onsdag, oktober 29, 2025

SINGLENYT JAZZNYT - oktober 2025

 

Efter altid at have haft fokus på albumudgivelser på bloggen, banker virkeligheden på, hvor singleudgivelser også er blevet en del af jazzen. Derfor vil Jazznyt fremover forsøge at lave en månedlig opsamling på et udvalg af singler, der er kommet i løbet af måneden. Du må selv finde singlerne på den tjeneste du bruger.

Først og fremmest håber jeg at du får lyst til at høre singlerne. God fornøjelse.


Abekejser: New Singularity+ (BlikFlak)

Deres fjerde album kommer januar 2026. Abekejser har fået producerhjælp fra Bill Laurance og Nic Hard fra Snarky Puppy. Førstesinglen er en intens og komprimeret Abekejsersag - en hybrid af jazz, beats og synthdrevne klangflader.


Andreas Toftemark & Benny Benack III: New York Attitude (April Records)

Den danske saxofonist Andreas Toftemark har lavet et album sammen med den amerikanske trompetist Benny Benack III. New York Attitude er tredje single fra albummet der kommer til november. Stemningen er rendyrket NYC.


Bévort3: Jenka (Pernille Bévort)

Det kommende album er en hyldest til den store amerikanske saxofonist Joe Henderson. Pernille Bévort er sammen med sine vanlige håndlangere, Morten Ankarfeldt og Espen Laub von Lillienskjold. Stemningen er varm og intens på balladen Jenka. 


Caoilfhionn Rose & Svaneborg Kardyb: Illusions (Gondwana)

På Svaneborg/Kardybs debutplade medvirkede den norske sangerinde Elin Hellerud Åsbakk på den uforglemmelige Et lite øyeblikk bare. Nu har de atter fundet sammen med en sangerinde. Det er Caoilfhionn Rose er fra samme pladeselskab som de to danskere, hvor hun har udgivet tre albums. Stilen er svævende og sfærisk. Duoen er også aktuel på anden single sammen med svenske Yttling Jazz.


Cosmos Club: Odeon (One Dot Rec)

Anden single fra helt ny danske duo med trommer og keyboards. Der kommer snart et helt album med dem. Singlen lover rigtigt godt. Et pulserende nattegroove og en støvet beskidt keyboardlyd fungerer godt sammen. Det er meget stemningsfuldt.


Dusch: Opbrud/Unheimlich (dusch Music)

Det er en helt ny dansk kvartet, der debuterer med en dobbeltsingle. Den består af Buster Isitt på guitar, Lasse Damsgaard på alt-sax, Antonio Dayyani på trommer og Anja Kulyova på elbas. Opbrud er den urolige mens Unheimlich går i en mere mystisk retning. Det er melodisk, smukt og alligevel ikke kun pleaser. To numre der vokser for hver gang jeg hører dem. 


Jesper Thorn: Run (April Records)

Bassisten og komponisten Jesper Thorn skrev Run mens han var i Los Angeles i starten af 2025, hvor brandene raserede vestkystbyen. Maj Berit Guessora medvirker på trompet, Cecilie Strange på saxofon, Marc Méan på tangenter og Andreas Bernitt på violin.


Mikkel B. Grevsen: Jorden vågner (Blue Blitz Music)

Samtidig med nomineringerne til årets DMA Jazz er afsløret, hvor Mikkel B. Grevsens Det Glemte Kvarter er blandt de nominerede, er Mikkel også aktuel med en singleforløber til et soloalbum. Musikken er en undersøgelse af, hvordan naturens liv, figurer og mønstre hænger sammen med menneskets indre liv, figurer og tankemønstre. 


Rasmus Oppenhagen Krogh: Simulacrum (April Records)

I slutningen af november udkommer fjerde album fra guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh. Tredjesinglen er en sand åbenbaring fra en der fortjener titlen “den der er mindst larmende omkring sin egen person” Han fortjener også titlen “Vedvarende høj kvalitet”. Jeg glæder mig big time til albummet. 


Smag på dig selv: Let’s go (Stunt)

Københavnertrioen har bla. brugt oktober på en turné i Brasilien og udgivelsen af denne single. Nummeret er et råt vikingeskrig iklædt

elektronisk kaos, strubesang og tungt elektropunch, produceret af den anmelderroste danske hitmager TMI Tammi. Der er klare technoreferencer. Denne gang er det blevet lidt mere dystert end på den første single Hits 4 kids vol. 3000 fra albummet der kommer i 2026.

Blue Lake: The Animal (Tonal Union Records) LP/digital

 

Ophavsmanden bag Blue Lake er Jason Dungan er fra USA. Det må være den indlysende forklaring på, at albummet The Animal svømmer over i en fantastisk stemning af americana, folk og jazz. Stilen er rolig og flydende, nærmest ambient. Dungan er en multiinstrumentalist, der behersker diverse strengeinstrumenter, piano, trædeorgel etc. Musikken lyder ikke umiddelbart til at være skabt i København som det er tilfældet. Han får hælp fra Carolyn Goodwin på klarinet, Oliver Laumann på trommer, Pauline Hogstrand på viola, Nicole Hogstrand på cello og Tomo Jacobson på bas.


Musikken vokser frem mellem musikerne. Det er en kollektiv ikke-hierakisk udladning, hvor musikken er en organisme, der næres af musikerne. Jason Dungan bruger musikere med baggrund i jazz og klassisk til, at frembringe sin uramerikanske musik. Jason Dungan tilsætter det en nordisk æstetik. The Animal er den første udgivelse fra Blue Lake, hvor der er brugt et fuldt band i skabelsen af musikken. Det er det kun blevet endnu mere betagende af. Det er en meget original og anbefalelsesværdig udgivelse.

Bandcamp

tirsdag, oktober 28, 2025

Kalaha: Guirca (April Records) LP/CD/digital

 

De har eksisteret i over 12 år og er nu aktuelle med deres 7. album. Jeg har fulgt dem tæt siden starten og oplevet dem live mange gange. Fælles for alle koncerterne er, at de aldrig har skuffet. Emil de Waal på trommer, Niclas Knudsen på guitar, Anders Stig Møller på bas og synth og Rumpistol på div. synths og keys. har en konstant nysgerrighed på musikken. Hvert eneste album har bragt nye elementer ind i deres univers. Hvor de hentede inspiration i Københavnsområdet Nordhavn på det foregående album, er der denne gang rykket inspiration fra afrikansk og latinamerikansk musik ind hos Kalaha. 


Duele med Claudia Mambo Rodriguez Ahlfors på vokalen er en knaldperle, særligt da hun rykker fra det spanske til svensk rap i slutningen af nummeret. Blandingen af elektroniske klange, Knudsens altid veloplagte guitar og de Waals eventyrlystne trommespil er en fornøjelse. Som feks. på den lidt dovne Out in the Woods. Kalaha er ikke faldet af på den efter 7 albums. De bevarer positionen som et af Danmarks fedeste bands, hvor genrer ikke er så vigtigt. Her handler det primært om at hænge på den gode stemning som de skaber.

Bandcamp

mandag, oktober 27, 2025

5 x Vuust: Ramt i hjertet (Aero Music) CD/digital

 

Da jeg var en bette knægt i midten af 70’erne fik jeg en rejsegrammofon, en Philips fra 60’erne. Min mormor købte en stak singler til mig på tilbud i den lokale Føtex. Her var der to Sebastian singler i stakken. Den ene var Når lyst bryder frem og den anden var Hey Ho. Jeg var helt pjattet med Sebastian. Siden har jeg on and off fulgt med i Sebastians karriere, men må nok indrømme, at det har været begrænset i de seneste år. 


Det ændrer ikke på min store lyst til at kaste mig over familiebandet 5 x Vuusts nyeste udspil, hvor de fortolker Sebastian. De har tidligere lavet en ganske fin plade med Paul Simon fortolkninger. Sebastians dansksprogede sange er oplagte til at blive fortolket af 5xVuust, der elegant balancerer mellem jazz og vise.


Pladen åbner veloplagt med en af de helt store Sebastian sange, Her er en sang, som Clara Vuust synger meget smukt og indlevende. Kvintettens pianist Frederik Blæsild Vuust synger Linedanseren fra 1979-albummet Cirkus Fantastica med en en helt anden skrøbelighed end den der kendes fra Sebastian. Der er også blevet plads til Englen og den hvide araber og Den sidste vals fra Cirkus Fantastica. 5 x Vuust har shoppet rundt i Sebastians store bagkatalog med stor indsigt. Mens Clara Vuust synger på de fleste sange, er der også en sang som Nana fra tv-serien, der klogeligt leveres i en smuk instrumentalversion, hvor Mathias Heise gæster på mundharmonika.


Det er svært at komme udenom Stille før storm, hvor Frederik Blæsild Vuust synger og assisteres af LIveStrings, der også medvirker på 7 andre numre. Christian Vuust spiller saxofon og klarinet, Peter Vuust spiller bas og Mikkel Vuust spiller på det trommesæt som han foræret af Sebastians mangeårige trommeslager Alex Riel. Det er en rigtig god og givende plade - og selvfølgelig spiller de Du er ikke alene i en skøn samlende udgave.

5 x Vuust på Facebook

fredag, oktober 17, 2025

Jacob Funch Trio: Standards (Speed of Sound) digital

 

Der er ikke så meget nyt under solen på denne trioplade med guitaren som hovedinstrument og en række af jazzens velafprøvede jazzstandards, hvis det ikke lige var fordi guitaren bliver betjent af Jacob Funch, der bla. har spillet med Lars Hug, Coco O. og I Got You On Tape. Hans lyd og teknik på guitaren er det hele værd. Grundlæggende er Funchs guitarlyd af den twangy slags, hvor der både er rum og ro. Det suppleres af en helt suveræn måde at bruge diverse effektpedaler på. Det høres på meget fin vis på Funchs fortolkning af John Coltranes Equinox eller Eden Ahbaz’ Nature Boy, hvor effekterne flyder som havet der stille glider ind på stranden og trækker sig ligeså roligt tilbage igen.


Som om det ikke var nok med Jacob Funchs guitar, så toppes det hele med Anders AC Christensens bas og Mikkel Hess’ trommer. De tre musikere samles godt om at spille klassikere som It might as well be spring, Stardust og Round midnight. Det er rolige jazznumre, hvor der skramles let i hjørnerne og der hele tiden mærkes en subtil og klædelig uro, hvilket bla. illustreres med den susende støj fra Funchs effekter og forstærker, der  står tilbage, når de er færdige med at spille et nummer. Jeg elsker old school analog uro.

Instagram

torsdag, oktober 16, 2025

Occam: Components (New Vehicle) digital

 

Bag navnet Occam finder man fynske Hans Mydtskov, der er kendt for sit saxofonspil i bla. Soul Station. På denne plade er han helt alene og supplerer saxofonen med basklarinet, EWI og looping. Desuden har han selv produceret og skrevet musikken. Alle lydene er frembragt af blæserinstrumenterne. Med loops og effekter er der vokset et originalt musikalsk univers frem fra en musiker, der bekender sig til 70’ernes fusionsjazz og progrock men også psych, moderne klassisk musik og folkemusik.


Det jeg hører er elektronisk musik med soundscapes som basen, hvorpå der lægges et kvalificeret lag af en nysgerrig musikalsk opdagelsesrejse. Der er den folkagtige Was eller den dystre Gravel, hvor lyden af det vi kender som saxofon træder tydeligt frem. Der er også Sight, der har udviklet sig til, at være min favorit. Basklarinetten giver bunden, mens der flyver sfæriske toner ind i det minimalistiske stykke musik, der passer godt til kl. 3 om natten, hvor der er mennesketomt i gaderne. 


Trænger du til filmisk musik, der ikke ligner noget andet, så er Hans Mydtskovs Occam et godt sted at besøge.

Streaming

onsdag, oktober 15, 2025

Jakob Bro & Midori Takada: あなたに出会うまで / Until I Met You (Loveland Records) LP/digital

 

Vi mødte den japanske kunstner Midori Takada i dokumentarfilmen Music for Black Pigeons, hvor Jakob Bro var begyndt at samarbejde med percussionisten. Nu er der kommet en plade med de to musikere. Jakob Bro har gennem mange år nærmet sig de japanske kultur mere og mere. Han har lært sig sproget og Bros søgen mod det enkle og dyrkelse af det æstetiske i musikken går fint i spænd med Midori Takadas musikalske udtryk. Takadas debutplade fra 1983, Through the looking Glass er en klassiker indenfor minimalistisk musik.


Musikken er indspillet i Tokyo for et år siden. Jakob Bro spiller udelukkende på akustisk guitar mens Takada både spiller på klaver, marimba og percussion. Jakob Bro vil udtrykke sig med lyd og har ikke andre ambitioner med sit instrument end at kunne skabe smukke øjeblikke sammen med sine medmusikere. Hvilket lykkes med Takada, der kan forvandle et øjeblik af ingenting til noget meningsfuldt givende.


Albummet svømmer over af skønheden i det enkle. Numre som Floating Forest eller A brief rest of Sisyphos er et par gode eksempler. Pladen viser en ny side af Jakob Bros udtryk. Det er blevet en meget vellykket og holdbar plade, der kun kan få en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

torsdag, oktober 09, 2025

O.N.E.: Well Actually (April Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke hverdagskost med polsk jazz her på bloggen. Når danske April Records så ligefrem sender den her til mig, bliver jeg nødt til at reagere. Det er kvartettens tredje plade siden 2020. O.N.E består af pianisten, Kataryna Ziabliuk fra Ukraine, saxofonisten Monia Muc, bassisten Kamila Drabek og bag trommerne er det Patrycja Wybránczyk, som går på RMC i København. Sidstnævnte har bla. spillet med Anne Efternøler og Viktoria Søndergaard.


ONE betyder De på polsk og En på engelsk, hvilket refererer til at kvartetten er en enhed, et kollektiv. Det passer så godt på som man hører. Det er tæt og sammenvævet. De spiller med udgangspunkt i moderne modal jazz, med afstikkere til den løsere free jazz. O.N.E. slipper aldrig helt deres time - de har en indbyrdes forståelse, hvor de drager ind i musikken sammen og sender deres version af jazzen ud til os. Lyt f.eks. Robespierre eller Oslo.

Bandcamp

onsdag, oktober 08, 2025

Stedsans: Indånding (Stedsans) LP/digital

 

For et par uger siden var der en, der skrev til mig for at høre om adressen der står her på bloggen, stadig passede. Han var på vej fra Silkeborg til Esbjerg og havde en plade han gerne ville aflevere. Adressen er den samme. Det var bassisten fra trioen Stedsans, der kom forbi med en plade til mig. Pladen var frisk fra vinylpressen. Nu er den landet på min pladespiller - og pladespilleren, der er godt opdraget, er særdeles tilfreds.


Det er jeg også. Trioen med Nicolaj Aamand på piano, William Frøland på bas og Alfred Storm på trommer har lavet albummet Indånding. Den unge trio har et tydeligt afsæt i den nordiske tone. Alt ånder ro og fred. De har sammen lavet ni melodier, hvor der er mol og stemning. Det er jazz af den slags, hvor man ret hurtigt lader sig indhylle i den varme og behagelige lyd. Gåtur mellem bregner, morgenkaffe, Under horisonten eller Til dem jeg engang kendte. Der er nok af gode numre på deres debutplade. Det er fornøjelse med en debutplade, der emmer af kærlighed. Man mærker dem.

Stedsans på Facebook

fredag, oktober 03, 2025

Simon Linnert: Sayeh (Hobby Horse) LP/CD/digital

 

Hov! Hvor kom han lige fra. Det er en på mange måder overraskende plade. Umiddelbart sagde navnet Simon Linnert mig ikke noget. Men han er ikke så ung og uerfaren som man kunne tro. Når man så hører det, er man ikke i tvivl om at det er en voksen jazzpianist med noget på hjerte. Han er sammen med danske Richard Andersson på bas og amerikanske Allan Mednard på trommer, der bla. er kendt fra samarbejder med Jeremy Pelt, Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks. De gik i studiet dagen efter at de havde spillet på Christiania Jazz Club.


De spiller ægte jazzklassikere som Carla Bley’s Ida Lupino, Paul Motian’s Once around the park og Wayne Shorter’s Nefertiti, blandet med et par stykker fra Linnerts egen hånd og nogle trioimprovisationer. Det er en rolig og tilbagelænet trio, der finder så mange små skønheder nede i detaljerne. Der er en melodisk luft og et flydende musikalsk univers, hvor man mærker trioens fortrolighed med jazzen og hinanden. Linnerts vej gennem jazzen har været alt end lige. Den har bragt ham til New York og til studier hos bla. David Binney og Jason Moran. Han har tidligere udgivet et par plader. Sayeh er mit første bekendtskab med ham og absolut ikke det sidste.

Bandcamp


torsdag, oktober 02, 2025

Morten Haxholm: Aether II (Zack’s Music) CD/digital

 

Han er muligvis ikke så kendt udenfor jazzens snævre kredse. Det burde han være. Det her er den ottende plade siden 2013 jeg anmelder her på bloggen med bassisten Morten Haxholm i hovedrollen (han har lavet ni plader, kan jeg se på hans hjemmeside). Han blev nomineret til en DMA Jazz pris for pladen Aether i 2023. Jeg ved ikke om det er det, der har givet ham mod til at lave en fortsættelse. Med samme hold, Nikolaj Hess på piano, Rasmus Oppenhagen Krogh på guitar, Ludos Soukup på sax og klarinet og Jakob Høyer på trommer har han lavet Aether II. 


Det er uden tvivl jazz, der er kompliceret at spille. Det er heldigvis ikke specielt kompliceret at lytte til. Det er jazz i den rolige ende, hvor der næsten opstår en meditativ samhørighed med melodierne. Den ro og afklarethed der er i musikken kan mærkes som lytter. Der er Siren Song, hvor Hess spiller på elpiano og Oppenhagen supplerer med en lækker ren guitarlyd og solo. Soukup spiller her klarinet, der er mere temperament i nummeret end eksempelvis den blødere Elegy. Det er et behageligt og vellykket album.

Morten Haxholm


onsdag, oktober 01, 2025

Stefan Pasborg Triiio: Dear Alex (Stunt) LP/CD/digital

 

Der er musikalske øjeblikke der står skarpt i erindringen. Det gælder i særdeleshed sidste år til DMA Jazz showet i Store Vega, hvor Stefan Pasborg indtog scenen sammen med Fredrik Lundin og Carsten Dahl. De hyldede en af de største danske jazzmusikere nogensinde, trommeslageren og Stefans gudfar, Alex Riel, der var døde i juni 2024. Selvfølgelig skal Alex Riel hyldes med en plade af gudsønnen, der meget passende har lavet den sammen med Carsten Dahl på piano og Fredrik Lundin på tenorsaxofon - i øvrigt oplevede jeg Dahl sammen med Riel i en uforglemmelig triokoncert sammen med Mads Vinding for mange år siden - et andet musikalsk øjeblik der står skarpt i erindringen.


Musikken er valgt ud fra en lille håndskrevet liste som Alex Riel havde lavet over sine yndlingssange, suppleret med In another way, der er lavet af Pasborg over det frie solotrommestykke fra Alex Riels første plade i eget navn.

Der er ikke overraskelser at finde blandt melodierne. Her er både Somewhere over the Rainbow, Smile, When You wish upon a stor, Idaho, Moon River og ikke mindst de danske Den milde dag er lys og lang og Den blå anemone. Alle tre musikere er så meget nede i materialet, de er i kontakt med hinanden og musikken. Det er en fornøjelse at høre dem spille sammen med så megen energi og friskhed. Musikken består udelukkende af first takes og Pasborg spiller på Alex Riels Gretsch sæt fra 60’erne. Jeg kan ikke forestille mig en smukkere hyldest fra Pasborg til Alex Riel. 

Bandcamp