Saxofonisten Andreas Toftemark tog turen til New York City og Amsterdam, hvor han brugte det meste af sine unge år i tyverne på at blive endnu bedre til at spille saxofon, the hard way. Nu har han lavet en plade sammen med new yorkeren og trompetisten Benny Benack III og et fedt hold musikere; Rasmus Sørensen på piano, finske Kaisa Mäensivu på bas og amerikanske Joe Peri på trommer.
Pladen åbner med et par skønne numre i hard bop traditionen. Herefter følger pladens eneste ballade, hvor Benny Benack III har lagt trompeten til side og har fundet den indre crooner frem. Noget han også gerne gør på sine egne plader. Vinylpladens A-side lukker ned med Sørensens New York Attitude, der oser af intens storbystemning.
B-siden åbner med modal-jazz nummeret Underground, hvor Benacks rene og ukunstlede trompet kommer til sin ret. Det er jazz der er helt fremme i bussen. Kvintetten spiller med så megen ro og overskud, at de ikke forcerer noget. Mäensivus The Lemur har et funky groove, der bølger lækkert frem. Bennack kan trykke trompetens ventiler i bund i mere end en forstand. Det er jazz af den rette støbning, hvor fem af tidens bedste jazzmusikere mødes og gør hinanden bedre.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar