Det er lige imponerende hver gang. Der er gået fire siden der sidst kom noget fra det store århusianske big band Blood Sweat Drum + Bass. Dengang handlede det om 1001 nats eventyr. Nu er manden bag big bandet, arrangementerne og musikken, Jens Chr. “Chappe” Jensen rykket til hjemstavnen. Han kommer fra Ringkøbing og har lavet en suite til Vesterhavet.
Chappe har indåndet tilpas meget saltholdig havluft ude i det vestjyske i barn- og ungdomsårene til denne suite, hvor han supplerer det i forvejen store big band Blood Sweat Drum + Bass med Randers Kammerorkesters strygere og blæsere samt Palle Mikkelborgs trompet.
Pia Juul har skrevet teksten til tre dele i suiten. Dødemandsbjerget handler om forliset, juleaften 1811, af to engelske skibe ud for Thorsminde, hvor 1391 mand omkom. Jacob Rønne Danielsen skærer igennem med en smertelig saxsolo.
Palle Mikkelborg har ellers lige indledt albummet med en trompetsolo, der leder tanken på smult vand og solskin - den følges op med en dramatisk opbygning, der er en film værdig. Chappe favner i kompositionen den vilde og utæmmede dualitet som Vesterhavet byder på. Det er rart og det er farligt.
Suite til Vesterhavet er endnu et højdepunkt i Chappe og Blood Sweat Drum + Bass’ karrierer. Her mødes stemningsstærke flader med skarpe big band blæsere på tværs af musikalske traditioner. Chappe rummer jazzen, den klassiske musik - og forstår at dosere virkemidlerne undervejs.
Undervejs i lytningen slår det mig, at jeg trænger til en real life tur til Vesterhavet. Tak til Chappe for en tur, der fik mig at se/høre på Vesterhavet med nye ører og øjne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar