Mikkel B. Grevsen: Gartneriet/Gartneriet Brudstykker og Bevægelser (Blue Blitz Music) LP/digital

 

Først og fremmest beklager jeg at det bliver lidt nørdet til at starte med. Men det har betydning for musikken. Først sendte Mikkel B. Grevsen, der er bedst kendt for sit arbejde med Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, et link til filerne til Gartneriet, så gik der lidt tid, så sendte han endnu et link, der var til filerne til Gartneriet Brudstykker og Bevægelser, der er en selvstændig udgivelse og som titlen antyder, hænger tæt sammen med den første. Nu kommer det nørdede. Begge udgivelser er ude på vinyl og jeg forventede at der kom to vinyler, da det drejede som 2 x 31 minutters (og vinylhovedreglen er at der kan være maksimalt 20 minutter på en pladeside). Det var ikke et dobbeltalbum. Det hele er på en LP og det kan det være fordi musikkens dynamik ikke er så voldsom - der er ikke trommer og den slags.

Han er en mester i at lave musik der skal ledsage noget, som eksempelvis Søren Ulrik Thomsens digte. Denne gang skal det ikke ledsage noget. I stedet er det Grevsen der folder sig ud på hovedinstrumentet trompet, suppleret af mellofon og en lang række synthesizere, der alle er nævnt på coveret. Det er flydende stemninger med betegnende titler som Rolig og vågen, Lyset kommer, Flimrende himmel og Haven. På Gartneriet - Brudstykker & bevægelser får vi andre stemninger fra de samme numre som på Gartneriet. Det hele foregår i en rolig ånd. Grevsen laver lydlandskaber, der ikke befinder sig i nogen tidsalder. Det er elektronisk musik, hvor trompeten flyver henover landskaberne og skaber et overblik og en stringens. Han har et afsæt i klassisk musik og der er linjer til nogle af den danske elektroniske musiks mestre som Else Marie Pade, Fuzzy eller Jørgen Plaetner. Alligevel er Grevsen helt sin egen og begge udgivelser på det der er en samlet udgivelse er fænomenale.

Hvis du vil købe pladen, skal du bare kontakte Mikkel B. Grevsen på Facebook. 

Mikkel Grevsen på Facebook

Open Sky Unit (sdban) LP/digital

Det er ikke måske ikke lige det første du tænker på, når snakken falder på groovy jazz fra 70’erne. Men tro mig! Belgien er en guldgrube af obskure og lækre sager fra den periode. De fleste med interesse for emnet, burde kende bandet Placebo med Marc Moulin. Det er især compilationpladerne Funky Chicken part 1 & 2 og Funky Chimes Part 1 & 2 fra henholdsvis 2014 og 2017, der har været med til at sætte fokus på de lækre sager. 

På den allerførste af compilationpladerne var der et nummer, Sunshine Superstar, med Open Sky Unit der vakte en interesse for at høre mere med bandet. Nummeret var taget fra deres eneste udspil fra 1974, der nu er genudgivet af pladeselskabet sdban og tak for det. Originalen er selvfølgelig hundedyr. 

Det er amerikaneren Rob Wilson der havde lavet musikken. Han var blevet i Belgien efter at have været udstationeret som soldat. Bandet var samlet af Jacques Pelzer der spillede fløjte og sax, som en hyldest til Dave Liebmans band Open Sky. Han havde inkluderet datteren Micheline på trommer, hun havde allerede som 19 årig spillet på en Archie Shepp plade. Det var Pelzers fætter der spillede bas og såmænd svogeren der udgav pladen på sit pladeselskab Duchesne der ellers fokuserede på klassisk musik. 

Pladen er en liveindspilning og det er kun en styrke. Bandet har en funky tilgang til jazzen med en masse plads til improvisation. Pladens andet nummer, At Man, er fuld af Liebman-inspiration og bobler i et groove, hvor Micheline Pelzer hele tiden er helt fremme på beatet på lilletrommen. Åbningsnummeret Open Skyer dejligt hippie-agtig. Totalt åben og nysgerrig 70’er vibe i en stram jazzsetting. B-siden starter med Sunshine Star, der er europæisk souljazz af den allerbedste slags. Det efterfølgende nummer, Passion and compassion bevæger sig roligt gennem flere faser, hvor alle i bandet får lov til at stå tydeligt frem. 

Den eneste plade som gruppen nogensinde lavede får en kæmpestor anbefaling herfra. Det er europæisk groovy jazz af den allerbedste slags. 

Bandcamp

Toftemark/Benack III Quartet: Roadmap (April Records) LP/CD/digital

 

Saxofonisten Andreas Toftemark tog turen til New York City og Amsterdam, hvor han brugte det meste af sine unge år i tyverne på at blive endnu bedre til at spille saxofon, the hard way. Nu har han lavet en plade sammen med new yorkeren og trompetisten Benny Benack III og et fedt hold musikere; Rasmus Sørensen på piano, finske Kaisa Mäensivu på bas og amerikanske Joe Peri på trommer. 

Pladen åbner med et par skønne numre i hard bop traditionen. Herefter følger pladens eneste ballade, hvor Benny Benack III har lagt trompeten til side og har fundet den indre crooner frem. Noget han også gerne gør på sine egne plader. Vinylpladens A-side lukker ned med Sørensens New York Attitude, der oser af intens storbystemning.

B-siden åbner med modal-jazz nummeret Underground, hvor Benacks rene og ukunstlede trompet kommer til sin ret. Det er jazz der er helt fremme i bussen. Kvintetten spiller med så megen ro og overskud, at de ikke forcerer noget. Mäensivus The Lemur har et funky groove, der bølger lækkert frem. Bennack kan trykke trompetens ventiler i bund i mere end en forstand. Det er jazz af den rette støbning, hvor fem af tidens bedste jazzmusikere mødes og gør hinanden bedre. 

https://andreastoftemark.bandcamp.com/album/roadmap

Årets bedste danske jazzudgivelser 2025

 

Når jeg kigger ned over listen over de bedste danske jazzudgivelser, rummer den 10 meget stærke albums. Albums der hver især står som originale værker, der i allerhøjeste grad fortæller at dansk jazz har det rigtigt godt.

 Der er også en pæn bunke andre plader som jeg gerne ville have med. Men der skal kun vælges 10. 

Den faste følger af min blog har nok observeret at der er flere erfarne folk på listen i år; Jakob Bro, Peter Marott og Jakob Dinesen og de mindre kendte men lige så erfarne; Tomas Raae og Kristoffer Rosing-Schouws The Counterfictionals. Så er der I Think You’re Awesone og Hvalfugl, der med henholdsvis 11 og 4 udgivelser på samvittigheden heller ikke er uerfarne. 

Der er andre på listen der har debuteret i eget navn, der heller ikke er helt uerfarne; Ida Duelund, Viktoria Søndergaard og Zeki Jindyl, som alle har lavet flotte udspil. Det skal også nævnes at Jakob Bros plade er blevet til noget særligt i kraft af samarbejdet med den japanske kvinde Midori Takada, ligesom Tomas Raaes plade heller ikke var blevet så unik uden norske Eline Hellerud Åsbakk. 

Mit håb er at du bruger tid på at lytte på udgivelserne jeg har valgt. Det fortjener musikerne. Jeg kan på forhånd garantere, at du ikke spilder din tid.

Listen er ikke rangordnet.

Hvalfugl: Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi (Hvalfugl)

De udgav det meste af musikken på nogle 10” EP’er over en to årig periode, inden de samlede det hele på denne monumentale og overvældende udgivelse. Deres smukke og melodiske musik har en beroligende effekt, der får pulsen til at vugge i takt med musikken. Det er ægte og enkel musik der vil stråle i mange mange år. 

Zeki Jindyl: STRETCH//RELATIONS (Pink Cotton Candy Records)

Zeki Jindyl har skabt sit eget unikke musikalske rum, hvor eksperimenterende elektronisk musik, sarte klangflader og dybe brutale drøn mødes med Jindyls stemme og tekster. Stilen er en fragmenteret blanding af moderne R&B, jazz, eksperimenterende elektronisk musik, ambient, postmetal og avantrock.

Viktoria Søndergaard: Music of secrets (April Records)

Viktoria Søndergaard vil meget og gaber over meget men ikke for meget. Hun lader sig ikke begrænse. Det betyder også at hun har lavet en af årets helt store plader i dansk jazz. Den er original, nyskabende og fremstår i al sin vidtfavnende vildskab som et kunstnerisk statement der holder hele vejen. Det hjælper også at hun er i selskab med et af de stærkeste hold i dansk jazz lige nu.

Peter Marott: MAROTT (Termansen Music)

Trompetisten Peter Marott har sammen med et stærkt musikalsk team lavet en overraskende skøn plade. Pladen har et tidløst udtryk over sig. Marott er inspireret af klassisk pop og jazz. Hans vision og drømme for albummet er ekstremt vellykket. Det er et personligt album, hvor man som lytter føler sig budt indenfor. Musikken syder af den gode stemning

Jakob Bro & Midori Takada: Until I met you (Loveland Records) 

Det er den 12. plade som Jakob Bro har med på Jazznyts årslister siden 2005. Endnu en gang har han lavet en plade som ikke er hørt før. Samarbejdet med japanske Midori Takada er match made in heaven. Bros søgen mod det enkle og dyrkelsen af det æstetiske i musikken går fint i spænd med Midori Takadas enkle og minimalistiske udtryk.

The Counterfictionals: An incomplete encyclopedia of gentle emotions (The Counterfictionals)

Litteratur og film smelter sammen med Kristoffer Rosing-Schouws musik. Det hele lægges så smukt frem på albummet, hvor der også er ledsagende tegninger og beskrivelser af musikken. Rosing-Schouw har en skøn og nysgerrig tilgang til musikken, hvor han bla. spiller på theremin udover hovedinstrumenterne klarinet og saxofon. Han er sammen med et stærkt hold musikere der forstår stemningerne.

Tomas Raae feat. Eline Hellerud Åsbakk: …før de spredtes (Kontentum)

Kort fortalt er albummet …før de spredtes, et ambient nordic jazz album. Den lidt længere version er, at det også er umanerligt vellykket. Soundscapes og gamle nordiske toner og melodier smelter sammen og får et jazzet udtryk. Det er den mesterlige norske sangerinde Eline Hellerud Åsbakk, der træder ud af disen og er med til at skabe den gnistrende klare stemning.

I Think You’re Awesone: Oatmeal Everywhere (Jaeger Community)

Det er næppe nogen hemmelighed at I Think You're Awesome er Jazznyt-favoritter. Men det betyder ikke at deres plade bliver valgt som en af årets jazzudgivelser af den grund. Den bliver valgt fordi ITYA har lavet en plade der er nærværende og noget nyt. Ligesom dengang de debuterede er der noget spil. Man kan tydeligt mærke et band der investerer sig selv og sjælen i musikken. 

Jakob Dinesen: Slow Flow (April Records)

Han fik en Danish Music Award for at have lavet årets bedste danske jazzplade. Jeg er ganske enig med juryen. Ligegyldigt hvad Dino laver, så kan man høre, at det er ham. Hans stemme eller saxofontone er blød, venlig og imødekommende - hvor man samtidig fornemmer temperament og varme. Han lefler hverken for tidsånd eller jazzens klassiske idealer. Han skaber sit eget jazzrum.

Ida Duelund: Sibo (Initiated Records)

Ida Duelund kommer fra et eksperimenterende musikmiljø, hvor klassisk musik, pop, rock og avantgarde er områder hun har betrådt. På hendes første plade i eget navn udvider hun territoriet endnu en gang. Med sit eget selvopfundne sprog har hun skabt en plade, hvor pop, jazz og musikalske eksperimenter udløser en af dette årtis mest originale plader.

SingleNyt JazzNyt Jul 2025

Ingen jul uden nye julemelodier. Når du allerede efter den første uge af december er blevet træt af at høre Michael Bublé, så er det godt at der er friske juletoner. Jazznyt sætter selvfølgelig fokus på nye danske juleudgivelser som du skal forkæle dig selv og familien med i december.

Kira Martini & Mads Mathias: Holiday Romance (Yellow House Music)

Kira Martini & Peter Marott: Advent (Yellow House Music)

Der er dobbelt op fra sangerinden Kira Martini, der har lavet to meget forskellige julesange. Den første er i klassisk great american songbook-stil, hvor Mads Mathias i klassisk croonerstil synger duet med Kira Martini. Den anden handler om Advent, også sunget på engelsk, men ikke så amerikansk i udtrykket. Advent er vist slet ikke noget de kender til derovre. Peter Marotts vellydende trompet serverer den lækreste solo, der matcher Martinis fine vokal.

Knud Romer & Wash Your Dirty Money With My Art: Sidste jul (WYDMWMA)

Duoen Wash Your Dirty Money With My Art har lavet en sand genialitet sammen med Knud Romer. Det der bare skulle have været en single, blev til 8 fortællinger fra Knud Romer, der elsker julen. Er man (som jeg) meget begejstret for Romers selvbiografiske bøger Den som blinker er bange for døden og Kort over paradis, bliver denne udgivelse en kærkommen bonus til hans historier. Den har potentiale til at leve i mange år, hvor den skal findes frem og høres igen som et juleevangelium med klassisk Romersk mørke.

Dødens Garderobe: Julekalender 2025

For 16.(!) gang har trioen Dødens Garderobe med Jeppe Zeeberg på tangenter, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer lavet en julekalender, hvor der hver dag frem til juleaften, kommer en ny sang. Indtil nu har de offentliggjort sange sammen med Søren Siegumfeldt, Signe Mansdotter (skøn og ultralangsom version af Driving home for X-mas), Halfdan Stefansson, Bilal Irshed og Cecilie Strange. Skynd dig at finde dem på Facebook og lyt løs på Soundcloud. Det er så godt!

Hans Ulrik: Christmas Moods (AMM)

Det bliver ikke mere klassisk end det her. Det er 12 år siden, at Hans Ulrik lavede albummet The Christmas Song, der var med danske og amerikanske juleklassikere. Denne gang er det blevet til 5 sange. Lige fra When you wish upon a star til Der ingenting i verden så stille som sne. Du kan godt tænde kalenderlyset, få bagt en bunke æbleskiver og invitere vennerne forbi. Hans Ulrik er det perfekte soundtrack.

Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen: The Christmas Song (Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen)

Nat King Cole, Gregory Porter, Vince Guaraldi Trio (dem med Charlie Brown Christmas pladen), Ole Erling, Hank Crawford og ikke mindst Dexter Gordon har allerede været der. Spillet The Christmas Song. Det kan saxofonisten Mads Ole Erhardsen og bassisten Thomas Sejthen også finde ud af. Erhardsens støvede intime saxofon og Sejthens prunkløse bas er lige præcis det der gør, at man gerne vil høre den endnu en gang.

Local Hero: First day of snow (Local Hero)

Den aarhusianske orgeltrio Local Hero, genbesøger minderne med melodien First day of snow. Der er diskrete bjælder fra Jakob Marker ved trommerne, David Miilmann tager den med ro på guitaren ligesom Rasmus Dahl også spreder julehygge ved orgelet. En skøn ny julemelodi, hvor der hen mod slutningen skrues op for sneen.

 

Niels de Fine Olivarius: Efterklang (Niels de Fine Olivarius) digital

 

Der var noget over navnet, hvor kendte jeg det fra? En hurtig søgning her på bloggen, ledte mig på vej. Niels de Fine Olivarius er trompetist og manden bag bandet Regnfang, der har et par fine udgivelser på samvittigheden.

På den aktuelle udgivelse i eget navn spiller Niels de Fine Olivarius ikke på trompet. Han spiller klaver og er helt alene. 

Efterklang er 6 numre, der tager et lille kvarter. Han nævner selv Nils Frahm og Olafur Arnalds som stilistiske kolleger. 

Olivarius har taget det enkle og smukke klaverspil til sig. Han har et udspring i jazzen og der kan ligeledes høres elementer af klassisk musik og filmiske stemninger. Det er alt andet end en højt råbende udgivelse. Så meget desto mere, er der grund til at tage den til sig. Efterklang er et udspil, der giver lyst til mere af den slags fra Niels de Fine Olivarius.

Scandinavian Art Ensemble with Tomasz Stanko: The Copenhagen Session vol. 2 (April Records) LP/CD/digital

 

Volume 1 kom i sommers, hvor jeg skrev om det vilde i, at noget så fantastisk musik der blev indspillet for næsten 10 år siden, først nu kommer til live ude ved jazzlytternes højtalere. Den polske jazzlegende Tomasz Stanko der forlod os for 7 år siden er på ingen måde glemt. Her føjer de to albums endnu et kapitel til fortællingen om ham. Her er han sammen med et hold musikere fra Danmark, Finland, Norge, Sverige, Island og selvfølgelig fra Polen. 

De seks numre på pladen er meget forskellige og alligevel efterlader de et samlet udtryk. Musikken er skrevet af eksempelvis Artur Tuznik, der også spiller klaver på pladen. Han bidrager med den enkle og meget smukke Morning Ballad, hvor Tuznik kommer i velfortjent fokus. Ensemblets saxofonist Thomas Hass bidrager med Anti-Freeze, hvor Richard Anderssons bas og Radek Wosko’s trommer finder sammen i et malende groove mens blæsere, vibrafon, klaver og sang svæver ovenover det hele, inden de dykker ned i substansen, hvor det er trompeten der kommer til sin ret.

Pladens højdepunkt indtræffer allerede med det første nummer. Det er Stanko’s So Nice fra det mesterlige 2009-album Dark Eyes. De ni musikere føjer nyt til nummeret og er samtidig tro mod den musikalske fortælling.

The Copenhagen Session Vol. 2 skal selvfølgelig erhverves hvis du allerede har vol. 1. Har du kun råd til en af dem, så skal du gå efter vol. 2.

Bandcamp

Jazznyts anmeldelse af den første plade

DMA JAZZ 2025 - jazzen har det fortsat godt

 

Store Vega boblede af spænding, jeg var landet på en plads tæt på scenen. Jeg skulle overvære årets store fest for jazzen, DMA jazz for gudvedhvilkengang og som den jazzbegejstrede jazzblogger jeg er, så er det fødselsdag og juleaften på en gang for mig.

I år var det sangerinden Alice Carreri der var vært for showet. Hun gjorde det præcist med coolness og perfektion. Der var ingen tøhø-humor eller tidsplaner det ikke blev overholdt. Det sidste er en opfordring til P8jazz, der atter burde sende live fra aftenen. I øvrigt lagde hun selv fra land med at synge den 100 år gamle revyvise Pige træd varsomt sammen med Sophisticated Ladies.

Herefter blev priserne skudt afsted. Ida Duelund nuppede helt fortjent to priser og instrumentkollegaen Anders AC Christensen fik såmænd også en. Heldigvis fik Musvit prisen som årets nye jazznavn. De var nomineret i flere kategorier og lige præcis den pris de fik, satte et berettiget fokus på deres kæmpestore talent.

Musikalsk kom aftenens show ud til jazzens kanter. Det kan næsten ikke eksemplificeres bedre med at vi både hørte Lotte Anker, med helt ny musik og et nyt velspillende ensemble og Tabloid der lukkede showet med en stramt eksekveret funksag, Kintsugi. Anker leverede nogle hypnotisk messende toner der gik lige i hjertet. Casper Hejlesen indtog senere scenen med et malende stykke sologuitar, hvor effekter og sikkert spil hjalp ham og den beroligende musik godt på vej. Gad vide om det var bevidst fra JazzDanmarks side at Casper Hejlesen skulle på lige efter at Thorbjørn Øllgaard fra Smag på dig selv, havde været på scenen og holdt en brandtale om jazzen i anledning af jazzens 100 år i Danmark. Han sendte en forventelig sviner til det forudsigelige og konforme. 

Kasper Tranberg holdt også en brandtale. Det var en varm og poetisk tale om de fibre der holder os forbundet. Et af budskaberne var at vi skulle spise sundt, spille lange toner og være gode mod andre. Den sidste brandtale skulle være holdt af Marilyn Mazur, der ikke kunne være med pga sygdom. I stedet fik hun en lang stående ovation fra salen.
Hvalfugl fik prisen som årets livenavn efter at de i foråret satte sig solidt på det geografiske og jazzede landkort med en stor turné. Sydhavnens (den i København) spillested Klein fik prisen som årets jazzspillested. 

Kan en jazzblogger der har hørt alt, blive overrasket? Selvfølgelig kan han det. Free jazz/hip hop projektet Økse med den kompromisløse Mette Rasmussen på saxofon fik prisen for årets alternative jazzudgivelse- den udkom i august 2024 og jeg må med skam bekende at jeg ikke har brugt meget tid på den. Jeg har den i ørerne mens dette skrives og kan hurtigt konstatere at det ikke er sidste gang jeg lytter til den. Den er også kommet på vinyl, men koster desværre en formue at få hjem i privaten, da den er udgivet af et amerikansk pladeselskab og skal sendes fra Staterne. De gode folk fra Aarhus Jazzfestival, Marie Norman Nyeng og Gorm Askjær gik deres forgænger Ilse Vestergaard i bedene og fik ligesom hende, P8jazz’ Ildssjælspris. 

Den sidste pris gik selvfølgelig til årets danske jazzudgivelse og ligesom man tænkte at den nok ville gå til Ida Duelund, der allerede havde fået to velfortjente priser, så blev det Jakob Dino Dinesen der fik prisen for albummet Slow Flow. Det er godt hørt af juryen. Dino har lavet et originalt og nyskabende album og lyder stadig som sig selv. 
Der skal lyde et kæmpestort tillykke til alle vinderne og de nominerede og en kæmpestor tak til JazzDanmark for at holde en god fest for jazzen. 

Til efterfesten på Ideal Bar spillede Kresten Osgood CD’er fra JazzDanmarks store samling. Der blev måske ikke lyttet så meget fra de tilstedeværende- de havde for travlt med at netværke, bagtale, sladre, flirte, grine og hygge sig med hinanden. 

Tidligere på dagen havde der været et branchearrangement, hvor jeg var til nogle spændende paneldebatter om publikumsudvikling, køns(u)balancen og jazzen som kulturarv. Men før det havde jeg også været på en hyggelig køretur fra Herning sammen med folkene fra Fermaten som jeg laver Moorjazz Festival sammen med. En dejligt jazzet dag af den allerbedste slags. 

Husk at de rigtige vindere er lytterne, der får lov til at høre al den fed jazz…

Vinderne af DMA Jazz 2025 er:
Årets Jazzudgivelse
Jakob Dinesen – Slow Flow (April Records)
Årets Jazzkomponist
Ida Duelund for Sibo (Initiated Records)
Årets Alternative Jazzudgivelse
ØKSE – ØKSE (Backwoodz Studioz)
Årets Nye Jazznavn
MUSViT – MUSViT (Selvudgivet)
Årets Musiker
Anders Christensen for sit arbejde på Jesper Zeuthen, Anders Christensen, Marilyn Mazur – Sound Flower (Loveland Music)
Årets Single
Ida Duelund – Misi Miamo (Initiated Records)
Årets Livenavn
Hvalfugl
Årets Scene
KLEIN / Karens Minde Kulturhus
P8 Prisen - Årets Ildsjæl
Marie Norman Nyeng & Gorm Askjær for deres arbejde med Aarhus Jazz Festival

Vejslev/Brunbjerg/Elhøj: iT’s a RioT (In the flesh Record Company) LP/digital

 

Det er en af jazzens ypperste discipliner. At kunne spille jazzstandards, hvor man gennem improvisation og personligt musikalsk udtryk fortolker melodierne og endda gør dem til sine egne. Jazzhistorien er proppet med eksempler, hvor særligt 50’erne og 60’erne dannede grobund for disciplinen. Der er blevet længere mellem snapsene i dansk jazz i den senere år, når det kommer til fortolkningerne - altså den rigtigt stærke snaps, der ikke er lavet for at blive playlistemateriale på Spotify. Men af kunstnerisk nødvendighed, hvor man har noget på hjerte.

Trioen med Kristoffer Vejslev på guitar, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Rasmus Elhøj Jensen på bas har gennem adskillige år spillet sammen og opbygget et grundlæggende kendskab til hinanden. Det bruger de på iT’s a RioT, hvor de kommer med et bud på en stærk snaps-

De har også inviteret nogle ret afgørende gæster med på pladen. Det høres allerede fra starten, hvor de åbner med to Thelonious Monk sager, først Monk’s dream, hvor både tyske Rudi Mahall på basklarinet og svenske Hannes Bennich på altsax er med og derefter Ask med now, hvor det kun er Mahall der medvirker. Begge musikere giver trioen noget saft, kraft og gejst. På Ricochet som er en kollektiv improvisation, er Simon Toldam med som gæst, her sker der også ting og sager i musikken. De udfordrer og udfordres. Den efterfølgende In the wee small hours of the morning er en pleaser, der stikker noget ud efter pladens vitale åbning. Det er betegnende for pladen, som er bedst, når gæsterne træder ind i studiet og musikken og sender den uventede steder hen. 

Det handler ikke om at trioen er tandløs. De spiller godt og er ikke bange for at kaste sig ud på dybt vand, som når de spiller Oscar Pettifords Tricotism, hvor Martin Brunbjerg kommer helskindet gennem basspillet. Jeg synes bare at det er bedst som når de spiller Smog Eyes, hvor Mahall og Bennich trykker den af. Men hov! Hvad er nu det? Der fades ud kort inde i nummeret, så vi kun hører en lille bid. Det sker heldigvis ikke på en mine all time favourites, Monk’s Well You Needn’t, hvor Mahall og Bennich også er med. Det swinger på den gode skæve måde.

Kristoffer Vejslev

Coco Chatru Quartet: Lost Christmas (Trygger Music) LP/digital

 

De er Skandinaviens førende indenfor jazzede røverhistorier. Coco Chatru Quartet udgav deres andet album tidligere i år. Nu er de allerede klar med deres tredje udspil. Lige i rette tid til julen. Den legendariske eventyrer Coco Chatru spillede hovedrollen i julefilmen Lost Christmas fra 1932. Filmen blev kun fremvist en eneste gang. Det skete i en lade udenfor Norrtälje. Der var liveband både før og under visningen af filmen. Fremvisningen forløb forholdsvis roligt indtil det udviklede sig tumultarisk med vild dans og håndgemæng. Til sidst brændte laden ned og tog det eneste eksemplar af filmen med sig i flammerne. 

Coco Chatru Quartet har forsøgt at genskabe musikken, der følger filmens historie. Vi er med til hyggen ved pejsen, turen med slæden (inklusive bjælderne), vintergåtur, dans, juledrøm, nisser og selve fejringen af juleaften. Kvartetten med Linus Kåse på alt- og sopransax, Charlie Malmberg på barytonsax, Håkan Trygger på bas og Daniel Kåse på trommer, bjælder, vibrafon og trompet, har lavet en vidunderlig julejazzplade, der smyger udenom de amerikanske standards vi hører hver jul. Det er originalmusik der spilles veloplagt og i en hyggelig cool jazz 50’er indpakning. Et godt svensk alternativ til de juleplader vi hører hvert eneste år.

Coco Chatru Quartet

Johanna Linnea Jakobsson: Don’t overthink it (Zack’s Music) LP/digital

 

Det er da rimelig god timing. En uge før dansk/svenske Johanna Linnea Jokobssons andet album udkom, blev det offentliggjort at nummeret Time fra albummet Don't overthink it, er nomineret til DMA Jazz 2025 som en årets singler. Hvor hun tidligere fokuserede på, at spille andres kompositioner, er alle pladens 8 numre skrevet af Johanna Linnea Jakobsson selv. Det er ikke en dum beslutning. 

Den lander lige ned på pletten hvor jazzen mødes med singer/songwritergenren. Det er musik fuld af varme, hygge og nærvær. Johanna Linnea Jakobsson både synger og spiller saxofon, selv om det nok er sangen der fylder mest på pladen. Hun er sammen med et hold svenske musikere, Olof Wullt på guitar, Jesse Emmoth på Rhodes og klaver, Simon Petersson på bas og John Fernold på trommer. Det er ikke uden grund at hun er en af tidens mest spillede kunstnere på P8jazz. Hendes nærvær og tilstedeværelse i sangene er ægte og til at føle. Hun går direkte ud af højtalerne og placerer sig i stuen hos lytterne. 

Johanna Linnea Jakobsson

SINGLENYT JAZZNYT - november 2025

 

Velkommen til anden udgave af Singlenyt Jazznyt. I næste uge kåres årets singletrack ved DMA Jazz, det er vist kun tredje gang at kategorien er med. Det har taget Jazznyt lidt længere tid, at få sat fokus på singlen. Jeg har fundet fem meget forskellige singler frem denne måned. Du finder musikken på streamingtjenesterne. Glæd dig til december, hvor det bliver en særlig juleudgave. 

Antonio Dayyani & Kristoffer Jessen: Alt eller intet (April Records)

Jazznyts store favorit Antonio Dayyani er altid god for en overraskelse. Denne gang i form af Kristoffer Jessen, forsangeren fra bandet Søn, der holder fri fra det elektroniske univers. Han blender fint ind med Dayyanis melodiske og nordisk inspirerede jazz. Læg i øvrigt mærke til Jon Askjærs skønne trompet(eller flygelhorn) solo undervejs.

Smag på dig selv & Viktoria Søndergaard: Vik’s Rawcore (Stunt)

Jøsses i himlen da! Sikke en drønnert. Først hører man Viktoria Søndergaards vibrafon, hvorefter det eksploderer i et beat der kører med en millionmilliard beats per minute. Det er både grimt og fascinerende. Smag på dig selv drejer i en ny og mørkere retning. Besøget fra Viktoria Søndergaard er genialt.

Jon Henriksson: Grönbete (April Records)

Den svenske bassist Jon Henriksson, som årvågne jazzlytter selvfølgelig kender fra Rasmus Sørensens trio, er aktuel med førstesingle fra albummet der kommer næste år. Sørensen er osse med hos Henriksson. Stilen er nordisk melankoli der møder amerikansk hard bop. Den svenske saxofonist drysser sammen med Rasmus Holm på bastrombone og Pelle von Bülow stjernedrys ud over nummeret.

Lis Wessberg & Veronika Rud: The Promise (April Records)

Hun har allerede gjort godt opmærksom på sig selv med sin egen musik. Sangeren Veronika Rud bliver på smukkeste vis skubbet frem af Lis Wessbergs musik og trombone på nummeret The Promise. Det er et helt særligt match. At der også er strygere og en diskret spacet keyboardsolo med, gør kun det hele bedre.

Plum and I: Meshes and Masses (Plum and I)

Jeg må med skam erkende at jeg ikke før har beskæftiget mig med duoen Plum and I her på bloggen. De udgav allerede en single i 2022 og siden er der bla. kommet et album til. Mathias Jønsson på guitar og Konrad Tosti på flygelhorn har lavet et elegant svævende og sfærisk nummer inspireret af Floating Points og Bill Frisell. Det er en forløber for en EP der kommer i 2026.