søndag, august 20, 2017

Verneri Pohjola: Pekka (Edition) >> Daniel Herskedal: The Roc (Edition)

Halvdelen af udgivelserne der er kommet fra engelske Edition Records i år er med skandinaver i hovedrollerne. Om lidt kommer der et nyt album med Girls in Airports på Edition Records. Inden da sætter jeg fokus på et par meget spændende skandinaviske udgivelser fra dem.

Den finske trompetist Verneri Pohjola’s fader var den legendariske bassist (og multinstrumentalist) Pekka Pohjola, der døde i 2008. Verneri voksede ikke op med sin far, da forældrene blev skilt da han var 2 år. I Verneri’s linernotes på CD’en Pekka skriver han, at han ikke var tæt med sin far, det var nærmere et venskab. Han skriver om hvordan Pekka’s visioner om en komposition var nærmest endegyldig, så der ikke blev ændret på den. Verneri har det lige modsat og lader musikken udvikle sig hen ad vejen. Flere havde gennem årene forsøgt at overtale ham til at spille Pekka’s musik. Det lykkedes i 2016 for Jukka Perko fra festivallen Viapori Jazz. Det er den musik som vi kan høre på albummet. Sammen med nogle stærke finske musikere har Verneri moduleret Pekka’s musik. De har skabt en moderne jazzversion af Pekka’s musik, hvor prog-rocken stadig ånder og spræller.

Fra Norge kommer Daniel Herskedal, der for nogle år siden slog sine folder i København på det rytmiske musikkonservatorium. De senere år har han haft en gruppe sammen med percussionisten Helge Norbakken, pianisten Eyolf Dale, cellisten Svante Henryson og bratschisten Bergmund Waal Skaslien. Daniel Herskedal spiller på tuba. De lavede i 2015 albummet Slow Eastbound Train, der nu følges op med The Roc. Her blander de inspiration fra folkemusik, jazz, klassisk og arabisk musik. Det er lyrisk og meget dynamisk musik, hvor tubaen ofte er det melodi bærende instrument. Det er et spændende og meget originalt album, hvor de enkelte musikere imponerer på forskellig vis. Bl.a. er Norbakken meget sikker i et trommespil, der er stærkt personligt.

lørdag, august 19, 2017

Jakob Davidsen: Silence Trio 1 (ILK)

Pianisten Jakob Davidsen udsender tre forskellige trioplader over de næste tre år. På den første er han sammen med den norske saxofonist Torben Snekkestad og den danske guitarist Hasse Poulsen derer bosat i Frankrig. Det overordnede tema for alle tre plader er sindsro, stringens, genrefrihed og stilhed. 

Når tre så stærke improvisatorer mødes omkring ubunden improvisation er det spændende at høre, hvordan de mødes og hvad de får frem. Sidst jeg anmeldte Torben Snekkestad var i forbindelse med de tre soloplader som han på en gang udsendte sidste år. Her skulle han kun høre efter sig selv. I et triosamarbejde, hvor de tre individers indkapslede momenter skal frigives, opstår der noget andet. Det er lige præcis derfor at albummet Silence Trio 1 bliver så særlig at lytte til. Der kommunikeres gennem musikken, hvor der frigives en intens og brusende energi på meget lavmælt facon. 

Det er ikke uden grund at det velansete magasin NYC Jazz Record i august nummeret har pladen på listen over anbefalede udgivelser.

fredag, august 18, 2017

Hampshire and Foat: Galaxies like grains of sand (Athens of the North)

Hvis du også lyttede til den franske duo Air i slut-90'erne, så vil du uden tvivl føle dig klædt på til mødet med den engelske duo Hampshire & Foat. Ligesom Air har de to musikere også hentet stor inspiration i slut-60'ernes og start-70'ernes lumre jazz. Bag duoen står Greg Foat, der nyder stor respekt for The Greg Foat Group, hvor han siden 2011 har udgivet en række meget interessante albums, hvor han spiller på ældre eksklusive keyboards og trækker på inspiration fra space-age funk og multiinstrumentalisten Warren Hampshire fra indierock gruppen The Bees.

De er gået sammen om et lækkert velourfunket album med plekterbas, akustisk guitar og elpiano. Tempoet er nede i et modus, hvor du sagtens kan læne dig tilbage i Verner Panton stolen, mens du nyder en Dubonnet og spiser saltstænger. Galaxies like grains of sand skriger på at blive afspillet på pladespilleren (måske en Linn Sondek LP 12?). Det er analogt og lækkert som et langhåret tæppe foran pejsen. Alternativt kan det indspilles på bånd og nydes i den orange Ford Capri.

torsdag, august 17, 2017

El Strøm: Long Time No Sea (Grrr)

Det er et helt i gennem bemærkelsesværdigt projekt det her. Franske El Strøm med den danske vokalist Birgitte Lyregaard har udgivet albummet Long time No sea. Her excellerer de i et eksperimenterende lydunivers, hvor almindelige instrumenter blander sig med hjemmelavede instrumenter. Der er det mesterlige nummer Contretemps, hvor Lyreborg på fransk synger/taler henover et pulserende beat, der suppleres med bas og trompet.

Pladen åbner med Sound Castles, der over 23 minutter er et, ja undskyld jeg ikke er mere opfindsom, eventyrslot af lyd. Der er så mange spændende rum vi kommer med på opdagelse i. Birgitte Lyregaard blander fransk, dansk og ikke sprogligt definérbare lyde med sin stemme. Pladen har med rette allerede vakt opsigt blandt anmelderne i det franske. Birgitte Lyregaard er sammen med Jean-Jacques Birgé på theremin, tenori-on, mascarade machine, keyboards, træblæsere, harmonika og jødeharpe og Sacha Gattino på sampler, percussion, zither, harmonika og jødeharpe.
http://birgittelyregaard.dk/

onsdag, august 16, 2017

Quercus: Nightfall (ECM) >> Malija: Instinct (Edition)

Her er et par plader med nogle af de mest fremtrædende engelske jazzmusikere fra de seneste tyve år. På den første er folksangerinden June Tabor sammen med saxofonisten Iain Ballamy og pianisten Huw Warren (fra Wales) i trioen Quercus. De lavede deres første album sammen i 2013. De har lavet et nyt album Nightfall, hvor de i et kammermusikalsk setup lader folk møde jazz. June Tabor's mørke stemme er smeltende smuk. Pladen åbner med Auld Lang Syne i en udgave der er så langt fra en engelsk-sproget nytårsaften, som man overhovedet kan forestille sig. Det højstemte kommer helt ned på jorden. Hvert eneste ord får lov til at svæve langsomt ud i rummet. Sådan er resten af pladen. Iain Ballamy's saxofon som jeg kender bedst fra den eksperimenterende duo Food, er ligeledes nede på jorden og sammen med Huw Warren giver han en lydhør backing til Tabor. Blandt pladens originale kompositioner har Quercus også sneget nogle kendte sager med. Jazzstandarden You don't know what love is og Bob Dylan's Don't think twice It's alright er i særklasse.

Både Warren og Ballamy har spillet sammen med saxofonisten Mark Lockheart (Loose Tubes, Polar Bear). Han er aktuel med det andet album med trioen Malija. Her er han sammen med den danske Phronesis-bassist Jasper Høiby og pianisten Liam Noble. Musikken er også ovre i det kammermusikalske hjørne. Malija er dog en trio med et helt andet temperament end Quercus. Der er mange elementer der kan minde om klassisk musik. Høiby holder et rytmisk pace, som omfavnes af Lockheart's lysende saxofon og Noble's klaver. Trioen har delt komponisttjansen i mellem sig. De er hver især tro overfor trioen og har lavet musik der er fyldt med temperamentsfyldte lag.

tirsdag, august 15, 2017

Jens Fisker Trio: Paysage (Gateway)

På pladecoveret er der et billede taget fra Lønstrup Fyr, på en kold og lys decemberdag. Det nordjyske ophav er ikke uden betydning for guitaristen Jens Fisker. Men man får ikke en følelse af en kold decemberdag, når man lytter til Paysage, Fiskers debutplade i eget navn. Hvis det er december, så er man i hvert fald kommet indendøre og har fået tændt for pejsen. Det er varm men også længselsfuld jazz, som Jens Fisker Trio spiller. Det er Fisker der har skrevet og arrangeret alle numrene på pladen. I trioen spiller Mariusz Prasniewski på bas og Daniel Sommer på bas. 

Jens Fisker fortæller i det håndskrevne brev, som han har vedlagt den fremsendte CD, at han er inspireret af Wes Montgomery Trio, Joe Pass Trio og ikke mindst Jim Hall Trio’s album LIve fra 1975 i Toronto. Stemningen er ovre i den melankolske afdeling. Hvor de musikere som han har ladet sig inspirere af, som regel spillede standardjazz, så har Fisker fornuftigt nok valgt at skrive musikken selv. Det bliver til noget andet end det forfædrene spillede, selv om der er beboppens tonesprog til fælles. 

Jens Fisker bruger trioen som et aktiv, et levende organ der får musikken til ånde. Det er yderst behagelig og lydhør jazz fra tre musikere der i den afdæmpede balladestil, aldrig forfalder til at blive kedelige eller forudsigelige. De har hele tiden noget at fortælle. Paysage er en bundsolid jazzplade, der fortjener at blive hørt.

mandag, august 14, 2017

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga) LP

Den 22 årige guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh startede i 2015 et samarbejde med den jævnaldrende trommeslager Oliver Laumann og den langt mere erfarne bassist Anders “AC” Christensen. Samarbejdet inkluderede senere trompetisten Kasper Tranberg. Musikken er flydende strømninger og stemninger. Det er balladejazz i samme vibe som vi kender det fra f.eks. Paul Motian og Jakob Bro. Diskret og alligevel meget præcis i tone og lyd. Kroghs enkle kompositioner danner grundlag for skabelsen af improviserede flader af lange rolige trompettoner fra Kasper Tranberg. AC’s bas er om nogen diskret. Vigtigheden af bassen i Kroghs musik er nærmest omvendt proportional med hvor lidt fremtrædende den egentlig er. Det er bassen der styrer flowet.

Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Pladen er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme og kan streames. Men den er altså også ude på LP. Endda en meget smuk en af slagsen. Den er trykt hos Nordsø Records, hvor kvaliteten mærkes med det samme. Er du en gammel vinylhaj, så kender du også fornemmelsen af den skarpe yderkant. Det er der ikke på en presning fra Nordsø Records. Det har ikke en pind med lyd at gøre. Det har til gengæld noget med den fysiske oplevelse at gøre. Der er en lækkerhed og seriøsitet omkring produktet, der forplanter sig over i kroppen, når hænderne møder musikken inden den møder ørerne. Det er god stil.

søndag, august 13, 2017

Torben Waldorff: Holiday on fire (Artistshare)

Det er den femte plade i løbet af ti år, som guitaristen Torben Waldorff udgiver på pladeselskabet Artistshare. Fælles for alle udgivelserne er, at Waldorff hver eneste gang har omgivet sig med nogle af jazzens fineste sidemen der kan opdrives i New York. Denne gang er ingen undtagelse. Sammen med hustruen, den svenske pianist Maggi Olin, den canadiske trompetist Ingrid Jensen, bassisten Drew Gress og trommeslageren Johnathan Blake gik Waldorff i studiet efter et par koncerter på Smalls Jazz Club.

Waldorff har skrevet kompositionerne. Han trækker på et sundt forhold til rocken, hvor han gerne vrider guitaren på afveje fra jazzen. Det kan minde om Miles Davis i slut 60'erne inden Bitches Brew. Det er primært Waldorffs guitar der har hovedrollen som det chancetagende og risikovillige element. Det er en flot plade, der strutter af teknisk krævende håndspillet jazz med hjerte og sjæl.

lørdag, august 12, 2017

Erik Ørum von Spreckelsen: Time Remembered (Tetragon Music)

Der findes lige så mange udgangspunkter for at lytte til jazz, som der findes jazzlyttere. Det er hændelser og følelser der sætter sig i krop og sjæl. De oplevelser der er med til at forme måden man lytter til en jazzplade på. Det er ikke uden betydning når man f.eks. lægger øre til albummet Time Remembered. Kendere vil vide at Time Remembered ikke bare er en forholdsvis ny dokumentarfilm om jazzpianisten Bill Evans, men også en klassiker fra Bill Evans egen hånd. Bill Evans er for mange jazzlyttere et referencepunkt og en af de helt store jazzmusikere. Det er han helt sikkert også for de tre musikere på denne plade.

Det er Erik Ørum von Spreckelsens første jazzplade i eget navn i 18 år (der kom en dansksproget operaplade i 2010). Vi skal med andre ord helt tilbage til 90'erne, hvor von Spreckelsen til gengæld også var hot shit. Ikke mindst i kraft af tre plader i eget navn udgivet af Stunt og de to plader med Page One som pladeselskabet Storyville stod bag. Von Spreckelsen underviser til daglig i klaver og komposition på konservatoriet i Odense. Det er førstnævnte evne der er i spil på denne plade. Han har, helt i tråd med Bill Evans, valgt at spille en række af jazzens udødelige standards.

Og det er i den grad standards fra allerøverste hylde: Body and soul, Blue in green, On Green Dolphin Street, Alone Together og som en meget smuk finale på pladen, spiller von Spreckelsen, Steve Swallow's næsten nordiske ballade Faling Grace. Musikken er indspillet i en klassisk koncertsal, hvor rummets klang og akustik er brugt som en fjerde medspiller. Og det lyder godt. At von Spreckelsen har allieret sig med Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er et ekstra plus. Mogensen falder aldrig i søvn bag trommerne og skal nok sørge for at lytterne heller ikke gør, når han fra tid til anden markerer et bækken eller lilletrommeslag med lidt diskret ekstra kraft. Andersson demonstrerer endnu en gang, at hans basspil er i særklasse.


I pressemeddelelsen står der at denne trio-indspilning er den første af mange kommende udgivelser fra Erik Ørum von Spreckelsen. I de kommende måneder vil der blive udgivet albums i solo-, duo- og kvartetformatet. Det aktuelle trioalbum er et veritabelt comeback og giver store forventninger til de kommende udspil. Musikken udgives kun digitalt. 

fredag, august 11, 2017

Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder (EDW/DME)

Sikke da et overflødighedshorn! Emil de Waal har samlet en personlig, stærk og original gruppe af musikere omkring sig på albummet Gamle Nyheder. Her springer jazzlegenden og klarinettisten Elith "Nulle" Nykjær selvfølgelig i øjnene og ørerne. Det er tredje gang han er med i et de Waal projekt. Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren er også med. Randi Laubek synger nogle sange. Band Ane sender elektronikken ind i projektet, Peter Rosendal spiller flugabone, Jacob Anderskov er med på diverse tangentinstrumenter og Mads Hyhne holder sig til trombonen. 

Numrene på pladen er et meget originalt udvalg af  "klassikere" fra bl.a. 70'ernes tv sendeflade.
Her er titelmelodien til tv serien Fiskerne. Fuzzy's uafrysteligt gode titelmelodi til tv-serien En by i provinsen, hvor det i de Waals elegante arrangement først er til sidst, at man hører melodien der kaster Jens Okking og Henning Moritzen op på hornhinderne. Der er Søhestesangen fra Bennys Badekar der synges af Randi Laubeck. Emil de Waal har valgt musikken fra hans egen barndom. Lyden af barndommen. Jeg er jævnaldrende med de Waal og kommer på en nostalgirejse. Det er musik der sidder helt inde i mine røde blodlegemer. Det er bare ikke et blandet bånd eller mixtape med fede danske numre fra 70'erne. 

Der arbejdes med musikken, så den får sit eget nye udtryk. Sidder på et værtshus og Der er noget galt i Danmark er vaskeægte bodegaklassikere med en ny smag. Mens de to numre, Aske Bentzons Badminton og Kenneth Knudsens Tarzan Waltz er rent kræs for mig, da det er numre som jeg har hørt masser af gange i originalversionerne. Badminton er i de Waals udgave provokerende skramlet og tak for det. Tarzans Waltz får lov til at lukke pladen ned og er intet mindre end smuk med Anderskovs klaver og Ljunggrens guitar i skøn forening. 

Gamle Nyheder er et must for den musikglade dansker. Originaliteten og autenciteten er i højsædet. Det er et af årets højdepunkter i dansk jazz.

torsdag, august 10, 2017

Simon Eskildsen Trio: Introducing the Simon Eskildsen Trio (Simon Eskildsen) LP

Det var da en skøn overraskelse. Som mangeårig ynder af triojazz, hvor der både er plads til Peterson, Monk, Evans og Jarrett - alt efter humør - i mine ører, så er denne plade med Simon Eskildsen Trio meget mere end godkendt.
Pianisten Simon Eskildsen får hjælp fra to andre Aarhus-helte, Thomas Sejthen på bas og Daniel Sommer på trommer. Eskildsen debuterede tidligere i år med en duoplade, hvor jeg kom til at skrive at Eskildsen havde taget skiftet fra klassisk til jazz. Det var ikke tilfældet, har jeg siden erfaret. Men hvor der var tydelige inspirationer fra den klassiske kammermusik i samarbejdet med Himpel, så er vi helt og holdent i jazzland på denne plade.

Det syder, sprøjter og svinger om ørene på trioen. Sejthen er kendt for sit insisterende steady basspil. Daniel Sommer placerer sig tæt sammen med Sejthen. Det giver et mættet spil. Simon Eskildsen animerer trioen via sit rytmestærke klaverspil. Improvisationerne vokser frem af melodierne, der er fulde af varme og nærvær.

Endnu en gang kommer der en anbefalelsesværdig jazzplade fra Aarhus, der sætter en tyk streg under at byen i disse år er inde i en gylden jazzperiode. 

onsdag, august 09, 2017

Jørgen Emborg/Emil Hess/Søren Lee: 3 of a Kind (Gateway)

2017 har i helt ekstraordinær grad, budt på mange gode plader fra debuterende jazzmusikere. Det er ikke kun med debutanterne at der sker spændende ting og sager. De mere erfarne jazzmusikere viser også stærke kunstneriske tendenser. Det er over 16 år siden, at Søren Lee udsendte sit tredje album Living Now. Pladen havde meget høj klasse, men blev aldrig fulgt op. Søren Lee skiftede spor. Fra at være jazzguitarist blev han i stedet sangunderviser. Det kan man læse mere om på hans hjemmeside, hvor der også er listet en masse af nutidens popsangere op, der har modtaget undervisning hos ham.

Nu er han tilbage som jazzguitarist. Han udsender snart et album i eget navn. Men allerede nu kan man høre ham sammen med tenorsaxofonisten Emil Hess og pianisten Jørgen Emborg på albummet 3 of a Kind. Det er enkel og melodiøs jazz, der i kraft af tre meget velspillende herrer får liv og lys. De har alle bidraget med kompositioner på et album, der kan sammenlignes med et glas kølig hvidvin på en sommeraften. Den slags vin, hvor krop, sødme og fedme er i balance. Ja endda i balance med den milde aftenluft. 

Pladen er værd at bruge tid på, fordi de tre musikere spiller så intuitivt og ligefremt, at lytningen også bliver intuitiv og ligefrem. Musikken summer af danske toner. De tre musikere har fundet sammen som en kollektivt arbejdende enhed. Søren Lees varme tone på guitaren passer godt med Emborgs nærmest dansende pianospil. Hess topper med roligt og afklaret saxofonspil. Det er dansk jazz som det alt for sjældent høres. 3 of a kind er et passende pladecomeback for en musiker af Søren Lee's kaliber. 

tirsdag, august 08, 2017

Faster! (Gotta Let it out!/Insulajzz) bånd

På coveret står der at de har besøgt deres fortid. Indspilningerne er fra 2008 og 2009. De har redigeret lyden og sat det 130-140 % op i hastighed. På coveret skriver de at den gængse holdning er, at der skal pilles så lidt som muligt ved jazz og improv-indspilninger. Det skal med andre ord lyde så tæt på lyden der var under indspilningerne. De mener de tre der står bag dette bånd ikke.

Benjamin Helweg Brask på piano, Tomo Jacobson på bas og Benjamin Ømann på trommer spiller skramlet free jazz over to båndsider, hvor lyden på ingen måde er ECM’sk eller "smuk". De dyrker en lo-fi æstetik hele vejen rundt. Det er til et interessant greb som de benytter sig af. At lade lyden være en integreret del af den musik som de spiller. Det passer godt sammen. Det forvrænger og dynamikken stikker helt af. Lydsiden befinder sig ikke i en forudbestemt struktur og er også free ligesom musikken. Når først mine følsomme ører er justeret ind på eksperimentet, så begynder det til gengæld at give en form for mening. En mening der er meningsfuldt meningsløs. Hvis det giver mening? 

mandag, august 07, 2017

Sheep Got Waxed: Pushy (Sheep Got Waxed) >> Synesthetic Octet: In the meanwhile shoot me a movie (Lotus Records/Jazzwerkstatt Records)

Her er to meget forskellige bud på hvordan nutidig blandingsjazz (fusionjazz?) kan lyde i 2017.

Fra Litauen kommer Sheep Got Waxed, der på vellykket vis bruger elementer fra Electronic Dance Music (EDM) i en grad som jeg ikke har hørt det før i jazzsammenhæng. De tre musikere, der meget traditionelt spiller sax, bas og trommer supplerer alle med elektronik. Det er her at det uvante og ikke særligt jazzede bobler frem. Åbningsnummeret Woolless skal der ikke pilles meget ved før den kan spilles af en DJ på en natklub. Sådan fortsætter det ikke kun. Det bliver også grimt og tungt som et heavynummer. Jeg kommer til, at tænke på 90'ernes mix af elektronisk musik og rock. Sheep Got Waxed vil det bare anderledes og tilsætter skæv jazz. Det bliver til udadvendte larmende ting og mere rolige sager som Visitor.

Synesthetic Octet ledes af østrigske Vincent Pongracz, der i de seneste år har boet i København p.g.a. studier på det rytmiske musikkonservatorium. Han blander på meget original og vellykket vis hiphop, jazz og klassisk musik. Pludselige breaks og skæve taktarter blandes sammen i et stramt styret univers, som på nummeret Systematic Masturbation. Der er elementer hen ad Django Bates og Loose Tubes. Underfundige og småt humoristiske musikalske udråb kædes sammen i skæve rytmiske forløb. Pickedem er en skøn vrøvlerap, der skylder sit til vrøvlerapkongerne Ikscheltaschel. Oktetten består af Pongracz på klarinet og ellers er det fløjte, basklarinet, trompet, trombone, guitar, bas og trommer. Pladens sidste nummer And Then er som en poleret udgave af den skæve funk, man kender fra No Wave musikken der holdte til i New York i 80'erne.

søndag, august 06, 2017

Elektrojazz: New York Tribute (Giant Sheep Music)

Det ligger lige for, at drage nogle paralleller mellem gruppen Elektrojazz og Nils Landgren. Smooth funky jazz med trombonen i front. Manden bag Elektrojazz er ligesom Landgren også svensker, men bor i Danmark. Anders Larson, der til daglig bl.a. slår sine folder i DR Big Band har på det andet album med Elektrojazz lavet en tribute til New York. Musikerne er de samme som på det første album. Anders Rose på keyboards (primært Rhodes), Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer er kernen i projektet, der besøges af diverse gæstekunstnere undervejs.

Gæstekunstnerne er fundet under et ophold i New York, hvor albummet også er blevet til. Anders Larson har byen helt oppe i trombonen. Lyset, asfalten, pulsen, dampen og lugten. Det er ikke svært at forestille sig en tur på tværs af Manhattan i en yellow cab, mens et nummer fra Elektrojazz flyder ud af radioen. Det kunne være åbningsnummeret Shine, hvor vokalisten Michael Stephenson medvirker.
Elektrojazz kan minde om et acid jazz band fra 90'erne, som f.eks. Incognito. Inspirationen fra 70'ernes funky jazz er stor, ligesom den var i acid jazzen. 

Anders Larson vil også lidt mere end det. Der er numre som spoken word sagen Midtown march med Cary Goldberg eller Subway Song med bassisten Gonzalo Silva. Det er numre der passer godt ind på pladen, samtidig med at de stikker ud. Min helt store favorit er East Village Blues, der er en instrumental drønnert. Det er blevet nat og jazzen griber fat i Elektrojazz, der groover afsted. Er du til funky jazz, vil jeg ikke tøve med at anbefale endnu et vellykket album fra Anders Larson og Elektrojazz.
Bonusinfo:
Du kan høre al musikken i appen Elektrojazz, der ganske gratis kan hentes i App store eller Google Play.


lørdag, august 05, 2017

Kathrine Windfeld Big Band: Latency (Stunt)

Når jeg ikke er jazzblogger, så arbejder jeg som sygeplejerske. Jeg er blandt de 3,5 % mænd der er beskæftiget som sygeplejerske. I de senere år har der været flere kampagner for at få flere mænd indenfor faget. Det har heldigvis resulteret i, at der nu er flere mænd i gang med at uddanne sig som sygeplejerske end der tidligere har været. Som mand indenfor et kvindefag møder man ofte fjollede fordomme om, at bare det at være mand er en kvalifikation. På bundlinjen har jeg meget svært ved at forestille mig, at kønnet har nogen som helst betydning for de unge mennesker jeg møder i mit ambulatoriearbejde. De kommer for at få hjælp til deres problem og så er den ikke meget længere. Jeg håber ikke at jeg bliver forfordelt alene på grund af køn. Jeg håber at det handler om mine faglige kvalifikationer. 

Jazzen har på samme vis en udfordring på kønsfordelingen. Der er ikke så mange kvindelige jazzmusikere.Jeg tror ikke at andelen af kvindelige jazzmusikere er helt nede på 3,5 %. Men jeg ved at andelen af kvindelige big band ledere er mikrolille. I Sverige har Ann Sofi Söderqvist huseret i en del år med big bandet ASJO. Fra USA kender de fleste jazzfreaks, Maria Schneider og Carla Bley. Herhjemme har vi Kathrine Windfeld, der er aktuel med sit andet big band album. Hun bragede i gennem med det første album, der gav hende prisen som årets nye danske jazznavn og senere et vigtigt job på Jazzahead i Bremen i 2016. Der er sket noget med Windfelds musik siden Aircraft. På Latency bruger hun i endnu højere grad og mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Denne gang er der lige præcis nogle af de skæverter som jeg savnede på den første plade. Double Fleisch er et messingbrusebad, der skifter mellem de hårde stråler og stråler der ikke er til fange. Windfeld har også sans for det bløde og sangbare som den skønne Leaving Portland.

Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal ikke forfordeles, fordi hun er kvinde. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren, hvor Gil Evans og Thad Jones er Godfathers.

fredag, august 04, 2017

Jonas Johansen: Charmcatcher (Hurra Records/DME) LP

I de senere år har kritikken ofte raset mod Det Rytmiske Musikkonservatorium. Uviljen mod at uddanne “rigtige” musikere, der f.eks. kan spille "rigtig" jazz har ofte været fremme. Så er det jo ekstra spændende når en mangeårig lærer fra konservatoriet udgiver et album, hvor han ligefrem sniger konservatoriets internationale forkortelse RMC med i pladens titel. Han har endda valgt at lave pladen sammen med helt unge studerende fra konservatoriet. Musikken er inspireret af Indien set og hørt fra Danmark og på rejse i Indien sammen med de unge musikere. 

Det er trommeslageren Jonas Johansen der står bag pladen Charmcatcher. Den er med Johansens egne ord en plade med avanceret rytmik, metriske modulationer, sekvensering og polyrytmik. Han fortæller at brugen af kvintoler, septoler og de metriske modulationer som han anvender er stærkt personlige. Det er blandingen og mødet mellem den danske og internationale musiker Jonas Johansen og den indiske musik. 

Det er polske Kuba Wicek (alt- og sopransax), danske Peter Sabroe (piano), norske Tobias Pfeil (guitar) og danske Anders Fjeldsted (bas) der leverer den afsindigt gode backing til Johansens musik. Det er helt sikkert pivsvært at spille. Men! Ih du godeste da, hvor lyder det godt. Johansen har udstukket nogle skrappe og krævende retningslinjer og presset de unge musikere til at yde deres bedste. At man overhovedet kan tvivle på, at der ikke længere uddannes “jazz”musikere fra RMC bør forstumme, når man hører denne plade.

Det er Jonas Johansen der har skrevet al musikken ud over en enkelt melodi fra Indien. Han får desuden percussion støtte på et par numre af inderen Abhijit Banarjee på tablas og på et enkelt nummer af Jacob Andersen på bongos. Fra et jazzlytterperspektiv, hvor der ikke tælles takter men lyttes på musikken, så er Charmcatcher ikke bare charmerende. Den får bl.a. rettet mine ører i retning af nogle unge musikere, som jeg ikke kender så godt. Polakken Kuba Wicek er en stjerne i svøb. Det er så skarpt og præcist skåret. Melodierne og den smukke fremførsel smelter sammen med mit gamle jazzhjerte.

torsdag, august 03, 2017

Julia Hülsmann Trio: Sooner and later (ECM) >> New Simplicity Trio: Common Spaces (Babel Label) >> Francesco Orio Trio: Causality chance need (NAU)

Det er ikke første gang, at jeg laver en opsamling på europæiske triojazzplader. Denne gang kommer jeg bredt omkring: Tyskland, England og Italien.

Fra Tyskland kommer Julia Hülsmann og hun skuffer aldrig. Heller ikke denne gang. Hun er som vanligt sammen med Marc Muellbauer på bas og Heinrich Köbberling på trommer. Det er første gang siden albummet Imprint fra 2011, at vi hører hende i ren triosammenhæng. Hun er i sit rette element. Det er triojazz, hvor der er masser af plads til Muellbauers bas, der sine steder kan minde om Niels-Henning Ørsted Pedersens lyd, hvor Hülsmann og Muellbauer kører unisone forløb. Det er enkel og diskret triojazz, der kan fornøje Jarrrett og Mehldau fans.

Common Spaces er den engelske trio New Simplicity Trio's første album. Trioen blev dannet i 2014, hvor den i London bosatte, danske basssist Henrik Jensen blev tilknyttet et mangeårigt samarbejde mellem den britiske pianist Bruno Heinen og den italienske trommeslager Antonio Fusco. Navnet på trioen er fint betegnende for musikken. Der er ikke så meget bullshit. Det er melodien der er det styrende element for trioen, der har et kollektivt udtryk inspireret af Evans/La Faro/Motian trioen, hvor alle instrumenter er lige vigtige. New Simplicity Trio har et sundt forhold til det dynamiske udtryk. Musikken er mere udadvendt end det der kendes fra førnævnte trio, hvilket ikke skader.

Italienske Francesco Orio deltog i 12 Points Festivalen, der løb af stablen samtidig med Aarhus Jazz Festival. Her fik jeg stukket et eksemplar af deres plade Casuality fra 2016 i hånden. Pladen åbner med JC Peas, der er inspireret af John Coltranes Giant Steps og Ornette Colemans Peace. En god retningsgivende åbner på et kompromisløst album. Trioen består også af Fabio Crespiatico på elbas og Davide Bussoleni på trommer. Orio er en musiker der henter inspirationen mange steder. Der er elementer af klassisk musik, som på B1 Around Mario. Der er hyldesten Lennie til Lennie Tristano. Der er min favorit den rolige Delight, hvor Orio har skrevet nummeret omkring noget musik lavet af J Dilla. Der er et par numre, hvor Umberto Petrin kigger forbi med stemmen og reciterer på italiensk. Et lovende album fra en dygtig pianist.

onsdag, august 02, 2017

Hvalfugl: By (Hvalfugl)

Sidste år blev de nomineret som årets nye talent ved DMA Folk prisuddelingen. De skriver selv på deres hjemmeside, at de tager udgangspunkt i kontemporær nordisk folkemusik. Som en der overvejende lytter til jazz, er det nu heller ikke svært, at juble over pladen. Trioen Hvalfugl har med albummet lavet et meget vellykket folk-album, der med inspiration fra dansk og svensk folkemusiks traditioner og en solid portion jazz er et fængende smukt album. Trioen består af tre musikere, der alle er i midt-tyverne. Jonathan Fjord Bredholt på piano og harmonium, Anders Juel Bomholt på bas og Jeppe Lavsen på guitar.

Måske har sommeren 2017 ikke været den bedste når man ser på vejret. Sommeren 2017 har så til gengæld budt på Hvalfugls debutplade By. Her er sommeren indkapslet i lyden. Her er rum, ro og nærvær nok til at fylde en hel kornmark med sol og passende mængder regn, så kornet kan gro og vokse. 

Der er mange før Hvalfugl der har bevæget sig i grænselandet mellem jazzen og folkemusikken. Jan Johansson er den mest kendte. Det er over 50 år siden og havde i høj grad den svenske folkemusik som grobund. Hvalfugl er nutid og de lyder som det de er: Danske. Her er både jazz, folkemusik og melodier der lyder som var de taget ud af Højskolesangbogen. Hvalfugls album er meget anbefalelsesværdigt til et stort publikum, også langt ud over jazzens og folkmusikkens vanlige lyttere.

tirsdag, august 01, 2017

Daniel Sommer: Duets (Saino) LP

Længden af numrene er kortere end den man oftest ser, når det handler om åben og improviseret jazz. Efter 3 til 4 minutter er det ovre med undtagelse af et enkelt nummer. Trommeslageren Daniel Sommers debutplade Duets er en intens og koncentreret oplevelse. Der bruges ikke lang tid på, at sige det man vil. Til gengæld siges det så præcist og nuanceret, at man ikke savner tilføjelser eller uddybelser. Jeg er med andre ord svært imponeret over Daniel Sommers plade.

Sommer blev færdig fra konservatoriet i Aarhus sidste år og er siden flyttet til København. Han er ikke umiddelbart nem at kategorisere, da han både spiller åben impro jazz og den mere indrammede bundne jazz. Pladens ni numre afspejler med stor tydelighed Sommers store bredde. På pladens ni numre er han sammen med ni forskellige musikere.

Pladen åbner med den finske pianist Artturi Rönkä. De forskellige numre har titel efter den som Sommer er sammen med. Det er frit improviseret jazz, hvor der er en hel del finner der kigger forbi. Rönkä’s nummer er roligt. Pladens andet nummer er sammen med den eneste danske medvirkende, bassisten Frederik Sakham Lomborg. Finske Mikko Innanen leverer en suveræn saxofon på sit nummer. Ligeledes finske Seppo Kantonen, der har et omfattende CV på den finske jazz og rockscene er dejligt spraglende på klaveret. Spanske Cesar Joaniquet afslutter side 1 med et flydende støvet saxofon samspil med Sommer.

Side 2 åbner med et dejligt kantet og knubret nummer, hvor franske Marc Ducret er med på sin uforlignelige og originale guitar. Den finske pianist Kari Ikonen sikrer drama og tilbageholdt spænding på sit indslag. Saxofonisten Johannes Sarjasto (jeps han er fra Finland) er med på pladens mærkeligste nummer. Gutturale lyde blandes med høje, nærmest pibende toner fra saxofonen. Pladen lukker ned med det længste. 10 minutter hvor Sommer er i selskab med selveste Butch Lacy. En ægte finale på et godt album.

Det er ikke den nemmeste måde som Daniel Sommer lancerer sig på, med ni forskellige musikere hvor en stor del af missionen helt sikkert har været at møde dem i det de kan. Det gør Daniel Sommer hele vejen rundt. På den måde er det et imponerende debutalbum fra en stærk individualist, der er i stand til at være sig selv på hele pladen. Han holder sammen på pladen, så den på imponerende vis ikke flagrer og stritter i alle mulige retninger.

Albummet er klart anbefalelsesværdigt til den kræsne jazzlytter, der gerne vil høre frisk dansk verdensklasse impro.

mandag, juli 31, 2017

Paolo Russo & Ensemble MidtVest: Tangology (Exlibris)

Det klassiske Ensemble MidtVest laver mere og andet end klassisk mudik. De har i over 10 år samarbejdet med Carsten Dahl omkring improvisation. Det har vist sig på flere måder. Både i form af interne workshops, indspilninger og koncerter. De har f.eks. også samarbejdet med Stefan Pasborg og Anders Singh Vesterdal. Desuden findes der uudgivne optagelser af et projekt som de lavede for et par år siden sammen med Dahl og Lars Greve. Nu har Exlibris udsendt albummet Tangology, hvor ensemblet møder Paolo Russo. Det er mødet mellem tangomusikkens hovedinstrument bandoneon og et klasssisk ensemble.

Albummet indeholder en suite i 11 dele skrevet af Paolo Russo, hvor det klassiske ensembles syv musikere, 4 blæsere, to strygere og en pianist folder et multimønstret tæppe ud, som Russo lægger farve på. Det er et stort og ambitiøst værk fra Russo's hånd og ånd. Han har tidligere lavet plader med solo, duo og triomusik. På denne plade forholder han sig anderledes. Han bruger hele ensemblet til at skabe en stemning, hvor den dramatiske tango danser med sammen med klassiske musik. Vi havner i et spind af lette toner og musik der bevæger sig i et submelankolsk område. Det er meget medrivende og muligvis noget af det mest komplette vi endnu har hørt fra Paolo Russo.

søndag, juli 30, 2017

Carsten Dahl: The Jester (Exlibris)

Hvem er den udfordrede? Allerede da Carsten Dahl lavede Goldberg variationerne på et særligt præpareret flygel udfordrede han sig selv og lytterne. Nu har han sat sig ved et cembalo, der nok kan spilles af en pianist, men alligevel stiller andre krav. Cembaloet var en forløber for klaveret. Så på en eller andne måde giver det måske meget god mening, at improvisatoren og jazzpianisten Carsten Dahl går nogle hundrede år tilbage i lyd. Han er dog stadig Carsten Dahl. Over 13 stykker improviserer han og griber øjeblikket fuldstændig som han har gjort mange gange tidligere på soloklaverpladerne.

Men det lyder godt nok anderledes. Som mangeårig jazzlytter og absolut kun perifer lytter af klassisk og endnu mindre musik med cembalo, så skal ørerne lige justeres ind. Hjernen giver billeder af et royalt hof, hvor cembalomusikken er lydtapet. Det ved Carsten Dahl godt og kommer mig i forkøbet. Han kalder pladen for The Jester - engelsk for Hofnarren. Ifølge Wikipedia er betegnelsen nar noget der i dag bruges som et skældsord om en naragtig person, det vil sige en indbildsk eller dum person... Historisk set var narren en gøgler der yndede frisprog; En person der har ret til offentligt "at bringe til Torvs", hvad andre ikke ustraffet må ytre sig om. 

Her kommer Dahl ind i billedet. Med et skælmsk smil på læben gør han det som ingen andre gør. Og tak for det. Kære Carsten. Jeg beundrer dit mod. Din evne til at bringe musik til torvs, som ingen har spillet før. Det bliver ikke den mest spillede Carsten Dahl plade. Den er til gengæld et vigtigt kapitel i den uafsluttede historie om den eventyrlystne, undersøgende og nysgerrige Carsten Dahl.
carstendahl.dk

lørdag, juli 29, 2017

Anne Mette Iversen Quartet+1: Round Trip (BJU Records) >> Anne Mette Iversen: Ternion Quartet (BJU Records)

Bassisten og komponisten Anne Mette Iversen var indtil for fem år siden bosat i New York, hvor hun i hele perioden med jævne mellemrum har udsendt albums af høj kunstnerisk værdi. Hun har formået at holde sammen på den samme verdensklassekvartet i alle årene. Selv nu efter, at hun er flyttet til Berlin holder hun fast i kvartetten der består af John Ellis på tenorsax, Danny Grissett på piano og Otis Brown III på trommer. På albummet Round Trip er kvartetten udvidet med svenske Peter Dahlgren på trombone, en musiker som Iversen ofte har samarbejdet med. Round Trip består udelukkende af originalmusik skrevet af Anne Mette Iversen. Det er blevet til et album af høj standard, hvor Iversens velskrevne kompositioner får liv af nogle vanvittigt velspillende musikere. Det er jazz i spitzenklasse. Hør f.eks. det dynamiske titelnummer Round Trip og balladen The Ballad That would not be.

Efter at Anne Mette Iversen er flyttet til Berlin har hun startet Ternion Quartet med tyske Silke Eberhard på altsax, franske Geoffroy De Masur på trombone og tyske Roland Schneider på trommer. Igen er det Iversens stærke og indholdsrige kompositioner der er attraktionen. Den væsentligste forskel er at Ternion Quartet er mere loose og til tider flagrende. Det åbner op for nye vinkler på Iversens musik.

fredag, juli 28, 2017

Christina Dahl Quartet: Childish (Storyville)

Temperamentet er omskifteligt og til tider uforudsigeligt. Det er det der er med til at løfte pladen. Det er en af den slags plader hvor der er så mange lag at dykke ned i. Det er også noget af det der er med til at frustrere de første gange hvor jeg hører pladen. Den sidder ikke i skabet med det samme. Men for dælen da. Prøv lige at hør Choice of voice. For det første sætter Christina Dahl kvartetten på hårdt arbejde. Vi starter i et roligt hjørne med Niclas Knudsens rolige guitar og Dahl’s støvede morgensaxofon. Da vi er kommet to minutter ind i nummeret, sætter Jesper Lundgaard ind med en heftig båndløs elbas, der suppleres af Esben Laub von Liljenskjolds skarpe og maniske trommerytme. Intensiteten skifter i Christina Dahls saxofon. Nummeret er betegnende for en plade der insisterer på at blive lyttet til.

Det efterfølgende nummer Crossing Bridges er et stemningsfuldt nummer, hvor Niclas Knudsens guitar leger sig ind i nummeret med Liljenskjolds næsten valseagtige rytme, der står ovenpå Lundgaards dybe dronelignende basgang. Ovenover det hele er Christina Dahl med et myndigt og melodiøst saxofonspil. Ambitionerne og armbevægelserne er store. 

