Alle er vilde med Bill Evans – måske lige med undtagelse af Bill Evans selv. Everybody Digs Bill Evans er titlen på en plade med mesterpianisten fra 1959. Det er også titlen på filmen om Bill Evans, der nu får premiere i de danske biografer.
Vi starter nede i kælderen i den verdensberømte jazzklub The Village Vanguard i New York på den søndag, hvor Bill Evans Trio indspiller musikken, der ender som to af jazzens helt store albums: Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Vi er i sommeren 1961. Bill Evans er for længst etableret blandt jazzens helt store navne. Tiden hos Miles Davis er slut. Til gengæld er et eskalerende heroinmisbrug blevet en del af hans liv. Det får endnu et skub, da trioens bassist Scott LaFaro dør i en trafikulykke kun to uger efter koncerterne på The Village Vanguard.
Nedturen begynder for alvor og var måske allerede begyndt inden da. Bill Evans flytter ind hos sin to år ældre bror Harry, dennes kone og niecen Debby – ja, det er hende, der har lagt navn til Waltz for Debby. Bill Evans går ud om natten og skyder heroin, rører ikke klaveret og falder mere og mere fra hinanden foran en bror, der elsker ham og vil gå langt for at hjælpe ham. Da Bill på niecens opfordring spiller nogle få strofer af Waltz for Debby, kan han ikke fortsætte. Han er ikke længere i stand til at spille klaver. Hans bror er heller ikke længere i stand til at have ham boende.
Bill sendes ned til forældrene i Florida og tager en kold tyrker. Her følger vi ham på golfbanen og på værtshuset sammen med faren, der er noget endimensionel, mens moren spilles af Laurie Metcalf – hende, der spillede Roseannes søster i 90'ernes sitcom Roseanne. Hun har hjerte og omsorg og følger sin søn gennem afvænningen.
Filmen er overvejende i sort-hvid og består af mange close-ups, der sættes sammen som grafisk dvælende tableauer. Det passer godt til den rå historie. Bill Evans spilles overbevisende af den norske skuespiller Anders Danielsen Lie, der også selv er musiker. Filmen er instrueret af Grant Gee, som modtog en Sølvbjørn for præstationen ved filmfestivalen i Berlin, hvor filmen også var nomineret til en Guldbjørn i kategorien Bedste Film.
Det er en barsk film om den plagede kunstner, hvilket i sig selv kan lyde ret klichépræget. Det lykkes den til gengæld godt med at undgå. Filmen hopper frem og tilbage i tiden. I 1973 og 1979/80 kommer Kodachrome-farverne til, og her er der flere tab.
Der er noget inderligt trist over at møde et menneske, der har givet så meget til jazzelskere over hele verden og samtidig har haft så meget lort i sit eget liv. Ja, han kunne givetvis have forsøgt at arbejde med alle traumerne. Han valgte en anden vej og fandt trøsten i musikken og heroinen.
Næste gang jeg sætter Sunday at the Village Vanguard eller Waltz for Debby på, vil der helt sikkert dukke nogle grynede flashbacks fra filmen op i mit hoved. Det er det, en film kan: sætte spor – særligt når den er god og har noget på hjerte.