tirsdag, august 22, 2017

Bog Bodies: Sligo (Migro Records) LP

Bog Bodies er en trio bestående af danske Anders Holst på guitar, Robert Stillman på saxofon og irske Sean Carpio på trommer. Alle tre supplerer desuden med elektronik. Trioen har eksisteret siden 2015 og skaber musik i et spændingsfelt mellem improvisation, komposition, elektronisk og akustisk lyd. 

Deres første LP Sligo tager udgangspunkt i et multimedieprojekt, som de har lavet sammen med den eksperimenterende filmkunstner Benjamin Rowley. Han har skabt nogle filmloops på 16 mm film, der er en integreret del af projektet. Musikken kan sammen med billederne opleves på bandets website. Musikken er i sig selv meget visuel og billedskabende. 

Det er felter af noise og droneflader der smelter sammen med Stillmans saxofon, der har reminiscenser af jazz. Anders Holsts guitar har et spaltet sfærisk præg. Bog Bodies nævner selv så forskellige kunstnere som James Blood Ulmer, Archie Shepp, Supersilent og Sunn O))) blandt deres inspirationskilder. 

Jeg synes at det lyder som industrial jazz. Det er opstået af grønne syredampe, der siver langsomt op fra undergrunden på en forladt og neonoplyst containerhavn i det nordligste Sibirien. Der er en spændt og intens stemning på hele albummet, der på det varmeste kan anbefales til syreresistente (nødvendigt, ellers ætser du op) eksperimentaljazzlyttere. LP udgivelsen inkluderer fire dobbeltsidede tryk fra Rowley’s film.

mandag, august 21, 2017

Lasse Mørck Quartet: Imagining places I’ve never been (Lasse Mørck) LP

Hvis jeg kun skulle anmelde denne plade ud fra pladecoveret alene, så ville roserne komme ret hurtigt. På coveret kan jeg se at 3 af musikerne er fra mit yndlingsjazzensemble Snorre Kirks Quintet. Jeg er med andre ord stærkt forudindtaget. På den anden side er forventningerne også skruet umanerligt meget i vejret. Er det muligt at lave noget i samme lækre klasse som Snorre Kirks musik? Bassisten og manden bag pladen, Lasse Mørck må om nogen vide det, da han har ageret fast mand hos Kirk i flere år. Selv om der er mange ligheder med Snorre Kirks musik, er der ingen tvivl om, at det er Lasse Mørcks projekt.

Tobias Wiklund på trompetens mindre pæne forfader kornetten er på plads og får masser af rum i musikken, da der ikke er noget piano med i kvartetten. Wiklund giver musikken en mindre pæn kant, der er meget klædelig. Snorre Kirk sidder urokkeligt ved trommerne og på saxofon og en smule klarinet er det uforlignelige Jesper Løvdal. 

Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 

Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.

søndag, august 20, 2017

Verneri Pohjola: Pekka (Edition) >> Daniel Herskedal: The Roc (Edition)

Halvdelen af udgivelserne der er kommet fra engelske Edition Records i år er med skandinaver i hovedrollerne. Om lidt kommer der et nyt album med Girls in Airports på Edition Records. Inden da sætter jeg fokus på et par meget spændende skandinaviske udgivelser fra dem.

Den finske trompetist Verneri Pohjola’s fader var den legendariske bassist (og multinstrumentalist) Pekka Pohjola, der døde i 2008. Verneri voksede ikke op med sin far, da forældrene blev skilt da han var 2 år. I Verneri’s linernotes på CD’en Pekka skriver han, at han ikke var tæt med sin far, det var nærmere et venskab. Han skriver om hvordan Pekka’s visioner om en komposition var nærmest endegyldig, så der ikke blev ændret på den. Verneri har det lige modsat og lader musikken udvikle sig hen ad vejen. Flere havde gennem årene forsøgt at overtale ham til at spille Pekka’s musik. Det lykkedes i 2016 for Jukka Perko fra festivallen Viapori Jazz. Det er den musik som vi kan høre på albummet. Sammen med nogle stærke finske musikere har Verneri moduleret Pekka’s musik. De har skabt en moderne jazzversion af Pekka’s musik, hvor prog-rocken stadig ånder og spræller.

Fra Norge kommer Daniel Herskedal, der for nogle år siden slog sine folder i København på det rytmiske musikkonservatorium. De senere år har han haft en gruppe sammen med percussionisten Helge Norbakken, pianisten Eyolf Dale, cellisten Svante Henryson og bratschisten Bergmund Waal Skaslien. Daniel Herskedal spiller på tuba. De lavede i 2015 albummet Slow Eastbound Train, der nu følges op med The Roc. Her blander de inspiration fra folkemusik, jazz, klassisk og arabisk musik. Det er lyrisk og meget dynamisk musik, hvor tubaen ofte er det melodi bærende instrument. Det er et spændende og meget originalt album, hvor de enkelte musikere imponerer på forskellig vis. Bl.a. er Norbakken meget sikker i et trommespil, der er stærkt personligt.

lørdag, august 19, 2017

Jakob Davidsen: Silence Trio 1 (ILK)

Pianisten Jakob Davidsen udsender tre forskellige trioplader over de næste tre år. På den første er han sammen med den norske saxofonist Torben Snekkestad og den danske guitarist Hasse Poulsen derer bosat i Frankrig. Det overordnede tema for alle tre plader er sindsro, stringens, genrefrihed og stilhed. 

Når tre så stærke improvisatorer mødes omkring ubunden improvisation er det spændende at høre, hvordan de mødes og hvad de får frem. Sidst jeg anmeldte Torben Snekkestad var i forbindelse med de tre soloplader som han på en gang udsendte sidste år. Her skulle han kun høre efter sig selv. I et triosamarbejde, hvor de tre individers indkapslede momenter skal frigives, opstår der noget andet. Det er lige præcis derfor at albummet Silence Trio 1 bliver så særlig at lytte til. Der kommunikeres gennem musikken, hvor der frigives en intens og brusende energi på meget lavmælt facon. 

Det er ikke uden grund at det velansete magasin NYC Jazz Record i august nummeret har pladen på listen over anbefalede udgivelser.

fredag, august 18, 2017

Hampshire and Foat: Galaxies like grains of sand (Athens of the North)

Hvis du også lyttede til den franske duo Air i slut-90'erne, så vil du uden tvivl føle dig klædt på til mødet med den engelske duo Hampshire & Foat. Ligesom Air har de to musikere også hentet stor inspiration i slut-60'ernes og start-70'ernes lumre jazz. Bag duoen står Greg Foat, der nyder stor respekt for The Greg Foat Group, hvor han siden 2011 har udgivet en række meget interessante albums, hvor han spiller på ældre eksklusive keyboards og trækker på inspiration fra space-age funk og multiinstrumentalisten Warren Hampshire fra indierock gruppen The Bees.

De er gået sammen om et lækkert velourfunket album med plekterbas, akustisk guitar og elpiano. Tempoet er nede i et modus, hvor du sagtens kan læne dig tilbage i Verner Panton stolen, mens du nyder en Dubonnet og spiser saltstænger. Galaxies like grains of sand skriger på at blive afspillet på pladespilleren (måske en Linn Sondek LP 12?). Det er analogt og lækkert som et langhåret tæppe foran pejsen. Alternativt kan det indspilles på bånd og nydes i den orange Ford Capri.

torsdag, august 17, 2017

El Strøm: Long Time No Sea (Grrr)

Det er et helt i gennem bemærkelsesværdigt projekt det her. Franske El Strøm med den danske vokalist Birgitte Lyregaard har udgivet albummet Long time No sea. Her excellerer de i et eksperimenterende lydunivers, hvor almindelige instrumenter blander sig med hjemmelavede instrumenter. Der er det mesterlige nummer Contretemps, hvor Lyreborg på fransk synger/taler henover et pulserende beat, der suppleres med bas og trompet.

Pladen åbner med Sound Castles, der over 23 minutter er et, ja undskyld jeg ikke er mere opfindsom, eventyrslot af lyd. Der er så mange spændende rum vi kommer med på opdagelse i. Birgitte Lyregaard blander fransk, dansk og ikke sprogligt definérbare lyde med sin stemme. Pladen har med rette allerede vakt opsigt blandt anmelderne i det franske. Birgitte Lyregaard er sammen med Jean-Jacques Birgé på theremin, tenori-on, mascarade machine, keyboards, træblæsere, harmonika og jødeharpe og Sacha Gattino på sampler, percussion, zither, harmonika og jødeharpe.
http://birgittelyregaard.dk/

onsdag, august 16, 2017

Quercus: Nightfall (ECM) >> Malija: Instinct (Edition)

Her er et par plader med nogle af de mest fremtrædende engelske jazzmusikere fra de seneste tyve år. På den første er folksangerinden June Tabor sammen med saxofonisten Iain Ballamy og pianisten Huw Warren (fra Wales) i trioen Quercus. De lavede deres første album sammen i 2013. De har lavet et nyt album Nightfall, hvor de i et kammermusikalsk setup lader folk møde jazz. June Tabor's mørke stemme er smeltende smuk. Pladen åbner med Auld Lang Syne i en udgave der er så langt fra en engelsk-sproget nytårsaften, som man overhovedet kan forestille sig. Det højstemte kommer helt ned på jorden. Hvert eneste ord får lov til at svæve langsomt ud i rummet. Sådan er resten af pladen. Iain Ballamy's saxofon som jeg kender bedst fra den eksperimenterende duo Food, er ligeledes nede på jorden og sammen med Huw Warren giver han en lydhør backing til Tabor. Blandt pladens originale kompositioner har Quercus også sneget nogle kendte sager med. Jazzstandarden You don't know what love is og Bob Dylan's Don't think twice It's alright er i særklasse.

