Roskilde Festivallen har lige offentliggjort det samlede program. For de jazzinteresserede er der også et par ting på programmet. Nordmanden Bugge Wesseltoft, som for nylig udsendte det fænomenale album Film ing, optræder med sin intelligente blanding af jazz, house og orientalsk musik. Matthew Herbert Big Band udsendte sidste år en CD, hvor big band genren blev redefineret, med input af politisk agitation og samplinger af hverdagslyde. Nu kan de opleves live med Matthew Herberts kone Dani Siciliano og Jamie Lidell på vokal. Desuden er der mulighed for at opleve den amerikanske DJ Louie Vega, i selskab med med nimandsorkestret Elements of Life. Musikken er en blanding af bossanova, samba, jazz, afro-groove og house. Louie Vega er til daglig en del af DJ makkerparret Masters At Work, hvor de bl.a. har samarbejdet med Eddie Palmieri, George Benson, Roy Ayers og Tito Puente. Desuden har de remixet for for så forskellige folk som Incognito og Janet Jackson. Inden for kort tid kommer der en ny CD fra Masters At Work kaldet Latin Verve Sounds. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om indholdet, men udfra titlen, gætter jeg at det nok er et remixerdyk i Verves Latin bagkatalog. Jeg vender tilbage med mere om den plade.
DK4 sender i perioder flere jazzudsendelser. I næste uge er der mulighed for (gen)opleve følgende programmer. Søndag d. 9. maj kl. 14.30 er der Musikalsk Talkshow med Cæcilie Nordby, hvor hun optræder i selskab med Carsten Dahl, Lars Danielsson samt en strygekvartet fra DR's Underholdningsorkester. Tirsdag d. 11. maj kl. 19.00 er der Jazzlounge med Paven, der vandt Dansk Jazzforbunds Ung Jazz konkurrence sidste år. Det er en basløs trio, bestående af guitar, sax og trommer. Senere om tirsdagen kl. 22.15 er der Musikalsk Talkshow med Thulla. Torsdag d. 13. maj kl. 19.00 er der Jazzlounge med Morten Christian Trio, der er inspireret af Pat Metheny, Kurt Rosenwinkel, Brian Blade og Wayne Shorter. Tirsdag d. 18. maj kl. 22.15 er der Musikalsk Talkshow med Hugo Rasmussen, hvor hans sambo Thulla igen kan opleves. Det er da vildt imponerende med så meget jazz på en dansk TV kanal .
Skal du til bryllup i den kommende uge...hø hø. Hvis du skal, så har Verve udsendt The Wedding Album, med romantiske jazztoner, fra Ella, Louis, Billie og Etta. Så bliver du træt af musikken til brylluppet, så tag denne CD med i baglommen, og hiv den frem, når folk trænger til at swinge på den rigtige måde.
Jazz Journalists Association's Eighth annual Jazz Awards løber af stablen i New York d. 15. juni. Listen over de nominerede er netop offentliggjort. Den kan ses :her: Med danske øjne er der en enkelt interessant nominering. I kategorien med den fine titel, Jazz Reissue of the year, Boxed set finder man Steeplechase's udgivelse Dexter Gordon, The complete Trio & Quartet Studio Recordings. Det er et ottedobbelt monstrum, med indspilninger fra 1974-1976. Både NHØP og Alex Riel er naturligvis med. Udover de 40 kategorier, er der desuden prisen Discretionary Awards for Services To And Beyond Jazz. Udover Studieteknikeren Rudy Van Gelder, er f.eks. Dr. Paul Martin og Dr. Margaret Ray nomineret. Det var de to læger, som behandlede trommeslageren Billy Higgins for levercancer. Han døde godt nok d. 3. maj 2001 af selvsamme sygdom, men jazzjournalisterne synes nok alligevel...
Nu jeg er ved dødsfald, så døde Anthony "Tuba Fats" Lacen tidligere i år. Han var med til at danne Dirty Dozen Brass Band. D. 11. maj udsendes hyldesten Funeral for a Friend, hvor DDBB genskaber den klassiske New Orleans begravelse på plade. Pladen blev indspillet kort før "Tuba Fats" døde. For kort siden udsendte DDBB også Live CD'en We got robbed! hvor de fejrer deres 25 års jubilæum med en koncert fra N'awlinz klubben TwiRoPa. Der er lagt op til fest.
Charlie Hunter er en travl mand, ikke nok med at han skal holde styr på otte strenge på sin guitar, han sprøjter også musik ud i en konstant strøm. Til juni er der en ny Trio CD klar med ham. Den hedder Friends seen and unseen. Desuden er der mulighed for gratis, at downloade hele tre nye albums på hans hjemmeside. En solo CD, en duo CD og en CD med med bandet T.J. Kirk, hvor Charlie Hunter er medlem. Bandnavnet er en hyldest til Thelonious Monk, James Brown og Rahsaan Roland Kirk. Find de gratis plader :her:
Trommeslageren Billy Cobham fylder 60 år d. 16. maj. Han er kaldt fusionsmusikkens største trommeslager. På indspilninger med bl.a. Miles Davis og Mahavishnu Orchestra i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne var han blandt de første trommeslagere der blandede jazztrommeslagerens kompleksisitet med rocktrommeslagerens aggresivitet. Senere i 70'erne var han hustrommeslager for Creed Taylor's CTI pladeselskab, og medvirkede på plader med bl.a. George Benson, Stanley Turrentine, Hubert Laws og Grover Washington Jr. I uge 20 er han på tur i England med gruppen Art of 5, med bl.a. bassisten Ron Carter, som var husbassist for førnævnte CTI. Jo, der er stadig gang i den ældre grydespecialist.
Saxofonisten Pernille Bévort har en ny CD ude på Cope Records. Den hedder My shop, og er hendes fjerde udspil i eget navn. CD'en består af hendes egne kompositioner. På pladen spiller hendes otte mand store orkester Special Edition Ensemble, de uropførte i 2002 musikken på Copenhagen Jazzhouse. Orkestret spiller igen d. 8. maj 2004 på Jazzhouse. I orkestret finder man bl.a. Mariane Bitran på fløjte, Jesper Løvdal på basklarinet og tenorsaxofon og Karsten Bagge på trommer. Pernille Bévort modtog JASAprisen i 2003.
Troublemakers udsender en ny CD d. 1. juni. Det er Blue Note som har opsnappet bandet, de kan betragtes som arvefølgere til St. Germain, der har bevæget sig længere væk fra jazzen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar