For 49 år siden blev saxofonisten Jesper Thilo den første modtager af Ben Webster-prisen – nu er han død efter nogle års sygdom. Nyheden om hans død læste jeg, da jeg var på vej til Ben Webster-prisfest i København. Thilo var inkarnationen af en Webster-prismodtager; han havde endda spillet med den amerikanske tenorsaxlegende.
Da Webster døde i 1973 uden arvinger, blev der i stedet oprettet en fond, der fik rettighederne til Ben Websters musik. Det genererer en årlig indtægt, som fonden bruger til at støtte danske jazzmusikere og altså uddele en årlig pris.
I år gik prisen til Lotte Anker, der måske ikke har en lige linje til den jazz, som Ben Webster var kendt for at spille. Som Ben Webster-fondens afgående formand Jesper Løvdal sagde i pristalen, har Anker alligevel det tilfælles med Webster, at hun har udforsket og udviklet nye måder at spille saxofon på.
I øvrigt var den sidste koncert, jeg oplevede med Jesper Thilo, en free jazz-lignende koncert i Aarhus Domkirke i 2020, hvor han spillede duo med Kresten Osgood, der førte Anker og Thilo sammen i gruppen Sølvtøj.
Og free jazz fik vi, da Lotte Anker gik på scenen på spillestedet Bartof Station på Frederiksberg i selskab med pianisten Jeppe Zeeberg og trommeslageren Peter Bruun. Jeg spottede Lotte Ankers nodeark til et af numrene, der kun bestod af ganske få noder. I sin takketale sagde hun også som noget af det første, at hun ikke spiller jazz – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det ændrer ikke på det faktum, at det var meget velfortjent, at Lotte Anker fik prisen, ikke mindst i lyset af hendes mangeårige internationale og opsigtsvækkende samarbejder inden for den eksperimenterende og mindre synlige ende af jazzen.
Vi fik det varme og det tørre. Der kom fejende toner og voluminøse udladninger. Jeppe Zeebergs varemærkespil fik vi også at føle flere gange, hvor han i en vanvittigt ekvilibristisk optræden og i højt tempo gav tangenterne nogle heftige slag. Hele kroppen var med.
Hvis der findes noget, der hedder Dansk Jazzfotograf Forening, så var den repræsenteret i en grad, som jeg ikke kan mindes til nogen jazzkoncert. Det var som at være på MCH Arena og overvære FC Midtjylland en god søndag eftermiddag, hvor pressefotograferne fiser rundt ved sidelinjen og bag målet. På Bartof Station manglede de mange fotografer nærmest kun en neongul vest, hvorpå der stod “Photo”.
Peter Bruuns trommespil var empatisk, dragende og modtagende. Han fornemmede og sansede hele tiden musikken og understøttede og udvidede Ankers musik på fineste vis. Vi fik en intens optræden, hvor Lotte Anker udstrålede en zenlignende ro. Hendes saxofonspil på både alt- og sopransax var fantasifuldt og omskifteligt.
Inden det blev tid til en pause, kom Ben Webster-fondens bestyrelsesmedlem Ole Matthiessen på scenen og overrakte en hæderspris til en dybt overrasket Jens Jørn Gjedsted, der fik prisen for sit mangeårige arbejde inden for formidling og dokumentation af jazzen. De fleste kender ham nok fra Danmarks Radio.
Efter pausen var det tid til endnu en hædersprismodtager, der dog var varskoet om prisen.
Han havde taget sit band med, så vi fik endnu en koncert. Det var den ghanesiske percussionist Ali Solomon, som mange nok husker fra tiden i New Jungle Orchestra, hvor han kom med i starten af 90’erne. Han fylder snart 70 år og var som altid fuld af energi og positive vibes. Han stillede op med et vanvittigt sejt band med Morten Schantz på keys, Anders Banke på saxofon, Rasmus Lund på trommer, Alain Apaloo på guitar, Yasser Pino på bas og Feridah Rose på kor. Stilen var groovy afro, hvor Solomon sang og styrede bandet med en lækker, smittende rytmisk tightness. Der var afstikkere til latin og rigtig meget jazz. Inden koncerten var slut, måtte jeg desværre liste ud af døren og tage toget hjem til Herning.
Det blev en meget afvekslende og god musikalsk eftermiddag på Bartof Station. Jeg har siddet i Ben Webster-fondens bestyrelse i et års tid og har med vemod valgt at forlade bestyrelsen, da det har været svært at engagere sig fuldt ud i bestyrelsesarbejdet på lang afstand og via Zoom-forbindelse. Ben Webster Fonden er i bogstaveligste forstand en guldgrube for dansk jazz. Hurra for Webster og jazzen i det hele taget. Den kan rumme traditioner og flytte sig på én og samme gang. Det gjorde den på Bartof Station.