Både Warren og Ballamy har spillet sammen med saxofonisten Mark Lockheart (Loose Tubes, Polar Bear). Han er aktuel med det andet album med trioen Malija. Her er han sammen med den danske Phronesis-bassist Jasper Høiby og pianisten Liam Noble. Musikken er også ovre i det kammermusikalske hjørne. Malija er dog en trio med et helt andet temperament end Quercus. Der er mange elementer der kan minde om klassisk musik. Høiby holder et rytmisk pace, som omfavnes af Lockheart's lysende saxofon og Noble's klaver. Trioen har delt komponisttjansen i mellem sig. De er hver især tro overfor trioen og har lavet musik der er fyldt med temperamentsfyldte lag.

tirsdag, august 15, 2017

Jens Fisker Trio: Paysage (Gateway)

På pladecoveret er der et billede taget fra Lønstrup Fyr, på en kold og lys decemberdag. Det nordjyske ophav er ikke uden betydning for guitaristen Jens Fisker. Men man får ikke en følelse af en kold decemberdag, når man lytter til Paysage, Fiskers debutplade i eget navn. Hvis det er december, så er man i hvert fald kommet indendøre og har fået tændt for pejsen. Det er varm men også længselsfuld jazz, som Jens Fisker Trio spiller. Det er Fisker der har skrevet og arrangeret alle numrene på pladen. I trioen spiller Mariusz Prasniewski på bas og Daniel Sommer på bas. 

Jens Fisker fortæller i det håndskrevne brev, som han har vedlagt den fremsendte CD, at han er inspireret af Wes Montgomery Trio, Joe Pass Trio og ikke mindst Jim Hall Trio’s album LIve fra 1975 i Toronto. Stemningen er ovre i den melankolske afdeling. Hvor de musikere som han har ladet sig inspirere af, som regel spillede standardjazz, så har Fisker fornuftigt nok valgt at skrive musikken selv. Det bliver til noget andet end det forfædrene spillede, selv om der er beboppens tonesprog til fælles. 

Jens Fisker bruger trioen som et aktiv, et levende organ der får musikken til ånde. Det er yderst behagelig og lydhør jazz fra tre musikere der i den afdæmpede balladestil, aldrig forfalder til at blive kedelige eller forudsigelige. De har hele tiden noget at fortælle. Paysage er en bundsolid jazzplade, der fortjener at blive hørt.

mandag, august 14, 2017

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga) LP

Den 22 årige guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh startede i 2015 et samarbejde med den jævnaldrende trommeslager Oliver Laumann og den langt mere erfarne bassist Anders “AC” Christensen. Samarbejdet inkluderede senere trompetisten Kasper Tranberg. Musikken er flydende strømninger og stemninger. Det er balladejazz i samme vibe som vi kender det fra f.eks. Paul Motian og Jakob Bro. Diskret og alligevel meget præcis i tone og lyd. Kroghs enkle kompositioner danner grundlag for skabelsen af improviserede flader af lange rolige trompettoner fra Kasper Tranberg. AC’s bas er om nogen diskret. Vigtigheden af bassen i Kroghs musik er nærmest omvendt proportional med hvor lidt fremtrædende den egentlig er. Det er bassen der styrer flowet.

Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Pladen er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme og kan streames. Men den er altså også ude på LP. Endda en meget smuk en af slagsen. Den er trykt hos Nordsø Records, hvor kvaliteten mærkes med det samme. Er du en gammel vinylhaj, så kender du også fornemmelsen af den skarpe yderkant. Det er der ikke på en presning fra Nordsø Records. Det har ikke en pind med lyd at gøre. Det har til gengæld noget med den fysiske oplevelse at gøre. Der er en lækkerhed og seriøsitet omkring produktet, der forplanter sig over i kroppen, når hænderne møder musikken inden den møder ørerne. Det er god stil.

søndag, august 13, 2017

Torben Waldorff: Holiday on fire (Artistshare)

Det er den femte plade i løbet af ti år, som guitaristen Torben Waldorff udgiver på pladeselskabet Artistshare. Fælles for alle udgivelserne er, at Waldorff hver eneste gang har omgivet sig med nogle af jazzens fineste sidemen der kan opdrives i New York. Denne gang er ingen undtagelse. Sammen med hustruen, den svenske pianist Maggi Olin, den canadiske trompetist Ingrid Jensen, bassisten Drew Gress og trommeslageren Johnathan Blake gik Waldorff i studiet efter et par koncerter på Smalls Jazz Club.

Waldorff har skrevet kompositionerne. Han trækker på et sundt forhold til rocken, hvor han gerne vrider guitaren på afveje fra jazzen. Det kan minde om Miles Davis i slut 60'erne inden Bitches Brew. Det er primært Waldorffs guitar der har hovedrollen som det chancetagende og risikovillige element. Det er en flot plade, der strutter af teknisk krævende håndspillet jazz med hjerte og sjæl.

lørdag, august 12, 2017

Erik Ørum von Spreckelsen: Time Remembered (Tetragon Music)

Der findes lige så mange udgangspunkter for at lytte til jazz, som der findes jazzlyttere. Det er hændelser og følelser der sætter sig i krop og sjæl. De oplevelser der er med til at forme måden man lytter til en jazzplade på. Det er ikke uden betydning når man f.eks. lægger øre til albummet Time Remembered. Kendere vil vide at Time Remembered ikke bare er en forholdsvis ny dokumentarfilm om jazzpianisten Bill Evans, men også en klassiker fra Bill Evans egen hånd. Bill Evans er for mange jazzlyttere et referencepunkt og en af de helt store jazzmusikere. Det er han helt sikkert også for de tre musikere på denne plade.

Det er Erik Ørum von Spreckelsens første jazzplade i eget navn i 18 år (der kom en dansksproget operaplade i 2010). Vi skal med andre ord helt tilbage til 90'erne, hvor von Spreckelsen til gengæld også var hot shit. Ikke mindst i kraft af tre plader i eget navn udgivet af Stunt og de to plader med Page One som pladeselskabet Storyville stod bag. Von Spreckelsen underviser til daglig i klaver og komposition på konservatoriet i Odense. Det er førstnævnte evne der er i spil på denne plade. Han har, helt i tråd med Bill Evans, valgt at spille en række af jazzens udødelige standards.

Og det er i den grad standards fra allerøverste hylde: Body and soul, Blue in green, On Green Dolphin Street, Alone Together og som en meget smuk finale på pladen, spiller von Spreckelsen, Steve Swallow's næsten nordiske ballade Faling Grace. Musikken er indspillet i en klassisk koncertsal, hvor rummets klang og akustik er brugt som en fjerde medspiller. Og det lyder godt. At von Spreckelsen har allieret sig med Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er et ekstra plus. Mogensen falder aldrig i søvn bag trommerne og skal nok sørge for at lytterne heller ikke gør, når han fra tid til anden markerer et bækken eller lilletrommeslag med lidt diskret ekstra kraft. Andersson demonstrerer endnu en gang, at hans basspil er i særklasse.


I pressemeddelelsen står der at denne trio-indspilning er den første af mange kommende udgivelser fra Erik Ørum von Spreckelsen. I de kommende måneder vil der blive udgivet albums i solo-, duo- og kvartetformatet. Det aktuelle trioalbum er et veritabelt comeback og giver store forventninger til de kommende udspil. Musikken udgives kun digitalt. 

fredag, august 11, 2017

Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder (EDW/DME)

Sikke da et overflødighedshorn! Emil de Waal har samlet en personlig, stærk og original gruppe af musikere omkring sig på albummet Gamle Nyheder. Her springer jazzlegenden og klarinettisten Elith "Nulle" Nykjær selvfølgelig i øjnene og ørerne. Det er tredje gang han er med i et de Waal projekt. Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren er også med. Randi Laubek synger nogle sange. Band Ane sender elektronikken ind i projektet, Peter Rosendal spiller flugabone, Jacob Anderskov er med på diverse tangentinstrumenter og Mads Hyhne holder sig til trombonen. 

Numrene på pladen er et meget originalt udvalg af  "klassikere" fra bl.a. 70'ernes tv sendeflade.
Her er titelmelodien til tv serien Fiskerne. Fuzzy's uafrysteligt gode titelmelodi til tv-serien En by i provinsen, hvor det i de Waals elegante arrangement først er til sidst, at man hører melodien der kaster Jens Okking og Henning Moritzen op på hornhinderne. Der er Søhestesangen fra Bennys Badekar der synges af Randi Laubeck. Emil de Waal har valgt musikken fra hans egen barndom. Lyden af barndommen. Jeg er jævnaldrende med de Waal og kommer på en nostalgirejse. Det er musik der sidder helt inde i mine røde blodlegemer. Det er bare ikke et blandet bånd eller mixtape med fede danske numre fra 70'erne. 

Der arbejdes med musikken, så den får sit eget nye udtryk. Sidder på et værtshus og Der er noget galt i Danmark er vaskeægte bodegaklassikere med en ny smag. Mens de to numre, Aske Bentzons Badminton og Kenneth Knudsens Tarzan Waltz er rent kræs for mig, da det er numre som jeg har hørt masser af gange i originalversionerne. Badminton er i de Waals udgave provokerende skramlet og tak for det. Tarzans Waltz får lov til at lukke pladen ned og er intet mindre end smuk med Anderskovs klaver og Ljunggrens guitar i skøn forening. 

Gamle Nyheder er et must for den musikglade dansker. Originaliteten og autenciteten er i højsædet. Det er et af årets højdepunkter i dansk jazz.

torsdag, august 10, 2017

Simon Eskildsen Trio: Introducing the Simon Eskildsen Trio (Simon Eskildsen) LP

Det var da en skøn overraskelse. Som mangeårig ynder af triojazz, hvor der både er plads til Peterson, Monk, Evans og Jarrett - alt efter humør - i mine ører, så er denne plade med Simon Eskildsen Trio meget mere end godkendt.
Pianisten Simon Eskildsen får hjælp fra to andre Aarhus-helte, Thomas Sejthen på bas og Daniel Sommer på trommer. Eskildsen debuterede tidligere i år med en duoplade, hvor jeg kom til at skrive at Eskildsen havde taget skiftet fra klassisk til jazz. Det var ikke tilfældet, har jeg siden erfaret. Men hvor der var tydelige inspirationer fra den klassiske kammermusik i samarbejdet med Himpel, så er vi helt og holdent i jazzland på denne plade.

Det syder, sprøjter og svinger om ørene på trioen. Sejthen er kendt for sit insisterende steady basspil. Daniel Sommer placerer sig tæt sammen med Sejthen. Det giver et mættet spil. Simon Eskildsen animerer trioen via sit rytmestærke klaverspil. Improvisationerne vokser frem af melodierne, der er fulde af varme og nærvær.

Endnu en gang kommer der en anbefalelsesværdig jazzplade fra Aarhus, der sætter en tyk streg under at byen i disse år er inde i en gylden jazzperiode. 

onsdag, august 09, 2017

Jørgen Emborg/Emil Hess/Søren Lee: 3 of a Kind (Gateway)

2017 har i helt ekstraordinær grad, budt på mange gode plader fra debuterende jazzmusikere. Det er ikke kun med debutanterne at der sker spændende ting og sager. De mere erfarne jazzmusikere viser også stærke kunstneriske tendenser. Det er over 16 år siden, at Søren Lee udsendte sit tredje album Living Now. Pladen havde meget høj klasse, men blev aldrig fulgt op. Søren Lee skiftede spor. Fra at være jazzguitarist blev han i stedet sangunderviser. Det kan man læse mere om på hans hjemmeside, hvor der også er listet en masse af nutidens popsangere op, der har modtaget undervisning hos ham.

Nu er han tilbage som jazzguitarist. Han udsender snart et album i eget navn. Men allerede nu kan man høre ham sammen med tenorsaxofonisten Emil Hess og pianisten Jørgen Emborg på albummet 3 of a Kind. Det er enkel og melodiøs jazz, der i kraft af tre meget velspillende herrer får liv og lys. De har alle bidraget med kompositioner på et album, der kan sammenlignes med et glas kølig hvidvin på en sommeraften. Den slags vin, hvor krop, sødme og fedme er i balance. Ja endda i balance med den milde aftenluft. 

Pladen er værd at bruge tid på, fordi de tre musikere spiller så intuitivt og ligefremt, at lytningen også bliver intuitiv og ligefrem. Musikken summer af danske toner. De tre musikere har fundet sammen som en kollektivt arbejdende enhed. Søren Lees varme tone på guitaren passer godt med Emborgs nærmest dansende pianospil. Hess topper med roligt og afklaret saxofonspil. Det er dansk jazz som det alt for sjældent høres. 3 of a kind er et passende pladecomeback for en musiker af Søren Lee's kaliber. 

tirsdag, august 08, 2017

Faster! (Gotta Let it out!/Insulajzz) bånd

På coveret står der at de har besøgt deres fortid. Indspilningerne er fra 2008 og 2009. De har redigeret lyden og sat det 130-140 % op i hastighed. På coveret skriver de at den gængse holdning er, at der skal pilles så lidt som muligt ved jazz og improv-indspilninger. Det skal med andre ord lyde så tæt på lyden der var under indspilningerne. De mener de tre der står bag dette bånd ikke.

Benjamin Helweg Brask på piano, Tomo Jacobson på bas og Benjamin Ømann på trommer spiller skramlet free jazz over to båndsider, hvor lyden på ingen måde er ECM’sk eller "smuk". De dyrker en lo-fi æstetik hele vejen rundt. Det er til et interessant greb som de benytter sig af. At lade lyden være en integreret del af den musik som de spiller. Det passer godt sammen. Det forvrænger og dynamikken stikker helt af. Lydsiden befinder sig ikke i en forudbestemt struktur og er også free ligesom musikken. Når først mine følsomme ører er justeret ind på eksperimentet, så begynder det til gengæld at give en form for mening. En mening der er meningsfuldt meningsløs. Hvis det giver mening? 

mandag, august 07, 2017

Sheep Got Waxed: Pushy (Sheep Got Waxed) >> Synesthetic Octet: In the meanwhile shoot me a movie (Lotus Records/Jazzwerkstatt Records)

Her er to meget forskellige bud på hvordan nutidig blandingsjazz (fusionjazz?) kan lyde i 2017.

