Den svensk-norske gruppe We Float debuterede i 2015 med albummet Silence, der blev fulgt op af What’s Really Real? i 2018. Det indbragte gruppen Sveriges Radio P2’s pris Jazzkatten som Årets gruppe. Nu er de nået til album nummer fire, hvor de har udvidet besætningen med Vindla String Quartet. Det er en regulær genistreg.
We Float spiller alternativ pop. Det vil sige fængende melodier, der udfoldes i mere komplekse strukturer end i mainstream-poppen. Her trækker gruppen i høj grad på jazzen, både i arrangementerne og i måden, musikken udvikler sig på.
Resultatet er uhyre elegant, ikke mindst med tilføjelsen af strygerne. Det er den norske bassist Anne Marte Eggen, der står bag musikken. Pladen åbner med det dramatiske instrumentalnummer Over the Seas, inden vokalen kommer ind. Det er Linda Bergström, der synger i gruppen. Hun er også korsanger hos Andreas Odbjerg og medlem af folk-vokalensemblet Åkervinda. Det siger noget om hendes alsidighed, men først og fremmest om en stemme med en personlighed, der passer perfekt ind i We Floats univers.
Det gælder både den stille ballade Snow og den mere direkte Leaving, hvor samspillet mellem We Float og Vindla String Quartet skaber en fin dialog mellem de forskellige klangverdener.
Trænger du til elegant arrangeret jazzpop med melodisk skønhed og musikalsk kompleksitet, er We Float værd at rette ørerne mod.
De befinder sig lige midt i mellem jazzen og folkemusikken, hvilket bl.a. kan eksemplificeres ved skiftet i pladeselskab, hvor de i 2023 udkom folkemusikpladeselskabet GO' danish folk music, så er de nu skiftet til landets førende jazzpladeselskab April Records, hvor kvartettens saxofonist Cecilie Strange allerede er tilknyttet med sine egne projekter. De andre medlemmer af gruppen er Per Rask på trommer, Benjamin Gower-Poole på bas og Tim Ewé på trompet og kornet.
I pladens linernotes kaldes stilen for Eco spiritual jazz og det rammer godt.
På pladen spiller de en blanding af nyt materiale skrevet af henholdsvis Rask og Gower-Poole og gamle folkemelodier som sønderhoningen Stam Villum eller den norske Halling etter Thorvald Tronsgaard.
Kvartetten skaber med albummet Medvind Modvind endnu en gang en logisk og indlysende bro mellem nordisk folkemusik og jazz.
Antonio Dayyani har skabt en original og holdbar musikalsk idé. Hans kompositioner udgør grundstenen, men musikken er afhængig af de musikere, der fortolker den. Her er det Jon Askjær på trompet, Cahlo Heyman Krill på guitar, Magnus Munk Tækker på pedal steel guitar, Harald Hagelskjær på bas og Andrea Maagaard på klaver. De tre førstnævnte har i øvrigt dannet deres eget band, Club Coyote, der musikalsk befinder sig i forlængelse af Dayyanis univers.
Der opstår et særligt rum, når musikerne finder sammen om musikken. Dayyani leverer melodierne, mens stemninger, sansninger, følelser og forbindelser får lov til at svæve frit. Albummet slutter med liveindspilningen Are You Confused, Monsieur Gustave? fra Jazzhus Montmartre. Her tilføjer Cahlo Heyman Krills guitar en underspillet uro, der går i dialog med Andrea Maagaards distinkte klaverspil.
Pladen åbner med En lykkelig organisme, hvor Antonio Dayyani synger »Jeg er bare en lykkelig organisme« med sin klare, næsten uskyldsrene stemme i samspil med trommerne. Senere på pladen dukker forsangeren fra Søn, Kristoffer Jessen op på Alt og intet, en flot jazzet popballade.
Pladens hit er o k a y. Og ja, den er okay. Jon Askjærs trompet og Magnus Munk Tækkers pedal steel guitar skaber en smuk, sfærisk ramme, som Dayyani udfordrer med trommer, der har lidt mere tryk på end ellers.
Organisme er Antonio Dayyanis tredje album, og han holder niveauet fra de to foregående. Det er ikke så lidt. Han har fundet et personligt musikalsk ståsted, hvor kompositionerne både sætter retning og giver plads til de medvirkende. Det er netop i spændingsfeltet mellem det komponerede og det åbne, at musikken finder sin styrke.
Den dansk-finske trio med den danske bassist Jens Emil Jensen og de finske musikere Lassi Friman på guitar og Jonathan Bäckström på trommer begyndte at spille sammen i 2022, da Jens Emil Jensen, der bl.a. står bag bandet Odd Pocket, var på udveksling i Helsinki. De mødtes til en jam og besluttede med det samme at starte en trio.
Alle tre er up-and-coming-musikere med godt gang i karriererne i forskellige musikalske konstellationer. Her handler det om et friskt bud på moderne jazz. De bidrager alle med kompositioner, og musikken fremstår som et samlet hele, hvor det kollektive er i centrum.
Lassi Frimans guitarspil sidder rent og overskudsfyldt midt i trioen. En af mine favoritter på pladen er Jens Emil Jensens Pretty Hard Prima Vista. Den er som en spændt stålfjeder, der strammes hårdt op og derefter slippes. Der er smæk på, og Jens Emil Jensens basgroove styrer for hårdt i nummeret.
Lassi Friman har bidraget med fire numre og er trioens mere poetiske fyr. Med sine luftige kompositioner giver han plads til alle tre musikere. Åbningsnummeret på LP'ens side 2 er et rigtig godt sted at være.
Bäckström/Friman/Jensen er godt selskab. De udfordrer ikke jazzens grænser, men leverer en velspillet og levende omgang moderne jazz, hvor de tre musikeres forskellige temperamenter går op i en højere enhed. Trioen har både overskud og personlighed nok til at gøre indtryk.
Alle er vilde med Bill Evans – måske lige med undtagelse af Bill Evans selv. Everybody Digs Bill Evans er titlen på en plade med mesterpianisten fra 1959. Det er også titlen på filmen om Bill Evans, der nu får premiere i de danske biografer.
Vi starter nede i kælderen i den verdensberømte jazzklub The Village Vanguard i New York på den søndag, hvor Bill Evans Trio indspiller musikken, der ender som to af jazzens helt store albums: Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Vi er i sommeren 1961. Bill Evans er for længst etableret blandt jazzens helt store navne. Tiden hos Miles Davis er slut. Til gengæld er et eskalerende heroinmisbrug blevet en del af hans liv. Det får endnu et skub, da trioens bassist Scott LaFaro dør i en trafikulykke kun to uger efter koncerterne på The Village Vanguard.
Nedturen begynder for alvor og var måske allerede begyndt inden da. Bill Evans flytter ind hos sin to år ældre bror Harry, dennes kone og niecen Debby – ja, det er hende, der har lagt navn til Waltz for Debby. Bill Evans går ud om natten og skyder heroin, rører ikke klaveret og falder mere og mere fra hinanden foran en bror, der elsker ham og vil gå langt for at hjælpe ham. Da Bill på niecens opfordring spiller nogle få strofer af Waltz for Debby, kan han ikke fortsætte. Han er ikke længere i stand til at spille klaver. Hans bror er heller ikke længere i stand til at have ham boende.
Bill sendes ned til forældrene i Florida og tager en kold tyrker. Her følger vi ham på golfbanen og på værtshuset sammen med faren, der er noget endimensionel, mens moren spilles af Laurie Metcalf – hende, der spillede Roseannes søster i 90'ernes sitcom Roseanne. Hun har hjerte og omsorg og følger sin søn gennem afvænningen.
Filmen er overvejende i sort-hvid og består af mange close-ups, der sættes sammen som grafisk dvælende tableauer. Det passer godt til den rå historie. Bill Evans spilles overbevisende af den norske skuespiller Anders Danielsen Lie, der også selv er musiker. Filmen er instrueret af Grant Gee, som modtog en Sølvbjørn for præstationen ved filmfestivalen i Berlin, hvor filmen også var nomineret til en Guldbjørn i kategorien Bedste Film.
Det er en barsk film om den plagede kunstner, hvilket i sig selv kan lyde ret klichépræget. Det lykkes den til gengæld godt med at undgå. Filmen hopper frem og tilbage i tiden. I 1973 og 1979/80 kommer Kodachrome-farverne til, og her er der flere tab.
Der er noget inderligt trist over at møde et menneske, der har givet så meget til jazzelskere over hele verden og samtidig har haft så meget lort i sit eget liv. Ja, han kunne givetvis have forsøgt at arbejde med alle traumerne. Han valgte en anden vej og fandt trøsten i musikken og heroinen.
Næste gang jeg sætter Sunday at the Village Vanguard eller Waltz for Debby på, vil der helt sikkert dukke nogle grynede flashbacks fra filmen op i mit hoved. Det er det, en film kan: sætte spor – særligt når den er god og har noget på hjerte.
Her forenes to kvindelige stemmer i dansk jazz, der ikke står i forreste række og gør opmærksom på sig selv. Først og fremmest er det vokalisten Britt Hein, der for 18 år siden lavede et popalbum og ellers er sangunderviser og medlem af bl.a. Blast. Nu tager hun det afgørende skridt i vokaljazzens retning sammen med et forrygende band bestående af Nikolaj Hess (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer) – du finder næppe nogen, der er mere erfarne i dansk jazz inden for dette felt. De suppleres af Peter Marott på flygelhorn og Mia Engsager på trombone.
Den anden kvinde er Lisa Freeman, der i mange år har leveret tekster til dansk jazz. Her er Those Who Were, som Niels-Henning Ørsted Pedersen skrev musik til, og Freeman skrev teksten til, en dansk jazzklassiker. Den har Britt Hein selvfølgelig taget med. Ellers er det musik af bl.a. Jørgen Emborg, Carsten Dahl, Niels Lan Doky og Nikolaj Hess, som Lisa Freeman har sat tekst til. Britt Hein har skrevet musikken til Shadows of Yesterday, der fint flugter med de andre gode kompositioner på pladen. Hein har skrevet både musik og tekst til titelsangen My Memory of You, hvor jeg kommer til at tænke på Joni Mitchell, hvilket næppe er tilfældigt.
Britt Hein er måske ikke kendt i vide kredse. Hun er til gengæld en moden og fuldkommen jazzvokalist, der fraserer og synger med overbevisende ro og sikkerhed.
Pladens titel, Novelties, kan på engelsk betyde flere ting: noget nyt, friskt og overraskende, men også en sjov genstand uden større betydning. Jeg hælder til det første, når jeg hører Emil de Waal Old News’ fjerde plade, der også er den første uden klarinettisten Elith ”Nulle” Nykjær, som døde i 2023.
Klarinetten er langt fra væk. Tværtimod. Det er Henriette Groth, der indtager pladsen nu. Hun har et andet sprog end Nulle, men passer alligevel perfekt ind i Emil de Waals musikalske univers. De øvrige medlemmer er de Waals faste partner in crime, Gustaf Ljunggren, på kontraaltklarinet, bratsch, bas og guitar, der har været med fra starten. Det har pianisten Jacob Anderskov næsten også.
Randi Laubek er med på et par numre, hvor hun med sin karakteristiske vokal sætter et tydeligt præg. Her forsvinder bandet næsten, fordi hun er så insisterende i sit nærvær. Det er ret vildt.
Pladen har flere forskellige dele. Emil de Waal er kapelmesteren, men har kun to numre med på pladen. De andre bidrager lige så meget. Her kan jeg f.eks. ikke slippe Henriette Groths sfæriske Tightrope. Dejligt, at Emil de Waal har taget hende med.
Pladens novelty act er også pladens sidste nummer. Det er Gustaf Ljunggren, der har bidraget med middelaldernummeret Nuntii Veteres, der betyder ”gamle nyheder” på latin. En sjov slutning på et album fra et band, der bliver ved med at udvikle sig.
Hvis man tager en omgang triojazz en gang imellem, er jeg ret sikker på, at man lever lidt længere. Det er desuden vigtigt, at man pirrer ører og sjæl med ny triojazz, så man ikke hænger fast i det sædvanlige – det er også livsforlængende. Her kommer Martin Vollertsens nye udspil Når her bliver normalt som kaldet. Han er sammen med Frederik Sakham på bas og John Riddell på trommer.
Der råder en tidløs stemning over musikken. Der er for så vidt ikke nogen tvivl om, at den er dybt rodfæstet i jazzens lange historie, hvor både Duke Ellington, Herbie Hancock og en pæn portion af den nordiske jazztradition har smittet af. Det betyder med andre ord, at du både finder swing, sjæl og melodisk lethed med et strejf af både humor og alvor i musikken.
Der er så mange gode numre på pladen, som er lige til at gå til. Titelnummeret og Old Alexander, der er skrevet til trommeslagerens far, indeholder begge en glæde og umiddelbarhed, der går direkte ind i mine ører med træsko på. Det er meget betegnende for Vollertsens tilgang til triojazzen, der ikke læsses til med komplicerede finurligheder. Han kommunikerer direkte med lytteren og inviterer i den grad indenfor.
Når her bliver normalt skulle være udkommet tættere på debuten, der kom for fire år siden. En brækket hånd og genoptræning kom i vejen for Martin Vollertsens piano skills. Det virker også, som om han har brugt musikken som mental genoptræning – det, der har givet håb, det, der har gjort, at det var værd at kæmpe for at få det normalt igen.
Pladen er fuld af varme – og den bliver ved med at give. Jeg har hørt den igen og igen og har lyst til at høre den igen. Så tror jeg, at jeg napper Dans da lige eller Aronia. Der er så mange gode steder på pladen.
Køber du kun én trioplade i dag, så skal det være den her. Køber du kun én trioplade i år, så skal det stadig være den her. Jeg ved, at du vil takke mig for det tip.
Det lyder så enkelt, og det er det overhovedet ikke. Man tager en bunke velklingende melodier og leger med dem – improviserer over melodien og giver den i forvejen kendte melodi et helt nyt udtryk. Det er klassisk jazz. Noget man, meget kort fortalt, skal kunne for at blive betragtet som en ”ægte” jazzmusiker. Her er mundharmonikavirtuosen Mathias Heise i særklasse. Tidligere i år udsendte han samarbejdet omkring A Love Supreme med DR Big Band. Nu downsizer han ganske kraftigt og har lavet en duoplade sammen med guitaristen Pelle von Bülow.
De spiller et udvalg af klassiske popmelodier som Randy Crawfords One Day, I’ll Fly Away, Michael Jackson-hittet Rock with You og såmænd også danske Phlakes Angel Zoo. Pladen åbner med Stevie Wonders Overjoyed og slutter med Toots Thielemans Bluesette. To af mundharmonikaens absolut største og lettest identificerbare musikere. Der er også blevet plads til Sam Rivers’ Beatrice, Keith Jarretts So Tender og Ivan Lins’ Velas.
De to musikere er fænomenale til at finde sammen. Med stort overskud og elegance fortolker de melodierne. Pelle von Bülow, der i pressematerialet helt forståeligt sammenlignes med Doug Raney, spiller med et flow og en årvågenhed, der passer perfekt sammen med Heise. De er kun to, men lyder af så meget mere.
Det er guitaristen David Miilmanns andet album, hvor han står i spidsen for sin egen gruppe. Der er flere ting, man kan tage med sig efter at have lyttet til pladen. Det første er, at han er en vildt dygtig guitarist, der formår at bruge sin tekniske kunnen til at skabe relevant og lækker jazz.
Det er en fyldig gruppe med to guitarer og tangenter ud over bas og trommer, og der er plads til det hele. Han spiller jazz med udgangspunkt i soul og blues. Der er groovy sager som It’s Happening Again og klassisk jazz på pladens eneste coverversion, My Favorite Things, hvor Miilmann i den grad får vist, at han hører til eliten inden for jazzguitar i Danmark. Wauw!!!
Den anden guitarist, Bustet Isitt, og bassisten Elias HP leverer også nogle gyldne øjeblikke undervejs. Her kan du med fordel rette ørerne mod pladens titelnummer, You Belong. Johannes Wamberg fremhæver i pladens linernotes Thøger Dixgaards lydmix, hvilket jeg også vil gøre. Organisk, rent og varmt. Ligesom musikken.
Det er en regulær no-brainer. Børnesange spillet af en række seje danske musikere, der primært kommer fra jazzen, er et meget velkomment indslag på pladespillerne ude hos børnefamilierne, der gerne vil fylde deres små poders hoveder og kroppe med god musik. Selv om jeg kalder det en no-brainer, er der et stort skridt fra at tage en stak børnesange og genfortolke dem til, at lave musik, som både børn og voksne kan samles om og gå ind i.
Det er Josephine (Phine) Philip, der synger på pladen. Hende er der nok nogle af de voksne, der kan huske fra JaConfetti – og ellers kender som vært på P8 Jazz. Hun er sammen med Anders (Ormen) Christophersen, der bl.a. er kendt fra Balstyrko, og som har produceret.
Pladen åbner med en smuk (smuk) fortolkning af Sebastians Nana, der i al sin enkelhed byder lytterne indenfor i deres univers. Herefter fortsætter det med et originalt udvalg af sange. Kim Larsens Tarzans Mama Mia, som jeg aldrig har brudt mig om, får lige pludselig nyt liv i hænderne på Phine & Ormen. De leverer en rolig og afdæmpet version, der er i balance. En af mine favoritter fra min egen barndom er Fredes Sang, som Josephines datter, Jura Philip Elg, leverer en forrygende udgave af.
Overordnet efterlader pladen et indtryk af at være en god plade til samvær med børn og børnebørn omkring god musik, der går på tværs af generationer. Så kan man da ikke forlange mere … kan man?
En gang imellem dukker der helt uventet musik op. Tag nu den her. Det er bassisten Lars Winberg, der har samlet et rimeligt hårdt hold med Hans Ulrik på saxofon, Mads la Cour på kornet, Peter Kohlmetz Møller på Fender Rhodes og synth samt sønnerne Tobias Winberg og Adam Winberg på henholdsvis laptop og trommer.
Winberg har tidligere ledet bandet Elektro med la Cour og sønnerne, hvor de havde et mere råt og rocket udtryk. Sønnerne havde booket studietid, da farmand Winberg fyldte 70 år. Han havde ellers lagt Elektro-projektet bag sig, men der er stadig masser af musikalsk energi i ham.
Det mærker man allerede på de to åbningsnumre, Hen på efteråret talte de flere gange om hvorvidt vinteren ville bringe frost og I den sene skumring begyndte én ude foran pludselig at nynne en melodi mod et lysende punkt i horisonten. De er vildt fede. De to Andorra-medlemmer la Cour og Kohlmetz Møller samt Hans Ulrik skaber en intens og flot stemning på Winbergs musikalske baggrund.
Sådan fortsætter det resten af albummet. Der er både groove, elektroniske elementer og en rå energi i musikken, men også plads til stemninger og eftertanke. Det hele hænger godt sammen, og Uto Kifa ender som en lille perle af et album.
Der er gået 31 år, siden den første plade i compilationserien Future Sounds of Jazz udkom. Dengang var det, for real, fremtidens lyd af jazzen. Det var dér, hvor jazz og electronica smeltede sammen og i en periode blev kaldt nu jazz. Det er lang tid siden. Men serien eksisterer i bedste velgående. Nu er det blevet tid til Vol. 16. Holder det stadig? Har de tabt pusten?
Det er stadig Compost-pladeselskabsbossen Michael Reinboth, der har samlet musikken, og det stritter i alle mulige retninger. Det er selvfølgelig stadig elektronisk, og der er både house, ambient og spiritual. En enkelt stilart glimrer dog ved sit fravær, og det er hiphop, der ellers blev krydskontamineret med jazz på samme tidspunkt, som Future Sounds-serien opstod.
På pladen finder vi bl.a. Felix Laband, der nok har fremtiden bag sig og leverer et – til gengæld ret fedt – track, der lugter af nullerne. Amerikanske Bitchin’ Bajas leverer et forrygende eksperimenterende nummer. Nublu-bagmanden Ilhan Ersahins Birds får mig til at tænke på Tullio De Piscopos Stop Bajon fra 1984 – Ersahin tilføjer dog andre dimensioner med sin spacede saxofon. Remixet af Emanative & Jessica Laurens’ Om Supreme er en godbid, der understreger, at jazz og electronica godt kan mødes i 2026 og stadig lyde nutidigt. Brittany Davis, der synger og spiller piano, bidrager med et helt akustisk nummer, muligvis det første nogensinde i Future Sounds-serien. Sådan kunne jeg blive ved.
Måske er fremtiden fortid for Future Sounds-serien. Det ændrer ikke på det faktum, at Vol. 16 byder på så mange forskellige godbidder, at serien stadig er et yderst velkomment indslag, når man godt kan lide mødet mellem jazz og electronica, der ikke ender som ligegyldig loungemusik.
Det er den herboende tyske guitarist Johannes Käsbach, der er primus motor i Klanglys. Han har skrevet, arrangeret og produceret al musikken, der fremføres af et internationalt band med polske, tyske og en enkelt dansk musiker. Det er bandets andet album.
Johannes Käsbach er altmuligmanden i bandet. Han har skrevet, arrangeret og produceret musikken, ligesom han spiller guitar og synger. Det med sangen er ret væsentligt. Johannes Käsbach og bandets violinist Alexandra Raczyńska synger begge med lyse og rene stemmer, og helt i jazzens ånd synger de melodien, hvilket er med til at give Klanglys deres helt eget udtryk.
Kompositionerne har et mangefacetteret lydlandskab. Det er, som om Johannes Käsbach tager os med på sine rejser og betoner oplevelser og landskaber i sin musik. Stilistisk kommer Klanglys bredt omkring, samtidig med at de opretholder deres eget udtryk. Her er både elementer af rock, brasiliansk musik, fusion, pop og en masse jazz.
Der er gået fire år siden Kosmos Trios debutplade. Det har bl.a. betydet, at der er sket nogle udskiftninger i trioen, så pianisten Frede Holger Thorsen er den eneste mand tilbage fra den oprindelige opstilling. Han har i stedet koblet sig sammen med Little North-bassisten Martin Brunbjerg og trommeslageren Jesper Lørup.
Det betyder selvfølgelig, at der er sket noget med udtrykket. Frede Holger Thorsens kompositioner danner grundlag for albummet, ud over en enkelt fra hver af de andre. Frede skriver i pladens linernotes, at pladen handler om kærlighed, lys, positivitet og taknemmelighed over livet. Jeg hører en personlig plade, hvor Frede bruger musikken til at dele sine tanker. Det er triojazz, der med udgangspunkt i nogle fine melodier danner grobund for spirende improvisatoriske øjeblikke.
Numre som Gregorian Rhapsody, The Moon og Clairvoyance er mine favoritter på et fint, nordisk inspireret pianotrioalbum, hvor kompleksiteten lurer nede i dybden. Det er med til at give Kosmos Trio musikalske vitaminer og holdbarhed til mange lytninger.
Det er tredje plade fra dobbelttrioen, og ligesom på deres forrige album, Grooves, hvor den ene pladeside var indspillet på spillestedet Fermaten i Herning uden publikum, har de denne gang valgt at indspille al musikken på Fermaten. Jeg synes selvfølgelig, at det er fedt, da Fermaten er mit andet hjem. Jeg ved også godt, hvorfor de gør det. Der er nemlig en rigtig god akustik for musikerne på scenen på Fermaten.
Lyden og autenticiteten er nøgleord, når man skal lytte til de to yderst velspillende trioer. Uffe Steen Trio med Uffe på guitar, Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer og Vestbo Trio med Michael Vestbo på guitar, Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer udgør tilsammen to sammenspillede trioer, der efterhånden har spillet sammen i ti år. Og det kan høres.
Pladens ti numre er komponeret af Uffe Steen, der står for tre, Vestbo Trio, der står for fire, Jesper Smalbro, der står for to, og Thomas Sejthen, der står for ét. Det er seks musikere, der lytter og lader øjeblikkene vokse frem af den roots-inspirerede musik, hvor enkelhed og klare melodier stråler om kap. De tager den med ro og kæler for detaljerne. Det er så tydeligt, at de alle seks er ovenpå og sammen i musikken.
Pladen er en fornøjelse fra start til slut, hvor man bydes indenfor i musikken og får lov til at nyde numre som Sejthens The Bumblebee, Uffe Steens Volta og Vestbos Heath.
Der er gået lidt mere end en uge siden Moorjazz Festival, en festival som jeg er med til at afvikle. Her havde vi truffet et bevidst valg om at have mange kvindelige musikere på scenerne og endte med en fordeling på 40/60, hvilket jeg ikke tror, at der er ret mange jazzfestivaler, der kan matche.
Nå, men her havde Emma Pilgaard passet perfekt ind. Først og fremmest fordi hun har lavet et suverænt vokaljazzalbum. Det er noget så old school som et konceptalbum. Emma Pilgaard sætter fokus på kvinden. Hun har valgt otte historiske danske kvinder, som hun synger om, og sat det i scene sammen med fem andre kvinder.
Anna Ancher, Else Marie Pade og Thit Jensen hører måske til de oplagte. Emma Pilgaard har også inkluderet stuntkvinden Emilie Sannom og småkagebusinessdronningen Karen Volf. Emma Pilgaards tekster er refleksioner over, hvordan kvinderne var i deres samtid, hvad der drev dem, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Det er blevet til en samling sange, der fremmaner nogle klare, nærmest dokumentariske billeder.
Emma Pilgaards stemme er det første, der møder os, og jeg kan ikke blive træt af at lytte til den. Hendes intonation og klang er i særklasse. Bandet med Rahel Talts (piano), Patrycja Wybrańczyk (trommer) og Hilda Nordkvist (bas), der suppleres af Viktoria Søndergaard (vibrafon) og Ida Brinch (trompet), leverer suveræn backing på det bedste danske vokaljazzalbum, jeg har hørt meget længe.
Det er en fornøjelse, når P8 Jazz udnævner Club Coyotes debutplade til Ugens Album. Trioen fortjener ekstra opmærksomhed. Det sker endda i samme uge, hvor filmen Coyote vs. Acme har premiere. Noget, der må tilskrives et tilfældigt sammenfald, da de ikke har noget med hinanden at gøre. Hvis Club Coyote var en film, ville den foregå på den vestjyske prærie, mens Coyote vs. Acme-historien udspringer af den amerikanske prærie.
Jon Askjær på trompet og flygelhorn, Magnus Munk Tækker på guitar og slide og Cahlo Krill på guitar, banjo og orgelbas udgør Club Coyote. Du kender dem muligvis fra Antonio Dayyanis band, der i øvrigt er aktuel med et nyt album om ganske kort tid, hvor alle tre har en væsentlig rolle.
De spiller filmisk, støvet Nordic and Western jazz. Åbne landskaber, hvor vinden ikke møder mange forhindringer, flimrer forbi mine øjne, når jeg lytter til Club Coyote. De har lavet et stærkt og originalt debutalbum, hvor americana og nordisk jazz smelter sammen på helt naturlig vis.
Mixtapes har altid været en favorit hos mig. Når jeg tænker på alle de mixtapes, jeg lavede dengang, hvor det reelt var et tape/bånd, til alle de playlister, der siden har hobet sig op på min Spotify-konto, bliver jeg aldeles ør i hovedet.
Det nystartede pladeselskab Gutophone starter ud med at udgive et mixtape, hvor de præsenterer en række af de mest toneangivende jazzmusikere fra Norden med helt nye numre.
De tre pladeselskabsiværksættere, der bidrager til udgivelsen, under navnet Gutophone Trio med nummeret Why Don't You, er sammen med trompetisten Erik Kimestad. Det er rent ud sagt et vidunderligt krøllet nummer, der placerer sig i en tidløs jazzatmosfære. Det er noget af det samme, pianisten Jeppe Zeeberg bidrager med på nummeret Star-crossed Lovers, hvor han er sammen med trommeslageren Oliver Laumann. Det er 100 års jazz kogt ned til fem et halvt minut.
Det er ikke udelukkende jazz-jazz, man finder på pladen. Svenske Ima Baeza Bilgin bidrager med et støjende elektronummer, mens guitaristen Carlo Dayyani bidrager med Aftensang, der lyder som titlen. Viktoria Søndergaard spiller solostykket Krøllet sammen i min lomme, hvor der hersker ro. Ronja Rose Andersson fra Musvit kommer med Did You Think It Was Your Words, hvor der er bygget en sfærisk stemning af vokaler op omkring hendes sang, der ligesom flere af de øvrige medvirkendes bidrag giver lyst til at høre mere med dem.
Så har mixtapet løst sin opgave og kan ikke blive meget bedre.
