Ofte siger man at det kan se ud som en leg, når en musiker med lethed og overskud udfolder sig på sit instrument. Alex Riel var indbegrebet af en legende musiker.
Forfatteren Ane Riel var gift med trommeslageren Alex Riel. Hun kaldte ham ofte Legenden i sine opslag om ham på Facebook. Det er selvfølgelig vildt at kalde sin mand en legende - selvom han om nogen fortjente den titel. Han var en legende legende.
Alex Riel sov ind i sit hjem i Liseleje, søndag d. 9. juni, efter kort tids sygdom. Det er kun nogle få uger siden, at Alex’ gudsøn Stefan Pasborg slog nogle billeder af Alex op på Facebook. De var taget i hjemmet i Liseleje, hvor Alex storsmilende sad bag sit Gretsch trommesæt. Jeg kunne næsten høre ham spille, så megen musik var der i billedet.
Siden Alex’ bortgang har jeg sendt både Ane Riel og Stefan Pasborg nogle varme tanker. Jeg har også sendt varme tanker til det der hedder “Dansk Jazz”. Han har efterladt så store og dybe spor hos os alle, der har lyttet til og har haft berøring med Dansk Jazz de seneste 65 år.
Han grundlagde karrieren på Jazzhus Montmartre, hvor han sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew ofte agerede backing for de gæstende amerikanske stjerner. Han var allerede uddannet som damefrisør men valgte musikken. Savage Rose og senere Sebastian brugte hans præcise og fantasirige trommespil i rocken. I 70’erne var han også fast mand Peter Herbolzheimers legendariske big band.
Han blev en legende - og legede sig frem til det.
I 90’erne kom der gang i Alex’ egne projekter, hvor han spillede en lang række koncerter og udgav en stak gode plader, der i dag står som et stærkt statement i en stor karriere.
Jeg har - som mange andre - oplevet ham til mange koncerter. En af dem der står tydeligt i hukommelsen var dengang, hvor jeg arbejdede som frivillig bartender på spillestedet Nicodemus i Herning i 1987. Jeg havde eftermiddagsvagten, da bandet ankom og stillede op. Bob Rockwell, Bo Stief, Marilyn Mazur og så Alex Riel, der havde sin hund med, der lagde sig foran trommerne. Det var så vildt at de skulle spille på vores lille spillested. Stemningen var god og løssluppen - og musikken var af en anden verden. Jeg sugede alt til mig. Alex Riel har siden imponeret mig gang på gang. Både med trioerne med Jesper Lundgaard og Heine Hansen eller den med Carsten Dahl og Mads Vinding, med Benjamin Koppel eller Santa Cruz på mit lokale spillested Fermaten.
Alex Riel var jazz. Han var i øjeblikket. I improvisationen. Præcision, timing, overblik og et smil på læben. Altid seriøs i musikken, samtidig med at man fornemmede at der et eller andet sted bag Gretsch-trommesættet sad en lille dreng der var fornøjet og klar til sjov.
Tak, Alex, for musikken og alt det som du gav os.
Han har et massivt musikalsk bagkatalog man kan gå på opdagelse i. Jeg har lavet en playliste, du kan lade dig inspirere af: Spotify - Alex Riel 1940-2024
Billedet er taget i Liseleje d. 28. maj i år.
Det kan. I øvrigt anbefales at læse Hans Barfods biografi Alex Riel - Manden bag trommerne fra 2010. I min anmeldelse her på bloggen skrev jeg dengang: “Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar