Så er der fundet en vinder af Jazzhus Montmartre quizzen. Den heldige vinder af to billetter til koncerten d. 4. maj med Jeff 'Tain' Watts blev Nikolaj Strands.
Svaret på hvem, der spillede på Montmartre i næsten hele januar måned 1960, sammen med bla. Jan Johansson var selvfølgelig Stan Getz. Et spørgsmål som enten var for let eller også er det fordi, at læserne af denne blog ved en hel del om jazz. For der var nemlig ingen der svarede forkert på spørgsmålet.
I øvrigt var det kort tid før at Montmartre lukkede i en periode pga. økonomiske vanskeligheder (hvilket jo lyder totalt vanvittigt idag. Det skete efter en måned med Stan Getz og Jan Johansson...!). Montmartre genåbnede nytårsaften 1961, hvor det var legendariske Herluf Kamp Larsen der stod ved roret og styrede stedet gennem en række succesfulde år i 60'erne. I forbindelse med åbningen udkommer der en limited edition CD med nogle af de kunstnere der var med til, at gøre stedet legendarisk. Stan Getz, Ben Webster, Sonny Rollins, Dexter Gordon, Johnny Griffin og selvfølgelig NHØP er med på pladen, der kan købes på Jazzhus Montmartre.
jazzhusmontmartre.dk
Flot og ambitiøs debut
August Rosenbaum er 22 år og 3. års studerende på Rytmekons. Det har ikke afholdt ham fra at lave en debutplade med erfarne og veletablerede navne som Jakob Bro på guitar og amerikanerne Thomas Morgan på bas og Dan Weiss på trommer, der begge har spillet meget sammen med saxofonisten David Binney. Pladen er indspillet i New York, hvor han rejste til i efteråret 2008 og var i et år.
Det skal siges med det samme, at pladen ikke kun lykkes fordi at han omgiver sig med stærke musikere. Dertil spiller han ganske enkelt for flot og velovervejet. Måske endda grænsende til det mere modne, hvis man da kan tillade sig, at sige det om en 22 årig debutant - og er det så egentlig et superlativ? Når det personlige ikke går tabt og man er i stand til, at styre processen som Rosenbaum her gør, fortjener det mange superlativer.
Ambitionerne er under alle omstændigheder store for den unge pianist. Han vover pelsen og laver musik, med mange paralleller til Paul Motian's freeballad stil. Et univers som også Jakob Bro efterhånden er ganske velbevandret i. Fritflydende melodistumper der stiller krav til musikerne, der lader sig væve ind og ud af musikken.
August Rosenbaum har skrevet al musikken, der i sin enkelhed og minimalistiske stil giver lyst til at høre ham live, hvilket der også bliver fin lejlighed til i den kommende tid, hvor han fra d. 26. maj er på tur med musikken fra pladen, her kan man høre ham i København, Århus, Odense og Hjørring.
Bonusinfo:
August Rosenbaum er også medlem af soulduoen Quadron www.myspace.com/quadronquadron
August Rosenbaum: augustrosenbaum.com
My Space: www.myspace.com/augustrosenbaum
Dusty jazz og wideopen curly country'n'western
Der er noget forunderligt ved en plade der uventet dukker op i horisonten. Når det så ovenikøbet drejer sig om den slags musik der går ind og rører rundt, kan mærkes og sætter sig, ja så er der god grund til at blive glad.
Dusty jazz og wideopen curly country'n'western er nogle af de ikke alt for præcise genrebetegnelser der kan sættes på Petrus Kapell's debutplade A call for silence. Guitaristen Per Lyhne Løkkegaard står i spidsen for gruppen som komponist og arrangør. Han har bla. arbejdet som guitarist i Anna Davids og Bryan Rices livebands. En stigende interesse for improvisatorisk musik har ført ham i denne nye retning.
Musikken er stemningsskabende, behageligt rolig og luftig. Der er god tid og ro for musikerne til at bygge ovenpå Løkkegaards kompositioner. Anders Filipsen på Wurlitzer-keyboard er i høj grad med til at skabe den gode og lettere melankolske stemning på pladen. På enkelte numre er der tilføjet blæs ved Tobias Wiklund og Gustav Rasmussen. Bassisten Jesper Thorn udbygger med denne plade kun det gode omdømme, han efterhånden har opbygget i det danske jazzmiljø.
Det er dog Per Lyhne Løkkegaard der er i fokus. Hans flotte, teknisk velfunderede guitarspil med referencer hentet fra både Bill Frisell, jazz, blues og country er med til at A call for silence vil blive en af den slags plader der gentagne gange vil blive taget frem og lyttet til som lækker baggrundsmusik. Med den enkelte undtagelse Rusty frosty, der kommmer midt på pladen og river lytteren ud af sin behagelige ro med distortion og rivende riffs. Muligvis et bevidst afbræk fra Løkkegaards side, så lytteren ikke lulles i søvn.
Bonusinfo:
Per er bror til saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard. De spiller sammen i trad.jazzbandet Fine Young Traditionals på henholdsvis banjo og klarinet.
My Space: www.myspace.com/petruskapell
Cowbell Music og saxofonisten Benjamin Koppel holder igen i år til i Prøvehallen i Valby under Copenhagen Jazzfestival. Her diskes der op med et meget ambitiøst og seriøst program.
Det hele starter d. 2. juli med The Climate Concert, hvor Koppel gentager koncerten fra 2009's klimakonference. Hans gode musikalske ven pianisten Kenny Werner er bla. med på scenen. Det er han også dagen efter sammen med Masters of Jazz, der også byder på notabiliteter som guitaristen John Abercrombie, trommeslageren Al Foster og bassisten Scott Colley. Der afholdes to koncerter hver aften, de aftener de er på scenen.
Ugen byder også på projekterne Saxophone Symposion (med bla. Chris Potter og Bobby Watson), North by Eastwest (med bla. Nguyen Le og Daniel Humair), The Philosphy of...(med bla. Anders Koppel, Palle Danielsson og Daniel Humair) og Charlie Parkerland (med bla. Hugo Rasmussen og Bernt Rosengren). Kenny Werner er pianist ved alle koncerterne, ligesom Benjamin Koppel er at høre på sax'en.
D. 10. juli er Kenny Werner dog skiftet ud med et andet stort klavernavn, Uri Caine der går på scenen sammen med Barytonsax-ensemblet Babop.
Det er et respektindgydende flot program som Koppel har sat sammen til Copenhagen Jazzfestival 2010.
jazz.dk/dk/copenhagen-jazz-festival/venue?venueId=81
Cowbell.dk
Mazur er første modtager af ny jazzpris
I forbindelse med den netop overståede messe Jazzahead i Bremen blev det afsløret, at Marilyn Mazur bliver den første modtager af prisen Eurocore - JTI Jazz Award på 10.000 €. Prisen gives til "A prominent musical personality with international reach, an international profile and an international standard of musicianship". Prisen overrækkes d. 3. december i den tyske by Trier, hvor Mazur spiller med gruppen Celestial Circle
www.marilynmazur.com
New York nerve
I 2000 og 2001 lavede den amerikanske pianist George Colligan to plader sammen med bassisten Jesper Bodilsen. A Wish og Twins udkom begge på pladeselskabet Steeplechase, der ofte har brugt Colligan som sideman. Saxofonisten Hans Ulrik spillede flere gange sammen med Colligan i New York på samme tidspunkt. Jazzens epicenter New York er også omdrejningspunktet på The Meeting, der er en kvartetindspilning med de tre førnævnte musikere, samt Anders Mogensen på trommer.
Pladen er indspillet i Danmark i forbindelse med at de fire musikere turnerede sammen. Men New York er med i den musikalske ånd. Andet nummer på pladen hedder såmænd NYC Revisited, hvilket er ganske passende for specielt Mogensen og Hans Ulrik, der begge fik en stor del af deres musikalske opdragelse i USA i starten af 90'erne.
Musikken er ligefrem pågående og New Yorker-heftig. Energisk, teknisk og temmelig tight. Musikerne kender hinanden godt fra andre sammenhænge og det kan høres. De er stærke til at fremme og udfordre hinandens gode sider. Materialet på pladen er en blanding af selvskrevne numre og standards som Body and Soul og Horace Silver's Peace.
De tre danske musikere er alle meget aktive og etabelerede på den danske (og internationale) jazzscene. På The Meeting vender de alle tilbage til noget oprindeligt. Jeg får associationer til lyden af jazzkvartetplader fra 80'erne og 90'erne. Kvartetten ville uden problemer sagtens kunne stille sig op på feks. new yorker-klubben Small's og spille en vis legemsdel ud af bukserne og new yorker-underkæberne et godt stykke ned mod bordpladerne.
Bonusinfo:
George Colligan er netop blevet medlem af Jack deJohnette's nye kvintet, hvor et andet medlem er saxofonisten Rudresh Mahanthappa, medvirkede på Anders Mogensens 2 år gamle Real People udgivelse.
På lørdag er det planen at en lang række jazzmusikere fra hele Europa skal lande i Kastrup. De kommer til Danmark for at spille med big bandet European Jazz Orchestra, som organisationen Swinging Europe, med base i Brande endnu en gang er klar til at huse og sende på turné.
Lige nu er nok med en vis bæven at Swinging Europe følger med i udviklingen omkring den islandske vulkanaskesky, der som bekendt har sat luftfarten ud af spillet. Mon ikke det lykkes at få musikerne bragt nogenlunde sikkert til Brande alligevel?
I år er det slovenske Tadej Tomšič der står i spidsen for big bandet. Big bandet skal spille musik af ham og en anden slovener Jože Privšek. Privšek stod i spidsen for det slovenske RTV Radio Big Band fra 1961-1992 og lavede i 1998 musik til Swinging Europes første big band, det er bla. noget af den musik der atter vil blive taget op.
Projektet er blevet det største EU støttede jazzprojekt og har eksisteret siden 1998 under ledelse af Birgit Vinge fra Brande og jazzlegenden Erik Moseholm. De slutter efter turnéen i år, hvorefter projektet flytter til Herning.
Når big bandet har øvet i nogle dage er der snigpremiere i Remisen i Brande d. 28. april, debutkoncert på Fermaten i Herning d. 29. april og koncert i Slagelse d. 30. april. Herefter drager big bandet på turné til Polen, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og sluttelig til Slovenien.
Swinging-europe.com
I sidste uge blev svensk jazz fejret til den helt store guldmedalje. Under overskriften Swedish Jazz Celebration blev der sendt så meget jazz i radioen at selv de mest skeptiske blev tilfredsstillet. Der blev delt priser ud i en lind strøm. Jazzen på svensk radios P2 uddelte deres Jazzkatt-priser, hvor bassisten Anders Jormin fik den fineste pris; Årets Guldkatt. Pianisten Jakob Karlzon, der lige nu er på turné med Hanne Boel, fik prisen som årets musiker. Flere andre fik også priser.
Orkesterjournalen uddelte den legendariske Gyllene Skiva-pris til saxofonisten Bernt Rosengren for pladen I'm flying. Det var femte gang at han fik den pris.
Du kan stadig høre nogle af de mange programmer fra sidste uge på Sveriges Radios hemsida.
sverigesradio.se/sida/default.aspx?programid=3753
Worldfusionsjazz
En basunist der synger istedet for at spille på sit horn. Han synger ordløs sang, der lyder som det han ville have spillet på sin basun. Basunisten og sangeren Scott Stroman er amerikaner og bosat i London, hvor han bla. er leder af London Jazz Orchestra. Han har ved flere lejligheder spillet sammen med den svenske saxofonist Cennet Jönsson. De lavede tilbage i 1997 pladen Project 1 efter at have turneret i bla. Danmark.
Nu er de klar med opfølgeren Project 2, hvor de er i selskab med et patchwork af et orkester. Violinist fra Ungarn, guitarist og trommeslager fra England, bassist fra Irland og trommeslager (Peter Danemo) fra Sverige. Musikken er hvad de selv kalder for Worldfusionsjazz, med inspiration fra Vestafrika, Indien og Balkan.
Det er et modigt projekt, der ikke kun fungerer på projektstadiet. Det holder hele vejen til virkeligheden. Smukke melodier og skæve takter spillet af et levende, luftigt og organisk orkester giver fundamentet for en original plade.
Violinisten Zoltán Lantos fra Ungarn løfter sammen med Cennet Jönsson på både tenor- og sopransax (Jönsson har den mest fantastiske tone på sopransaxen) Scott Stromans sang og resten af bandet.
Kopasetic: Kopasetic.se
Nu er der ikke mange dage til Jazzhus Montmartre version 3 slår dørene op. Det sker d. 1. maj, hvor den amerikanske stjernetrommeslager Jeff 'Tain' Watts spiller med en dansk/svensk supergruppe.
Her på Jazznyt har jeg fået stillet 2 billetter til rådighed til en frisk lille Jazzhus Montmartre Quiz.
Billetterne er til koncerten med Jeff 'Tain' Watts d. 4. maj kl. 20.00.
Kan du svare på nedenstående spørgsmål er du tættere på at være den heldige vinder af de to billetter.
Hvilken amerikansk saxofonist spillede på Jazzhus Montmartre næsten hver aften i januar 1960, sammen med den svenske pianist Jan Johansson?
1. Stan Getz
2. Ben Webster
3. Dexter Gordon
Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com med navn og adresse.
Konkurrencen slutter d. 26. april og vinderen får besked umiddelbart herefter.
Jeff 'Tain' Watts spiller på Montmartre frem til 5. maj, hvor der optages i løbet af dagene til en pladeudgivelse.
Han bliver hængende yderligere 4 dage, hvor han er sideman sammen med Montmartre musikchefen og pianisten Niels Lan Doky i den franske violinist Didier Lockwood's kvartet.
jazzhusmontmartre.dk
Blandet landhandel på motorvejen
Brad Mehldau's nyeste udspil er en opulent, nærmest svulstig sag. Dobbelt-album og symfoniorkester. Et nummer som Don't be sad folder sig ellers rigtigt flot ud, med Joshua Redman i front på altsaxen. Et lækkert melodisk popflow leder os behageligt gennem nummeret. Hvorfor de 1001 strygere så skal tilsættes er en gåde, da nummeret får en kedelig drejning i retning af det sukrede. Et nummer som Sky turning grey er beviset på, at det fungerer rigtigt fint uden strygerne.
Brad Mehldau er igen sammen med produceren Jon Brion, den samme producer der producerede det fænomenale, otte år gamle album Largo. Jon Brion er ellers mest kendt for sit arbejde i pop og film-soundtrack verdenen. Pladen er en meget blandet sag, med ambitiøse symfoniske stykker, filmstrygersovs, sax/piano duetter og powerfyldte kvartet- og triosager. Når Mehldau sammen med hans gamle bas-makker Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard kaster sig ud i nummeret Into the city, er der ikke et øje tørt hos alle os der godt kan lide, at spille luftklaver. Mehldau er en ægte mester på det område.
Havde Brad Mehldau holdt sig til en enkelt CD og droppet alle numrene med symfoniorkestret - feks. er der på hver CD et nummer udelukkende med symfoniorkestret og de er aldeles overflødige - så havde han lavet en superplade. Joshua Redman dukker op i ny og næ på sin altsax, han har udviklet sin signaturlyd og arbejder godt sammen med Mehldau. Grenadier er fast bassist, mens Ballard suppleres på trommerne med en anden gammel Mehldaumakker; Matt Chamberlain.
Brad Mehldau: www.bradmehldau.com
Endelig hjemme hos Klüvers
Veronica Mortensen er på hendes 3. plade i eget navn sammen med Klüvers Big Band. Det er 15 år siden hun første gang stod på scenen med det århusianske big band. Big bandets pianist Mads Bærentzen har såmænd gået igen på alle hendes plader. Det fornemmes at at hun føler sig hjemme sammen med det århusianske big band. Der hersker en klædelig afslappet stemning hos Veronica Mortensen. Pladen byder bla. på numre af Veronica Mortensen, Lars Jansson og Stevie Wonder (Make sure you're sure). Pladens titelnummer I'm the girl var bla. et nummer som Roberta Flack sang i 70'erne. Et andet nummer fra 70'erne, Rickie Lee Jones' hit Chuck E's in love starter pladen og er med til sparke pladen godt i gang. Den er optaget under sidste års jazzfestival i Århus, hvor Klüvers Big Band som vanligt var at finde i Ridehuset.
Vibrafonisten Dave Samuels er med som gæstemusiker, ligesom den amerikanske trommeslager Dennis Mackrel endnu en gang er at finde hos Klüvers Big Band, han har bla. spillet med Count Basie Orchestra. Veronica Mortensen placerer sig pænt et sted mellem pop og jazz. Hun synger med stort overskud, tydelighed og volumen. Alt sammen noget der har gjort hende til en efterspurgt solist hos flere big bands. I starten af juli er hun feks. på tur med svenske Bohuslän Big Band i Sverige.
Veronica Mortensen: www.veronica.dk
My Space: www.myspace.com/veronicamortensen
Det svenske Mandags Big Band
Anders Larson er en svensk basunist, arrangør og jazzblogbestyrer der er bosat i København. Han opererer både i det sydsvenske og københavnske jazzmiljø. På den aktuelle plade står han i spidsen for Monday Night Big Band fra Malmö - der altså ikke har noget at gøre med Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band, der holder til på Huset i København. Pladen udgives dog af det samme danske pladeselskab, som det danske mandags Big Band. Der er enkelte andre referencer til det danske på pladen. En enkelt dansk musiker i form af trommeslageren Karsten Bagge er der blevet plads til. Men også velkendte svenskere som Magnus Hjorth på piano, Ola Åkerman på basun og Mårten Lundgren på trompet sidder i big bandet.
Monday Night Big Band har eksisteret siden 1988 og hører med i rækken af de store svenske big bands; Tolvan Big Band, Bohuslän Big Band og Norrbotten Big Band er nogle af de andre. Monday Night Big Band har ofte været omkring Thad Jones' arrangementer og det er da også noget der har smittet af på arrangøren Anders Larson på denne plade. Thad Jones og Mel Lewis' klassiske big band lyd der blev grundlagt i 60'erne har givet en del inspiration til Larson.
Musikken er pånær to numre skrevet af Anders Larson. Strayhorns Chelsea Bridge og et vokalarrangement af overklassikeren Take Five. Den engelske trompetist Gerard Presencer er gæstesolist på et par numre. Monday Night Big Band er et yderst velspillende og tight big band, der flotteste vis præsenterer Larsons musik og arrangementer, der ikke holder sig tilbage fra det komplekse. Lyt feks. til Furai (Sound of wind) med Gerard Presencer og Magnus Hjorth i vigtige soloroller.
Bonusinfo:
Vil du opleve Monday Night Big Band er det primært i Malmö det foregår, bla. d. 31. maj hvor de hylder Terry Gibbs og har indkaldt assistance i f orm af den danske vibrafonist Morten Grønvad.
Anders Larson startede sidste år jazzblog.dk, hvor danske jazzmusikere bla. skriver om miljøet og musikken. Bloggen blev siden suppleret med den svenske jazzblog.se
Monday Night Big Band: www.mnbb.nu
Multinational freejazz
Dawn of Midi er en freejazz klavertrio med medlemmer fra Pakistan, Indien og Marokko og baser i New York og Paris. Musikalsk befinder de sig et sted mellem Debussy's harmonier Og John Cage's preparerede pianoer. Det er noget der sagtens kan tåle at blive pakket ind i en triojazzramme, når musikerne er i en klasse som Dawn of Midi
Der hersker en elegant dynamisk power over trioen, der aldrig bliver larmende. Dertil er de alt for poetiske. De skramler og roder skiftevis med instrumenterne, feks. med små slag på instrumenternes metal og træ. Der er ind i mellem tilløb til små melodiske forløb der brydes op. Musikken er spontant komponeret og opstået i nuet. Trioen spiller åben, minimalistisk og lyttende til hinanden.
Dawn of Midi er et godt eksempel på, hvor godt international freejazz trives og udvikles. Der er bla. rødder i den klassiske musik, 60'ernes amerikanske avantgardejazz og forskellig verdensmusik. Herhjemme er pianisten Søren Kjærgaard nok det tætteste man kommer på denne trios stil.
Dawn of Midi: www.dawnofmidi.com
Der er grøde i den københavnske jazzscene. Aldrig så snart havde Jazzhus Montmartre offentliggjort sit første program, hvorefter Copenhagen Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival fortæller at de indgår et tæt samarbejde i forbindelse med sommerens jazzfestival. Nok har Jazzhouse altid været aktive under jazzfestivalen, men det har ikke foregået i noget nærmere samarbejde med Copenhagen Jazzfestival.
Jazzhouse får spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under sig fra Jazzfestivalen, hvilket betyder at man kan præsentere større internationale navne, som feks. Joshua Redman Double Trio, der som det første navn er offentliggjort fra sommerens program på Jazzhouse.
Derudover får Jazzhouse en scene på Gråbrødre Torv, hvor er også tidligere har været en scene. Nu hedder den Jazzhouse @ Gråbrødre Torv. Her vil Jazzhouse præsentere det bedste fra den hjemlige jazzscene.
jazzhouse.dk
Siden Niels Lan Doky og Rune Bech annoncerede at de ville genåbne Jazzhus Montmartre i St. Regnegade har der hersket stor spænding om, hvilket musikprogram de ville præsentere.
Det løftede de sløret for i dag. De præsenterer et program der lugter rigtigt meget af Montmartre-stemning. Udenlandske stjerner og danske ditto i en god blanding, der får mundvandet til at løbe hos enhver jazzelsker. Trommeslageren Jeff 'Tain' Watts indtager stedet de første 9 aftener. De første fem er det med eget materiale sammen med et dansk/svensk luksusband bestående af de svenske blæsere Vincent Nilsson, Anders Bergcrantz og Tomas Franck og danskerne Morten Ramsbøl og Jacob Christoffersen. De næste fire er det som sideman hos den franske violinist Didier Lockwood, hvor Niels Lan Doky indtager pianoet.
Herefter folder der sig et jazzprogram ud, der kan tilfredsstille både jazzconnoisseurs og dem der "bare" holder af god jazz. Her er ingen world, electronica eller andre crossover-tiltag.
Kenny Garrett, Bill Evans, Gino Vanelli, Abdullah Ibrahim, Martial Solal og Kenny Barron Quartet feat. Antonio Sanchez er blandt de internationale indslag i tiden frem til og med Copenhagen Jazzfestival. Blandt de danske er der adskillige spændende indslag. Blandt andet en stribe aftener under titlen The art of the trio, hvor forskellige saxofonister; Hans Ulrik, Fredrik Lundin og Tomas Franck skiftevis er i front for en trio, hvor det eneste medlem der går igen er den kun tyve-årige trommeslager Niclas Bardeleben.
Forskellige tributes er der også på programmet. Bla. til Stan Getz med saxofonisten George Robert i selskab med en Montmartre classic trio bestående af Riel, Vinding og Kock Hansen og en hyldest til udødelige album med Monica Zetterlund og Bill Evans med Sinne Eeg og Lars Jansson.
Jazzhus Montmartre: www.jazzhusmontmartre.dk
Det forkerte rum?
Fralæggelse af ansvar for det man er havnet i kan være klogt at gøre, hvis det feks. er noget værre noget man er havnet i. Med pladetitlen Baglæns ind i det forkerte rum har saxofonisten Julie Kjær med sin debutplade fralagt sig en del af ansvaret. Det var det forkerte rum hun kom ind i, men da hun gik baglæns opdagede hun det ikke i tide - og det var godt.
På pladen der udkom i efteråret 09 har hun allieret sig med tre venner fra konservatoriet i Århus; Thomas Sejthen på bas, Søren Mehlsen på trommer og Kasper Bjerg på piano. Mehlsen og Bjerg har tidligere lavet en plade med en anden kvindelig Århus-saxofonist, Mette Rasmussen i trioen Saft, hvor det var den ekspressive freejazz der var det musikalske udgangspunkt. Sammen med Julie Kjær er det mindre vildt. Men stadig udforskende og eksperimenterende.
Udtrykket er meget dynamisk, bla. i kraft af en meget velspillende Thomas Sejthen på bas. Mehlsens løse drive på trommerne er sammen med Bjergs åbne klaverspil med til at skabe et godt rum til Julie Kjærs saxofonspil. Kjær har komponeret al musikken og det høres bla. i den sikkerhed som hun leverer numrene, der spænder fra det løst ekspressive til det mere melodisk sikre. Julie Kjær er havnet i det helt rigtige rum!
Julie Kjær bor nu i London, hvor hun bla. spiller i Cardboard Whale. Hun spiller også med Django Bates i StoRMchaser og med Blood Sweat Drum n Bass Big Band.
My Space: www.myspace.com/juliekjaer
Det sygeste jazz
På det første nummer John bydes man velkommen - eller skræmmes væk - af en massiv mur af guitarlarm. Det er guitaristen Stephan Sieben, kendt fra bla. Sekten og Big Bombastic Collective der har begået en plade der er buldrende brutal og voldsom. Damn, det er altså vildt!
Bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Håkon Berre er med til at sikre vildskaben. De udsendte sidste år freejazzpladen A tale of three cities sammen med freejazzlegenden Peter Brötzmann. En plade der var med til at understrege de to musikeres evne til at spille frit. Sammen med Sieben er der også masser af fri improvisation, hvor der så lægges flere lag af grimme, provokerende og urovækkende elementer på. Massiv volumen, skrammel, maskulinitet og heavy metal er med til at sparke denne plade ud over kanten.
Det er nærliggende at nævne Last Exit, som netop Brötzmann var medlem af i firserne. Guitaristen Sonny Sharrock havde skabt en freejazz supergruppe, med toner og stemninger fra heavy metal. Jeg vil vove påstanden at Angel går et skridt videre i deres forsøg på, at ætse sig gennem heavy metal og frigive freejazzen. Angel er en gruppe uden lige herhjemme og det er der mange grunde til. Først og fremmest fordi de modigt tør kaste sig selv og musikken ud i et vanvidsprojekt, hvor et af elementerne er chancen/risikoen for at det hele falder fra hinanden.
My Space: myspace.com/angeldk
Jazzkærlighed
Jeg elsker den her plade! Intet mindre. Jeg kunne sagtens rulle ud med alle forbeholdene om, hvorfor jeg ikke skulle elske denne plade. Jeg er jazzblogger - endda af den progressive slags, bilder jeg ofte mig selv ind - og kan godt lide at være fremme i skoen. Så kommer der en plade med fire musikere der aldersmæssigt er at finde i efterløns-segmentet og som spiller jazz så gammelt som Charlie Parker!
Det siver ud af højttalerne med kærlighed til ren og uspoleret jazz. Jazz som er hørt tusinde gange før. Der er intet nyt på tapetet her. Men! Det er en plade der fungerer på trods af alle forbeholdene. Først og fremmest fordi de spiller godt. Det er der selvfølgelig så mange der gør. Der hvor pladen for alvor viser tænder er, at den overhovedet ikke viser tænder. De skal ikke bevise noget for nogen (andet end dem selv), det er ikke nødvendigt. De spiller fordi de ikke kan lade være. Kapelmesteren har siden 60'erne gang på gang fremvist sine store musikalske evner. Bare aldrig med det han startede med, at spille og siden har spillet hver eneste gang han øvede.
Charlie Parker, med et drys af Paul Desmond, Ornette Coleman og Eric Dolphy.
Karsten Vogel på altsax har sammen med The Jam Trioen lavet en hyldest til den jazz som startede det hele for Vogel, da han som 14 årig fik en EP med Charlie Parker, hvor nummeret My old flame var blandt. Ole Matthiesen på klaver, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer leverer kvalificeret medspil til Vogel, der med sin åbne og klare tone er en jazzforårsbebuder. Numre som All the things you are, Yesterdays, Yardbird suite og Billie's Bounce er med på en plade, der kan anbefales til alle der kan lide old school jazz spillet med kærlighed.
Karsten Vogel: www.karstenvogel.dk
Så er der fundet en vinder af Jazzhus Montmartre quizzen. Den heldige vinder af to billetter til koncerten d. 4. maj med Jeff 'Tain' Watts blev Nikolaj Strands.
