onsdag, december 05, 2012

Grammofunch: Largo at last (Grammofunch)


Jeg følte mig snydt, da jeg hørte pladen første gang. Endda så meget at jeg havde lyst til, at ofre tid på at give dem høvl i min anmeldelse. Grammofunchs debutalbum fra 2009 var jeg så begejstret for, at den røg direkte ind på min liste over årets bedste udgivelser det år. Drømmende filmisk musik tilsat impro og fantasi og lille sjat jazz. Nu er jazzen fordampet. I stedet er man rykket over i en dyster indierock stil. Et genreområde der ofte bliver så lammende kedeligt. Nå men hvis jeg så skal give pladen høvl, skal det også være på behørig underbygget baggrund. Så pladen har fået endnu et lyt og et til og så et mere, ja en hel del er det nu blevet til.

Det viste sig at være en god idé. For det er slet ikke så tosset. En af de store ændringer i gruppen er, at Kostcirkeln-sangerinden Qarin Wikström er kommet med. Det er stadig trommeslageren Jeppe Gram og guitaristen Rune Funch der er hovedmændene i Grammofunch, mens Jeppe Skovbakke på bas og Simon Toldam på diverse keyboards føjer det sidste til. Thomas Høffding fra WhoMadeWho kigger forbi på et enkelt nummer Welcome, der har nogle P3 venlige kvaliteter. Grammofunch er flyttet fra jazzen og over i rocken. Det er bedre end frygtet. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den ret unikke position de indtog med debutalbummet er forladt til fordel (ulempe?) for en langt mere usikker plads på den alternative rockscene.

2 kommentarer:

Rune Funch sagde ...

Hej Niels.
Skøn overraskelse at finde din anmeldelse her i snestormen.
Jeg er glad for at du ville ofre tid på at give os høvl og så alligevel ikke rigtige høvl.

Jeg er enig i mange af de ting du skriver og synes også vi ramte noget meget specielt og unikt på første udgivelse.
Noget vi måske ikke ville kunne ramme igen?

Grammofunch er en legestue, hvor vi blandt andet nedbryder grænserne lidt imellem stilarterne, bevidst eller ubevidst?

På første plade var vi også i et grænseland hvor de fleste jazzfolk står af,
og så alligevel nok for jazzet til indiescenen? Det er kun en lille niche vi rammer.
Første plade var ikke ligefrem en bølge af succes der bar os videre ad samme vej,
ikke denne gang i hvert fald?

Jeppe har i en periode befundet sig eller fundet inspiration i en (måske lidt dyster) indierock stil ;-)
De nye sangnumre er hvad der er kommet ud af det.

Vi bevæger os nu på en mere usikker plads eller ryger måske over i en indierock kategori. Fordel eller ulempe?
For os er det hele musik og om dette eksperiment har været ligeså vellykket som det første kan jeg også tvivle på.
Jeg tvivlede nu også på den første plade og det er nok sådan det er at bevæge sig i et grænseland.

Hvad det næste så bliver eller om der bliver en næste vil tiden vise?

Du skal i hvert fald have tak for opmærksomheden, og dine ord tager vi med os på vejen.

Venlige hilsner fra Funch

Niels Overgård sagde ...

Hej Rune
Tak for dine supplerende ord og overvejelser omkring pladen. Tak for modet til at offentliggøre dem. Og ikke mindst at du også fortæller at Grammofunch er en legestue. Det er så vigtigt at der er (jazz)musikere der har modet til at eksperimentere, også selv om det betyder at det ikke bliver til jazz.
Kh
Niels