torsdag, august 12, 2021

Jazzhouse UJNFOR - festival I Kolding 050821

 

Der var så meget godt i den oplevelse jeg havde i Kolding for en uge siden, at jeg stadig kan mærke den gode stemning der strømmede mig i møde da jeg var til Jazzhouse UJNFOR.


Når solen skinner og det er sommer. Så skal der laves jazz. Juli og august byder på en ophobning af jazzfestivaler. Fra Aalborg over Odense og til Ærø spilles der jazz. Jeg var havnet et sted midt i mellem, i Kolding hvor 2-dages festivalen Jazzhouse UJNFOR blev afviklet udenfor og indenfor på spillestedet Godset. Jeg var der til en første dag.


25+ frivillige unge mennesker er med i Jazzhouse og stod for hele arrangementet fra bar til afvikling. Der havde allerede været jazz-yoga og et lokalt MGK band i gang inden jeg ankom tids nok til Fantasilaboratoriet med trompetisten Niels Munk i spidsen.



Jeg var godt oppe at ringe over pladen i februar, hvor jeg skrev om den på bloggen. Her kaldte jeg Niels Munk for den nordjyske Christian Scott. Det er selvfølgelig en lidt for bloggersmart bemærkning om en trompetist, der tydeligvis har meget på hjerte. Niels Munks intense og følsomme tilstedeværelse i musikken kan mærkes. Han satte sig selv i spil og lykkedes til fulde med det. Han havde et fedt band med, der var med til at omsætte musikken på magisk vis. Trommeslageren Jonathan Jull fra Athletic Progression indtog en central rolle med skarpe beats på lilletrommen og nogle fuldstændigt crazy breaks, der passede perfekt til Niels Munks på en gang komplicerede og indbydende musik. Dan Hjorth på pianoet var et nyt bekendtskab for mig - han havde bla. en solointro, hvor der var kosmisk forbindelse til Keith Jarrett. Jens Mikkel på el-bas afrundede og fuldendte kvartetten. Fantasilaboratoriet leverede en af de virkeligt gode koncerter, der ikke glemmes.



Udenfor i solen eller ujnfor som de siger i Kolding var det Christiania-trioen Smag på dig selv, der med et sæt trommer og to saxofoner (baryton og tenor) satte ild i scenen. Et heftigt beat og to vilde saxofoner havde både afro og EDM med i posen. 


Den danske pianist Esben Tjalve stod i spidsen for Red Kite, der udover bassisten Jasper Høiby rummer musikere fra Italien, Tyskland og Østrig. De udsendte deres debutplade i 2019. De brugte koncerten til at spille nye numre fra den kommende plade, som de indspiller efter turnéen. Det efterlod et lidt ufærdigt udtryk, der på den anden side viste nogle musikere, der trådte i karakter. Særligt den italienske trompetist Fulvio Sigurta gjorde indtryk.



Orgelduo med blæsere afsluttede den smukke sommeraften på den lille scene udenfor. Containere omkransede området, der med grus og lys havde en Roskilde-vibe. Orgelduos flagrende tegneseriemusik passede godt som afslutning på aftenen. Deres ukomplicerede forhold til at inddrage alle mulige elementer i musikken er genial. Deres optræden fremstod med glæde og charmerende underspillet humor. 


Arrangementet i Kolding var forrygende oplevelse, hvor gæstfrihed og imødekommenhed lunede. Den glæde som de unge afviklere lagde i UJNFOR festivalen, forplantede sig til publikum. Tak for en vidunderlig aften.

Ingen kommentarer: