tirsdag, juni 16, 2026

Mads Riis Kvartet (BlikFlak) digital

 

Den unge guitarist Mads Riis er flyttet tilbage til Danmark, nærmere bestemt København, efter at have boet i Berlin i fem år. Her har han studeret på konservatoriet, og ud over at medbringe sin uddannelse i bagagen har han også taget et album med derfra. I Berlin har han fundet sammen med ligesindede stortalenter: danske Thorbjørn Stefansson på bas, østrigske Steven Moser på trommer (der bl.a. har lavet en plade sammen med Carlo Dayyani) og svenske Isak Ingvarsson på saxofon (der havde Kresten Osgood med på sin debutplade fra sidste år).


Mads Riis er vokset op med jazzen, hvilket også sætter sit præg på pladen. Både helt direkte, da han har inviteret sin far, trompetisten Jesper Riis, med på et par numre, og selvfølgelig indirekte, da jazzen altid har været en del af husholdningen i Mads Riis' barndomshjem.


Mads Riis har, ganske modsætningsfyldt, ladet sig inspirere af den vilde og farverige storby og samtidig af vejen væk derfra mod naturen, stilheden og det mere enkle. Det rammer så fint det, man hører på pladen, der åbner med det smukke nummer Gryden.


Mads Riis' musik er dobbelttydig, når man både fornemmer storbyens puls og naturens evne til at hensætte én i en reflekterende tilstand. Det er netop denne balance, Mads Riis mestrer så fint. Han har lavet en rigtig stærk debut, der i øvrigt slutter med en helt fantastisk version af jazzstandarden It Never Entered My Mind, hvor far og søn forenes på smukkeste vis i jazzen.

Instagram

Ingen kommentarer: