søndag, november 18, 2018

Randy Brecker & Mats Holmquist with UMO Jazz Orchestra: Together (Mama Records) CD/DL/stream >> Norrbotten Big Band: Everything in between (Prophone) CD/DL/stream >> Trondheim Jazz Orchestra & Ole Morten Vågan: Happy Endings (Odin) CD/DL/stream

Her er en lille temperatur måling på big band situationen i vore nordiske broderlande. Jeg har lyttet til tre spritnye big band udgivelser. I Finland kører det hæderkronede UMO Jazz Orchestra den sikre løsning. En amerikansk gæstestjerne, trompetisten Randy Brecker får lov til at give den sologas og det er han heldigvis god til. Mats Holmquist har sat musikken i scene ligesom han har komponeret seks af numrene. De resterende tre er komponeret af Chick Corea, bl.a. Crystal Silence. Det er tydeligt at Holmquist har et ben i firserne. Der spilles rigeligt med fanfare-trompet og big bandet giver den fuld messing. Fedt - og kedeligt i længden.

Anderledes spændende og kunstnerisk modigt går det for sig med Norrbotten Big Band, der har haft den danske bassist og i dette tilfælde komponist Anne Mette Iversen tilknyttet som Artist in Residence. Hun har fået lov til at brede sig ud over to CD’er. Hun har lavet en hyldest til big bandet og dets musikere. Det er der kommet et spændende og afvekslende album ud af. Åbningen på pladen kommer hele big bandet rundt, hvor der er soloplads til mange af medlemmerne. Det er en god start og introduktion til et album, der ikke taber energi eller stemning undervejs. Stor ros til big bandet fra Luleå for at tage en, i big band sammenhænge, mindre kendt komponist ind for, at skabe ny musik. Anne Mette Iversen har kvitteret ved, at lave et stærkt udspil sammen med big bandet.

Fra Norge kommer Trondheim Jazz Orchestra, der har eksisteret siden 1999. Det er deres tyvende album. Det er big bandets kunstneriske leder, bassisten Ole Morten Vågan der har skrevet og arrangeret musikken på albummet, der går lige i kødet på big band traditionerne. Der er dobbelt op på trommerne, cello, violin, blæsere og ikke mindst Ståle Storløkken på Hammond og Sofia Jernberg på vokal. Det er heftig og spændstig big band musik, der køres til kanten. Det er ikke free jazz, nærmere free på de nedskrevne nodeark. En plade der vokser for hver lytning. Absolut anbefalelsesværdig til den nysgerrige jazzlytter, der trænger til udfordringer.

lørdag, november 17, 2018

Johann Gustav Wood Factory: Seizing Intuition (Gateway) CD/DL/stream

Jeg sluttede min anmeldelse af Johann Gustavs debutplade, for et par år siden af med en salut om, at forventningerne til opfølgeren var skruet gevaldigt i vejret. Og de indfries til fulde på Seizing intuition. Pianisten Johann Gustav holder fast i sekstet-formatet med Wood Factory, hvor der er en klar tråd til debuten. Det store forskel er at Johann Gustav er blevet så meget mere voksen, at han tør stole på sin intuition.

Selv om der er en enkelt gammel ræv, den altid sikre tenorsaxofonist Fredrik Lundin, med i den ellers unge sekstet, så er det Jonas Due på trompet og flygelhorn der gang på gang placerer sig smukt i hovedrollen. Der er f.eks. balladen Enticing Solitude, hvor han med elegant følsomhed spiller på muted trompet. Johann Gustav har ladet intuitionen råde i forbindelse med skabelsen af musikken. Johann Gustavs intuition giver til overflod nogle flotte kompositioner, hvor de enkelte medlemmer af bandet får lov til at vise sig frem. Her er åbningsnummeret i særklasse. Det ni minutter lange Introducing intuition kommer flot omkring sekstetten, hvor Johann Gustav er en god igangsætter. Seizing Intuition er til yndere af nordisk inspireret og melodisk jazz med musikalsk saft og kraft. En stærk plade.

torsdag, november 15, 2018

Jazznytprisen 2018 går til Janne Mark

 Torsdag aften fik sangeren og komponisten Janne Mark Jazznytprisen, i forbindelse med en koncert i Skjoldhøjkirken i Aarhus.

Det er syvende gang, at bloggen JazzNyt uddeler prisen. Den gives til en kunstner, der med afsæt i jazzen er med til, at udvikle og udfordre traditionerne. En kunstner der uden at gå på kompromis, er med til at løfte jazzen ud til et større publikum.

Med albummet Pilgrim forener Janne Mark, på smuk vis, de stærke danske salmetraditioner med jazzens nordiske toneklang. De omfavner og komplementerer hinanden i Janne Marks verden.


Der lægges stor vægt på at Jazznytprismodtageren skal være original og personlig i sit udtryk. Det er Janne Mark i høj grad. Hun skriver selv al musik og tekst. Salmerne rummer stærke beskrivelser af livet og følelser, der i Janne Marks fremførelse fremstår levende og nærværende.

Janne Mark laver musik til nutiden. Den er et samlingspunkt. Et sted hvor man samler sig. Hvor man finder ro. Janne Mark laver også musik til eftertiden. Det er langtidsholdbare salmer der fortjener at blive brugt og hørt af mange mennesker.

Jazznytprisen 2018 består af en flaske bobler og et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård.


Janne Mark er oprindeligt fra Struer. Hun har siden år 2000 været ansat som sanger og musikudvikler i Brorsonskirken i København. Hun har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i sin generation med den internationale salmeudgivelse Pilgrim på det store tyske pladeselskab ACT.

Musikalsk befinder hun sig på et spor imellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone. En meditativ, karakterfuld enkelhed præger hendes udtryk. På ’Pilgrim’ underbygges dette af den nyskabende norske trompetist Arve Henriksen.


Tidligere vindere af prisen: 
2017: Lasse Mørck
2016: Jens Mikkel
2015: Jakob Buchanan
2014: Carsten Dahl
2013: Jakob Bro

2012: Stefan Pasborg

onsdag, november 14, 2018

Ninjabeat: West (AMP Music) LP/DL/stream

Snarky Puppy og Mezzoforte er med mere 30 års mellemrum repræsentanter for den udadvendte jazz, der kan tiltrække et stort publikum.

Elementer fra de to bands finder man ret tydeligt hos norske Ninjabeat. Åbningsnummeret West er som skudt ud af Snarky Puppy lejren. Her er både en længere synth solo og adskillige blæserstykker med tekniske breaks. 

Det efterfølgende nummer Playing The game har en nærmest klassiske Mezzoforte-intro. Undervejs i nummeret er der mange referencer til monsterhittet Garden Party, der i øvrigt selv hentede en masse inspiration fra George Dukes Reach out.

Ninjabeat prøver også andet af på pladen, hvor de flere gange afslører at den tekniske kunnen er på et højt niveau. Nummeret East lyder som electroswing og mangler bare en heftig stortromme, så er den klar til dansegulvet. På det langsomme nummer North er der nogle fine solopræstationer fra specielt guitar og trompet.

Er du til de to bands som jeg nævner først i anmeldelsen, er jeg ret tryg ved at anbefale Ninjabeat. Er du mere til John Coltrane i den spirituelle periode...then don’t.

torsdag, november 08, 2018

Signe Dahlgreen: Kunki Snuk (Insula Jazz/Astral Spirits/Monofonus Press) kassettebånd/DL

En af de helt store udgivelser fra 2018 er Yes Deer’s tredje album. En tredjedel af gruppen, saxofonisten Signe Dahlgreen har også lavet et solo-kassettebånd, der også kan erhverves digitalt for dem der ikke er i besiddelse af en walkman eller et Akai stereorack.

Åbningen Stibelk er en myriade af små robuste kantede toner, der sendes afsted med høj fart. På det følgende nummer Nón holder hun nærmest uafladeligt tonen i en uendelighed på et vibrerede og summende grundlag.
Signe Dahlgreen tilhører en stadigt voksende gruppe af kvindelige danske saxofonister, Signe Emmeluth, Sonja LaBianca, Laura Toxværd, Mette Rasmussen, Julie Kjær og med Lotte Anker som nestoren, der alle næres af en sund kærlighed til freejazzen.

Signe Dahlgreen trækker de tonalske eksperimenter på en lang snor på nummeret Kubek. Indkapslingen af øjeblikket er nådesløst. Kassettebåndet Kunki Snuk kan tilfredsstille hard core free jazz folket. Signe Dahlgreen gemmer ikke på noget. Hun sender det direkte i svingninger.

onsdag, november 07, 2018

Mikkel Nordsø Quintet: Out There (Stunt) CD/DL/stream

Mikkel Nordsø har samlet et sejt hold af musikere med personlighed til, at omsætte et mangeårigt ønske om at kombinere den musikalske kærlighed til Jimi Hendrix og John Coltrane.

Nordsø indtager selvfølgelig selv rollen som Jimi Hendrix som han i øvrigt helt frit tolker og f.eks. iblander noget John McLaughlin og i særdeleshed noget Mikkel Nordsø. Tenorsaxen varetages af en af Nordens bedste Coltrane arvtagere, Tomas Franck.

Efter det pæne åbningsnummer Take Off åbnes der op for de frie sluser. Out There er fuld smadder. Ben Besiakov på Rhodes laver en forrygende kobling til Miles Davis i Bitches Brew æraen. Jeg bliver mildest talt blæst bagover af Besiakovs spacey og groovy spil. Herefter tager Nordsø selv over med det der lyder som en improvisation over Hendrix’ version af Star Spangled Banner. Han kan i den grad spille “OUT”.

Der er mange overraskelser på pladen. En af de helt store er, at Nordsø vælger at bruge den amerikanske jazztrommeslager Alvin Queen. Han kan godt smide en rockrytme når der er brug for det. Det lyder dog stadig som en jazztrommeslager. Det er et modigt valg, der er med til at løfte pladen. I stedet for at have valgt det omvendte, så får Nordsø i stedet bevaret jazzviben - noget meget få rocktrommeslagere er i stand til.

Det samme kan siges om Anders AC Christensen på bassen, han er jazz helt ind til benet, selv når han flirter med rocken. Det er en umanerligt vellykket plade - hvilket ikke skal tolkes i retning af, at den er specielt sammenhængende. Det er den nemlig ikke. Pladen er heldigvis strittende spækket med sjæl og stemning på hvert eneste nummer. Lige fra den lækre natradio-ballade Floating Squaw til rocksagen Rock Train.

fredag, november 02, 2018

Duetrost (Duetrost) LP/DL/stream

En meget stor favorit her på bloggen, er den norske trompetist Mathias Eick. På det seneste album Ravensburg havde han fået en ny violinist Håkon Aase med i sit band. Jeg har været så heldig at få fingrene i den spritnye vinyl som Håkon Aase har lavet sammen med trioen Duetrost. Det er en trio som Aase lavede sammen med Knærten Simonsen på trommer og Fredrik Karwowski på akustisk guitar, da de alle tre startede på Norges Musikkhøgskole i Oslo for flere år siden. Siden da har de ifølge deres website lavet 60-70 melodier. Nu har de valgt at indspille 12 af dem på deres debutalbum. 

Prøv at forestille dig en jazzet lyd af en minimalistisk folktrio der placerer sig et sted mellem Norge og Afrika. Så har du lyden af Duetrost. Det er med andre ord en helt unikt lydende trio, med et lille trommesæt og et organisk sammenhængende udtryk. Det er det kollektive udtryk, der er drivmidlet, hvor violin, guitar og trommer smelter sammen i et pulserende hele. Det sætter sig i kroppen, der begynder at få impulser til at ville danse norsk stammedans, når man hører et nummer som Hvalen. Der er også de rolige numre, hvor sjælen synkes ned i skovbundens grønne mos. Duetrost er en dejlig overraskelse og noget andet end for eksempel en anden norsk favorit Nils Økland, selv om de hviler på noget af det samme. En vedholdende stærk plade.

torsdag, november 01, 2018

Shackmates (Fiol Records) LP

Kan en jazzplade være charmerende? Den der type, som er helt vildt hyggelig at være sammen med. Der hvor man lader skulderne falde ned med det samme og bare flyder med. Sådan er Schackmates og den plade der udkom for 10 år siden på CD. 8 numre der nemt kunne klemmes ned på den lille sølvskive. 

Fiol Records’ Brian Rindom Larsen holder meget af Schackmates. Så meget at han har genudsendt hele molevitten på vinyl. Da det ikke kan være på en enkelte LP er det blevet til et dobbeltalbum.

Martin Schack på Hammond B3 er i selskab med Jesper Løvdal på tenorsax, Morten Lundgren på trompet og flygelhorn og Karsten Bagge på trommer. Martin Schack har skrevet fire af pladens numre mens Lundgren har skrevet en enkelt. De resterende er standard-klassikeren Tea for two, Charlie Hadens ballade Sandino og Cannonball Adderleys Teaneck. Det er jazz der står på skuldrene af 60’ernes orgelcombos, som blev udgivet af det legendariske pladeselskaber Prestige og Blue Note. 

Det er hard bop jazz, fra tiden efter beboppen, hvor der trækkes tråde til rhythm’n’blues og soul. Det forstår de fire herrer til fulde. Der er en supergod stemning mellem musikerne, hvor Lundgren og Løvdals blæserspil er velformet og lækkert. Bagges swing i trommerne og Schacks Hammond topper det hele på et album, der kan anbefales til alle ungersvendene, der ikke kan få nok af Hammond og klasse-blæs.

onsdag, oktober 31, 2018

Frk. Jacobsen: Thin Dry Sticks (Eget Værelse) LP/DL/stream

LP’en kan sammenlignes med et teaterstykke. Teksterne er arrangeret som et skuespil, hvori forskellige karakterer indtræder på scenen og synger deres replikker. Hovedrollerne indtages af moren Ida og hendes datter Miranda, men også det ældre ægtepar Mr. og Mrs. Scorpii, samt Thanatos (døden) og poeten Stesichoros er med på rollelisten.

Ideen med skuespillet udspringer fra oplevelsen af subjektet, som noget der udfolder sig på mange forskellige planer og i forskellige roller på samme tid. Selvet opleves ikke som noget statisk/uforanderligt, men som noget der opstår og forandrer sig gennem de relationer det indgår i. Albummet “Thin Dry Sticks” præsenterer de mange lag, spændinger og roller som eksisterer simultant i et menneske; i dette tilfælde en kvinde, der rummer mor, datter, fødsel, død og ægtefælle på samme tid.

Det er musikeren og komponisten Anja Jacobsen alias frk. Jacobsen (fra Eget Værelse og Selvhenter) der har lavet albummet, der ikke bare tekstmæssigt byder på en omkring sig gribende historie. Musikalsk sendes vi også ud på en tur. Anja Jacobsen, der spiller trommer, percussion, keyboards og synger får musikalsk hjælp fra Lil Lacy på keyboards, vokal og cello, Nicolai Kaas Claesson på bas og cello og Lars Bech Pilgaard på guitar. Hun tager udgangspunkt i popmusik fra hele verden. Det er ikke en etnografisk rejse. Det er i stedet en musiker, der plukker og snupper som det passer ind i det vidtfavnende musikalske skuespil. Her er noget fra Afrika og Asien. Noget fra Danmark og andre eksotiske steder. Jeg kommer enkelte gange til, at tænke på Frisk Frugt, der også har noget af det samme fra freepoppen - eller hvad man kalder den slags. Thin Dry Sticks er som samlet udgivelse på LP med tekster på coveret en mageløs oplevelse. Gad vide om den ikke også kunne være det på en teaterscene?

tirsdag, oktober 30, 2018

Jeppe Zeeberg: Eight seemingly unrelated pieces of piano music (Barefoot) LP/DL/stream

Jazzen og i særdeleshed jazzhistorien er spækket med eksempler på regler og love for, hvordan jazzmusikken skal spilles. Det gælder både bebop, swing, fusion og såmænd også free jazzen. Gudskelov er der også mange eksempler på lovovertrædere, der gør som de har lyst og talent til. Her er den danske pianist Jeppe Zeeberg er godt eksempel på en lovovertræder, der insisterer på at gøre det på sin egen måde. Det er ikke fordi han ikke har styr på jazzens love. Han ved godt hvordan en ragtime skal spilles. Det handler mere om at Zeeberg blander lovene. Noget han gør med lige dele humor og alvor. 

Når Zeeberg laver en soloplade er det en plade, er det nærmest selvfølgeligt at den er indspillet på tre forskellige kontinenter. Lige fra kirken i Sønder Ho over Dresden og Tokyo til New York. Han er rejsende i jazz. Rejser i jazzen. Rejser sig i jazzen. Undervejs møder vi Zeeberg ved kirkens orgel, ved stumfilmens uptempo klaverbokser tirader, ved improvisation over en imaginær højskolesang, ved freejazzens balstyriske frigjorthed og ved ragtimeklaveret. 

Jeppe Zeeberg er så meget jazz og sig selv, der både imponerer og triumferer. De otte tilsyneladende ikke relaterede  stykker piano musik, er Zeebergsk jazz, når den er bedst. Jeg føler at jeg har overværet en fest i jazzens tegn. Omtumlet og tumultarisk. Smukt og insisterende virtuost.

mandag, oktober 29, 2018

Snorre Kirk: Beat (Stunt) LP/CD/DL/stream

Det er så rent som en norsk elv. Der er ingen forurening. Kun den rene friske jazz der løber smukt i elven, både som en vilter brusen og som en stille piblen. Det er Snorre Kirk der er på spil igen. Den i Danmark bosatte, norske trommeslager har lavet sit fjerde album i eget navn. Han har et veletableret band, signaturlyd, stilart og coolness. Det er doseret i de rette doser. Det er afstemt og vellydende. Duke Ellington har sat sit tydelige præg på Snorre Kirks musik, hvor han har skrevet al musikken, pånær Zanzibar, der er skrevet af Juan Tizol (ham der også skrev Caravan). Pladens stemning er lummerfræk lige fra starten på nummeret Exotica med Jan Harbecks intime tenorsax. Han bakkes godt op af Magnus Hjorth på piano, der smider nogle små kække klavertoner ind i den eksotiske stemning. Til sidst toppes det af Tobias Wiklunds pivende(frække) kornet. Dæmpet belysning og rødt velour. Jeg bliver helt svedt.

Det er godt at der kommer et uptempo nummer, 18th & Vine, lige efter. Så lummersveden kan fjernes. Snorre Kirk rykker frem på trommestolen med nogle gode kantslag, mens blæserne, der også inkluderer Klas Lindquist på altsax, leverer en lækker blæsersektion. Bassisten Lasse Mørck sætter et tydeligt og samtidig diskret aftryk i musikken, det høres lige fra starten på nummeret Monaco, hvor han med pondus, timing og suveræn swing-fornemmelse sætter nummeret igang med en smittende og dansende basgang.

Side 2 åbner med Portrait. Et stille pianonummer, hvor Magnus Hjorth med let melankoli og Snorre Kirk med diskrete køller på trommerne skaber den føromtalte stille piblen. Beat er det fjerde album fra Snorre Kirk og han begejstrer endnu en gang med jazz, der nok kan lyde som om den var skabt i 40’erne eller 50’erne og samtidig har et friskt og nutidigt touch på udødelig jazz.

søndag, oktober 28, 2018

Magnus Broo Trio: Rules (Moserobie) LP/CD/DL/stream

Den svensk/norske kvintet Atomic er uden tvivl et af de mest markante nordiske jazzorkestre fra dette årtusinde. På et solidt grundlag fra 60'ernes amerikanske free jazz har de skabt et godt bud på, hvordan nutidig nordisk jazz også kan lyde. Atomics trompetist Magnus Broo har netop udgivet sin første trioplade sammen med Atomic bassisten Ingebrigt Haaker Flaten og trommeslageren Haakon Mjåset Johansen. Broo har, meget overraskende, valgt at spille syv standards. 

Det er den store amerikanske sangbog der leverer materialet til trioen. Her er den fuldstændigt sønderspillede standard Summertime, der endnu en gang kan lyde fedt, når den bliver spillet så overbevisende og friskt som trioen gør i deres uptempo udgave. Broos tone på trompeten er uforlignelig. Der er spor tilbage til 30'ernes New Orleans og frem til 50'ernes Miles og Dizzy. Han kan spille insisterende intenst. Han forlanger at vi lytter, som f.eks. på Like Someone in love. Albummet Rules er høj klasse og er en fornøjelse fra start til slut.

lørdag, oktober 27, 2018

Orpheus: Walk on water (Gateway) DL/stream

Det er 7 år siden, at de fik en Danish Music Award som årets nye danske navn indenfor jazzen. Året efter udsendte Orpheus så et endnu et album, Metamorpheusis. Siden har der været stille omkring kvartetten med saxofonisterne Aske Drasbæk og Frederick Menzies, William Larsson på keys og Magnus Hylander Friis på trommer. Nu er de atter sammen på albummet Walk on water. Det bevidste fravalg af bas og tilvalg af bas-synth passer godt ind i deres stil. Det korte album med 5 numre åbner med det rolige nummer Davidas Vals, hvor William Larsson spiller på flygel, mens Aske Drasbæk og Frederick Menzies supplerer saxofonen med fløjte. 

Allerede på pladens andet nummer Deadline åbnes der op for mere synth og el-klaver. Magnus Hylander Friis lægger et godt groove der besvares af de to blæsere. Orpheus finder sammen om de melodiske og groovy sager, hvor det især er Drasbæk og Menzies spil der er en af hovedattraktionerne.

fredag, oktober 26, 2018

Sloth-Vinding-Harbeck: Kind of green (Gateway) CD/DL/stream

Det er så rivravruskende banalt, at det næsten bør gå galt - eller måske er det derfor, at det ikke går galt. Den nordjyske pianist Ole Sloth har teamet op med noget nær de bedste jazzmusikere, der kan opdrives her til lands. Tenorsaxofonisten Jan Harbeck og bassisten Mads Vinding er med til at give Ole Sloths projekt vinger, selv om det er ganske jordnære og velkendte melodier som temaet til Matador, Kim Larsens Joanna, John Mogensens Så længe jeg lever og højskolesangbogs klassikere som Solen er så rød mor og I skovens dybe stille ro.

Et af pladens højdepunkter kommer allerede som skæring to. Fortolkningen af salmen Dejlig er jorden, rammer lige midt i hjertekulen. Jeg kommer til at tænke på Kenny Drew og NHØP's legendariske duoplader, nu bare med saxofon i Paul Gonsalves klassen. Jøsses da, siger jeg bare. Harbeck har sin egen tone, som han smører bredt ud over Sloths arrangementer. Det samme kan siges om Mads Vindings alt for sjældent hørte bas. Det rolige og afklarede basspil stråler langt ud i rummet. 

Ole Sloths klaverspil er ikke i samme verdensklasse som de to medvirkende gæster. Til gengæld er han god i akkompagnatørens rolle. Hvis min morfar stadig var i live, så havde jeg givet ham pladen. Hans medswingende højre fod ville straks komme i bevægelse.

torsdag, oktober 25, 2018

Pardans: Spit and image (Third Coming Records/Tambourhinoceros) LP/DL/stream

Der er numre der er som sprøjtet ud af 70'ernes beskidte no wave kanyle. Der hvor den pislugtende rendesten er komfortabel som en hotelseng. Pardans byder indenfor i et parallelunivers hvor de er Spit and Image af en punket underverden. Forsanger Gustav Berntsen står på lyden af en ung og utilpasset Nick Cave, der aldrig forlod punken. Gruppen kommer fra miljøet omkring spillestedet Mayhem, hvor ligesindede som Iceage også har slået deres folder. Det er også de to Pardans-medlemmer Patrick Rathbun på bratsch og piano og Daniel Honore på saxofon, der også spiller live med Iceage, der er den umiddelbare grund til, at mit hjerte banker så hårdt for Pardans.

Der er det forrevne nummer When come the rats, hvor Rathbuns bratsch er med til at hælde gift ned i nummeret. Der er Views into vastness, hvor Daniel Honores saxofon skærer luften i stykker. På min favorit på pladen, Love run loose er Honore sendt ud i baggården, hvor han forenes med natten og bandet i et flot nummer, hvor “Beauty is in the eye of the beholder”, som Gustav Berntsen synger. Pardans har lavet et af årets bedst dunstende punk-albums, hvor bagsiden er forsiden. Der hvor det grimme bliver smukt. 

onsdag, oktober 24, 2018

Norbert Susemihl’s Joyful Gumbo feat. Chloe Feoranzo & Jason Marsalis (Sumi Records) CD/DL/stream

Det er kun ganske få plader med vaskeægte traditionel jazz, som jeg gennem årene har anmeldt her på bloggen. Det er der flere grunde til. En af dem er, at der ikke bliver udsendt ret mange plader med traditionel jazz i Danmark. Nu har jeg så endelig fået fingrene i en spritny traditionel jazzplade. Genren lever ellers i bedste velgående rundt omkring på torve og pladser og har sine egne festivaler, hvor Silkeborgs tudsegamle Riverboat er et godt eksempel. Det er Norbert Susemihl, der har være så frisk at sende sit nye album til mig.

Han har samlet et stærkt hold af musikere omkring sig. Det er selvfølgelig rimeligt iøjnefaldende at New Orleans trommeslageren Jason Marsalis med de fine aner er med på holdet. Derudover medvirker den unge amerikanske sangerinde og klarinetist Chloe Feoranzo. Hun kommer med erfaring fra både Pokey LaFarge og Postmodern Jukebox. Danske Jens Kristian Andersen tager sig af bassen, svenske Hans Ingelstam spiller trombone og norske Morten Gunnar Larsen spiller klaver. Trompetisten Susemihl, der bor i Danmark har siden 80'erne brugt flere måneder hvert år i New Orleans på at spille og suge erfaring til sig. 

Han har totalt og aldeles styr på New Orleans jazzen. Vi præsenteres for 15 numre, der er indspillet under en turné rundt i Danmark og Sverige tilbage i februar i år. Musikken er rimeligt rå og live, der er ikke lavet alt for mange finpudsninger i efterbearbejdningen, hvilket selvfølgelig afspejler stemningen, men også giver et uroligt udtryk. Det samme kan man sige om det ikke særligt kønne cover. Nå, men musikken fejler ikke noget. Chloe Feoranzo er en særskilt fornøjelse på både sang og klarinet. Udvalget af numre afspejler, at Susemihl ikke kun går efter de lavest hængende frugter. De musikalske ambitioner er høje. Pladen er et fint musikalsk visitkort, når den travle musiker er på turné.

tirsdag, oktober 23, 2018

Adam Forkelid: Reminiscence (Moserobie) LP/CD/DL/stream

Vejret går mod vinter. Efterårsferien har været smuk og mild. Her til morgen viste termometret dog nådesløse 5 grader. Det betyder at handskerne skal findes frem. Nu vender det. Det bliver koldere, der skrues op for termostaten. Indenfor, under sømandstrøjen er der lunt og rart.

Fra højtalerne strømmer pianisten Adam Forkelids nye trioplade, hvor han er sammen med den levende legende, bassisten Georg Riedel og den jævnaldrende trommeslager Jon Fält. Det er svensk jazz der passer til årstiden. Vi er midt mellem sommer og vinter. Stemningen er lettere melankolsk, himlen er blå og det er koldt. Forkelid har skrevet alle melodierne på denne skønne trioplade. Den er anbefalelsesværdig til yndere af nyere aftapninger fra den svenske jazzkilde. Her er både mol og sol.

mandag, oktober 22, 2018

Eske Nørrelykke: Seqvens (Eske Nørrelykke) 10"vinyl/stream

Jeg har modtaget en vinyl-udgivelse, der en af de mest gennemførte udgivelser jeg har set længe - og niveauet er i forvejen højt, når det gælder danske vinyl-udgivelser. 

Bassisten Eske Nørrelykke, som jazzlyttere kender fra Jan Harbeck kvartet har lavet en 10” vinyl, hvor der kun er musik på den ene side. På den anden side er der en radering med teksten til det digt, som engelske Neil Bennun har skrevet og læser op på side 1. Han ledsages af Nørrelykke på bas, 2 musikere på cello, 2 på violin og 1 på bratsch, suppleret af Mads Emil Nielsens elektronik. Selv fonten som al tekst på cover og vinyl er skrevet med er unik. Eske Nørrelykke har lavet musikken med særlig hjælp fra cellisten Jakob Kullberg, der også medvirker på pladen.

Musikalsk befinder vi os i et område af musikken der står ovenpå elementer fra den klassiske kammermusik. Undervejs i udviklingen af musikken, der har taget adskillige år, har Eske Nørrelykke gennegået en proces med hjælp fra Jakob kullberg, hvor Nørrelykke bl.a. er begyndt at spille radikalt anderledes med buen. Kullberg har kastet Nørrelykke ud på dybt vand og undervejs er Nørrelykke gået fra at være sideman til at stå i front. 

Neil Bennuns ord og stemme fylder meget i starten af det lidt over 7 minutter lange nummer. I løbet af meget kort tid siger han: “Viking time is animated by the current of myth and violence generated voltaically in the cells between its boreal cathode and agricultural anode”. I teksten på Seqvens følger der flere metaforer, der både har grobund i musikken og ordene.

Eske Nørrlykke har skabt et fuldendt værk, der kommer til, at stå som et monument i karrieren, både personligt og musikalsk. Er du til vinyl og musik på kanten, der giver stof til eftertanke og undren, så er der ingen vej udenom. Den skal erhverves i den fysiske udgave. 


søndag, oktober 21, 2018

Jazz i poppen vol. 1 - når jazzmusikere hjælper poppen

Pop hittet er næsten i hus. Der mangler lige det sidste touch - det der løfter nummeret og giver det sjæl og karisma. Løsningen er at ringe til en jazzmusiker. Jeg har fundet en række kæmpehits frem, hvor markante jazzmusikere spiller en væsentlig rolle, enkelte gange endda ukrediteret.

Dizzy Gillespie - trompet
Stevie Wonder: Do I do.  No. 13 (US) 1982 - Dizzy medvirker ikke på singleversionen, der kom på hitlisterne. Han medvirker på den 10 minutter lange version på albummet Musiquarium, hvor han introduceres med ordene: "Ladies and gentlemen! I have the pleasure to present on my album: Mr. Dizzy Gillespie! Love!."

Jimmy Smith - orgel
Michael Jackson: Bad. No. 1 (US) 1987 - Jimmy Smith spiller midi(!) orgel på det Quincy Jones producerede nummer

Sonny Rollins - saxofon
Rolling Stones: Waiting on a friend. No. 13 (US) 1981 - halvvejs inde i nummeret dukker Sonny Rollins op med en fyldig saxofon. Han er ikke krediteret på pladecoveret. Joshua Redman medvirker på 1997 live indspilningen, der kan høres på albummet No Security fra 1998.

Phil Woods - saxofon
Billy Joel: Just the way you are. No. 3 (US) No. 19 (UK) 1977- den erfarne jazzsaxofonist Phil Woods havde allerede medvirket på sessions med Steely Dan og Paul Simon. Her leverer han lækker midnight sax til hotel-lobby hittet over alle hotel-lobby hits (altså inden der gik loungemusik i hotellobbyerne)

Maceo Parker og Fred Wesley - saxofon og trombone
DeeLite: Groove is in the heart no. 2 (UK) no. 4 (US) 1990. - James Brown sidemen og deltidsjazzerne Parker og Wesley på sax og trombone, sammen med en række markante samples, som f.eks. Herbie Hancocks Bring down the birds fra Blow up soundtracket.

Miles Davis - trompet
Scritti Politti: Oh Patti (Don't Feel Sorry For Loverboy). No. 13 (UK) 1988 - Miles Davis spillede Scritti Politti’s sang Perfect Way på 1986-albummet Tutu og kvitterede med en gæsteoptræden på dette semi-hit. Bare der dog fandtes optagelser af de sessions som Miles Davis eftersigende lavede sammen med Prince. 

Mike Mainieri - vibrafon
Dire Straits: Private Investigations. No. 1 (NL) No. 2 (UK) 1982 - Steps Ahead vibrafonisten Mike Mainieri spiller marimba på et af Dire Straits’ allerstørste hits fra LP’en Love over gold.

Branford Marsalis - saxofon
Sting: If you love somebody (set then free) No. 3 (US) No. 26 (UK) 1985 - det første samarbejde af mange mellem den amerikanske saxofonist og den engelske popsanger. Jeg mindes at have set dem på Roskilde Festivalen i 1988.

Tom Scott - saxofon
Paul McCartney & The Wings: Listen to what the man said. No. 1 (US) No. 6 (UK) 1975 - Scott’s sopransax er med hele vejen. Lyden blev senere plagieret af Kenny G. Tom Scott medvirkede på en lang række pop-plader i 70’erne.

Pat Metheny - guitar
David Bowie & Pat Metheny Group: This is not America. No. 1 (NL) No. 2 (Sverige) No. 14 (UK) 1985 - titelsangen fra en film som de fleste har glemt.

Joe Sample - keyboards
Hues Corporation: Rock the boat.  No. 1 (US) no. 6 (UK) 1974. 5 år senere lavede Joe Sample fra The Crusaders, hittet Street Life, der blev no. 36 (US) og no. 5 (UK). Han var også en efterspurgt session musiker.

Gerard Presencer - trompet
US3: Cantaloop (Flip fantasia) No. 9 (US) 1993 Det er Herbie Hancocks Cantaloupe Island, der danner grundlaget jazz/hip hop hittet med det senere DR Big Band medlem Gerard Presencer i en central rolle

Barney Kessel - guitar
Ike & Tina Turner: River deep, mountain high. No. 3 (UK) No. 88 (US) 1966. På grund af den dårlige hitlisteplacering i USA, trak sangens producer Phil Spector sig desillusioneret fra musikbranchen i 2 år. Barney Kessel derimod, var en meget efterspurgt sessionmusiker i Los Angeles og spillede bl.a. med Elvis Presley.

