Det er Claus Waidtløws tredje album i eget navn siden 1996, det forrige kom i 2005 og han har holdt fast i de samme musikere fra den plade. Henrik Gunde på piano, Kaspar Vadsholt på bas og Morten Lund på trommer leverer en yderst veloplagt backing til en af Danmarks ypperste udi kunsten at spille saxofon. Claus Waidtløw har en afklaret ro over sit spil. Tonen er afrundet og fyldig som et godt glas whiskey, der nydes når der er faldet ro på huset. Han spiller både sopran-, alt- og tenorsax. Det er bl.a. de evner man nyder godt af i Aarhus Jazz Orchestra, hvor Waidtløw i adskillige år har været fast medlem.
Jeg oplevede Waidtløw ved siden af Joe Lovano i forbindelse med Summer Session på Vallekilde i år. Waidtløw er stilistisk ikke langt fra den amerikanske saxofon-maestro. Der er noget ur-Coltrane i dem begge. På Flavours har Waidtløw skrevet de ni numre, der byder på melodisk afvekslende materiale. Claus Waidtløw slår ikke store slag i bolledejen. Han holder sig i stedet til, at være en dansk saxofonist i særklasse. Der er flere gode grunde til at købe denne plade. Morten Lund spiller med et sikkert og ubundet overskud. Der hersker en god stemning i musikken. Det fornemmes at det er fire musikere der nyder at spille sammen. De kender hinanden godt og får de bedste sider frem. Prøv f.eks. at hør Henrik Gunde på balladen Silent company eller Lunds whiskers-spil på Sightseeing. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig plade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar