Tilbage i firserne var de et band, der bragte stor begejstring ude på de mange små spillesteder rundt omkring i landet. Det var Santa Cruz der bestod af tidens hotteste musikere. De lavede en enkelt LP, der i dag står som et stærkt dokument over den tids lyd af dansk jazz, fusion og et væsentligt element af poprock. Siden døde bassisten Jens Meldgaard og det var i forbindelse med en hyldest af ham, at bandet blev gendannet. Tre fra det oprindelige band, Frans Bak, Poul Halberg og Alex Riel var med, mens Bo Stief nu spillede bas og Hans Ulrik spillede saxofon. De har med jævne mellemrum spillet koncerter og udgivet nogle plader, der alle er skrevet om her på bloggen.
Nu er de atter pladeaktuelle. Afdøde Alex Riel er skiftet ud med en en ægte firserhelt, Klavs Menzer og det en god løsning på den plads. Jeg så dem live i foråret på Fermaten i Herning. Det var en opvisning i spilleglæde og musikalsk overskud. Det var ret vildt at de aldrig forfaldt til rutine - og endnu en dag på kontoret stemning, når man tænker på hvor mange år de har været musikalsk aktive.
Noget af den energi får de også med på pladen, hvor de deles om at have skrevet musikken. Halberg & Bak står for de melodiøse og ligefremme numre med store popkvaliteteter. Hans Ulrik udfordrer bandet med Fallout mens Stief har lavet nogle mere eftertænksomme sager. Det passer godt til Santa Cruz, at de bevæger sig fleksibelt rundt i musikken. Det er bla. derfor at de er så gode.
Et enkelt lille suk skal lyde her til sidst. Det er trist at musikken kun er tilgængelig via streaming og digital download via Bandcamp. Jeg har selvfølgelig ikke lavet markedsundersøgelser. Jeg vover alligevel at påstå, at en stor del af Santa Cruz’ lytterskare er udstyret med pladespiller. En skam at Storyville end ikke udsender den på CD.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar