DMA JAZZ 2025 - jazzen har det fortsat godt

 

Store Vega boblede af spænding, jeg var landet på en plads tæt på scenen. Jeg skulle overvære årets store fest for jazzen, DMA jazz for gudvedhvilkengang og som den jazzbegejstrede jazzblogger jeg er, så er det fødselsdag og juleaften på en gang for mig.

I år var det sangerinden Alice Carreri der var vært for showet. Hun gjorde det præcist med coolness og perfektion. Der var ingen tøhø-humor eller tidsplaner det ikke blev overholdt. Det sidste er en opfordring til P8jazz, der atter burde sende live fra aftenen. I øvrigt lagde hun selv fra land med at synge den 100 år gamle revyvise Pige træd varsomt sammen med Sophisticated Ladies.

Herefter blev priserne skudt afsted. Ida Duelund nuppede helt fortjent to priser og instrumentkollegaen Anders AC Christensen fik såmænd også en. Heldigvis fik Musvit prisen som årets nye jazznavn. De var nomineret i flere kategorier og lige præcis den pris de fik, satte et berettiget fokus på deres kæmpestore talent.

Musikalsk kom aftenens show ud til jazzens kanter. Det kan næsten ikke eksemplificeres bedre med at vi både hørte Lotte Anker, med helt ny musik og et nyt velspillende ensemble og Tabloid der lukkede showet med en stramt eksekveret funksag, Kintsugi. Anker leverede nogle hypnotisk messende toner der gik lige i hjertet. Casper Hejlesen indtog senere scenen med et malende stykke sologuitar, hvor effekter og sikkert spil hjalp ham og den beroligende musik godt på vej. Gad vide om det var bevidst fra JazzDanmarks side at Casper Hejlesen skulle på lige efter at Thorbjørn Øllgaard fra Smag på dig selv, havde været på scenen og holdt en brandtale om jazzen i anledning af jazzens 100 år i Danmark. Han sendte en forventelig sviner til det forudsigelige og konforme. 

Kasper Tranberg holdt også en brandtale. Det var en varm og poetisk tale om de fibre der holder os forbundet. Et af budskaberne var at vi skulle spise sundt, spille lange toner og være gode mod andre. Den sidste brandtale skulle være holdt af Marilyn Mazur, der ikke kunne være med pga sygdom. I stedet fik hun en lang stående ovation fra salen.

Hvalfugl fik prisen som årets livenavn efter at de i foråret satte sig solidt på det geografiske og jazzede landkort med en stor turné. Sydhavnens (den i København) spillested Klein fik prisen som årets jazzspillested. 

Kan en jazzblogger der har hørt alt, blive overrasket? Selvfølgelig kan han det. Free jazz/hip hop projektet Økse med den kompromisløse Mette Rasmussen på saxofon fik prisen for årets alternative jazzudgivelse- den udkom i august 2024 og jeg må med skam bekende at jeg ikke har brugt meget tid på den. Jeg har den i ørerne mens dette skrives og kan hurtigt konstatere at det ikke er sidste gang jeg lytter til den. Den er også kommet på vinyl, men koster desværre en formue at få hjem i privaten, da den er udgivet af et amerikansk pladeselskab og skal sendes fra Staterne. De gode folk fra Aarhus Jazzfestival, Marie Norman Nyeng og Gorm Askjær gik deres forgænger Ilse Vestergaard i bedene og fik ligesom hende, P8jazz’ Ildssjælspris. 

Den sidste pris gik selvfølgelig til årets danske jazzudgivelse og ligesom man tænkte at den nok ville gå til Ida Duelund, der allerede havde fået to velfortjente priser, så blev det Jakob Dino Dinesen der fik prisen for albummet Slow Flow. Det er godt hørt af juryen. Dino har lavet et originalt og nyskabende album og lyder stadig som sig selv. 

Der skal lyde et kæmpestort tillykke til alle vinderne og de nominerede og en kæmpestor tak til JazzDanmark for at holde en god fest for jazzen. 

Til efterfesten på Ideal Bar spillede Kresten Osgood CD’er fra JazzDanmarks store samling. Der blev måske ikke lyttet så meget fra de tilstedeværende- de havde for travlt med at netværke, bagtale, sladre, flirte, grine og hygge sig med hinanden. 

Tidligere på dagen havde der været et branchearrangement, hvor jeg var til nogle spændende paneldebatter om publikumsudvikling, køns(u)balancen og jazzen som kulturarv. Men før det havde jeg også været på en hyggelig køretur fra Herning sammen med folkene fra Fermaten som jeg laver Moorjazz Festival sammen med. En dejligt jazzet dag af den allerbedste slags. 

Husk at de rigtige vindere er lytterne, der får lov til at høre al den fed jazz…

Vinderne af DMA Jazz 2025 er:

Årets Jazzudgivelse
Jakob Dinesen – Slow Flow (April Records)

Årets Jazzkomponist
Ida Duelund for Sibo (Initiated Records)

Årets Alternative Jazzudgivelse

ØKSE – ØKSE (Backwoodz Studioz)

Årets Nye Jazznavn
MUSViT – MUSViT (Selvudgivet)

Årets Musiker
Anders Christensen for sit arbejde på Jesper Zeuthen, Anders Christensen, Marilyn Mazur – Sound Flower (Loveland Music)

Årets Single
Ida Duelund – Misi Miamo (Initiated Records)

Årets Livenavn

Hvalfugl

Årets Scene

KLEIN / Karens Minde Kulturhus

P8 Prisen - Årets Ildsjæl

Marie Norman Nyeng & Gorm Askjær for deres arbejde med Aarhus Jazz Festival

Vejslev/Brunbjerg/Elhøj: iT’s a RioT (In the flesh Record Company) LP/digital

 

Det er en af jazzens ypperste discipliner. At kunne spille jazzstandards, hvor man gennem improvisation og personligt musikalsk udtryk fortolker melodierne og endda gør dem til sine egne. Jazzhistorien er proppet med eksempler, hvor særligt 50’erne og 60’erne dannede grobund for disciplinen. Der er blevet længere mellem snapsene i dansk jazz i den senere år, når det kommer til fortolkningerne - altså den rigtigt stærke snaps, der ikke er lavet for at blive playlistemateriale på Spotify. Men af kunstnerisk nødvendighed, hvor man har noget på hjerte.

Trioen med Kristoffer Vejslev på guitar, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Rasmus Elhøj Jensen på bas har gennem adskillige år spillet sammen og opbygget et grundlæggende kendskab til hinanden. Det bruger de på iT’s a RioT, hvor de kommer med et bud på en stærk snaps-

De har også inviteret nogle ret afgørende gæster med på pladen. Det høres allerede fra starten, hvor de åbner med to Thelonious Monk sager, først Monk’s dream, hvor både tyske Rudi Mahall på basklarinet og svenske Hannes Bennich på altsax er med og derefter Ask med now, hvor det kun er Mahall der medvirker. Begge musikere giver trioen noget saft, kraft og gejst. På Ricochet som er en kollektiv improvisation, er Simon Toldam med som gæst, her sker der også ting og sager i musikken. De udfordrer og udfordres. Den efterfølgende In the wee small hours of the morning er en pleaser, der stikker noget ud efter pladens vitale åbning. Det er betegnende for pladen, som er bedst, når gæsterne træder ind i studiet og musikken og sender den uventede steder hen. 

Det handler ikke om at trioen er tandløs. De spiller godt og er ikke bange for at kaste sig ud på dybt vand, som når de spiller Oscar Pettifords Tricotism, hvor Martin Brunbjerg kommer helskindet gennem basspillet. Jeg synes bare at det er bedst som når de spiller Smog Eyes, hvor Mahall og Bennich trykker den af. Men hov! Hvad er nu det? Der fades ud kort inde i nummeret, så vi kun hører en lille bid. Det sker heldigvis ikke på en mine all time favourites, Monk’s Well You Needn’t, hvor Mahall og Bennich også er med. Det swinger på den gode skæve måde.

Kristoffer Vejslev

Coco Chatru Quartet: Lost Christmas (Trygger Music) LP/digital

 

De er Skandinaviens førende indenfor jazzede røverhistorier. Coco Chatru Quartet udgav deres andet album tidligere i år. Nu er de allerede klar med deres tredje udspil. Lige i rette tid til julen. Den legendariske eventyrer Coco Chatru spillede hovedrollen i julefilmen Lost Christmas fra 1932. Filmen blev kun fremvist en eneste gang. Det skete i en lade udenfor Norrtälje. Der var liveband både før og under visningen af filmen. Fremvisningen forløb forholdsvis roligt indtil det udviklede sig tumultarisk med vild dans og håndgemæng. Til sidst brændte laden ned og tog det eneste eksemplar af filmen med sig i flammerne. 

Coco Chatru Quartet har forsøgt at genskabe musikken, der følger filmens historie. Vi er med til hyggen ved pejsen, turen med slæden (inklusive bjælderne), vintergåtur, dans, juledrøm, nisser og selve fejringen af juleaften. Kvartetten med Linus Kåse på alt- og sopransax, Charlie Malmberg på barytonsax, Håkan Trygger på bas og Daniel Kåse på trommer, bjælder, vibrafon og trompet, har lavet en vidunderlig julejazzplade, der smyger udenom de amerikanske standards vi hører hver jul. Det er originalmusik der spilles veloplagt og i en hyggelig cool jazz 50’er indpakning. Et godt svensk alternativ til de juleplader vi hører hvert eneste år.

Coco Chatru Quartet

Johanna Linnea Jakobsson: Don’t overthink it (Zack’s Music) LP/digital

 

Det er da rimelig god timing. En uge før dansk/svenske Johanna Linnea Jokobssons andet album udkom, blev det offentliggjort at nummeret Time fra albummet Don't overthink it, er nomineret til DMA Jazz 2025 som en årets singler. Hvor hun tidligere fokuserede på, at spille andres kompositioner, er alle pladens 8 numre skrevet af Johanna Linnea Jakobsson selv. Det er ikke en dum beslutning. 

Den lander lige ned på pletten hvor jazzen mødes med singer/songwritergenren. Det er musik fuld af varme, hygge og nærvær. Johanna Linnea Jakobsson både synger og spiller saxofon, selv om det nok er sangen der fylder mest på pladen. Hun er sammen med et hold svenske musikere, Olof Wullt på guitar, Jesse Emmoth på Rhodes og klaver, Simon Petersson på bas og John Fernold på trommer. Det er ikke uden grund at hun er en af tidens mest spillede kunstnere på P8jazz. Hendes nærvær og tilstedeværelse i sangene er ægte og til at føle. Hun går direkte ud af højtalerne og placerer sig i stuen hos lytterne. 

Johanna Linnea Jakobsson

SINGLENYT JAZZNYT - november 2025

 

Velkommen til anden udgave af Singlenyt Jazznyt. I næste uge kåres årets singletrack ved DMA Jazz, det er vist kun tredje gang at kategorien er med. Det har taget Jazznyt lidt længere tid, at få sat fokus på singlen. Jeg har fundet fem meget forskellige singler frem denne måned. Du finder musikken på streamingtjenesterne. Glæd dig til december, hvor det bliver en særlig juleudgave. 

Antonio Dayyani & Kristoffer Jessen: Alt eller intet (April Records)

Jazznyts store favorit Antonio Dayyani er altid god for en overraskelse. Denne gang i form af Kristoffer Jessen, forsangeren fra bandet Søn, der holder fri fra det elektroniske univers. Han blender fint ind med Dayyanis melodiske og nordisk inspirerede jazz. Læg i øvrigt mærke til Jon Askjærs skønne trompet(eller flygelhorn) solo undervejs.

Smag på dig selv & Viktoria Søndergaard: Vik’s Rawcore (Stunt)

Jøsses i himlen da! Sikke en drønnert. Først hører man Viktoria Søndergaards vibrafon, hvorefter det eksploderer i et beat der kører med en millionmilliard beats per minute. Det er både grimt og fascinerende. Smag på dig selv drejer i en ny og mørkere retning. Besøget fra Viktoria Søndergaard er genialt.

Jon Henriksson: Grönbete (April Records)

Den svenske bassist Jon Henriksson, som årvågne jazzlytter selvfølgelig kender fra Rasmus Sørensens trio, er aktuel med førstesingle fra albummet der kommer næste år. Sørensen er osse med hos Henriksson. Stilen er nordisk melankoli der møder amerikansk hard bop. Den svenske saxofonist drysser sammen med Rasmus Holm på bastrombone og Pelle von Bülow stjernedrys ud over nummeret.

Lis Wessberg & Veronika Rud: The Promise (April Records)

Hun har allerede gjort godt opmærksom på sig selv med sin egen musik. Sangeren Veronika Rud bliver på smukkeste vis skubbet frem af Lis Wessbergs musik og trombone på nummeret The Promise. Det er et helt særligt match. At der også er strygere og en diskret spacet keyboardsolo med, gør kun det hele bedre.

Plum and I: Meshes and Masses (Plum and I)

Jeg må med skam erkende at jeg ikke før har beskæftiget mig med duoen Plum and I her på bloggen. De udgav allerede en single i 2022 og siden er der bla. kommet et album til. Mathias Jønsson på guitar og Konrad Tosti på flygelhorn har lavet et elegant svævende og sfærisk nummer inspireret af Floating Points og Bill Frisell. Det er en forløber for en EP der kommer i 2026.

Esben Just: New Orleans (SJF Records) LP

Han har lige rundet 60 år og fejrer sig selv med en knaldperle af et album. Sangeren og pianisten Esben Just er taget hele vejen til New Orleans for at lave albummet, der meget passende er opkaldt efter The Big Easy. New Orleans er der hvor Just har hentet sin musikalske inspiration gennem hele karrieren, ikke mindst med trioen SP Just Frost, der har lagt utallige spillesteder ned gennem årene.

Denne gang har han allieret sig med The Above and Beyond Brass Band, et 8 mands band fra New Orleans med to trompeter, to tromboner, saxofon, sousafon, lilletromme og storstromme. Det er indspillet on the spot. Det er vel at mærke Esben Justs egne dansksprogede sange som han har taget med til New Orleans for indspille sammen med brass bandet.

Det er festplade med holdninger. Esben Just holder sig ikke tilbage for at synge en fædrelandssang med budskab om rummelighed, om klimaet og det fælles ansvar. Som Esben Just siger, så er det i skarp kontrast til midter- og højrefløjens fremmedfrygt og angst for den ’store omstilling’. 

Det er musik, hvor der hentes inspiration i caraibiske rytmer, traditionel jazz og det velkendte New Orleans beat. Her er The Above and Beyond Brass Band i særklasse. De er skarpe, præcise og tilpas løse i kanten, så der opstår den der helt skønne stemning, som kun kan komme fra New Orleans. Esben Just kan ikke fejre sig selv på en bedre måde. Tillykke med de 60 år og den medrivende plade.

Gateway

 

Nikola Bankov: Everwanted (AMP) CD/digital

 

Det kan da godt være at den slovakiske altsaxofonist Nikola Bankov ikke længere bor i Danmark. Det ændrer ikke på det faktum, at det er i Danmark han i de seneste år har opbygget sin karriere. Han fik DMA jazz prisen i 2020 som årets nye jazznavn. På hans tredje album, Everwanted, er han sammen med danske musikere; Jonas Gravlund på guitar, August Korsgaard på tangenter, Frederik Bak på bas og Jacob Hedegaard på trommer. 

Hvis man på nogen måde har en svaghed for nutidig fusionsjazz, så er Nikola Bankov det helt rigtige sted, at rette sine ører hen. Han nævner selv Aurora, Sigrid, Louis Cole, Thundercat og Mk.Gee som inspiration i forbindelse med det nye album. Peace of mind er et duonummer, hvor den amerikanske bassist Tim Lefebvre medvirker. Han er en ægte sessionmusiker, hvor hans medvirken på David Bowie’s Blackstar i den grad stikker ud. Nummeret er en flot afviger på albummet. Bankovs høje tekniske niveau svigter heller ikke, når han skal tage den lidt med ro. Albummet afsluttes med en gæsteoptræden. Det er den engelske guitarist Tom Ford der er med på højoktannummeret Fast Life. En flot afslutning på et album, der holder hele vejen med højdepunkter som Everything I have og What’s next undervejs.

AMP records

Kati Briens Dream Band: Zelebrity Zebra (Jaeger Community) LP/digital

 

Siden 2019 har tyske Kati Brien spillet altsax i Aarhus Jazz Orchestra, hvor hun i den grad har sat et tydeligt aftryk. Jeg var ikke klar over at hun siden 2010 havde haft sit Dream Band i Berlin, som hun udgav en plade med i 2017. Her spiller hun alt- og sopransax, klarinet og guitar. Gruppen er en sekstet med altsax/klarinet, trombone, basklarinet/klarinet, bas og trommer udover Kati Brien. 

Alene beskrivelsen af instrumenterne giver et hint om sekstettens lyd. Det er en blæserne der er fokus på, med en særlig plads til klarinetten.

Det er den rolige jazz der fokuseres på, hvor gæstevisitten eksempelvis fra Karmen Rõivassepp på Stop looking at me, lover, er en ekstra fornøjelse. Der er nærmest en altmodisch feeling i musikken, hvor de tyske rødder ikke fornægter sig. Jeg kan ikke lade være med at få associationer til kammermusikalsk kabaretmusik. 

Jaeger Community

Jakob Bro, Wadada Leo Smith, Marilyn Crispell & Andrew Cyrille: The Montclair Session (Loveland Records) LP/digital

 

Der er fart på Jakob Bro for tiden. Alene i år er der kommet fem plader med ham. På denne plade er han sammen med tre jazz legender fra den frie, åbne og undersøgende afdeling. Pladen er indspillet i New Jersey for tre år siden. Selv om Jakob Bro er en erfaren herre, er han på denne plade sammen med tre musikere, der har været med i og påvirket jazzens udvikling i meget længere tid. Det interessante er at de ikke er under afvikling. Deres modenhed og erfaring i samme rum som Jakob Bros distinkte guitarspil skaber interessant musik. 

De har alle fire det til fælles at de arbejder inkluderende i musikken. Med en organisk tilgang, hvor man er indbyrdes afhængig af hinanden. Der vokser nogle meget smukke stykker musik frem. Hyldesten til Charles Lloyd, King of Kings er sammen med åbningsnummeret højdepunkterne på albummet. Her er skiftevis flydende stemninger og ekspressive udladninger, hvor særligt det sidste sætter Wadada Leo Smith i fokus. 

The Montclair Session er et flot og vedkommende dokument. Det er en status fra Jakob Bro, der konstant er i udvikling og samtidig bevarer sig selv i det hele.

Bandcamp

Randi Pontoppidan & Christian Rønn: Shadow moves (Nische) LP/digital

 

Man kunne kalde det for en kammermusikalsk free jazz avantgarde plade. Pianisten Christian Rønn på et præpareret Steinway flygel og vokalisten Randi Pontoppidan, der supplerer stemmen med diskrete elektroniske effekter, er mestre i øjeblikkets musik. Improviseret musik der komponeres mens det fremføres. 

Der er gået fem år siden den forrige Head¨Space, hvor de satte forvrængning og eksplosiv ekspressivitet i front

Er det skyggerne der bevæger sig eller er det skygger af bevægelser? Shadow moves er en direkte og ren oplevelse. Pontoppidans vilde vokalteknik og fantasirige anvendelse af alle de muligheder, som stemmen giver, bruger hun elegant sammen med Rønns klaver. Der er rå flydende stemninger, lyde og klange der bevæger sig uden for tid og rum - men måske i skyggerne? Pontoppidan og Rønns musikalske udvikling siden Head¨Space i en mere afdæmpet retning er fascinerende og god.

Bandcamp

Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Viktoria Søndergaard: Music of secrets (April Records) LP/CD/digital

 

Det er helt vildt så meget der er sket siden vibrafonisten Viktoria Søndergaard dukkede op på den danske jazzscene med bandet Baryl for ganske få år siden. Duoplade tidligere i år med Smuk Zvuk, samarbejder med bla. Marilyn Mazur, Smag på dig selv og DR Big Band. Nu er hun klar med første plade i eget navn. Det gøres i selskab med den vildeste opstilling i dansk jazz lige nu.

Valget af musikerne til pladen, har afgørende betydning for lyden og udtrykket. Viktoria Søndergaard er ansvarlig for næsten alle kompositionerne og teksterne på pladen, hvor hun har ladet sig inspirere af venner og kolleger, Højskolesangbogen, jazz, kabaret, kammermusik, pop, avantgarde, rap og den afrikanske sukuma. Ida Duelund spiller bas, Frederik Blæsild Vuust spiller klaver og synger, Siv Øyunn spiller trommer og Elvira Skovsang synger mens Viktoria Søndergaard selv spiller på vibrafon og supplerer med korsang og rap, hvilket de andre også gør.

Frederik Blæsild Vuust har lavet Her absence som han selv synger sammen med Elvira Skovsnag. Det er en af pladens mange smukke øjeblikke. I samme kategori placerer I thought it was the Moon sig, der har en vidunderlig underfundig tekst. Her serverer Viktoria Søndergaard også en velplaceret vibrafonsolo undervejs. Selv om vibrafonen er tydelig og fremme hele tiden undervejs på pladens, er det ikke en “Jeg kan spille vibrafon” plade. Det er en Viktoria Søndergaard plade.

Elvira Skovsang er et nyt bekendtskab for mig. Hendes stemme indeholder så mange farver og former. Om det skal være komplekst eller lige til er underordnet. Det fremstår med lige stor autoritet. It’s so nice er en sang, der udvikler sig til en kollektiv rap, den er et af højdepunkterne på pladen, hvor gruppen leger og udfordrer. Den er også et god billede på alt det som Viktoria Søndergaard vil og lykkes med.

Viktoria Søndergaard vil meget og gaber over meget men ikke for meget. Hun lader sig ikke begrænse. Det betyder også at hun har lavet en af årets helt store plader i dansk jazz. Den er original, nyskabende og fremstår i al sin vidtfavnende vildskab som et kunstnerisk statement der holder hele vejen.

Bandcamp

Natdyr: Swings (Unit Shifter) LP/digital

 

Selve bandnavnet siger nærmest det hele. Det er musik der opstået, når alle andre er gået i seng. Tidspunktet hvor de fleste ligger i sengen og bliver klar til næste dag, er udgangspunktet for duoen Natdyr med Mads Joen Taanum og Martin Taanum Starup. De er aktuelle med deres andet album, der meget upassende hedder Swings. Det her er alt andet end swingjazz. Men det swinger godt med det der starter ud som nattens støj og indre uro for så at veksle til ro og indre balance i løbet af natten. 

Det her er ikke en ambient plade med jazzede elementer. Natdyr tager den overvejende med ro men kan som på åbningsnummeret Natdyr Swings, der kommer efter en intro, ikke lade være med at lade uroen kigge frem. Her på nummeret i form af nogle velplacerede guitarriffs. De spiller selv på alle instrumenterne udover trommer, som Allan Lauridsen spiller på fire numre. Mads er ham der tager sig af strengeinstrumenterne (bas og guitar) og Martin tager sig blæserinstrumenterne (saxofon og EWI). Derudover supplerer de begge med elektronik og tangenter. Det er den tøvende rolige saxofon og den akustiske guitar der mødes på det rolige nummer Charlottesville. Afslutteren Candy på Side 1 er mere rummelig og luftig. 

Vinylpladens Side 2 åbner med More Noise og er ikke støjende i klassisk forstand. Støjen er subtil og kravler rundt underneden på hele pladen. På den efterfølgende Interlude bygger de bro til nummeret Drifting, der er et af pladens højdepunkter. Saxofonklapper og sfæriske toner bygger op til en rytmisk guitarfigur med strygerbas og dertil hørende klange og lyde. Det er stærkt og effektivt.

Natdyr har en idé med albummet og lykkes med det. De bruger musikken med autoritet til at fortælle en historie med natlige stemninger

Bandcamp

Casper Hejlesen & Carlo Dayyani: Langmod (Casper Hejlesen & Carlo Dayyani) digital

 

De to guitarister Casper Hejlesen og Carlo Dayyani kommer begge fra Danmark. Men det var på Jazz Institute Berlin at de mødtes og lærte hinanden at kende. De deles om komponisttjansen og har samlet et internationalt hold af musikere omkring sig på pladen; Isak Ingvarsson på saxofon og klarinet, Gustav Broman på bas, Veslemøy Narvesen på trommer og Ketija Ringa på tværfløjte.

Hejlesen har allerede lavet tre plader i eget navn, hvoraf de to er soloplader. Dayyani udgav sin debutplade sidste år. Den aktuelle plade er opstået ud fra en gensidig interesse for den brogede og rige lyd, der skabes, når to guitarer spiller i samklang. De bevæger sig mellem det frie improvisatoriske og det mere bundne. Det interessante ved pladen er netop lyden af de to guitarer. Man trækkes ind i et spændende guitarunivers, hvor det ikke handler om at vise sig, nærmere om at undersøges noget sammen og den mission lykkes de fint med

Bandcamp