tirsdag, maj 21, 2019

Jakob Buchanan: A Language of My Own (Skirl Records) CD/DL/stream

Jakob Buchanans nye album er en trioplade, hvor han er sammen med pianisten Simon Toldam og Chris Speed på saxofon og klarinet. Begge har han samarbejdet med i mere end 10 år - og kender rigtigt godt. Derfor er musikken også skrevet med dem i tankerne.

Musikken er lavet efter Buchanans Requiem, hvor han med stort orkester og kor lavede et omfattende mesterværk. Musikken på A Language of My own er skitserne til On Rosenhill, ligeledes et større værk for kor og orkester. Her får vi musikken i et nedskaleret koncentrat - meget lig der hvor musikken blev skabt. Jakob Buchanan fik i en periode mulighed for, at bo i Rosenhøj bebyggelsen i Aarhus forstaden Viby, hvor han også havde boet som barn.

I den kulturelle smeltedigel sad han med sit flygelhorn på altanen og lavede musikken. Det er følelsesmættet og iagttagende musik, hvor indtryk og stemninger får et musikalsk udtryk. Han kigger ud og kommer uundgåeligt også til at kigge ind.

Det er kammerjazz, hvor intuition og improvisation mødes omkring nogle melodier, der har et sfærisk dansk klingende præg med knaster og pletter, som i åbningsnummeret To the End of U eller afslutningen Etyde to the future. Trioen er et sammensmeltet hele, der over to dage har indspillet musikken i Rainbow Studiet i Oslo. Pladen er udgivet af Chris Speeds selskab Skirl Records, der er hjemmehørende i Brooklyn.

A language of my own er en levende og stærk hyldest til de mennesker, der bor i Rosenhøj. 

fredag, maj 17, 2019

Terkel Nørgaard with Ralph Alessi (We Jazz) LP/CD/DL/stream

Trompetisten Ralph Alessi er en af de store stemmer i nutidig amerikansk jazz. Når man inviterer så stærkt et navn indenfor døren, så skal man også have en idé med det. Han skal ikke bare medvirke fordi han er dygtig. Det har trommeslageren og komponisten Terkel Nørgaard haft en meget klar tanke omkring. En tanke der er omsat til virkelighed med albummet Terkel Nørgaard with Ralph Alessi. Den er udgivet af det finske selskab We Jazz, et af tidens mest spændende nordiske jazzpladeselskaber.

Terkel Nørgaard er stadig sammen med Jesper Thorn på bas og Søren Gemmer på piano, ligesom i trioen Reverse, hvor de også arbejdede sammen med Alessi (og Palle Mikkelborg og Jørgen Leth). Nørgaard har et umanerligt godt tag på trioen og når den rundes af med Alessi, så sker der fede ting.

Pladen åbner med nummeret One - og de fortsætter med at have tal som titler - springende og ikke i rækkefølge. Pladens første store højdespringer er anden skæring på side 1, balladen Seventeen. Der er dele der kan minde om Billie Holiday nummeret The man I love. Alessi’s fyldige og rene tone er inde i musikken, hvor Nørgaards trio lægger et stort og farverigt tæppe ud. 

Den jazz som de spiller befinder sig ikke i amerikansk territorial farvand, som man ellers ofte oplever, når der er en amerikansk gæstestjerne med på et dansk jazzalbum. Alessi har også lyttet til den europæiske jazz. Der er tydelighed og luft omkring Alessis spil. Nørgaard danser elegant med trommespillet og befinder sig hele tiden på beatet. Både Thorn og Gemmer mærker og omsætter stemningen i Nørgaards kompositioner. Der er konsekvente og klare rytmer og toner i de mange lag, som det tydeligt demonstreres på nummeret Twelve. Det kan også være pushy og upbeat som på Thirteen eller fragmenteret som på Nineteen.

Terkel Nørgaard with Ralph Alessi er meget anbefalelsesværdigt album, der på bedste vis kombinerer europæisk og amerikansk jazz med et nutidigt afsæt. 

mandag, maj 13, 2019

Thomas Hass Quartet: West (Storyville) CD/DL/stream

Der er ikke så mange der gør det her længere i dansk jazz. Laver en rendyrket kvartetplade, hvor tenorsaxofonen er i centrum. Overskriften på pladen handler om, at være mere end almindeligt dygtig til det man gør.

Det er i særlig grad tilfældet på Thomas Hass’ nye album West. Svenske Lars Jansson sidder ved pianoet, Lennart Ginman tager sig af bassen mens X-Factor dommer Thomas Blachman sidder bag trommerne. Thomas Hass har i de senere år arbejdet med filmmusik, bla. til den amerikanske serie Good Behaviour. Det er han helt sikkert god til.

Det jeg til gengæld forholder mig til er, at hans saxofontone er modnet som en god portvin. Den har det umiddelbart velkendte, så vi føler os trygge. Den iblandes en fyldig og afklaret kompleksitet. “Det er ikke noget jeg gør for at blære mig...sådan lyder jeg bare” hører man Thomas Hass’ saxofon synge.

Hass har skrevet alle melodierne, der er skåret over en jazzstandard skabelonen. Gode melodistumper, der omkranses af levende solospil. Her er de gamle kolleger fra postbop drengebandet Page One; Ginman og Blachman sande partners in crime. Sammen med Jansson forstår de at formidle jazzens rene sjæl, som den lød fra slutningen af 50’erne. Det er jazz, der er pushy (Blachman), elegant (Jansson), steady (Ginman) og superlækker (Hass). Lyt, hvis du trænger til klassisk dansk jazzhåndværk spillet med kærlighed, nerve og nærvær.

lørdag, maj 11, 2019

Line Kruse Orchestra: Hidden Stone (Continuo Jazz) CD/DL/Stream

Den i Frankrig bosatte, danske violinist Line Kruse er atter på spil. Hun har denne gang lavet et album med inspiration fra argentisk zamba, peruviansk festejo og europæisk musik. Musikken er sat i scene med et 20 mands big band, bestående af forskellige nationaliteter, baseret i Frankrig og to ganske velkendte herrer herhjemme; Gerard Presencer på trompet og flugelhorn og Steen Nikolaj Hansen på trombone.

Det der allerførst slår mig er, at det ikke er et big band med en violinist som solist. Det er et big band, hvor det samlede udtryk er homogent. Line Kruse har skrevet og arrangeret al musikken, pånær et enkelt nummer. Hun har en fortid i Gotan Project og har også en tangohilsen med på albummet; Tango la jalouse, hvor landsmanden Jacob Gade kigger med fra kulissen. Der er Kleines Nachtmusik, hvor inspiration fra europæisk klassisk musik er tydelig. Albummet er med alle de forskellige inspirationer et varmt brusende hav af oplevelser.

fredag, maj 10, 2019

Røgsignal: Bodies (Røgsignal) LP/CD/DL/stream

Der er gået næsten tre siden de udsendte debutpladen Pletter for solen. Nu er kvartetten Røgsignal klar til, at sende opfølgeren Bodies ud til vore ører. De har drypvis sluppet et par singler på Spotify. De har allieret sig med produceren Anders Boll, der bla. er kendt for Lowly og Efterklang. Det fortæller noget om ambitionsniveauet for bandet der stadig består af Nikolaj Bugge på guitar, Jakob Lauritsen på Rhodes, Henrik Lauritsen på bas og Jonas Møller Andreasen på trommer.

Bandet har endnu en gang arbejdet i dybden med udtrykket; musikken og det samlede lydbillede. Det er lyden af indiejazz, hvor der ovenpå et rocket beat, lægges stemningsfyldte flader, der er bygget op af Lauritsen på Rhodes og Bugge på guitar. Den nye plade er en udbygning af debutpladens stringente lydbillede. Det er en af den slags plader, man kan gå og hygge sig med, mens man støver lamperne af. Det er også en plade der kalder på lænestolens ro, hvor man sætter sig ned og fokuserer 100% på musikken.

Pladen har mere temperament og perifer uro i sig end debutpladen. Uroen kan feks. være det lidt slæbende beat på “ask all your”. Temperamentet dukker op flere steder. Det sker bla. når Nikolaj Bugge nedsmelter på guitaren i nogle rå og repetitive figurer, som i slutningen af åbningsnummeret “Gaze.”

Bodies er spændt til bristepunktet med melankolske og lyriske sange uden vokal. Røgsignal er et givende og levende bevis på, at den unge jazzscene har det godt i Danmark lige nu. Det er et album jeg vil anbefale til mange på min vej. 

torsdag, maj 09, 2019

Ericson/Nästesjö/Berre: Ausfahrt Freihalten! (Barefoot Records) CD/DL/stream

Det er en kunst at lytte til freejazz. Ligesom det er en kunst at spille freejazz. Opløsningen af tid (og sted) bringer lytterne og musikerne på en rejse sammen. Det spontant opståede ved en koncert er et indkapslet øjeblik, som sætter sig et eller andet sted i kroppen (nok primært hjernen). Det gælder for så vidt også alt muligt andet musik.

Når freejazzen lægges ned på en plade, sker der noget mere og andet. Man kan gentage øjeblikkene i det uendelige.

Den svenske saxofonist og klarinettist Sture Ericson er i særklasse, hvis der skal lyttes til følsom, ja nærmest nænsom freejazz. Han er sammen med den norske trommeslager Håkon Berre og den svenske bassist Johannes Nästesjö på albummet Ausfahrt Freihalten.

Det er åbenhjertigt og spontant improviseret. Det er tre mestre udi, at gribe øjeblikkene i den kollektive kunst.
Det er her, hvor det bliver til kunst i ørene på lytteren. Måden du modtager det på, er også free. Hvad har du med i livs- og musikbagagen? God fornøjelse, hvem og hvad du end er.

onsdag, maj 08, 2019

Moorjazz Festival 2019 - ny festival i Herning

Den første Moorjazz Festival løber af stablen d. 9. november i Herning. Det er en indendørs festival der foregår på den gamle Herning Højskole og som jeg er blandet godt og grundigt ind i.

Ved siden af jazzblogger-tjansen er jeg også formand for Swinging Europes bestyrelse og booker jazz på det regionale spillested Fermaten. Moorjazz Festivalen er et samarbejde mellem de to organisationer, der kombinerer deres erfaringer med nordiske og europæiske projekter for musikere og professionel koncertafvikling.

Idéen har været længe undervejs og bliver i første omgang en heldags begivenhed, der starter om formiddagen med børnejazz. Voksenprogrammet starter kl. 12.00 og fortsætter til kl. 02.00, hvor et af de mest roste, nye danske cross over bands Kalaha sætter punktum for festivalen. Inden da har folk haft mulighed for at opleve Mezzoforte, Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard, Abekejser, Bo Stiefs Fremtidsdrømme og mange andre.

Mellem koncerterne er der talks med musikerne, sofa session med Niels Christian Cederberg og Jonas Visti fra P8jazz og musikerclinic.
Moorjazz Festival bliver en helkrops jazzoplevelse, hvor man også kan være heldig, at opleve intimkoncerter øverst oppe i den fredede gamle højskole (se billedet her ved siden af) eller gå all in og købe billetten til festival og tre retters menu på stedets restaurant Gastro 13.

I den kommende tid løftes sløret for mere af programmet. Det har været en ambition at komme godt rundt i jazzen, hvor den musikalske diversitet bliver afspejlet.

Jeg håber at vi ses. Den stærke gruppe af frivillige, Fermaten og Swinging Europe vil gøre alt for at det bliver en fest.

tirsdag, maj 07, 2019

Strange Brothers: Bird next tree (ILK/Strange Brothers) CD/DL/stream

John Tchicai & Strange Brothers lavede i 1978 deres anden og indtil nu sidste LP på det tyske pladeselskab FMP. Den var jeg så heldig at finde, dengang vinyl virkelig var dømt ude og bibliotekerne solgte ud af deres massive samlinger.

Nu er der gået 41 år og John Tchicai er her ikke længere. Det var også udløsende faktor til, at Strange Brothers fandt sammen igen. Simon Spang-Hanssen på sax, Peter Danstrup på bas og Ole Rømer på trommer samledes efter Tchicai’s død og begyndte at spille sammen. Det var først ved tilføjelsen af Kasper Tranberg på trompet at det for alvor tog fart.

Det er musikere der kender hinanden godt. De udfordrer hinanden og skaber på et grundlag af solide jazzkundskaber gode energier og stemninger. Det er jazz hvor Mingus, Monk og Ellington er gudfædre og Tchicai er med i ånden. Det er meget let at begejstres over, at Strange Brothers er sammen igen.

mandag, maj 06, 2019

Jazznyt på SPOT 2019 - anden dag

Anden dag på Spot blev for mit vedkommende lige så afvekslende og uforudsigelig som det danske forårsvejr.
SoundCloud-rap, kammeropera, dub-jazz, bwa fra Mali, silent dødsmetal, americana-jazz og Gustaf Ljunggren nåede jeg forbi i løbet af lørdagen. Der var også tid til at hænge ud med venner og branchefolk.

Dagen sluttede for mit vedkommende, med Nordic Beats, hvor dj og radiovært Pelle Peter Jensen præsenterede en række navne fra den danske og nordiske hip hop undergrund. Det blev en kaotisk omgang foran en lille entusiastisk skare på klubscenen i Scandinavian Congress Centre. Baby Bino kørte den sikkert mens Lillebittebock rodede rundt og var kaos, som kun en SoundCloud-rapper kan være det. Soundcloud rappen opstod på den anden side af Atlanten for et par år siden og har bredt sig til. Stilen er bla. Rundet af hip hoppens undergenrer som trap og grime.

Der er larmende stille på den kvindelige side af den danske rap-scene. Det er der ikke i Sverige, hvor Jelassi kommer fra. Hun leverede en fed omgang fra scenen, hvor hun bl.a. fik sendt singlen Inte konstig i hovedet på folk.

Tidligere på dagen havde jeg siddet i symfonisk sal og hørt Lil Lacy’s værk One World above, Another below blive ur-opført af Aarhus Sinfonetta og operasangeren Katinka Fogh Vindelev under ledelse af den japanske dirigent Rei Munakata. Det er en kammeropera der ifølge oplægget udforsker det at opleve; at være åben overfor sine omgivelser.  Vi oplever verden omkring os i en kontekst, der uundgåeligt er præget af det vi kender, sat overfor det nye vi opdager. Måden hvormed vi forholder os til det vi oplever, former den tid vi lever i. Jeg blev draget ind i et forståeligt univers, hvor Lil Lacy kommunikerede med sit publikum. Jeg kender hende ellers primært fra den alternative jazzscene, hvor hun både har spillet cello og sunget. Her er det noget helt andet - selvom der selvfølgelig sneg sig nogle klassiske avantgardistiske elementer ind, som at musikerne bladrede frem og tilbage i nodebladene. Musikken var iøvrigt tilsat elektronik og reallyde skabt af Tobias Sejersdahl.

Jeg vendte tilbage til Symfonisk Sal senere på dagen. Her kunne Gustaf Ljunggren fra klaveret, atter byde velkommen til en af de efterhånden legendariske Naked-sessions, der inkluderer et klaver og en sanger. Jeg hopper hurtigt over de to første deltagere, der havde nogle hæderlige indslag og går direkte til Eivør. Hun tog salen i sin favn og svøbte den med drømmende nord-atlantiske toner. Hun startede ud med landsmanden Teiturs Home. Nogenlunde her ramte vi, publikum, Gustaf og Eivør helt ind til kernen på det som Naked handler om. Unikke øjeblikke med levende musik, skabt til umiddelbar oplevelse og nærvær. Det fik vi. Det var magisk og betagende og rykkede i sjæl og hjerte. Hun blev efterfulgt af Who Made Who forsangeren Tomas Høffding, der kom direkte fra VoxHall, hvor han havde spillet sin første dansk sprogede koncert. Høffding er en dreven entertainer, der ikke lod sig slå ud af, at Eivør skabte det magiske øjeblik. Han gav den bl.a. gas med det gamle Garbo-nummer Driving Miss Mia. Den havde jeg glemt, den er også fra 2001.

Nu sidder du nok og undrer dig over, hvor jazzen bliver af. Den har jeg gemt til sidst. Dagens første optrædende var Bremer/McCoy på Godsbanen. De lagde en propfyldt hal ned. Det var tidligt på dagen og deres beroligende blanding af dub og nordisk jazz var er sikkert kort at spille ud. De spillede musik fra det nye album, som de har arbejdet på i et par år - og som udkommer til oktober. Vi svævede med på deres hypnotiske stemninger. Jeg vil forsøge at holde mig svævende indtil efteråret, hvor de udover ny plade også vender tilbage med turné.

Jeg havde fået et hint om at jeg skulle høre den nordjyske sangerinde Ginne Marker, der for nylig blev nr. 3 i Jazzdanmarks Ung Jazz konkurrence. Og tak for det hint. Rolige ballader hvor jeg kom til, at tænke på Norah Jones som hun lød, da hun kom frem i starten af nullerne. Det skal ikke forstås sådan, at Ginne Marker ikke har personlighed, for det har hun. Hun spiller på en Fender Telecaster, hvor der sniger sig lidt americana ind i lydbilledet. Det er vel ikke helt forkert at kalde hende for en jazzet singer/songwriter. Hendes band med bas, keys og trommer gav fin opbakning til hendes melodier. Hun spillede et helt nyt nummer, der snart kan høres på Spotify. Her blev tempoet sat op og rytmen sat i samba-position, samtidig med at hun supplerede de amerikanske gloser med nogle formfuldendte franske af slagsen. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har hørt hende live.  

Faratuben er et band med medlemmer fra Mali og Danmark. De har allerede spillet en masse koncerter i Mali. Blandt medlemmerne finder man Mikas Bøgh Olesen, der her på bloggen er kendt fra Bangin’ Bülow’s Nice Jazz Quartet. Ved koncerten på Godsbanen spillede han udelukkende på keys og blev i øvrigt suppleret på et par numre af Jon Døssing Bendixen på synth. Faratuben er forrygende mix af Mali’s musiktraditioner og lidt vestlige. Feks. får trommerne lagt hårdere tæsk end man vanligvis hører fra Mali. Bandet med den karismatiske forsanger Sory Dao og den forrygende balafon-spiller Kassim Koita tog Godsbanen med storm. 

Det var sidste koncert inden jeg gav sjælen smæk med Nordic Beats' kaotiske rap.


Spot Festivalen er et kæmpe supermarked af oplevelser, hvor jeg mellem et par koncerter nåede at opleve dødsmetallerne Livløs spille en silent koncert. Ingen højtalere, til gengæld var der hovedtelefoner til alle, så man sagtens kunne holde koncert ved siden af en skriftlig dansk eksamen - hvis det ikke lige var fordi man kunne høre forsangerens growlen. Spot er en forrygende fejring af diversiteten i musik. Tak for det.

søndag, maj 05, 2019

JAZZNYT15 playlist THAT'S ALL

Den sidste playliste handler om en af jazzens hofdiscipliner. Jazzens standards (+ lidt andre) er omdrejningspunkt. Jazzmusikere samles om at spille en stærk melodi, hvor der kan improviseres. Der hvor jazzmusikerne sætter deres personlige aftryk og udtryk.

Playlisten har fået navn efter That’s all, en standard fra 50’erne som Nat King Cole var med til at gøre kendt. Her er det saxofonisten Jakob Dinesen, der fortolker den. 


Jazznyt på SPOT 2019 - den første dag

Så er Spot i gang. På Roots and Hybrid scenen står den gambianske kora-spiller Dawda Jobarteh. Et rigtigt godt åbnings act, der tager udgangspunkt i den traditionelle musik fra hjemlandet. Han er ikke for fin til at bruge en masse effekter på det 21 strengede instrument.
I øvrigt giver han også en svedig udgave af Charles Mingus’ Better get hit in your soul, som han også spillede på duopladen, som han lavede sammen med Stefan Pasborg for et par år siden. Så er jazzbloggeren landet i sin ellers store og rummelige comfort zone.

Der er mange koncerter på programmet. Der er specielt en koncert, som jeg har set frem til.

Meget køn ung kvinde kommer hen til den gamle jazzblogger og spørger:
“Can you tell me, who’s next?”
Og jazzbloggeren svarer kvikt:
“I Think You’re Awesome”
Den unge kvinde svarer kækt:
“Thanks”
Og tilføjer:
“And they’re a great band too”

Jeps jeg er på Spot Festival...og skal høre I Think You’re Awesome...

I Think You’re Awesome spiller sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Signe Bisgaard har arrangeret Jens Mikkels musik og dirigerer de to orkestre. Jens Mikkel kommer springende ind på scenen. Slår armene ud og råber ud til den stopfyldte sal: “Hvor viiiildt!” Og det bliver det.
Musikken bliver leveret som en samlet suite, hvor kombination af big bandet og I Think You’re Awesome mødes i et stort, venlig og varmt kram. Undervejs leverer big bandets nogle solide solopræstationer, hvor særligt saxofonisten Cesar Joaniquet imponerer. Ligesom duetten med pianisten Mads Bærentzen og Jens Mikkel efterlader et stærkt indtryk.
Undervejs suppleres han på vokalen af Karmen Röivassepp, som feks. I hyldesten til Jens Mikkels fader, The Same Way as you Walk. Nummeret afsluttes elegant med fire klarinetter og en basklarinet.
Det blev en forrygende fejring af I Think You’re Awesome’s første 10 års eksistens. Jeg håber inderligt på, at det ikke er sidste gang jeg har hørt det samarbejde med Signe Bisgaards vellykkede arrangementer.

Det er på Godsbanen, at jeg får de fleste musikoplevelser denne fredag.
Her hører jeg nogle forrygende koncerter med det belgiske afrobeat band Black Flower og senere med det hollandske thaifunk band Yin Yin.
Ind i mellem når jeg lige at opleve Ipek Yolo. En trio der på en heftig bund af elektrobeats og grooves lægger den tyrkiske saz og en elektrisk surfguitar. En vild live oplevelse, der kan genopleves på Roskilde Festival.

Fredagen bød også på et snevejr af den heftige slags. Det kom efter at jeg havde været henne på VoxHall for at høre Athletic Progression vælte et fuldt hus. Skæve og nørdede break og beats og en hel sal der gyngende med. En instrumental trio, med den udadvendte og dansende Justo Gambula på bassen i centrum. Det et futurefunk der bygger videre på J.Dilla og Flying Lotus. Det er ikke let og ligefremt at spille. Ligesom man som mainstream hip hop eller jazz lytter også bliver udfordret. Det var så ikke noget den fyldte sal gik op i. De lod sig rive med og havde en fest.

Dagen var startet allerede kl. 10 på Spot + med branchetalks. Den første havde overskriften: Musikblogs - har de en fremtid? Årh! Må jeg være fri. Der var også en talk om, vi har brug for anmeldelser i den digitale tidsalder. Det mente de overordnet ikke i panelet. Nå, men det er jeg uenig i.


Og anmelder videre i morgen.

fredag, maj 03, 2019

Heine Hansen Trio: Fingertips (Storyville) CD/DL/stream

Hvis jeg var pianist og skulle lave en trioindspilning, så havde jeg nok også valgt de samme sidemen som Heine Hansen har gjort på sit andet album. Det sker ikke så ofte længere, at man får lejlighed til at høre Alex Riel. Er han mon faldet af på den. Han er jo ikke helt ung længere? Det er vel ret risky at hyre ham? På den anden side så jeg for nylig et klip med den 94 årige trommeslager Roy Haynes, der sad ind ved en koncert og gav den max gas. Da Riel langt fra er lige så gammel, så går det vel an. Og det gør det. Den sidder i skabet med det samme. Det er lige right down Alex Riels alley. Han kender selvfølgelig også Heine Hansen rigtigt godt, da han havde ham med i sin trio hvor Jesper Lundgaard spillede bas. Her er han sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk giver det sidste til trioen. Det er playful jazz. Det er så overskudsfyldt og boblende.

Alle pladens 10 kompositioner  er skrevet af Heine Hansen, med traditionerne fra den amerikanske standardjazz godt inde under huden. Men Heine Hansen er også dansk og lader en nordisk åre flyde gennem numrene. Thomas Fonnesbæk er med sit kraftfyldte basspil, som Christian Brorsen skriver i pladens linernotes, front og center i trioen. Det efterlader masser af plads til Hansen og Riel. Den tager de begge. Jeg kan ikke slippe min fascination over Alex Riels sindssygt lækre og tilbagelænede swing. Det er ikke noget man “bare” gør. Det er noget man er. Han er sit trommespil. Heine Hansen shiner og spiller med en selvfølgelighed, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han endnu en gang har lavet et anbefalelsesværdigt album. Lige som på sidste album supplerer han med lidt diskret Rhodes undervejs. En dejligt charmerende detalje i musikken.

torsdag, maj 02, 2019

Jesper Hertz: Born Free (Gateway) CD/DL/stream

Jeg kender ikke Jesper Hertz’ musik. Jeg har ikke hørt ham live - det ville jeg nok have gjort, hvis jeg færdedes i fynske jazzmiljø, hvor han er aktiv. Jeg har heller ikke hørt ham på plade. Det har jeg så fået mulighed for nu, hvor han har udsendt sit debutalbum Born Free. Selv om jeg ikke kender Jesper Hertz, så føles han meget velkendt, når pladen spiller. Det er jazz, der hviler på en stærk melodi. Den der slags melodier, hvor man næsten nynner med, selv om man aldrig har hørt dem før. 

Jesper Hertz er i selskab med polakkerne Lukas Borowicki på guitar og Marius Prasniewski på bas, mens Anders Mogensen tager sig af trommerne. Det er jazz, som den kunne lyde i 90’erne når den var bedst. Der er en pæn sjat Pat Metheny og Kurt Rosenwinkel inde i musikken. Det her handler om velspillet jazz, hvor det tekniske grundlag er så stærkt, at musikerne nærmest flyder ovenpå i vellyd og improvisation. Det går lige fra åbningsnummeret, den rolige Tweet over den mere direkte og NYC inspirerede Prospect Park og latinsagen I think you thought I said til titelnummeret (og min favorit) balladen Born Free. 


onsdag, maj 01, 2019

JAZZNYT15 playlist VRAA

Stemningen får dig til at flyde afsted. Her er ro og højt til himlen. 

Genren er jazz og stilen er nordisk, electronic, klassisk, soundtrack og afslappet. 

Det er her hvor nogle af mine helt store favoritter i dansk jazz er repræsenteret: Jakob Bro (der også har lavet Vraa, som har givet navn til listen), Bremer/McCoy, Røgsignal og Søren Bebe. Desuden er der nogle af de unge jazzmusikere med på listen, der kommer til at præge dansk jazz mange år frem.

Kalaha: Mandala (DME) LP/DL/stream

Man kan tale om grænseoverskridende adfærd. Der hvor man føler sig invaderet og krænket. Man kan også tale om, at åbne grænserne op - eller måske simpelthen bare nedbryde grænserne, fordi de ikke giver mening. Jeg ved godt, at jeg roder lidt rundt med begreberne. Grænseoverskridende adfærd er problematisk når det handler om noget mellemmenneskeligt og bliver ødelæggende. At åbne grænser op, handler også om at vi ikke lukker os om os selv. Her er en plade, hvor der ikke eksisterer musikalske grænser. Konventionerne er lagt til side. Der er helt sikkert nogle lyttere, der bliver udfordret på deres lyttegrænser. Det interessante er, at gruppen ikke er ude på at provokere. De gør det, fordi det falder naturligt.

Kalaha har udgivet deres tredje album Mandala, med et flot cover lavet af Zven Balslev. Gruppen består af Emil de Waal, Niclas Knudsen, Rumpistol og Spejderrobot. Det er jazz og electronica musikere, der mødes om musik der hviler på et beat - og så ellers lader sig inspirere af verden. Det afspejles blandt andet i gæsterne der dukker op undervejs på pladen. Dansk-tyrkiske Orhan Özgür Turan og Hilal Kaya synger på den tyrkisk inspirerede pop-perle Cok Küstüm. 

Negalesiske Mamadou Sene synger på pladens åbnings-nummer Mama Mandala. Koreanske Music Group NaMu er gæster på Dakke. Der også den tunge og funky Malaika, hvor Louis Winding Børresen er med på bas. Jeg kommer til at tænke på Vulfpeck, når jeg hører den. I øvrigt medvirker den legendariske bassist Flemming Muus på Dragon Jenny, hvor han spiller på båndløs bas, mens Niclas Knudsen leverer boblende skøn afro-guitar.

Mandala er et supervellykket album, der sender os på en klimavenlig rejse jorden rundt, hjemme ved pladespilleren. Er du en jazzlytter, hvor både electronica og world nydes med stor glæde, er der ingen vej uden om. Så er det årets album.

tirsdag, april 30, 2019

Yakiv Tsvietinskyi: Minimalist (Seventh Lane Records) DL/stream

Præsidentvalget er lige overstået i Ukraine. De valgte en komiker, der tilfældigvis også havde spillet præsident i en populær tv-serie. Verden er skør.

De laver heldigvis også jazz i Ukraine, der hverken er skør eller populistisk. Trompetisten Yakiv Tsvietinskyi har været så elskværdig at sende sit nye album Minimalist til mig. Han skriver selv at han finder stor inspiration hos klassiske komponister som Shostakovich og Debussy og så i europæisk jazz, hvor de største helte er Kenny Wheeler og Tomasz Stanko.

Det er ikke så svært at høre på albummet, hvor det lyrisk smukke trompetspil spiller sammen med piano, bas og trommer. Der er både ro og temperament i musikken. Det er musik, hvor det handler om at bevæge sig frem på den smukke og til tider eftertænksomme måde. Åbningsnummeret Lake Forest Boulevard hører til i den kategori.

Temperamentet finder vi hen mod slutningen af albummet med nummeret Open Form, hvor der udfordres med et skævt og teknisk stærkt funderet spil. Her skal trommeslageren have ros. Det er rodet, men han ved hvor tingene står.

Giv Minimalist en chance - det fortjener den. For helt ærligt! Hvor tit hører du egentlig ukrainsk jazz?

søndag, april 28, 2019

JAZZNYT15 playlist FANDEN SOVER ALDRIG

Det er her hvor du finder mange af de jazzmusikere, der er dukket op på den danske jazzscene i perioden, hvor Jazznyt har eksisteret. Pladeselskaber som ILK og Barefoot Records har præsenteret mange af dem. 

Det er jazz, hvor den frie stil dyrkes. Playlisten har fået navn fra Jesper Zeuthens Fanden sover aldrig, der var med på 2012-albummet Jesper Zeuthen Plus. Her mødes unge og ældre jazzmusikere i en vild jazzfest.


Søren Lampe: I lampens skær - ti små jazzede fortællinger (Gateway) LP/CD/DL/stream

Der er gået nogle måneder siden den nordsjællandske crooner Søren Lampes femte album udkom. Nu skal der sendes nogle ord efter pladen på bloggen.

Det er atter det danske sprog der er i fokus, som på Jazz på Danska fra 2013, hvor han selv havde skrevet nogle af teksterne. Den nye plade indeholder ligeledes en blanding af Lampes egne sager og nyfortolkninger af andres musik. Som vanligt bakkes han op af et musikalsk stjernehold.
Lampe dyrker ordene - og det er en af grundene til at jeg holder mest af ham, når han synger på dansk. På albummet I lampens skær - ti små jazzede fortællinger har han skrevet tekst til 9 sange. 

Pladen åbner med Den blå anemone. Herefter tager teksterne fra Lampe over. Han fortæller historier om og med følelser. En Selfie-Blues er skarp kommentar (fra en ældre mand) til de unge (og andre) om mig-mig-mig kulturen og samfundets forfald. Der er Sommerscat, der handler om den (som regel) dårlige danske sommer. Melodien er i øvrigt Jobim’s One note samba, ja den med Hva’ ska’ vi med kvinder. Der er også Pigen fra Hornbæk, der meget elegant er lavet på melodien til The Girl from Ipanema. 

Det er på sange som Kun du kan forstå og Alt for lidt, hvor Lampe i et melankolsk skær er allerbedst. Det er kærlighedssange der vil sige noget og mere end de rene banaliteter. Lampe er ikke kun crooner - han er også en jazzet singer/songwriter.

I Lampens skær er en hyggelig og meningsfuld plade, der går gode tider i møde med de lyse danske sommeraftener, som den passer så godt til. Også når det bliver regn og mørket sænker sig.

lørdag, april 27, 2019

Black Flower: Future Flora (Sdban ultra) LP/CD/DL/stream

Det er så sjældent som i aldrig, at jeg har skrevet om belgisk afro her på bloggen. Når man nu har fået tilsendt en plade med et belgisk afroband og bandet i øvrigt spiller på Roots & Hybrid på Spot festivalen i den kommende weekend, så er der vist ingen vej udenom.

Black Flower er godt rundet af ethiojazzen som den kendes fra Mulatu Astatke og afroen som den kendes fra Fela Kuti. De har også arbejdet med deres eget lydudtryk, der godt kan minde om retro-soulens rå og direkte lyd. Guitaren er ofte i fokus, hvor jeg bl.a. hører noget af Dick Dale’s surfguitar blandett godt op med afro.

Det er en af bandets forcer. De tager den med ro. Lader instrumenterne tale. De groover døsigt afsted mens barytonsaxofonen indtager centrum.
Future Flora er en god teaser inden jeg skal høre dem live. Er du til Debre Damo Dining Orchestra, så går du ikke forgæves.

fredag, april 26, 2019

JAZZNYT15 playlist GLEMMER DU

Gamle danske sange, salmer og melodier fra højskolesangbogen. De er ofte et yndet forlæg for danske jazzmusikere. Ligesom de amerikanske standards, er der en stærk melodi som der kan improviseres over, under og rundt omkring. 

Genre er jazz og stilen er salme, folkemusik, dansk, pop, vise og solsort. Playlisten har fået navn efter Glemmer du, som Stefano Bollani lavede sammen med Jesper Bodilsen og Morten Lund på det forrygende og uundværlige album Gleda. 

Kasper Staub plays Ask Kjærgaard’s Book of Moons volume 2 (Asktravagant Records) DL

Kasper Staub kender jeg bedst fra Kaspers egen trio og fra bands som I Think You're Awesome og Fabel. Han er også medlem af indierock bandet Lowly der lige har udsendt et album, hvor jeg har læst rosende anmeldelser i både Information og Politiken. 

Han er aktuel på endnu en udgivelse. Kasper Staub har lavet musik til Ask Kjærgaards Book of Moons projekt, som jeg skrev om første gang i januar 2018, hvor Rasmus Kjær stod for musikken. Dengang skrev jeg at Ask Kjærgaard havde lavet 70 kompositioner på 3 måneder. I forbindelse med den nye udgivelse er det ændret. På 3 år er det blevet til 155 kompositioner - en for hver navngiven måne i solsystemet. Ask Kjærgaard har overladt sine kompositioner til Kasper Staub, der har haft helt frie hænder i processen.

Kasper Staub har lavet et album med en blanding af eksperimenterende pop, electronica og en lille sjat jazz. Der er et nummer som det korte soloklaverstykke Thrymr, der er ren jazzet nordisk klavermagi. Så er der Phoebe, der er en skøn lille weirdopop sag med sang. Kasper Staub bruger elektronisk manipuleret vokal på flere af albummets numre.

Dione er let fordrejet klaver og akustisk guitar, hvor Nils Frahm og August Rosenbaum ikke er langt væk. Flere gange tænker jeg, at det bliver ambient - men afbrydes hele tiden i den tanke, da Kasper Staub ikke har lavet flydende klanglandskaber. Der er mange skift og afbrydelser undervejs på albummet. Book of moons volume 2 er et forrygende og afvekslende album fra en musiker, der ikke lader sig sætte i en musikalsk genrebås.

torsdag, april 25, 2019

Anton Eger: Æ (Edition) LP/CD/DL/stream

Han spillede selvfølgelig trommer på sin gamle Jazzkamikaze-kollega Morten Schantz’ forrygende fusionsalbum Godspeed fra 2017. Nu er Phronesis-trommeslageren Anton Eger aktuel med sit eget fusionsalbum. Fusionsjazzen er dog af en anden end den der var på Morten Schantz’ plade, der trak godt på fusionens fortid.

Anton Eger har lavet et album der placerer ham midt i nutiden. Når det er allerbedst som på åbningsnummeret HERb eller på ?irl MIP, rammer det lige ned i tidens futurefunk, som den bl.a. kendes fra Flying Lotus. Men det ville alligevel være for nemt at affærdige Egers plade som et Flying Lotus rip off. Det er fragmenterede beats der står ovenpå fusionen, når der blev smidt nogle seriøse synths på banen. Det har Eger fuldstændig styr på, ved brugen af klassiske synthesizere og keyboards som Juno60, Prophet 12, Moog, Wurlitzer og Polysix. Undervejs på pladen støder vi på musikere som Petter Eldh på bas, Otis Sandsjö på sax, Dan Nicholls på keys og flere andre. I øvrigt dukker Mathias Heise også kortvarigt op.

Æ er et kalejdoskopisk og elektrosyret album, der lever og ånder fordi Anton Eger med sine trommer og skæve beats skaber futurefusion. Det er både originalt og medrivende for en jazzlytter som jazzbloggeren, der sætter pris på velspillet old school synth og mærkværdige rytmer i et heftigt setup.

onsdag, april 24, 2019

JAZZNYT15 playlist FOOL FOR LOVE

Velkommen til vokaljazz overload med en blanding af originale numre og gamle standards. Der synges både på dansk og engelsk. Her er både mænd og kvinder. Genren er jazz og stilen er ordrig, pop, swing, blues og feel good/sad.

Læg i øvrigt mærke til alle de mandlige vokalister der er på listen, hvor man ellers ofte har fokus på kvinderne når der skal synges jazz. Det er Mads Mathias der har lavet Fool for love, der har givet navn til listen. Den er efterhånden 7 år gammel. Rygtet siger at der er nyt på vej.

Claudia Campagnol: I’m strong (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

Pladeselskabet Giant Sheep der også har mundharpevirtuosen Mathias Heise i deres stald, har sat alle sejl til i forbindelse med lanceringen af sangerinden og pianisten Claudia Campagnols debutalbum. I april udgaven af det britiske jazzmagasin Jazzwise var der en helsides reklame på side 2(!) for albummet og den forestående koncert på den internationale jazzmesse Jazzahead i Bremen.

Claudia Campagnol kommer oprindeligt fra Ungarn og flyttede med familien til Sverige, da hun var barn. Ad flere omveje mødte hun den svensk-italienske trommeslager Niclas Campagnol, blev gift og bor nu i København sammen med Niclas, der selvfølgelig spiller trommer på pladen.

Musikken på albummet har stærk rod i fusionsjazzen med udløbere til soul og r’n’b. Claudia Campagnol har skrevet al musikken og spiller både keyboards og bas på albummet. Hun kan synge efter noderne, hun har groove og feeling. Det er med andre ord den rigtige pakke, når man har valgt teknisk krævende arrangementer, hvor der skal kæles for detaljerne, så der er noget til musik-nørderne og hvor overblikket bevares, så den almindeligt dødelige musiklytter også bliver fornøjet.

Der er nogle enkelte stjernegæster med på pladen, hvor fusioholics får tilfredsstillet lysten med tilstedeværelsen af Vinnie Colaiuta og Jimmy Haslip på Conquer The World. Den i København bosatte cubanske conguero Eliel Lazo medvirker på Z-Song. Mens britiske Gerard Presencer kigger forbi på et par numre.

Gabor Bollas saxofon indleder nummeret Do you love me, der har soul-feeling og giver mindelser om 90’ernes acid jazz og navne som Incognito og Brand New Heavies. Claudia Campagnol er både musiker og sanger, så hun sparer ikke på muligheden for at levere en synth-solo med akkompagnerende sang. Det gør hun f.eks. i nummeret Do you love me.
Pladen lukkes ned med pladens eneste covernummer Chaplins Smile, hvor Claudia Campagnol, som på de andre numre, synger kor så det næsten lyder som en kommenterende duet.

Ja hun er Strong, som hun synger på det stærke titelnummer I’m Strong. Hendes insisterende evne til at holde styr på alle virkemidlerne er en af de mange gaver på pladen. Det er en debut af den sjældne slags.

tirsdag, april 23, 2019

Crazy Doberman (Mastermind Records) LP/DL/stream

Det århusianske undergrundspladeselskab Mastermind Records, har udgivet mange plader der falder udenfor vanlige musikalske genrer. De har kastet sig over det amerikanske band Crazy Doberman. Det er fra den dybe undergrund, jazzens undergrund. Bandet udspringer af Industrial bandet Doberman. Det 10 mand store Crazy Doberman har allerede siden starten for 2 år siden, udsendt over 15 kassettebånd og flere CDr (hjemmebrændt CD). Ud over en enkelt 12” fra 2017, er det her deres første regulære LP på vinyl.

Det er avantgarde, free jazz, improv, experimental, psych, kraut, musique concrete og flere andre genrer fra musikkens overdrev, der mødes i et forrygende clash. Jeg vil tillade mig at tilføje en tanke om at der opstår en psykedelisk og spirituel stemning, når man først placerer sig som lytter inde i musikken.

Der hvor Crazy Doberman skiller sig ud og viser deres originalitet, er i deres blanding af klassiske jazzinstrumenter, som saxofon og elektroniske instrumenter. Det smelter sammen på naturligste vis. Det amerikanske webmagasin Psychedelic Baby Magazine kalder dem meget præcist for et Black Hole Free Jazz Band.

For nylig så vi et billede af et sort hul ude fra rummet. Nu ved vi også hvordan det sorte hul i free jazzen lyder. Farligt og fascinerende.