Michael Brecker - saxofon
James Taylor: Don’t let me be lonely tonight. No. 14 (US) 1972. Michael Brecker var uden tvivl en af de mest brugte session musikere i 70’erne. James Taylor nummeret er et af de første hits som han medvirkede på. Brecker og Taylor genindspillede den på 2001 albummet The Nearness of you.

Du kan lytte til numrene her på Spotify

fredag, oktober 19, 2018

Lars Jansson Trio: Just This (Storyville) CD/DL/stream

Det er et uomgængeligt faktum, at Lars Jansson er vanvittig god til at skære en melodi og efterfølgende omsætte den til den lækreste triojazz. Det gør han med allerstørste tydelighed på det nye album Just This, hvor han som vanligt har Thomas Fonnesbæk (bas) og sønnen Paul Svanberg (trommer) med, hvilket han også har haft på de seneste 5 trioplader. Det er en blanding af nye og enkelte gamle melodier som han er vendt tilbage til. Der er f.eks. Waltz for Bill, hyldesten til Bill Evans som han oprindeligt lavede til Bohuslän Big Band i 2003. Det er indlysende at hylde Bill Evans, da Lars Jansson er det tætteste man kommer på hvordan Bill Evans ville lyde, hvis han kom fra Sverige.

Melodierne flyder som den reneste standardjazz. Den der står ovenpå populærmusikken, der hvor de er så stærke og sangbare, at man finder sig selv nynne med flere gange undervejs. Lars Jansson er en musikalsk poet, der fortæller historier om mekanikeren Mustapha, der reparerer Janssons bil så godt, at Jansson ville ønske at han var lige så god til at spille piano som Mustapha er til, at reparere biler. Der er Turn the whole thing upside-down, der er en hyldest til vinmageren Manfred Krankl og vinen Sine Qua Non, der kan bevæge vin-elskeren Lars Jansson til tårer. Just This er et yderst vellykket trioalbum af den fineste nordiske slags, som kan anbefales til et stort publikum. Her er både blues, melankoli, temperament og midsommer.


torsdag, oktober 18, 2018

Jacob Anderskov: Mysteries Kinetics live in Köln (ILK) LP/DL/stream

I forbindelse med den trilogien Habitable Exomusics fra Jacob Anderskov i 2015, var en af pladerne med bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Anders Vestergaard. De tre musikere havde startet samarbejdet i 2014 under navnet Kinetics, hvilket nu kan høres på LP’en Mysteries, der er optaget på det legendariske spillested LOFT i Köln. Lige op til optagelsen af koncerten, havde trioen været på tur med saxofonisten Evan Parker. Det er abstrakt triojazz, hvor der skiftes mellem det frie spil uden puls og det mere tighte spil, hvor pulsen er omdrejningspunktet.

Det er tre musikere, der forstår hinanden på et dybere plan, der hvor ord og forklaringer hører op. Der hvor der kommunikeres med musikken. De taler sammen i et sprog, der kan synes svært. Det er alligevel ikke ekskluderende for lytteren. De byder os indenfor i det vidtfavnende landskab, hvor begge pladesider former sig som et langt nummer. På side 2 kommer vi gennem tre numre på over tyve minutter. Det er åbningen af andet sæt fra koncerten. Den starter med Mysteries, der er filosofisk beskrivende, herefter kommer Snap, Pans, et råswingende bluespræget nummer, der får kroppens puls til at synkronisere med musikken - ja, jeg er begejstret. Side 2 lukker med Origami Megalith, hvor det bliver mere abstrakt. Det er ganske enkelt triojazz med stil, styrke og stamina. Triojazz af den langtidsholdbare slags, der fungerer perfekt til en intens lyttestund ved anlægget - fordi man får så meget.
Bonusinfo: 
Jacob Anderskov er nomineret til Nordisk Råds Musikpris, hvor vinderen kåres d. 30. oktober.

onsdag, oktober 17, 2018

Marcin Wasilewski Trio: Live (ECM) LP/CD/DL/stream

Selv om de alle aldersmæssigt er i starten af 40'erne, har de alligevel spillet sammen i næsten 25 år. Polske Marcin Wasilewski Trio fik det store gennembrud, da de blev fast backing for den polske trompetist Tomasz Stanko i 1999. Siden fulgte tre udgivelser sammen med Stanko for ECM Records og adskillige turnéer, der også bragte dem til jazzens moderland USA. Med den erfaring i baggagen er Marcin Wasilewski Trio blevet et etableret navn på den europæiske jazzscene. De har lavet tre trioplader på ECM Records og enkelt med den svenske saxofonist Joakim Milder.

Den aktuelle plade er en live indspilning fra Antwerpen i 2016, hvor de spillede på Middelheim Jazz festivalen. Der er blevet plads til 6 numre på pladen, hvor Police-hittet Message in a bottle, et nummer de har spillet sammen siden de startede og Herbie Hancocks Actual Proof er de eneste udefra kommende numre. Pladen er aldeles vellykket. Det er triojazz, hvor der er en masse overskud der forløses i det flotte sammenspil. Det har uden tvivl også givet trioen et ekstra boost, at de spillede i en sal med 4000 tilskuere. Et af pladens højdepunkter er den smukke ballade Austin.


tirsdag, oktober 16, 2018

LRK Trio: Urban Dreamer (Losen) CD/DL/stream

I løbet af de snart 15 år, som min blog har eksisteret, så er det kun sket en gang tidligere, at jeg har anmeldt en russisk kunstner. Nu er det blevet tid til endnu en russisk jazzplade. Det er  LRK Trio, der har indspillet deres musik i Moskva og ligesom med deres forrige album, er den udgivet af det norske pladeselskab Losen Records - grunden til at den overhovedet er havnet på mit anmelderbord.

Trioen består af den erfarne pianist Evgeny Lebedev, der i perioder har opholdt sig i New York, bassisten Anton Revnyuk og trommeslageren Ignat Kravtsov. Der er flere gæsteoptrædender undervejs, ligesom alle tre musikere supplerer deres hovedinstrumenter med diverse elektronik. Det er næppe forkert at påstå at Esbjörn Svensson Trio har haft en vis indflydelse på trioen. Det er powerjazz, med halsbrækkende breaks og lignende musikalske stunts. Det hele er båret af en melodisk kerne, så det aldrig stikker helt af. Trioen blev inspireret til at lave pladen efter, at de var på turné i Japan. Pladen er ganske fin men efterlader ingen dybere spor i mig.


mandag, oktober 15, 2018

Tord Gustavsen Trio: The Other Side (ECM) LP/CD/DL/stream

Det er en af den slags plader, der virker og lyder fedt med det samme. Den norske pianist Tord Gustavsen er endelig tilbage i pianotrioudgaven, der er min yndlingsudgave af ham. Han har lavet et album, hvor han har suppleret sine egne kompositioner med to gamle hits fra J.S. Bachs hånd, Schlafes Bruder og Jesu meine freude. Desuden har han lavet en forrygende udgave af den danske Lindeman-salme, Kirken, den er et gammelt hus. Gustavsen har fået en ny bassist, Sigurd Hole med i trioen, siden det seneste trioalbum fra 2007. Trommeslageren hedder som altid, når det er en Gustavsen plade, Jarle Vespestad.

Det er en tydelig nordisk åre i musikken som man hører på pladen. Det er både i forhold til inspirationen fra gamle norske folkemelodier og den velkendte nordiske, lyrisk melankolske stemning der gennemsyrer albummet. Det lyder måske som noget du har hørt før. Alligevel føjer Gustavsen nye højder og dybder til det nordiske område af jazzen. Det er chill out jazz med kraft og tyngde nok til, at kunne holde hele vinteren. Stærkt anbefalelsesværdig!


torsdag, oktober 11, 2018

Morten Haxholm Quartet: Vestigum (Storyville) CD/DL/stream

På de to første plader med bassisten Morten Haxholm i hovedrollen, havde han to prominente amerikanske musikere med i kvartetten. Det drejede sig om guitaristen Jonathan Kreisberg og trommeslageren Ari Hoenig, der begge passer perfekt ind i den musik som Haxholm laver. Nu er de atter sammen på Haxholms 6. plade i eget navn, hvor Nikolaj Hess tager sig af pianoet og saxofonisten Frederick Menzies er gæst på tre numre.

Lad det være sagt med det samme. Det er new yorker jazz af den benhårde slags. Den slags jazz, hvor man næsten ikke tør trække vejret af skræk for, at gå glip af noget.

Pladen åbner Occam’s Razor, som Haxholm har skrevet sammen med Kreisberg. Det er en-to-tre-bum-så-kører-jazzbussen. Det blues-baserede nummer er god starter. Ari Hoenigs trommespil er pushy på den fede måde. Ved tredje nummer på pladen, er det tid til at trække vejret. John Coltrane’s ballade Central Park West byder på gode solosager fra både Kreisberg og Hess. Deepsea Explorer er et af den slags numre, der helt sikkert er superkompliceret at spille, når der skiftes mellem taktarterne. Det er der hvor Haxholm virker til at have det bedst. Det er jazz på allerhøjeste niveau. Pladen lukker ned med standard-klassikeren All or nothing at all. Den er både afslappet og fyldt med virtuositet. Der er ingen udenoms snak. Vestigum er jazz fra øverste hylde. 

tirsdag, oktober 09, 2018

Karsten Vogel: This is it (Storyville) CD/DL/stream

Karsten Vogel er blandt meget andet, en helt fra jazzens tidlige avantgarde i 60'erne med Cadentia Nova Danica, fra rocken i Burnin' Red Ivanhoe og fra jazzrocken med Secret Oyster. I de senere år har han lavet plader, hvor han har spillet ren Charlie Parker eller avantgarde med Per Aage Brandt. På den aktuelle plade, som han profetisk kalder This is it samler han tråden op fra 70'ernes Birds of Beauty og Secret Oyster. Det er fusionsjazz med et melodisk sigte. 

Han spiller selv på diverse saxofoner, violin, keyboards og programmering. Han har indkaldt nogle musikalske personligheder til, at klare resten. Bassisten Thomas Ovesen er med på hele pladen. Det er pianisten Daniel Fridell og trommeslageren Klaus Menzer også med undtagelse af nogle enkelte numre

Weather Report-inspirationen er tydelig på Second of may. Den sidste drink indtages på natklubben med This is it, hvor der spilles akustisk. A golden song (of love) åbner med den samme scratchlyd som Herbie Hancock brugte på megahittet Rock it i 1983. Hvorefter den skifter over i et mellow laid back tempo, med en indladende saxofon, der gudskelov aldrig bliver Kenny G-klam. 
Keyboard-legeden Kenneth Knudsen medvirker på fire af pladens numre, hvilket er en fornøjelse - bl.a. med en skøn solo på Ouleeka. Han giver det sidste til nogle numre, hvor Karsten Vogel serverer suverænt saxofon-spil. I pressematerialet står der, at Vogel ikke har planlagt flere udgivelser, så pladen lever sandsynligvis op til titlen This is it. Heldigvis er der planer om at 75 årige Vogel vil ud, at spille med musikken til næste år.