Når DR Big Bands japansk-amerikanske chefdirigent Miho Hazama laver et værk, hvor hun udforsker den fortid, som big bandet står på skuldrene af, bliver jeg blød om hjertet. Når det samtidig gøres med den akkuratesse og elegance, som det er tilfældet her, er der ingen vej udenom: Det er et bigband-mesterværk.
Ib Glindemann, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Ole Kock Hansen, Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely (som Miho Hazama også har haft som underviser) har i hver deres markante periode stået i spidsen for det over 60 år gamle bigband. Det er dem, Miho Hazama har ladet sig inspirere af til de seks kompositioner, der udgør Frames.
Der er den ret indlysende med Aura II, hvor det er Palle Mikkelborgs værk lavet til Miles Davis, der har givet navn til kompositionen. Mikkelborg var dog mere end Aura; han lavede allerede i 1969 LP’en Brownsville Trolley Line med bigbandet. Det nævner jeg, fordi Hazama ikke har lavet en tribute til fortiden, Aura og det, der var. Hun har med nutidige ører skabt et selvstændigt værk, hvor hun bruger bigbandets sjæl og væsen til at skabe ny musik.
Numrene forløber som længere, suitelignende forløb, hvor stemninger og bigbandets kollektive udtryk og lyd står stærkest. Der er selvfølgelig også flere gode solopræstationer undervejs – det er jo en bigbandplade. Her bliver jeg nødt til at fremhæve Nicolai Schultz’ uforlignelige fløjtespil på The First Notes – just plain wow! Der er også Kaspar Vadsholts NHØP-lignende solo på nummeret LuLu. Frames er på alle måder aldeles vellykket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar