tirsdag, april 21, 2026

Jiyu: Wild Things (Dubsoul Records) LP/digital

 

Jiyu er det japanske begreb for selvstændighed, uafhængighed og at kunne handle frit. Det er også navnet på københavnske Emil Jonathan Søegaards band, der er aktuelt med sit tredje album siden 2021. På Wild Things er der skiftet lidt ud på musikersiden. Ny mand er bl.a. Rasmus Kjærsgaard på saxofon og fløjte, der har et skønt, tiltalende og gennemjazzet udtryk på begge instrumenter, hvilket også sætter sit præg på pladen. I det hele taget har Jiyu fået et mere organisk udtryk, og der er en skøn livefeeling i musikken.


Emil Jonathan spiller guitar og synth, Thomas Dietl spiller trommer, Ken Linh Doky spiller wurlitzer, Nicolai Land spiller bas, og Jacob Vikkelsø medvirker på de fleste numre på percussion. Her er f.eks. pladens afsluttende nummer Deep Woods helt genialt: Vikkelsø på congas og Kjærsgaard på fløjte i et dejligt roligt tempo i det lækre, organiske udtryk, hvor Emil Jonathan tilføjer effekter undervejs. En fabelagtig afslutning på en rigtig god plade.


Stilen er downtempo, organisk og soulet med et dejligt sammenhængende udtryk på det, der må betragtes som Jiyus bedste plade til dato. Det starter med perlen The Sun, igen med Kjærsgaard på fløjte. Så er der Cumulus & the Subterranean, hvor Mai Lan Doky medvirker på vokal – endnu et godt eksempel på Jiyus lækre, organiske downtempojazz med spirituelle jazzelementer, der flyder med underneden.

Bandcamp

Ingen kommentarer: