tirsdag, april 18, 2017

Reverse: Museum (DME) LP

Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det er trioen Reverse’s andet album. Trommeslageren Terkel Nørgaard står i spidsen for trioen, hvor Søren Gemmer spiller piano og Jesper Thorn spiller bas. Trioen har i koncertsammenhænge arbejdet med så forskellige folk som Jørgen Leth, Thomas Agergaard, Palle Mikkelborg og Ralph Alessi. Det efterlader et indtryk af en trio, der ikke kan eller vil indkapsles. 

Det er tydeligvis Terkel Nørgaards projekt. Det er ham der med time og pace sætter stilen. Han tager i afsæt i en tradition fra store jazztrommeslagere, der også er kapelmestre. Art Blakey, Elvin Jones og Billy Hart er nogle bud. Det er insisterende jazz med temperament, der aldrig tvivler. Der er en retning, som gerne holdes i længere tid. Terkel Nørgaard søger et næsten minimalistisk udtryk, der omsættes i vedkommende, kompliceret og sprængfarlig jazz. Intensiteten er høj i trioens samarbejde, hvor Thorn og Gemmer er vigtige for, at Terkel Nørgaard får omsat kompositionerne til holdbar musik.

Pladen der er udgivet som LP, bruger mediet og bygger en stemning op over de to sider. Der er en prolog og et efterfølgende åbningsnummer der sætter en høj standard. Edward er en hyldest til Duke Ellington, hvor der i et højt tempo sættes i gang. Herefter kommer balladen Luna, der balancerer smukt mellem det svære og komplekse og den umiddelbare skønhed. Det er meget betegnende for pladen.

På side B præsenteres vi for musik fra de to andre i trioen. Jesper Thorns Big Bodies of Water fra pladen af samme navn, som jeg havde med på min liste over de bedste plader i 2016, får i denne version et nyt liv. Ligesom Søren Gemmers The Muse også folder sig ud i en anden version end den der var med på 2016-pladen The Lark. 

Reverse har med deres plade Museum lavet musik, der både har fået min kone til at spørge om hvad det var for noget smukt musik jeg spillede og på et andet tidspunkt bedt mig om, at tage pladen af fordi det var noget larm. I min jazzverden er det til gengæld jazz af den langtidsholdbare slags. Forstået på den måde, at det er musik hvor der stadighed folder sig nye enkeltdele ud som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året. Det er et meget anbefalelseværdigt album.

mandag, april 17, 2017

Jazz Quintet 60: The Last Call - Lost Jazz Files 1962-1963 (Sonorama)

Der kom to LP'er med dem i starten af 60'erne. Inden da var der allerede kommet fire EP'er. Begge LP'er er i dag uopdrivelige, medmindre du har mange penge. Du kan dog høre begge LP’er på streaming tjenesterne, hvilket er godt, da Jazz Quintet 60 er noget af det vigtigste danske jazz, der overhovedet kom i 60'erne. Det var her at den purunge Niels Henning Ørsted-Pedersen debuterede offentligt på bassen. Det var her, at man kunne høre gruppen, der var en af de stærkeste europæiske eksponenter for hard bop jazzen.

Det tyske selskab Sonorama, der er eksperter i at finde gamle uudgivne indspilninger har fået overdraget de bånd der ligger til grund for denne plade. De stammer fra Jazz Quintet 60's underkendte saxofonist Niels Husum, der overdrog sin spolebåndsamling til Little Beat Records. Det lille pladeselskab har tidligere beriget jazzverdenen med en række vigtige Leo Mathisen udgivelser. Her har de altså søgt hjælp hos Sonorama til udgivelsen. De 12 numre stammer fra to forskellige radio-optagelser og enkelt tv-optagelse. De fleste numre er gengangere fra Jazz Quintet 60’s to LP’er. Der er dog sneget sig lidt andet med på repertoiret. Bl.a. Our Dilemma som kvintettens pianist Bent Axen oprindelig skrev til en duo EP, som han lavede sammen med kvintettens trommeslager Bjarne Rostvold i 1961. 

Allan Botschinsky på trompet tager sig af blæserfronten sammen med Niels Husum på tenorsax. Bjarne Rostvold siddder ved trommerne, mens Bent Axen er bag pianoet og Niels-Henning Ørsted Pedersen tager sig af bassen. De spiller overstadigt lækkert. Der er så meget overskud og præcision i måden kvintetten spiller på. Denne udgivelse er en god og kærkommen tilføjelse til dansk jazzhistorie, som noget af den bedste danske jazz fra den tid. 

NHØP serverer nogle imponerende solide bassoli på St. Vitus Dance og Little Annie Fanny, der er med til at understrege hvor stort et talent han allerede var på det tidspunkt. Allan Botschinsky er sikker på hånden og leverer soli i høj klasse. Bent Axen hører ikke uden grund til blandt den danske jazz’s kultfigurer, hvilket denne plade er med til at sætte fokus på.
Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse, der både er ude på LP og CD. Vær opmærksom på, at der er fire numre ekstra på CD-udgivelsen.

søndag, april 16, 2017

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 5

Da jeg startede denne serie i januar var planen, at der skulle lave 4 guides. Nu kommer der en femte og den sjette er på vej. Jeg håber at du bliver inspireret.
Her kan du finde de tidligere guides: jazznyt.blogspot.dk/search/label/jazzguide

Hvem: Michael League (f. 1984), bas, keys, producer og en masse andre skiftende medlemmer.
Stil: fusion, funk, world, jazz, rock
Land: USA
Seneste udgivelse: Culcha Vulcha (Universal 2016), Family Dinner vol. 2 (Ground Up 2016)
Anbefales hvis du kan lide: George Duke, Earth, Wind & Fire, 
Info: Har fået en Grammy for Culcha Vulcha. De har allerede besøgt Danmark et par gange til udsolgte koncerter. Har netop overstået en 3 dages festival i Florida, hvor SP var omdrejningspunktet for en masse koncerter.
Live: Vega, Kbh. 03.06.17. Train, Aarhus 04.06.17
Hvem: Terrace Martin (f. 1980), sax, keys, producer
Stil: hiphop, funk, jazz
Land: USA
Seneste udgivelse: Velvet Portraits (2016)
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Kendrick Lamar, Robert Glasper, Snoop Dogg, Sonny Stitt.
Info: Han har på et tidspunkt sagt at han ser sig som en blanding Sonny Stitt og Dr. Dre. Han producerede i 2016 på samme tid, både Herbie Hancock's kommende album og rapperen YG's album Still Brazy. Desuden har han produceret numre på Kendrick Lamar's To pimp a butterfly og den spritnye Damn. Blev som 15 årig udtaget til et all star band sammen med Robert Glasper. De to musikere har siden holdt musikalsk kontakt.
Live: Spiller med Herbie Hancock på den kommende turné, der inkluderer en koncert i København.

Hvem: Olavi Louhivuori (f. 1981), trommer, synth. Ilmari Pohjola, trombone, synth. Lasse Sakara, guitar. Lasse Lindgren, bas, synth. Osmo Ikonen, cello, synth
Stil: Indierock, postrock, electronica 
Land: Finland
Seneste udgivelse: Agartha (Edition 2016)
Anbefales hvis du kan lide: Boards of Canada, Sigur Ros.
Info: Det er trommeslageren Olavi Louhivuori’s projekt. Han er kendt som sideman hos en lang række af de mest fremtrædende finske jazzmusikere, hvor det som regel går i den akustiske retning. Det gør det ikke her, hvor det sejler i effekter og voldsomme klangflader. Et særligt kendetegn ved Oddarang er Ilmari Pohjola’s trombone. Det er nutidsfusion med både pompøse og eroderede klange.
Live: Har været på turné i Tyskland i marts.

Simon Spang-Hanssen & Grupo: Caminho da lua (Gateway)

Det er nok kun de allerskarpeste iagttagere af den danske jazzscene, der kan holde styr på Simon Spang-Hanssens mange projekter. Nu har jeg efterhånden skrevet om en del her på bloggen og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ekstra glad for, at han atter har lavet en plade med sit brasilianske projekt Grupo. Den forrige kom i 2011 og var indspillet i Brasilien. Den nye plade er pånær pianisten med den samme besætning. Men denne gang er den indspillet i København. Spang-Hanssens franske hustru Mariane Bitran leverer lækker jazzfløjte. De tre brasilianske musikere på klaver, elbas og trommer serverer suveræn backing for Spang-Hanssen.

Simon Spang-Hanssen har selv skrevet 10 af pladens tolv numre. Pladens titelmelodi Caminho da lua er en vidunderlig ballade, mens Casa Feliz er et festnummer. Trænger du til en omgang brasiliansk klingende jazz, er Simon Spang-Hanssens plade det bedste danske bud siden Steen Rasmussens to år gamle Presenca.

lørdag, april 15, 2017

Phronesis: The Behemoth (Edition Records)

I det nyeste nummer af det engelske jazzmagasin Jazzwise er der Phronesis ud over det hele. Jazzmagasinet fylder 20 år og fejrer det med at fremhæve en enkelt plade fra hvert eneste år. Esbjörn Svensson Trio, Wayne Shorter, Gregory Porter og Keith Jarrett er blandt de udvalgte. Det er Phronesis også! Det er 2010 albummet Alive som Jazzwise sætter ind i det fine selskab. Det er ikke så overraskende, når man har fulgt Phronesis. Det var dengang trioen var bassisten Jasper Høiby’s projekt. Det er det ikke længere. Nu er det lige så meget trommeslageren Anton Eger og pianisten Ivo Neame’s projekt. I stedet for at fortsætte ud over stepperne og lave fantastiske trioalbums, så har de taget en ny drejning med det aktuelle album (der også er månedens album på Jazzwise redaktionens kontorplayliste). 

De er taget til Tyskland for at lave et big band album sammen med Frankfurt Big Band. Den engelske saxofonist Julian Argüelles har været tilknyttet big bandet i en årrække og har arrangeret Phronesis’ musik for big bandet. Det bliver til et genhør med en række Phronesis numre, hvor der nu males med den store pensel. Der er Anton Egers forrygende knaldperler, Herne Hill og Urban Control, der begge var på 2014-albummet Life to Everything. Der er Ivo Neame’s Charm Defensive fra 2012-albummet Walking Dark og så Høiby’s vidunderlige Happy Notes, som var med på 2010-albummet Alive. 

Big bandet og Phronesis mødes og samles om musikken på naturlig vis. Det er ikke Phronesis’ musik der er klistret på et big band eller omvendt. Julian Argüelles løser opgaven på meget fornem vis. Undervejs er der flere gode solopræstationer, hvor jeg gerne vil fremhæve guitaristen Martin Scales indsats. The Behemoth er noget der er kæmpestort. Og det store for mig i denne sammenhæng er at jeg endnu en gang vil anbefale et album med Phronesis. Jasper Høiby er en stærk repræsentant for dansk jazz ude i verden, meget større end de fleste aner herhjemme.

fredag, april 14, 2017

Allan Mortensen & Jens Jefsen Trio: With you in mind (Gateway)

Han er en legende. En sanger som har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren. En karriere der startede i Århus i Holger Laumans Tears, der første ham over i kultbandet Midnight Sun. Herefter stod den på musical med Jesus Christ Superstar og dansk top med Musikalske Venner. At det herefter blev Tyskland og disco var ikke det bedste valg.

Det førte heller ikke nogen vegne. Så han tog hjem og deltog i Melodi Grand Prix. Jeg blev vild med ham i forbindelse med Voldsom Volvo fra TV-programmet Sonny Soufflé og ikke mindst som forsanger i 2nd line Funkomagic Orchestra, hvor soul og funk var i højsædet.

Nu er han efter næsten 50 år, genforenet med Jens Jefsen, der var bassist i Tears. De har allerede spillet sammen i et par år ved koncerter. Nu er der så kommet et fuldlængde album. Jens Jefsen er i selskab med spitzenklasse musikere, Anders Rose på tangenter og Søren Frost på trommer. De skaber et solidt fundament for Mortensen og den buket af sange, han har plukket i vejkanten. 

Pladen er ligesom Allan Mortensens karriere. En blandet omgang. Han har valgt en række selvskrevne sager, hvor der både synges på dansk og engelsk. Pladen åbner med Allen Toussaint’s With You in mind, hvor han synger duet med datteren Veronica Mortensen. Pladens bedste skæring er uden tvivl Anders Widmarks To open up my heart, hvor Palle Mikkelborg medvirker på gæstetrompet. I øvrigt dukker saxofonisten Samuel Hejslet også op et par gange med en veloplagt saxofon. 

Pladen lukker ned med soulklassikeren Knock on wood, der har fået et godt jazzet arrangement. Nummeret er også med til, at vise noget af det skrøbelige ved pladen. Allan Mortensen kan godt synge. Det virker på den anden side også som om han presser sig selv for meget rent stemmemæssigt. Mindre Voldsom Volvo og mere natklubjazz ville have gjort godt.
Bonusinfo:
Det er Carsten Dahl der har lavet billedet på pladens cover.

torsdag, april 13, 2017

Jazznyt fylder 13 år!

Det tretten år siden at jeg startede denne blog. Undervejs har jeg gjort mig mange tanker om hvorfor jeg overhovedet har bloggen. 

Det er noget med formidling af dansk jazz. Det er noget med at der ikke er så mange der skriver om dansk jazz på nettet. Det er noget med at jeg er pladesamler. Det er noget med at jeg er nysgerrig. Det er noget med, at jeg vil vide det hele før alle andre. Det er noget med at jeg tænker på jazz hver eneste dag. Det er noget med at jeg møder en masse spændende mennesker. 

Så nej der er ikke en velskrevet plan. Det er lyststyret og skal ikke lave penge. Da jeg skrev mit fødselsdagsblogindlæg for 10 år siden var jeg meget optaget af hvor mange der besøgte min blog. Det er jeg for så vidt stadig. Det vigtigste for mig er dog, at der rent faktisk er nogen der læser det jeg skriver. Så til dig der har læst dette, skal der lyde en stor TAK.

Der kommer mange mange flere blogindlæg fra min side.

Billedet viser i øvrigt hvordan bloggen så ud for 10 år siden. 

M(H)ysteria: Family Drug (Jvtlandt)

Hammond, bas og trommer. Så er tankerne kørt i stilling til en bestemt forestilling om hvordan det skal lyde. Den forestilling skydes i sænk af M(H)ysteria, der sender funky grooves og souljazz ud til fordel for syrede stemninger. Trioen M(H)ysteria ledes af italieneren Giovanni Di Domenico, der bor i Belgien. Han har et omfattende CV som pianist og komponist, der bl.a. indbefatter samarbejde med Jim O’Rourke, Arve Henriksen, Akira Sakata og Chris Corsano. Han er sammen med belgierne Laurens Smet på bas og Jakob Warmenbol på trommer.

Musikken er dyster. De beskriver med musikken de mange spændinger der er i dagligdagslivet, med stress og forestillinger om forfærdelige ting der sker omkring os. Trioen har et flydende fremadrettet drive, hvor der aldrig er ro. Åbningsnummeret Road Rage tager os med på en apokalyptisk motorvejstur. Titelnummeret Family Drug sender os ind i en monumentalt lammende overdosis. Den kommer snigende med smerte og afmagt. Family Drug er til lytteren der ikke bange for at få hældt syre i Hammond orgelet. Spændende og uhyggeligt.

onsdag, april 12, 2017

Labtrio: Nature City (Out Note Records) >> Benedikt Jahnel Trio: The Invariant (ECM) >> Colin Vallon Trio: Danse (ECM)

Her er tre europæiske bud på hvordan triojazz kan lyde i dag. En belgisk, en tysk og en schwezisk trio har passeret mine ører.

Lab Trio er fra Belgien. De er også det yngste bud i denne triojazztriple. De har eksisteret i 10 år og det er deres tredje plade siden 2013. De spillede i Koncertkirken i København i forbindelse med Vinterjazzen. Det kunne muligvis indikere at trioen spiller kompliceret og svært tilgængelig jazz. Det er langt fra tilfældet. Pianisten Bram de Looze er sammen med trommeslageren Lander Gyselinck og bassisten Anneleen Boehme. De spiller melodisk tændt jazz, der trækker på inspiration fra både elektronisk musik og europæiske toner. Et meget behageligt bekendtskab.

Tyske Benedikt Jahnel er aktuel med sit tredje trioalbum. Hans 10 år gamle trio består af spanske Antonio Miguel på bas og canadiske Owen Howard på trommer. Stilen er i samme nabolag som Marcin Wasilewski eller Tord Gustavsen. En stil med luft og plads til melodien. En stil hvor der er spor tilbage til noget af det som Keith Jarrett lavede for over 30 år siden. Ikke dårligt, men også en kende anonymt.

Det bliver bedre med schweiziske Colin Vallon, der modsat Jahnel ikke har indspillet pladen i ECM Records meget ofte brugte Rainbow Studio i Oslo, med den helt særlige lyd, der når det ikke fungerer, bare kommer til at fremstå stereotyp. Valget af et andet studie hos Vallon er med til, at give et lydmæssigt nærvær der klæder musikken. Vi er stilistisk i det samme område som hos Jahnel. Det lykkes bare bedre. Der er en nerve og kant i triomusikken, der midt i det rolige og afdæmpede tempo, løfter og Colin Vallon Trio mere karakter og styrke. Det er nødvendigt, hvis man bevæger sig ind på den i forvejen meget befærdede triojazzvej.

lørdag, april 08, 2017

Henrik Pultz Melbye: Frogs//Toads (Insula Jazz) kassettebånd >> The Hum: 100 % Ungentrified Improv (Passive/Aggressive) kassettebånd

Solosax på kassettebånd... Jeg siger det bare, det er ikke for jazzpattebørn. Henrik Pultz Melbye har udgivet båndet Frogs//Toads, hvor han sætter tenorsaxen på kanten. Han starter ud i et næsten ambient lydmilljø der går over i det småhidsige. Så kommer der knald på, hvor efter han går ned med saxen - det sker over 2 båndsider.

Hvis man kender Henrik Pultz Melbye fra den fortrinlige trioplade, han udgav sidste år eller fra avant-et-eller-andet kvartetten SVIN, så er dette bånd et spændende og udvidende bekendtskab. Han afsøger saxofonens muligheder med minimalistiske tonemalerier og klangvridende spændinger. Det er udfordrende, afvekslende og spændende. 

Samtidigt er der også kommet et bånd med improkvartetten The Hum. Her er Henrik Pultz Melbye sammen med Henrik Olsson på guitar, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer. De spiller improv, hvor de tager nogle jazzavantgardistiske spadestik ned i genrer som industrial og noise. Det er rustent og næsten gået i opløsning. De har et kollektivt greb om musikken, der får den til at knistre. Musikken er allerede udgivet på en hjemmeside, hvor Tina Damsgaard har lavet visuals til musikken. På hjemmesiden kommer numrene op i tilfældig rækkefølge.
Begge kassettebånd er værd at bruge tid på. Det er eksperimenterende som bare…og det er velspillet og spændende hele vejen.

fredag, april 07, 2017

JazzNyt Kommentar! Hvem er Alon Farber egentlig?

Copenhagen Jazz Festival og ikke mindst festivalbossen Kenneth Hansen er havnet i en shitstorm. Det sker fordi Kenneth Hansen har sagt nej tak til den israelske saxofonist Alon Farbers tilbud om, at komme og spille på Copenhagen Jazz Festival. Her brugte Kenneth Hansen nogle formuleringer der meget let kunne misforstås. Derfor udsendte Copenhagen Jazz Festival en pressemeddelelse for at rette op på fejlen. Men det var for sent. Det nye højrenationalistiske medie 24nyt fangede hurtigt nyheden og interviewede endda Alon Farber, der nu var blevet til den "berømte israelske saxofonist".

Alon Farber havde offentliggjort Kenneth Hansens email afslag på sin facebookside. "Kenneth Hansen sendte onsdag 23. marts et fejlagtigt svar til den israelske musiker Alon Farber i forbindelse med en henvendelse om at blive engageret på Copenhagen Jazz Festival 2017. Selvom det ikke var hensigten, så kunne svaret læses som, at Copenhagen Jazz Festival af politiske årsager ikke engagerer kunstnere fra Israel, hvilket på ingen måde er tilfældet. Copenhagen Jazz Festival diskriminerer ikke, hverken på baggrund af nationalitet, politisk overbevisning eller andet" som Copenhagen Jazz Festival skriver i deres pressemeddelelse.

Radio24syv har også gravet i historien. Nu er kulturborgmesteren fra Dansk Folkeparti også blevet sur og truer med at trække støtten. Desuden vil den anden økonomisk støttende kommune, Frederiksberg have en liste over israelske musikere, der har spillet på Copenhagen Jazz Festival de sidste 5 år. Kulturborgmesterens trussel er både pinlig og helt ude af proportioner. Mens Frederiksberg Kommunes ønske sætter spot på, at Israel på ingen måde er verdens jazznavle.

Hvem er Alon Farber egentlig? Der er tale om en dygtig, men i international forstand perifer jazzmusiker, der ligesom mange andre unge og håbefulde musikere brugte en del af ungdommen på Berklee i 90erne. Det er som medlem af Alon Farber-Dani Benedikt Hagiga Sextet, at han bl.a. har etableret sig som jazzmusiker. De har udgivet tre CD'er. Den forrige Optimistic View kom i 2007. De har spillet på jazzfestivaler i Israel og en enkelt gang på Paris Jazz Festival i 2010. De har lige udgivet et nyt album og spiller i den forbindelse på klubben The Zone i Tel Aviv, Israel. Og nå ja, så spiller de på Copenhagen Jazz Festival d. 11. juli kl. 15.00 i Skuespilhusets Foyer. Jeg har ikke fundet flere koncertdatoer med sekstetten på nettet. Det er med andre ord ikke et eftertragtet verdensnavn vi har med at gøre.

Nu skal Alon Farber altså spille i Danmark. Det kommer han udelukkende til, fordi der har været så megen uro omkring Kenneth Hansens uheldige formulering i en email. Musikken de præsenterer på det nye album, New Directions lyder spændende. De siger at de er inspireret af Booker Little og Art Blakey. Men hånden på hjertet. Der er tusinder af den slags velspillende orkestre rundt omkring i verden, ikke mindst fra Danmark. Mange af dem har også fået afslag af den ene eller anden grund. Oftest af den simple grund, at de ikke var specielt originale. Gad vide om Kenneth Hansen ikke går rundt og ønsker, at det var det svar han havde givet Alon Farber. 

Berlingskes interview med Kenneth Hansen: https://www.b.dk/kultur/festival-leder-sagen-har-intet-paa-sig


Interview med Alon Farber fra det højrenationalistiske medie 24nyt: http://24nyt.dk/alon-farber-jeg-bare-spille-musik/


Morten Pedersen 5tet: Sammensurium (Barefoot Records)

En melodi er kendetegnet ved en eller anden form for umiddelbar logisk konsekvens. Den giver nærmest sig selv. På samme måde som B kommer efter A, 1 kommer før 2 og at en hotdog uden ketchup er kedelig. Mange jazzmusikere arbejder med denne logiske konsekvens på et komplekst niveau. Det er bl.a. derfor at fire musikere sagtens kan stå på en scene sammen og få det til at lyde godt, selv om de aldrig før har spillet sammen. 

Der er regler og love indenfor jazzen. De regler og love har dog været udfordret, på den ene eller anden måde i al jazzens levetid. Det er derfor jazzen er så mangfoldig og levende.

Pianisten Morten Pedersen overholder de fleste af jazzens regler og love. Men finder også en glæde i træde lidt ved siden af. Hjernebassisten Peter Vuust har lige udgivet en bog, hvor han bl.a. kommer ind på musikkens logiske flow. Der hvor den ligefrem er med til, at udløse dopamin, så humøret bl.a. påvirkes positivt. 

Det sker også på Morten Pedersen 5tet’s nye plade Sammensurium. Det er dog ikke alt der alt der booster dopaminproduktionen. Der er ridser og revner i musikken, hvor kvintetten ikke tager den lige vej. De træder ved siden af mange korte øjeblikke. De sender en skævert ind i flow’et. Pianisten Morten Pedersen har skrevet al musikken på pladen, hvor Håkon Berre (trommer), Johannes Nästesjö (bas), Tomasz Dabrowski (trompet) og Francesco Bigoni (saxofon og klarinet) også medvirker. Det er jazz der tager næring fra free jazzen. Det er jazz der sprudler af kompleksitet og udfordringer. Det er jazz, hvor logiske konsekvenser er til for at blive brudt.

torsdag, april 06, 2017

Mixcloud: Jazzy Niels

Jeg har lavet et par mix med dansk jazz fra min vinylsamling. Den ene fokuserer på dansk jazz, funk og fusion fra 70’erne og indeholder mange numre, der ikke findes på Spotify. Det samme gør sig gældende med mit freejazz mix, der sender din hårdt prøvede jazzsjæl på en ud-af-hovedet oplevelse. En rejse med former som en rejse ikke har. Det er både vildt og syndigt. Prøv at give mine mix et lyt. En ting er sikkert. Det er ikke de sidste mix, der kommer fra min samling.


Jørgen Emborg Quartet feat. Mathias Heise: What’s Left? (Stunt)

I de snart 13 år jeg har skrevet om og fulgt den danske jazzscene særdeles tæt, har jeg ikke oplevet en ung musiker få så megen opmærksomhed, som det er tilfældet med Mathias Heise. Han tog røven på os ved P8 Jazz Live koncerten, hvor han gav den max fusionsgas med en fed synthintro til Herbie Hancock klassikeren Chameleon. Det er ellers den kromatiske mundharmonika, der har udløst den megen opmærksomhed og alle priserne. Han har medvirket på adskillige plader som gæsteartist og gjort det godt. Den bedste af alle disse gæsteoptrædender er kommet nu. 

Heise er kommet i kløerne på Jørgen Emborg, der om nogen kan komponere en velskåret jazzmelodi. Det er lige præcis det der sker på What’s Left? Emborgs gode kompositioner giver Mathias Heise mulighed for, at vise det som han er så forrygende til. Med en ukrukket lethed går han ind i melodien og omfavner den. Han kredser om fløden som en anden kat, slikker sig om munden og går i gang med Emborgs kompositioner. Emborg sidder ved pianoet, der også er elektrisk på nogle numre og er sammen med Peter Hansen på bas og Karsten Bagge på trommer. Heise er en grønskolling i den sammenhæng. Det betyder ingenting. De har alle jazzen i hjertet på en plade, der selvfølgelig lukkes ned med en hyldest til Toots Thielemanns.

tirsdag, marts 28, 2017

World on a String: Seasons (Gateway)

De har eksisteret i 12 år og har i alle årene arbejdet med deres helt eget udtryk. De blander world music, folk og jazz i et originalt univers. Bjarke Falgren på violin, John Sund på 6 og 12 strenget akustisk guitar, Morten Lundsby på bas og det nye medlem, den unge Mirwais Fedai på tablas. 

Tablas har altid været en vigtig del af World on a string's lyd, så man kommer til, at tænke i retning af det indiske, når man hører dem. Der er også Falgrens violin, der både har jazz og den nordiske folkemusik i sig. Der er John Sunds uforlignelige akustiske guitar, der bevæger sig på et højt plan mellem det melodiøse og det komplekse. Morten Lundsby er bassen der som limen, samler kvartetten. 

Pladen præsenterer World on a String på fineste vis.
Bonusinfo:
De spiller på Jazzhus Montmarte d. 1. aprii og Kilden i Brøndby d. 2. april.

mandag, marts 27, 2017

Lagoon at Noon: Don’t pour water in your kazoo (Gateway)

Den fynske kvartet Lagoon at Noon ledes af guitaristen Frederik Christensen. Han har også skrevet alle de 9 numre på deres debutplade. Bandet består også af saxofonisten Andreas Bøttiger, der blev kåret som årets fynske jazzmusiker i 2016, bassisten Marius Prasniewski og trommeslageren Anders Lindhardt Madsen. 

Musikken er som titlen på pladen fyldt med et godt humør. Det er noget der smitter allerede fra starten med den afrikansk inspirerede Beachparty. Herefter handler det bare om ar hænge på. Samarbejdet mellem Frederik Christensen og Andres Bøttiger sprudler. De mestrer både det funkladede med dirty guitar som på When Sully takes charge og det mere rolige på balladen Maj Regn. 

Pladen lukker ned med The wind in the palm trees, hvor det føles som om man går hjem fra det der startede med et herligt Beachparty.
Bonusinfo:
De spiller på Café Retro i København d. 31. marts.

søndag, marts 26, 2017

JazzNyt Kommentar: Ung Jazz

Der er ikke tradition for at kvinder deltager i Ung Jazz konkurrencen og der slet ikke tradition for, at kvinder vinder konkurrencen. Ej heller er der tradition for at vokalister kommer ret langt i konkurrencen. Andre manglende traditioner er kunstnere der stiller op helt alene. Vi er heller ikke vant til vindere der er fyldt 30 år eller vindere der allerede har medvirket på adskillige pladeudgivelser. 

Det kan der blive lavet om på d. 15. april, når der er Ung Jazz finale på Jazzhouse. 30 årige Claudia Campagnol vandt i Aarhus semifinalen over Mads Houe & The Quavers. Hun skal i finalen møde ALWARI! der "vandt" semifinalen i Svendborg, da bandet Hustruvold [sic] meldte afbud.

I de 16 foregående års finaler har den manglende tilstedeværelse af kvinder blandt vinderne været påfaldende. Jeg kan ikke finde andre end altsaxofonisten Signe Emmeluth, der vandt med Musik för hemlösa i 2014, dobbeltvinderen saxofonisten Lis Kruse sammen med Lars Fiil Kvartet i 2010 og Aurora i 2007 og trombonisten Maria Bertel, der vandt med HUMBUK! i 2004.

Hvorfor er der så få kvinder der vinder i Ung Jazz konkurrencen? Og i det hele taget deltager i konkurrencen?

Der burde med andre ord være god grund til, at glæde sig over at der er kvinde i finalen. At hun er vokalist gør det kun bedre, da der aldrig har været en vokalist i nærheden af at vinde konkurrencen. Alligevel synes jeg at det er en skam, at hun ikke er helt “ung”. Hun har allerede medvirket på flere pladeudgivelser, hvor den seneste er som gæstesolist på et par numre i selskab med Marcus Miller og Manu Katché på den italienske pianist Antonio Faraos nye album. Nå men jeg må hellere komme ned fra den fornærmede jazzbloggerpiedestal og i stedet glæde mig over, at der er 50% chance for en kvindelige vinder og at der er en risiko for at vinderen kommer bredt ud

fredag, marts 17, 2017

Zier Romme Larsen: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

Der er ikke så længe til jeg har fødselsdag. Jeg ved allerede nu, at dagen bringer et special treat. Jeg skal til koncert med pianisten Zier Romme Larsen, der sammen med den amerikanske trommeslager Alvin Queen og bassisten Ida Hvid hylder Oscar Peterson, den canadiske pianist der om nogen er nået ud til et stort publikum. Selv om min jazzsmag har taget mange mærkelige drejninger i løbet af mit liv, så har kærligheden til Oscar Petersons klaverspil aldrig svigtet. Derfor var fornøjelsen også ekstra stor, da optikeren Brian Rindom Larsen besluttede at Zier Romme skulle være den tredje kunstner i Fiol Sessions Debut Series. Jeg har skrevet pladens liner notes. Så dette er ikke nogen anmeldelse, jeg er vel rimeligt inhabil lige her. Betragt det i stedet som en servicemeddelelse fra din jazzblog.

Musikken blev indspillet sidste sommer på Copenhagen Jazz Festivals sidste dag. Det foregik hos optikeren i Fiol Stræde inde i gamle København. Den unge Zier Romme har siden barns ben været fascineret og inspireret af Oscar Peterson og den klassiske jazz, hvor standards er noget man spiser til morgenmad. På denne 10” vinylplade får vi ingen standards. I stedet er det Zier Rommes kompositioner der er i centrum. Han henter tydeligvis inspiration i jazzens standards. Han sender os straks ind jazzens varme favn. Det er ukompliceret lækkert. Det swinger, sprudler af spilleglæde og positiv energi. 

Bag trommerne sidder Snorre Kirk, der om nogen i dette land, ved hvordan et trommesæt skal swinge. Bassisten er den purunge Felix Moseholm, der uden problemer går ind i musikken og møder de to medmusikanter med indføling og autoritet. Pladens seks numre er en blanding af up tempo og ballader. Det er jazz af den slags der får hjertet til at pumpe og foden til at vippe af vellyst. 

Det smukke billede på pladecoveret er malet af Anders Moseholm og Lurah Blade i forbindelse med indspilningen af pladen. Til sommer indspilles den fjerde Fiol Sessions Debut Series plade. Det er saxofonisten Søren Høst der er i centrum til den tid. Hvis du endnu ikke har Fiol Sessions pladerne i din samling, kan du få dem gratis med hvis du handler kontaktlinser eller briller hos Fiol Optik.

torsdag, marts 16, 2017

Duke Ellington: An intimate Piano Session (Storyville Records)

Danske Storyville Records har gennem mange år positioneret sig, som et af de vigtigste pladeselskaber i deres genudgivelser af Duke Ellington indspilninger. Den aktuelle udgivelse er ingen undtagelse. Her er Duke Ellington gået i studiet i 1972, efter et engagement i New York på The Rainbow Grill sammen med en mindre gruppe. Ellington har taget to sangere med i studiet, ellers er det bare Duke og et klaver det handler om. Duke Ellington vælger at spille forskellige spændende sager fra karrieren, hvor de to takes af Strayhorn The Lotus Blosson og de to takes af Elllingtons egen Le sucrier velours er nogle af perlerne.

Jeg er særlig begejstret for de to numre, hvor sangerinden Anita Moore medvirker. Hun er kun i starten af tyverne på det tidspunkt og var lige begyndt at synge med Ellington. Hun har en autentisk og indlevende stemme, der er mørk og lidt rusten i kanten. Mens den mandlige sanger Tony Watkins hører til den mere kedelige side.

Pladen lukkes ned med 4 numre fra en koncert i Rotterdam, hvor de skulle spille to koncerter samme aften. Her får vi ekstranumrene fra det første show, hvor der kun er fire musikere tilbage på scenen. Duke, Wild Bill Davis på orgel, Victor Gaskin på bas og Rufus Jones på trommer spiller på livet løs, mens publikum til koncert nr. 2 venter på, at blive lukket ind. Det er en fest og en fortsættelse til pladen Rotterdam 1969, som Storyville udgav sidste år.

onsdag, marts 15, 2017

Jimmy Halperin with Pål Nyberg: Live at A-trane (Klangverk)

Kærligheden til Lennie Tristano er stor på denne plade. Den svenske guitarist Pål Nyberg er sammen med den amerikanske saxofonist Jimmy Halperin, på en liveindspilning fra Berlinerklubben A-Trane. Halperin regnes for at være en af de vigtigste nutidige jazzmusikere, der bærer arven fra Lennie Tristano videre. Han er både uddannet af Tristano og senere Sal Mosca, der også holdte ild i Tristano-flammen. Siden har han samarbejdet med instrumentkollegerne og Tristanoeleverne Lee Konitz og Warne Marsh. I slutningen af 40’erne revolutionerede Tristano jazzen med frie gruppe improvisationer, der satte dybe spor ind i jazzen.

Her hører vi Halperin og Nyberg sammen med den svenske bassist Robert Erlandsson og den danske trommeslager Andreas Fryland. De spiller fire kompositioner af Tristano, et par stykker af Halperin, en enkelt, Feather Bed, af Tristano-eleven Ted Brown og så Lee Konitz’ udødelige jam klassiker Subconscious Lee. Det er en behagelig og afbalanceret jazzplade, hvor kompleksiteten er stor og stiller krav til musikerne. Det betyder ikke at vi som lyttere hægtes af. Live indspilningen er fuld af cool intimitet og old school tjekket jazz.

lørdag, marts 11, 2017

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 4

Hvem: Kamaal Williams, keys. Yussef Days, trommer.
Stil: acidjazz, fusion, funk
Land: Storbritanien
Seneste udgivelse: Black Focus (Brownswood 2016)
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Lonnie Liston Smith
Info: Heftige trommebeats, Rhodes og en funkfed bas sætter jazzen fri på dansegulvet. Den indflydelsesrige DJ Gilles Petterson oplevede et 20 minutters liveset med dem og skrev straks en pladekontrakt med dem. En af mine pladefavoritter fra 2016.
Live: Der er rygter om en koncert i Danmark, men der er ikke offentliggjort noget endnu.

Hvem: Takuya Kuroda (f. 1980), trompet, trombone.
Stil: funk, fusion, electronica, hip hp
Land: Japan
Seneste udgivelse: Zigzagger (Concord 2016)
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Flying Lotus, J Dilla
Info: Kuroda blev venner med sangeren Jose James på Berklee og medvirkede på hans første albums. Blue Note udgav i 2014 det Jose James producerede album Rising Son med nogen succes.
Live: Der er ikke offentliggjort noget på nuværende tidspunkt.

Hvem: Robert Glasper (f. 1978), piano, keys, producer
Stil: funk, hiphop, r'n'b, fusion, jazz
Land: USA
Seneste udgivelse: Robert Glasper Experiment: ArtScience (Blue Note 2016), Robert Glasper: Everything's Beautiful (Columbia 2016)
Info: Han har lavet 3 albums med Robert Glasper Experiment, hvor der på de første albums var en stjernerække af gæster. Det nyeste album er mere fokuseret med vokal og masser af keys. Har lige rodet sig ud i et kønspolitisk stormvejr, hvor han i et interview med Ethan Iverson taler The Musical Clitoris. Om at kvinder ikke er til komplicerede soloer men mere til grooves. 
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Kendrick Lamar, 
Live: Der er ikke offentliggjort livedatoer i Danmark.

fredag, marts 10, 2017

I Just Came From The Moon: Hoax (Jaeger Community) LP

De vandt Ung Jazz konkurrencen sidste år og når jeg hører denne LP forstår jeg godt hvorfor. Det er jazz i samme gode klasse som I Think You’re Awesome og Røgsignal. guitaristen Nikolaj Bugge fra sidstnævnte band er endda med i I Just Came From The Moon. Det er primært for at spore dig ind på hvad du kan vente når du hører I just Came From The Moon. For de er ikke et rip off af de andre bands. 

Bassisten Frederik Hagner har skrevet al musikken i bandet, hvor der er fokus på blæserne. Jonas Scheffler spiller en trompet der minder mig om Tomasz Stanko. Han suppleres af saxofonisten Nis Hellerøe Myrtue. Sidste mand i bandet er trommeslageren Tobias Andreassen. 

Der er et samlet og homogent udtryk i bandet. Det er mellem sprækkerne i den gennemtænkte og velovervejede perfektion, at der siver nogle dufte der giver musikken den særlige stemning. Der er en retning, hvor twangy guitar, drømmende trompet, beroligende saxofon og letflydende trommer styres behændigt af Frederik Hagner og bassen. 

Det er en af den slags plader man sætter på for, at lade rummet blive fyldt med skøn indie/nordisk/country/melodisk influeret jazz. Det fungerer. Frederik Hagner tager en fræk frispilning på side 2, hvor Ugler i mosen lægger endnu et lag ind i stemningen. I Just Came From The Moon og vinylpladen Hoax er en sikker investering for jazzlytteren med hang til støvet guitar og Stankolækker trompet.

torsdag, marts 09, 2017

Kresten Osgood: Tzokth songs (Insula) kassettebånd >> Tony Conrad/Tobias R.Kirstein: Live at Mayhem, march 1 2012 (Insula) kassettebånd

I 2011 lavede Kresten Osgood denne trioindspilning sammen med amerikaneren Mat Maneri på bratsch og Maria Laurette Friis på vokal. Det er på alle måder en ultrasmal og vigtig udgivelse. Den udgives også kun på kassettebånd. Den indeholder eksperimenterende musik, der vel godt kan kaldes avantgarde, p.g.a. den ikke-pleasende natur. Du kan ikke “bare” lytte til det her. Lyttesansen udfordres og der stilles krav. Kresten Osgood er næsten ikke hørbart til stede i starten af båndet. Det er Maria Laurette Friis med sine gutturale lyde, der dominerer sammen med Mat Maneris bratsch, der sine steder kan lyde som noget John Cale spillede i Velvet Undergrounds øvelokale, men aldrig gik videre med, fordi det var for langt ude for Lou Reed. Når Osgood er inde over, lyder det som om han rører rundt i trommesættet. Kan anbefales til lytteren der trænger til en mental udflugt uden skadelige bivirkninger.

Og apropos John Cale, så er der også kommet en båndudgivelse med Tony Conrad, som Cale arbejdede sammen med, inden Velvet Underground i Theatre of Eternal Music/The Dream Syndicate, hvor de sammen med Angus MacLise, LaMonte Young og Marian Zazeela skabte dream music, der var en forløber til dronemusikken. Conrad døde sidste år, hvilket nok har været medvirkende årsag til at Tobias R. Kirstein har valgt at udgive musikken. Vi møder Conrad og Kirstein på en liveindspilning fra marts 2012 på Mayhem. Det er et sandt dronebad som vi får lov at svømme rundt i. Conrads forstærkede og loopede violin dominerer ovenpå det hele. Kirstein supplerer med perccussion, der bobler insisterende underneden. Igen et spændende bånd fra Insula Music.

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 3 - fremtiden

Denne gang har jeg vendt blikket mod Danmark og nogle af dem, som du skal holde øje og øre med i den kommende tid. Mads Houe & The Quavers deltager lige nu i Ung Jazz konkurrencen og udgav en plade sidste år. Mens de to andre stadig er på vej. Men med det man kan høre nu, så er der meget der tyder på, at de er godt på vej.

