Hvis der er nogen der kan gøre det, hvor det hverken bliver kitschet, corny eller kedeligt, så er det de tre drevne jazzkatte i GinmanBlachmanDahl. Her er så megen pondus, erfaring, nerve og så højt et ambitionsniveau, at en plade der hedder Play Ballads ikke kun kommer til at fungere som lydtapet til en voksenmiddag med rødvin og stearinlys. Det er jazz der spilles af en nødvendighed og med så megen hjerte og sjæl, at der er rigeligt med kvalitet til intensiveret nærlytning for jazznørderne, deres venner og dem der bare vil lytte til god musik.
De har valgt en bunke jazzklassikere, der primært er kendt for at bevæge sig i mediumtempo eller mere. Trioen er ikke bleg for at kaste sig over en nedslidt og dog evigt god sag som Duke Ellingtons kendingsmelodi Take the A Train og puste nyt liv i den på en rolig og subtilt larmende måde. Det er så cool. En anden Ellington favorit er C Jam Blues, som de kaster sig smilende og legende over. Det er en kæmpe fornøjelse at høre en voksen og erfaren jazztrio spille så nysgerrigt og overskudsgivende som det er tilfældet med GinmanBlachmanDahl. De revolutionerer ikke en skid. De spiller den jazz vi kender så godt på en behageligt udviklende måde. Det er tårnhøj klasse!
Det er den i jazzkredse kendte kritiker, Scott Yanow der har skrevet pladens linernotes - og der er så mange detaljer med om musikerne, at det tenderer til historieforfalskning, når det ikke nævnes at Thomas Blachman er verdensberømt i Danmark som X Factor dommer. Det er simpelthen for noller, at det ikke kan stå blandt mandens mange bedrifter i musikkens verden, selv om det ikke umiddelbart er særligt jazzet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar