onsdag, marts 23, 2011

Jazznyt Kommentar!

Der udkommer 130-140 danske jazzplader om året i Danmark. Et imponerende stort antal i en ofte lige så imponerende stor kvalitet. Hvorfor er der så ikke flere medier der tager jazzudgivelserne seriøst og anmelder dem?

Der kommer drypvis anmeldelser af jazzplader i ny og næ i Politiken - men på det seneste har Politiken været usædvanligt slappe til at bringe anmeldelser af jazzplader og nyheder om jazz i det hele taget - med mindre det handler om nogen der er død eller fylder rundt. I gårsdagens udgave af Politiken er der smånyheder om X-Faktor og andet ligegyldigt popbavl som man allerede kunne læse på nettet dagen før. Jeg får det ligesom læserbrevsskribenten der i Herning Folkeblad brokkede sig over at James Last spillede Lady Gaga-numre ved weekendens koncert i mega-arenaen Boxen. Prøv lige at se dit publikum i øjnene. Politiken og James Last. Dem der vil vide at Xander Linnet har skrevet X-faktor vindermelodien læste det i forgårs på nettet, ligesom dem der kan lide Lady Gaga ikke går til James Last-koncerter.

Det kunne være dejligt hvis Politiken havde ambitioner om at dække jazzen mere seriøst end de gør nu. Hvorfor står der f.eks. ikke noget om at saxofonisten Lotte Anker er indstillet til Nordisk Råd's Musikpris i dagens avis? Det er ekstra irriterende at se poppen blive dækket så tæt af Politiken. Det er et stofområde som alle de andre aviser også dækker - selv gratisaviserne gør det.

Findes der overhovedet et medie i Danmark - hvor der udbetales løn - som beskæftiger sig seriøst med at dække jazzen? Hvis der ikke gør - hvorfor så ikke?

Danmarks Radio har for længst kørt sig selv ud på et sidespor og latterliggjort jazzen. Særligt beskæmmende bliver det når man ser hvordan nabolandendes radio og tv-stationer dækker jazzen som stofområde.

Der er indenfor den seneste tid udkommet en række væsentlige danske jazzplader, der stort set ikke eksisterer, hvis det var de gamle medier der satte dagsordenen. Gode og vigtige udgivelser med Martin Lutz Group, Martin Schack og Cathrine Legardh er udkommet inden for de seneste uger. Men der er endnu ikke nogen medier der har valgt at anmelde eller omtale dem. 

Undskyld mig. Men er det ikke for tyndt?

11 kommentarer:

Niels Christian sagde ...

Godt og sandt indlæg. Jo! Det er fandme for tyndt. Spørgsmålet er bare hvornår kæden hoppede af for pressen? Hvornår blev jazzen befængt med så stor besværlighed, at den ikke var interessant for omnibussene at formidle længere? Det er jo trods alt "bare" musik, men musik der ligesom alt andet kan vække følelser i et publikum. Hvor svært kan det egentlig være at formidle det?

Niels Overgård sagde ...

Det er ikke for at forklejne mit eget arbejde her på bloggen. Men det er ikke særligt svært at formidle. Det er nemlig lige præcis "bare" musik og de tre udgivelser jeg fremhæver kræver ikke at man har John Coltrane's samlede værker inde under huden.
Jeg fatter ikke at en debuterende indiepoptrio fra Køge der lige har udgivet deres første EP bliver dækket med større interesse og nidkærhed fra den skrevne presse end en udgivelse med et dansk jazznavn.

rasmus sagde ...

Jeg er næsten uden ord, lamslået om du vil. Jeg kan ikke tænke andet end det er mega langt ude... Pressen burde være langt mere mangfoldig, end de har været det sidste stykke tid!

Martin sagde ...

Du har fuldstændig ret. Mest beskæmmende er det dog, at Danmarks Radio i den grad kører jazzen ud på et sidespor. Men det er jo et symptom på hele den markedsorientering, der er i medierne for tiden, og som DR af en eller anden grund mener, de skal hoppe med på. Dansk jazz har måske aldrig været mere facetteret og levende end den er for tiden, og det er en skam, at det ikke kommer ud til flere mennesker. Det vil jo altid være smalt, men det er deres forpligtelse at dække de smalle ting. X-faktor gider jeg slet ikke nævne. Det er en skamplet på Danmarks Radio.

Martin sagde ...

Du har fuldstændig ret. Mest beskæmmende er det dog, at Danmarks Radio i den grad kører jazzen ud på et sidespor. Men det er jo et symptom på hele den markedsorientering, der er i medierne for tiden, og som DR af en eller anden grund mener, de skal hoppe med på. Dansk jazz har måske aldrig været mere facetteret og levende end den er for tiden, og det er en skam, at det ikke kommer ud til flere mennesker. Det vil jo altid være smalt, men det er deres forpligtelse at dække de smalle ting. X-faktor gider jeg slet ikke nævne. Det er en skamplet på Danmarks Radio.

Johannes Konstantin Neergaard sagde ...

Absolut helt enig. Har gennem længere tid forsøgt at gøre Kristeligt Dagblad interesseret i at dække den seriøse rytmiske musik på linje med (eller i hvert fald antydningsvis på linje med) den klassiske. Det er meget, meget svært at komme igennem med.

Argumentet er at stofområdet ikke er kohærent med avisens linje (læs: interesser læserne).

Som anmelder på en lokalavis kender jeg også mekanismerne dér: det handler udelukkende om flertallet af læsernes præferencer.

Jeg synes jo jazz bør dækkes i seriøse medier - simpelthen fordi det er en vigtig kunstart. Men jeg anerkender også, at aviserne har et legitimt hensyn at tage til læsertal, så det er en svær kamp.

Morale: Bliv ved at gøre, hvad du gør Niels Overgård. Vi er mange der følger dig! :)

Niels Overgård sagde ...

For lige at præcisere min kritik af DR, så handler det jo ikke om den dækning af jazzen som Jens-Jørn Gjedsted står for DR's P2. Han latterliggør på ingen måder jazzen. Det er alle de beslutninger der har ført til at Jens-Jørn er ene mand på skansen der får mig til at beskylde DR for at latterliggøre jazzen.

Anonym sagde ...

Seriøst. Den dag jeg hører en nyskabende dansk jazz plade, så giver jeg en øl på jazzhouse. Gad vide om efterspørgelsen på jazz ikke er der fordi medierne ikke skriver/oplyser om det, eller om det er medierne der ikke skriver om det fordi der ingen efterspørgelse er, host host! Desuden er jeg dybt uenigt i at der bliver udgivet 140 danske jazzplader i høj kvalitet, men det er en anden snak.
Hvis jazzen skal formidles herhjemme skal man nok finde en sælger der kan sælge sand i Sahara. Lige meget hvor vi er på vej hen, så vil kvalitet og aktuelitet altid sælge. Så mon ikke det er der den ligger hos dansk jazz.

/m

Niels Christian Cederberg sagde ...

Seriøst! Sidste indlæg er svært helt at tage seriøst. For hvornår er noget nyskabende, og og i forhold til hvad? 100 års musikhistorie, eller jazzen i 60'ernes københavn eller noget tredie? Og hvordan kan man egentlig vide det, hvis man som lytter eller potentiel lytter og interesseret i jazz eller andre former for rytmisk musik har været afskåret fra at følge med i udviklingen, fordi jazzen gradvist og i højt tempo er blevet barberet helt væk i den moderne mediedækning? I påstanden ligger implicit, at man bliver nødt til at vide præcis hvilke perioder i musikhistorien der er nyskabende og hvorfor denne periode synes ikke at være det, eller måske er det. Der er simpelthen for mange ubekendte til at slynge en så tynd påstand ud, og det vil jeg gerne give en øl på Jazzhouse på, for at diskutere videre. Spørgsmålet og samtidig konklusionen på den manglende dækning i medierne - uanset årsagen til denne prioritet - er at nye generationer desværre aldrig kommer i berøring med musik hvor vokal og tekstuniverser snarere melodi og musikalsk udtryk er det primære fokus. Og det er fandme synd og skam!

Jens Jørn Gjedsted sagde ...

Anonyms kommentar er helt ude i hampen. Der er aldrig kommet så meget dansk jazz af høj kvalitet, og i alle genrer, som i disse år.
Ikke alt er nyskabende, men al musik skal heller ikke være nyskabende. Den rige tradition kan hele tiden nyfortolkes - og det bliver den i rigt mål i nutidens danske jazz - side om side med eksperimenterne.

Nikolaj Strands sagde ...

Spørgsmålet om jazzens aktualitet og betydning i dagens samfund tror jeg er meget relevant at diskutere. Som jeg ser det, har jazzen desværre i mange år ligget uden for den kulturelle referenceramme for såvel den "almindelige" befolkning som for hvad man kunne kalde "kultureliten". Jazzen har jo ellers en glorværdig fortid som vigtig ledsager til diverse progressive grupperinger i det danske kulturliv, særligt kulturradikalismen og dens udløbere i de intellektuelle og kunstneriske miljøer i 50'erne og 60'erne. Med fortalere som Poul Henningsen, Jørgen Leth, Erik Wiedemann o.a. kunne jazzen ses som allieret med en række aktuelle projekter såsom modernisme, ungdomskultur, anti-borgelighed, frisind, borgerrettigheder m.v. Det gav, tror jeg, jazzen en meget stor udbredelse i bevidstheden på dette tidspunkt. I dag virker det desværre som om, at jazzen fuldstændig har mistet denne kulturelle betydning. Jazz anses i dag i langt de fleste kredse som noget underligt noget på linje med klassisk musik, som mest høres af ældre og/eller gammeldags mennesker. Selvom vi, der kender jazzgenren godt, måske kan mene at musikken i sig selv burde fremstår som indlysende god og interessant for enhver, der får muligheden for at lytte til den, må vi nok også erkende, at ikke al god musik udbredes på denne måde. Måske var det på tide at jazzfolket tog udfordringen op og fik jazzen bredere kulturelle betydning tematiseret? På min blog har jeg på baggrund af Jakob Hassings artikel i det seneste nummer af Jazz Speciel, skrevet et indlæg, som plæderer for en genopblomstring af den mere intellektuelle jazzkritik som den blev udøvet i jazzens storhedstid. En sådan mere dybdegående kritik som supplement til anmelderiet kunne være en medvirkende faktor i at genopbygge jazzens kulturelle betydning.