Caroline Hendersen: Made in Europe >> Katrine Madsen: Close to you (Stunt)

To danske sangerinder, som begge er voksne sangerinder, der har adskillige udgivelser bag sig, har her i efteråret udgivet nyt på det dominerende danske jazzpladeselskab Stunt, som nok er dominerende i kraft af Jazzklubben, men samtidig også forvalter sin rolle meget flot. De to plader her er gode eksempler derpå.
Den ene er en rendyrket jazzplade, vokal med trio og gæster. Det er Katrine Madsen, som siden sin pladedebut er blevet bedre og bedre. Nu er hun der, hvor jeg bliver nødt at klappe i mine hænder (Jeg slipper lige tastaturet). På hendes CD Close to you, er hun ganske rigtigt meget tæt på mig, lytteren. Det er en intim plade, som lægger ud med Bacharach/David klassikeren The look of love, som mange har haft fingre i før, men hvor Diana Krall’s version fra 2001 stikker ud. Krall og Madsen har flere lighedspunkter, stor forkærlighed for standardmateriale, sensuelle stemmer og ikke mindst voksne selvstændige kvinder. Men Katrine Madsen er ikke et rip off af Krall. Madsens version af The look of love er en helt anden, slæbende i tempo, og ikke så storladen.

I det hele taget kommer hun meget tæt på, så tæt, at man bliver hed om ørene og i kinderne. Det er pladens force, tilpas underspillet, med plads til fraseringer, som der ikke er mange danske sangerinder, der istand til at følge. På Ellingtons In a sentimental mood topper hun, og så er det vist nu, at jeg skal introducere trioen som står bag hende, for det er simpelthen den bedste danske trio ligenu; Jesper Bodilsen Trio, som stadig hitter hjemme i min stue med Mi ritorni in mente. Den italienske pianist Stefano Bollanis samarbejde med bassisten Bodilsen og trommeslageren Morten Lund, har kastet endnu et stykke kvalitetskunst af sig.
Caroline Henderson som sidste år endnu gang, fandt en ny facet af sig som sangerinde med CD’en Don’t explain, er tilbage sammen med Kresten Osgood på trommer og Jesper Nordenström på keyboards. Denne gang har hun også Radioens Underholdningsorkester bag sig. Henderson store force er at hun er god til at finde spændende materiale som hun vil fortolke. Flere af numrene er ikke nogen som vi er vant til at høre i jazzsammenhæng. Bl.a. Bill Withers’ Use me, som jeg ikke troede man kunne pille ved, men jo, det kan man med droneorgel som underlægning, lækkert.
I min pure ungdom havde jeg en single med Grace Jones (har den stadigvæk), som hed Strange, I’ve seen that face before (Libertango). Jeg var helt vild med den, og anede ikke noget som helst om, at den var baseret på Astor Piazolla’s Libertango, og vidste i øvrigt heller ikke hvem Piazzolla var. Nå men det er over 20 år siden nu, og meget er sket. Men Henderson havde den måske også på single, for hun har nemlig inkluderet den, med netop Grace Jones’ tekst til. Totalt forrygende, for hun har inviteret Lelo Nika med på bandeoneon, og ham skal man godt nok være kedelig, for ikke at kunne lide. Henderson har lavet en CD som er bedre end forgængeren, og den var ellers god. Hun flytter sig, for godt nok tager hun afsæt i jazzen, men hun bruger også dens mange sider og vinkler til at aflevere noget personligt, stærkt bakket op af Osgood, Nordenström og Nils Davidsen på bas.
Læg i øvrigt øre til It’s a man’s world (Is this a man’s world?), hvor poetry slammeren Staceyann Chin giver mændene tørt på.