I 2002 var jeg med til at starte jazzklubben Moor Jazz på Fermaten i Herning - og Fredrik Lundin Overdrive spillede en af de første koncerter. Den stod længe efter som den bedste koncerter i klubben. I 2004 havde jeg Overdrives Leadbelly hyldest album Lead up med på listen over de bedste plader det år. Siden skete der ikke så meget mere med bandet. En skam.
Heldigvis havde Henrik Schultz Pedersen fra Jazzselskabet i Aarhus og festivalens bestyrelse fået den gode idé at spørge Lundin om han ikke havde lyst til at gendanne bandet, da den ene af Overdrives trommeslagere Emil de Waal skulle være artist in residence på Aarhus Jazz Festival sammen med Gustaf Ljunggren.
Her stod de så, på scenen i Musikhusets lille sal. Dog i en lidt mindre udgave end dengang i nullerne, men nok så væsentligt med de Waal og Jonas Johansen på trommer, Krister Jonsson på guitar, Maj-Berit Guessora på trompet, Mia Engsager på trombone, Joel Illerhag på bas, kapello på tenorsax og Lundins gamle saxofonelev fra konservatoriet, Gustaf Ljunggren på lapsteel og andre strengeinstrumenter. Publikum bestod overvejende af folk, der kunne huske dem fra dengang de eksisterede.
De lagde sikkert fra land med Good Night, Irene fra Leadbelly albummet og fortsatte med hittet The beauty and The slightly less handsome (som min kone, tørt bemærkede til mig, var et nummer, jeg havde spillet meget derhjemme). De startede simpelthen på toppen - kunne det blive ved?
Jeps det kunne det. Lundin havde valgt at fokusere på Leadbelly albummet med numre som Degray Goose, Silvercity Bound, en afsindigt fed Take This hammer og Black Girl med Krister Jonsson on the loose. Hold da op, hvor er han skarp. Et enkelt ikke tidligere udgivet nummer fra dengang blev der også plads til. Image is Everything - der var skrevet med overfladiskhed og indre tomhed i tankerne. Hvis Lundin syntes at det stod skidt til i start-nullerne, så blev det kun værre med social media-invaderingen af vores hjerner. Der blev også plads til den vidunderlige Wuhan Waltz af Ljunggren og Pirates af Ljunggren/de Waal.
Det var tydeligt at mærke at bandet havde en fest på scenen, der forplantede sig til publikum. Selv om de bløde stole i Musikhuset er skønne, så opstod der en rytmisk uro i kroppen, der kunne have brugt et gulv. Det blev en god koncert der tåler en gentagelse. Bandet havde ikke flere numre, da der blev klappet efter ekstranummer. Så de spillede atter The beauty and The slightly less handsome. Ja tak, tænkte jeg bare - og bandet var nu godt varme med Jonsson på diskret funky Wah Wah guitar. Sikke en aften!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar