Der er gået seks år siden den forrige plade med Gorm Askjærs trio udkom. Der var ingen tvivl om, at den var blandt de bedste danske jazzudgivelser det år. Hvad er der så sket i mellemtiden?
Guitaristen og komponisten Gorm Askjær har stadig trioen med Jens Mikkel på bas og Thomas Eiler på trommer. Denne gang har han inviteret Francesco Bigoni på klarinet og saxofon samt Malthe Volfing Højager på cello med ind i projektet, hvilket forklarer det diskrete plus efter Trio.
Pladen hedder Microverse og er ganske konkret en betegnelse for musikkens undersøgende væsen. Musikerne udforsker små verdener med hver deres klanglige og musikalske særpræg. Der hviler en kammermusikalsk stemning over musikken, hvor den intense atmosfære og musikernes blik for hinandens placering og udtryk skaber et kollektivt output, der er både sammenhængende og flydende.
Det er jazz, der bevæger sig mellem det fine, sarte og lettere tilgængelige som åbneren Fatamorgana og den optimistiske afslutter You Can Never Hold Back Spring, og så de mere komplicerede og skæve numre som It Almost Works og It's All Getting Fuzzy, hvor musikerne tydeligt viser, at de kan indgå i en musikalsk dialog, der både udforsker og udfordrer.
Celloen og Bigonis blæserinstrumenter passer godt ind i Askjærs musik, hvor der, som i Where Do Lost Memories Go, er klare referencer til kammermusikken.
Selvfølgelig er Gorm Askjær guitarist. Men det er som komponist og bandleder, at han skaber de store øjeblikke. Han bruger guitaren til at sammensætte de musikalske mikroverser, som han skaber sammen med de fantastiske musikere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar