Der er snart gået ti år siden bassisten og komponisten Jesper Thorn lavede sin første plade i eget navn. Nu er tiden inde til den fjerde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været ekstra spændt på den. Hvordan kommer man videre fra det mesterværk som den forrige plade, Dragør, var? Det gør man selvfølgelig ved at gå nye veje og bevare sig selv i musikken.
Der er sket en vigtig udskiftning blandt musikerne. Schweiziske Marc Méan på piano er som vanligt med. Cecilie Strange på saxofon og Andreas Bernitt på violin, der var med på Dragør, er atter med. Det er Maj Berit Guassora på trompet og flygelhorn, der er kommet med i stedet for Tobias Wiklund på kornetten. Det er et markant skifte, der er aldeles vellykket. Maj Berit Guassora kommer med en sikkerhed og musikalsk ro, der klæder Jesper Thorns musik.
Stille er et af den slags albums, der har fundet sig til rette i mit hjerte og sjæl med det samme. Titlen på pladen er en reference til Thorns egen søgen efter stilhed, fred og ro i en larmende og hurtig verden. Her har Thorn brugt musikken som et helle, som lytter og som musiker og komponist. Stille er lige præcis sådan en plade, hvor man som lytter hensættes til en verden hvor man flyder med musikken og langsomt lader pulsen falde.
Numre som Stilleben og Fragmentarium er blandt de helt store på en skøn plade, hvor Thorns musikere forstår hans musik og sammen med ham omsætter den til en meget smuk oplevelse.