Det er ikke endimensionelt larmende, hvilket det afsluttende nummer Hahmoit er med til at illustrere. Saxofonisten Joakim Berghäll føjes til et nummer, hvor Grönroos nærmest lyder henad Bill Frisell. Topnummeret på pladen er uden tvivl Phil Collins-hyldesten "Phil Collins" eller måske er det slet ikke nogen hyldest. Der er under alle omstændigheder hentet inspiration i 70'ernes pompøse rock, hvor netop Genesis med Phil Collins var et af topnavnene. En på mange måder spøjs og original plade, der fortjener et lyt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar