Jeg følte mig snydt, da jeg hørte pladen første gang. Endda så meget at jeg havde lyst til, at ofre tid på at give dem høvl i min anmeldelse. Grammofunchs debutalbum fra 2009 var jeg så begejstret for, at den røg direkte ind på min liste over årets bedste udgivelser det år. Drømmende filmisk musik tilsat impro og fantasi og lille sjat jazz. Nu er jazzen fordampet. I stedet er man rykket over i en dyster indierock stil. Et genreområde der ofte bliver så lammende kedeligt. Nå men hvis jeg så skal give pladen høvl, skal det også være på behørig underbygget baggrund. Så pladen har fået endnu et lyt og et til og så et mere, ja en hel del er det nu blevet til.
Det viste sig at være en god idé. For det er slet ikke så tosset. En af de store ændringer i gruppen er, at Kostcirkeln-sangerinden Qarin Wikström er kommet med. Det er stadig trommeslageren Jeppe Gram og guitaristen Rune Funch der er hovedmændene i Grammofunch, mens Jeppe Skovbakke på bas og Simon Toldam på diverse keyboards føjer det sidste til. Thomas Høffding fra WhoMadeWho kigger forbi på et enkelt nummer Welcome, der har nogle P3 venlige kvaliteter. Grammofunch er flyttet fra jazzen og over i rocken. Det er bedre end frygtet. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den ret unikke position de indtog med debutalbummet er forladt til fordel (ulempe?) for en langt mere usikker plads på den alternative rockscene.
