Stemningsfyldte myter og legender
Guitaristen Ask Kjærgaard stod sidste år bag det herlige album med Acid Plutonium, hvor alskens genrer mødtes i et højspændt mash up. Nu er han tilbage igen. Men denne gang sætter han fokus på surfrocken og countryjazzen, genrer der også var inkluderet i genresammenrendet på Acid Plutonium. Under navnet The Curse of Harry Dean - er det en hilsen til kultskuespilleren Harry Dean Stanton? - har Kjærgaard allieret sig med bassisten Klaus Nørgaard og trommeslageren Jeppe Lindgren.
I et univers hvor surfrock, jazz, David Lynch og filmiske stemninger mødes er det ganske let at rives med. Kjærgaard doserer de følelsesmæssige virkemidler pænt ud over hele pladen. Der er plads til de helt stille countryinfluerede ballader, der ikke er langt fra Bill Frisell's americanastil og den klassiske surfrock. Den surfrock, der skylder en masse til instruktøren Quentin Tarrantino, der brugte surfguitaristen Dick Dale's Misirlou til at blæse Pulp Fiction i gang i 1994. Ask Kjærgaard er som guitarist veloplagt og velspillende. Han har styr på effekterne.
Andre guitarister som Søren Dahl Jeppesen og Jakob Bro skylder også en masse til Bill Frisell. Alligevel er det interessant som de alle tre får noget forskelligt fra den Frisell'ske skole. Ask Kjærgaard er den urolige dreng i klassen, der en gang i mellem overrasker læreren med at spille et stille nummer som Evening snow, der kunne være hældt ud af Jakob Bro's guitar. Mens han på Revenge of the pacifist høvler afsted på en støvet ørkenvej med den ene hånd på rattet og den anden på den seksløber han bruger til, at skyde vejskilte med. Der er også den dystre bluesvals Ex-convict blues eller Titelnummet The Curse, der leveres med høj puls og klassisk surf-twang.
The Curse of Harry Dean er en velfungerende hyldest til myternes og legendernes USA. Musikken er ladet med spænding og stemning.
Guitaristen Ask Kjærgaard stod sidste år bag det herlige album med Acid Plutonium, hvor alskens genrer mødtes i et højspændt mash up. Nu er han tilbage igen. Men denne gang sætter han fokus på surfrocken og countryjazzen, genrer der også var inkluderet i genresammenrendet på Acid Plutonium. Under navnet The Curse of Harry Dean - er det en hilsen til kultskuespilleren Harry Dean Stanton? - har Kjærgaard allieret sig med bassisten Klaus Nørgaard og trommeslageren Jeppe Lindgren.
I et univers hvor surfrock, jazz, David Lynch og filmiske stemninger mødes er det ganske let at rives med. Kjærgaard doserer de følelsesmæssige virkemidler pænt ud over hele pladen. Der er plads til de helt stille countryinfluerede ballader, der ikke er langt fra Bill Frisell's americanastil og den klassiske surfrock. Den surfrock, der skylder en masse til instruktøren Quentin Tarrantino, der brugte surfguitaristen Dick Dale's Misirlou til at blæse Pulp Fiction i gang i 1994. Ask Kjærgaard er som guitarist veloplagt og velspillende. Han har styr på effekterne.
Andre guitarister som Søren Dahl Jeppesen og Jakob Bro skylder også en masse til Bill Frisell. Alligevel er det interessant som de alle tre får noget forskelligt fra den Frisell'ske skole. Ask Kjærgaard er den urolige dreng i klassen, der en gang i mellem overrasker læreren med at spille et stille nummer som Evening snow, der kunne være hældt ud af Jakob Bro's guitar. Mens han på Revenge of the pacifist høvler afsted på en støvet ørkenvej med den ene hånd på rattet og den anden på den seksløber han bruger til, at skyde vejskilte med. Der er også den dystre bluesvals Ex-convict blues eller Titelnummet The Curse, der leveres med høj puls og klassisk surf-twang.
The Curse of Harry Dean er en velfungerende hyldest til myternes og legendernes USA. Musikken er ladet med spænding og stemning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar