Musvit: Sukker (Musvit Records) LP/digital

 

En gang imellem dukker der debutanter op, der koger og syder af så meget talent, at det er umuligt at holde nede. Allerede sidste år kom Musvit i vælten ved jazzens DMA, hvor de efter udgivelsen af en EP blev nomineret i flere kategorier og bragede igennem som årets nye jazznavn. Nu er der kommet en hel LP fra gruppen, og med den er Musvit nomineret i tre kategorier ved DMA Jazz, herunder den prestigefyldte Årets Jazzudgivelse.

Sukker er i den grad et album, der gør indtryk. Musvit favner bredt og formår alligevel at skabe sit helt eget udtryk. Ronja Rose Andersson, der både synger og spiller altsaxofon, er et så stort talent, at det rækker langt ud over Musvit. Hun vil med garanti stadig lave musik om 20-30 år og gøre indtryk. Det tror jeg også, saxofonisten Teis Ortved vil, ligesom den yderst dynamiske og stramt spillende rytmegruppe med Jacob Tjernström på bas og Adam Lorentzi på trommer har masser at byde på.

På albummet kaster Musvit sig over to jazzklassikere: Lee Konitz’ Palo Alto og Miles Davis’ All Blues. Det er ikke hverdagskost blandt de yngre danske jazzbands. På numrene På tværs og Når jeg vågner bevæger de sig over i en neosoul- og hiphopinspireret jazz. Førstnævnte ender i et vidunderligt kaos, mens sidstnævnte, der er lavet i samarbejde med Slalum, har et oplagt hitpotentiale og burde pitches til P3. Derudover er der to numre, hvor Ronja Rose Andersson synger på svensk.

Musvits Sukker er årets helt store danske jazzplade. Det er stort, når man formår at lave spændende, original jazz, der rammer lige ned i tiden.

Bandcamp

Hvalfugl: Island (Hvalfugl) LP/CD/digital

 

Titlen kan udtales på både dansk og engelsk. Island er både en ø og navnet på det land, hvor Hvalfugl har indspillet sin nye plade. Men trioen er også landet et nyt sted rent musikalsk. I Sundlaugin-studiet i udkanten af et vintermørkt Reykjavik har Hvalfugl slået sig sammen med tre medlemmer af det legendariske islandske band ADHD, der siden 2009 har udgivet ni album og snart er klar med det tiende. ADHD excellerer i en nutidig blanding af jazz og rock.

Det er en god idé at føje noget nyt til Hvalfugls ellers meget veldefinerede musik. Det gjorde de også på dobbeltalbummet Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi, hvor de havde flere forskellige gæstemusikere med. På Island er det især tilføjelsen af trommer, der ændrer trioens dynamik og udtryk. Heldigvis kan musikken sagtens bære det. Hvalfugl beskriver selv samarbejdet som et møde mellem to familier.

Den musikalske ø, de er landet på, har et skarpt blik for skønheden i Hvalfugls musik. ADHD tilfører ikke uro for uroens skyld, men understøtter og udvider musikken. Det hører man allerede på åbningsnummeret Mørket er blåt, hvor Oskar Guðjónssons saxofon tilfører den magi, der løfter nummeret fra det gode til det uforglemmelige.

Andre steder står Hvalfugl alene, hvilket giver albummet en fin vekselvirkning. På Om solen viser trioen, at den hverken er stagneret eller gået i stå. Nummeret er eftertænksomt og roligt som en handlingsløs eftermiddag, hvor livet kredser om solen, og der er overskud til at tage den med ro.

Island er en stærk anbefaling til Hvalfugls fans. Og hvis du endnu ikke er blevet indfanget af trioens musik, er det et oplagt sted at begynde.

Bandcamp

We Float: Outward (Havtorn Records) LP/digital

 

Den svensk-norske gruppe We Float debuterede i 2015 med albummet Silence, der blev fulgt op af What’s Really Real? i 2018. Det indbragte gruppen Sveriges Radio P2’s pris Jazzkatten som Årets gruppe. Nu er de nået til album nummer fire, hvor de har udvidet besætningen med Vindla String Quartet. Det er en regulær genistreg.

We Float spiller alternativ pop. Det vil sige fængende melodier, der udfoldes i mere komplekse strukturer end i mainstream-poppen. Her trækker gruppen i høj grad på jazzen, både i arrangementerne og i måden, musikken udvikler sig på.

Resultatet er uhyre elegant, ikke mindst med tilføjelsen af strygerne. Det er den norske bassist Anne Marte Eggen, der står bag musikken. Pladen åbner med det dramatiske instrumentalnummer Over the Seas, inden vokalen kommer ind. Det er Linda Bergström, der synger i gruppen. Hun er også korsanger hos Andreas Odbjerg og medlem af folk-vokalensemblet Åkervinda. Det siger noget om hendes alsidighed, men først og fremmest om en stemme med en personlighed, der passer perfekt ind i We Floats univers.

Det gælder både den stille ballade Snow og den mere direkte Leaving, hvor samspillet mellem We Float og Vindla String Quartet skaber en fin dialog mellem de forskellige klangverdener.

Trænger du til elegant arrangeret jazzpop med melodisk skønhed og musikalsk kompleksitet, er We Float værd at rette ørerne mod.

We Float

Tingo: Medvind modvind (April Records) LP/CD/digital

 

De befinder sig lige midt i mellem jazzen og folkemusikken, hvilket bl.a. kan eksemplificeres ved skiftet i pladeselskab, hvor de i 2023 udkom folkemusikpladeselskabet GO' danish folk music, så er de nu skiftet til landets førende jazzpladeselskab April Records, hvor kvartettens saxofonist Cecilie Strange allerede er tilknyttet med sine egne projekter. De andre medlemmer af gruppen er Per Rask på trommer, Benjamin Gower-Poole på bas og Tim Ewé på trompet og kornet. 

I pladens linernotes kaldes stilen for Eco spiritual jazz og det rammer godt.

På pladen spiller de en blanding af nyt materiale skrevet af henholdsvis Rask og Gower-Poole og gamle folkemelodier som sønderhoningen Stam Villum eller den norske Halling etter Thorvald Tronsgaard.

Kvartetten skaber med albummet Medvind Modvind endnu en gang en logisk og indlysende bro mellem nordisk folkemusik og jazz.

Bandcamp

Antonio Dayyani: Organisme (April Records) LP/CD/digital

 

Antonio Dayyani har skabt en original og holdbar musikalsk idé. Hans kompositioner udgør grundstenen, men musikken er afhængig af de musikere, der fortolker den. Her er det Jon Askjær på trompet, Cahlo Heyman Krill på guitar, Magnus Munk Tækker på pedal steel guitar, Harald Hagelskjær på bas og Andrea Maagaard på klaver. De tre førstnævnte har i øvrigt dannet deres eget band, Club Coyote, der musikalsk befinder sig i forlængelse af Dayyanis univers.

Der opstår et særligt rum, når musikerne finder sammen om musikken. Dayyani leverer melodierne, mens stemninger, sansninger, følelser og forbindelser får lov til at svæve frit. Albummet slutter med liveindspilningen Are You Confused, Monsieur Gustave? fra Jazzhus Montmartre. Her tilføjer Cahlo Heyman Krills guitar en underspillet uro, der går i dialog med Andrea Maagaards distinkte klaverspil.

Pladen åbner med En lykkelig organisme, hvor Antonio Dayyani synger »Jeg er bare en lykkelig organisme« med sin klare, næsten uskyldsrene stemme i samspil med trommerne. Senere på pladen dukker forsangeren fra Søn, Kristoffer Jessen op på Alt og intet, en flot jazzet popballade.

Pladens hit er o k a y. Og ja, den er okay. Jon Askjærs trompet og Magnus Munk Tækkers pedal steel guitar skaber en smuk, sfærisk ramme, som Dayyani udfordrer med trommer, der har lidt mere tryk på end ellers.

Organisme er Antonio Dayyanis tredje album, og han holder niveauet fra de to foregående. Det er ikke så lidt. Han har fundet et personligt musikalsk ståsted, hvor kompositionerne både sætter retning og giver plads til de medvirkende. Det er netop i spændingsfeltet mellem det komponerede og det åbne, at musikken finder sin styrke.

Bandcamp

Bäckström/Friman/Jensen: Postcards (BlikFlak) LP/digital

 

Den dansk-finske trio med den danske bassist Jens Emil Jensen og de finske musikere Lassi Friman på guitar og Jonathan Bäckström på trommer begyndte at spille sammen i 2022, da Jens Emil Jensen, der bl.a. står bag bandet Odd Pocket, var på udveksling i Helsinki. De mødtes til en jam og besluttede med det samme at starte en trio.

Alle tre er up-and-coming-musikere med godt gang i karriererne i forskellige musikalske konstellationer. Her handler det om et friskt bud på moderne jazz. De bidrager alle med kompositioner, og musikken fremstår som et samlet hele, hvor det kollektive er i centrum.

Lassi Frimans guitarspil sidder rent og overskudsfyldt midt i trioen. En af mine favoritter på pladen er Jens Emil Jensens Pretty Hard Prima Vista. Den er som en spændt stålfjeder, der strammes hårdt op og derefter slippes. Der er smæk på, og Jens Emil Jensens basgroove styrer for hårdt i nummeret.

Lassi Friman har bidraget med fire numre og er trioens mere poetiske fyr. Med sine luftige kompositioner giver han plads til alle tre musikere. Åbningsnummeret på LP'ens side 2 er et rigtig godt sted at være.

Bäckström/Friman/Jensen er godt selskab. De udfordrer ikke jazzens grænser, men leverer en velspillet og levende omgang moderne jazz, hvor de tre musikeres forskellige temperamenter går op i en højere enhed. Trioen har både overskud og personlighed nok til at gøre indtryk.

BlikFlak

FILM: Everybody Digs Bill Evans

 

Alle er vilde med Bill Evans – måske lige med undtagelse af Bill Evans selv. Everybody Digs Bill Evans er titlen på en plade med mesterpianisten fra 1959. Det er også titlen på filmen om Bill Evans, der nu får premiere i de danske biografer.

Vi starter nede i kælderen i den verdensberømte jazzklub The Village Vanguard i New York på den søndag, hvor Bill Evans Trio indspiller musikken, der ender som to af jazzens helt store albums: Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Vi er i sommeren 1961. Bill Evans er for længst etableret blandt jazzens helt store navne. Tiden hos Miles Davis er slut. Til gengæld er et eskalerende heroinmisbrug blevet en del af hans liv. Det får endnu et skub, da trioens bassist Scott LaFaro dør i en trafikulykke kun to uger efter koncerterne på The Village Vanguard.

Nedturen begynder for alvor og var måske allerede begyndt inden da. Bill Evans flytter ind hos sin to år ældre bror Harry, dennes kone og niecen Debby – ja, det er hende, der har lagt navn til Waltz for Debby. Bill Evans går ud om natten og skyder heroin, rører ikke klaveret og falder mere og mere fra hinanden foran en bror, der elsker ham og vil gå langt for at hjælpe ham. Da Bill på niecens opfordring spiller nogle få strofer af Waltz for Debby, kan han ikke fortsætte. Han er ikke længere i stand til at spille klaver. Hans bror er heller ikke længere i stand til at have ham boende.

Bill sendes ned til forældrene i Florida og tager en kold tyrker. Her følger vi ham på golfbanen og på værtshuset sammen med faren, der er noget endimensionel, mens moren spilles af Laurie Metcalf – hende, der spillede Roseannes søster i 90'ernes sitcom Roseanne. Hun har hjerte og omsorg og følger sin søn gennem afvænningen.

Filmen er overvejende i sort-hvid og består af mange close-ups, der sættes sammen som grafisk dvælende tableauer. Det passer godt til den rå historie. Bill Evans spilles overbevisende af den norske skuespiller Anders Danielsen Lie, der også selv er musiker. Filmen er instrueret af Grant Gee, som modtog en Sølvbjørn for præstationen ved filmfestivalen i Berlin, hvor filmen også var nomineret til en Guldbjørn i kategorien Bedste Film.

Det er en barsk film om den plagede kunstner, hvilket i sig selv kan lyde ret klichépræget. Det lykkes den til gengæld godt med at undgå. Filmen hopper frem og tilbage i tiden. I 1973 og 1979/80 kommer Kodachrome-farverne til, og her er der flere tab.

Der er noget inderligt trist over at møde et menneske, der har givet så meget til jazzelskere over hele verden og samtidig har haft så meget lort i sit eget liv. Ja, han kunne givetvis have forsøgt at arbejde med alle traumerne. Han valgte en anden vej og fandt trøsten i musikken og heroinen.

Næste gang jeg sætter Sunday at the Village Vanguard eller Waltz for Debby på, vil der helt sikkert dukke nogle grynede flashbacks fra filmen op i mit hoved. Det er det, en film kan: sætte spor – særligt når den er god og har noget på hjerte.