Hvem: Jeppe Lavsen, guitar Rasmus Fisker Pedersen, elektronik. Frederik Emil Bülow, trommer. Adrian Christensen, bas. Jon Døssing Bendixen, keys.
Stil: jazztronica, jazz, fusion, electronica, world.
Land: Danmark, Aarhus
Seneste udgivelse: Har lige offentliggjort singlen St. Puma på Spotify og andre streamingtjenester.
Info: 3 medlemmer fra Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet er sammen med electronicamusikeren Rasmus Fisker og Jeppe Lavsen. De har lavet en fed tegnefilmsvideo til deres første nummer St. Puma, der kan ses på Youtube. Det er planen at kommende numre også lanceres sammen med en video.
Anbefales hvis du kan lide: Flying Lotus, Jaga Jazzist
Live: Spiller sandsynligvis på Aarhus Jazz Festival til sommer.

Hvem: Niels Munk, trompet. Thorbjørn Kaas, orgel og synth. Ole Koefoed, Guitar. Sebastian Lund, bas. Johannes Bohn, trommer.
Stil: jazz, hiphop, fusion, jazzfunk.
Land: Danmark, Aarhus
Seneste udgivelse: De går først i studiet til juni, hvor de indspiller en EP
Info: De hed tidligere Balvig & The Buddhas, men har nu ændret navn efter at saxofonisten rejste til Sverige og der i stedet kom en trompetist med. Der er et par youtubevideoer, der er fra november 2015, der giver et indtryk af deres fuldfede fusionsjazz.
Anbefales hvis du kan lide: Snarky Puppy, Tigran Hamayan, Avishai Cohen
Live: Spiller på festivalen Aarhus Volume d. 17. Juni

Hvem: Mads Houe Sørensen, trommer. Jonathan Seest, bas. Salvador Olmos, guitar. Andreas Bergholt, piano. Nikolaj Svaneborg, orgel, synth. Thorbjørn Lervig, percussion. Sofie Trolde, vokal. Rasmus Holm, trombone. Jonas Scheffler,  trompet. Mads Kirkegaard, altsax.
Stil: fusion, jazz, funk
Land: Danmark, Ålborg
Seneste udgivelse: Mads Houe & The Quavers: Mass Quave fra 2016
Info: Det 10 mand store band debuterede allerede for et år siden med debutpladen, hvor inspirationen fra specielt Snarky Puppy ikke er langt væk. Nu er de nået til semifinalen i Ung Jazz, hvor de stiller op i en 6 mands udgave.
Anbefales hvis du kan lide: Snarky Puppy.
Live: Spiller på V58 i Aarhus til semifinalen i Ung Jazz d. 10. marts.

onsdag, marts 08, 2017

Niels Lyhne Løkkegaard fupper jazzanmelderstanden

Det burde vel ikke være en voldsomt stor overraskelse? Det vil jeg i hvert fald ikke påstå nu. Niels Lyhne Løkkegaard har gennem de senere år, leget med musikkens muligheder udenfor vante forestillinger og strukturer. Jeg har f.eks. modtaget en udgivelse fra ham der bestod af fem lysbilleder og en downloadkode. Jeg har modtaget intet mindre end 7 singler, med eksempelvis musik for 10 triangler eller 30 kromatiske tunere. I 2007 valgte jeg Løkkegaards album Light Airborne, som en af årets bedste jazzudgivelser. I 2012 var det albummet Vesper der røg på den liste. I det hele taget har jeg altid anmeldt hans musik med stor begejstring.

I går aftes var han gæst i programmet AK 24 syv på Radio 24 syv. Her var han inde for at fortælle om sit nye bogprojekt, der handler om musik for det indre øre. Niels Lyhne Løkkegaard laver beskrivelser af musik, hvor læseren selv danner musikken inde i hovedet, i det indre øre. 

“Derudover kan du høre interview med lydkunstneren Niels Lyhne Løkkegaard, der vil skabe musik for det indre øre og fuppede hele verdens jazzanmelderstand, da han udgav en plade under pseudonymet 'Johannes Richter’.” står der på Radio 24 syvs hjemmeside. 

Så fandt jeg lige ud af, at jeg havde anmeldt to plader mere med Løkkegaard end jeg troede. Johannes Richters 13 Pieces fra 2013 og 2 Pieces fra 2016. Hør selv programmet og forklaringen på, hvorfor det var nødvendigt, at den saxofonuddannede Niels Lyhne Løkkegaard opfandt et klaverspillende alter ego med dansk/tyske forældre. 

mandag, marts 06, 2017

Richard Andersson Udu: Itu (Hobby Horse) LP

Oh yeah! Richard Anderssons Udu er tilbage. Der er gået næsten 5 år siden debutpladen kom. De to fronthylere Jesper Zeuthen på altsax og Kasper Tranberg på trompet komplementerer veloplagt hinanden. Trommeslageren Peter Bruun danser med trommerne og Richard Andersson har aldrig lydt bedre på bassen. Itu er Anderssons fjerde plade i eget navn, hvor den første kom i 2010. Han placerer sig et sted mellem Mingus og Haden, der slipper jazzens komprimerede sjæl løs. Der er sved og styrke i Anderssons basspil. Han sætter et pace og en styring på musikken. På imponerende vis holder han samling på de tre utæmmede jazzmusikere, der ellers nok ved hvad de vil. De er nysgerrige på Anderssons kompositioner og er med til at folde dem ud. Hør bare Say yes eller Baby Blues.

Jesper Zeuthen slippes løs undervejs på pladen, hvor han med sin poetiske altsax spiller en solo som gjaldt det livet. Tranbergs stilsikre trompetspil, der gerne trækker spor til Miles er en nydelse. Ellers er Tranberg og Zeuthen ofte at finde i nogle gode blæserduetter på pladen. De skaber valsende hymner, der snor sig omkring Anderssons bas og Bruuns trommer. Musikken er fri og ubundet. Det er ikke free jazz, dertil er Anderssons oplæg alt for struktureret. Itu er en meget personlig plade, forstået på den måde, at alle fire personligheder kommer i spil og sprudler. Det er en meget anbefalelsesværdig plade, til den ubundne og nysgerrige jazzlytter.

Pladen er både ude på vinyl og CD. Den kommer til at ryge på min pladespiller mange gange i den kommende tid.