Bassisten og komponisten Anne Mette Iversen var indtil for fem år siden bosat i New York, hvor hun i hele perioden med jævne mellemrum har udsendt albums af høj kunstnerisk værdi. Hun har formået at holde sammen på den samme verdensklassekvartet i alle årene. Selv nu efter, at hun er flyttet til Berlin holder hun fast i kvartetten der består af John Ellis på tenorsax, Danny Grissett på piano og Otis Brown III på trommer. På albummet Round Trip er kvartetten udvidet med svenske Peter Dahlgren på trombone, en musiker som Iversen ofte har samarbejdet med. Round Trip består udelukkende af originalmusik skrevet af Anne Mette Iversen. Det er blevet til et album af høj standard, hvor Iversens velskrevne kompositioner får liv af nogle vanvittigt velspillende musikere. Det er jazz i spitzenklasse. Hør f.eks. det dynamiske titelnummer Round Trip og balladen The Ballad That would not be.
Efter at Anne Mette Iversen er flyttet til Berlin har hun startet Ternion Quartet med tyske Silke Eberhard på altsax, franske Geoffroy De Masur på trombone og tyske Roland Schneider på trommer. Igen er det Iversens stærke og indholdsrige kompositioner der er attraktionen. Den væsentligste forskel er at Ternion Quartet er mere loose og til tider flagrende. Det åbner op for nye vinkler på Iversens musik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar