torsdag, maj 21, 2020

Fiil Free: Under overfladen (Fiil Free Records) CD/DL/stream

Den seneste periodes nedlukning af landet, grundet corona-virus, har tydeliggjort hvor meget frihed betyder. Mangel frihed til leg og socialt samvær er mildest frustrerende. Heldigvis er øre og sind stadig frie og kan bruges til at lytte.

Pianisten og komponisten Lars Fiil har i sit virke ofte sat fokus på det frie. Frihed, frigørelse, frie tanker, frie fald, at føle sig fri og at være fri. Nu er han atter aktuel med et album med gruppen Fiil Free. Sammen med ligesindede fritænkende musikere bevæger Lars Fiil sig frit rundt i den del af jazzen, der i mangel af bedre kaldes free jazz - en forkætret genrebetegnelse, der opstod i slut-50’erne. Lars Fiil vil og kan mere og andet.

Han kaster bolden op i luften - og ingen ved hvilken vej bolden flyver hen undervejs eller ender inden pladen er slut. Det er svømmende, poetisk og lydhør freejazz af bedste nutidige nordiske aftapning.

Som på forrige album er det en septet med stærke improvisationsmusikere; Tomasz Dabrowski på trompet, Henrik Pultz Melbye på saxofon og klarinet, Henrik Olsson på guitar, Martin Fabricius på vibrafon, Casper Nyvang Rask på kontrabas og Bjørn Heebøll på trommer. De er forbundet i et kollektivt samarbejde, hvor tilfældigheder ikke lyder tilfældigt. Det er muligheder der gribes af syv musikere, der forstår og taler med hinanden. Albummet byder både på det smukke, som på nummeret Tid eller det mere krasse og ekspressive som på Omvendtom. 

Eline Hellerud Åsbakk: Av eller på (Finito Bacalao Records) CD/DL/stream

Sidste år kom den norske sangerinde Elien Hellerud Åsbakks andet album. Det var også sidste år, at hun dukkede op på et enkelt nummer på succesduoen Svaneborg/Kardybs debutplade. De tre har kendt hinanden siden de mødtes på et jazzstævne for 6 år siden. Sangen Et lite øyeblik bare fra Svaneborg/Kardybs plade har længe været et stort hit hos mig, så det er fedt at høre endnu mere med sangerinden fra Tromsø. 

Eline Hellerud Åsbakk er ligeligt funderet i jazz og folkemusik. På denne plade er det jazzen der dominerer i kraft af musikken. Det betyder dog ikke, at folkemusikken er taget ud af Eline Hellerud Åsbakk. Hun synger på smukt norsk og har en lethed og logisk ligefremhed i sangen.

Hun er sammen med en kvartet med piano, guitar, bas og percussion på numrene som hun selv har skrevet. Titelnummret Av eller på har desuden strygere med. P8jazz har ofte spillet Drømmeland, hvor trompetisten Ole Jørn Myklebust kigger forbi. To gode numre, at starte med, fra en plade der langsomt men sikkert har sneget sig ind på mig.

Yngel: II (Aftenrutine) LP/DL

Der hersker en nærmest uskyldsren aura over Yngels musik. Det er primitivt, ærligt og udgiver sig ikke for andet end det du hører. Hvad er det så du hører?

Det er to guitarister der spiller hvert nummer, som havde de lige opdaget en ny lyd eller klang på den elektriske guitar. Det lyder af guitar - og ophæver alligevel al logik omkring den gængse opfattelse af den elektriske guitar.
Musikken er indspillet på en kassettebåndoptager. Det passer godt til duoens lo-fi æstetik, hvor selve udgivelsen kun består af en farvet vinylplade pakket ind i et gennemsigtigt pladecover.

Det er Emil Palme og Taus Bregnhøj der udgør Yngel. En duo som jeg er ganske begejstret for. De udgav sidste år en plade sammen med den Indonesiske musiker Teguh Permana, som jeg havde med på bloggens liste over årets bedste udgivelser i 2019.

Deres nye plade består af tyve numre, hvor de bla. bruger sten og metalobjekter, når de udforsker den elektriske guitars muligheder. Det er vekslende mellem minimalistisk storhed og pompøs enkelhed. De to guitarister har skabt et unikt og musikalsk udviklende univers. Det rene og upolerede udtryk danner en atmosfære, der sætter spor.

tirsdag, maj 19, 2020

Woetmann/Almholt: Og ørkner i rasende udenfor (Woetmann/Almholt) LP/DL

Nedslag i en meget nær fortid, der grundet den seneste tids altoverskyggende Corona, næsten er glemt. Den betyder ikke at de er borte. At Danmark har været krigsførende nation og at mange mennesker har mistet livet som flygtninge. 

Pianisten mm. Mikkel Almholt der også kendes som Ghost Flute and Dice er sammen med digteren og dramatikeren Peter-Clement Woetmann på spoken word albummet Og ørkner i rasende udenfor. Her sætter de fokus på soldaterne og flygtningene - og det trygge liv, som det kendes af den almindeligt dødelige dansker. 

Vinylformatet er som skabt til fortællingen og digtene. På Side A hører vi om den danske soldat med adrenalinen som en del af udrustningen. Om tiden før, under og efter krig. Og der er en bagside af soldatens medalje - den soldat der på hektisk vis har været gennem sit livs maaaad minute - det vilde øjeblik, hvor han er i krig. 

Bagsiden er vinylens B side, der starter med at fortælle om den danske krop, korngule marker, hvid hud og blå øjne. Kroppen er ikke fattig, har ikke en orange redningsvest, der sidder tæt på en krop der sidder tæt på en krop. Kroppen er ikke en flygtning der er skyllet i land på Grækenlands kyst. Min krop er bakkerne. Det er den danske krop.

Det er en uafrystelig fortælling som de to fortæller. Peter-Clement Woetmanns rytmiske oplæsning og Mikkel Almholts eksperimenterende klaverspil supplerer hinanden på bedste vis. Udvider stemninger og følelser. Gennem ord og lyd møder vi krig og krise. 

mandag, maj 18, 2020

KØS: An Uncaught Bird (Forlaget Kornmod) LP/DL/stream

Trioen KØS har eksisteret siden 2014 og er endelig aktuelle på et vinyl-album. Musikalsk befinder de sig i det elektroakustiske område, hvor free jazz og ambient helt naturligt finder sammen. Trioen består af Maria Dybbroe (altsax), Valdemar Kragelund (electronics) og Kristian Isholm Saarup (trommer). Det er alle musikere der bevæger sig frit mellem genrer i projekter som Cactus, Josiah Konder, Slår Skår og Merdh Laleh. Trioen har også samarbejdet med digteren Pia Tafdrup og saxofonisterne Lars Greve og Lotte Anker. Pladen er udgivet af det lille selskab Forlaget Kornmod fra Odense, der ellers primært lavet kassette-udgivelser.

Denne udgivelse er iklædt et hjemmelavet unikt cover, hvor de har brugt et gammelt cover, hvor det indre er vendt ud. Det passer godt ind i den musik der er på albummet. Der væves, drejes og manipuleres rundt med akustiske og elektroniske instrumenter og lyde i en grad, hvor det ikke giver mening at kategorisere. Det giver til gengæld mening at lytte. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Jon Hassell, der stod bag genrebetegnelsen Fourth World, en forenet primitiv futuristisk lyd, hvor man blandede elementer fra verdensmusik og elektronisk teknik. Han samarbejdede også med Brian Eno - hvor man kender genrebetegnelse ambient fra. 

Her er det noget der ligner jazz og akustisk/elektronisk musik der blandes. Det er KØS et godt nutidigt dansk bud på. De har et stærkt kollektivt udtryk. Atmosfæren passer til albummets titel An uncaught Bird. De er frie og utæmmede. 

søndag, maj 17, 2020

Førstepersonental: Mermaids Cave/Cockatoo Island (Lydhør) 10”vinyl/DL

På stedet med det eventyrligt klingende navn Mermaids Cave, der ligger I The Blue Mountains i Blackheath, New South Wales i Australien, har Christian Windfeld alias Førstepersonental indspillet den ene side sin nye 10 tommer vinyl. Han har brugt en vandflaske, et piskeris og en lilletromme og ikke mindst rummet, hvor det er optaget. Den anden side er indspillet på Cockatoo Island, der ligger i havnen i Sydney. I et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig på øen der både har rummet straffeanstalt og skibsværft, bruger han ting som han har fundet, shakere og lilletrommen til skabelsen af værket.

Lilletrommen var eneste instrument på den forrige Førstepersonental plade Rotunden og ligesom den aktuelle plade, er selve stedet, hvor musikken er indspillet en meget væsentlig faktor. Akustikken, klangen og dynamikken er det umiddelbart hørbare for lytteren. Christian Windfeld er påvirket af stedets stemninger, lugte, lyde og historier. Det bringes ind i disse dybt fascinerende feltoptagelser, der ikke er bearbejdet med overdubs eller effekter. 

Det er det rene øjeblik på 10 minutter, som vi kan høre igen og igen på en vinylplade. Grave os dybere ned i den mættede stemning. Det er både inspirerende og fascinerende.

lørdag, maj 16, 2020

Gorm Askjær Trio: Blodmånen og dig (Jaeger Community Music) LP/DL/stream

Den århusianske guitarist Gorm Askjær er måske ikke så kendt udenfor jazzens inderkreds - det er der god grund til, at lave om på nu. Der er gået næsten otte år siden han sidst kunne høres på en jazzplade. Siden har han bl.a. komponeret klassisk musik, undervist og været sekretariatsmedarbejder på Århus Jazz Festival. Han er dog aldrig holdt op med at spille jazz. Sammen med bl.a. bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Thomas Eiler har han holdt formen vedlige. Det er med dem, at han kan høres på albummet Blodmånen og dig.

Gorm Askjær er en frit fabulerende guitarist der har rod i Bill Frisells uortodokse rootsinspirerede guitarspil, der trækker på jazz, blues, country og folk. Askjær formår at komme ind under musikken og bevarer uselvisk sit jeg i trioformen, hvor interaktionen med Jens Mikkels basspil, der til tider kan minde om Thomas Morgan og Thomas Eilers underspillede og rodede trommespil er en sand triumf. 

Der er så mange elementer af noget man har hørt før og alligevel er der bevaret et stærkt personligt udtryk. Gorm Askjær har skrevet al musikken, udover den dejlige jazztraver A Night in Tunesia og den endnu ældre Back home in Indiana again. Gorm Askjær føler og omsætter jazz fra et dansk udgangspunkt. Bl.a. har han brugt akkord rundgangen fra Kim Larsens Pianomad, til nummeret Det klareste rav.

Blodmånen og dig er et helstøbt album med dybde og vidde nok til, at holde i meget lang tid. Det er et af den slags albums, der hele tiden fremviser nye sider. Flydende, skarp, kontant, poetisk og åben jazz. Jeg er både (be)rørt og begejstret. Pladen udkommer på den smukkeste røde vinyl. Sammen med den gode lyd, er det et godt argument for at du skal eje pladen - hvis du er til jazz der er placeret i nutiden.

mandag, maj 11, 2020

Radio Bévort: Blik (Pernille Bévort/Gateway) DL/stream

Den ukuelige tro på sig selv og evnen til at blive ved. Det er noget af det, der fascinerer ved humlebien. Vi elsker myten om at den ikke kan flyve. Det ved den bare ikke og derfor flyver den alligevel. Dog strider det ikke mod fysiske love, at den lidt kluntede og flotte bi flyver.

Jeg kommer til, at tænke på det i forbindelse med saxofonisten Pernille Bévorts nye album, Blik. Hun har været igang på den danske jazzscene siden 90'erne og udgav sit første album A Live i 1997. Siden er der, inklusive det nye album kommet 11 albums, hvor Pernille Bévorts navn har stået øverst. Det er en kraftpræstation i særklasse. Senest fik vi solopladen Gopler og andre urovækkende fænomener, der føjede nyt til fortællingen om en musiker, der ikke er bange for at gå egne veje og bare bliver ved.

Pernille Bévort har stor erfaring fra større orkestre, eks. Erling Kroners big band i sine unge formative år og i de senere år har hun spillet med de største big bands herhjemme og flere i Sverige. Når hun laver musik til Radio Bévort er der også tænkt stort. Musikken har et omfangsrigt udtryk, hvor det flere gang lyder af mere end den septet, musikken er lavet til. 

Hun kalder bandet for Radio Bévort og det er fire år siden, at vi sidst stillede ind på den radiostation, med albummet Which Craft? Fire blæsere: Bévort (tenor og sopransax, Mariane Bitran (fløjte), Kasper Wagner (altsax) og Ole Visby (basklarinet og tenorsax) er sammen med Marie Louise Schmidt (piano/Rhodes/accordion), Morten Ankarfeldt (bas) og Bjørn Heebøll (trommer).

De spiller fortællende og fabulerende jazz. Pernille Bévort har så meget på hjerte - og formår med stort overskud, at bevare ro og overblik i kompositionernes afkroge og afveje. Titlerne indikerer at der er holdninger og åbenhed nede i musikken; 8 March Anthem eller Foundringsfryd. Tag med og brug tid på musikken. Det fortjener den (og det gør du også).

lørdag, maj 09, 2020

Mo’ “El Gringo Starr” Green Y Su Conjunto Jazzylatino: Calle Raballero/That’s what she said (Coconut’s Groove/April Records) 7”single

Det er suverænt kultnummer som underselskabet Coconut’s Groove til det genstartede selskab April Records, har udsendt på vinylsingle. Vibrafonisten Morten Grønvad aka Mo’ Green havde nummeret med opsamlingspladen Nat & Dag 2 i 2009. Det er en genindspilning af Gasolin’s Rabalderstræde, der har fået en latinjazz overhaling og er kommet til at hedde Calle Raballero. 

Den fungerer fint til både dansegulv og en cocktail under palmerne i haven. Jeg kommer til at tænke på legendariske Senor Coconut & his Orchestra, hvor Morten Grønvad også var med i liveudgaven i en periode. Det er hverken corny eller kitschet. Det er røvrystende fedt. På B-siden er der kommet et nyt nummer med. That’s what she said der ligeledes serverer godt humør. Begge numre er fødte til fest og et must på enhver jazzorienteret vinylDJ’s pladespiller.

mandag, maj 04, 2020

Nice Chair: The Game (Nice Chair) LP/DL/stream

Bag navnet Nice Chair gemmer sig en saxtrio, der har mange års erfaring på den danske jazzscene. De spillede sammen som faste jamværter på La Fontaine i 90'erne og har siden hver for sig etableret sig godt og grundigt på den danske jazzscene Derfor er det også med en vis skepsis når jeg i pressematerialet læser at de lancerer sig som et nyt friskt bud på saxofon-trio formatet. Kan man stadig være ny og frisk, når man var kæk ung jazzmusiker i 90’erne?

Claus Waidtløw på tenorsaxofon er et af de helt stærke kort, at sidde med på hånden, hvis der fandtes bilkort med danske saxofonister. Der er ikke mange der slår ham på hverken km/t eller hestekræfter. Bassisten Kasper Vadsholt, der er fast mand i DR Big Band spiller udelukkende på el-bas på pladen. Sidste mand er trommeslageren Martin Maretti Andersen, der har været fast mand i Pierre Dørges Jungleorkester i mange år. De to rytmebyggere har et intuitivt sammenspil og flow i spillet, der er med til at gøre Nice Chair unikke. Den legendariske bassist Steve Swallow er inde på noget af det samme i de linernotes han har skrevet på pladen: “This band finds its equilibrium minute by minute”. De kalibrerer og finjusterer hele tiden deres sammenspil. 

Nice Chair er båret af Martin Maretti Andersens levende og inspirerende trommespil, Kasper Vadsholts bundsolide og eventyrlige basspil og Claus Waidtløw’s uudtømmelige melodiske kilde. En stærk trioplade, hvor jeg må give mig. Dét er et friskt bud på saxofon-trio formatet.