søndag, maj 20, 2018

Erik Ørum von Spreckelsen: Softly (Tetragon Music) DL/stream

Der er ikke så meget nyt under solen her. Det handler ikke om at revolutionere noget. Det handler til gengæld om at være umanerligt god til at spille på sit instrument. Det er jazz, hvor det handler om standards. De der numre, som man som "rigtig" jazzmusiker skal have helt inde under huden. Numre man spiller uden at diskutere alt for meget inde man begynder at spille. I stedet har man styr på jazzstandard-reglerne. Her har pianisten Erik Ørum von Spreckelsen sammensat en interessant kvartet. Det er f.eks. første gang at jeg hører saxofonisten Anders Medin, hvilket måske siger mere om mig end Medin. Grunden til at jeg ikke har hørt ham før er, at han ikke tidligere er dokumenteret på en udgivelse. 

Mit første spørgsmål er om det virkelig er muligt, at der kan gå så kvalificeret en saxofonist rundt uden, at det er dokumenteret. Ja det er muligt. Han er rundet af den klassiske jazz og har en meget sikker tone, der kan minde om John Coltrane. Bassisten Mariuz Praniewski og trommeslageren Lasse Funch indtager de sidste pladser i kvartetten, der spiller rolige numre numre som Scarborough Fair, Beatrice og Soultrane. En særdeles behagelig plade.

torsdag, maj 17, 2018

Sara Futtrup: Himlen falder nu (Sara Futtrup) CD/DL/stream

Det er lidt udenfor jazzrammen det her. Sara Futtrup laver kammerpop i et univers med et musikalsk akkompagnement, der rundet af jazzen. Futtrup har selv lavet de 9 melodier, som hun fremfører på en meget karakteristisk måde.

Diktionen er altmodisch og er ikke noget man hører ret ofte på gaden. Futtrup trækker gerne over mod et teatralsk foredrag, hvor hun til tider kan minde om Kate Bush. 
Musikalsk har hun en baggrund i den klassiske musik og har i mange år fungeret som kirkesanger. Hun synger på dansk og kredser bl.a. om naturen, dens kræfter og mennesker indbyrdes forhold i teksterne. Lars Lundgaard Jensen spiller piano, Johannes Eberl Smed spiller perkussion og guitar og Eva Malling spiller bas.

onsdag, maj 16, 2018

Christian Balvig 6-tet: Music for humans (AMP) CD/DL/stream

Pianisten Christian Balvig har tidligere blandet elementer fra den klassiske musik ind i sine projekter. Denne gang tager han det et skridt tættere på den klassiske musik. Han kombinerer en jazztrio med en strygertrio. Jens Mikkel Madsen fra I Think You're Awesome på bas, norske Siv Øyunn Kjenstad på trommer og Balvig møder Louise Gorm på violin, Mikkel Schrieber på bratsch og Maria Edlund på cello. 

Det er er der kommet en særdeles vellykket og poetisk plade ud af. Min helt store favorit er nummeret How many eyes are mirrored in the moon. Den starter ud med en bassolointro med Jens Mikkel, hvorefter strygerne sætter ind. Der er en søgende stemning der går over i, at Jens Mikkel og Siv Øyunn spiller en bølgende rytme, der besvares af Balvigs melodiske jazzklaverspil. Et meget opløftende nummer, der efterfølges af den skønne aftenballade, Human Flow. Det er menneskemusik, spillet af mennesker for mennesker. Efter sidste års vellykkede trioplade, har Balvig ramt et nyt højdepunkt i karrieren.

tirsdag, maj 15, 2018

Ask Kjærgaard/Rasmus Kjær: The Book of Moons vol. 1 (Ask Kjærgaard) DL

Det er en helt åbenlyst mærkelig udgivelse, så mærkelig at den kun er til at holde af. Guitaristen Ask Kjærgaard var sidst aktuel i eget navn med spoken word pladen At fortælle menneskene, hvor Svend Aage Madsens bog dannede grundlaget for albummet. Nu er Kjærgaard atter aktuel med en udgivelse, hvor han er gået egne veje. I en form for arbejdsraseri lavede han i en periode på 3 måneder, over 70 kompositioner. I stedet for selv at indspille dem, har han i stedet bedt andre om at gøre det.

På den første udgivelse er det keyboardspilleren og pianisten Rasmus Kjær der sætter 10 Kjærgaard kompositioner i scene. Kjær har et meget liberalt forhold til genrer og tangentinstrumneter og med denne udgivelse er al tvivl om det, for evigt dømt ude. Han bruger både cembalo, wurlitzer og analoge synths. Det udløser et univers af synthpop, loungemusik, soundtracks, avantgarde og senklassicistiske venetianske romancer (det sidste er noget jeg selv har fundet på, men jeg synes at det lød så godt at det måtte med i anmeldelsen. I øvrigt kan åbningsnummeret Orthosie, der spilles på cembalo godt lyde som sådan noget).
Planen er at der skal udkomme yderligere 3 udgivelser i The book of moons serien i 2018.

mandag, maj 14, 2018

Fire!: The Hands (Rune Grammofon) LP/CD

Den svenske trio Fire! er aktuel med deres sjette album siden debuten You liked me five minutes ago fra 2009. Mats Gustafsson på tenor, bariton og bassaxofon suppleret med live electronics, Johan Berthling på el og akustisk bas og Andreas Werliin på trommer, percussion og feedback indeholder rockens urkrafter. Der løber en lige linje tilbage til Cream, Jimi Hendrix og Black Sabbath. Hvis nu Albert Ayler havde lavet noget sammen med en af de tre kunstnere i slutningen af 60’erne, så ville det ikke have lydt som Fire! Svenskerne har elementer fra dem alle sammen - og er alligevel sig selv.

Berthlings doom-bas, Werliins skramlede trommer og Gustafsson rå saxofon tager rockens puls og freejazzens grimhed. De blander det i et unikt og tungt berusende output, der giver mig lyst til at kaste mig ud i et blandingsmisbrug af øl, smøger og Fire! Det er frisættende og uhæmmet. Jeg kan selvfølgelig også bare nøjes med kaffen og en småkage. Der er stadig en berusende effekt.

søndag, maj 13, 2018

Frans Bak: Sort Symfoni (Unit Shifter) LP/DL/stream

TV-thriller og krimigenren Nordic Noir var ikke klart defineret lige efter årtusindeskiftet. Filmkomponisten og jazzmusikeren Frans Bak havde lavet musik til samtlige film som instruktøren Birger Larsen havde lavet, f.eks Lad isbjørnene danse fra 1990, film der ikke tilhørte krimigenren eller var noir. Selvfølgelig var det Frans Bak der skulle lave musikken til TV krimien Wallander: Den femte kvinde fra 2002. Han lavede musikken før der var billeder at arbejde ud fra. Idéen var at skabe nogle lange dystre sekvenser, der kunne bruges i tv-serien. Frans Bak fik mulighed for, at bruge Sveriges Radios Symfoni Orkester, hvor Ture Larsen havde arrangeret musikken. Han havde to dage med dem; 10. og 11. september 2001. Samme tidspunkt som World Trade Center og USA blev udsat for terrorangrebet. 

Efterfølgende skete der meget med tv-serien og musikken, der ændrede sig. Siden da har Frans Bak lyttet mange gange til musikken fra indspilningerne. Sidste år mødtes han med electronicamusikeren Spejderrobot, der sammen med Frans Bak omarrangerede indspilningerne. De delte den op i fire dele eller movements. Sort Symfoni var skabt. Det er en dyster og dragende omgang, der er et musikalsk svar på nordic noir krimigenren. Der graves dybt, det er mørkt, det regner, rusten tærer på sjælen og først hen mod slutningen fornemmes der en vis lysning. Jeg er flere gange gået direkte til side 2 og 3rd Movement, hvor jeg ikke er blevet direkte bange, men tryg er jeg heller ikke. Sort Symfoni er musik til en tv serie, der ikke findes og så alligevel. Det er meget anbefalelsesværdig og vellydende udgivelse.

lørdag, maj 12, 2018

Makiko Hirabayashi Trio: Where The sea breaks (Yellow Bird/Enja) CD/DL/stream

Det er fjerde album med Makiko Hirabayashi Trio siden 2006. Den er ligesom de foregående udgivet af det tyske pladeselskab Yellowbird/Enja. Den herboende japanske pianist er atter sammen med Klavs Hovman på bas og Marilyn Mazur på percussion. Som noget nyt medvirker Jakob Buchanan på flere numre. Det er ikke ukendt for Hirabayashi at samarbejde med trompetister. Hun har tidligere lavet et duoalbum med Flemming Agerskov. Desuden har hun i de senere år også spillet meget sammen med italieneren Enrico Rava, som hun pt. arbejder på et album sammen med.

Det er sanselig triojazz, hvor Mazurs personlige, originale og dansante percussionspil giver pangfarver til det ellers transparente spil, som på nummeret Ilter Fabel. Klavs Hovman giver trioen dybde, hvilket allerede høres på åbningsnummeret Once upon the sea, med en meget smuk solo. Som lytter drages man ind i et univers der vil noget andet end det vi kender fra triojazzen. De harmonisk bølgende bevægelser får et givende supplement af Jakob Buchanan, der med det rumklangsfyldte flygelhorn giver en udvidende atmosfære. Vi er kommet i bøgen blå med Hirabayahi denne gang. Der er ikke nogen der drukner, tværtimod flyder alle ovenpå.


fredag, maj 11, 2018

Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard: Perfectly unhappy (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Tilstedeværelse. At være der nu. Inde i nuet, hvor man lader bevidsthedens bevægelser føre sig på vej. Der hvor følelserne ikke står i vejen for - men er med til at løfte projektet.

Det er her vi finder den norske pianist Espen Eriksen, der tidligere har lavet tre plader med trioen, hvor Lars Tormod Jenset spiller bas og Andreas Bye spiller trommer. Han kalder sit nye album for Perfectly unhappy, hvor han nedsænker sjælen i en døs af opløftende melankoli. Han har inviteret den erfarne engelske saxofonist Andy Sheppard med på pladen. Det giver Espen Eriksen Trio et nyt udtryk, hvor de har bevaret ånden. Det er rolig musik uden overflødige og effektjagende elementer.

Eriksen har skrevet musikken med Sheppard og trioen i tankerne. Det er blevet til et album med lyrisk smukke melodier, fremført med en inderlig rolig stemning. Det er et af den slags albums, der vil blive spillet meget. Lyden på albummet er desuden i særklasse, med en dybde og dynamik der får anlægget til at savle. Perfectly unhappy er stærkt anbefalelsesværdigt til de melankolske jazzlyttere.

torsdag, maj 10, 2018

Juan Andrés Ospina Big Band: Tramontana (Juan Andrés Ospina) CD/DL/stream

En vellykket moderne big band plade er som et kæmpestort maleri. Der er ikke sparet på farver, former eller strukturer. Det er veldisponeret og sammenhængende. Der er et kongerige af detaljer, hvor der hele tiden dukker noget nyt og spændende op. Noget der måske refererer til en anden del på maleriet. Det er det der sker, når jeg hører albummet Tramontana med Juan Andres Ospina Big Band, der bl.a. er blevet realiseret ved hjælp af en Kickstarter kampagne. Pladen er et kæmpestort big band maleri.

Pianisten Juan Andres Ospina kommer fra Columbia og har tidligere gæstet Danmark sammen med sangerinden Sofia Ribeiro. Big bandet hører hjemme i New York og er bl.a. karakteriseret ved at rumme 10 forskellige nationaliteter, hvilket også er fremhævet på coveret, da den enkelte musikers nationalitet står i parantes sammen med instrumentet. I big bandet finder man bl.a. medlemmer af Banda Magda, der har gæstet Danmark flere gange, mens Magda Giannikou fra Banda Magde er gæst på et enkelt nummer på akkordion. Den cubanske saxofonist Paquito D’Rivera gæster også på et enkelt nummer, ligesom førnævnte Sofia Ribeiro også gør det. 

Ospina har skrevet 4 af pladens 6 numre, hvor der er også blevet plads til standarden Like someone in love i et frisk arrangement af Ospina. Pladens sidste nummer er skrevet af den columbianske sangerinde Lucia Pulido, der også selv synger nummeret. Det afsluttende nummer er med til at bygge broen mellem den ærkeamerikanske big band musik og Ospina's columbianske ophav. Det er både meget rørende og medrivende. Pladens andet nummer Todavia No er bygget over Pasilla rytmen, der kan minde om en vals. Pasilla kommer oprindeligt fra Columbia og betragtes i dag som nabolandet Equadors nationalmusik. Den er for mig et af pladens højdepunkter med en sopransaxsolo af Paquito D'Rivera og en elbas solo fra den ustyrligt suveræne elbassist Andrés Rotmistrovsky.

Der går iøvrigt rygter om at Ospina skal samarbejde med et dansk big band til efteråret.

mandag, maj 07, 2018

The North (Addo Records) CD/DL/stream

Den sidste dag i marts fik den canadisk-finsk-danske kvartet The North en Juno Award for at have lavet årets bedste jazzalbum. Juno Awarden er det canadiske svar på en Grammy, hvor Diana Krall bl.a. vandt i vokaljazz kategorien. 

I disse dage spilles der VM i ishoceky i Danmark. Her er den absolutte topspiller for Danmark, målmanden Frederik Andersen der til daglig er målmand for hockeyholdet Toronto Maple Leafs, hvor han henter en milliongage. Han kommer oprindeligt fra det vestjyske, nærmere bestemt Herning. Fra en anden vestjysk by, Holstebro kommer trommeslager Anders Mogensen, der spiller i The North, uden at hente en milliongage. Han er sammen med finske Jonny Åman og canadierne Mike Murley på sax og David Braid på piano. De er begge hjemmehørende i Toronto.

Musikken er skrevet af kvartettens canadiske medlemmer, hvor de tager udgangspunkt i det at komme fra den nordlige del af verden. Det er blevet til et jazzalbum, hvor der ikke holdes igen med melodisk dynamik. Der er power i musikken, hvor den største styrke er, at kvartetten spiller jazz som i JAZZ og er vildt dygtige til det. 

Det er the basics, der er brug for her. Her er ikke så megen fikumdik. Det her er musikere, der alle har stor erfaring i undervisning. Her viser de, hvordan det skal gøres, når det er for real. Er det nogen er tvivl om man kan spille rendyrket jazz i 2018? Det kan man og udgivelsen er meget anbefalelsesværdig til yndere af moderne kvartetjazz med saft og kraft.

fredag, maj 04, 2018

Tandaapushi: Borromean Rings (JVTlandt) CD >> Elephant9: Greatest show on earth (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

En belgisk og en norsk plade, hvor der kun er reminiscenser af jazz. Begge med et “klassisk” triosetup: tangenter, bas og trommer. Belgiske Tandaapushi er aktuelle med deres andet album. De udgives atter af det dansk/japanske selskab Jvtlandt. Trioen dyrker i sit elektriske univers, den pulserende og repeterende musik. Ned over lægger de deres improvisationer. Stilistisk er det et elegant mashup af avantrock, improv, noise og eksperimenter, der skiftevis stikker af og vibrerer. Borromean Rings er en stærkt opfølger til debutpladen. Hvor Tandaapushi holder til i undergrunden er det anderledes med nordmændene.

Elephant9 har fået et overraskende gennembrud i Norge, hvor de nået langt udenfor jazzens kredse. Det er ikke så underligt, når man hører hammond/bas/tromme trioen, der er som snydt ud af de tidlige 70’ere, hvor King Crimson og Yes var hot shit. Hvor danske Ibrahim Electric gerne inddrager afro, så er Elephant9 mere rendyrket i progrockhjørnet. Der er helt sikkert masser af appeal til rockfolket, f.eks. med nummeret Farmer’s Secret.

torsdag, maj 03, 2018

Andy Sheppard Quartet: Romaria (ECM) LP/CD/DL/stream >> Shinya Fukumori Trio: For 2 Akis (ECM) CD/DL/stream >> John Surman: Invisible Threads (ECM) CD/DL/stream

Hvis der er noget som pladeselskabet ECM er mestre i, så er det at skabe plader hvor den stilrene æstetik rådyrkes. Der går en lige linje gennem ECM's udgivelser fra 70'erne og frem til idag. Det skyldes først og fremmest selskabets bagmand og producer på de fleste udgivelser, Manfred Eicher. Jeg har fundet tre aktuelle udgivelser frem, der hver især hører hjemme i ECM-butikken.

Den britiske saxofonist Andy Sheppard er meget snart aktuel på en ny plade sammen med Espen Eriksen Trio. I mellemtiden kan man fornøje sig med denne kvartetudgivelse, der er en opfølger til kvartet udgivelsen Surrounded by sea fra 2015. Han har holdt sammen på kvartetten med nordmanden Eivind Aarset på guitar, Michel Benita på bas og Sebastian Rochford på trommer. Pladen bevæger sig mellem smukke ballader, som titelnummeret Romaria, der er skrevet af brasilianeren Ranato Teixeira til ambient jazz og flagrende sager som They came from the north.

Den japanske trommeslager Shinya Fukumori er taget til Europa, hvor han har fundet sammen med tyskeren Walter Lang på piano og franskmanden Matthieu Bordenave på tenorsax. Selv om vi geografisk befinder os i München, hvor trioen holder til, så er der ikke langt til den nordiske tone i jazzen. Fukumori fremhæver bl.a. Keith Jarretts My Song og Ketil Björnstads The Sea, som inspirationskilder. Det er dog mest det japanske ophav der fylder i de frie og flydende ballader.

Jeg har gemt den bedste plade til sidst. John Surmans Invisible Threads er en af de smukkeste kammerjazzplader, jeg har hørt længe. På sopran- og barytonsax og basklarinet spiller han en række krystalsmukke og rolige melodier sammen med den brasilianske pianist Nelson Ayres og Rob Waring på marimba og vibrafon. Det er musik, hvor der er tid til at lytte. Her er alt af betydning. Køber du kun en kammerjazzplade i år, skal det være den her. Du bliver ikke skuffet.

onsdag, maj 02, 2018

Kristian Westergaard: iYield! (Bandcamp) DL >> Ghost Flute and Dice: Kropsbygning (MIKA-C) CD/DL/stream

Lige udenfor jazzens ellers meget vide rammer, sker der mange spændende sager blandt eksperimenterende musikere, hvor de inddrager elementer fra jazzens verden. 

Den første kunstner er Kristian Westergaard, som jeg tidligere har skrevet om. Han bruger den særegne synthesizer Buchla, der har rødder tilbage 60'ernes San Francisco. Westergaard skaber soundscapes af den lækre organisk lydende slags. Det lyder som noget der er skabt før den digitale æra satte ind. Som gammel fan af Tangerine Dream og lignende er det meget let at holde af.

Den anden udgivelse er med Mikkel Almholt, der under pseudonymet Ghost, Flute and Dice skaber musik med klaveret som eneste lydgiver. Han laver om og modulerer med lydene fra klaveret, som han har mangedoblet. Det giver et fascinerende og forunderligt lydbillede. Det kan både være støjende og svævende. Der er minimalistiske opbygninger af numrene, hvor der bygges op til et klimaks. Musikken er ligesom indpakningen af CD'en superoriginal og anbefalelsesværdig.
facebook.com/ghostflutedice

tirsdag, maj 01, 2018

Milder/Ljungkvist/Landin/Cantillo: Trädet (El Dingo Records) CD/DL >> Milder/Ljungkvist/Landæus/Augustson/Rundqvist: The Music of Anders Garstedt (Moserobie) CD/DL

Siden før årtusindeskiftet har den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist tilhørt den absolutte elite indenfor skandinavisk jazz, hvilket han bl.a. har demonstreret ganske ofte i Atomic. Det har den lidt ældre instrumentkollga Joakim Milder også, bare i nogle andre sammenhænge. De har aldrig tidligere spillet sammen på plade, på trods af mange karrieremæssige sammenfald. Indenfor kort tid har jeg modtaget to plader, hvor de spiller sammen.

Trommeslageren Christopher Cantillo har samlet kvartetten på albummet Trädet. Pär-Ola Landin tager sig af bassen. Fredrik Ljungkvist supplerer saxofonspillet med lidt klarinet. Det er ikke jazz der lyder specielt svensk. Det er den rendyrkede jazz, hvor det lugter af midt 60’ernes amerikanske jazz, hvor det er kollektivet der dyrkes. Samspillet mellem Ljungkvist og Milder er helt særligt. Deres interkommunikation støttes og suppleres godt af de to medspillere. Det er sindsygt velspillet med en følsom råhed. 

På den anden plade er Ljungkvist og Milder sammen med pianisten Matthias Landæus, bassisten Filip Augustson og trommeslageren Fredrik Rundkvist. De har alle fem til fælles, at de har været medlem af trompetisten Anders Garstedts kvintet. Garstedt døde i år 2000 af cancer, kun 31 år gammel. Han efterlod sig nogle demoindspilninger og kompositioner, som kvintetten har kastet sig over på pladen The music of Anders Garstedt. Det er blevet til en fin hyldest til en musiker og komponist, der på trods af den korte karriere, nåede langt indenfor både jazz, pop og rock. Når man hører jazzmusikerne fra samme generation spille Garstedts musik, er det med vemod. Det er også med glæde over, at Anders Garstedts eftermæle hyldes så stærkt.

tirsdag, april 24, 2018

Maria Faust Machina (Stunt) LP/CD/DL/stream

Der er gået 10 år siden hun debuterede i eget navn med Bitch Slap Boogie. Siden da har hun lavet fire plader, hvor hun har fået DMA Jazz priser for to af dem. Nu er den estiske saxofonist og komponist Maria Faust aktuel med sit sjette album. Hun omgiver sig med nogle musikere som hun ofte har arbejdet sammen med. Hun spiller selv på altsax, mens Ned Ferm tager sig af tenorsaxen. De er sammen med Jacob Anderskov på piano, Ida Nørholm på cello og de to bassister Nils Bo Davidsen og Adam Pultz Melbye. 

I pressematerialet står der noget om, at hun ikke følte sig hjemme i den klassiske musik, som hun startede med hjemme i Estland/Sovjetunionen. At hun ikke passede ind i jazzen og improvisationsmusikken. I stedet har hun prøvet at være tro mod sig selv. Det betyder at hun laver musik der kan kategoriseres som hverken pop eller leflende - den har det bedst med at blive accepteret for det som den er. 

Det er musik der næres af skønheden i stærke stemningsskabende billeder. Der er en næsten kammermusikalsk og intim stemning i musikken, hvor udlængsel og afsavn er sammen med de nære følelser. Maria Faust er blafrende og vild på en måde, hvor hendes tilstedeværelse i musikken er afklarende og sikker. Alle modsætningerne er med til at give lytterne en plade der ikke er modsætningsfyldt. Den giver mening. Det er både når det er ligefremt smukt som åbningsnummeret Salacia og afslutningsnummeret Aurora eller tindrende skævt som på Sirene. 

Maria Faust har atter begået et kraftfyldt og originalt album, der ikke bare placerer sig i rækken af de andre hun har lavet. 

mandag, april 23, 2018

Dalia Faitelson: Powered by life (Losen Records) CD

Den dansk/israelske sanger og guitarist Dalia Faitelson er aktuel med sit 11. album. Åbningsnummeret med den betegnende titel My inner storage room er også nummer, der ligesom et opbevaringsrum, indeholder mange forskellige ting. Men hvor tingene i opbevaringsrummet er lagt væk, fordi de ikke bruges mere. Så er det noget andet, når det er Faitelsons indre opbevaringsrum. her kombinerer hun enkeltdele fra sit liv til noget nyt. Der er elementer fra world, f.eks. Ayi Solomon's percussion og Soma Allpass' cello. Der er elementer fra jazzen i form af Dalia Faitelson's guitar og Thomas Clausens klaver. Der er Faitelsons sang, der er i retning af singer-songwriter genren. Bassisten Frederik Damsgaard og trommeslageren Anders Provis medvirker også på pladen.

Powered by life er et ambitiøst udspil, hvor det er tydeligt at Faitelson er gået i dybden med arrangementerne af de enkelte numre, hvor der undervejs sker meget forskelligt. Det giver musikken en dramatisk dimension, som på Out of the black. Hun kommer nærmere på os med balladen Covered up in bed. På den efterfølgende I believe in er der akustisk guitar. Soma Allpass' cello befinder sig i duet med Faitelsons song. Når jeg hører pladen, kommer jeg til at tæmke på Joni Mitchell, hvilket er tydeligt på Cut ourselves some slack, hvor bas og klaver giver et lækkert groove. Eye of the dawn er et flot og roligt instrumentalnummer med Faitelson, Allpass og Clausen. Afslutteren Destiny made a mistake runder pladen af, på en opsamlende måde, hvor Faitelson runder af med en række retoriske spørgsmål. Det er passende nedlukning på et behageligt og melodisk album.

søndag, april 22, 2018

MODERN JAZZ DAYS 2018 - et farvel til en jazzfestival

Kasper Tranberg, Nils Bo Davidsen
og Rasmus Oppenhagen
Det er med vemod at jeg skriver denne blogpost. Endnu en gang var jeg inviteret til Køge og Modern Jazz Days. Det bliver sidste gang, da festivalen stopper. Hoved- og idémanden bag Modern Jazz Days, Jakob Baggesen er flyttet til Kolding, hvor han i øvrigt allerede er blevet formand for bestyrelsen for Jazz i Trekanten. Modern Jazz Days var en unik jazzfestival, der ikke var bange for at tage chancer og afprøve nye veje for jazzen. I år var der to temaer der farvede programlægningen. Kvinder og electronica. De fyldte begge godt op i programmet. 

Da jeg her til morgen mødte trommeslageren Terkel Nørgaard over morgenmaden på hotellet, spurgte han om, hvilken koncert der havde været den fedeste. Jeg spolede tilbage i hjernen og kom helt tilbage til fredag, da det hele startede med Rasmus Oppenhagen Krogh Kvartet. Han havde trompetisten Kasper Tranberg med, ligesom på pladen Distill, som der blev spillet flere numre fra. Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har hørt Kasper Tranberg spille smukkere og mere afklaret end ved koncerten i fredags. Der kom ikke en eneste ligegyldig tone ud af Tranbergs trompet. Alle toner havde en betydning og fik lov til at stå i rummet, som en spejling af tiden, der i lidt over en time stod stille. Rasmus Oppenhagen Kroghs gode melodier var oplæg til Tranberg, der greb dem. En oplevelse der bliver siddende. Rasmus havde også taget trommeslageren Laurits Hyllested og bassisten Nils Bo Davidsen med. De var begge med til at give det sidste til kvartetten. 

Abekejser
Herefter var det tid til den officielle åbning, med en tale fra kultur- og idrætsudvalgsformanden. Jakob Baggesen havde spurgt om jeg også ville holde en tale. Da jeg ikke er den store taler, valgte jeg at holde mig til det jeg plejer, nemlig at anmelde. Jeg valgte at anmelde hele festivalen før jeg havde hørt musikken. Hele talen kan du læse i kommentarsporet herunder.

Kalaha
Resten af fredagen bøde på forskellige bud på hvordan det lyder når jazz møder electronica. Jeg havde i min før-anmeldelse, fremhævet Kalaha som dagens store oplevelse og forudsigelsen holdt. Kvartetten med to jazzmusikere og to electronicamusikere er en sammentømret enhed, der spiller med overskud og plads til at stritte og improvisere. Scenelyset med lange LED-stave pegende op i luften var en lækker ekstra dimension. Jeg har ikke holdt mig tilbage for at hype Aarhus-bandet  Abekejser og det vil jeg blive ved med. De har drypvis sluppet nogle numre løs på de digitale tjenester, men arbejder nu på at lave et helt album. Jon Døssing Bendixens band, hvor nutidig electronica blandes med old school keyboards og afrofarvet guitar stod atter distancen. De spillede i Den Gule Hal, der til daglig er skaterhal, for et publikum der ikke var talstærkt. Til gengæld var de entusiastiske og helt sikkert nye Abekejser-fans.

Blood Sweat Drum + Bass
Aftenen lukkede med 26 mand klemt sammen på scenen i Salen. Aarhusianske Blood Sweat Drum + Bass havde taget den norske vildkat Jørgen Munkebo med. Med spredte ben og rockattitude spillede han saxofon som stod han på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Lydtrykket var gigantisk. Dagen var gået i seng, da de gik på og natten tog over.

Mathias Heise og Jacob Venndt
Lørdagen startede i det milde hjørne med Mathias Heise og Jacob Venndts hyldest til Toots Thielemans. Caféen var proppet med et publikum der flød med på en bølge af swing og gode melodier. Vi fik både Killer Joe, Bluesette og nogle vellavede duetter. Herefter tog Sinne Eeg over inde i salen, hvor alle stole var taget og resten af publikum måtte stå ude væggene. Her oplevede de fire kunstnere, der for en stund smeltede sammen og serverede jazz som om der ikke fandtes andet i denne verden. Sinne Eeg er stadig på toppen.

Agami Brothers & The Supreme Court
Herefter begyndte det at gå stærkt. Kuku og Joseph Agami & The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe, der skal tage sig sammen til at lave en plade. Kathrine Windfeld og Jesper Løvdal spillede på samme tidspunkt i caféen. Tapperiet sydede og boblede af jazzglæde samtidig med at dagens sidste solstråler oplyste bygningen. 

Sinne Eeg
Thomas Agergaard har samlet en ny kvartet, hvor Ginman og Blachman er gengangere fra tidligere, mens den unge polske pianist Artur Tuznik var den nye mand. Hvordan det gik ved jeg ikke. Jeg skulle selv spille plader på samme tidpunkt. Kvartetten havde spillet på Bellevue teatret, torsdag aften for 400 mennesker. Dagens to sidste kunstnere var Excelsior og Maximalistica. Igen var jeg optaget til anden side.

Sofa Session set fra scenen
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser i Køge, så er der flere højdepunkter. En af de oplevelser som står stærkest i hukommelsen, var da Reverse spillede sammen med Palle Mikkelborg i 2015. Nyskrevet musik spillet af den unge trio, der ramte Palle Mikkelborgs kunstneriske glød. Det var gåsehudsfremkaldende. Der har også været koncerter med Kresten Osgood Trio, Bremer/McCoy og Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr, der har sat varige spor i hjernen. Det har også været sjovt at lave Sofa Session. De første par gange med Niels Christian Cederberg, en enkelt gang med Jens Jørn Gjedsted og så afslutningen i år sammen med Jonas Visti, der havde taget Thøger Dixgaard med. De havde været i Brasilien hele februar måned, så selvfølgelig gik der brasiliansk musik i den. Jeg havde lugtet lunten, så jeg havde selvfølgelig også taget nogle brasiliansk farvede sager med. Det gik hen og udviklede sig til en hyggelig omgang snak og pladespilleri fra sofaen på scenen. Så hvis der er nogen derude der vil have en Sofa Session, så er vi tre herrer der ret hurtigt kan pakke pladetaskerne… Når vi nu desværre ikke skal til Køge mere. 



Jazzbloggeren i Køge
Modern Jazz Days sluttede på toppen. Festivalen var godt besøgt om lørdagen. Der var udsolgt til jazzbrunchen med Hanne Uldal i dag, hvor hun trakterede med stilige standards. Det var en værdig og god afslutning. Det har været hyggeligt med den gode afslappede stemning fra de frivillige på Tapperiet, der har slidt og slæbt hele weekenden med et smil på læben. Tak for nu, Køge. 


fredag, april 20, 2018

Kira Skov: The Echo of You (Stunt) LP/CD/DL/stream

Nogle anmeldelser er sværere at skrive end andre. Denne anmeldelse har været længe undervejs. Kira Skovs hyldestalbum The Echo of You, som hun har lavet til sin afdøde mand Nicolai Munch-Hansen er måske ikke så vigtig at skrive om på en jazzblog. Musikalsk er vi ikke i jazzen. Når man kombinerer det med, at Kira Skov er kendt og har lavet nogle stærke og personlige tekster, så betyder det også at pladen anmeldes af mange andre end jazzmedierne. Den har kastet nogle gode og velskrevne anmeldelser af sig, hvor specielt Ralf Christensens anmeldelse i Information var i særklasse.

Nicolai Munch-Hansen var ikke kun far og Kira Skovs ægtemand. Han var også jazzbassist. Det er derfor at pladen også skal have opmærksomhed her på bloggen. Jeg vil ikke gå ind i en dybere tekstanalyse, blot forholde mig til, at det at miste er kernen og omdrejningspunktet. Kira Skov spænder et himmelhvælv ud over musikken. Det lykkedes så godt fordi hun lader følelsernes ro herske. Der hvor man mærker og fortæller og bruger det mærkede som terapien. Den terapi hvor man skal forholde sig til, at være i en anden virkelighed, end den man oprindeligt havde en idé om var meningen man skulle være i.

Sammen med produceren og musikeren John Parish og danske musikere som Oliver Hoiness, Anders AC Christensen og Silas Tingleff har hun lavet et smukt og langtidsholdbart album med rødder i stille og intens indierock, SSW og roots-country.

torsdag, april 19, 2018

Marit Sandvik & Nova Onda: Flor (Finito Bacalao Records) CD/DL/stream

Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Stan Getz og Astrud Gilberto, når man taler om tenorsax, vokal, jazz og bossa. Der er en særlig aura af noget eksklusivt, det lette liv, 60'erne og en lækker stemning over det. Det er også her vi er, på Marit Sandvik & Nova Onda's debutalbum Flor, hvor det dog skal tilføjes at vi befinder os i nutiden og musikerne er fra Norge. Der er endda nogle sange der synges på norsk. Det er den 61 årige norske sangerinde Marit Sandvik der tager sig af vokalen. Jeg kommer både til, at tænke på Lill Lindfors, der sang bossa på svensk eller Birgit Lystager, der sang bossa på dansk, når jeg hører Marit Sandvik. Det er lige så charmerende og sommerfremkaldende. På de andre numre synges der på portugisisk. 

Marit Sandvik er sammen med nogle erfarne musikere fra Tromsø, der ud over en række selvskrevne numre også spiller kompositioner af Djavan og Joyce. Det er blevet til en hyggeligt, velspillet plade, der godt kan fungere som et eksotisk supplement til al den anden Bossa, som du går og hører.

onsdag, april 18, 2018

Thulla’s Merry-Go-Round: Colony Collapse Disorder (Musikgalaxen) CD/DL/stream

Musikverdenen har mange afvigere. Dem der stikker ud fra det vanlige eller det normale. Indenfor jazzen er det som regel en kvalitet. Man kan vel lidt god vilje påstå, at det at være afvigende indenfor jazzen er det normale, da alle de andre også nogle afvigere. Det jeg prøver at sige er, at Thulla er en afvigende afviger. Det er ganske længe siden, at hun sidst udgav en plade, 7 år for at være præcis. Sangerinden Thulla har aldrig gået den lige vej. Det afholder hende heldigvis ikke fra at lave charmerende musik.

På det nye album får hun hjælp af Eva Malling på bas, Marie Louise Nietschky Schmidt på Vox Continental, harmonika og keyboards og Poul Achton på trommer. Der er en hyggelig cabaret-lignende stemning på pladen. Som en hyldest til orgelet Vox Continental, der ovenikøbet er en prototype fra 1962, spiller de et nummer af The Doors, hvor Ray Manzarek var med til at gøre instrumentet kendt. Vi får både People are Strange og Brecht/Weill’s Alabama Song, som The Doors gjorde kendt. Resten af numrene er skrevet af Thulla. Tempoet er roligt, balladerne klirrer sammen med isterningerne i whisky-glasset.

tirsdag, april 17, 2018

Pernille Mejer: Iris (Gateway) CD/DL/stream

Ambitionerne er store og der satses fuldhjertet på Pernille Mejers andet udspil i eget navn. Åbningsnummeret Iris er med en nyskrevet dansk tekst til Wayne Shorters Iris. Det er her, at hun brager gennem det kunstneriske loft med sådan et eftertryk, at man kunne ønske at der var mere af den slags på pladen. Og det er ikke fordi pladen ellers er dårlig. Åbnings- og titelnummeret er af en helt særlig karakter. Her kombinerer Pernille Mejer sine evner for ordløs improviseret sang med en tekst om det der ses. Det er både modigt og originalt sat i musikalsk scene af et ungt band, der viser at jazz stadig flytter sig.

Nå men, Pernille Mejer er enig, så hun har taget to andre Wayne Shorter sager med og sat ord på dem. E.S.P. er ligesom Iris fra Miles Davis pladen af samme navn. Den sidste er Ana Maria fra Shorters 1974-album Native Dancer. Den er i Mejers danske version blevet til Månebarn. 

Anna Roemer på guitar, Calle Brickman på klaver, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen giver Pernille Mejer et godt grundlag at arbejde ud fra. Resten af pladen byder på danske sange som Sensommervise, der er tro mod den oprindelige version og alligevel har et personligt touch. Den blå anemone, Glemmer Du og Forelsket i København er alle blandt mine eviggrønne favoritter, der alle udfordres en smule. Det er dejligt at høre en sangerinde der vil mere end det indlysende. Tak for det.

mandag, april 16, 2018

Kathrine Windfeld Big Band plays Thomas Agergaard: Black Swan (Storyville) CD/DL/stream

Kathrine Windfeld Big Band er historien om humlebien der ikke kan flyve, om igen. Fra den spæde start i 2012, til faste jobs på The Standard i 2014 til udgivelsen af to plader, der begge er blevet prist og værdsat blandt lyttere og anmeldere. Det er sket i en tid, hvor big band jazzen nærmest har været under afvikling og kun har overlevet i kraft af store offentlige tilskud, som hos Aarhus Jazz Orchestra og DR Big Band. 

Kathrine Windfeld skifter spor med den nye udgivelse. Det er vel nærmest Kathrine Windfeld Big Band version 3.0 som vi møder på albummet Black Swan. Musikken er ikke længere skrevet af Windfeld. Det er i stedet Thomas Agergaard der har lavet musikken. 

Han får brugt et velformet og disciplineret big band til, at omsætte sine kompositioner. Det er en blanding af nye og gamle numre, som han har sat sammen til det 12 numre lange program, der rummer 2 mini suiter med 4 og 3 numre. Han har bl.a. hentet inspiration i nyere klassisk musik. Det høres i de mange spændende lag, som musikken bygger på. Han tager selv nogle gode solorunder undervejs, hvor der også er blevet plads til bl.a. Anders Larsson på trombone og Rolf Thofte Sørensen på trompet. Kathrine Windfeld Big Band er ikke en institution endnu. Men der ikke noget der tyder på, at big bandet ikke kunne blive det med tiden. 

Modern Jazz Days 2018

Jazzfestivalsæsonen starter i weekenden. Der er ikke kun forårsfornemmelser. Det begynder så småt at dufte af sommer. Det er 6. gang at der er Modern Jazz Days på Tapperiet i Køge. Det er desværre også sidste gang, da styrmanden for festivalen, Jakob A.V. Baggesen går fra borde, når festivalen slutter på søndag.

Endnu en gang har Baggesen sammensat et program som aftvinger respekt for originalitet og modighed. De senere år har der været opmærksomhed på kønsfordelingen blandt de optrædende på festivaler i hele landet. I Køge gør man også noget ved det. Desuden har man sat fokus på blandingen af elektronisk musik og jazz.

Festivalen åbner på fredag med et stærkt nyt navn fra den danske jazzscene. Guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh udgav sidste år sit debutalbum Distill, som nærværende blog havde på listen over årets bedste jazzalbums. Han kommer sammen med en superskarp kvartet med veteranerne Nils "Bosse" Davidsen på bas og Kasper Tranberg på trompet, samt den unge Laurits Hilding Hyllested på trommer.

Søren Gemmer og Palle Mikkelborg MJD 2015
Herefter åbnes der op for de elektriske sluser, når Aarhus-fusionisterne Abekejser tager over. De følges op af nogle interessante duosamarbejder, hvor elektronikken er med som tredjemedlem. Guitaristen Tao Højgaard alias Mute State er sammen med sangerinden Astrid Engberg. Bassisten Lennart Ginman er sammen med sangerinden Ane Trolle. Duofesten afsluttes af 99 Blows (alias guitaristen mm. Rasmus Vestervig) og Tenoe (alias trommeslageren Terkel Nørgaard).

Til sidst kommer afrojazzelectronicafusionsbandet Kalaha på scenen, hvorefter kæmpe bigbandet Blood Sweat Drum + Bass sørger for at musikken stadig vil sidde i kroppen, når man rammer sengen fredag nat.

Lørdagen åbner børnevenligt med Æsken, der får følgeskab af en Toots Thielemanns tribute med Jacob Venndt og Mathias Heise. Herefter går det stærkt med en masse musik. Sinne Eeg starter i den store sal, hvorefter der følger en aften med Jesper Løvdal & Kathrine Windfeld Quartet, Kuku & Joseph Agamo & The Supreme Court, Live Foyn Friis w/ strings, Agergaard/Ginman/Blachmann/Tuznik, Excelsior og afslutteren Maximalistica.

Kresten Osgood MJD 2014
Det er fjerde gang, at Jazznyt er tilstede på Modern Jazz Days. Endnu en gang deltager jeg i en Sofa Session. Denne gang sammen med P8 jazz værten Jonas Visti og popsangeren Thøger Dixgaard. Her spiller, snakker og hygger vi om en god stak jazzvinyler. 

Det hele slutter om søndagen, hvor Hanne Uldall Quartet med Christina Dahl spiller op til jazzbrunch.

I løbet af weekenden kan du også læse og høre lyde fra festivalen her på bloggen. Men det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis du kom. Måske ses vi?

Her er en playliste med lidt inspiration.

lørdag, april 14, 2018

August Rosenbaum: Rasa (Tambourhinoceros) LP/DL/stream

Det er kun nogle få måneder siden, at August Rosenbaum udgav albummet Vista der høstede en masse anmelderros. Nu er han allerede klar med en opfølger, der placerer sig som en naturlig forlængelse af Vista. På albummet præsenterer Rosenbaum på solopiano 5 numre fra Vista albummet og et enkelt nyt nummer. 

Musikken blev indspillet i Los Angeles efter en uges indspilninger af musikken til Vista med band. Rosenbaum satte sig ved flygelet i tre timer i det lille Eagle Rock Studio. Rosenbaum har komponeret numrene sammen med Robin Hannibal. Intentionen var at numrene skulle have en stærk kerne, at stemningen var intakt når man skrællede det hele væk og kun spillede musikken på et flygel.

Det får han med al tydelighed demonstreret på Rasa. Det er smukt supplement til Vista. Den rene og enkle melodi kan godt stå alene. Der er f.eks. Vistas eneste vokalnummer Calling Out, der på Rasa stadig er en melodi, der emmer af det længselsfulde. De andre numre Angelo, Belmondo, Nomad og Skin er i samme stærke klasse. Det er luftigt og enkelt. Det der ikke spilles kan også høres. Pladens sidste nummer, Milo er et nyt nummer som Rosenbaum selv har lavet. Måske er den brobyggeren til det næste, som vi kommer til at høre fra ham. 

Rasa er en vellykket meditativ udgivelse, der kun lider under at der kun er musik på den ene pladeside. Det kunne have været fedt med de andre numre fra Vista i soloudgave på side 2. På den anden side, er det måske også pointen med Rasa. Der skal være plads til ro og eftertænksomhed.

fredag, april 13, 2018

JazzNyt fylder 14 år i dag

Der er gået 14 år og der er skrevet 2567 blogindlæg på Jazznyt-bloggen. Det er det samme som et indlæg hver anden dag. 

Glæden ved at bruge tid på at lytte. Glæden ved at mærke hvad musikken gør ved mig. Glæden ved at dele mine meninger og min viden. Glæden over nysgerrigheden ved ny musik. Alt det er uændret. 

I april 2004 skrev jeg om, at Blue Note havde udgivet albummet Revisited. Det indeholdt remixes af gamle Blue Note udgivelser. Matthew Herberts remix af Michel Petruccianis soloindspilning Caravan er i øvrigt stadig suveræn.

I april 2005 skrev jeg at Niels Henning Ørsted-Pedersen var død.

I april 2006 skrev jeg at Kresten Osgood var begyndt at spille sammen med Henry Grimes, der havde været forsvundet siden 1967.

I april 2007 anmeldte jeg Peter Fuglsangs basklarinetplade File under purple. Den kaldte jeg hyggelig, med dybde og sublim lyd.

I april 2008 citerede jeg fra en kronik i Jyllands-Posten, Niels Lyhne Løkkegaard for følgende: "Noget kunst skal man bruge mere tid på end andet, før kunstens skønhed åbenbares, og det samme gælder for musikken som kunstart - den kan være meget mere og andet end bare underholdning.
Musikken i det offentlige rum og i medierne fremstår i dag kun som den fine, ufarlige, slebne top af et musikalsk isbjerg, hvor det, der er farligt, og det som stikker dybere i menneskene, ligger hengemt under overfladen.
Kom nu op af klichepølen - træk ud på det dybe vand - dyk ned og se, hvad der gemmer sig under overfladen."

I april 2009 anmeldte jeg albummet Dino, som det måske bedste fra Jakob Dinesen.

I april 2010 anmeldte jeg Julie Kjærs debutplade med den skønne titel, Baglæns ind i det forkerte rum.

I april 2011 anmeldte jeg DJ 2-Tone Jones' blanding af Wu Tang Clan og klassisk jazz på albummet Shaolin Jazz 37th Chamber, der desværre aldrig er blevet officielt udgivet.

I april 2012 anmeldte jeg Simon Toldam Trios album Sunshine sunshine or Green as grass med ordene uafrysteligt stærkt.

I april 2013 anmeldte jeg SVINs EP Secretly We are gay med ordene: "SVIN er et bragende, originalt og medrivende bud på vild rocket jazz anno 2013."

I april 2014 var jeg til Jazzahead i Bremen, hvor dansk jazz var i centrum.

I april 2015 anmeldte jeg Alex Jønssons Spy on Your friends, med ord om at det var organisk vuggende og med højt til loftet.

I april 2016 anmeldte jeg Johannes Richters album 2 Pieces. Jeg skrev at det i sit inderste væsen var ultrasmal musik, der ikke søgte et publikum. Det var musik der vakte undren og nysgerrighed. Senere viste det sig at Johannes Richter var et pseudonym for Niels Lyhne Løkkegaard.

I april 2017 anmeldte jeg Reverse's andet album Museum, og beskrev den som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året.

I april 2018 anmelder jeg stadig. Lige fra eksperimenterende vokal/electronica med IKI over punket free jazz med Yes Dere og kirkeorgelimprovisation med Henrik Sørensen til Chris Minh Dokys nordiske jazz.

I aften skal jeg til koncert med Røgsignal og I Think You're Awesome på Atlas i Aarhus. I næste uge skal jeg torsdag, til koncert med Mathias Heise Quadrillion på Fermaten i Herning. Om fredagen tager jeg til Køge, hvor der er Modern Jazz Days. Her vil jeg skrive om nogle af koncerterne. Desuden skal jeg lørdag aften, spille jazzvinyler sammen med Jonas Visti og Thøger Dixgaard. 

I april 2019 skriver jeg at Jazznyt fylder 15 år!

Jazzen er et vidunderligt sted at være. Tak fordi du følger og læser min blog.