De holder på hele pladen. Så meget at jeg kan undre mig over at hun kalder pladen for Childish. Dertil er musikken alt for kompliceret og afklaret. På den anden side handler det måske om, at det er sådan det lyder når Christina Dahl leger med ligemænd, der fanger og forstår hvad hun vil. En stærk og modig plade.

torsdag, juli 27, 2017

Damaztra: Flag of time (ILK) LP

Det er tre erfarne musikere der har sat hinanden stævne i trioen, der på bedste ABBA-vis har lavet et navn ud fra de tre medlemmers navne. Peter DAnstrup på bas, Marilyn MAZur på percussion og Kasper TRAnberg på trompet og kornet har lavet en plade, hvor improvisationen fylde alt. Det er ikke tvivlende eller undrende improvisationer. Det er musikere der alle kender deres værd og ved hvad de vil. De er formet af lange karrierer hvor jeg uden, at sammenligne alt for meget vil drage saxofonisten John Tchicai ind i billedet. Han har haft stor betydning for alle tre musikere. Undervejs rammes jeg af den samme intense sanselighed, som jeg altid bliver ramt af når jeg lytter til Tchicai. 

Inspirationen fra Miles Davis kigger også forbi undervejs. Tranberg har ham helt inde under tungen. Mazur kan stadig danse en Miles Davis som ingen anden og Danstrup ved hvordan man laver en abrupt basgang. Damaztra er dog alligevel helt og aldeles dem selv. Nysgerrigheden og eventyrlysten er hele tiden til stede. Det er blevet til en meget fin plade som ikke umiddelbart har konkurrenter. Selv om udgivelsesoutputtet for eksperimenterende improjazzplader er stort for et lille sprogområde som Danmark, så falder den her ned i sin egen lille hyggelige redekasse. Der er både lunt og rart at være. Favoritterne på pladen er den rolige Sound Cooking og bulderbassen In Town.

onsdag, juli 26, 2017

KOMMENTAR: 2017 er et godt år for dansk jazz!

Så er første halvdel af 2017 overstået. Ud fra et jazzbloggerperspektiv har det været et svimlende godt halvår. Mængden af de rigtigt gode danske jazzudgivelser har været overvældende. Hvis året var omme nu, så ville det ikke være noget problem, at lave en liste over de 10 bedste danske jazzudgivelser, som jeg ellers først laver, når året er ved at være omme. 

Her er en opsamling på årets første måneder, der forhåbentlig skulle give dig inspiration til at høre nogle af de fede plader. 

Jan Harbeck viser nye takter med Live Jive Jungle. Jeppe Zeebergs karriere kulminerer med The Four Seasons. Snorre Kirks tredje album blev lige så god som jeg håbede. I Think You're Awesomes album Kiss Your Darlings kommer først til efteråret, allerede nu er der to lovende singler ude fra albummet. Så er der også pladerne med The Firebirds, Kira Skov/Maria Faust, Benita Haastrup Trio, Reverse, Emil de Waal +, Jonas Johansen, Kathrine Windfeld, Christian Balvig, Richard Andersson, Thommy Andersson og Simon Spang-Hanssen.

Der er alle debutanterne: Simon Eskildsen Trio, I Just Came From The Moon, Fabel, Asger Thomsen, Jacob Artved, The Pogo Problem, Lasse Mørck, Daniel Sommer, Hvalfugl, KØS og flere andre. 2017 tegner til at blive det bedste debutant år i mange år.

Fusionsplader med Mathias Heise Quadrillion og Morten Schantz Godspeed er med til at understrege en tendens, som amerikanske navne som Snarky Puppy og Terrace Martin også har sat ild i. 

De eksperimenterende og genreudfordrende plader med Marks Solborg og Christian Skjødts Omdrejninger, Shitney, Marcella Lucatelli og Louise Dam Eckardt Jensen er med til at løfte mit skæve humør. Det er lige toppet med Insula's massive kassettebåndsudløsning med hele 12 nye kassettebånd med eksperimenterende musik, udgivet på samme tid.

Samtidig med glæden over al den gode jazz der sprøjtes ud, så er det mærkeligt at der ikke findes et spillested i København der afspejler det. Eller findes det?

Det er nemlig ikke kun på udgivelsesfronten at der er stor aktivitet. De københavnske spillesteder der præsenterer jazz i bred forstand er mange. Den helt store bombe er at Copenhagen Jazzhouse flytter fra indre by til Nørrebro. Den øvelse frigiver 1 mio. kr. p.g.a. den dyre husleje i Niels Hemmingsensgade, tæt på Strøget.

Mange har en mening om den flytning. Niels Lan Doky's The Standard genåbner i mere egnede lokaler i det ombyggede Hotel Danmark tæt på Rådhuspladsen. 

Jazzen er mange steder. Den er drypvis fortsat til stede på Jazzhouse. Og så er der alle de der steder, som ikke er "jazzklubber". Koncertkirken, DR Koncerthuset, 5e,  Hvide Lam, Sofiekælderen etc. Scenen er mere fragmenteret i dag end den var i de gode gamle dage - eller er den? Og hvad er de gode gamle dage egentlig i dag? 

Var det dengang hvor man kunne købe magasinet Jazzspecial i kioskerne? Dengang Trinelise Væring sad i bestyrelsen for Copenhagen Jazzhouse og udgav plader på Stunt med Bobo Stenson? Dengang Niels Lan Doky udgav plader på Verve? Dengang Cæcilie Norby udgav plader på Blue Note? Dengang Jazzvisits fik penge af Kulturby 96 til at få besøg af jazzstjerner? Dengang Jazzpar prisen blev kendt ude i verden som Jazzens Nobelpris? Dengang CD'er var det foretrukne musikmedie? 

Tiden er en anden end den var i 90'erne eller begyndelsen af årtusindet. Dengang opstod f.eks. Jazzclub Loco. De præsenterede noget andet end den jazz der kunne høres på Copenhagen Jazzhouse. Måske er der brug for sådan en øvelse igen? En jazzklub der præsenterer noget andet end det der præsenteres på Copenhagen Jazzhouse og alle de andre steder - eller er der egentlig?


Du kan følge med på denne Spotify Playliste, hvis du gerne vil vide hvordan jazzen i 2017 lyder.

lørdag, juli 22, 2017

En tirsdag i Aarhus - Aarhus Jazzfestival 2017

Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.

Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.

Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten. 

Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.

Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik. 

I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk. 

Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.

Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak. 

12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.

I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.


Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.

søndag, juli 16, 2017

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.