onsdag, september 21, 2022

Azur Azur: Noget blåt (Azur Azur) LP/CD/DL/stream

 

Som vanligt satte jeg bare musikken på uden, at have læst den medfølgende pressetekst. Klaver, kontrabas og violin synes jeg at det lød som. Efter at have hyggehørt musikken adskillige gange - i bilen på vej til arbejde og i køkkenet ved madlavningen - satte jeg hovedtelefonerne på mine ører til koncentreret lytning og fandt presseteksten frem. 


Det var ganske rigtigt klaver - spillet af Hvalfugls Jonathan Fjord Bredholt og kontrabas ved Fredrik Mensink - men det var ikke violin. Det var en nyckelharpa, et svensk folkemusikinstrument, som jeg bedst kender fra den svenske folkemusikduo Väsen. Den lyder meget som en violin - men ved nærlytning kan forskellene høres. Det er i sagens natur en svensker, Rasmus Brinck der spiller på Nyckelharpa i Azur Azur.


Frederik Mensink har skrevet musikken og han fortæller: ”Den nordiske folkemusik indeholder ’blå toner’, ligesom man kender fra blues. De blå toner kaldes også kvarttoner og findes i folkemusik fra hele verden, fx arabisk musik. Azur Azur handler om vores fascination af folkemusikken, med dens blå toner og mystiske rytmer.” Det er nordiske - særligt de svenske - traditioner, der flyder gennem Azur Azur, der har fundet inspiration hos Jan Johansson og nyere svenske folkemusikbands som Bazar Blå og førnævnte Väsen.


Det er meget let at holde af Azur Azur. Der er en dragende ro og tryghed i musikken. Det er ved at blive mørkere og koldere udenfor. Vi rykker sammen, tænder et stearinlys og sparer på strømmen. Azur Azur giver varme og overskud til klare mange af hverdagens genvordigheder.

Azur Azur Bandcamp

Ingen kommentarer: