Sigurdur Flosason Copenhagen Quartet: The eleventh hour (Storyville)

Samarbejdet med den danske bassist Lennart Ginman strækker sig over 20 år tilbage, hvor Ginman medvirkede på den islandske saxofonsit Sigurdur Flosasons debutplade og siden på flere af Flosasons plader. Nu er de atter sammen på Flosasons danske pladedebut i eget navn. Han har allerede medvirket på flere plader her i landet sammen med Cathrine Legardh og Kjeld Lauritsen. Nu står han selv i spidsen for projektet som han kalder Copenhagen Quartet. Flosason medvirkede for første gang på Jazzstævnet på Vallekilde Højskole i 2009 og fik her mange nye musikbekendtskaber. Her har han mødt trommeslageren Morten Lund og pianisten Nikolaj Hess som er de sidste medlemmer af den dejlige kvartet.

Flosason skelner skarpt mellem jazzstandards og originalmateriale. Sidste år udkom den meget anbefalelsesværdige plade Night Fall, hvor det var standards der var omdrejningspunktet. Nu gælder det så Flosasons eget materiale. Han fjerner sig ikke fra det lyrisk smukke og melodiske spor som han befandt sig i på Night Fall. Sigurdur Flosasons smukke tone på altsaxofonen forplanter sig til de andre musikere, der griber muligheden. De lader sig føre med ind i Flosasons verden, hvor solen hele tiden kan ses i horisonten. Hvor himlen er gråblå og musikken er dejligt sval. Jeg må blankt erkende at Flosason endnu en gang har begået et album der er besættende smukt.

sigurdurflosason.com

Mats Ingvarsson's Hope (Kopasetic)

Det er på mange måder en meget sympatisk plade som den svenske bassist Mats Ingvarsson har lavet. Lige fra første nummers slæbende funk, der sender mig direkte tilbage til den 70’er funk som jeg elsker så meget. Sådan fortsætter det på en plade der lever og ånder for groovy og udadvendt jazzbaseret funk med bassen i centrum. Musikkens gode stemning forplanter sig dovent i luften omkring mig, når jeg hører pladen. Pladen byder også på et soulballader med sang og en sjat hardbopjazz. Det fungerer dog allerbedst på numrene, hvor Rhodes-pianoet - spillet af Maggi Olin - er forvrænget, guitaren - spillet af Magnus Lindeberg - får lidt wah wah. Lilletrommeslagene er skarpe. Bassen bobler buldrende og vellystigt afsted. Stilsikkert, autentisk og meget velfungerende. 

Den alt for lidt hørte danske trompetist Claus Højensgaard kigger forbi på pladen og er sammen med tenorsaxofonisten Karl Martin Almqvist inde over nogle numre. Mats Ingvarsson’s Hope er til lytteren der elsker old school, elektrisk, funky og groovy jazz.

Bonusinfo:

Der er release på pladen d. 26. maj på Grand i Malmö.

kopasetic.se

matsingvarsson.com

Oddjob: Live in Bremen (Headspin Recordings)

De har næsten lige vundet en svensk Grammis for albummet Jazzoo, der blev kåret som årets bedste børneplade. Ellers er det ved at være fire år siden at bandet med samme navn som den sejeste James Bond-skurk nogensinde, Oddjob, var aktuel med et album. Dengang hyldede de Clint Eastwood ved, at spille musik fra nogle af de film, som han har været med i. Nu er de aktuelle med et dobbelt livealbum. Den ene optagelse er fra 2008 og den anden er fra 2012. Begge er optaget af Bremen Radio på Moments Club i Bremen. Det giver rigtigt meget mening med et livealbum. 

Oddjob er et sammenspillet kollektiv, der spiller røven ud af bukserne, når de står på en scene og det er ingen undtagelse på disse optagelser. En stærkt spillet plade med nogle medlemmer, der ikke bange for at give jazzen en omgang ustyrlig rock eller noget syret funk. Trompetisten Goran Kajfes og saxofonisten Per “Ruskträsk” Johansson står veloplagte i front for et af Sveriges bedste jazzbands ever. Det understøtter denne liveplade, der er anbefalelsesværdig til alle der har dyrket og lyttet til Oddjob i løbet af de seneste 10 år. Oddjob er levende i ordets fineste betydning på Live in Bremen.

headspinrecordings.com

Jazzahead 2014 - The Business, The Media & The Music

På Jazzahead mødes musikere, agenter, pladeselskaber, festivaler, bookere og andet jazzet godtfolk. De mødes i et løststruktureret netværk på kryds og tværs, hvor nye forbindelser skabes og gamle genoptages. Jeg hilste på de danske pladeselskaber Stunt, Storyville, Barefoot og ILK. De var alle aktivt tilstede på Jazzahead, bl.a. for at tale med deres pladedistribution ude i Europa. 

JazzDanmarks hårdtarbejdende stab havde ladet op til den store satsning gennem lang tid. De havde arbejdet hårdt på forberedelserne og var værter på den danske stand. Her kunne de danske jazzmusikere gøre opmærksom på sig selv sælge deres musik. Pierre Dørge, Karsten Bagge, Thomas Albæk, Mark Solborg og Marilyn Mazur var blandt de danske musikere der havde taget turen til Bremen for at netværke. Ligesom Jens Klüver og Ilse Vestergaard fra Aarhus Jazzfestival. Michael Blicher var i Bremen for at sælge sit nye band The Kutimangoes, samtidig med at han holdte gryden i kog efter succesturnéen med Steve Gadd. Jazzdanmarks formand Jesper Løvdal var aktivt tilstede på standen, til jamsessionen og som det ses på billedet, der hvor jazzen har hjemme.

Det var tydeligt at JazzDanmark havde lagt et kæmpearbejde i det danske fremstød i Bremen. De havde fået koblet fremstødet sammen med andre danske aktiviteter i byen. Der var restauranter der serverede dansk mad og der har været litteraturoplæsning med bl.a. Kim Leine. En af de store perler på den lange perlekæde af oplevelser, var koncerten med Aarhus Jazz Orchestra og Gitte Hænning. Den blev afholdt i den udsolgte koncertsal Die Glocke med plads til 1400 mennesker. Første afdeling bestod udelukkende af Aarhus Jazz Orchestras egen musik. Musik af Lars Møller, Michael Bladt og Claus Waidtløw begejstrede til fulde det voksne tyske publikum, der nok var kommet for at høre Die Gitte men også var friske på at lytte til Aarhus Jazz Orchestras egen musik. Gitte Hænning havde salen i sin hule hånd lige fra starten. Med et repertoire bestående af svenske melodier og gamle jazztravere var underholdningen sikret. Højdepunktet var en velsmurt version af Dansevise, hvor Møller havde ladet sig inspirere af Gil Evans i arrangementet af musikken. Gitte Hænning kastede sig frygtløst ud på dybt vand. Hun trak det hele hjem i kraft af charme og en pæn dosis vanvid. Tyskerne var begejstrede og Aarhus Jazz Orchestra havde en stor oplevelse. Det bliver spændende at se om der kommer mere ud af det samarbejde. Den lokale avis Wieser Kurier prydede sin forside af lørdagsavisen med et stort billede af Gitte Hænning. Dagen før havde Blood Sweat Drum + Bass været på forsiden.

De tyske medier er godt repræsenteret på Jazzahead. Bremen Radio har optaget alle koncerterne. Allerede dagen efter var det muligt at se alle de danske koncerter på Youtube. Koncerterne blev dækket af et stort kamerahold. Tjek selv videoerne. 

Jazzahead forttsatte resten af weekenden, hvor Palle Mikkelborg og Carsten Dahl spillede med WDR Big Band om søndagen. Fremtiden må så vise hvad de danske musikere har fået ud af den danske satsning. Min hurtige vurdering er at det var en succes af den store slags.

Koncert med Phronesis:
http://youtu.be/bK3V2BfnEnE

Koncert med Snorre Kirk Quintet:
http://youtu.be/Y_UFpKgh-1E

Koncert med Søren Bebe Trio:
http://youtu.be/bOAAzS_4HRw

Koncert med Aske Drasbæk Group:
http://youtu.be/eQOG7pEsYPM

Koncert med Girls in Airports:
http://youtu.be/J6miX1VObBk

Koncert med Blood Sweat Drum + Bass:
http://youtu.be/vwHD6evUj1Y

Koncert med Foyn Trio with strings:
http://youtu.be/NWAM4ugHRyQ

Koncert med Ibrahim Electric:
http://youtu.be/Vy6brLmlfc4

Mine podcasts fra Jazzahead2014:
https://soundcloud.com/jazzdanmark

Jazzahead 2014 Danish Night

Over 100 danske jazzmusikere var tilstede under den store jazzmesse Jazzahead 2014, der blev afholdt i Bremen. I år var Danmark partnerland. Som følge deraf var der afsat en afsat en hel aften udelukkende til dansk jazz. Otte danske bands var udvalgt af en international jury. Alle koncerterne blev afviklet på fire timer på to steder. Det var en halv times showcases, hvor musikerne kunne vise det bedste de har lært. 

Selv om Blood Sweat Drum + Bass i forvejen er et stort orkester, var det alligevel udviddet  med en strygerkvartet og de to syriske musikere ?? på oud og ?? på nay-fløjte, der var taget fra det krigshærgede Syrien tre dage forinden for at deltage ved koncerten. Allerede inden koncerten var salen fyldt. Et fokuseret BSD+B spillede måske det bedste jeg nogensinde har hørt fra dem. På trods af, at de kun skulle spille i en halv time formåede bandlederen Chappe at indgyde ro over bandet. Der var plads til lange rolige passager med de syriske musikere og strygerne. Big bandet kunne uhindret veksle mellem det stemningsfyldte, det filmiske og det pompøse. En rigtig god oplevelse, som Chappe håber på kan skabe kontakt til bl.a. festivaler ude i verden. En der havde lagt mærke til dem, var North Sea Jazz Festival bookeren Frank Boulder. Han kendte dem på forhånd, da han havde været med i juryen, der havde udvalgt de otte bands. Alligevel formåede de at overraske ham i meget positiv retning. Det var bl.a. de syriske musikere der gjorde indtryk. Nu kan man så kun håbe på, at Boulder kan huske dem, når han skal lave 2015 programmet.

Frank Boulder nåede at se alle bands. Han “løb” (ligesom jeg) mellem spillestederne for at blive fyldt op af indtryk. Han havde for kort siden hørt Live Foyn Friis i Umeå til 12 Points festivalen. Nu fik han mulighed for at høre dem med strygere. Foyn har allerede to albums liggende klar. Et med strygere og et med en mere indiejazzet klang. Live Foyn håber på at festivalen kan skabe kontakt til et pladeselskab. Live Foyn gjorde ligesom Snorre Kirk Quintet stort indtryk på Frank Boulder. Snorre Kirk Quintet barsler med et nyt album. De lagde en begejstret sal ned med deres swingprægede old school jazz. Der er en spød friskhed i musikken der for, at sige det mildt leveres med overskud og klasse.

Ibrahim Electric fik æren af at lukke festen ned ved midnatstide. Med deres vanlige sans for udadvendt og pågående multifarvet orgeljazz lagde de salen ned. Inden da havde Girls in Airports, Aske Drasbæk Group og Søren Bebe Trio også leveret nogle overbevisende koncerter, hvor de solgte sig selv og deres musik godt. Phronesis spillede to gange samme dag. De spillede ved den officielle åbning og senere igen ved showcasekoncerterne. På den britiske stand lå april-nummeret af Jazzwise fremme. Forsiden prydes af de tre medlemmer, der er større i England end i Danmark. Ligeledes er de at finde på North Sea Jazzfestivalens program for anden gang. 

Det var min tydelige fornemmelse at alle de optrædende danske bands fik nogle kontakter til koncerter i udlandet. Flere fik endda nogle helt konkrete tilbud. Bl.a. hørte jeg i krogene at et af de optrædende bands var langt inde i realitetsforhandlinger om en mellemøstlig tur i 2015.

KortJazzNyt Uge 17 2014

Denne jazzuge præges af, at der er jazzmesse i Tyskland. På Jazzahead i Bremen er der der lagt op til det største fremstød for dansk jazz i udlandet i mange år. Messen der løber over fire dage og har deltagere fra hele verden har afsat en hel dag, hvor det kun handler om dansk jazz. På førstedagen er der otte danske bud på hvordan jazzen skal lyde i 2014. Phronesis, Blood Sweat Drum + Bass, Aske Drasbæk Group, Snorre Kirk Quintet, FoynTrio, Søren Bebe Trio, Girls in Airports og Ibrahim Electric skal være med til at sælge den danske jazz. I de følgende dage spiller Aarhus Jazz Orchestra feat. Gitte Hænning, Sidsel Storm, The Kutimangoes, Six City Stompers og flere andre mens et band med bl.a. Lennart Ginman og Christina Dahl vil sørge for at der kan jammes hele fredag nat. Derudover er der showcases med europæiske og amerikanske jazzkunstnere. Om søndagen spiller det hæderkronede WDR Big Band med Carsten Dahl og Palle Mikkelborg. Hele herligheden åbnes om torsdagen, hvor jazzfotografen over dem alle, Jan Persson  får overrakt The Jazzahead Skoda Award 2014. 

Som noget nyt er Jazznyt tilstede ved Jazzahead, hvor der ud over indlæg på bloggen også laves podcast med stemningsreportager fra jazzsupermarkedet.

jazzahead.de

Jazzahead-aktuelle Blood Sweat Drum + Bass under ledelse af Chappe og strygerensemblet Who Killed Bambi spillede sidste år sammen med Palle Mikkelborg og Dave Liebman på IASJ-meeting 2014. Her spillede de dele af Mikkelborg-værket Aura. Det kan nu genopleves i en meget flot videopræsentation.  

vimeo.com/89303603

Det internationale Melodi Grand Prix står for døren. Her får man ikke kun mulighed for at høre rumænsk pop. Electronicamusikeren Mike Sheridan har hygget sig med Bent Fabricius Bjerres kompositioner og lavet nye versioner af velkendte melodier. Lars Greve, Stefan Pasborg, Bjarke Falgren og Marilyn Mazur udgør superbandet der skal sørge for at kaffekopperne også kommer til at klirre på kakkelbordene i Moldavien.

dr.dk/melodigrandprix/Nyheder/2014/04/17143831.htm

Jazzhouse er vært for New Nordic Sounds tirsdag d. 22. april, hvor Maria Faust Jazz Catastrophe, ¡haUtUllin!, Konvoj Ensemble og Marc Ducret/Liudas Mockunas Duo spiller fire koncerter i løbet af aftenen. Kollektivet New Nordic Sounds blev i 2012 dannet for at knytte forbindelser på tværs af de forskellige nordiske lande. Grundstammen i kollektivet er Ola Paulson (SE), Maria Faust (EST), Håkon Berre (NO), Liudas Mockunas (LIT), Markus Pesonen (FIN) og Adam Pultz Melbye (DK), der denne aften i Jazzhouse præsenterer fire spændende konstellationer. Der bliver musik på både Store og Lille Scene

jazzhouse.dk/jazzklub/new-nordic-sounds

Krister Jonsson Deluxe: Truckload (Stunt)

For 10 år siden startede guitaristen Krister Jonsson et samarbejde med cellisten Svante Henryson. De udgav albummet Waiting for Antonesjka. Nu er de atter sammen på en plade udgivet af danske Stunt Records. I en yderst smagfuld indpakning (pladeselskabet Stunt er som regel i topklasse, når der skal laves covers) finder man deres nyeste album Truckload. Jonsson tager afsæt i syrejazzen og -rocken som den huskes fra Mahanvishnu Orchestra og Cream og tager turen omkring Bill Frisell og Pat Metheny. Svante Henryson spiller cello - men ofte lyder det mest henad violin. Der er flere mindelser om et andet svensk band, Tonbruket undervejs. Hvilket passer meget godt med at Tonbrukets bassist Dan Berglund også er at finde hos Jonsson. Sidste mand er Peter Danemo på trommer.

Jonsson bevæger sig mestendels i et organisk roots-baseret spor, der passer godt til det lækre billede af forfald på coverets forside. Han sætter gerne ild til guitaren. Dan Berglund kan som en af få bassister høvle intenst afsted på kontrabassen. Danemo er en jazzversion af Creams Ginger Baker - elegant og steady på den krøllede måde.  Mens Svante Henrysons cello får nogle heftige stryg. Jonsson har et nuanceret musikalske billede, hvor der både er befriende højt til loftet og en fortættet intens atmosfære. 

sundance.dk

10 år gammel og stadig jazzet

Det er i dag ti år siden, at jeg startede denne blog. En blog der blev startet på grund af min svampelignende opsugning af alle mulige væsentlige (og uvæsentlige) oplysninger om jazz. De skulle ud. Blogosfæren var det perfekte sted at komme af med oplysningerne. Siden begyndte jazzmusikerne at sende deres plader til mig. Så kunne jeg jo lige så godt anmelde dem - specielt hvis de var gode. 

Jeg ved at min blog bliver brugt af musikere og jazzinteresserede til, at blive opdateret på hvad der sker i jazzens verden. Det er dejligt at vide.

Mit største ønske for bloggen er, at den bliver mere udbredt. Så endnu flere kan blive opdateret på det, der sker i jazzens verden.

Jazznyt er en fritidsfornøjelse. Der er ingen penge i bloggen. Det skal der heller ikke være. 

Jeg vil i stedet gerne have din støtte. 

Det kan du gøre ved at reklamere for jazznyt.com blandt dem du kender. Der hvor det giver mening. 

Spread the word!

Først og fremmest falder det tilbage på jazzmusikerne, der kæmper en hård kamp for, at gøre folk opmærksomme på deres musik. 

Her er Jazznyt en stædig forkæmper, der bliver ved. 

Der bliver udgivet mere end 150 danske jazzplader om året. En stor andel af dem er i høj klasse. Hvorfor skal det være hemmeligt? 

Og så er der også de svenske, de norske og alle de andre fra det store jazzudland.

Der er mange gode grunde til at fortsætte 10 år mere.

Tak fordi du bruger jazznyt.com!

Bliv endelig ved.

Sinne Eeg: Face the music (Stunt)

Første gang jeg anmeldte en plade med Sinne Eeg var i september 2007, hvor hun udgav Waiting for dawn. Den i dag legendariske plade sparkede hendes karriere godt og grundigt i gang. Allerede dengang var hun en afklaret sangerinde, der “kun” beskæftigede sig med jazz. Hun var meget bevidst om hvad hun ville. Det er hun stadigvæk. Efter at have prøvet kræfter med DR Underholdningsorkestret på The beauty of sadness i 2013 er der denne gang skruet ned for antallet af musikere. Hun omgiver sig med tre musikere som har fulgt hende gennem mange år. Jacob Christoffersen på piano, Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer er stilsikre og vanvittigt velspillende. De giver Sinne Eeg passende classy backing. Trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt gæster på et par numre.

Vi er havnet i en plade, der med 11 numre giver os 6 originale numre, Hvor Sinne Eeg selv har været inde over de fem. Den sidste er Taking it slow som Thomas Fonnesbæk og Helle Hansen har lavet. Fonnesbæk er eneste medvirkende musiker på nummeret. Det er et nummer, hvor Sinne “leaves me breathless”. En medrivende og smittende musikalitet vælter ud over mig. Det er ikke den eneste vokal/bas duo på pladen, der lukkes ned med Ellington-klassikeren Caravan, hvor Eeg omfavner det gamle swingnummer og danser elegant med Fonnesbæks bas. De to numre er med til at sikre diversiteten på en sammenhængende plade. En plade der også byder på Bernstein/Sondheim’s musicalklassiker Somewhere, Irving Berlin’s Let’s face the music and dance og Harry Woods What a little moonlight can do. Albummet Face the music er Sinne Eeg, når hun er allerbedst. Der væltes ikke paladser. I stedet pudses de og skinner om kap med solen. 

sinnemusic.com

Thera Hoeijmans: Another mile (Long Life/Pladekisten)

Sangerinden Indra, der nu bor i Los Angeles havde en overgang base i Århus. Hun indledte sit fire år gamle debutalbum med klassikeren Cry me a river. Det var i en besættende intim version med sax og bas og intet andet. Nu er den tidligere TV-vært og Cut'n'Move forsanger Thera Hoeijmans atter aktuel med et jazzet album. Hun indleder sit nye albúm med netop Cry me a river og sørme om det ikke også er i en intim version med kun to musikere.  Det blokerer for min lytteoplevelse de første gange jeg hører pladen. Jeg bliver irriteret. Der går nogle dage. Prøver at glemme hendes fortid, prøver at glemme Indra-sammenligningen. Hvad hører jeg?

Jeg hører pludselig en sangerinde der har personlighed. En sangerinde der mere lyder som, at hun er opdraget med klassisk musik end med pop. Hun synger så fint, så rent og elegant. Jeg kommer til at tænke på den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter. Hoeijmans har skrevet det meste af materialet selv og supplerer med Joni Mitchell’s Both sides now og standarden The moon is a harsh mistress. I selskab med pianisten Pojken Flensborg og bassisten Jacob Venndt (der også spiller en smuk kromatisk mundharpe) er Thera Hoeijmans i godt selskab. Der er luft og plads til hendes stemme. De to musikere går ind og støtter, så Thera Hoeijmans stiller sig solidt midt på scenen som en fuldbåren jazzvokalist. En overraskende plade fra en kvinde der er mere end tidligere. Hun er også nuværende.

thera.dk

Penumbra Ensemble: Penumbra Ensemble (Penumbra Ensemble) LP

Det er den svenske guitarist og komponist Henrik Olsson der står i spidsen for kvintetten Penumbra Ensemble. Han er uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København og er i dag aktiv på jazz/impro scenerne i København og Berlin. Han har lavet en original LP sammen med fire unge stærke musikere. Lars Greve (tenorsax, barytonsax, klarinet) og Mads Forsby (trommer) kender vi fra Girls in Airports. Nicolai Claesson (bas) fra Dødens Garderobe mens Søren Pendrup (altsax, klarinet) er et helt nyt bekendtskab. 

Musikken præsenteres på en flot indpakket LP, hvilket passer godt sammen med musikkens æstetiske udtryk. Det er kompliceret musik der bevæger sig rundt i repetetive mønstre, rockgrooves, omskifteligheder, opløsning og små fine detaljer. Olsson dyrker det kollektive improvisatoriske udtryk. Han giver melodierne til bandet, der i organisk enhed spiller godt op til hinanden. Pladen er et dejligt bekendtskab, der aldrig dvæler eller falder ind i sig selv. Den går i dialog med lytteren og vil mere end bare være et lydtapet. 

penumbraensemble.com 

Christina Dahl: Life’s carousel (Storyville)

Det ligger der foran os. Hvad er det? Det ser kaotisk ud. Livet. Det ligner pludelig noget for så, at forsvinde og blive til noget andet. Saxofonisten Christina Dahl har valgt livets karussel - Life’s Carousel - som overskrift for hendes 11. album. Der er sket et par ændringer i forhold til triopladen fra 2010. Hun har beholdt bassisten Jesper Lundgaard og ind er kommet guitaristen Niclas Knudsen og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold. Musikken er ikke flydende og letfordøjelig. Der er knaster som dem man møder i hverdagslivet. Der er en stemning af opbrud. Christina Dahl er på vej. 

I pressematerialet står der at Dahl altid fortæller om historien bag numrene ved hendes koncerter. Dem får vi desværre ikke med på CD’en. Her kan man så tænke sig til den smerte hun måtte gennemgå for, at komme frem til nummeret Thundering Heart. Man kan  tænke sig til den stemning hun var i, da hun lavede Quest for The True Nightingale, der starter aftenhyggeligt for så at gå over i Ornette Colemanbataljer og afslutte med hyggen igen. Dahl er en historiefortæller på saxofonen. Der er ofte tydelige budskaber. Andre gange undres man…og det er vel meget godt, at der ikke er svar på alt?

christinadahl.dk

Phronesis: Life to everything (Edition)

Måske er der større sandsynlighed for, at en engelsk jazzfan ved hvem du taler om, når talen drejer ind på Jasper Høiby og Phronesis, end når du taler med en dansk jazzfan. Høiby er for anden gang i karrieren på forsiden af det engelske jazzmagasin Jazzwise (det danske jazzmagasin Jazzspecial har valgt den museale klarinetist Buddy deFranco som coverboypå forsiden af aprilnummeret). Bassisten Jasper Høiby er nu vendt hjem til Danmark efter at have boet i London i 14 år. Her skabte han trioen Phronesis og er med den rykket helt op i toppen af den engelske jazzliga. Med det femte album fastholder han den position. Han er ligesom Peter Schmeichel stadigvæk en stjerne i England, selv om han ikke spiller i en engelsk klub længere.

Hvis triojazzen var natur og landskaber, så er skovsøer og fjelde ikke det der kommer frem, når Phronesis slipper deres powerfyldte og ekstroverte triojazz løs. Her er højhuse og fart på. Farten er helt konkret. Jazzkamikaze-trommeslageren Anton Eger er på hjemmebane, når der skal sendes effektfyldte breaks og fills på banen. Pianisten Ivo Neame spiller besættende melodifyldt. Logisk elegance veksler med knaldperler. Jasper Høiby limer trioen sammen. Skaber overgange og forandringer. De spiller som et sammenvævet enstænkende kollektiv. Balladerne er nattesorte og stemningsfyldte. At de har valgt liveformatet er et ekstra plus for denne plade. Phronesis regnes med rette for at være en af de hotteste jazztrioer i Europa. Life to everything er anbefalelsesværdig til triojazzfanen der trænger til at vågne op (og mange andre).

editionrecords.com