farber havde offentliggjort Kenneth Hansens email afslag på sin facebookside. "Kenneth Hansen sendte onsdag 23. marts et fejlagtigt svar til den israelske musiker Alon Farber i forbindelse med en henvendelse om at blive engageret på Copenhagen Jazz Festival 2017. Selvom det ikke var hensigten, så kunne svaret læses som, at Copenhagen Jazz Festival af politiske årsager ikke engagerer kunstnere fra Israel, hvilket på ingen måde er tilfældet. Copenhagen Jazz Festival diskriminerer ikke, hverken på baggrund af nationalitet, politisk overbevisning eller andet" som Copenhagen Jazz Festival skriver i deres pressemeddelelse.

Radio24syv har også gravet i historien. Nu er kulturborgmesteren fra Dansk Folkeparti også blevet sur og truer med at trække støtten. Desuden vil den anden økonomisk støttende kommune, Frederiksberg have en liste over israelske musikere, der har spillet på Copenhagen Jazz Festival de sidste 5 år. Kulturborgmesterens trussel er både pinlig og helt ude af proportioner. Mens Frederiksberg Kommunes ønske sætter spot på, at Israel på ingen måde er verdens jazznavle.

Hvem er Alon Farber egentlig? Der er tale om en dygtig, men i international forstand perifer jazzmusiker, der ligesom mange andre unge og håbefulde musikere brugte en del af ungdommen på Berklee i 90erne. Det er som medlem af Alon Farber-Dani Benedikt Hagiga Sextet, at han bl.a. har etableret sig som jazzmusiker. De har udgivet tre CD'er. Den forrige Optimistic View kom i 2007. De har spillet på jazzfestivaler i Israel og en enkelt gang på Paris Jazz Festival i 2010. De har lige udgivet et nyt album og spiller i den forbindelse på klubben The Zone i Tel Aviv, Israel. Og nå ja, så spiller de på Copenhagen Jazz Festival d. 11. juli kl. 15.00 i Skuespilhusets Foyer. Jeg har ikke fundet flere koncertdatoer med sekstetten på nettet. Det er med andre ord ikke et eftertragtet verdensnavn vi har med at gøre.

Nu skal Alon Farber altså spille i Danmark. Det kommer han udelukkende til, fordi der har været så megen uro omkring Kenneth Hansens uheldige formulering i en email. Musikken de præsenterer på det nye album, New Directions lyder spændende. De siger at de er inspireret af Booker Little og Art Blakey. Men hånden på hjertet. Der er tusinder af den slags velspillende orkestre rundt omkring i verden, ikke mindst fra Danmark. Mange af dem har også fået afslag af den ene eller anden grund. Oftest af den simple grund, at de ikke var specielt originale. Gad vide om Kenneth Hansen ikke går rundt og ønsker, at det var det svar han havde givet Alon Farber. 

Berlingskes interview med Kenneth Hansen: https://www.b.dk/kultur/festival-leder-sagen-har-intet-paa-sig


Interview med Alon Farber fra det højrenationalistiske medie 24nyt: http://24nyt.dk/alon-farber-jeg-bare-spille-musik/


Morten Pedersen 5tet: Sammensurium (Barefoot Records)

En melodi er kendetegnet ved en eller anden form for umiddelbar logisk konsekvens. Den giver nærmest sig selv. På samme måde som B kommer efter A, 1 kommer før 2 og at en hotdog uden ketchup er kedelig. Mange jazzmusikere arbejder med denne logiske konsekvens på et komplekst niveau. Det er bl.a. derfor at fire musikere sagtens kan stå på en scene sammen og få det til at lyde godt, selv om de aldrig før har spillet sammen. 

Der er regler og love indenfor jazzen. De regler og love har dog været udfordret, på den ene eller anden måde i al jazzens levetid. Det er derfor jazzen er så mangfoldig og levende.

Pianisten Morten Pedersen overholder de fleste af jazzens regler og love. Men finder også en glæde i træde lidt ved siden af. Hjernebassisten Peter Vuust har lige udgivet en bog, hvor han bl.a. kommer ind på musikkens logiske flow. Der hvor den ligefrem er med til, at udløse dopamin, så humøret bl.a. påvirkes positivt. 

Det sker også på Morten Pedersen 5tet’s nye plade Sammensurium. Det er dog ikke alt der alt der booster dopaminproduktionen. Der er ridser og revner i musikken, hvor kvintetten ikke tager den lige vej. De træder ved siden af mange korte øjeblikke. De sender en skævert ind i flow’et. Pianisten Morten Pedersen har skrevet al musikken på pladen, hvor Håkon Berre (trommer), Johannes Nästesjö (bas), Tomasz Dabrowski (trompet) og Francesco Bigoni (saxofon og klarinet) også medvirker. Det er jazz der tager næring fra free jazzen. Det er jazz der sprudler af kompleksitet og udfordringer. Det er jazz, hvor logiske konsekvenser er til for at blive brudt.

torsdag, april 06, 2017

Mixcloud: Jazzy Niels

Jeg har lavet et par mix med dansk jazz fra min vinylsamling. Den ene fokuserer på dansk jazz, funk og fusion fra 70’erne og indeholder mange numre, der ikke findes på Spotify. Det samme gør sig gældende med mit freejazz mix, der sender din hårdt prøvede jazzsjæl på en ud-af-hovedet oplevelse. En rejse med former som en rejse ikke har. Det er både vildt og syndigt. Prøv at give mine mix et lyt. En ting er sikkert. Det er ikke de sidste mix, der kommer fra min samling.


Jørgen Emborg Quartet feat. Mathias Heise: What’s Left? (Stunt)

I de snart 13 år jeg har skrevet om og fulgt den danske jazzscene særdeles tæt, har jeg ikke oplevet en ung musiker få så megen opmærksomhed, som det er tilfældet med Mathias Heise. Han tog røven på os ved P8 Jazz Live koncerten, hvor han gav den max fusionsgas med en fed synthintro til Herbie Hancock klassikeren Chameleon. Det er ellers den kromatiske mundharmonika, der har udløst den megen opmærksomhed og alle priserne. Han har medvirket på adskillige plader som gæsteartist og gjort det godt. Den bedste af alle disse gæsteoptrædender er kommet nu. 

Heise er kommet i kløerne på Jørgen Emborg, der om nogen kan komponere en velskåret jazzmelodi. Det er lige præcis det der sker på What’s Left? Emborgs gode kompositioner giver Mathias Heise mulighed for, at vise det som han er så forrygende til. Med en ukrukket lethed går han ind i melodien og omfavner den. Han kredser om fløden som en anden kat, slikker sig om munden og går i gang med Emborgs kompositioner. Emborg sidder ved pianoet, der også er elektrisk på nogle numre og er sammen med Peter Hansen på bas og Karsten Bagge på trommer. Heise er en grønskolling i den sammenhæng. Det betyder ingenting. De har alle jazzen i hjertet på en plade, der selvfølgelig lukkes ned med en hyldest til Toots Thielemanns.

tirsdag, marts 28, 2017

World on a String: Seasons (Gateway)

De har eksisteret i 12 år og har i alle årene arbejdet med deres helt eget udtryk. De blander world music, folk og jazz i et originalt univers. Bjarke Falgren på violin, John Sund på 6 og 12 strenget akustisk guitar, Morten Lundsby på bas og det nye medlem, den unge Mirwais Fedai på tablas. 

Tablas har altid været en vigtig del af World on a string's lyd, så man kommer til, at tænke i retning af det indiske, når man hører dem. Der er også Falgrens violin, der både har jazz og den nordiske folkemusik i sig. Der er John Sunds uforlignelige akustiske guitar, der bevæger sig på et højt plan mellem det melodiøse og det komplekse. Morten Lundsby er bassen der som limen, samler kvartetten. 

Pladen præsenterer World on a String på fineste vis.
Bonusinfo:
De spiller på Jazzhus Montmarte d. 1. aprii og Kilden i Brøndby d. 2. april.

mandag, marts 27, 2017

Lagoon at Noon: Don’t pour water in your kazoo (Gateway)

Den fynske kvartet Lagoon at Noon ledes af guitaristen Frederik Christensen. Han har også skrevet alle de 9 numre på deres debutplade. Bandet består også af saxofonisten Andreas Bøttiger, der blev kåret som årets fynske jazzmusiker i 2016, bassisten Marius Prasniewski og trommeslageren Anders Lindhardt Madsen. 

Musikken er som titlen på pladen fyldt med et godt humør. Det er noget der smitter allerede fra starten med den afrikansk inspirerede Beachparty. Herefter handler det bare om ar hænge på. Samarbejdet mellem Frederik Christensen og Andres Bøttiger sprudler. De mestrer både det funkladede med dirty guitar som på When Sully takes charge og det mere rolige på balladen Maj Regn. 

Pladen lukker ned med The wind in the palm trees, hvor det føles som om man går hjem fra det der startede med et herligt Beachparty.
Bonusinfo:
De spiller på Café Retro i København d. 31. marts.

søndag, marts 26, 2017

JazzNyt Kommentar: Ung Jazz

Der er ikke tradition for at kvinder deltager i Ung Jazz konkurrencen og der slet ikke tradition for, at kvinder vinder konkurrencen. Ej heller er der tradition for at vokalister kommer ret langt i konkurrencen. Andre manglende traditioner er kunstnere der stiller op helt alene. Vi er heller ikke vant til vindere der er fyldt 30 år eller vindere der allerede har medvirket på adskillige pladeudgivelser. 

Det kan der blive lavet om på d. 15. april, når der er Ung Jazz finale på Jazzhouse. 30 årige Claudia Campagnol vandt i Aarhus semifinalen over Mads Houe & The Quavers. Hun skal i finalen møde ALWARI! der "vandt" semifinalen i Svendborg, da bandet Hustruvold [sic] meldte afbud.

I de 16 foregående års finaler har den manglende tilstedeværelse af kvinder blandt vinderne været påfaldende. Jeg kan ikke finde andre end altsaxofonisten Signe Emmeluth, der vandt med Musik för hemlösa i 2014, dobbeltvinderen saxofonisten Lis Kruse sammen med Lars Fiil Kvartet i 2010 og Aurora i 2007 og trombonisten Maria Bertel, der vandt med HUMBUK! i 2004.

Hvorfor er der så få kvinder der vinder i Ung Jazz konkurrencen? Og i det hele taget deltager i konkurrencen?

Der burde med andre ord være god grund til, at glæde sig over at der er kvinde i finalen. At hun er vokalist gør det kun bedre, da der aldrig har været en vokalist i nærheden af at vinde konkurrencen. Alligevel synes jeg at det er en skam, at hun ikke er helt “ung”. Hun har allerede medvirket på flere pladeudgivelser, hvor den seneste er som gæstesolist på et par numre i selskab med Marcus Miller og Manu Katché på den italienske pianist Antonio Faraos nye album. Nå men jeg må hellere komme ned fra den fornærmede jazzbloggerpiedestal og i stedet glæde mig over, at der er 50% chance for en kvindelige vinder og at der er en risiko for at vinderen kommer bredt ud

fredag, marts 17, 2017

Zier Romme Larsen: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

Der er ikke så længe til jeg har fødselsdag. Jeg ved allerede nu, at dagen bringer et special treat. Jeg skal til koncert med pianisten Zier Romme Larsen, der sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen og bassisten Ida Hvid hylder Oscar Peterson, den canadiske pianist der om nogen er nået ud til et stort publikum. Selv om min jazzsmag har taget mange mærkelige drejninger i løbet af mit liv, så har kærligheden til Oscar Petersons klaverspil aldrig svigtet. Derfor var fornøjelsen også ekstra stor, da optikeren Brian Rindom Larsen besluttede at Zier Romme skulle være den tredje kunstner i Fiol Sessions Debut Series. Jeg har skrevet pladens liner notes. Så dette er ikke nogen anmeldelse, jeg er vel rimeligt inhabil lige her. Betragt det i stedet som en servicemeddelelse fra din jazzblog.

Musikken blev indspillet sidste sommer på Copenhagen Jazz Festivals sidste dag. Det foregik hos optikeren i Fiol Stræde inde i gamle København. Den unge Zier Romme har siden barns ben været fascineret og inspireret af Oscar Peterson og den klassiske jazz, hvor standards er noget man spiser til morgenmad. På denne 10” vinylplade får vi ingen standards. I stedet er det Zier Rommes kompositioner der er i centrum. Han henter tydeligvis inspiration i jazzens standards. Han sender os straks ind jazzens varme favn. Det er ukompliceret lækkert. Det swinger, sprudler af spilleglæde og positiv energi. 

Bag trommerne sidder Snorre Kirk, der om nogen i dette land, ved hvordan et trommesæt skal swinge. Bassisten er den purunge Felix Moseholm, der uden problemer går ind i musikken og møder de to medmusikanter med indføling og autoritet. Pladens seks numre er en blanding af up tempo og ballader. Det er jazz af den slags der får hjertet til at pumpe og foden til at vippe af vellyst. 

Det smukke billede på pladecoveret er malet af Anders Moseholm og Lurah Blade i forbindelse med indspilningen af pladen. Til sommer indspilles den fjerde Fiol Sessions Debut Series plade. Det er saxofonisten Søren Høst der er i centrum til den tid. Hvis du endnu ikke har Fiol Sessions pladerne i din samling, kan du få dem gratis med hvis du handler kontaktlinser eller briller hos Fiol Optik.

torsdag, marts 16, 2017

Duke Ellington: An intimate Piano Session (Storyville Records)

Danske Storyville Records har gennem mange år positioneret sig, som et af de vigtigste pladeselskaber i deres genudgivelser af Duke Ellington indspilninger. Den aktuelle udgivelse er ingen undtagelse. Her er Duke Ellington gået i studiet i 1972, efter et engagement i New York på The Rainbow Grill sammen med en mindre gruppe. Ellington har taget to sangere med i studiet, ellers er det bare Duke og et klaver det handler om. Duke Ellington vælger at spille forskellige spændende sager fra karrieren, hvor de to takes af Strayhorn The Lotus Blosson og de to takes af Elllingtons egen Le sucrier velours er nogle af perlerne.

Jeg er særlig begejstret for de to numre, hvor sangerinden Anita Moore medvirker. Hun er kun i starten af tyverne på det tidspunkt og var lige begyndt at synge med Ellington. Hun har en autentisk og indlevende stemme, der er mørk og lidt rusten i kanten. Mens den mandlige sanger Tony Watkins hører til den mere kedelige side.

Pladen lukkes ned med 4 numre fra en koncert i Rotterdam, hvor de skulle spille to koncerter samme aften. Her får vi ekstranumrene fra det første show, hvor der kun er fire musikere tilbage på scenen. Duke, Wild Bill Davis på orgel, Victor Gaskin på bas og Rufus Jones på trommer spiller på livet løs, mens publikum til koncert nr. 2 venter på, at blive lukket ind. Det er en fest og en fortsættelse til pladen Rotterdam 1969, som Storyville udgav sidste år.