fredag, august 29, 2025

Takvinge: Nymphalidae (Kristoffer Bliksted/Gateway) LP/digital

 

Bandet er opkaldt efter en sommerfugl og pladens titel er sommerfuglens navn på latin. Den aarhusianske kvartet Takvinge ledes af bassisten og komponisten Kristoffer Bliksted, Desuden medvirker Jacob Djursaa på guitar, Dan Hjort på piano og Karl Wind Seyer-Hansen på trommer. Musikken har samme positive indvirkning, som når man ser sommerfuglen om sommeren. Man genkender den og er glad for, at den er her igen. Det er sommer og solen skinner. 


Kristoffer Bliksted er stærkt inspireret af den nordiske jazzlyd, hvor han sørger for at dreje det i en dansk retning. Ja, der er noget mol, det er bare ikke trist. Det er livsbekræftende - numrene hedder eksempelvis larve, puppe og sommerfugl. Så kan det ikke være mere opbyggende.


Jeg har en svaghed for et nummer som Gærdesmutte, hvor guiatristen Jacob Djursaa i den grad kommer til sin ret. Han har hørt godt efter, når han har lyttet til Pat Metheny og har siden fundet sin egen vej. Tag Takvinge og Nymphalidae med ind i efteråret og vinteren - og du føler at foråret er på vej. 

Ingen kommentarer: