Miho Hazama & DR Big Band: Frames (Edition Records) LP/CD/digital

 

Når DR Big Bands japansk-amerikanske chefdirigent Miho Hazama laver et værk, hvor hun udforsker den fortid, som big bandet står på skuldrene af, bliver jeg blød om hjertet. Når det samtidig gøres med den akkuratesse og elegance, som det er tilfældet her, er der ingen vej udenom: Det er et bigband-mesterværk.

Ib Glindemann, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Ole Kock Hansen, Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely (som Miho Hazama også har haft som underviser) har i hver deres markante periode stået i spidsen for det over 60 år gamle bigband. Det er dem, Miho Hazama har ladet sig inspirere af til de seks kompositioner, der udgør Frames.

Der er den ret indlysende med Aura II, hvor det er Palle Mikkelborgs værk lavet til Miles Davis, der har givet navn til kompositionen. Mikkelborg var dog mere end Aura; han lavede allerede i 1969 LP’en Brownsville Trolley Line med bigbandet. Det nævner jeg, fordi Hazama ikke har lavet en tribute til fortiden, Aura og det, der var. Hun har med nutidige ører skabt et selvstændigt værk, hvor hun bruger bigbandets sjæl og væsen til at skabe ny musik.

Numrene forløber som længere, suitelignende forløb, hvor stemninger og bigbandets kollektive udtryk og lyd står stærkest. Der er selvfølgelig også flere gode solopræstationer undervejs – det er jo en bigbandplade. Her bliver jeg nødt til at fremhæve Nicolai Schultz’ uforlignelige fløjtespil på The First Notes – just plain wow! Der er også Kaspar Vadsholts NHØP-lignende solo på nummeret LuLu. Frames er på alle måder aldeles vellykket.

Bandcamp

Johnny Griffin & Thomas Clausen’s Trio: Live in Helsingborg (Storyville) CD/digital

 

"Det var en anden tid dengang" er et begreb, som jeg hader – særligt fordi det bruges som en forklaring på tidligere tiders dårlige opførsel, især når det har været af seksuel karakter. Jeg burde finde en anden formulering frem. I mangel af bedre vover jeg alligevel pelsen og siger, at det var en anden tid dengang.

Her tænker jeg på dansk jazz og i særdeleshed på alle de samarbejder, der har været mellem danske jazzmusikere og amerikanske ditto. Hvorfor begynder jeg nu at rable om det? Det gør jeg, fordi Storyville Records har udsendt en indspilning med den amerikanske tenorsaxlegende (var de ikke alle det?) Johnny Griffin i selskab med Thomas Clausens trio i Helsingborg i 1990.

Der findes allerede en indspilning fra 1996 med Thomas Clausen og Johnny Griffin, som Stunt Records udsendte i 2003. Same same but different, som man siger – Jesper Thilo var også med. Begge udgivelser har det til fælles, at de åbner med Just Friends. Storyville-udgivelsen Catharsis! fra 1999, der byder på en indspilning fra 1989 (et halvt år før den aktuelle udgivelse), åbner selvfølgelig også med Just Friends. Her er det bare Kenny Drew, der sidder ved klaveret. Griffin lyder som Griffin – så må de andre rette ind. Han er stjernen, og de er hans combo.

Jeg har en tendens til at blive lidt træt, når den slags plader stadig bliver udgivet. Er der mere nyt at fortælle og tilføje til historien om Johnny Griffin, der boede i Frankrig og derfor spillede meget i Skandinavien? Jeg kan på den anden side heller ikke lade være med at lytte til musikken. Når jeg sænker skuldrene, slapper af, lytter og glemmer alle forbeholdene, er det jazz af så stabil og sikker en slags, at jeg hurtigt overgiver mig.

Hvad der umiddelbart på overfladen lyder som endnu en dag på kontoret, er meget mere end det. Det er velspillet jazz, hvor der også er plads til Thomas Clausens velspillende trio med Mads Vinding på bas og Svend Erik Nørregaard på trommer. Thomas Clausen er i topform og spiller eksempelvis en forrygende solo i Just Friends. Under crowdpleaseren Blue Monk får Mads Vinding vist, hvorfor han er så god.

Det er en veloplagt indspilning uden en eneste overraskelse. Det er heller ikke det, man går efter, når man skal høre endnu en Johnny Griffin-liveplade, der åbner med Just Friends. Det, man går efter, er amerikansk klassesaxofon, der spiller det, han plejer, sammen med en toptrimmet dansk trio – og det får man her.

Det var en anden tid … dengang.

Bandcamp

Jakob Buchanan: Mols - The Mols Booklet of Melodies. (OUR Recordings) LP/digital

 

Jakob Buchanans grundlæggende musikalske sprog er jazzen. Buchanan taler dog også andre musikalske sprog end jazzen. Klassisk musik fylder meget i den musik, han har lavet gennem de seneste mere end 10 år, startende med Requiem i 2015. En anden ting, der kendetegner Jakob Buchanan, er, at han laver musik med udgangspunkt i konkrete steder, hvor han har boet. Der er I Land in the Green Land fra 2010, hvor inspirationen var hentet i Grønland. Og så var der Rosenhill fra 2020, hvor det handlede om det almene boligområde Rosenhøj, hvor Buchanan boede som barn og senere som voksen i en kort periode.

Nu bor han på Mols, hvor han ikke kun henter inspiration i den smukke natur. Han blev introduceret til spillemanden Peter Madsen, da han flyttede til Mols og ind i Det Gule Hus, som Peter Madsens søn byggede i 1904. Peter Madsen var en ægte spillemand, der spillede, når der var brug for det – hvad enten det var til fest eller begravelse. Jakob Buchanan kom i besiddelse af et nodehæfte, der var skrevet på baggrund af Peter Madsens gamle melodibøger. Buchanan satte tempoet ned og sad i cirkusvognen med udsigt til markerne ved Tved og Thorup. Her oplevede Buchanan, at en gammel sjæl blev vakt til live.

Det er blevet til 13 kompositioner, som sættes i scene af den suveræne klassiske strygekvartet Artos, den svenske bassist Anders Jormin og to musikere, som Buchanan ofte har arbejdet med: amerikanske Chris Speed på klarinet og tenorsaxofon samt danske Simon Toldam på klaver. Åbningsnummeret En Molmaskerade i Tved – eller A Minor Masquerade in Thwaite, som Buchanan kalder den på engelsk – er en hyldest til Tved og fastelavnens gamle traditioner. Han har omskrevet melodien fra Peter Madsens bog fra dur til mol. Der er selvfølgelig et nummer, der hedder Stendysserne – vi er jo på Mols. Jeg er vinden åbner med Buchanans smukke, svævende og rolige flygelhorn, der finder sammen med Anders Jormins sanselige og jordbundne basspil, som strygerne komplementerer. Det er blot nogle få eksempler på et album, der kun indeholder gode numre.

At bringe en spillemand, der huserede på Mols i den sidste del af 1800-tallet, ind i nutiden på denne måde er mesterligt. Spillemandsmusik, jazz og klassisk musik mødes i et naturligt leje, hvor man ikke fokuserer på eller tænker over, hvad der er hvad. Det er musik i en helt egen klasse. Jakob Buchanans Mols er et mesterværk inden for dansk musik.

Musikken er udgivet på vinyl. De to LP’er er pakket ind i en kraftig boks, hvor man også finder et flot hæfte med tekster om musikken. Er man til vinyl, er den nærmest et must-have.

Jakob Buchanan

Carsten Dahl: Into the storm (Storyville) CD/digital

Egentlig ville jeg starte med at skrive noget om Carsten Dahls vilde musikalske rejse med klavertrioer siden 90’erne. Men mens jeg sidder og lytter til pladen og brygger på noget at skrive, bliver jeg ramt lige midt i hjertet. Hov, hvad er nu det? Jeg skynder mig at finde pladecoveret frem. Den er god nok: Det er Hugo Rasmussens “Sweets to the Sweet”, de spiller.

“De” er amerikanerne Reuben Rogers på bas og Gregory Hutchinson på trommer, som sammen med Carsten Dahl optræder på Jazzhus Montmartre en kold januaraften i 2013.

Det er sprællevende og medrivende fremført. Trioen spiller med humor og respekt for den gode melodi; publikum klapper med i takt og griner flere gange. Reuben Rogers forstår sjælen i nummeret og leger sig gennem det på bassen. Hvis dit liv er presset til kanten af alt muligt, så skal du alligevel afse tid til at høre “Sweets to the Sweet” – og hvis du har lidt overskud på tidskontoen, bør du naturligvis høre hele albummet.

Når du hører hele albummet, bliver du beriget med tre stærke og personlige jazzmusikeres møde omkring nogle af jazzens standarder: “Body and Soul” og “Blame It on My Youth” i den mere rolige afdeling og “Caravan” i en boblende version. De åbner pladen med Dahls “Minoring Together” – og det er vel netop det, de gør: de “moller” sammen. Det er tight, åbent og aldeles virtuost.

Jeg ved ikke, om pladens titel er en hilsen til Carsten Dahls læremester Ed Thigpen, der udgav albummet Out of the Storm i 1966. Det ville være passende – man fornemmer, at han er med et eller andet sted i musikken.

Bonusinfo
Jeg har lavet en løs optælling af de plader, jeg har skrevet om på bloggen, hvor Carsten Dahl medvirker. Hvis min optælling passer, har jeg skrevet om 50 Carsten Dahl-udgivelser de seneste 20 år. Langt de fleste med pianisten i en hovedrolle.

Bandcamp

 

Felix Tani Quartet: Pilgrims and Poets - Live at Montmartre (AMP) CD/digital

 

Det kan næsten ikke gå galt. Den svenske pianist Felix Tani har allieret sig med de i Danmark bosatte svenske brødre Daniel og Tomas Franck på henholdsvis bas og tenorsax. Trommerne betjenes af amerikanske Jeff “Tain” Watts, der var med i det første band, som optrådte på det genåbnede Jazzhus Montmartre i Store Regnegade i 2010, og som i det hele taget har et CV, der næppe overgås af nogen nulevende trommeslager. Det var i forbindelse med en jamsession på Montmartre for otte år siden, at Tani mødte Tain. Forbindelsen blev skabt dér og fuldendes på det over halvanden time lange album.

Det er en rygende varm og smagfuld jazzsuppe, som kvartetten serverer. Det emmer af overskudsfyldt New Yorker-jazz med en passende mængde svensk jazzmelankoli. Vi lukkes ind på jazzklubben og rives let med af den gode stemning. Felix Tani er en forholdsvis erfaren herre med adskillige album på samvittigheden. Det fornemmes også tydeligt, når man hører Tanis kompositioner, der spilles af det veloplagte band. Det er klassisk jazz, der lugter af 60’erne, hvor melodi, drama, elegance og nærvær går hånd i hånd.

Amp Music

John Larkin: Before Scatman Early Sessions (Iceberg) 10”vinyl/digital

 

Var du ung i 90’erne har du med garanti hørt eurodance nummeret Scatman Ski-ba-bop-ba-dop-bop til hudløshed. Den blev nr. 1 på hitlisten herhjemme og udgivet af det danske pladeselskab Iceberg. Den var også et kæmpehit på verdensplan. Han kaldte sig Scatman John men hed egentlig John Larkin, var jazzmusiker og kom fra Los Angeles. Han havde været jazzsanger og pianist i mange år, inden han fik gennembruddet på diskotekerne. I midten af 80’erne lavede han en plade der kategoriseres som free jazz/avant garde på discogs. Danske Stunt udsendte en mere straight plade med ham efter Scatman-hittet.

Iceberg er nu kommet i besiddelse af nogle optagelser fra 1978 med John Larkin som de har udsendt på en 10” vinyl. Det er 70’erne når det er bedst. Han er sammen med et hold lokale musikere. De lader sig tydeligvis ikke begrænse af noget som helst. Det er både udflippet og frit som på nummeret Instrumental (Scatting) og mere straight som åbningsnummeret It doesn’t show, hvor John Larkin synger og latinrytmerne syder. Det er nok også det eneste nummer på pladen man kan danse til. Side 2 åbner med den tunge Happy Birthday, hvor Larkin synger. Pladens højdepunkt for mig er Love cry (early version), hvor bassisten Duke McVinnie lægger godt fra land mens John Larkin i et opskruet tempo på klaveret dækkes godt af percussion og trommer. Der er selvfølgelig lidt scat undervejs og nogle helt forrygende far out øjeblikke. 

Pladen er et interessant tilbageblik på en helt usædvanlig musikkarrriere. Den hænger godt sammen med, at der lige er kommet en biografi om John Larkin, der døde i 1999 af lungekræft.

Iceberg Records

Odense Jazz Orchestra meets Loren Stillman (AMM Records/Gateway) LP/CD/digital

 

Sidste år kom pladen Ghost of a city med Odense Jazz Orchestra, hvor de spillede Jeppe Grams musik. Den blev nomineret til en DMA jazz award. Big bandets pladser er besat af en lang række markante jazzmusikere, der kan opfylde big bandets høje standard.

De er gået sammen med den amerikanske saxofonist og komponist Loren Stillman som herhjemme bl.a. kendes for sit samarbejde med Mikkel Ploug og ude i den store verden for at have spillet med Charlie Haden, Carla Bley og Paul Motian. Han har skrevet seks numre som big bandets bassist Kasper Tagel har arrangeret. 

Det er helt grundlæggende en god og sammenhængende big band plade, hvor der er et roligt og behageligt flow. Stillmans melodier lægger op til og er i stand til at rumme den musikalske fyldighed fra big bandet. Loren Stillman indtager ofte rollen som solist, enten på tenor eller sopransax. Han har en myndighed i tonen, der giver big bandet overskud.

Det er en fornøjelse at høre det vellykkede samarbejde mellem den nordiske tone og de amerikanske jazztraditioner. Lyt f.eks. til A tree falls eller den fortryllende Like a magic kiss, hvor big bandets mangeårige trompetist Tomasz Dabrwoski og Stillman mødes i flot samspil.

Mødet mellem big bandet og amerikaneren føjer endnu et anbefalelsesværdigt kapitel til historien om det fynske big band.

Odense Jazz Orchestra

Human Being Human & Chris Cheek: Being (April Records) LP/CD/digital

 

Chris Cheek har siden 90’erne været en af de mest markante amerikanske saxofonister. Han har spillet med en masse store navne indenfor jazzen, bla. om fast sideman gennem adskillige år med Paul Motian. Han har også spillet med flere danske jazzfolk, hvor samarbejdet med Jakob Bro nok er det mest kendte. Nu er han sammen med den aahusianske trio Human Being Human, der efter to trioplader, har haft brug for at udvide butikken.

Samarbejdet med Chris Cheek betyder også at Human Being Human har ændret i det musikalske fokus. Det er ren akustisk jazz og Frederik Bülows velkendte signaturreferencer til hip hoppen er så subtile, at jeg ikke kan høre det. Det betyder heldigvis ikke at det er kedeligt. Det betyder, at de tre danskere får fremvist en ny side af deres jazzterritorium. Trioen læner sig tilbage og lader Chris Cheek være den styrende. Torben Bjørnskovs kompositioner er en gevinst. Pladen svømmer over af gode numre. Den rolige saxofon/bas duet Filia, balladen Human Spirit og min helt store favorit, den nordisk klingende Human Nature, der er i medium tempo. Det er dansk jazz af den fineste slags, der får ekstra energi fra amerikaneren Chris Cheek.

Bandcamp

Toftemark/Benack III Quartet: Roadmap (April Records) LP/CD/digital

 

Saxofonisten Andreas Toftemark tog turen til New York City og Amsterdam, hvor han brugte det meste af sine unge år i tyverne på at blive endnu bedre til at spille saxofon, the hard way. Nu har han lavet en plade sammen med new yorkeren og trompetisten Benny Benack III og et fedt hold musikere; Rasmus Sørensen på piano, finske Kaisa Mäensivu på bas og amerikanske Joe Peri på trommer. 

Pladen åbner med et par skønne numre i hard bop traditionen. Herefter følger pladens eneste ballade, hvor Benny Benack III har lagt trompeten til side og har fundet den indre crooner frem. Noget han også gerne gør på sine egne plader. Vinylpladens A-side lukker ned med Sørensens New York Attitude, der oser af intens storbystemning.

B-siden åbner med modal-jazz nummeret Underground, hvor Benacks rene og ukunstlede trompet kommer til sin ret. Det er jazz der er helt fremme i bussen. Kvintetten spiller med så megen ro og overskud, at de ikke forcerer noget. Mäensivus The Lemur har et funky groove, der bølger lækkert frem. Bennack kan trykke trompetens ventiler i bund i mere end en forstand. Det er jazz af den rette støbning, hvor fem af tidens bedste jazzmusikere mødes og gør hinanden bedre. 

https://andreastoftemark.bandcamp.com/album/roadmap

Esben Just: New Orleans (SJF Records) LP

Han har lige rundet 60 år og fejrer sig selv med en knaldperle af et album. Sangeren og pianisten Esben Just er taget hele vejen til New Orleans for at lave albummet, der meget passende er opkaldt efter The Big Easy. New Orleans er der hvor Just har hentet sin musikalske inspiration gennem hele karrieren, ikke mindst med trioen SP Just Frost, der har lagt utallige spillesteder ned gennem årene.

Denne gang har han allieret sig med The Above and Beyond Brass Band, et 8 mands band fra New Orleans med to trompeter, to tromboner, saxofon, sousafon, lilletromme og storstromme. Det er indspillet on the spot. Det er vel at mærke Esben Justs egne dansksprogede sange som han har taget med til New Orleans for indspille sammen med brass bandet.

Det er festplade med holdninger. Esben Just holder sig ikke tilbage for at synge en fædrelandssang med budskab om rummelighed, om klimaet og det fælles ansvar. Som Esben Just siger, så er det i skarp kontrast til midter- og højrefløjens fremmedfrygt og angst for den ’store omstilling’. 

Det er musik, hvor der hentes inspiration i caraibiske rytmer, traditionel jazz og det velkendte New Orleans beat. Her er The Above and Beyond Brass Band i særklasse. De er skarpe, præcise og tilpas løse i kanten, så der opstår den der helt skønne stemning, som kun kan komme fra New Orleans. Esben Just kan ikke fejre sig selv på en bedre måde. Tillykke med de 60 år og den medrivende plade.

Gateway

 

Jakob Bro, Wadada Leo Smith, Marilyn Crispell & Andrew Cyrille: The Montclair Session (Loveland Records) LP/digital

 

Der er fart på Jakob Bro for tiden. Alene i år er der kommet fem plader med ham. På denne plade er han sammen med tre jazz legender fra den frie, åbne og undersøgende afdeling. Pladen er indspillet i New Jersey for tre år siden. Selv om Jakob Bro er en erfaren herre, er han på denne plade sammen med tre musikere, der har været med i og påvirket jazzens udvikling i meget længere tid. Det interessante er at de ikke er under afvikling. Deres modenhed og erfaring i samme rum som Jakob Bros distinkte guitarspil skaber interessant musik. 

De har alle fire det til fælles at de arbejder inkluderende i musikken. Med en organisk tilgang, hvor man er indbyrdes afhængig af hinanden. Der vokser nogle meget smukke stykker musik frem. Hyldesten til Charles Lloyd, King of Kings er sammen med åbningsnummeret højdepunkterne på albummet. Her er skiftevis flydende stemninger og ekspressive udladninger, hvor særligt det sidste sætter Wadada Leo Smith i fokus. 

The Montclair Session er et flot og vedkommende dokument. Det er en status fra Jakob Bro, der konstant er i udvikling og samtidig bevarer sig selv i det hele.

Bandcamp

Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Marc Levin Trio Project: My Blue Rose (Sweet Dragon) LP/digital

 

Han er best kept secret i dansk jazz. Han rundede 83 år i august. Han har boet og arbejdet som psykolog i Danmark siden 70’erne. Amerikanske Marc Levin har tidligere medvirket på flere interessante jazzundergrundsplader. I årene inden han tog til Danmark, lavede han to plader i eget navn i 1968 og 1973. Den sidste blev genudgivet i 2017. Jeg tror ikke han har udgivet ny musik siden 1983, hvor den sidste af tre plader som han lavede sammen med den nyligt afdøde percussionist Abbey Rader, udkom.

Han har heldigvis mere på sit musikalske hjerte og har lavet den dybt personlige plade My Blue Rose sammen med Kresten Osgood på trommer og percussion og Mathias Petri på bas. Pladen er dedikeret til digteren Henry Dumas som Levin delte lejlighed med i 1962. Digteren gjorde stort indtryk på den unge Levin. Det var først længe efter at Henry Dumas var død, at Levin fandt ud af, at Dumas var blevet dræbt af en betjent. Marc Levin skrev i 1976 sangen My Blue Rose til Henry Dumas og spillede den ofte i perioden derefter i sit samarbejde med Mal Waldron. Der er en charmerende Tom Waits lignende vibe over Levin’s frække New Yorker måde at levere ordene på. 

Udover at synge, så spiller Levin også kornet, flugelhorn, piano og fløjte. Han har skrevet om alle numrene i de medfølgende liner notes.

Pladen rummer også en hyldest til kvinden Mahsa, der blev slået ihjel af det iranske politi i 2022. Desuden genbesøger Levin sangen Pantomime of fear fra Songs, Dances and Prayers fra 1972. Marc Levin kom med i kredsen omkring free jazz pioneren Bill Dixon i midten af 60’erne og medvirkede også på Dixon’s Intents and Purposes fra 1966. Dixon bliver hyldet på Student Days in New York City, 1965. 

Pladen afsluttes med Travels with Mal. Det er et nummer fra den 10 årige periode, hvor han turnerede med Mal Waldron-Marc Levin Collaboration. En smuk afslutning på et meningsfyldt album, der bobler af følelser, spiritual jazz, free jazz, blues og andet, hvor Marc Levin sætter sig selv i spil. Det er et usvigeligt stærkt jazzalbum, der får en stor anbefaling herfra. Marc Levin behøver ikke at blive ved med at være best kept secret.

Bandcamp

Marc Levin

Blue Lake: The Animal (Tonal Union Records) LP/digital

 

Ophavsmanden bag Blue Lake er Jason Dungan er fra USA. Det må være den indlysende forklaring på, at albummet The Animal svømmer over i en fantastisk stemning af americana, folk og jazz. Stilen er rolig og flydende, nærmest ambient. Dungan er en multiinstrumentalist, der behersker diverse strengeinstrumenter, piano, trædeorgel etc. Musikken lyder ikke umiddelbart til at være skabt i København som det er tilfældet. Han får hælp fra Carolyn Goodwin på klarinet, Oliver Laumann på trommer, Pauline Hogstrand på viola, Nicole Hogstrand på cello og Tomo Jacobson på bas.

Musikken vokser frem mellem musikerne. Det er en kollektiv ikke-hierakisk udladning, hvor musikken er en organisme, der næres af musikerne. Jason Dungan bruger musikere med baggrund i jazz og klassisk til, at frembringe sin uramerikanske musik. Jason Dungan tilsætter det en nordisk æstetik. The Animal er den første udgivelse fra Blue Lake, hvor der er brugt et fuldt band i skabelsen af musikken. Det er det kun blevet endnu mere betagende af. Det er en meget original og anbefalelsesværdig udgivelse.

Bandcamp

Simon Linnert: Sayeh (Hobby Horse) LP/CD/digital

 

Hov! Hvor kom han lige fra. Det er en på mange måder overraskende plade. Umiddelbart sagde navnet Simon Linnert mig ikke noget. Men han er ikke så ung og uerfaren som man kunne tro. Når man så hører det, er man ikke i tvivl om at det er en voksen jazzpianist med noget på hjerte. Han er sammen med danske Richard Andersson på bas og amerikanske Allan Mednard på trommer, der bla. er kendt fra samarbejder med Jeremy Pelt, Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks. De gik i studiet dagen efter at de havde spillet på Christiania Jazz Club.

De spiller ægte jazzklassikere som Carla Bley’s Ida Lupino, Paul Motian’s Once around the park og Wayne Shorter’s Nefertiti, blandet med et par stykker fra Linnerts egen hånd og nogle trioimprovisationer. Det er en rolig og tilbagelænet trio, der finder så mange små skønheder nede i detaljerne. Der er en melodisk luft og et flydende musikalsk univers, hvor man mærker trioens fortrolighed med jazzen og hinanden. Linnerts vej gennem jazzen har været alt end lige. Den har bragt ham til New York og til studier hos bla. David Binney og Jason Moran. Han har tidligere udgivet et par plader. Sayeh er mit første bekendtskab med ham og absolut ikke det sidste.

Bandcamp

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: Colors (Loveland Records) LP/digital

 

Der er gået seks år siden danske Maria Laurette Friis og Thomas Morgan mødtes i Village Studio i Vanløse. Nu har Jakob Bros pladeselskab Loveland Records sørget for, at vi kan høre musikken, både på vinyl og digitalt. Det er to helt unikke improvisatorer, der mødtes til en tre timer lang session, hvorfra vi kan høre 9 dele på pladen Colors. 

Vokalisten Maria Laurette Friis rumsterer i jazzens undergrund, hvor hun nok er mest kendt for Tys Tys, sit eget Fritz Fontana Ensemble og samarbejdet med Søren Kjærgaard. Thomas Morgan kender vi selvfølgelig herhjemme fra Jakob Bros trio, men også fra så forskellige folk som Anne Efternøler og Bill Frisell.

Her er der skåret helt ind til det allermest nødvendige. Maria Laurette Friis vokal med et improviseret sprog, ord og lyde der opstår i øjeblikket. Det finder sammen med Thomas Morgans rene og enkle basspil. Morgan har sans for sproget. Han mestrer i øvrigt både esperanto og computerprogrammeringssprog. Friis og Morgan har noget at fortælle til hinanden gennem musikken. Det er det modsætningsfulde og intuitivt abstrakt konkrete der står centralt. Her skal er ikke fortolkes og analyseres. Her skal der mærkes og sanses. Duoens unikke udtryk er dragende og afvekslende. 

Bandcamp

Anne Efternøler & Lige Børn: Brugskunst (Hobby Horse Records) LP/CD/digital

 

I jazzen bliver det ikke bare ved snakken. Det sker også. Som når en trompetist får en idé med kvartet bestående af hende selv på trompeten og 3 bassister. Nu er andet album med Anne Efternøler & Lige Børn udkommet. Hun er sammen med tre af de fedeste jazzbassister på denne planet. Amerikanske Thomas Morgan, danske Anders AC Christensen og Anne Efternølers mand Richard Andersson.

Jeg var ikke i tvivl i forbindelse med den første plade, der strøg direkte ind på listen over de bedste jazzudgivelser i 2022. Anne Efternøler fortsætter i samme gode spor, hvor der er plads til det frie og det strukturerede, hvor der er plads til et formidabelt sammenspil, der kræver koncentration og fokus. Det er det enkle og minimalistiske udtryk. Der er skåret ind til det vigtigste, der hvor den smukke og ærlige stemning skinner. 

Anne Efternølers rene tone på trompeten sammen med tre bassister, der i det små får det store til at vokse frem er en fornøjelse. 

Bandcamp