mandag, november 11, 2019

Jazznytprisen 2019 går til Abekejser

For første gang går Jazznytprisen til et band. Det er århusianske Abekejser der får prisen. De har lige udsendt deres debutalbum, Floating through the universe, der til fulde indfrier forventningerne. Her på bloggen har de været en favorit i flere år - på grund af nogle fede koncertoplevelser og nogle suveræne videoer. De fem musikere skaber fordybelse, forundring, fest, farver og forløsning. 

Jazznytprisen gives hvert år til en kunstner, der med nytænkning er med til sprænge jazzens rammer. En kunstner der med udgangspunkt i jazzen bevæger sig frit rundt i musikkens verden. En kunstner der laver jazz der kommer længere ud end jazz normalt gør. En kunstner der ikke er bange for at udfordre lytterne og give dem store oplevelser.

Abekejser er et kollektiv, hvor hver enkelt musiker med deres musikalske personlighed sikrer et originalt udtryk. Jon Døssing Bendixen på tangenter har udviklet sin signaturlyd - noget der kendetegner store keyboardbetvingere som eksempelvis Herbie Hancock og Kenneth Knudsen. Adrian Christensen spiller udelukkende på Moog bassynth - som kun en jazzbassist kan gøre det. Adrian både udfordrer og er tro mod det grundlæggende groove. Frederik Emil Bülow er en sand virtuos ud i et heftigt jazzet og hip hop influeret trommespil. Rasmus Fisker Pedersen på trommemaskinen, giver Abekejser et helt særligt touch og overskud med sit minimale udstyr. Jeppe Lavsen er udfordrende, skæv og direkte på guitaren. 

Gå ud og oplev Abekejser på en scene. Det gjorde jeg i weekenden, hvor jeg gav dem prisen i forbindelse med den første Moorjazz Festival. Her startede de ud i et mørkt og tungt billedskabende univers. De bevægede sig over mod festen, der selvfølgelig eksploderede med titelnummeret Floating through the universe. Med koncerten gav de publikum en videunderlig rejse. Det gør de også på pladen, der både findes på vinyl, CD og streamingtjenesterne. Pladen er iøvrigt udgivet af det meget aktive unge norske pladeselskab AMP Records. 

TIllykke til Abekejser og tak for musikken. Prisen består - ligesom de foregående syv - af en tegning lavet af min søster samt - i dagens anledning - fem flasker bobler, der på behørig vis blev tømt efter koncerten.

Tidligere modtagere af prisen:
2012: Stefan Pasborg
2013: Jakob Bro
2014: Carsten Dahl
2015: Jakob Buchanan
2016: Jens Mikkel
2017: Lasse Mørck
2018: Janne Mark


onsdag, november 06, 2019

Abekejser: Floating through the universe (AMP Music & Records) LP/CD/DL/stream

Det er over to år siden at deres første sang dukkede op på youtube. Den var ledsaget af en fed animationsvideo. Ligesom de følgende sange også var. Fuldlængde albummet lod vente på sig. Nu er den her endelig.

Abekejsers debutalbum er en farverig musikalsk fest. Jon Døssing Bendixen på keys og vocoder, Jeppe Lavsen på guitar, Frederik Emil Bülow på trommer, Rasmus Fisker på trommemaskine og Adrian Christensen på bas synth udgør Abekejser. Musikken er elektrisk til op over begge ører. Det er også organisk og levende musik, der i sit grundudtryk er kompleks og fyldt med spontanitet og ligefremhed. 

Det er jazz, fusion, hip hop, afro, funk og et givende musikalsk overskud. Numre som Robomance og Nocturnal Observer er filmiske og fyldte med atmosfære. Der er også dansenumrene, hvor titelnummeret Floating through the universe skylder sit til Daft Punk og Herbie Hancock. Her giver Jon Døssing Bendixen den op på vocoder, ligesom han også gør på Magical. 

En af Abekejsers mange forcer er deres uimodståelige charme. Jeppe Lavsens originale og krøllede guitarspil, Frederik Emil Bülow virtuose trommespil, der får pace og luft fra Rasmus Fiskers trommemaskine. Adrian Christensens lækre tunge Moog bassynth og Jon Døssing Bendixens fantasifulde keyboardspil. Det er opskriften på et af årets bedste danske jazzalbums. Det er et stærkt anbefalelsesværdigt fremtidsjazzalbum, der placerer sig solidt i nutiden. I øvrigt bør du heller ikke snyde dig for en live oplevelse med Abekejser.

tirsdag, november 05, 2019

Bremer/McCoy: Utopia (Luaka Bop) LP/DL/stream

Det er næsten 6 år siden, at debutpladen Enhed udkom. Siden er duoen Bremer/McCoy stille og roligt vokset frem. Ligesom deres musik. Nu er de klar med fjerde album, der udkommer på David Byrne’s pladeselskab Luaka Bop og dermed bliver lanceret i en langt større skala, end de foregående albums. Det nye album bringer gudskelov ikke revolutionerende nyt med Bremer/McCoy. Det nye album er et destillat af det som de har bygget op.

Her er ro, hvor vi dvæler ved detaljer og fortaber os i vinylens riller. Det er musik, der i sit lyriske indre opbygger behagelige stemninger. Det er musik, hvor man svømmer væk og lader op. Bremer/McCoy har en musikalsk formel, der står tindrende klar. Lige til at blive omfavnet. Enkle titler som Højder, Tusmørke, Vågner, Salig og Dråber betegner rammende den rene organiske musik. 

Utopia er den kunstneriske kulmination for Bremer/McCoy. Nordisk jazz og roots reggae har aldrig været smukkere sammen. Morten McCoy på tangenterne og Jonathan Bremer på kontrabassen har lavet årets jazzhit. Albummet der kommer til at nå ud til et stort publikum. Den debuterede på andenpladen på vinylhitlisten i den forgangne uge. Der er ikke så meget andet at gøre end, at købe den. Hvis du tør, at tage den med ro.

mandag, november 04, 2019

Lumen Drones: Umbra (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Skarbø Skulekorps (Hubro) LP/CD/DL/stream

Det er uden at overdrive, et af mine yndlingspladeselskaber. Norske Hubro Music fylder 10 år. De fejres eksempelvis ved fire koncerter ude i Europa, med tre toneangivende kunstnere fra selskabet; Erlend Apneseth Trio, Building Instrument og Bushman’s Revenge.

Alene i år har jeg begejstret skrevet om seks af deres nye udgivelser. Jeg når ikke at skrive om dem alle. Nu er der to mere, som jeg simpelthen bliver nødt til at fortælle om.
Lumen Drones med Nils Økland på hardangerfele og violin, har udgivet deres andet album på Hubro. Den første havde ECM fingrene i. Dengang var jeg meget rosende. Derfor er det også en ekstra stor fornøjelse at lytte til album nr. 2, der viser nye sider fra bandet. Økland er sammen med guitaristen Per Steinar Lie og trommeslageren Ørjan Haaland fra postrockgruppen The Low Frequency in Stereo. I det nye møde mellem postrocken og Øklands fiol, der balancerer mellem folkemusik og prog, hersker et betagende og eftertænksomt udtryk. Mere ro og mindre vrede. En meget stærk plade.

Som et nyt bud på et skoleorkester har Øyvind Skarbø fra trioen 1982, lavet Skarbø Skulekorps. Det er et noget alternativt skoleorkester. For det første er de alt for gamle. På den anden side, er der skæve elementer i det, som kan minde om noget man kan høre på en charmerende skoleorkesterplade fra 70’erne.

Forskellen er at Skarbø Skulekorps bevidst bruger det rytmisk skæve og rodede. Blæsere der kommer for sent eller tidligt ind. Lyt feks. til Four Foxes, hvor det 7 mand store korps sætter ret præcist ind med det upræcise. Undervejs får de iøvrigt hjælp af Møhlenpris Foreldrekorps. En popplade fra et uopdaget parallelunivers.

søndag, november 03, 2019

Frekvens på Scene 7 i Herning 01-11-19

Det var ottende gang, at Frekvens præsenterede unge up coming bands på Scene 7 i hjertet af Herning. Med lidt over en uge til Moorjazz Festival - den første jazzfestival i Herning - blev præsenteret fem bands, hvor fire af dem havde hentet stor inspiration i jazzen. To af dem spiller også Moorjazz Festival.

Første band var århusianske Solmyr. Med den velsyngende Miriam Villekjær Lassen på vokalen i front og nogle yderst velskårne popmelodier fængede de fra starten. Det er selvfølgelig også ekstra fedt, at der var blæs, sax og trompet med i bandet, der lagde et højt niveau for aftenen.

Vilja havde taget turen fra Odense. Det var deres anden koncert i Herning, denne fredag. De havde spillet en pop-up eftermiddagskoncert på biblioteket i Herning for, at gøre reklame for aftenens Frekvens arrangement. I forhold til eftermiddagens koncert havde trioen, der i dagens anledning havde en gæstetrompetist med, skruet op for for det hele. Den ellers rolige nordisk inspirerede jazz fik et ekstra spark, så det unge fredagsramte publikum i salen ikke overdøvede musikken. Det var en sand fornøjelse at høre Vilja, der også spiller på Moorjazz Festivalen - iøvrigt lige før norske Espen Eriksen Trio. Så er den lyriske jazz sikret.

Aardvark er opstået på MGK i Holstebro og har medlemmer fra Struer, Lemvig og Holstebro. De spillede nutidig fusionsjazz med funky elementer. De kørte ned ad den groovy vej, hvor blæs og kollektivet bar dem frem. Bandet spiller også på Moorjazz Festival, hvor de hele dagen kommer under banddoctor behandling af Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome i en åben bandclinic, hvor publikum kan følge med i processen, inden de spiller koncert sidst på eftermiddagen.

Femur fra Århus tog mig med storm - her var klare elementer fra slut halvfjerdsernes og start firsernes dansk sprogede musik, hvor både congas og saxofon er vigtige indslag. Sammenspillet og den store glæde ved at står på scenen skinnede tydeligt igennem. Stemningen i salen fik et ekstra løft. Det er helt klart et band jeg vil holde øje med i fremtiden.

Aftenens sidste band, var Herning/Skjern bandet Public Buffalo, der havde samlet en bunke entusiastiske supporters oppe foran scenen. Som trommeslageren sagde til mig tidligere på aftenen, så var de aftenens sorte får. De spillede med tydelige rod i alternativ rock - og havde ikke meget jazz i sig. Det ændrede dog ikke på deres solide output. En eksplosiv afslutning på en vild aften.

Jeg kan ikke helt få armene ned. Esben Aarup fra Frekvens havde sammensat et perfekt program som forret til Moorjazz Festival. Niveauet var tårnhøjt hele aftenen og bandsene havde ingen problemer med at komme ud over scenekanten.

onsdag, oktober 30, 2019

Marilyn Mazur’s Shamania (Rare Noise Records) LP/CD/DL/stream

Percussionisten og komponisten Marilyn Mazur lavede bandet Shamania i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i 2015. I 2019 indtog bandet en propfyldt Kgs. Have på en solbeskinnet dag. I mellemtiden havde de udsendt albummet på det britiske pladeselskab Rare Noise Records. Nu er den nomineret i kategorien til årets danske jazzkomponist.

Marilyn Mazur’s Shamania står på skuldrene af Primi Band, der blev dannet i 1978 og udsendte et album i 1984. Fra det store band dengang, er der kun en enkelt musiker tilbage. Det er selvfølgelig saxofonisten Lotte Anker, der også har opnået international respekt ligesom Mazur. 

Shamania består af 10 musikere fra de nordiske lande. Her er velkendte navne som Josefine Cronholm, Sissel Vera Pettersen og Makiko Hirabayashi. Men der også (i Danmark mindre kendte) musikere som trompetisten Hildegunn Øiseth fra Norge, der endnu en gang imponerer, ligesom hun gjorde på Cæcilie Norby’s ligeledes DMA Jazz nominerede album Sisters in Jazz. Lyt til nummeret Chaas.

Marilyn Mazur’s Shamania er eventyrjazz, der trækker på den nordiske urkraft, på naturen og steminingerne. Det er kringlet og kroget. Det er levende og boblende. 

tirsdag, oktober 29, 2019

Q: Up Up Up (ILK) LP/DL/stream

12 sange på under 40 minutter overholder til fulde den krævede popmelodilængde. Det er nu ikke fordi du bliver blæst omkuld af popmelodier på albummet, der aldrig nogensinde ville komme i betragtning til populærmusikkens Danish Music Awards. Så er det jo heldigt, at der findes en Danish Music Awards for jazzen - en genre Qarin Wikström nok hører mere hjemme i end i poppen - og netop er nomineret i kategorien Årets danske jazzudgivelse ved jazzens DMA. Hvorfor hører hun hjemme i jazzen? Der er ihvertfald noget jazz DNA i musikken.

Qarin Wikström synger, spiller og har skrevet det hele på albummet. Hun har taget udgangspunkt i en gammel 90’er synthesizer, der med sine knapt så indladende og elegante lyder, skaber grundlaget for musikken. Det er som et stort sammenvævet tæppe, hvor du genfinder genkendelige elementer midt mellem alle de nye former og farver.
Qarin Wikström udfordrer sig selv lytterne med en berigende omgang jazzpop, der ikke ligner den jazzpop du ellers hører. 

mandag, oktober 28, 2019

Josefine Cronholm: Ember (Stunt) LP/CD/DL/stream

Det er sådan et vellykket møde mellem vokalist og musikere skal lyde. Der gik 7 år fra Josefine Cronholm udsendte albummet Falling til hun udsendte Ember sidste efterår. Som med Cronholms forgående udgivelser får man hurtigt indtrykket af, at man ikke har med tilfældigheder at gøre. 

Som så mange andre jazzmusikere, lider hun også af Lennon/McCartney betagelsen. Ganske givet grundet de velformede melodier. På Ember tager hun Blackbird under kærlig behandling, et nummer jeg med garanti har hørt flere gange med Bobby McFerrin end med The Beatles. Cronholm tager den næsten dovent med ro undervejs, hvor der også er plads til nogle jazzede improviserede fraseringer over melodien. Her bliver jeg nødt til, at fremhæve Lisbeth Diers' himmelske percussion, der her, som på flere andre numre, skaber en stærk underliggende stemning og befriende uro i musikken.

Det gælder for så vidt også for de andre medvirkende musikere; Torben Snekkestad, Makiko Hirabayashi og Thommy Andersson er med til, at skabe en flot musikalsk kulisse til Cronholms elegante sange og kompositioner, der så smukt er rundet af arven fra Joni Mitchell.

lørdag, oktober 26, 2019

The Counterfictionals: No hay Banda (Good Music) CD/DL/stream

Du bliver suget ind i et filmisk univers. Et univers der bevæger sig rundt i skyggerne, hvor der i flimrende farver vises en film med Lee van Cleef, Johnny Favourite, Freddie Quell, Jens Okking og Jacques Mayol. 
Albummet former sig som et jazzet forskydning, hvor eksempelvis Magic hands of Jens Okking lyder som en parafrase over Fuzzys legendariske tema til tv-serien En by i provinsen - den indeholder endda en sample fra originalen. 

Hele albummet er formet som hyldester til film og helte fra filmens verden. Der er f.eks. Antichrist af Lars von Trier og Mulholland Drive af David Lynch. Der er også en hyldest til Aske inden han blev Aske fra Bamses Billedbog. Det er Kristoffer Rosing-Schow, der har komponeret musikken. Han rammer et blødt punkt hos mig, med Jacques Mayol dans le métro, hvor han har Luc Bessons The Big Blue og i særdeleshed Subway i tankerne. Lige den film, var en af mine kæmpefavoritter, da jeg gik i gymnasiet i firserne, Samme historie fortæller Kristoffer Rosing-Schow på et af de medfølgende kort, der et kort til hver sang, hvor han også havde forelsket sig i Eric Serras tilhørende filmmusik.

Kristoffer Rosing-Schow spiller overvejende altsax og basklarinet. Men supplerer også med det selvopfundne instrument Hydrofonium på pladen. Instrumentet er beskrevet på et af de medfølgende kort. No hay Banda kan sagtens høres og nydes på streamingtjenesterne uden beskrivelserne. Det bliver dog lidt federe med den fysiske og meget flotte mappe der er lavet til udgivelsen.

Musikerne; Bjørn Heebøl på trommer, Tove Sørensen på bas, Maja Romm på guitar, Henriette Groth på piano og diverse og Jeppe Zacho på diverse sax og klarinetter er med til at skabe en fænomenal lydkulisse på et stemningsmættet album, hvor der både er humor, alvor, kærlighed og en masse stemning i musikken.

No hay banda er helt velfortjent nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets danske jazzplade.

torsdag, oktober 24, 2019

The Bad Plus: Activate Infinity (Edition) LP/CD/DL/stream

Det er næsten som at skifte forsangeren i et band. Ethan Iverson er ikke længere en del af trioen The Bad Plus. Istedet har den lige så erfarne Orrin Evans sat sig ved pianoet. Tilbage i nullerne var The Bad Plus hot shit. Deres unikke og pågående blanding af jazz og rock i det klassiske klavertrio format, hvor de bla. spillede cover versioner af både ABBA og Nirvana, opnåede stor popularitet.

Det er det engelske selskab Edition Records, der står for udgivelsen af andet album med Orrin Evans ved pianoet. Stilen er umiddelbart genkendelig. Dave Kings hyperaktive trommespil og Reid Andersons bas lyder som de altid har gjort. Nogle gange lyder det også som om det stadig er Ethan Iverson der spiller klaver - og det behøver det ikke at gøre.

Alligevel er det en del af problemet. Jeg savner Iversons højstemte og patosfyldte klaverspil, der til tider lød mere af klassisk musik end af jazz. Orrin Evans har et mere intimt og jordbundet jazzklaverspil - hvilket han er god til.
Jeg ville dog gerne have haft lidt mere højpandet bulder og brag.

onsdag, oktober 23, 2019

Snorre Kirk Quartet with Stephen Riley: Tangerine Rhapsody (Stunt) CD/DL/stream

Det er ved at være mandarin-sæson. Min yndlingsfrugt, der med sin skønne duft og orange farve har været en favorit siden jeg var lille. Helt så længe har Snorre Kirk ikke været en favorit, men det føles næste sådan. 

Han er aktuel med sit orange album, Tangerine Rhapsody, hvor han har budt den amerikanske  saxofonist Stephen Riley indenfor. Det betyder at Jan Harbeck har fået lov til at holde fri - han har dog sneget sig med på et par numre. Magnus Hjorth sidder som vanligt ved klaveret, mens bassisten Anders Krogh Fjeldsted vikarierer for Lasse Mørck, der er i Mexico.

Ånden fra Duke Ellington er med i Snorre Kirks kompositioner. Undervejs er der inspiration fra Count Basie, hvis trommeslager Jo Jones er Snorre Kirks store forbillede. Der er calypso på West Indian Flower. Der er saxofonspil, hvor husguderne er Johnny Hodges, Ben Webster og Paul Gonsalves. Der er midnatsblå toner på Nocturne, hvor cigaretten ryger sig selv og man skulle være gået hjem for en time siden. Det er så lækkert, at svøbe sig i den bløde og behagelige jazz, der ikke vil slippe dig. Snorre Kirk har helt og aldeles styr på jazzen. Vi er mange jazzfans, der smelter sammen med musikken og bare ønsker at den fortsætter i det uendelige.

tirsdag, oktober 22, 2019

Nominerede til DMA jazz 2019

Billedet er taget af Kristoffer Juel ved sidste års DMA Jazz,
hvor jazzbloggeren havde fornøjelsen at overrække en statuette
til Fredrik Lundin.
Så står DMA Jazz 2019 for døren og derfor er listen med de nominerede kunstnere netop offentliggjort. Så får vi mulighed for at gruble lidt over hvem der mon vinder prisen for Årets danske jazzudgivelse. Det er i hvertfald et bredt sammensat felt. 

Anja Jacobsen alias Frk. Jacobsen er årets eneste trippel-nominerede kunstner. Hendes teaterstykke lignende LP ligner ikke andre danske jazzudgivelser. Det gør de fire andre nominerede i Årets Danske Jazzudgivelse såmænd heller ikke. Hvilket i det hele taget er meget betegnende for de mange forskellige nominerede udgivelser. 

Jeg kan feks. ikke på stående fod komme på en anden nomineret kunstner, der er inspireret så meget af hip hop som Athletic Progression, siden de senere X-Factor dommere Thomas Blachman og Remee vandt med The Style and Invention Album for snart 25 år siden.

Eller hvad med Claudia Campagnols I’m Strong? R’n’b og fusionsjazz i en skønsom blanding. Hun har selv lavet det meste på pladen, der ikke lyder som noget jeg har hørt før fra Danmark.

Lars Greve & Fryd Frydendahls smukke samarbejde om værket Solhverv, der hylder det folkelige, uden at blive leflende eller forfladigende.

Mathias Heises samarbejde med DR Big Bandet var på min liste over de bedste 2018-udgivelser. Det er dansk jazz i verdensklasse.

At Anders Vestergaard og Lund & Pultz Melbyes er kommet med på særudgivelseslisten, er højst overraskende. Det er supersmalle udgivelser, der stiller store krav til lytterne. På den anden side er det meget fortjent, da de er dybt originale, udviklende og kompromisløse.

Der er med andre ord lagt op til en spændende aften på Bremen d. 18. november, når vinderne bliver afsløret. 
  • og hvis du ikke er en altædende jazzblogger, der har hørt det meste, så prøv at tjekke de forskellige udgivelser ud. De giver et godt billede af den store forskellighed der er i dansk jazz.

Årets Danske Jazzudgivelse:
Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks
Mathias Heise & The Danish Radio Big Band - The Beast
Q - UP UP UP
Simon Toldam Trio - Omhu
The Counterfictionals - No Hay Banda

Årets Danske Jazzkomponist: 
Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb for Svaneborg Kardyb - Knob
Marilyn Mazur for Marilyn Mazur - Shamania 
Mads Egetoft for Mads Egetoft - Doom 
Lars Greve for Lars Greve og Fryd Frydendahl - Solhverv 
Anja Jacobsen for Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks 

Årets Danske Særudgivelse:
Anders Vestergaard - prime float // unitary perfect
Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks
Lund & Pultz Melbye – Plays Baritone Saxophones
Simon Toldam Trio - Omhu
ZAV - Out of Spectacle

Årets Danske Vokaljazzudgivelse: 
Athletic Progression - Dark Smoke
Claudia Campagnol - I'm Strong
Cæcilie Norby - Sisters in Jazz
Josefine Cronholm - Ember
Søren Siegumfeldts String Swing with Meschiya Lake - This is Meschiya Lake

Årets Nye Danske Jazznavn:
Athletic Progression - Dark Smoke
Claudia Campagnol - I'm Strong
Svaneborg Kardyb - Knob

Børnejazzprisen:
Haletudserne  

Thomas Ousager - Trommerum Expressen

Tomasz Dabrowski Free4Arts: When I come across (Audio Cave) CD/DL/stream

Pladen er indspillet i nedlagt fynsk fabrik for et par år siden. Hvilket passer godt til lyden af den sprukne jazz fra Tomasz Dabrowski Free4arts. Bandet består af Tomasz Dabrowski på trompet, Sven Dam Meinild på barytonsax, Kasper Tom på trommer og den nye mand Simon Krebs på guitar, der er kommet med i stedet for pianisten Jacob Anderskov.

Tomasz Dabrowski har skabt et univers bestående af melodisk freejazz iblandet en sjat indierock. Det skæve og foranderlige blandes naturligt sammen med melodiernes tilfredsstillende ligefremhed. Den bas og klaverfrie kvartet samles af Meinilds flydende barytonsax, der udfordres af Krebs’ pågående og kantede guitarspil og Kasper Toms inspirerende og luftige trommespil. Tomasz Dabrowski er dog stjernen på den ellers kollektive plade. Dabrowskis trompetspil er helt fremme i lydbilledet og aldrig tvivlende. En stærk plade.

mandag, oktober 21, 2019

Joakim Milder/Thommy Andersson/Martin Andersen: Traska (Gateway) CD/DL/stream >> Per Texas Johansson: Stråk på himlen och stora hus (Moserobie) LP/CD/DL/stream >> Fredrik Ljungkvist Trio: Atlantis (Moserobie) LP/CD/DL/stream

Jeg har taget fat i tre af de helt store svenske jazzmusikere i den her anmeldelse. Tenorsaxofonisten Joakim Milder udgav tidligere på året et trioalbum sammen med halvdanskeren Thommy Andersson på bas og Martin Andersen på trommer. De spiller jazz af den rolige slags og har bl.a. hentet inspiration hos det svenske saxofonistikon Börje Fredriksson. De spiller også Börjes Blues. Senere tager de fat på Light Blue af Thelonoius Monk. Stemningen er overvejende blå på et album, der ikke har de store armbevægelser.

De svenske anmeldere har været fremme med de helt store lovord i forbindelse med udgivelsen af Per Texas Johanssons nye album. Det er et album af en helt anden karakter end Joakim Milders. Texas spiller både på klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet, obo, tenorsax og fløjte. Mens resten af bandet består af trommer, harpe, vibrafon og violin. Der er klare spor tilbage til comebackalbummet De långa rulltrapporna i Flemingsberg. Det lyder som en opdatering af film noir musikken fra 50’erne, hvor Per Texas Johansson på naturligste vis inkorporerer blues, Sverige og kammerjazz. Der er god chance for at Texas løber med en pris for årets svenske jazzalbum med dette udspil.

På comebackalbummet medvirkede instrumentkollegaen Fredrik Ljungkvist. Det gør han ikke på den nye. Til gengæld har han istedet selv lavet et trioalbum af den tighte slags. Han er sammen med Mattias Welin på bas og Jon Fält på trommer på albummet Atlantis, der består af numre overvejende skrevet af Ljungkvist. På nummeret Jag vet inte kigger vokalisten Sofia Jernberg forbi og tilføjer operatisk jazzet magi. Der er også blevet plads til Monk’s Dream, Her spiller Max Agnas piano. Det er et nummer, der i min verden er “øverste-hylde” jazz. Her går det ikke galt, når en mester som Fredrik Ljungkvist frigør nummeret fra Charlie Rouse og Monk’s legendariske samspil og gør den til noget nyt og friskt. Ljungkvist og Atlantis er noget andet en Milder og Traska. De har det tilfælles, at det er rasende god svensk jazz.

torsdag, oktober 10, 2019

Niels Christensen: Er du klar over hvem jeg var? (Forlaget Vilhelm) bog

Han var musikchef på Montmartre i Nørregade i 12 1/2 år, i en periode, hvor der både var kunstnerisk og kommerciel succes. Det har Niels Christensen allerede skrevet en bog om. Den kom i 2010 og hed Mig og Monten. Nu er der kommet endnu en bog af Niels Christensen om Niels Christensens liv i musikken. Han har mere eller mindre også beskæftiget sig med alt indenfor musikbranchen - noget med større succes end andet - så der er nok at fortælle. 

Over 461 sider kommer vi med i alle afkroge af Niels Christensens musikliv. Som lydtekniker for John Scofield i Jugoslavien og Michel Camilo på The Blue Note i New York. En stor del handler om livet som koncertarrangør, hvor han i perioden efter Montmartre, lavede jazz på Frederiksberg i Haveselskabets Have og Byggeriets Hus, i Helsingborg og de legendariske jazzvisits i 1996. Der er den kortvarige periode ved DR Big Band eller den succesrige periode som booker for Svend Asmussen. Han har med andre ord var bredt omkring i musikken.

Bogen er bygget kronologisk op, så vi får en fornemmelse af det musikalske fundament som han står på. Niels Christensen var som knægt, både til koncert med The Beatles, selv om han ikke brød sig om dem og The New Yardbirds I Gladsaxe. Han var ikke særligt meget til jazz i teenageårene, men spillede bas og havde Jack Bruce som helt. Han kom i starten af 70’erne med i Nana Banana, bl.a. sammen med den senere Copenhagen Jazzhouse chef Lars Thorborg. Her lugtede det mere af jazz og i særdeleshed af latin. En vej ind i musikken blev brolagt og uddannelsen som guldsmed blev ikke brugt til ret meget. 

Det var uden tvivl det skelsættende møde med Jazz Kay og Montmartre der var det vigtigste i Niels Christensens musikliv. Derfor bliver den nye bog også til en bog nr. 2. Du skal læse Mig og Monten først, så giver den her bog meget mere mening. 

At Niels Christensen kommer vidt omkring, betyder også at han skyder ved siden af en gang imellem. Eksempelvis er der et helt kapitel om Copenhagen Jazzhouse, hvor han ganske givet var aspirant som leder, inden Niels Christensens gamle ven Lars Thorborg blev valgt. Helt overflødigt er den del i kapitlet om “Ekstrem ny kurs”, hvor der skydes på stedets sidste leder Bjarke Svendsen og den musikalske retning han valgte. Det fremstår som et læserbrev fra Jazzspecial og ikke noget der har en pind, at gøre med Niels Christensens musikalske liv. 

Bogen er gennemsyret af en grundlæggende kærlighed til musik - Niels Christensen valgte musikken fordi han ikke kunne lade være. Det er prisværdigt og inspirerende. Han lister alle de indspilninger op, som han har været medvirkende til skabelsen af, som lydtekniker/producer. Det er en sand guldgrube af dansk jazz, som jeg har været henne på hylden for at finde frem igen. 

Niels Christensen har med en vis portion selvironi kaldt bogen for; Er du klar over hvem jeg var? Med henvisning til en episode for mange år siden, hvor en ung jazzguitarist ikke helt respekterede, at Niels Christensen en gang havde været musikchef på Montmartre. Det er længe siden. Niels Christensen er helt sikkert husket af mange i musikbranchen - og for dem er bogen sikkert en hyggelig omgang. Han lægger ikke ikke skjul på, at han er fra en anden tid, hvor eksempelvis hip hop er helt uforståeligt. Hvilket jo er ganske interessant, da Niels Christensen selv udkæmpede "blodige" kampe med jazzpolitiet, da han var musikchef på Montmartre - men sådan er det vel. Der er noget der går i ring.

onsdag, oktober 09, 2019

Ragajazz: Purple Twilight (GJE) CD/DL/stream

Da albummet Glow of Benares udkom i 2018, gav det med rette stor opmærksomhed. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og indiske musikere blandede Lars Møller indisk musik med jazz. Nu tager han endnu en omgang med Indien. Lars Møller er sammen med sin sædvanlige partners-in-crime, Thor Madsen på guitar og Jonas Johansen på trommer, samt de to indiske musikere Kala Ramnath på violin og vokal og Abhijit Bannerjee på tablas og diverse, der også medvirkede på Glow of Benares.

På Purple Twilight præsenteres vi for blandingen af raga og jazz. Jeg går ud fra at du godt ved hvad jazz er. Hvis du til gengæld ikke ved hvad raga er, så siger wikipedia, at det er : “…en traditionel indisk musik-genre. Teknisk forstået er raga de strukturer hvorpå det melodiske arbejde i denne musiktradition hviler, og lydbilledet kan minde om en mellemting mellem en skala og en melodi. Specielt danner raga'en en ramme for improvisation - såsom parafrasering.” 

Jeg synes ikke at det lyder som noget der er rasende langt fra jazz. Og det gør det slet ikke, når de fem musikere mødes i de to genrer på albummet. Det lyder både af jazz og Indien. Her er rammer og strukturer bevaret i en grad, hvor man som Lars Møller nok skal have haft sin saxofon og ører langt nede i den indiske musik. Ligesom han har med jazzen. Albummet får en stor anbefaling for originalitet og ikke mindst udførelse.

tirsdag, oktober 08, 2019

Paul Bley/Gary Peacock/Paul Motian: When will the blues leave (ECM) >> Kjetil Mulelid Trio: What You thought was home (Rune Grammofon) >> Gabriel Latchin Trio: The Moon and I (Alys Jazz) >> Petter Bergander Trio: Kierkegaard’s Waltz (Prophone)

Så er det blevet tid til en firedobbelt opdatering på triojazzen; USA, Norge, Storbritanien og Sverige.

I en 20 år gammel optagelse møder vi tre af jazzens helt store stilskabere. Hver for sig og sammen har de formet et område af jazzen, der stadig er af stor betydning. Paul Bley, Gary Peacock og Paul Motian er fanget i et veloplagt og vellydende øjeblik i en koncertsal i Lugano. Det er triojazz i samme klasse som Bill Evans og Keith Jarrett. Paul Bley kan spille så stjernerne tindrer. 

Norske Kjetil Mulelid Trio er aktuelle med deres andet album. Pianisten Kjetil Mulelid er lige flyttet fra København og tilbage til Oslo. Trioens lyd er umiskendelig norsk, med temperament og fylde. Der er toner fra den norske folkemusik og den amerikanske jazz. Det mødes meget inderligt og forståeligt på et skønt album med tyngde.

Britiske Gabriel Latchin har opnået stor succes på streamingtjenesterne med standarden Polka Dots and Moonbeams, der alene på Spotify er streamet over 3,5 mio gange. Stilen er old school i ånden fra Ahmad Jamal og Bill Evans. Der er ingen der bliver taget til fange her. En behagelig og let spiselig plade.

Den sidste plade er Petter Bergander, der kommer med stor erfaring som sideman for både Nils Landgren og Louise Hoffsten, noget som Esbjörn Svensson også var. Apropos, så er det i et meget E.S.T. influeret univers, at han er sammen med den tyske bassist Eva Kruse og den tyrkiske trommeslager Robert Ikiz. Stilen er svensk til den lidt “poppede” side. 

mandag, oktober 07, 2019

Henningsson/Hängsel Septet: Plays the music of Henningsson/Hängsel (Havtorn) CD/DL/stream

Hvis du kender Horse Orchestra, så kender du allerede den ene, Petter Hängsel der spiler trombone. Han har sammen med bassisten Andreas Henningsson lavet musikken på dette septet-album. Septetten er med Petters far Björn Hängsel på bastrombone, Erik Kimestad på trompet, Jens Persson på altsax, Rasmus Nuvall på tenorsax/klarinet og Kristoffer Rostedt på trommer. Der er med andre ord, dømt messingsuppe for alle pengene.

Det er arrangeret musik, hvor jeg har på fornemmelsen at både Henningsson og Hängsel måske havde drømt om et big band, der kunne spille musikken der dufter godt af Gil Evans, Oliver Nelson eller George Russell. Det er som et laboratorium for afprøvning af jazzens figurer og farver. Det er under alle omstændigheder velsignende, at høre messingblæs så velformet og sjælefuldt.

søndag, oktober 06, 2019

Louis Sclavis: Characters on a wall (ECM) >> Stephan Micus: White Night (ECM) >> Avishai Cohen & Yonathan Avishai: Playing the room (ECM) >> Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: La Misteriosa musica delle Regina Loana (ECM)

Det er snart 50 år siden, at Manfred Eicher udgav sin første plade på pladeselskabet ECM. Det var med Mal Waldron og er næppe den første plade man tænker på, når snakken falder på det stadig uafhængige pladeselskab, der står bag over 1600 udgivelser. ECM er Keith Jarrett, Jan Garbarek, John Abercrombie og mange andre store jazznavne. En af selskabets helt særlige kvaliteter er den store bredde af kunstnere de repræsenterer. Her er fire plader, der på hver sin måde er “klassisk” ECM.

Det er den franske klarinettist Louis Sclavis’ 13. album, der er udgivet af ECM. Han har ladet sig inspirere af Ernest Pigeon-Ernest’s vægmalerier fra både Rom og Ramalla, der også er afbildet i CD-hæftet. Han er sammen med en fransk kvartet, der spiller lyrisk smuk jazz. Musikken er stærkt stemningsskabende.

Tyskeren Stephan Micus har siden midten af firserne været tilknyttet ECM og er nu aktuel med sit 23. album på selskabet. Som en af få kunstnere har han fuld kontrol over hele processen (Manfred Eicher er eksempelvis ikke producer). Han spiller selv på alle instrumenterne, der er en veritabel samling af instrumenter fra hele verden, han skriver og producerer også selv musikken. Han laver helt bogstaveligt verdensmusik. Der er både inspiration fra Østen, Arabien, Afrika og sikkert også flere andre steder.

De to israelske musikere Avishai Cohen (trompet) og Yonathan Avishai (Piano) har spillet sammen siden de var teenagere. På deres første duoalbum sammen, har de valgt at spille John Coltrane’s Crescent, Ornette Coleman’s Dee Dee, Abdullah Ibrahim’s Kofifi Blue, Stevie Wonder’s Sir Duke og flere andre. Det er kammerjazz af den smukkeste slags. Et meget anbefalelsesværdigt album.

Den italienske duo Gianluigi Trovesi (klarinet) og Gianni Coscia (akkordion) har lavet deres nye album som en hyldest til den afdøde forfatter Umberto Eco, som Coscia havde et livslangt venskab med. De spiller både Basin’ Street Blues, As Time goes by og ene masse selvskrevne numre. Det er italiensk når det er bedst. Meget medrivende og fuld af liv.

lørdag, oktober 05, 2019

Mats Eilertsen: And then comes the night (ECM) CD/DL/stream >> Mats Eilertsen: Reveries and revelations (Hubro) LP/CD/DL/stream

Den norske bassist Mats Eilertsen har slået sit navn fast i selskab med så stærke navne som Trygve Seim, Nils Økland, Tord Gustavsen og Mathias Eick. Han kan også selv. Han har lavet seks plader i eget navn siden 2004. I år har han tilføjet endnu to til listen.

Den første er And then the Night comes, har fået sin titel efter en roman af islændingen Jon Kalman Stefansson. Eilertsen er sammen med den hollandske pianist Harmen Fraanje og landsmanden og trommeslageren Thomas Strønen. Der er en dybde og en dynamik i lydbilledet af en meget fin karakter. Det er nænsom musik, hvor Mats Eilertsen har skrevet nogle enkle melodiske skitser som de arbejder ud fra i trioen. Som lytter bæres man væk på en bølge i havet, en krusning i søen. Det er triojazz og så meget mere.

På den anden plade er vi rykket ind i en stor træhytte på et klippefremspring. Her er Mats Eilertsen overvejende sammen med sig selv og har så på enkelte numre indkaldt nogle gæstemusikere. Der er Geir Sundstøl der kigger forbi med sin National Guitar på åbningsnummeret Nightride. Her bruger Eilertsen buen i det helt dybe basregister.  Thomas Strønen er med på flere numre, mens trompetisten Arve Henriksen er på det afsluttende nummer Appreciate, hvor Eilertsen bl.a. spiller på harmonium. Det er et stemningsmættet album, af en helt anden karakter end And then comes the night. Begge album befinder sig i særklasse. Lyt og bliv beriget.

fredag, oktober 04, 2019

Kira Martini: Warm Valley (Storyville) CD/DL/stream

Det er Duke Ellingtons Warm Valley, der både har lagt navn til og åbner sangerinden Kira Martinis fjerde album i eget navn. Her starter hun ud sammen med rytmegruppen; Mads Søndergaard på piano, Joel Illerhag på bas og Morten Ærø på trommer.

Allerede på andet nummer, Bob Dylans Don’t Think twice, It’s alright, tjekker byens lækreste blæsersektion ind; Nulle på klarinet, Fessor på trombone og Peter Marott på trompet. Det er her, hvor der er klare paralleller til New Orleans. De spiller som i The Crescent City. Klassiske improviserede licks bliver strøet nænsomt ud over Dylans stærke melodi.

Kira Martini er grounded med en varm og naturlig sangstemme, hvor der fornemmes en elegant vibrato, når hun trækker tonerne ud. Kira Martini vil tydeligvis ikke sættes i bås og synger både Niels Henning Ørsted Pedersens 90’er “hit” Those Who were, den brasilianske Constantemente, Herbie Hancocks Trust med og Hoagy Carmichaels Heart and soul. Det er en af pladens helt store kvaliteter. Selv om kompositionerne stritter i flere retninger, så har Kira Martini skabt sin egen lyd og udtryk.
Warm Valley er en charmerende og vedkommende plade med en sangerinde, der er sin egen og fortjener et stort publikum.

torsdag, oktober 03, 2019

Champion Jack Dupree (Storyville) 3CD+DVD

Han var bokser før han satte sig ned ved klaveret, derfor hed han Champion Jack Dupree. Nu har Storyville lavet en box, hvor de har samlet en en række indspilninger med blueslegenden, der fra starten af 60’erne og frem til sin død i 1992 ofte indfandt sig på de danske bluesscener. Han indspillede adskillige plader for Storyville. Den første var sammen med Papa Bues Viking Jazz Band i 1962, der selvfølgelig også kan høres i boksen. Senere var det sammen med Fessor, der ligeledes er med i boksen. Selv om det er samarbejderne med de danske trad. jazzere der fylder på CD’erne. Så er der en dansker, der overstråler dem alle i Champion Jack sammenhæng.

Det er selvfølgelig blueguitaristen Kenn Landing, der også har skrevet linernotes til boksen. Ham møder vi på DVD’en, hvor han i 1986 på Rådhuskroen (der i dag hedder Mojo) er sammen med sit Blues Band og Champion Jack Dupree. Jeg må indrømme at jeg bliver blød, når jeg tjekker ind ved et bord i det tilrøgede lokale, hvor koncertplakater er bagtæppet på scenen (havde helt glemt Bo Wilson Band). Det er New Orleans blues af den gode beskidte slags. Kjeld Lauritsen spiller iøvrigt harmonika og tilføjer en dosis zydeco til den store gryderet. På DVD’en er der også nogle solo og duo indspilninger. Særligt Alberta hvor Champion Jack Dupree er alene, er helt forrygende.
Boksen er fin reminder på, hvor stor en musiker Champion Jack Dupree. Om det var jazz, blues eller boogie spillede ikke den store rolle. Han var stadig sig selv hele vejen.

onsdag, oktober 02, 2019

Marc Copland: And I love her ([Illusions] Mirage) CD/DL/stream

Frem til John Abercrombies død i 2017 udgjorde de hans sidste faste kvartet. Pianisten Marc Copland, bassisten Drew Gress og trommeslageren Joey Baron er sammen igen på albummet And I love her, der udkommer i Marc Coplands navn. Copland og Baron har bl.a. også spillet sammen i Gary Peacocks trio. Ligesom de alle tre også har lavet musik sammen med Ralph Alessi. Herhjemme har vi ofte haft fornøjelsen af, at høre Baron sammen med Jakob Bro.

Det er triojazz af den rendyrkede slags, med drive og temperament. Hør bare den helt uforlignelige udgave af Herbie Hancock-hittet Cantaloupe Island. De tre musikere bringer melodien steder hen, som jeg ikke havde forestillet mig. Det er kvaliteten og grunden til, at du skal høre And I love her. Både de selvskrevne numre, som dynamiske triojam, Mitzi & Jonny eller Lennon/McCartney sangen, der har givet titlen til albummet, er triojazz i megahøj klasse.