Fra Litauen kommer Sheep Got Waxed, der på vellykket vis bruger elementer fra Electronic Dance Music (EDM) i en grad som jeg ikke har hørt det før i jazzsammenhæng. De tre musikere, der meget traditionelt spiller sax, bas og trommer supplerer alle med elektronik. Det er her at det uvante og ikke særligt jazzede bobler frem. Åbningsnummeret Woolless skal der ikke pilles meget ved før den kan spilles af en DJ på en natklub. Sådan fortsætter det ikke kun. Det bliver også grimt og tungt som et heavynummer. Jeg kommer til, at tænke på 90'ernes mix af elektronisk musik og rock. Sheep Got Waxed vil det bare anderledes og tilsætter skæv jazz. Det bliver til udadvendte larmende ting og mere rolige sager som Visitor.

Synesthetic Octet ledes af østrigske Vincent Pongracz, der i de seneste år har boet i København p.g.a. studier på det rytmiske musikkonservatorium. Han blander på meget original og vellykket vis hiphop, jazz og klassisk musik. Pludselige breaks og skæve taktarter blandes sammen i et stramt styret univers, som på nummeret Systematic Masturbation. Der er elementer hen ad Django Bates og Loose Tubes. Underfundige og småt humoristiske musikalske udråb kædes sammen i skæve rytmiske forløb. Pickedem er en skøn vrøvlerap, der skylder sit til vrøvlerapkongerne Ikscheltaschel. Oktetten består af Pongracz på klarinet og ellers er det fløjte, basklarinet, trompet, trombone, guitar, bas og trommer. Pladens sidste nummer And Then er som en poleret udgave af den skæve funk, man kender fra No Wave musikken der holdte til i New York i 80'erne.

søndag, august 06, 2017

Elektrojazz: New York Tribute (Giant Sheep Music)

Det ligger lige for, at drage nogle paralleller mellem gruppen Elektrojazz og Nils Landgren. Smooth funky jazz med trombonen i front. Manden bag Elektrojazz er ligesom Landgren også svensker, men bor i Danmark. Anders Larson, der til daglig bl.a. slår sine folder i DR Big Band har på det andet album med Elektrojazz lavet en tribute til New York. Musikerne er de samme som på det første album. Anders Rose på keyboards (primært Rhodes), Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer er kernen i projektet, der besøges af diverse gæstekunstnere undervejs.

Gæstekunstnerne er fundet under et ophold i New York, hvor albummet også er blevet til. Anders Larson har byen helt oppe i trombonen. Lyset, asfalten, pulsen, dampen og lugten. Det er ikke svært at forestille sig en tur på tværs af Manhattan i en yellow cab, mens et nummer fra Elektrojazz flyder ud af radioen. Det kunne være åbningsnummeret Shine, hvor vokalisten Michael Stephenson medvirker.
Elektrojazz kan minde om et acid jazz band fra 90'erne, som f.eks. Incognito. Inspirationen fra 70'ernes funky jazz er stor, ligesom den var i acid jazzen. 

Anders Larson vil også lidt mere end det. Der er numre som spoken word sagen Midtown march med Cary Goldberg eller Subway Song med bassisten Gonzalo Silva. Det er numre der passer godt ind på pladen, samtidig med at de stikker ud. Min helt store favorit er East Village Blues, der er en instrumental drønnert. Det er blevet nat og jazzen griber fat i Elektrojazz, der groover afsted. Er du til funky jazz, vil jeg ikke tøve med at anbefale endnu et vellykket album fra Anders Larson og Elektrojazz.
Bonusinfo:
Du kan høre al musikken i appen Elektrojazz, der ganske gratis kan hentes i App store eller Google Play.


lørdag, august 05, 2017

Kathrine Windfeld Big Band: Latency (Stunt)

Når jeg ikke er jazzblogger, så arbejder jeg som sygeplejerske. Jeg er blandt de 3,5 % mænd der er beskæftiget som sygeplejerske. I de senere år har der været flere kampagner for at få flere mænd indenfor faget. Det har heldigvis resulteret i, at der nu er flere mænd i gang med at uddanne sig som sygeplejerske end der tidligere har været. Som mand indenfor et kvindefag møder man ofte fjollede fordomme om, at bare det at være mand er en kvalifikation. På bundlinjen har jeg meget svært ved at forestille mig, at kønnet har nogen som helst betydning for de unge mennesker jeg møder i mit ambulatoriearbejde. De kommer for at få hjælp til deres problem og så er den ikke meget længere. Jeg håber ikke at det giver fordele alene på grund af køn. Jeg håber at det handler om mine faglige kvalifikationer. 

Jazzen har på samme vis en udfordring på kønsfordelingen. Der er ikke så mange kvindelige jazzmusikere.Jeg tror ikke at andelen af kvindelige jazzmusikere er helt nede på 3,5 %. Men jeg ved at andelen af kvindelige big band ledere er mikrolille. I Sverige har Ann Sofi Söderqvist huseret i en del år med big bandet ASJO. Fra USA kender de fleste jazzfreaks, Maria Schneider og Carla Bley. Herhjemme har vi Kathrine Windfeld, der er aktuel med sit andet big band album. Hun bragede i gennem med det første album, der gav hende prisen som årets nye danske jazznavn og senere et vigtigt job på Jazzahead i Bremen i 2016. Der er sket noget med Windfelds musik siden Aircraft. På Latency bruger hun i endnu højere grad og mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Denne gang er der lige præcis nogle af de skæverter som jeg savnede på den første plade. Double Fleisch er et messingbrusebad, der skifter mellem de hårde stråler og stråler der ikke er til fange. Windfeld har også sans for det bløde og sangbare som den skønne Leaving Portland.

Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal ikke have fordele alene fordi hun er kvinde. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren, hvor Gil Evans og Thad Jones er Godfathers.

fredag, august 04, 2017

Jonas Johansen: Charmcatcher (Hurra Records/DME) LP

I de senere år har kritikken ofte raset mod Det Rytmiske Musikkonservatorium. Uviljen mod at uddanne “rigtige” musikere, der f.eks. kan spille "rigtig" jazz har ofte været fremme. Så er det jo ekstra spændende når en mangeårig lærer fra konservatoriet udgiver et album, hvor han ligefrem sniger konservatoriets internationale forkortelse RMC med i pladens titel. Han har endda valgt at lave pladen sammen med helt unge studerende fra konservatoriet. Musikken er inspireret af Indien set og hørt fra Danmark og på rejse i Indien sammen med de unge musikere. 

Det er trommeslageren Jonas Johansen der står bag pladen Charmcatcher. Den er med Johansens egne ord en plade med avanceret rytmik, metriske modulationer, sekvensering og polyrytmik. Han fortæller at brugen af kvintoler, septoler og de metriske modulationer som han anvender er stærkt personlige. Det er blandingen og mødet mellem den danske og internationale musiker Jonas Johansen og den indiske musik. 

Det er polske Kuba Wicek (alt- og sopransax), danske Peter Sabroe (piano), norske Tobias Pfeil (guitar) og danske Anders Fjeldsted (bas) der leverer den afsindigt gode backing til Johansens musik. Det er helt sikkert pivsvært at spille. Men! Ih du godeste da, hvor lyder det godt. Johansen har udstukket nogle skrappe og krævende retningslinjer og presset de unge musikere til at yde deres bedste. At man overhovedet kan tvivle på, at der ikke længere uddannes “jazz”musikere fra RMC bør forstumme, når man hører denne plade.

Det er Jonas Johansen der har skrevet al musikken ud over en enkelt melodi fra Indien. Han får desuden percussion støtte på et par numre af inderen Abhijit Banarjee på tablas og på et enkelt nummer af Jacob Andersen på bongos. Fra et jazzlytterperspektiv, hvor der ikke tælles takter men lyttes på musikken, så er Charmcatcher ikke bare charmerende. Den får bl.a. rettet mine ører i retning af nogle unge musikere, som jeg ikke kender så godt. Polakken Kuba Wicek er en stjerne i svøb. Det er så skarpt og præcist skåret. Melodierne og den smukke fremførsel smelter sammen med mit gamle jazzhjerte.

torsdag, august 03, 2017

Julia Hülsmann Trio: Sooner and later (ECM) >> New Simplicity Trio: Common Spaces (Babel Label) >> Francesco Orio Trio: Causality chance need (NAU)

Det er ikke første gang, at jeg laver en opsamling på europæiske triojazzplader. Denne gang kommer jeg bredt omkring: Tyskland, England og Italien.

Fra Tyskland kommer Julia Hülsmann og hun skuffer aldrig. Heller ikke denne gang. Hun er som vanligt sammen med Marc Muellbauer på bas og Heinrich Köbberling på trommer. Det er første gang siden albummet Imprint fra 2011, at vi hører hende i ren triosammenhæng. Hun er i sit rette element. Det er triojazz, hvor der er masser af plads til Muellbauers bas, der sine steder kan minde om Niels-Henning Ørsted Pedersens lyd, hvor Hülsmann og Muellbauer kører unisone forløb. Det er enkel og diskret triojazz, der kan fornøje Jarrrett og Mehldau fans.

Common Spaces er den engelske trio New Simplicity Trio's første album. Trioen blev dannet i 2014, hvor den i London bosatte, danske basssist Henrik Jensen blev tilknyttet et mangeårigt samarbejde mellem den britiske pianist Bruno Heinen og den italienske trommeslager Antonio Fusco. Navnet på trioen er fint betegnende for musikken. Der er ikke så meget bullshit. Det er melodien der er det styrende element for trioen, der har et kollektivt udtryk inspireret af Evans/La Faro/Motian trioen, hvor alle instrumenter er lige vigtige. New Simplicity Trio har et sundt forhold til det dynamiske udtryk. Musikken er mere udadvendt end det der kendes fra førnævnte trio, hvilket ikke skader.

Italienske Francesco Orio deltog i 12 Points Festivalen, der løb af stablen samtidig med Aarhus Jazz Festival. Her fik jeg stukket et eksemplar af deres plade Casuality fra 2016 i hånden. Pladen åbner med JC Peas, der er inspireret af John Coltranes Giant Steps og Ornette Colemans Peace. En god retningsgivende åbner på et kompromisløst album. Trioen består også af Fabio Crespiatico på elbas og Davide Bussoleni på trommer. Orio er en musiker der henter inspirationen mange steder. Der er elementer af klassisk musik, som på B1 Around Mario. Der er hyldesten Lennie til Lennie Tristano. Der er min favorit den rolige Delight, hvor Orio har skrevet nummeret omkring noget musik lavet af J Dilla. Der er et par numre, hvor Umberto Petrin kigger forbi med stemmen og reciterer på italiensk. Et lovende album fra en dygtig pianist.

onsdag, august 02, 2017

Hvalfugl: By (Hvalfugl)

Sidste år blev de nomineret som årets nye talent ved DMA Folk prisuddelingen. De skriver selv på deres hjemmeside, at de tager udgangspunkt i kontemporær nordisk folkemusik. Som en der overvejende lytter til jazz, er det nu heller ikke svært, at juble over pladen. Trioen Hvalfugl har med albummet lavet et meget vellykket folk-album, der med inspiration fra dansk og svensk folkemusiks traditioner og en solid portion jazz er et fængende smukt album. Trioen består af tre musikere, der alle er i midt-tyverne. Jonathan Fjord Bredholt på piano og harmonium, Anders Juel Bomholt på bas og Jeppe Lavsen på guitar.

Måske har sommeren 2017 ikke været den bedste når man ser på vejret. Sommeren 2017 har så til gengæld budt på Hvalfugls debutplade By. Her er sommeren indkapslet i lyden. Her er rum, ro og nærvær nok til at fylde en hel kornmark med sol og passende mængder regn, så kornet kan gro og vokse. 

Der er mange før Hvalfugl der har bevæget sig i grænselandet mellem jazzen og folkemusikken. Jan Johansson er den mest kendte. Det er over 50 år siden og havde i høj grad den svenske folkemusik som grobund. Hvalfugl er nutid og de lyder som det de er: Danske. Her er både jazz, folkemusik og melodier der lyder som var de taget ud af Højskolesangbogen. Hvalfugls album er meget anbefalelsesværdigt til et stort publikum, også langt ud over jazzens og folkmusikkens vanlige lyttere.

tirsdag, august 01, 2017

Daniel Sommer: Duets (Saino) LP

Længden af numrene er kortere end den man oftest ser, når det handler om åben og improviseret jazz. Efter 3 til 4 minutter er det ovre med undtagelse af et enkelt nummer. Trommeslageren Daniel Sommers debutplade Duets er en intens og koncentreret oplevelse. Der bruges ikke lang tid på, at sige det man vil. Til gengæld siges det så præcist og nuanceret, at man ikke savner tilføjelser eller uddybelser. Jeg er med andre ord svært imponeret over Daniel Sommers plade.

Sommer blev færdig fra konservatoriet i Aarhus sidste år og er siden flyttet til København. Han er ikke umiddelbart nem at kategorisere, da han både spiller åben impro jazz og den mere indrammede bundne jazz. Pladens ni numre afspejler med stor tydelighed Sommers store bredde. På pladens ni numre er han sammen med ni forskellige musikere.

Pladen åbner med den finske pianist Artturi Rönkä. De forskellige numre har titel efter den som Sommer er sammen med. Det er frit improviseret jazz, hvor der er en hel del finner der kigger forbi. Rönkä’s nummer er roligt. Pladens andet nummer er sammen med den eneste danske medvirkende, bassisten Frederik Sakham Lomborg. Finske Mikko Innanen leverer en suveræn saxofon på sit nummer. Ligeledes finske Seppo Kantonen, der har et omfattende CV på den finske jazz og rockscene er dejligt spraglende på klaveret. Spanske Cesar Joaniquet afslutter side 1 med et flydende støvet saxofon samspil med Sommer.

Side 2 åbner med et dejligt kantet og knubret nummer, hvor franske Marc Ducret er med på sin uforlignelige og originale guitar. Den finske pianist Kari Ikonen sikrer drama og tilbageholdt spænding på sit indslag. Saxofonisten Johannes Sarjasto (jeps han er fra Finland) er med på pladens mærkeligste nummer. Gutturale lyde blandes med høje, nærmest pibende toner fra saxofonen. Pladen lukker ned med det længste. 10 minutter hvor Sommer er i selskab med selveste Butch Lacy. En ægte finale på et godt album.

Det er ikke den nemmeste måde som Daniel Sommer lancerer sig på, med ni forskellige musikere hvor en stor del af missionen helt sikkert har været at møde dem i det de kan. Det gør Daniel Sommer hele vejen rundt. På den måde er det et imponerende debutalbum fra en stærk individualist, der er i stand til at være sig selv på hele pladen. Han holder sammen på pladen, så den på imponerende vis ikke flagrer og stritter i alle mulige retninger.

Albummet er klart anbefalelsesværdigt til den kræsne jazzlytter, der gerne vil høre frisk dansk verdensklasse impro.