torsdag, december 20, 2012

Claus Waidtløw Quartet: Flavours (Gateway)


Det er Claus Waidtløws tredje album i eget navn siden 1996, det forrige kom i 2005 og han har holdt fast i de samme musikere fra den plade. Henrik Gunde på piano, Kaspar Vadsholt på bas og Morten Lund på trommer leverer en yderst veloplagt backing til en af Danmarks ypperste udi kunsten at spille saxofon. Claus Waidtløw har en afklaret ro over sit spil. Tonen er afrundet og fyldig som et godt glas whiskey, der nydes når der er faldet ro på huset. Han spiller både sopran-, alt- og tenorsax. Det er bl.a. de evner man nyder godt af i Aarhus Jazz Orchestra, hvor Waidtløw i adskillige år har været fast medlem.

Jeg oplevede Waidtløw ved siden af Joe Lovano i forbindelse med Summer Session på Vallekilde i år. Waidtløw er stilistisk ikke langt fra den amerikanske saxofon-maestro. Der er noget ur-Coltrane i dem begge. På Flavours har Waidtløw skrevet de ni numre, der byder på melodisk afvekslende materiale. Claus Waidtløw slår ikke store slag i bolledejen. Han holder sig i stedet til, at være en dansk saxofonist i særklasse. Der er flere gode grunde til at købe denne plade. Morten Lund spiller med et sikkert og ubundet overskud. Der hersker en god stemning i musikken. Det fornemmes at det er fire musikere der nyder at spille sammen. De kender hinanden godt og får de bedste sider frem. Prøv f.eks. at hør Henrik Gunde på balladen Silent company eller Lunds whiskers-spil på Sightseeing. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig plade.

mandag, december 17, 2012

Årets bedste danske jazzalbums 2012

foto: iamoliviao.blogspot.com

I løbet af 2012, det niende leveår for bloggen Jazznyt har jeg hørt og anmeldt næsten 200 nye jazzplader, heraf 100 danske. Det er på den baggrund at jeg endnu en gang har valgt 10 danske jazzplader, der fortjener ekstra opmærksomhed. Det er plader der er med til give et godt billede af mangfoldigheden i dansk jazz. Plader der er med til at understrege at dansk jazz står kunstnerisk stærkt. Plader der har givet mig gode oplevelser. Tak til dem og ikke mindst tak til alle jer, der følger min blog!

Som noget nyt introduceres JAZZNYTPRISEN. Den gives til en musiker, der i det forgangne år har markeret sig i særlig grad inden- og udenfor for jazzen. Den gives til en musiker, der med nytænkning har formået at sprænge jazzens rammer så meget, at der også lægges mærke til det udenfor jazzens snævre stier. Den gives til en musiker der er kommet bredt omkring i jazzen. Den gives til en musiker der har samarbejdet med mange forskellige musikere i løbet af året. Midt i alt det, har han holdt fast i, at han er Stefan Pasborg.
Stefan Pasborg vil få overrakt prisen i forbindelse med, at han giver koncert med Ibrahim Electric på Fermaten i Herning d. 30. januar 2013.

JAZZNYTPRISEN 2012: Stefan Pasborg
Ibrahim Electric: Isle of men (Target)
Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt)
Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)
På de tre udgivelser der er kommet med Stefan Pasborg her i efteråret har der været en sammenhæng, der går længere end at det er den samme trommeslager. Pladerne går fra det efterhånden gamle band Ibrahim Electric over Pasborgs Odessa XL og videre til Free Moby Dick. Tre musikalske lyspunkter.
Ibrahim Electric viser med deres syvende album, at de fortsat har en masse at byde på. De kaster sig ud i en seriøs omgang groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk på Isle of men.
Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Saxofonisterne Mikko Innanen og Liudas Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt og tænkt af Pasborg, at sætte de to sammen.
I Pasborgs Odessa blandes det hele sammen. Led Zeppelin, Lounge Lizards, Black Sabbath blandet med trommemesteren Pasborg og nogle fede musikere giver et suverænt album.

2. The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records)
Det er skidehamrende besværlig og kompliceret jazz uden hoved og hale, der med charme og vildskab erobrer lytteren. Musikken opleves som et cykelstyrt uden cykel. Det er vel det tætteste man kan komme på langt fra Keith Jarrett Trio. Uro i og omkring musikken.

3. Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus)
Det er følsom musik, hvor fokus i høj grad er på stemninger. Det er stemninger præget af vemod, spiritualitet, melankoli og klangfuld skønhed. Pladen er et stort dansk jazzalbum, med internationalt potentiale. Forhåbentlig vil det få mange flere til at opdage Niels Lyhne Løkkegaard og hans musik.

4. Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)
Den er fuldstændigt umulig at komme uden om. Hvem skulle tro at mainstream jazzen kunne lyde så frisk og ungdommelig i 2012? Trommeslageren og nordmanden Snorre Kirk er rundet af det Rytmiske Musikkonservatorium i København, sammen med svenskeren og pianisten Magnus Hjorth, der også er med på pladen. Den eneste etniske dansker på pladen er i øvrigt saxofonisten Jan Harbeck.

5. Bro/Knak (Loveland/Pladekisten)
Bro/Knak er et af de helt store danske musikalbums i 2012. Jakob Bro har satset højt. Det lyder ikke de som de tidligere albums Balladeering eller Sidetracked og så alligevel. Det her er Bro/Knak og det er stort. Et nyt kapitel kan skrives i den efterhånden omfangsrige historie om Jakob Bro. Pladen bliver en af dem, der fremhæves når Bro's karriere summeres op i en artikel i JazzSpecial anno 2037.

6. Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK)
Det klassiske klavertrio-format er nyt for Toldam i den forstand, at der ikke er udgivet noget med ham før i en sådan opstilling. Der er alligevel noget umiskendeligt Toldam midt i de mange jazzklichéer. Han har sammen med de to medmusikanter lavet et på en gang løst og ustruktureret triounivers, der blander sig ubekymret med swing af den mest medrivende skuffe.

7. Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records)
Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. Lars Bech Pilgaard går veje der ikke er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazz- eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.

8. Richard Andersson: Intuition (Stunt)
Der hersker en ro på albummet. En naturlig ro der bedst kan sammenlignes med den ro, som mange mennesker befinder sig godt med når aften bliver til nat. Andersson har udstyret musikerne med nogle enkle melodier, hvor der kan tilføjes personlig fylde og sjæl til musikken. Det er organisk velspillet jazz, der griber øjeblikket og skaber magi.

9. Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville)
Carsten Dahl har de foregående to år været med på årets bedste listen med henholdsvis solopladen Effata og frijazzoplevelsen Experience. Denne gang er han i et triosamarbejde af formidable dimensioner. Sammen med Arild Andersen og Jon Christensen der er veteranerne mens Dahl i denne sammenhæng er en knægt. Det har dog ingen betydning for samarbejdet, hvor Dahl er særdeles moden og velovervejet i et klaverspil, der er skabt ud fra improvisationer. En plade med internationalt format!

10. Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)
Han har investeret en stor bunke penge og tid i denne udgivelse. Det er givet særdeles godt ud. Mads Mathias er en charmerende crooner med hang til swing og han har jazzen lige midt i hjertet. Vekselvirkningen giver et album med jazzpop-ballader, fullblown big band-swing og lækre intimiteter. Hvis der er nogen form for retfærdighed til, så er det her en af den slags plader der bør vække interesse udenfor jazzens snævre cirkler.

søndag, december 16, 2012

Sammensurium & Michael Blake: Tusmørkedyr og andre historier (Phonognom)


Det er efterhånden 10 år siden, at Michael Blake lavede pladen Blake Tartare sammen med Kresten Osgood, Søren Kjærgaard og Jonas Westergaard. En dansk nyklassiker med tre musikere der siden har sat deres tydelige præg på jazzscenen. Nu er Michael Blake atter sammen med tre danskere. Denne gang er turen gået til Aarhus, hvor den komponiststuderende på Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje, guitaristen Gorm Askjær er hovedmanden på et yderst sympatisk, fantasifuldt og afvekslende album. Der er flere spor der går tilbage til Lounge Lizards, hvor Blake var med i den sene udgave af det band. På den anden side er det ikke helt fair overfor Sammensurium, at pege på enkelt band som inspirationskilde. De er meget mere end det.

Michael Blake er den første grund til, at dette album bør lande hos danske fans af skæv jazz. Den anden er trioen Sammensurium. Bassisten Jesper Smalbro og trommeslageren Søren Mehlsen bevæger sig sammen med Askjær i et univers, hvor der hele tiden er en risiko for, at noget uventet (…farligt) er lige om hjørnet. Måske kommer det ikke eller gør det? Det flotte pladecover er med til, at indikere at man ikke skal tage til det alt for alvorligt. I udviklende gensidig leg finder de fire musikere sammen om Gorm Askjærs kompositioner. Pladen indeholder flere fine solo- og duoimproviastioner, desuden gæster sangerinden Marie-Louise Grund Petersen på et par numre. Askjær har både en fed lyd på guitaren og en fed tilgang til jazzen.
Bonusinfo:
I december og januar kan du købe pladen for 50 kr. i den vidunderlige pladeforretning Badstuerock, downtown Aarhus.

lørdag, december 15, 2012

Eberhard Weber: Résumé (ECM)


Hvis der fandtes et internationalt jazzbasselskab - et selskab til fremme af bassen som soloinstrument i jazzen, så ville dette album uden problemer blive kåret som årets bedste plade af selskabet. Jan Garbareks faste bassist fra 1982-2007, tyskeren Eberhard Weber har altid haft en lille afdeling under koncerterne, hvor han har spillet en uakkompagneret bassolo. Nu har han lyttet til 100 af de disse soli - 15 timer i alt. Her har han så udvalgt 12 soli, der har fået navn fra den by, hvor koncerten blev afholdt. Det er lige fra Karlsruhe over Grenoble til Santiago. Efterfølgende har han med nænsom hånd tilføjet effekter og keyboards. På enkelte soli er der tilføjet percussion ved Michael DiPasqua og saxofon ved Mr. Garbarek himself.

Det er i allerhøjeste grad en nicheplade. Men er man jazzbasfetichist er der ingen vej udenom. Så er den ganske enkelt fantastisk. Weber's specialbyggede femstrengede bas med den karakteristiske lyd, kombineret med Weber's idérige og afvekslende basspil er i særklasse. Der er elementer af ambient og forførende keyboardlyde som kunne minde om det man kender f.eks. Kenneth Knudsen. Résumé er ikke for det store publikum. Men har man taget sig selv i flippe ud til Weber's basspil førhen, så skal pladen i den grad erhverves.

fredag, december 14, 2012

Carsten Dahl: Dreamchild (Storyville)


Som regndråbers vilkårligt rytmiske trommen former det næsten 25 minutter lange åbningsnummer sig. Det er den hyggelige sommerregn der iagttages fra stolen indenfor. Der kigges ud og der laves ingenting. Carsten Dahls nyeste epos Dreamchild er et noget anderledes soloalbum end man er vant til fra Dahl. Han sætter fokus på barnet. Barnets evne til at være i det uspolerede nu. At være i og fortabe sig i øjeblikket. Den effekt fik det også på mig, da jeg hørte åbningsnummeret #1 første gang. Jeg faldt i søvn. Det gav mig et dejligt powernap, hvor jeg vågnede frisk op i den anden ende.

Carsten Dahl sprænger grænserne for, hvad man som kunstner udsender på plade. Denne gang kigger han indad i en grad, hvor vi som lyttere kommer meget tæt på. Det er superenkle melodistykker, hvor gentagelserne kan minde om noget af det man kender fra minimalistiske komponister. Det er til tider stillestående i en grad så tiden står stille. Det er soloklaveret inklusive lidt ekstra, spillet af Dahl der er i fokus. På to numre supplerer hans døtre dog på klaver og violin. Dreamchild er en fantastisk plade til ro og fordybelse. 
Bonusinfo:
Pladen er allerede præmieret med en pris på 50.000 kr. fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Her har Peter Rosendal ligeledes fået 50.000 kr. for Old man's kitchen. Jakob Bro og Thomas Knak har fået 75.000 kr. for det todelte værk Bro/Knak

torsdag, december 13, 2012

Klabbes Bank: Protect the forest (Hoob Records)


Før jeg blev medlem af "Selskabet for mennesker med indsigt i jazzens mysterier" syntes jeg at det var herreunderligt, når man kunne bruge et helt nummer på, at spille noget et helt nummer i gennem der lød som om slutningen af et nummer. Nu synes jeg til gengæld at det er fedt! Den svenske gruppe Klabbes Bank indleder selvfølgelig albummet Protect the forest med et sådant nummer. 4 minutter og 17 sekunder bruger de på, at spille afslutningen. Således opmuntret kommer man godt skævt i gang med deres femte album. Klabbes Bank har Klas-Henrik "Klabbe" Hörngren i front. Det er indiskutabelt jazz. Når det så er sagt, er der ikke ret meget der følger jazzens konventioner.

"Klabbes" analoge synths blandes med to altsax'er, en trombone og så selvfølgelig bas og trommer/electronics. Det giver et rock'et groove med skæve poptendenser, hvor blæserne sender jazzede tendenser ind i musikken. Protect the forest er et herligt sammenhængende album, hvor "Klabbes" lidet konventionelle tilgang til musikken er attraktionen.

onsdag, december 12, 2012

Lubos Soukup Quartet: Beyond the borders (New Port Line)


Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup landede i 2010 i København for, at gå på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han havde allerede været omkring konservatorierne i Prag og Katowice. I København mødte han svenskerne Joel Illerhag (bas) og Oscar Grönberg (piano) samt danskeren Morten Hæsum (trommer) og lavede en kvartet. I efteråret 2011 var de på turné i Tjekkiet. Turnéen blev afsluttet med en studieindspilning i Tjekkiet. Pladen byder på ni numre skrevet af Soukup. Han forsøger at indfange stemningerne og følelserne han mødte, da han kom til København - et af numrene hedder meget passende Windy day in Copenhagen.

Musikken befinder sig i et spændingsfelt mellem Wayne Shorter Quartet og mere nordiske klange. Soukup har en selvsikker tone på sax'en. Hans samarbejde med de nordiske musikere giver power og fylde. At pladen hedder Beyond the borders er logisk. Soukup virker meget bevidst om hvad det er han bruger de enkelte musikere til. Han bruger bevidst muligheden og det at han er i norden til, at farve musikken. Et fint album fra en saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre mere til.

tirsdag, december 11, 2012

The Bryan Ferry Orchestra: The Jazz Age (BMG)


Når man holder meget af to forskellige ting, bliver de så dobbelt så gode, hvis man blander dem? Jeg har f.eks. endnu til gode at smage fusionen mellem det mexicanske og det japanske køkken, der efter sigende skulle være ret hot lige nu i USA. Inden det sker kan jeg i stedet fornøje ørerne med sammensmeltningen, mellem den supercoole elegantier Bryan Ferry og brølende 20'er jazz. Det havde jeg ikke lige set komme. Men den er god nok...om musikken så er god nok er et andet spørgsmål.

Jeg voldhørte Roxy Music i midten af 80'erne. Jeg havde en opsamlingsplade, The Atlantic Years (den med Renee Toft Simonsen på coveret) som ofte lå på pladespilleren. Avalon, Virginia Plain, Love is the drug og In the midnight hour (som jeg senere fandt ud af ikke var en Roxy Music komposition) var favoritterne. Nu kan jeg høre selvsamme numre (minus In the midnight hour) på denne udgivelse. Bryan Ferry er manden der har sendt sine egne sange tilbage i tiden. Numrene, inklusive solo Ferry-sager som Slave to love og Don't stop the dance, bliver spillet som var det The Duke Ellington Orchestra der stod The Cotton Club's scene i 1927. Her bliver det så en kende for spøjst. Selv for en kender bliver det ret svært, at høre hvilken melodi der egentlig er taget udgangspunkt i. Bryan Ferry synger nemlig ikke. Det er mest af alt en plade for Bryan Ferry-nerds. At man selv ned i lydbilledet har forsøgt at genskabe 20'er stemningen er et charmerende plus.

mandag, december 10, 2012

Various Artists: K.B. Hallen Hall of Fame (Stunt)


Dave Brubeck Quartet der spiller Wonderful Copenhagen i en live indspilning  fra KB Hallen…bliver det ret meget større? Nej, dæl'me nej! Den er nu mulig at høre fordi pladeselskabet Stunt har samlet en række indspilninger fra KB Hallen, der ikke tidligere har været offentliggjort. Brubeck er optaget i 1958 og lyden er ret tæt på formidabel. Det samme kan siges om et par indspilninger med The Duke Ellington Orchestra der er indspillet senere samme år. Her må den marathonlange saxsolo med Paul Gonsalves have været "talk of the town" i månederne efter i jazzmiljøet. Det er herligt tilbageblik, der selvfølgelig præges af, at det hele ses gennem de nostalgifarvede briller. Der er flere af indspilningerne jeg kunne have undværet på dobbelt-CD'en.

Den efterhånden legendariske lydmagiker Jørgen Vad har redigeret de indspilninger af meget forskellig herkomst og kvalitet. Det er et imponerende stykke arbejde han har udført. Der er vigtige historiske indspilninger der siden satte dybe spor i det danske jazmiljø. Don Redman's 1946-koncert og Stan Kenton's 1953-koncert for blot at nævne et par stykker. De sidste indspilninger er fra 1959 med Art Blakey & The Jazz Messengers. Det er inklusive Lee Morgan og Wayne Shorter og peger fremad. Undervejs har både Dizzy, Armstrong, Oscar Peterson, Basie og mange andre været forbi. Pladen er udover at være et spændende dokumentation også gennemført med linernotes af Jørgen Siegumfeldt - der var til de fleste af koncerterne og indsigtsfulde noter fra Ole Matthiessen.

søndag, december 09, 2012

Hans Ulrik & Lars Jansson Trio: Equilibrium (Stunt)


De har et samarbejde der går helt tilbage til starten af 90'erne, hvor Lars Jansson medvirkede på Hans Ulriks Strange world fra 1994. Nu har de genoptaget samarbejdet, der bla. inkluderede en hyldestkoncert på Montmartre til Coltrane's A love supreme sidste år. Nu er der også et album med de to fyre sammen. Hans Ulrik er kommet med hovedparten af melodierne mens Jansson supplerer med sin faste trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Paul Svanberg på trommer. Så helt konkret bliver der equilibrium eller ligevægt på det musikalske område.

Ligevægten mærkes i musikken og i det musikalske mellem de to enere. Hans Ulrik og Lars Jansson er begge rundet af den nordiske musik på mange planer, hvilket de begge tidligere har vist eksempler på. Her forenes de i et livtag på det nordiske, det melankolske og en sjat Coltrane. Hans Ulrik har efterhånden et stort bagkatalog på samvittigheden. Endnu en gang er det lykkedes for ham, at lave en god plade. Det er godt tænkt at sætte Hans Ulrik og Jansson sammen igen. De forløser begge deres store musikalske potentiale. 

fredag, december 07, 2012

Thomas Clausen Trio: Sol (Stunt)


Den første Return To Forever-plade var slet ikke en Return To Forever-plade, men derimod en Chick Corea plade der hed Return To Forever. Det er en af den slags plader der er et must i enhver seriøs jazzpladesamling. Det er ikke den viltre fusion som gruppen RTF senere blev kendt for. Man finder noget af den samme stemning på pianisten Thomas Clausens nyeste udspil Sol. Der er både varmen og følelserne der præger musikken. Hvor Corea hentede stor inspiration i Brasilien - hvilket Clausen også ofte har gjort - så er der alligevel noget umiskendeligt nordisk over musikken på denne Clausen-plade.

Det er sammen med den vanlige trio Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, at Clausen har lavet et af sine stærkeste udspil i flere år. Der er den fløjlsbløde og smukke Det er hvidt herude af Th. Laub og Clausens egen inciterende So to speak, der med heftig Rhodes lukker albummet ned. Et på en gang sammenhængende og afvekslende trioalbum. Sol er et rigtigt flot Thomas Clausen-album, der placerer sig fint i den ekslusive bunke med de bedste Thomas Clausen albums, som Rain fra 1980 og Cafe Noir fra 1991 - hvis du ikke kender dem, så er det bare med at komme i gang. Du bliver ikke skuffet.

torsdag, december 06, 2012

Moskus: Salmesykkel (Hubro)


Norsk triojazz…tankerne går i retning af en nynnende Ivo Caprino der har sat sig oppe i norsk fjeld, med et hardangerfelegroove som en fjern rytmisk torden. Med melodititler som Salmesykkel, Bibelbeltet og Farlig norsk hengebru aner man allerede spændingen og dramatikken. Norge, det lange land med de mange små isolerede samfund. Her råder kristendommen og den brutale smukke natur (vælg selv rækkefølgen). Det er her vi møder den unge trio Moskus, der er midt i et sammenstød mellem triojazz, rytme, melodi, impro og folkemusik. Det falder ud som betagende sangbare melodier. De bruger det som afsæt for store følelsesudbrud og ikke mindst et swingende og åbent rytmisk billede.

Moskus med medlemmerne Anja Lauvdal (piano), Fredrik Luhr Dietrichson (bas) og Hans Hulbækmo (trommer) er sammen med Espen Eriksen Trio to vanvittigt gode bud på, at norsk triojazz har internationalt potentiale.
hubromusic.com

onsdag, december 05, 2012

Grammofunch: Largo at last (Grammofunch)


Jeg følte mig snydt, da jeg hørte pladen første gang. Endda så meget at jeg havde lyst til, at ofre tid på at give dem høvl i min anmeldelse. Grammofunchs debutalbum fra 2009 var jeg så begejstret for, at den røg direkte ind på min liste over årets bedste udgivelser det år. Drømmende filmisk musik tilsat impro og fantasi og lille sjat jazz. Nu er jazzen fordampet. I stedet er man rykket over i en dyster indierock stil. Et genreområde der ofte bliver så lammende kedeligt. Nå men hvis jeg så skal give pladen høvl, skal det også være på behørig underbygget baggrund. Så pladen har fået endnu et lyt og et til og så et mere, ja en hel del er det nu blevet til.

Det viste sig at være en god idé. For det er slet ikke så tosset. En af de store ændringer i gruppen er, at Kostcirkeln-sangerinden Qarin Wikström er kommet med. Det er stadig trommeslageren Jeppe Gram og guitaristen Rune Funch der er hovedmændene i Grammofunch, mens Jeppe Skovbakke på bas og Simon Toldam på diverse keyboards føjer det sidste til. Thomas Høffding fra WhoMadeWho kigger forbi på et enkelt nummer Welcome, der har nogle P3 venlige kvaliteter. Grammofunch er flyttet fra jazzen og over i rocken. Det er bedre end frygtet. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den ret unikke position de indtog med debutalbummet er forladt til fordel (ulempe?) for en langt mere usikker plads på den alternative rockscene.

tirsdag, december 04, 2012

Peter Appleyard: Sophisticated ladies (Linus/True North Records)


Det er swing, så det kan forstås. En stribe meget kendte jazzstandards fortolkes af den canadiske vibrafonist og jazzveteran Peter Appleyard. Jeg er ikke velbevandret i canadisk jazz, men Appleyard har jeg da hørt om. Han spillede bl.a med Benny Goodman og Peanuts Hucko i 50'erne. Han er nu 84 år. Han har valgt at samarbejde med 10 forskellige vokalister på de 10 numre. Der er ikke nogen af vokalisterne der er decideret ringe. Melodierne er ligeledes af den hyggelige skuffe; It's only a Paper moon, Georgia on my mind, Night and day etc. Jeps det er nogle af dem vi har hørt før. 

Peter Appleyard er stjernen på pladen og der overlades heldigvis masser af plads af til køllemesteren. Det er tilbagelænet og overskudsagtigt. Stilistisk går det fra småfunky til brasiliansk til klassisk jazz. En hyggelig plade, der skuffer en smule, med tanke på de 10 forskellige sangerinder. Der er ikke rigtig nogen af dem, der brænder så meget igennem, at jeg kan huske dem bagefter. Men Peter Appleyard…

mandag, december 03, 2012

Jacob Anderskov with Agnostic Revelations: Granular Alchemy (ILK)


Her er fortsættelsen på det flotte og roste album Agnostic revelations fra 2010. Indspilningerne er foretaget et år senere. Men gruppen er den samme. Pianisten Jacob Anderskov har fundet sammen med ligemænd. Sammen med amerikanerne Gerald Cleaber på trommer, Chris Speed på sax og klarinet og Michael Formanek på bas dekonstruerer, defragmenterer og demonterer Jacob Anderskov jazzen helt ind i sjælen. Der er pivåbent ind til det inderste. Sammensætningen og genoptagelsen af elementerne, bliver til et studie af Anderskovs uhyrligt præcise musik.

Delelementer der afsøger, undervejs finder sammen for så til sidst at forlade hinanden. Jacob Anderskov er ikke ude i et pleaser-ærinde. Han bevæger sig rundt i elementernes rasen: Sand, metal, vind, hud og bundfald. Der er en organisk stoflighed i musikken. Der larmes ikke. I stedet lader Anderskov musikken leve som sin egen selvstændige sjæl. Med Granular Alchemy har han lavet en naturlig efterfølger til det første album.

søndag, december 02, 2012

DoktorDoktor: Demo (Bandcamp/Download)


Et fuldfedt organisk funkflow med horn hygger sig i selskab med jazz og hip hop. Det er den korte beskrivelse af bandet DoktorDoktors nye demo, der kan høres og hentes på Bandcamp. Der kommer efter sigende et helt album med septetten i 2013. Indtil da kan man fornøje sig med den tiltalende og velfungerende blanding af genrer. I front er rapperen Glendorf der med stor personlighed rapper på dansk om livet og hverdagen. Skarpe pointer vælter ud og blandes med hornede beats,  stramme funktrommebeats, en hornsektion (sax og trompet), en jazzet guitar og et nattelækkert Rhodes. Det giver fundamentet for et godt bud på, at jazz og hip hop fortsat giver mening at smelte sammen. 

Der er ikke mange undskyldninger for ikke, at hoppe på den her udgivelse. Du vælger selv hvor meget du vil betale for den. Som et lille kuriosum kan nævnes at Mads la Cour og Jesper Løvdal medvirker på et enkelt nummer.